Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XIX.

247Emigrantagenten gned sig i Hænderne over sit Held med Doktoren, medens han stod og iagttog Dampskibet vestenfra, som nu halede ind til Kaien og lagde sig forenom det engelske.

Hans skarpe Øie, som overalt var paa Jagt efter Udvandrere, opdagede strax Njædel og Oldermanden; og saasnart de vare komne iland, borede han sig frem til dem.

«Emigranter – ser jeg?» – sagde han og hilste.

Lodsoldermanden hilste igjen; men da Agenten greb efter en Sæk, han gik med i Haanden, kunde han paa ingen Maade tillade, at den fine Herre uleiligede sig med hans Tøi. Imidlertid snakkede Agenten uophørligt, medens han førte dem ud af den Sværm, som havde samlet sig ved det ankomne Skib; Njædel fulgte, men betragtede det hele med afgjort Mistro.

248«Se der – der ligger Deres Skib; first class – altogether! – har de Billetter?» – spurgte Agenten.

«Nei –» svarede Oldermanden.

«Very well! – Billetter udstedes ombord; værsaagod – stig paa!»

«Hvad Tid gaar Skibet?» – spurgte nu Njædel.

«Imorgen tidligt,» svarede den anden. Og i en Fart, saa det svimlede for Njædel, udviklede han alle Fordelene ved sin Linie; – hvor heldigt, at de netop traf ham; – og hvor bekvemt, at de nu kunde gaa lige ombord og slippe Udgiften med Logis iland.

Dette sidste slog dem begge, og de fulgte ombord med Agenten, som i Løbet af et Kvarter skaffede dem Køier forud paa anden Plads, besørgede Billetter, tog imod Forudbetaling, kvitterede og sluttede med et Klask i Hænderne: «all right! first class – altogether! «

Da nu dette var iorden, gik de iland; men Njædel hviskede til Oldermanden: «Bare han ikke var en Fant – den fine Fyren; han snakkede saa fort.»

Men Oldermanden lo overlegent og sagde, at det var amerikansk. Nu gjaldt det bare at faa Greie paa Sagen og saa finde Kristine paa Sygehuset. Njædel vilde, de skulde 249gaa lige til Kongen; men Oldermanden lo igjen af ham og begyndte derimod at spørge alle, de traf, om Veien til Departementet.

Men han var ikke heldig; de fleste lo eller svarede med en Vittighed; andre blev staaende, forat glo efter dem. Det var ogsaa et usædvanligt Par: den lille rødkindede Oldermand i gul Søtrøie og Pelshue, og den lange, krogryggede Kjæmpe med det vilde Skjæg og de underlige lyse Gutteøine.

De begyndte at føle det selv, da de kom op i de finere Gader; Oldermanden spurgte ikke længer saa freidigt, og da de kom til Hjørnet af Posthuset, sagde han modfaldent: «Jagu er hun alt ti.»

De stod og betragtede Vor Frelsers Kirketaarn, da en fin Mand med Papirer under Armen bøiede om Hjørnet.

Oldermanden tog Mod til sig: «Omforladelse! – kan De sige os, hvor Departementet er?»

«Hvilket Departement?»

«Er der fler end et?» spurgte Oldermanden modløs.

«Ak – Høistærede!» svarede den fine Herre, «hvorledes skulde Gamle Norge kunne bestaa med ét Departement! – men hvad var det, De vilde i Departementet?»

«Spørge efter Sagen –» sagde Njædel.

250«Det vil sige,» forklarede Oldermanden, «det var om en Tarestrand og en stor Grøft –»

«Ja store Grøfter er der nok i alle Departementer,» sagde den godmodige Herre, «men Tarestrand er det værre med.»

«Det er det Departement, hvor der er Statsraad,» forklarede Oldermanden.

«Ak – brave Landsmand! hvor er der ikke Statsraad! – vi har elleve af det Slag.»

Nu gav Lodsoldermand Seehus sig ganske over og saa raadløs paa sin Ven.

«Bror min er der,» sagde Njædel.

«Jasaa – hvad heder han?»

«Han har Navn af Anders – Anders Mo.»

«Ah – Mo! – ham kjender jeg godt! – saa det er Deres Bror! kom følg med, jeg skal samme Vei.»

Dermed gik den fine Herre foran, og de to fulgte nogle Skridt bagefter.

«Han er af det rette Slag,» hviskede Njædel, «for han skjæmmes for at følges med os.»

«Jeg tror ham nu saa maadeligt,» svarede Oldermanden forsigtigt. –

«Her bringer jeg Dem to ægte Specimina af den uddøde Dyrerace: Folket,» sagde Georg Delphin til Kopist Mortensen, da han traadte ind med Oldermanden og Njædel; «og her – mine Herrer!» han vendte sig til 251de to, «her maa jeg forestille Dem «Folkets sande Mortensen.»

Redaktøren reiste sig høitideligt og bukkede, skjønt han aldrig følte sig rigtig sikker, naar Bureauchefen spøgte. Han udtalte i nogle høitravende Ord den Glæde, han følte ved saaledes at stedes Ansigt til Ansigt med Folkets Marv, – Norges gjæve Odelsbonde – og sligt noget.

Denne lille Komedie tilkaldte Ørseth og tre-fire andre Herrer fra de tilstødende Rum. Men Oldermanden stod og betragtede Mortensens blegfede Ansigt, og noget, som længe havde kogt i ham, begyndte at røre sig. Men han forblev ganske rolig.

«Disse Herrer –» sagde Bureauchefen, idet han vilde gaa videre, «anbefaler jeg til Deres specielle Omsorg – Hr. Mortensen! idet jeg ikke tvivler om, at De med Glæde vil gribe Anledningen til at vise Dem som Folkets sande ogsaavidere.»

«Undskyld – Hr. Bureauchef!» – svarede Mortensen lidt ærgerlig, «men idag synes jeg virkelig ikke, vi har Tid til Spas.»

«Spas! – sagde Mortensen Spas? hørte nogen af mine Herrer, om Kopist Mortensen sagde Spas? – jeg kan ikke tænke mig –» fortsatte Delphin med det lille, skjæve Smil, som var en Skræk for hans Fiender, «jeg 252kan ikke tænke mig Muligheden af, at Kopist Mortensen skulde kunne opfatte en Ordre fra mig som Spas. Disse to Herrer spørge efter en Sag om en Tarestrand og en stor Grøft, som skal være her hos os. Vil Kopist Mortensen behage uopholdelig at sætte sig i Bevægelse, forat finde frem de vedkommende Dokumenter og give disse Herrer Besked.»

Redaktøren blev ildrød i Hovedet; og da de andre mærkede, at Komedien tog den Vending, piltede hver til sin Plads og duppede dybt over sin Papirhoug.

Men nu tog Lodsoldermand Seehus Ordet: «Omforladelse! – men vi vil helst snakke med Statsraaden selv; – jeg vil ikke have noget med ham der.»

«Det holder jeg med Dem i,» svarede Bureauchefen og førte de to Bønder med sig gjennem Værelserne helt ind til Statsraadens eget Kontor. Her bad han dem vente; Statsraaden var ikke kommen endnu.

Det varede næsten en Time, inden han kom; og da var han i et frygteligt Humør. Men i Tidens Løb havde Statsraad Bennechen lært sig til at se stedse mere straalende ud, jo værre, det gik. Forresten holdt det haardt idag; thi Ærgrelserne havde begyndt tidligt og været meget vedholdende.

253Først havde han efter den ulykkelige Scene med Johan havt en lang og møisommelig Udvikling med Adelaide. Det var endelig lykkedes ham at forklare den energiske Dame, at Tvang og Indespærring ikke var effektive Midler mod Skandale. Altsaa vare de stansede ved den Plan: at gjøre gode Miner til «de mislykkedes» Spil og fortælle Sagen saaledes, at Johan tog en Trip til Amerika, og Hilda skulde faa følge med for sin Fornøielse.

«Ak Gud! – der er ikke et Liv, som vil tro det!» – klagede Fruen.

«Det kommer ganske an paa, hvorledes vi fortæller det,» svarede hendes Mand.

Men ikke saasnart var han færdig med den Ting, før Extraskriver Alfred fremstillede sig med en begrædelig Mine. Han havde – været nødt til – at udstede en Vexel, og den forfaldt idag og – og – og –

Statsraaden blev vred og begyndte en Tale; men Fruen fik Alfred puffet ud i Entreen og lovede ham Bistand af Husholdningskassen.

Og at alt dette just skulde komme paa denne vigtige Dag, hvor Majestæten ventedes efter lang Fraværelse; – i en Tid, da det netop gjaldt at gjøre Kongens Indtog saa festligt og saa betydningsfuldt som muligt.

254Da derfor Statsraad Bennechen traadte ind i Kontoret gjennem sin private Dør, var det med Møie, han undertrykte en Ed ved Synet af de to besynderlige Figurer, som sad der.

Oldermanden reiste sig strax og begyndte at udvikle Sagen saaledes, som han havde forberedt sig, idet han til Njædels uforstilte Beundring titulerede Statsraaden: «Hans Høihed».

Statsraaden stirrede et Øieblik paa ham, aabnede derpaa Døren til Expeditionssekretæren og spurgte: «Hvad er det for Folk, som sidder her?»

«Jeg ved ikke – nei saamænd om jeg gjør – Hr. Statsraad! – det ved jeg slet ikke –» svarede Expeditionssekretæren – en liden tør graahaaret Mand; «det var Bureauchef Delphin, som førte dem ind, – ja saamænd var det saa; jeg ved ingenting om det – aldeles ingenting!»

«Det var saa ligt Dem,» mumlede Statsraaden, «bed Bureauchefen komme herind.»

«Strax – strax – Hr. Statsraad! det skal strax blive besørget –»; den lille Mand hoppede ned af Stolen, svirrede et Par Gange rundt, forat finde sin Hat, mindedes, at han jo ikke skulde paa Gaden, og løb saa hen til den anden Dør, forat kalde paa Delphin.

255Statsraaden gik et Par Gange op og ned, mens han ventede; Oldermanden var forstummet; han begyndte at finde det hele temmeligt besynderligt.

Statsraad Bennechen havde selv for en Del medvirket til den hurtige Karriere, Delphin havde gjort. Men i det sidste var han bleven lidt mistænkelig overfor Kammerherren; Statsraaden bestemte sig til ved Leilighed at raade ham til at søge et Embede i en af Smaabyerne. Imidlertid var dog Georg Delphin med sin frygtede Tunge og sine gode Forbindelser altid en Mand, man burde holde sig tilvens med – allerhelst, naar det trak op til Skandale.

«Kjære Hr. Kammerherre!» – begyndte han derfor, da den anden kom ind, «jeg har en stor Tjeneste at bede Dem om. Ser De – Hans Majestæt kommer – som De ved, Klokken fire. Og nu vil en stor Del af Byens Honoratiores samles hos mig, forat indtage en liden dejeuner a la fourchette før Indtogshøitideligheden; – jeg haaber naturligvis ogsaa at have Æren af Hr. Kammerherrens Nærværelse –»

Delphin bukkede.

«Men nu var det egentlig det, jeg vilde bede Dem om – kjære Delphin! at De vilde gaa hjem til min Kone og hjælpe hende lidt 256med Arrangementet, – det er nu en af Deres mange Fuldkommenheder. For – jeg skal sige Dem – Adelaide var lidt echaufferet, – flere sammenstødende Omstændigheder – hm! –» Statsraaden prøvede et let Smil: «som De uden Tvivl oftere har hørt, har Johan længe talt om at tage en Tur til Amerika?»

Delphin var artig nok til at svare samtykkende.

«Det er nu et af hans Indfald,» vedblev Statsraaden spøgefuld, «og nu er her just en fortræffelig Leilighed: han følger med som Emigrantlæge, og Hilda for sin Fornøielse.

«Frøken Hilda!» – raabte Delphin og faldt ganske ud af Rollen.

«Javist –» lo Statsraaden, – «en forfløien Ide – ikke sandt? Adelaide syntes nu slet ikke om det i Førstningen; men jeg sagde saamænd: lad hende reise; en Amerikatur nutildags er en ren Fornøielsestur; og da saa til og med Doktor Rohde mente, at Søluften – hm!» –

Delphin mumlede nogle høflige Talemaader, og Statsraaden var fornøiet med sig selv. Men i Døren hviskede han fortroligt: «Hvad er det dog for to Bukolikere, De har ført mig paa Halsen?»

«Det er Bønder vestenfra, som spørger 257efter en Sag, som skal være indsendt til os. Jeg tog mig af dem, fordi Mortensen var lidt ubehagelig. Jeg syntes ikke, det var værdt at give nogen Anledning –»

«Fuldkommen rigtigt – kjære Delphin; jeg skal tage mig af dem. Den Mortensen er – unter uns – en Smule raa.»

Da Bureauchefen var gaaet, vendte Statsraaden sig til de to, som ventede, og sagde venligt: «Se saa! mine Venner! – nu er jeg ganske til Deres Disposition. Det var altsaa en Sag om –»

«– om en Tarestrand,» sagde Oldermanden.

«– om en Tarestrand –» Statsraaden ringede – «vær saa god – tag Plads; det skal vi snart faa ordnet,» – han ringede igjen; «er Sagen nylig kommen os ihænde?»

«Til Høsten bliver det to Aar siden –» sagde Njædel.

Statsraaden for iveiret ved denne grove Stemme. Han aabnede Døren til Forværelset ved den private Indgang og raabte: «Mo!»

Men Mo var der ikke; Statsraaden gik til den anden Dør og skræmte næsten Livet af Expeditionssekretæren ved at rasle med Nøglerne og spørge efter en Sag om en Tarestrand.

Expeditionssekretæren kastede sig over 258sine Protokoller, rev og sled i Bladene, slog frem og slog tilbage, forat finde denne fordømte Sag, som skulde være indleveret for snart to Aar siden.

Saa drog Statsraaden videre indover Værelserne, naaede helt frem til Mortensen, hvor han aldrig før vidstes at have sat sin Fod, – overalt udbredende Skræk og Forfærdelse med sine Nøgler og med denne famose Tarestrand, som intet Menneske kunde mindes nogensinde at have hørt nævne.

Mortensen prøvede lidt ondskabsfuldt: «Bureauchef Delphin er allerede gaaet; kanske kunde han vide noget.»

«Bureauchef Delphin er gaaet i Forretninger, og desuden maa Sagen forlængst være passeret ham,» svarede Statsraaden strængt, «jeg vil, at denne Sag strax bringes iorden. Dokumenterne maa findes – forstaar mine Herrer! – de maa findes og strax!»

Statsraaden vendte tilbage til sit Kontor, og den hele Departementsbygning fik med en Gang en høist usædvanlig Lighed med en Myretue. Døre aabnedes og lukkedes; bekymrede Ansigter viste sig og forsvandt; Hylder tømtes, og Pakker endevendtes, medens Extraskrivere sprang gjennem de lange Korridorer ned af Trapper og op af Trapper – helt op paa Loftet, hvor de i 259blind Fortvivlelse rodede om mellem Støv og Papir. Rædselen øgede fra Minut til Minut, og altimellem aabnede Statsraaden sin Dør og spurgte: «Endnu ikke?» saaat den ulykkelige Expeditionssekretær formeligt snurrede rundt af Skræk som en Top, der piskes.

Men i al denne Forvirring samlede der sig et Spørgsmaal, indtil det var som et stort Suk i den hele Bygning: Hvor bliver der af Mo? kommer ikke Anders – den Almægtige?

Og endelig kom han. Stille, bleg og smilende gled han ind i Statsraadens Kontor, just som der var en hel Forsamling af forskrækkede Departementsmænd, der alle bestræbte sig for at bevise, at denne Tarestrand umuligt nogensinde kunde have været i deres Hænder.

Alle aandede ud, da den lille Mand viste sig, og Statsraaden spurgte ham i hurtige Ord, om han vidste noget om denne Sag.

«Ja –» svarede Mo, «den ligger i «Kaos».

«– i hvad?» spurgte Statsraaden.

«I Mortensens Kaos,» svarede Mo med en liden Latter.

«Dersom De ved, hvor Dokumenterne ere, saa hent dem,» befalede Statsraaden.

Anders Mo gik; efter ham fulgte den rasende Mortensen og de andre.

260«Var det Bror din?» – spurgte Oldermanden.

«Jeg syntes, jeg kjendte ham paa Maalet,» svarede Njædel uvis; «men har var bleven mindre – synes jeg, og saa gammel!»

Det faldt Statsraaden ind, at denne Scene muligens kunde gjøre et mindre godt Indtryk paa disse to Bønder; han vendte sig derfor til Oldermanden og spurgte venligt:

«Tør jeg spørge om Deres Navn?»

«Lauritz Boldemann Seehus!»

Statsraaden studsede ved det klangfulde Navn, og da han hørte, at Seehus var Lodsoldermand, tog han en Stol og satte sig nær hen til ham; han slog ham endogsaa fortroligt paa Knæet, eftersom han talte.

«Sig mig nu engang – Hr. Lodsoldermand! – det er vel mangengang et besværligt og farefuldt Liv derborte paa Kysten.»

«Aa ja! – Hans Høihed! – naar Folk vaager sig langt paa Sjøen i uroligt Veir, saa er det galt nok.»

«Ja – ja! –» sagde Statsraaden og slog ud med Haanden, «jeg tænker saa ofte med Stolthed paa disse verdensberømte, uforfærdede Lodse, vi have langs vor farefulde Kyst; og det glæder mig ret at stifte Bekjendtskab med en af dem –»

261«He?» – sagde Oldermanden uvis; «Jeg er ikke Lods, og Njædel heller ikke –»

«Hm!» – sagde Statsraaden og skiftede Emne, «det var vel en stor og vigtig Kilde til Erhverv – de store Sildefiskerier der vest paa i Deres Distrikt?» –

«Aa ja – for dem, som fik noget,» svarede Oldermanden, som fandt, at Statsraaden var en yderst spøgefuld Herre.

«Et bevæget, broget Liv ved de store Fiskerier, –» fortsatte Statsraaden, «saadanne store Fremmøder fra de forskjellige Landsdele maa utvivlsomt øve en udviklende Indflydelse paa Befolkningen.» –

«Det gik nu mest med Slagsmaal – Hans Høihed –» sagde Oldermanden.

«Hm! – javist smaa Rivninger; men sig mig engang,» Statsraaden skiftede atter Emne, «naar saamange Mennesker kom sammen, hvor fik de da Husly – Nattelogis?»

«Aa ja – Hans Høihed –» svarede Oldermanden; «med Nattelogiset var det smaat nok. De fleste lagde sig paa Maven og bredte Halen over sig saa godt de kunde.»

«Bum – bum – bum –» nynnede Statsraaden og gik op og ned – raslende med Nøglerne.

Men Oldermanden, som slet ikke var sig noget Anstød bevidst, men tvertimod fandt, 262at Statsraaden var en saare gemenslig Mand, nippede i Njædel: «Jeg tror, jeg spørger ham om Veien?»

Njædel nikkede, og Oldermanden reiste sig: «Uden Fortrydelse – Hans Høihed! – men der var noget, jeg gjerne vilde spørge om.»

«Til Tjeneste! – Hr. Lodsoldermand!»

«Er ikke Hans Høihed over alle Lensmænd, Rodemeistere og Ingenørkafteiner?»

«Joho – joho –» indrømmede Statsraaden.

Oldermandens Øine lyste af Glæde. Endelig havde han da faaet Tag i den rette; nu skulde han ogsaa «læse op» om den Veien. Og hans længe opsamlede Harme skaffede sig Luft i en Veltalenhed, som Statsraaden imidlertid ikke forstod meget af.

«Om hvilket Veistykke er her Tale?» – spurgte han med en Hentydning til et stort Kaart paa Væggen.

Oldermanden, som var vant til at behandle Kaarter fra sin Skippertid, fandt sig snart tilrette. Statsraaden satte sin Guldlorgnet paa, greb en Passer af et Etui paa Bordet og maalte Stykket med stor Nøiagtighed.

Derpaa talte han saaledes paa sin flydende, rolige Maade: «Ser De – Hr. Lodsoldermand! dette er et Kaart over vort Veinet. 263Tænker De Dem alle disse røde, gule og blaa Linier udstrakte i én Linie, saa vil det blive et ganske anseeligt Stykke – ikke sandt?»

«Jo –» indrømmede Oldermanden; han forstod ikke, hvor dette skulde bære hen.

«Og vil De saa til en Sammenligning betragte Afstanden mellem denne Passers Ben –» Statsraaden holdt den frem; «De ser, Afstanden er ikke større end en tyk Papplade.»

Oldermanden stirrede fra Passeren op paa Statsraaden og ned igjen.

«Ser de nu – min kjære Lodsoldermand Seehus! – saa lidet er det af Dem paaklagede Veistykke i Forhold til det hele Lands Veinet; og vil De nu ikke selv indrømme, at det kanske kan være – hvad skal jeg sige? – lidt vel meget forlangt, at den, der skal have hele dette komplicerede Kommunikationssystem i sit Hoved, – at han skulde kunne udstrække sin specielle Omsorg – sin specielle Omsorg til en saa ubetydelig Brøkdel af det hele – som dette?» – Statsraaden holdt Passeren helt hen til Oldermanden.

– Oldermanden gloede med aaben Mund. Rigtig klart forstod han det ikke; men han følte, at Taget glap denne Gang ogsaa, og den samme Følelse af noget, som kogte indeni 264ham, kom igjen. Da gik Døren just op, og Anders Mo vendte tilbage – fulgt af Mortensen, Expeditionssekretæren og de andre, der blev staaende i Døren og i Sideværelset, forat høre, hvorledes denne mærkelige Begivenhed vilde opløse sig.

Mo havde trods Mortensens Protest endevendt Kaos, og helt inde paa Bunden af Hylden havde han fundet et krøllet, gult Omslag, som han meget roligt trak frem.

Alle vare stiltiende enige om, at Anders selv havde gjemt disse Dokumenter der af en eller anden Ondskab. Kopist Mortensen mumlede med en mørk Mine: «Nu er han moden.»

Statsraaden satte Guldlorgnetten paa og slog Omslaget op, saa der reiste sig en liden Støvsky.

«Her staar Løbenummeret – skrevet med Deres egen Haand – Hr. Expeditionssekretær! – konferer Løbenummeret!»

Den lille Mand løb afsted, somom han var selve Løbenummeret; men før han naaede sin Protokol, blev han kaldt tilbage i en ildevarslende Tone.

Statsraaden havde nemlig læst et Par Linier af Ansøgningen og raabte pludselig: «Men hvorledes er dette Dokument kommet til os?»

265Da nu Expeditionssekretæren kom tilbage, satte Statsraad Bennechen sin store, hvide Pegefinger under et Ord i Texten saa eftertrykkeligt, at der kom en dyb Streg efter Neglen: «Hvad staar der? – der staar beneficeret Gods.»

«Bispen i Christiansand –» indskjød Njædel, som fulgte i aandeløs Spænding.

«Altsaa hører denne Sag hjemme i Kirkedepartementet – ikke her –» sagde Statsraaden ærgerlig.

«Ja men – men –» begyndte Expeditionssekretæren, «jeg mindes ikke nu længer, nei saamænd om jeg gjør; men kanske har jeg dengang fundet, at Sagens Gjenstand var af en saadan Beskaffenhed –»

«Sagens Gjenstand –» afbrød Statsraaden meget strængt; «her er ikke Tale om Sagens Gjenstand, men om god departemental Skik og Orden, og ifølge den oversendes alle Sager, som vedrører forhenværende Kirkegods, ordentligvis til Kirkedepartementet. Det er en gammel Regel, som Hr. Expeditionssekretæren ikke burde synes at være ubekjendt med. – Mo! – tag disse Dokumenter og bring dem ned i Kirkedepartementet.»

Statsraaden rettede sin imponerende Skikkelse iveiret, idet han overrakte Mo Dokumenterne. Den forsamlede Skare spredtes, 266og Expeditionssekretæren satte sig tilintetgjort, forat stirre paa sine Løbenummere.

Men Njædel fulgte Dokumenterne med Øinene, og da Broderen lydløst forsvandt med dem, raabte han: «Hvem havde Ret?»

«Ja min gode Mand,» svarede Statsraaden, «det kan jeg ikke sige Dem. Men hvis De efter en passende Tids Forløb henvender Dem med Forespørgsel i Kirkedepartementet, vil man der uden Tvivl meddele Dem fyldestgjørende Oplysninger. Farvel – mine Herrer! – Farvel! – det har været mig en stor Fornøielse at kunne tjene Dem.»

Dermed trykkede han dem høfligt ud og lukkede Døren.

Njædel gik som i Svimen; nu forstod han ikke det allermindste. Men i Oldermanden kogte det stærkere og stærkere. Og da Mortensen bukkede høitideligt for ham, brød et vildt Raseri gjennem Oldermandens Godmodighed. Han snappede en Blækflaske, som stod i Vinduet, og kastede den med al Kraft efter Mortensen.

Redaktøren bøiede sig behændigt, saaat Flasken knustes mod Væggen bag hans Pult. Atter blev der stor Forvirring i de tilstødende Rum, medens Oldermanden og Njædel skyndte sig nedad Trapperne.

Forfærdelsen over denne uhørte Voldshandling 267var saa stor, at ingen tænkte paa at forfølge Forbryderne. Men medens der samlede sig en større og større Flok om den uhyre Blækklat, fra hvilken der randt talrige sorte Striber, kjæmpede der noget inde i Extraskriver Hiorth, som han saa gjerne vilde sige. Bare han vidste, om det var en Vittighed eller en uhyre Dumhed; thi undertiden havde han bitre Skuffelser i den Henseende. Endelig tog han Mod til sig og sagde halvhøit: «Wartburg».

Det var en Vittighed; Extraskriverens Hjerte svulmede af Stolthed. Men da det blev oplyst, at det var Hiorth, som havde sagt den, blev der en stor og uforstilt Forbauselse; og der var endogsaa dem, som fra dette Øieblik beholdt en Mistanke om, at Hiorth ikke var saa dum endda.

Men det blev enstemmigt vedtaget, at Mortensens Plads skulde kaldes «Wartburg» og at «den monumentale Blækklat» aldrig maatte udslettes eller overtrækkes. Og saa fast klæbede den ved Mortensens Plads – endog længe efterat Mortensen havde ombyttet den med en bedre, at der var al Udsigt til, at baade Blækklatten og Hiorths Vittighed vilde bestaa, saalænge Departementet bestod; – og det vil da igjen sandsynligvis sige: ganske nær indunder Dommedag.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.