Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XX.

268Klokken var to.

Delphin havde arrangeret Statsraadens Saloner efter et Princip, som han selv paastod havde været Mode i Tuillerierne under det andet Keiserdømme.

Midt paa Gulvet var der aabne Steder, hvor man kunde gaa frem og tilbage. Men i Krogene og indunder Gardinerne ved Vinduerne var der stillet Tabouretter og Fauteuils, hvor der kunde samles to-tre høist fire Personer i særskilt Gruppe.

Ved sin utrættelige Opfindsomhed og muntre Indfald var det lykkedes ham at adsprede Fru Statsraadinde Bennechens onde Lune – ialfald for en Del; medens Kammerherren paa sin Side havde indsamlet de Efterretninger, han ønskede, om de to Mislykkedes pludselige Afreise.

I Spisesalen stod Bordet dækket med smaa kolde Retter, – en udsøgt Frokost 269med Hedvin og Champagne. Det var Meningen, at der skulde spises ganske tvangløst, – efterhvert som Gjæsterne kom. Thi den forestaaende Indtogshøitidelighed optog næsten alle paa en eller anden Maade, saaat hver fik gaa og komme som han lystede.

Hellerikke var det sikkert, hvad Tid selve Værten kunde vise sig; thi han havde meget at varetage, og desuden – betroede Fruen Delphin: «Daniel er i et frygteligt Humør.»

Salonerne begyndte at blive livlige. Militære Gallauniformer, Departements- og Hofuniformer, Stadens høiere Geistlighed med Pibekraver og Dekorationer, kommunale Embedsmænd, Høiesteretsassessorer, to eller tre Statsraader og nogle ærgjerrige Advokater, der befandt sig paa det første Trin af sin Udvikling.

Grosserer Falck-Olsen optraadte i sin nye Uniform af det gule Chor.

«Jeg har sendt Champagnen Kjøkkenveien,» hviskede han til Fruen, idet han trykkede hendes Haand.

Derpaa saa han sig ivrigt om i Salonerne, spurgte tilhøire og tilvenstre, om nogen kunde sige ham, naar Statsraad Bennechen vilde vise sig. Endelig stansede han ved 270Kammerherre Delphin, der komplimenterede ham for den smukke Uniform.

«Aldeles som en svensk Officer», forsikrede Kammerherren.

Grossereren raslede med sit Gehæng og dreiede sig lidt foran Speilet.

«De kan ellers tro – Kammerherre! – jeg har været i en Kattepine for at vælge Hest. For jeg har en stor, sort Hoppe – ser De! egentlig en Kjørehest. Og saa har jeg en gulblak – herligt Dyr! De skulde se for fint Fax, hun har, og saa glat og trind, som hun er over Hofterne! – kjøbte den af en Hestehandler vestenfra. Men – ser De! nu er det Ulykken! – hun er lidt liden –»

«Napoleon red bestandigt smaa Heste,» sagde Delphin.

«Nei gjorde han det!» raabte Grossereren fornøiet, «og Oberstløitnant Grobs bandte paa, at den gulblakke var altfor god for det gule Chor.»

«De tager altsaa den gulblakke?» – spurgte Delphin uhyre alvorligt.

«Jeg tager den gulblakke,» svarede Grossereren afgjørende.

Blandt de sidst ankomne var Amtmand Hiorth fra Vestlandet. Han var nylig kommen til Byen, og Rygtet vilde vide, at han skulde remplacere gamle Falbe, som var gaaet af 271efterat have naaet den – selv for en norsk Statsraad – respektable Alder af 82 Aar.

Amtmanden udtalte sin Glæde ved at træffe Delphin, som i tidligere Dage havde været hans Fuldmægtig; og Kammerherren førte ham omkring og forestillede ham for flere indflydelsesrige Personer. Det var mange Aar siden, Amtmand Hiorth havde været i Hovedstaden, saa der var mange nye Folk at hilse paa.

Imidlertid fandt han sig snart tilrette. Thi det var fordetmeste de gamle halvt tyske Embedsnavne fra Dansketiden, som gik igjen, idet Embederne syntes at have fulgt Familierne efter en mystisk Arvelov. Og ikke blot sine Fædres Navne og Embeder syntes disse Herrer at have arvet; men selve deres Skikkelser havde beholdt et Tilsnit, der mindede om Fredrik den Sjette: korrekte, velformede Profil; smaa tørre, støvede Hoveder; stive Nakker og Ansigterne – omgivne af tætklippede Bakkenbarter – ligesom sammenfoldede over en urokkelig Diskretion.

De smaa Grupper havde dannet sig efter Delphins Plan i Krogene og ved Vinduerne; midt paa Gulvet gik to og to og samtalede sagte; medens en stor Del stod og spiste omkring Frokostbordet eller tog sin Tallerken med indover i Salonerne.

272Omkring en høi mager Herre med langt graasprængt Haar samledes der altid en tæt Klynge. Det var en norsk Billedhugger, som havde sit Atelier i Stockholm. Han sagdes at være kommen til Byen den foregaaende Dag, for under Kongens Ophold at vække Interesse for et Nationalmonument, han havde gjort Udkast til.

Det var en Unionsgruppe, som efter Planen skulde opstilles paa Eidsvoldspladsen midt foran Storthingsbygningen. Kunstneren havde en Blyantsskitse i Lommen, som han viste frem.

Iveren, for at lægge sin Interesse og Beundring for Dagen, var stor og uforbeholden; thi alle vare tilstrækkeligt inde i Forholdene til at forstaa, at det vilde være det samme som et Storkors at tage Sæde i Kommiteen.

Skitsen fremstillede Svea som en siddende kvindelig Figur, der støtter den ene Haand paa Sværdet, medens hun lægger den anden Arm om Skulderen paa en liden Gut, som staar ved Siden.

Kunstneren fortalte selv, at Gutten ifølge det oprindelige Udkast skulde sidde paa Knæet til den kvindelige Figur. Men saa havde han været hensynsfuld nok – de Norske ere jo saa pripne – til at sætte ham 273ved Siden, saa kunde da enhver se, at Figurerne vare «sideordnede.» Af samme Grund havde han ogsaa givet Gutten en uhyre Hjelm nedover Ørene, og et tungt Slagsværd lænede sig til hans Skulder, hvilket – halvt humoristisk skulde udtrykke, at den lille Knægt nok kunde bide fra sig.

Til alle de indirekte Hentydninger og Tilbud svarede imidlertid Kunstneren, som var en smidig Hofmand, at Statsraad Bennechen havde været saa elskværdig at paatage sig Besættelsen af Kommitteen.

Kammerherre Delphin havde anbragt Amtmand Hiorth ved et Vindu sammen med en af Hovedstadens fremragende Præster. De to Herrer, som ikke kjendte hinanden, talte forsigtigt om Forskjellen mellem Land og By saadan i sin Almindelighed.

Efter et Par ligegyldige Bemærkninger fik Amtmanden Anledning til at sige: «Det undrer mig saa ofte, hvilke vrange og misforstaaede Opfatninger af vort Folk der nuomstunder kommer tilorde. For en Mand som mig tager det sig især underligt ud. Thi en Embedsmand i min Stilling lever jo mere end nogen anden i og med Folket. De daglige Forretninger bringer mig jo i uophørlig Forbindelse med Almuen; jeg ser Bonden i 274hans Sorg og i hans Glæde; hans gode Sider saavelsom hans slette –»

Her afbrød den Geistlige behændigt: «Det er som talt ud af mit eget Hjerte – Hr. Amtmand! jeg har jo selv i over fem Aar været Præst i en Landsmenighed; og jeg tør nok sige – uden i mindste Maade at ville rose mig selv; men jeg tror, jeg tør sige, at faa Præster saaledes som jeg har levet – ligefrem levet i og med Folket. Men netop derfor synes mig de moderne, høitstemte Lovtaler over Bonden –»

«Ja – ikke sandt?» – udbrød Amtmanden glad, «denne beklagelige Overvurdering af Folket er i Grunden ikke andet end et Skalkeskjul for obskure Ærgjerrigheder –»

– «og Vantro!» – faldt Præsten ind. De to Herrer forstod hinanden og fortsatte Samtalen i en dæmpet, fortrolig Hvisken.

Redaktør Mortensen kom sent. Han var en af de faa Herrer, som ikke bar nogen Decoration. Men i den rolige, brede Maade, hvorpaa han hilste hist og her, klappede en og anden paa Skulderen – kunde man se, at det var en Mand, som havde godt Fodfæste.

Han var i Virkeligheden ogsaa bleven en anden i de sidste Aar, efterat han overtog 275«Folkets sande Ven». Der var ikke længer Tale om nogen gulflammet Skjorte; Redaktøren var sirligt klædt og optraadte med den forbeholdne Værdighed, som klæder Pressen saa godt.

Delphin iagttog ham skarpt og beregnede, at Redaktøren havde havt en hemmelig Sammenkomst med Statsraaden.

Det havde han ogsaa. Statsraaden talte først lidt ærgerlig til ham om den Historie med Dokumenterne i Kaos. Men Mortensen tillod sig at afbryde kort: «Den samme Mo – Hr. Statsraad! begynder at blive lidt ubekvem. Han gaar og fortæller mystiske Historier om en vis Madam Gluncke, som» –

«Hm! –» svarede Statsraaden, «De har Ret; jeg har længe været misfornøiet med ham; han begynder desværre vist at gaa i Barndommen.»

Statsraadens Tone forandredes strax, og da Mortensen forlod Kontoret, straalede hans blegfede Ansigt.

Det havde endnu et Skjær af Triumf, da han nu nærmede sig Delphin og sagde: «Vil Hr. Bureauchefen præsentere mig for Amtmand Hiorth?»

«Nei» – svarede Kammerherren tørt og rettede paa sin Wasaorden foran et Speil.

Mortensen bed sin Vrede i sig: «Jeg 276skulde udtrykkelig paalægge Dem det fra Statsraaden.»

Delphin trak paa Skulderen og førte Mortensen hen til Amtmanden.

«Hr. Amtmand Hiorth! – jeg har Ordre til at forestille Kopist Mortensen;» dermed gjorde han en Tur indover i Fruens Kabinet; han søgte Hilda overalt; men hun var ikke at finde.

Mortensen svor i Stilhed en bitter Hævn over Bureauchefen; men da han med et Par Ord havde forklaret, hvem han egentlig var, opklaredes Amtmandens Ansigt. De talte en Stund sammen, og Mortensen fremtog sin Noticebog, forat optegne enkelte biografiske Detailler, Amtmanden meddelte ham. Samtalen gik derpaa over til Dagens Spørgsmaal, og Amtmanden udtalte baade sin Indignation og sin Ængstelse i Anledning af de vanskelige Tidsomstændigheder.

Men Redaktøren svarede beroligende: «Saalænge vort Land har en Embedsstand som vor» –

«Ja paa Præsterne og paa Dommerne kan vi ubetinget stole,» sagde Amtmanden, idet han prøvede at slaa ud med Haanden, saaledes som han havde seet Bennechen gjøre.

«Og med Mænd ved Statens Ror som Statsraad Bennechen! – der er han! hvilken 277Mand – saa fin og dog saa imponerende! – ikke sandt? – Hr. Amtmand! – han har en paafaldende Lighed med Goethe.»

«Paafaldende – aldeles paafaldende» – mumlede Amtmanden.

Statsraad Bennechen var traadt ind gjennem en liden hemmelighedsfuld Dør med Forhæng og stod pludseligt midt iblandt dem, inden nogen ret blev ham var. Han var iført Statsraaduniform med alle sine Stjerner og Storkors; den trekantede Hat under venstre Arm, Hanskerne i Haanden. Med den høire Haand slog han ud, idet han hilste til Grupperne paa begge Sider. Smilende – med det smukke Hoved let tilbagekastet gik han med værdige Skridt gjennem Gemakkerne.

Han rakte sin Haand til en Kollega og hviskede nogle Ord, som den anden besvarede med et tillidsfuldt Smil. Samtalerne omkring dæmpedes, og alle holdt Øie med Statsraaden, medens de kun tilsyneladende vedblev at underholde sig med hverandre.

Grosserer Falck-Olsen, som allerede for et Kvarter siden burde have været i Sadlen, nærmede sig nu hurtigt, – ikke skjødesløst, fortroligt som i gamle Dage, men med en Mine af ærbødig Tjenstiver. Statsraaden bøiede velvilligt sit Øre ned mod ham, og Grossereren hviskede: «Jeg tager den gulblakke.»

278Den høie Herre nikkede samtykkende, og som en Kurer, der forlader Hoffet med vigtige Depecher, ilede Grossereren gjennem Salonerne, idet hans Sabel klirrede, og den nye Uniform straalede i de lyse Rum, hvor den første Mai skinnede ind med sit muntre, klare Solskin.

Imidlertid fortsatte Statsraad Bennechen sin Runde – givende hver et venligt Ord eller en liden Instrux.

«Jeg har fundet Formanden for Deres Kommitte,» sagde han til Billedhuggeren; «Amtmand Hiorth.»

«Hm! – den Herre derborte ved Vinduet?» – spurgte Kunstneren med en velopdragen Skygge af Skuffelse; «men er ikke den Herre ganske fremmed i Hovedstaden?»

«Han vil ikke længer forblive en Fremmed,» hviskede Statsraaden.

«Ah – jag förstår!» svarede den anden og trak Øienbrynene iveiret.

Endvidere lagde man udtrykkelig Mærke til, at Statsraaden rakte Amtmand Hiorth Haanden, hvilket han ellers kun havde gjort overfor sine Kollegaer af Statsraadet; og Amtmand Hiorths Udnævnelse til Statsraad efter gamle Falbe ansaaes nu for ophøiet over al Tvivl.

«Vi staar just – Hr. Redaktør Mortensen 279og jeg – og taler om, hvor godt det dog er, at vi i disse vanskelige Tider ialfald ubetinget kunne stole paa Præstestanden og Dommerstanden» – Amtmanden gjentog dette med en Smule Stolthed.

«Eller med – andre Ord,» svarede Statsraaden, «at Religionen og Retfærdigheden er paa vor Side.»

«Hvilken Mand!» – sukkede Amtmand Hiorth, da Statsraaden passerede videre; han maatte uvilkaarligt sammenligne sin Replik med den store Mands, og idet han saa ud af Vinduet, tilføiede han: «ak ja! – der skal isandhed meget til at udfylde en saadan Stilling.»

«Tillad mig – Hr. Statsr – Hr. Amtmand!» – indskjød Mortensen med sin ærbødigste Stemme, «tillad mig at minde Dem om et godt gammelt Ord: den, hvem Gud giver et Embede, ham vil han ogsaa skjænke Evne og Kraft til at forvalte det.»

«Tak for det Ord – Tak Hr. Redaktør!» udbrød Amtmanden og greb hans Haand med Varme; «ja – De har Ret; det maa altsammen komme derovenfra!» og han vendte sine Øine op mod den klare blaa Vaarhimmel, der hvælvede sig over Hustagene.

Nu begyndte Extraskriverne Hiorth & Bennechen at lade Champagnepropperne 280smælde, hvilket var deres Andel i denne vigtige Dags Begivenheder; og Selskabet nærmede sig mere mod Spisesalen, hvor Statsraaden lidt efter lidt samlede de fornemste omkring den øvre Ende af Bordet. Der indtraadte en forventningsfuld Stilhed, da han hævede sit Glas og begyndte at tale:

«Mine Herrer! naar jeg lader mit Blik glide ud over denne Forsamling, er der en Tanke, som uvilkaarligt slaar mig: hvad er det, der binder os alle saa fast sammen? jo! det er det fælles Arbeide for – den fælles Hengivenhed for vor ophøiede Monarch.»

Mortensen maatte smile bag Gardinet, hvor han stod og tog Noticer. Han tænkte paa en Tale, han selv havde holdt i den samme Sal over det samme Emne, men for et andet Publikum.

Imidlertid tog Statsraadens Tale idag et høiere Sving end sædvanligt, især afskrev Mortensen nøiagtigt Slutningen:

«Ja – mine Herrer! – der tales saa meget om, at vor Tid er Arbeidets Tid. Men kun faa ere de – jeg siger det med Beklagelse – kun faa ere de, som ret forstaa, hvad det sande Arbeide vil sige, hvem der er de sande Arbeidsfolk i Landet. Thi det er –» Taleren saa sig om – «det er den Kreds af Mænd, som elsker Orden høiere 281end Selvraadighed, som tro og lydige mod de urokkelige Sandheder, Fædrene have etterladt os i sine Love og i sin fromme Tro, slaa Vagt om Thronen, – i den dybe, alvorlige Overbevisning, at hvad der i en Tid fuld af Splittelse og Opløsning holder et Samfund sammen, binder stærke Baand om det bedste i Nationen, – det udgaar fra, det samler sig i Monarchens hellige Person! Mine Herrer! – Gud bevare Hans Majestæt Kongen!»

«Leve Kongen!» brølede Oberstløitnant Grobs, og der fulgte et Hurra, saaat Glassene klirrede; selv de tørreste Departementsmænd raabte sig blaa – skottende til Siden, om enhver gjorde sin Pligt.

Da Larmen stilnede, kom Statsraadens Tjener ilende ind og bragte med et dybt Buk et Telegram paa et Sølvbræt.

Statsraaden aabnede og læste Depechen under aandeløs Stilhed.

«Mine Herrer! – om en halv Time vil det kongelige Tog være ved Stationen.»

Der blev almindelig Bevægelse; men Statsraaden slog op med Haanden, og der blev igjen ganske stille.

«Mine Herrer!» sagde han med dyb, høitidelig Stemme, «hver paa sin Post. Øieblikket er alvorligt; Hans Majestæt venter, at hver Mand gjør sin Pligt.»

282Efter disse Ord vendte han sig hurtigt efter en flygtig Hilsen, gjorde et Tegn til Amtmand Hiorth, og begge ilede gjennem Gemakkerne og forsvandt i den lille Dør, hvis Forhæng lydløst faldt til efter dem.

I en ophøiet Stemning spredte Selskabet sig, og Mortensen skrev i sin Noticebog: «Det var et af hine store, uforglemmelige Øieblikke, i hvilke man ligesom føler Verdenshistoriens Pulsslag.» –

– Fru Bennechen havde allerede trukket sig tilbage. Overvældet af denne Dags Sindsbevægelser kastede hun sig paa Sengen i Krampegraad.

Men i de tomme Saloner vandrede Georg Delphin rastløs frem og tilbage. Han skulde først fremstille sig paa Slottet til Soupéen, og det var ham umuligt at forlade Huset uden at have seet Hilda.

Tjenerne og Pigerne ryddede ud af Bordet, drak Champagne og lo, saaat Kammerherren flygtede helt ind i det inderste Kabinet – uvis, misfornøiet med sig selv; – men alligevel var det ham umuligt at gaa.

Tilslut kaldte han paa Stuepigen, som han kjendte, og spurgte efter Frøkenen.

«Frøkenen er i sit Værelse og pakker ind. Ved ikke Kammerherren, at Frøknen reiser til Amerika iaften?» – spurgte Pigen, hvis smukke Øine glinsede af Champagne.

283Delphin følte sig ubehagelig berørt og sagde kort: «Spørg Frøken Bennechen fra mig, om hun vil være saa snil at komme herind et Øieblik; jeg vilde gjerne tale med hende.»

Men da Pigen gik, stansede han helt forskrækket foran Speilet: hvad havde han gjort? var han ikke allerede gaaet for vidt? hvad vilde han hende? – hvorledes skulde han komme fra dette? – og dog – var det ikke det, han mest ønskede af alt?

Efter nogle Minutter kom Frøken Hilda. Hun havde grædt; men alligevel var der en eiendommelig Ro udbredt over hende, som Kammerherren strax blev opmærksom paa.

«Stakkels Moder –» sagde hun og rakte ham begge sine Hænder, «hun har saa vanskeligt for at komme tilrette med den Tanke, at baade Johan og jeg vil reise saa langt bort. Ja – jeg kan igrunden neppe forstaa det selv.»

Delphin glemte rent at svare, saa forandret forekom hun ham. Der var ikke Spor af Skyhed mere. I sin glatte, simple Kjole saa hun saa ferm og reiseferdig ud; der var noget saa sikkert i hendes Stemme og hele Væsen, at han ikke kunde gjenfinde sin almindelige halvt spøgende, halvt beskyttende Tone.

284«Jeg vil vist komme til at savne Dem meget», sagde han endelig usikkert.

Det var mere Lyden end selve Ordene, der bragte hende til at se op. Deres Øine mødtes et Secund, og der blev en liden Stilhed.

«Der er ingenting, som holder Dem tilbage? –» spurgte han bittert.

«Aa jo! – det kan De da vide.» Hun fik atter Taarer i Øinene.

Han betragtede hende fra Siden – som hun stod der med bøiet Hoved, vridende Lommetørklædet om Fingrene. Var hun virkelig saa styg?

«Og der er ingenting, som holder Dem tilbage?» – han vidste ikke, at han havde sagt det før.

«Hvorfor vil De gjøre mig det tungere end det allerede er?» – spurgte hun stille og begyndte at græde.

Georg Delphin gjorde et Slag henover Gulvet. Han havde en Følelse af, at Livet bød ham en god Chance, og at det var sidste Gang. Han prøvede at samle det bedste i sig. Men da han stansede foran hende, hævede hun raskt sit Hoved og sagde:

«Nei! – jeg vil ikke græde mere! jeg ved, der venter mig et bedre Liv end det kunde blevet herhjemme. Farvel Kammerherre! 285– og Tak – hjertelig Tak for vort Venskab!»

Hun rakte ham Haanden og saa fast og freidigt paa ham med de tro Hundeøine fulde af Taarer. Og i sidste Øieblik saa han, at hun var skjøn. Men da var det for sent.

Hun gik og lod Døren staa halvaaben efter sig. Larmen fra Spisesalen naaede igjen ind til ham. Han stod en Stund, tog saa sin Hat og gik stille bort.

I Trappen indhentedes han af Extraskriverne Hiorth & Bennechen, der kom farende ned fra Loftet. De havde «med Livsfare» plantet et stort Flag oppe paa Taget. –

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.