Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XVII.

223Klokken var allerede ti om Formiddagen; men Njædel Vatnemo havde endnu ikke taget Haand i Arbeide.

I Stuen, hvor han sad, var Gulvet sort som Jord, Sengen fuld af graa Halm med et Par Filletæpper; Dørklinken var faldet af, saa Døren til Kjøkkenet var halvaaben, og i Skorstenen stod en svart Kaffekjedel paa totre Torvglør.

Njædel sad og stirrede sløvt ud gjennem de smaa Ruder. Han var ikke halvferdig med Vaarvinnen, og det var midt i April. De svære Lemmer hang slapt ned paa ham; det filtrede Skjæg var blevet graat omkring Munden, og Ryggen var mere kroget end før. Der laa en dump Hjælpeløshed over den hele Kjæmpekrop, der sad saaledes sammenfalden i den lave Stue, mens Regnet faldt tungt derude, og Vinden knurrede i Skorstenen.

224Hans Tanker gjennemløb den lille Ring, hvori de havde løbet nu i snart to Aar. Det var denne «Sagen», som der aldrig blev Ende paa.

Alle de Penge, som var gaaet med, alle Broderens gode Ord og Løfter, alle de Haab og alle de Skuffelser, – alt dette, som havde holdt ham i Spænding gjennem den lange Tid, – det begyndte nu at lamslaa ham, – som en dunkel, hemmelighedsfuld Magt, med hvilken han kjæmpede i Mørke, uden at forstaa.

Oppe i Fjeldene havde han havt Stenskredet at slaas med. Men det var da en ærlig Sag, og da han havde tabt, saa var den Ting ude. Men hernede blev han forfulgt af noget andet. Hvor han vendte sig, tørnede han mod noget koldt, blødt, som ikke lod sig knuse og ikke gav efter. Han mødte det, naar han kom til Kirke, og Folk veg afveien for ham; ved Thinge, naar det ved alle Leiligheder blev ham noteret, at han havde været under justitiel Tiltale; naar han vilde gjenoptage Arbeidet paa Grøften, var det der igjen; – han var bunden; der laa ligesom et Forbud i Luften, og han blev ved med at gaa og stelle og søle med Fjøs og andet Kvindfolkarbeide uden at skaffe sig Hjælp.

225Som han sad og saa udover, kunde han knapt skimte Linien efter den halvferdige Grøft længer. Den havde været hans store Plan, da han kom til Krydsvig. Den Grøften skulde sætte Grændse mod Sandet og beskytte hans Gaard mod Sandflugten. Det havde ogsaa været hans Tanke at plante Pil og Marehalm dernede, saaledes som han havde læst om i Bladene.

Nu laa det og faldt sammen, medens Børevigsfolkene vare flittige paa Taren og skar op Udmarken hans med dybe Hjulspor, saa Sandet fik endnu mere Magt.

Lodsoldermand Seehus kom ind fra Kjøkkenet. «Goddag Njædel! – her er Brev fra Kristiania.»

Njædel saa op og smilte. Kristines Breve var hans eneste Glæde.

«Vil du have Kaffe – Oldermand?»

«Nei Tak –» svarede denne; han havde ingen Tillid til Njædels Kaffe.

Han aabnede Brevet og studsede over de besynderlige skjæve Linier og den usikre Skrift; desuden var Blækket løbet ud i Flækker, hvor hendes Taarer vare faldne.

Han læste det op, stansede og læste igjen – det korte Brev, som indeholdt saa meget.

Njædel sagde ikke et Ord; men han blev 226tilslut ganske hvid i Ansigtet. Da Oldermanden lagde Brevet fra sig, tog han det og satte sig til at stirre i det, skjønt han ikke kunde læse Skrift.

Men det havde længe smaakogt i Olderdermanden, han reiste sig heftigt og raabte: «Der er noget Fanteri i dette – Njædel! saa sandt jeg hedder Lauritz Boldeman Seehus, er der noget Fandens Spilfægteri i hele Stellet. Jeg tror ikke paa Bror din – jeg! – det er saameget, du ved det! – Først gik han og fortalte os, at Kristine hun vilde plent have ham; hun var bare ræd, du skulde have noget imod det. Saa fik han os til at raade og besnakke hende; og saa indbildte han os, at alt var Fryd og Glæde. Men jeg har længe mærket paa Kristine, at –» længer kom han ikke; thi Maalet svigtede ham, og han gik sig en Tur ud i Kjøkkenet, hvor han snød sig et Par Gange med stort Rabalder.

«Nei – nei – nei –» svarede Njædel og rokkede med Hovedet; «du maa ikke snakke ondt om han Anders; hvis du bare kjendte ham, –»

Døren til Gaarden blev forsigtigt aabnet, og Søren Børevig listede sig ind i Kjøkkenet.

«Hvad vil du?» skreg Njædel og for op.

227Søren nærmede sig forsigtigt holdende sig nær til Oldermanden.

«Jeg vilde bringe Hilsen og godt Budskab,» sagde han fredsommeligt, «fra Kjendinger i Amerika. Jeg har ogsaa faaet Brev idag.»

Njædel gjemte i en Fart Kristines.

«Der er nu først Hilsen fra Søster til Oldermanden; hun er bleven Enke, – det ved du vel?» fortsatte Søren blidt.

Nei – Oldermanden vidste ikke det. Søren Børevig tog nu Brevet frem, som var fra hans Broder, og læste: «Misstress Johnson – Søster til Oldermanden paa Krydsvig beder mig hilse, om han ikke vil komme over til Amerika og bo i Huset hos hende eller tage Land tæt ved.»

«Det har jeg saamænd mange Gange tænkt paa,» – mumlede Oldermanden.

«Saa var der ogsaa noget til dig – Njædel! –» blev Søren ved og ledte i Brevet.

«Jeg har ingen Kjendinger i Amerika,» svarede Njædel kort.

Søren smaalo: «Har du ikke længer Minne? Her staar det: Der er ogsaa en Pige hos Misstress Johnson fra Krydsviggaarden; hun hedder Ane, og hun vil, at jeg skal skrive Hilsning hjem til Njædel Vatnemo, at hun har det godt, og at Gutten hendes trives vel og har rødt Haar ligt Far sin.»

228Njædel saa op og betænkte sig lidt, sagde derpaa stille: «nei – har han rødt Haar!»

Søren saa fra den ene til den anden og fandt, at Øieblikket var gunstigt.

«Du er kanske ikke færdig med Vaarvinnen – Njædel?» begyndte han varsomt.

«Hvad skiller det dig?» – for Njædel strax op igjen.

«Nei – nei –, det kan du have Ret i. Men det er nu saa, Naboer holder gjerne lidt Øie med hverandre. Det var jo syv og tyve hundrede Species Daler, du gav for Gaarden – hm?»

Njædel bare brummede lidt.

«Jeg snakkede med Sagfører Tofte, han var her forleden Dag,» fortsatte Søren og saa ligegyldigt ud af Vinduet; «han mente, du var ikke saa lidet skyldig paa Gaarden.»

«Lad mig være i Fred – Søren,» raabte Njædel truende.

«Naa – naa –» mente Oldermanden, «lad Søren komme frem med det, han bærer paa, for du kan da se, det er noget. Naa – Søren! – snak ud!»

Søren Børevig ligte aldeles ikke disse to; de forhandlede ikke efter hans Hoved; men det maatte til: «Ja – jeg mente, at siden Njædel eier saa lidet i Gaarden, kunde han kanske have Lyst til at sælge.»

229«Hvad byder du?» – spurgte Njædel.

«Hæ – jeg har jo ikke sagt, at jeg netop vilde –»

«Hvad byder du?» – gjentog Njædel.

«Femogtyve hundrede Daler.»

«Det gaar ikke an!» – raabte Oldermanden forarget, «det er jo netop saa vidt, at Njædel kommer ud af Gjælden. Desuden er her dobbelt saa stor Indmark, som da han kjøbte; – nei Søren! – jamen faar du strække dig længer – Far!»

«Jeg tager imod Tilbudet,» sagde Njædel og stak Haanden frem, «Handelen er sluttet.»

Oldermanden vilde gjøre Indvendinger; men Njædel stansede ham. Søren Børevig var aldeles forvirret; dette var ikke hans Maade – langtfra. Imidlertid drog han frem et Dokument i Avispapir: «Det var – det var kanske ligesaagodt at have det skriftligt. Her har jeg – hm! – noget, som de kalder for en Kjøbekontrakt, hvis – «

«Du er en betænkt Mand,» sagde Njædel haansk; «kom med Pennen – Oldermand.»

Det hjalp ikke, hvad Oldermanden sagde. Den anden tog Pennen og malede nogle tykke Stolper, som skulde betyde Njædel, mere blev der ikke Plads til; men det blev anseet for tilstrækkeligt.

Derpaa tog han sin Vadmelstrøie, satte 230Hatten paa Hovedet og gik ud af Stuen med tunge Trin.

«Du skal lade Handelen gaa omigjen, hvis han trænger paa det; for han er ikke rigtig i Hovedet,» sagde Oldermanden, før han fulgte efter.

Søren Børevig foldede Kjøbekontrakten sammen og stak den til sig med en Mine, som Oldermanden lykkeligvis ikke saa.

Njædel gik foran, Oldermanden bagefter opover Bakken. Da de kom op, sagde Oldermanden: «Jeg mener, du faar følge med mig til Amerika.»

«Med to tomme Hænder,» svarede Njædel mistrøstig.

«Med slige Næver som de kan du reise langt,» svarede Oldermanden, «jeg for min Del har god Lyst. Det, jeg eier, staar hos en god Mand, og Huset er solgt i en Haandevending. Kom – Njædel – her er vi ferdige. Jeg betaler for dig, indtil du kan begynde at tjene noget. – Og desuden! – derover har du jo en Gut, – og etslags Kone ogsaa, hvis du vil; – kom!»

Njædel var stanset og stod og stirrede udover.

Heroppefra saa det smaat ud – det, han havde udrettet i disse Aar. Han fulgte Gjærderne om Agrene sine; han kjendte hver 231Sten, der laa, og han mindedes Arbeide efter Arbeide, som han havde slidt med.

Dernæst saa han udover Landet og den halvferdige Grøft; og hans Sind blev alt bitrere, mens han tænkte paa alle sine Planer fra det første, han kom her. Saa mindedes han ogsaa den store Ane og den lykkelige Tid, da Kristine var hjemme, og alt gik godt. Udover Sandet med den skinnende Krands af Brændinger vandrede hans Blik. Havet laa graat og haabløst for ham, stængende med tykke Skoddebanker for Tanken, der vilde vestover.

Og ligesom den tunge Regnluft blev alt tættere, eftersom Stormen gav sig, saaledes sænkede der sig Mismod over ham efter den stærke Opbrusning, i hvilken han havde solgt Gaarden og var gaaet fra det hele.

Men i al sin Kummer over Kristine, over sig selv og sit spildte Liv, i al den Tyngsel, som rugede over ham, var det, somom der kom en liden Rift ved Oldermandens sidste Ord. Midt i det mørke trøstesløse graa, han stod og stirrede i, skimtede han ligesom et lysere Punkt; og Straaler kom og samlede sig paa det, indtil det skinnede, og han saa, at det var et Barnehoved – en liden, hvid Nakke med rødt, krøllet Haar.

Han drog en lang Pust og saa sig forundret 232om. Det havde han aldrig tænkt paa; der var endnu noget at knytte et Haab ved.

«Vil du være med? –» spurgte Oldermanden igjen.

«Ja –» svarede Njædel og rettede sig helt op, «men først vil jeg ind til Kristiania og se Kristine og faa Greie paa Sagen!»

«Aa nei! – kan det nu ikke være det samme med den Sagen –»

«Jeg vil bare, de skal sige, at jeg havde Ret,» svarede Njædel og det lyste op i Øinene hans.

«Jaja –» svarede Oldermanden føielig, «der gaar vel Emigrantskibe derfra ogsaa nu om Vaaren.»

I sit stille Sind tænkte Lodsoldermanden, at igrunden var det sletikke saa galt at komme til Kristiania. Først for Kristines Skyld; men dernæst havde han et hemmeligt Haab om, at derinde i Hovedstaden maatte det vel tilslut lykkes ham at faa Tag i den, som stod over alle Lensmænd, Rodemeistere og Kafteiner. Det skulde dog være morsomt at vide, om det gik an i Norges Land og Rige at lade en Vei ligge slig som denne. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.