Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

[XVI.]

XVI.] rettet fra: XVII. (feilnummerert i originalen)

216Det store Postdampskib, som kom fra Kristiania og skulde helt op til Tromsø, gik ud gjennem Flekkefjorden en regntung Stormnat i April.

Postmesteren havde været oppe og leveret Posten iland ved Bryggen, – det var en liden, beskeden Seildugspose med Aviser og to, tre Breve, som skulde iland i Flekkefjord.

«Faar vi Sjø? – Styrmand!» – raabte Postmesteren op til Kommandobrættet.

«Jagu faar vi Sjø – Postmester!» svarede Styrmanden og bøiede sig udover; «jeg skal varsko, naar vi gaar ind til Egersund.»

«Tak –» brummede Postmesteren og skyndte sig tilbage til sin lune, lille Lugar, hvor der brændte en Parafinlampe med Skjærm.

Der var kommen en stor Udenlandspost ombord i Kristiansand; den trange Kahyt var opfyldt af Sække og Seildugsposer mærkede med et Posthorn. Paa den lille Sovesofa 217laa Pakker opstablede, og Bordet foran Hylden med de mange Rum var bedækket med Breve og Postsager.

Postmesteren, som var en fed, ung Mand med blondt Skjæg, satte sig paa sin Taburet, hængte den guldsnorede Hue fra sig, blaaste i Fingrene og tog fat paa at ordne, kartere, putte i Hylder, pakke ind, lægge store Houge hen i Sofaen, forat faa det fra sig, – arbeidende stille og ivrigt, – benyttende Tiden, mens man var i smult Vande.

I Salonen brændte kun to Lamper halvt nedskruede; indhyllede i Plaids laa nogle Herrer og sov paa Sofaerne. Der var stille i Damekahytten, hvor de sov saa godt, de kunde, gruende for det Øieblik, da man atter skulde stikke ud udenskjærs.

Maskinen arbeidede med tunge, taktfaste Slag, som bragte Agterskibet til at sitre jævnt. Et Lampeglas slog med irriterende Regelmæssighed smaa hurtige Slag mod et eller andet af Messing; medens en utrættelig Fodgjænger oppe paa Halvdækket vandrede frem og tilbage – frem og tilbage henover Hovederne paa dem, der vilde sove.

Stormen kastede ned fra Fjeldene og hylede i Riggen; men der var ganske sjøstilt i den trange Fjord. Styrmanden raabte ned 218i Lugen, at de maatte surre og forsyne alting forsvarligt nede paa Mellemdækket, før de stak ud i Søen.

– Inde i Postmesterens lune Lugar laa Brevene og flød mellem hverandre. Han skubbede den vidtløftige Nordlandspost til side og ordnede Poserne for de nærmeste Stoppesteder. Der var Breve af alle Slags og med de forskjelligste Udskrifter: kluntede skjæve Bogstaver, der bedækkede hele Siden; smaa fine Dameskrifter som Flueben henover det glatte Velin; store dumme Embedsskrivelser i Karduspapirkonvoluter forseglede med Lak og portofri; Lotterisedler og Kjærlighedsbreve, Rykkerbreve og Pengebreve – en hemmelighedsfuld Rede af Overraskelser, Skuffelser, Vrøvl, Sorg, Ruin og uventet Lykke var den lille lune Lugar, hvor Postmesteren rolig og flittig lod Brevene glide mellem sine fede Fingre.

Skibet begyndte at tage lange Duvninger, saa Postmesteren forstod, de vare ude mod Mundingen af Fjorden. Han gjorde alt istand saa godt han kunde, idet han lagde det meste paa Gulvet, saa kunde det ikke falde ned. Derved fik han Sofaen fri, og med den lille Seildugspose for Egersund i Haanden satte han sig til at sove i Hjørnet 219af Sofaen, medens Lampen svingede frem og tilbage i sin Ballance.

Elendigheden i Damekahytten begyndte igjen; man hørte dem stønne derinde, hver gang Opvartningspigen gik i Døren. Den utrættelige Fodgjænger sad tilintetgjort og kastede op paa sin egen Frak; han var bitterligt skuffet; thi en af hans Venner havde indbildt ham, at man umuligt kan blive søsyg, naar man bare holder sig i frisk Luft og stadig Bevægelse.

Herrerne, som sov i Salonen, maatte trive i Bordpladen, for ikke at falde i Spyttebakkerne, og den klirrende Lyd af Lampeglasset var afløst af hundrede smaa, utaalelige Lyd, der gjentog sig, efter som Skibet hev i de lange Søer.

Det knagede og knirkede i Salonens Træværk, naar det duvede ned i den ene Side, og alle Restauratørens Kopper, som hang i Rader under Taget ude i Restaurationen, klirrede mod hverandre. Derpaa reiste Skibet sig og faldt over i den anden Side, og alle Kopperne raslede med. En Tabouret og et Par Spyttebakker kom paa Farten inde i Salonen, – rasede først ned i den ene Side og saa over i den anden; en Dør sprang op og stod og slog taktfast frem og tilbage, medens 220Maskinen arbeidede med Anstrængelse, snart knurrende dybt nede snart bragende og rystende med skrækkelig Allarm, naar Propellen et Øieblik kom helt op i Vandskorpen.

– Men inde i Postmesterens lune Lugar sov Brevene i fredelige Pakker, og Mesteren sov med Egersundsposen i Haanden; og alle de langs Land og Strand, som skulde have Brevene, laa og sov hver paa sin Kant – undtagen en og anden, der gik urolig op og ned udover Natten, ventende den afgjørende Efterretning, mens han lyttede efter Stormen og beregnede, at Posten kanske blev forsinket.

«Postmester!» – raabte Styrmanden ind ad Døren, «nu gaar vi ind til Egersund.»

«Her er den!» – for den anden op med Posen i Haanden.

«Haahaa! De har nok faaet en god Lur!» lo Styrmanden, «holder De Dram, saa holder jeg Øl?»

«Javel –» mumlede Postmesteren halvvaagen.

Styrmanden kom strax igjen med Flaske og Glas. Der var netop saavidt Plads, at han kunde faa lukke Døren efter sig.

«Et Hundeveir!» – sagde han og rystede 221sig; Søvandet drev nedad Olieklæderne hans og blinkede i klare Draaber i hans krøllede Skjæg, mens han drak.

Der lød en liden skarp Klokke inde fra Maskinrummet.

«Heisan!» – raabte Styrmanden, satte fra sig Flasken og løb; «er vi alt inde.»

Postmesteren reiste sig og strakte sig, saa godt det lod sig gjøre, fik fat i den guldsnorede Hue og gik op med Posten.

Dagen brød just frem – kold og vaad med et trist graat Lys. De nøgne Fjelde vare ganske sorte i den tykke Stormluft, og Regnet faldt stridt og tæt.

Egersund var snart expederet; og medens Dampskibet gik videre paa sin lange Reise, sad Postmesteren atter og ordnede sine Pakker og Poser.

Men da det blev Dag, aabnedes alle disse Pakker og Poser, som var bragte iland langs Kysten, og Brevene spredtes ud over Land og Strand. Og den, som havde ventet Brev, fik ikke noget; og den, som stod op om Morgenen og hverken tænkte paa Brev eller Post, sad før Middag og lo eller græd over et Stykke Papir.

Men enten de ventedes eller de ikke ventedes, saa fandt Brevene frem til sin 222Mand; og fra Postmesterens lille, lune Lugar spredtes over Land og Strand en Sværm af Overraskelser, Skuffelser, Vrøvl, Sorg, Ruin og uventet Lykke, medens Dampskibet arbeidede videre og videre nordover, og den søvnige Postmester kom op med en ny Pose ved hvert Stoppested.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.