Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XVIII.

233Kristine havde ikke ligget længe paa Sygehuset, før det viste sig, at hun maatte dø snart. Sygdommen, der i saa kort Tid havde ødelagt hendes stærke Legeme, slog sig paa Hjernen; og efterat hun havde ligget et Døgn uden Bevidsthed, sluknede hun sent en Søndag Aften.

Johan havde været hos hende til det sidste; og da alt var forbi, vandrede han nedover Gaderne – med Kraven opslaaet, som han pleiede, uden at ændse nogenting.

«Godaften – Doktor Bennechen!» sagde Kammerherre Delphin, som just stod i Begreb med at aabne sin Gadedør; «kom gaa op med mig og tag Dem en Cigar og et Glas Vin.»

Snurrig Fisk – den Doktor Bennechen, tænkte Kammerherren, da den anden bare gik videre uden at give en Lyd fra sig.

Han tændte sin Lampe, da han kom op, 234trak Kjolen af – Kammerherren kom fra et Selskab –, og iførte sig sin Slobrok. Da han dernæst havde faaet sin Cigar tændt, drak han et Glas Vin, og begyndte saa at vandre op og ned i sine to smukke Stuer, medens han tænkte over Dagen.

Siden hint store Høstbal hos Falck-Olsen var hans Forhold til Hilda Bennechen blevet altid mere fortroligt. Men i den senere Tid – hele Vinteren igjennem havde hun igjen trukket sig tilbage fra ham. Vistnok kunde han endnu en enkelt Gang faa hende ind paa den gode gamle Tone, men bare for et Øieblik; saa stødte hun ham fra sig paa en underlig sky Maade, som han ikke kunde forstaa.

Kammerherre Delphin slog Asken af mod Ovnen og tænkte paa andre Ting.

Iaften havde hun sagt ham rent ud, at hun ikke længer vilde spadsere med ham, helst slippe for at danse med ham –

Atter slog han det væk, og det kom igjen, indtil han stansede foran Speilet og saa sig selv stivt i Øinene: «Men Georg! – hvad er der iveien med dig?»

Han slog Skrivepulten op og skrev hurtigt:

«Kjære Georg! – det gjør mig meget 235ondt at erfare, at ogsaa du, – til hvem jeg havde saa god Tro, er gaaet i Hundene. Thi:

«Wer zum ersten Male liebet
– Sei’s auch glücklos, ist ein Gott.
Aber – wer zum zweiten Male
Glücklos liebt, – der ist ein Narr.

«Og Madame Børresen har fortalt mig det hele: du er forelsket.

«Se – det skulde jeg nu endda lade gaa. Men at du er forelsket i en ung Abinde med Hundeøine og flad Næse – det tyder paa en Depravation af de ædlere Organer, og det gjør mig bitterligt ondt for dig.

«Var du endda en hel Mand; men det er du ikke, og det ved du selv; thi du mangler mig. Men var du os to, saa vilde jeg sige til dig: Det er ret – Gutten min! det er den allerbedste Lægedom for dig, – den eneste Maade, hvorved du kunde redde Stumperne af dit fillede Liv. Tag hende – jo hæsligere jo bedre; gaa lige ind i Salonerne med hende og sig det høit: Mine Damer og Herrer! – jeg er stolt over, at hun har valgt mig. Da vilde der kanske endnu være Haab for dig; da var du ikke længer den elendige Pjalt, du er og forbliver at være i al Evighed – Amen!»

Han kastede Pennen fra sig og tømte Glasset, som stod for ham. –

236Johan Bennechen var kommen til at passere Wergelandsveien, fordi han havde gjort en stor Bue helt opover i Homannsby, da han kom fra Hospitalet. Men nu dreves han halvt af Vane henimod sin Faders Gaard, for at gjense – nu da alt var forbi – de lave Kjældervinduer, hvor han havde elsket og lidt saameget.

Da han nærmede sig, saa han en Mand, som puslede ved Gadedøren. Doktoren kjendte strax Mo og vilde gaa forbi. Men han blev opmærksom paa, at Mo af og til tog et Trin til Siden og ikke syntes at kunne finde Nøglehullet.

Johan Bennechen forstod, at Manden var fuld, og tiltrods for den Væmmelse, han følte for dette Menneske, gik han dog hen og hjalp ham ind.

Anders Mo var ikke mere fuld end, at han mærkede, hvem det var.

«Ja – Doktoren er en snil Mand,» begyndte han i sin ydmyge Tone, «rigtig en snil Mand; det siger Kristine ogsaa –»

Men da han nævnte hendes Navn og paa samme Tid vilde lægge sit Ansigt i de andægtige Folder, blev Johan saa gal, at han greb ham i Skulderen og rystede ham.

«Hun er død!» – raabte han gjennem 237Tænderne; «og det er du, som har dræbt hende!»

Mo skyndte sig indenfor og fik sat Nøglen i paa Indsiden, forat laase Porten efter sig; han rystede paa Hovedet og mumlede i Ørsken: «Ah – ah – stakkels Kristine! er hun død? hvem skulde nu troet det, – hverken Statsraaden eller Fruen –»

«Bland ikke min Fars Navn ind i Deres Forbrydelse!» – raabte Johan og satte Foden mod Porten.

Der gik et Glimt over det halvdrukne Ansigt. Den Gamle trykkede lempeligt Porten i, saa der bare blev en smal Stribe aaben. Gaslyset faldt lige ind i det blege Ansigt med de lange falske Smilerynker ved Munden og det sølvhvide Haar bag Ørerne, og med tydelig, halvhøi Stemme sagde han: «Baade Statsraaden og Fruen vidste det; men de vilde, jeg skulde have hende, forat du ikke skulde faa hende!» – og med en ubeskrivelig Grimace af Ondskab stak han Tungen ud, idet han hurtigt smækkede Porten i og dreiede Nøglen to Gange om.

Johan Bennechen var tumlet tilbage mod Gaspælen; en lang Stund stod han som lamslaaet.

En Gut med en Stige kom løbende nedad Fortouget: «Aa – Omforladelse Di! vil Dem 238ikke slænge Dem mod Væggen lidt; jeg skulle sløkke Gassen.»

Doktoren gik afsted, somom Jorden brændte under ham. Det lysnede i Øst, først graat, siden rødere og rødere, indtil Solen gik op; – en venlig, straalende Vaarsol – det var den første Mai – skinnede over Hustagene og forgyldte Kirketaarnene.

Han blev ved at gaa og gaa; kom helt udover i Gamlebyen, vendte om og gik tilbage – bestandigt stirrende ned for sig, gjentagende de samme Tanker, de samme Tvivl.

At Moderen kunde have vidst det; saa stygt som det var at tænke saa ondt om sin Mor, saa kunde han dog nok tænke sig en saadan Mulighed. Hun var jo saa over al Maade ængstelig for alt, hvad der kunde ligne Skandale.

Men Faderen – den store, ædle Mand – umuligt! – det kunde han ikke tænke sig. Mo var jo fuld, en ren Djævel desuden; han havde sagt det bare af Ondskab.

Men hvad hjalp det altsammen. Tvivlen var der som en gloende Plet, der brændte og brændte i ham, saa han følte, der maatte Vished til. Da han havde taget den Beslutning at gaa lige op til sine Forældre og spørge dem aabent, blev han roligere. Imidlertid 239kunde der ikke være Tale om at søge dem endnu paa et Par Timer, og Doktoren drev udover mod Bryggerne, hvor Dagen allerede var i fuld Gang.

Arbeidsfolk og Sjauere kom nedover mod Havnen; Læregutter løb afsted til Værkstederne med det lille Kaffespand og Smørogbrød i Papir. Fabrikpiger raabte efter hverandre og slog Følge – leende og fortællende Historier fra Natten, medens søvnige Konstabler gik og ventede Afløsning.

Det var en eiendommelig ensartet Befolkning, der ferdedes paa denne Tid, fattige og tarvelige Skikkelser. En enkelt velklædt Herre, som havde tilbragt Natten ude, listede sig hjemover med Halen mellem Benene – bleg og skamfuld i den klare Morgensol.

Og imidlertid sov de fine Kvarterer opover Byen for nedrullede Gardiner og lukkede Porte. Det var en ophøiet, majestætisk Søvn, som vederkvægede dem, der vaagede over Staden, over Staten, over Folket og dets Klenodier; og hvor klar end Morgensolen var, kunde den dog ikke klare det Mysterium, at de, som sov, var de, som vaagede; og de, som vaagede, var de, som der vaagedes over af dem, som sov. Men Travlheden 240greb om sig i Smaagaderne, langs Kaierne og udover Havnen.

De smaa Dampbaade peb og pilede afsted; et Stykke udpaa laa et af de store Dampskibe vestenfra og ventede, til Havnebetjentene fik arrangeret en Plads ved Bryggen. Fiskere kom ind; og de, som alt var komne, kjæglede med Opkjøbere og tykke Kjærringer med store, flade Kurve.

Johan Bennechen gik udover mod Fæstningsbryggen; der laa et stort, grønt engelsk Dampskib. Dampkranen arbeidede; Folk løb frem og tilbage; Tønder og Ølkasser stod langs Kaien, og i en særskilt Pyramide var solide Kasser opstablede med norske Navne og amerikanske Adresser malet paa Siderne.

Ud af en Gruppe af Mænd og Kvinder med Børn og nye Vadmelsklæder kom en høi, tynd Fyr i kuløret Skjorte og Vaarfrak.

«Godmorgen – Johan! – er du saa tidligt oppe. Kjender du mig ikke?»

Johan kjendte ham strax; det var en gammel Skolekammerat, han ikke havde seet paa mange Aar.

«Hvor har du været saalænge?» –spurgte han.

«I Amerika – Gut!» – svarede den anden flot; «Emigrantagent – prægtige Affærer! – men Fandens meget Klat og Bryderi. 241Her staar jeg nu ganske fast – ser du! For paa Billetterne, som disse Folk har kjøbt, staar der: norsk Læge medfølger; og nu gjør han Vrøvl, den Fyren, jeg havde tinget. Men – du er jo Doktor – Johan! come along! – gode Vilkaar – hør her!»

Agenten udviklede alle Fordelene i en rivende Fart; og mens han snakkede, syntes hans egen Ide ham saa ypperlig, at han sluttede med at sige: «Altsaa er det afgjort; Forretningen sluttet; se her er den nye Doktor – Folk!»

Johan maatte smile over sin Ven; men imidlertid svarede han hverken ja eller nei. Naar alt kom til alt, var det vist det klogeste, han kunde gjøre.

Klokken nærmede sig syv. Han lovede at give nærmere Besked udpaa Dagen og begav sig derpaa opover mod sin Faders Hus.

Nu begyndte det ogsaa at blive livligt i de finere Kvarterer. Butikerne bleve feiede og Speilglasruderne gnedne. Nogle brave Borgere i Carl Johans Gade stak Flagstænger ud gjennem Tagvinduerne; thi man ventede Kongen udpaa Dagen.

«Hvem er det?» – raabte Fru Bennechen, da Johan bankede paa Døren til Soveværelset.

242«Det er mig – Johan; jeg maa tale med Far.»

«Nei – nei – Johan! – du maa ikke komme ind;» – men han trykkede Døren op.

«Men Johan da!» raabte Fruen fornærmet og traadte bagom Sengeomhænget; hun var i Negligée; men Statsraaden laa endnu i Sengen.

«Ja – undskyld! – men jeg maa snakke med Eder,» hans Hjerte bankede, saaat han neppe kunde tale, «jeg kommer, forat spørge dig – Fader! – om du eller Mor vidste noget om Mo’s Sygdom, dengang han blev gift med Kristine?»

Efter en liden Pause begyndte Statsraaden: «Jeg finder din Opførsel høist upassende –»

«Svar mig! – svar mig!» – raabte Johan.

Statsraad Bennechen reiste sig overende i Sengen og prøvede at se imponerende paa sin Søn. Men det vilde ikke lykkes ham i Natskjorte, med det tynde, graa Haar strittende ud til alle Kanter. Havde han været i sin fulde Glands, vilde han kanske endnu have klaret Situationen; men som han sad der i Sengen – som en ganske almindelig ubarberet ældre Herre, faldt pludselig hele Sønnens umaadelige Respekt sammen som 243et Korthus, og med en Kulde, som næsten forfærdede ham selv, sagde han: «Far – Far! – jeg har taget feil af dig!»

Men nu gjenvandt Fruen sin Aandsnærværelse: «Vil du behage at være artig mod din Fader – Johan! og hør saa et Øieblik fornuftigt paa mig. Du ved bedst selv – som Læge, at den Sygdom, du hentyder til, er af den Beskaffenhed, at anstændige Folk ikke nævner den –»

«Det er det netop!» – for Sønnen op, «jeg har mange Gange tænkt paa det! – at den værste Sygdom af alle faar Lov til at snige sig omkring – incognito, fordi det ikke er anstændigt at nævne den. Aa – du ved ikke, hvad du har gjort – Mor!»

«Hvad jeg har gjort! men er du da gal Gut!» – raabte Fruen opirret; hun kunde slet ikke sætte sig ind i, at det var den Klodrian – Johan, som kom her med denne Dommermine.

«Adelaide –» sagde Statsraaden forsigtigt henne fra Sengen.

Men Johan fortsatte ganske roligt; – efterat han havde faaet Vished, kjendte han sig næsten som udslukt: «At I vilde forhindre mig fra at faa hende, det kan jeg forstaa; og det kunde jeg kanske tilgive 244Eder; men at I lod hende gaa saaledes i Fordærvelsen – aa – I ved ikke, hvad det Menneske var værdt, og hvad hun led. Nu er hun død, og jeg reiser iaften – Farvel!»

«Hvorhen?» spurgte Moderen.

«Til Amerika,» svarede Johan i Døren.

«Til Amerika! – paa ingen Maade! – Daniel!» – raabte Fru Bennechen.

«Dette er en alvorlig Sag; lad os fremfor alt være rolige,» sagde Statsraaden.

I Stuen kom Hilda halvklædt løbende efter Broderen; hun havde fra sit Soveværelse hørt det meste af Samtalen.

«Johan – Johan!» – raabte hun halvhøit, «hvad er det? reiser du bort igjen?»

«Ja Hilda! – nu reiser jeg for bestandigt – til Amerika. Det bliver ondt for dig Stakkel –» han tog hende ind i sine Arme.

«Ak – ja – ja!» – hulkede Hilda; «kan du ikke tage mig med?»

Hun sagde det uden at mene stort med det; men Broderen greb det strax; og da Hilda indvendte, at hun aldrig vilde faa Lov af Moderen, svarede han haardt: «Aa – det er jo bare de to mislykkede, som gaar. Desuden spørger vi ikke nu længer om Lov. Kom følg med og hjælp mig, indtil du finder noget bedre.»

245«Nei – men Johan! – er det virkelig dit Alvor?»

«Hvorfor ikke? – hvad skal der blive af dig herhjemme? – gift bliver du neppe – undskyld Kjære! og til at arbeide er du for fin. Du passer netop for Amerika.»

Idetsamme kom Fru Bennechen ind fra Soveværelset. «Ah – se, du er ikke gaaet endnu – Johan! – det var godt, jeg fik snakke med dig.»

«Hilda reiser med –» sagde Johan.

Fru Bennechen gjorde en Anstrængelse for at le: «Naa det fornøier mig at høre; det hele var altsaa Spøg; ja jeg tænkte det nok!»

«Nei Mor! det er Alvor,» svarede Johan tørt, «Hilda! gaa ind og pak dine Sager; vi gaar ombord iaften.»

Hilda var saa forvirret, men alligevel saa slaaet af den myndige Tone hos den ellers saa forsagte Broder, at hun adlød og gik ud.

«Hør nu Johan!» – sagde Fru Bennechen og stillede sig midt foran ham, «er du gal, eller er du bare fuld? tror du, din Fader og jeg vil lade os paaføre en saadan Skandale?»

«Jeg henter Hilda iaften; og er hun ikke færdig, saa kan du forberede dig paa en større Skandale –» han gik mod Døren.

246Fru Bennechen udstødte et Skrig og lod sig falde i en Lænestol.

«Men Johan!» – raabte Statsraaden, som kom ind med Benklæderne i Haanden; «hjælp dog din Moder; du ser, hun er besvimet.»

«Hun er ikke besvimet,» svarede Johan.

Dermed gik han sin Vei.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.