Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

XXI.

286Det tog lang Tid, inden Njædel og Oldermanden fandt frem til det gamle uhyggelige Sygehus, hvor Kristine laa. Og havde de ikke rent tilfeldigvis truffet til at spørge Politibetjent Knudsen, havde de knapt fundet hende. Thi Klokken var allerede henad tre, og Folk skyndte sig mod Carl Johans Gade, forat se Indtoget, saa ingen havde Tid til at stanse og give Besked.

Men Politibetjent Knudsen, som lykkeligt havde bestaaet sin Prøve, lodsede dem frem, da han hørte, hvem de søgte; og saaledes naaede de derop.

I Porten traf de en af Gangkonerne iferd med at gaa til Byen. Oldermanden hilste med sin Peltshue: «Vi vilde gjerne se til en Kone, som heder Kristine Mo.»

«Hun døde inat,» svarede Konen, utaalmodig efter at komme afsted, «hun ligger 287anden Dør paa venstre Haand; gaa bare ind; de er just ifærd med hende.»

Dermed gik hun og slog Porten i efter sig.

«Naa – naa – Njædel! – det var kanske det bedste, som kunde times hende,» sagde Oldermanden beroligende; «kom lad os gaa igjen.»

«Jeg vil se hende,» svarede Njædel og gik fremover.

De kom til den anden Dør, som stod halvaaben; der lød Stemmer derinde. Oldermanden trykkede Døren op, og de traadte ind.

Helt henne ved Vinduet stod nogle unge Mennesker og bøiede sig over noget stort hvidt, som laa paa et Bord. En liden graahaaret Mand i Skjorteærmer stod helt foroverbøiet, og mellem to af Herrerne stak der en hvid, nøgen Fod.

«Jeg har aldrig seet det gaa saa fort,» sagde Doktor Rohde til Professoren. Den gamle Cyniker havde ikke kunnet dy sig for at invitere Professoren paa det interessante Tilfælde. Johan Bennechen havde udtrykkeligt forbudt, at Liget blev bragt til Universitetet.

«Men hendes Mand, som paaførte hende Smitten, – hvorledes gaar det ham?» – spurgte Professoren.

«Sygdommen slaar ind paa ham; han 288bliver blød paa Hjernen. Hvad vil I?» – spurgte Doktoren pludseligt, da han opdagede de to ved Døren.

«Det er Far hendes, som vil se hende,» svarede Oldermanden.

«Aa nei – nei – kjære Ven! det skulde De ikke gjøre,» sagde Doktoren afværgende, «det er saamænd ikke noget at se paa.»

Men Njædel gik lige hen til Bordet; de unge Mennesker traadte tilside, og Professoren reiste sig med alle Fingrene sprigende ud fra hinanden.

Et Lagen blev kastet tvers over hende, og etterhvert som det faldt sammen, kom de fremstaaende Hofteben tilsyne, hele dette store, stærke Kvindelegeme – saa elendigt og udtæret, at det ikke var andet end Skind og Ben. Det store døde Haar laa i en uryddig Masse nedover Panden, Næsen var ganske indfalden, og Huden havde hæslige røde og grøngule Pletter.

«Det er ikke hende,» hviskede Oldermanden og greb Njædel i Armen.

Men da gik Faderen hen, strøg Haaret op og lagde sin Finger paa det store Ar, hun havde i Tindingen.

«Kom lad os gaa, Njædel.»

Oldermanden var ligbleg. Njædel saa sig om, og da han fik det Indtryk, at alle 289disse fine Folk følte Interesse for hans Datter, begyndte han at tage dem i Haanden en for en. Men da han kom til Professoren, gik denne et Skridt tilbage: «Nei, nei – min gode Mand! – jeg kan ikke tage Dem i Haanden.»

Da først opdagede Njædel den blanke Kniv og Fingrene, som sprigede. Der for en Gysen gjennem ham, og han gik ud med Oldermanden.

Da de atter stod paa Gaden, iagttog Oldermanden skarpt Njædels Ansigt; thi han lagde Mærke til, at Njædel gik med sammenbidte Tænder og knyttede Næver.

«Han skal staa mig til Regnskab for dette – han Anders,» mumlede Njædel.

«Aa nei!» – indvendte Oldermanden ængstelig, «lad nu Anders være den, han er. Nu reiser vi jo fra det altsammen. Lad os heller se til at faa noget at leve af; jeg er sulten som en Skrub.»

Men Njædel var urokkelig; og da Oldermanden ikke vilde hjælpe ham at finde Statsraad Bennechens Gaard, spurgte Njædel selv den første Konstabel, de mødte, og saaledes fandt de frem.

I Njædels tykke Hoved kjæmpede det voldsomt. En Mistanke begyndte at dæmre hos ham, at al denne Elendighed tilslut skrev 290sig fra Broderen. Men det formede sig ikke endnu til Vrede; det var bare en tung Smerte og en Trang til at se ham, høre ham forsvare sig; – kanske var der endnu noget, som kunde undskylde ham.

Da de steg ned de totre Trappetrin, sagde Oldermanden:

«Du skal love mig en Ting – Njædel! at du ikke lægger Haand paa ham; husk paa, han er Bror din alligevel.»

«Du kan være tryg –» svarede Njædel.

Anders var iferd med at barbere sig. Han havde hængt Speilet paa Vindusposten, saaat det fulde Dagslys fra Gaden faldt ned over hans Ansigt. Han havde just skrabet sig paa den ene Side; men paa den venstre Kind stod endnu Sæbeskummet.

Da han saa, hvem det var, som kom, lagde han Kniven fra sig, og der gik en Trækning over hans Ansigt. Men derpaa kom det halvfjollede Smil igjen, som han havde havt i det sidste, og han strakte Haanden ud mod sin Broder: «Nu er du endeligt der – Njædel! – du var snil, som vilde komme.»

«Anders – Anders!» – skreg Njædel og strakte de svære Næver truende imod ham, «hvad har du gjort med Kristine?»

291Ved denne stærke Stemme var det, somom Anders vaagnede. Han krympede sig sammen og for tilbage – helt ind i den inderste Krog af Værelset; Ansigtet blev næsten askegraat, medens han stirrede paa disse svære Næver.

Men lidt efter lidt syntes hans halvt udslukte Hjerne at samle sig til en sidste Anstrængelse. De lange, falske Smilerynker lagde sig igjen om Munden, idet han i en klynkende Tone sagde:

«At du kan have Hjerte til at være saa sint paa Bror din – Njædel! – som altid har været saa svag og daarlig. Husker du, da vi var smaa, – naar vi rev Lyng for Mor oppe i Heien?»

Njædel lod Armene synke. Underlige Minder blinkede frem for ham ved denne tynde, bedende Stemme, som han kjendte saa godt, denne Lyd fra Barndommen – fra den Broder, han havde elsket saa høit.

«Og husker du, hvad Mor altid sa’?» – blev Anders ved, medens han hele Tiden holdt Øie med Broderens Ansigt; «hu’ Mor sa’ altid: Du Njædel er en Tosk – sa’ hun; men han Anders er saa fin som en Røisekat.»

292Njædel nikkede. Det havde sin Rigtighed. Og Moderen, og Hytten indunder Fjeldvæggen, og Heien med den høie Lyng, som lugtede saa godt i Solskinnet – alt laa lysende klart for ham; og midt i det stod Broderen – bleg, svagelig, bestandig hjulpet, skaanet, baaret over vanskelige Steder. Og alt, som laa imellem, smeltede hen og randt væk som Sne om Vaaren; – han blev Gut igjen – en stor, klodset, godtroende Gut, som han igrunden altid havde været; og der fandtes ikke Gnist af Vrede i ham, da han vendte sig bort og sagde: «Anders – Anders! – det skulde du ikke have gjort!»

Oppe i Portrummet sagde Oldermanden: «Det var godt, at du ikke tog i ham; du kunde brukket ham af som en Sukkerkavring.»

Men nu var det ude med Njædel; han lænede sig mod Muren og hulkede høit.

Oldermanden lod ham græde saalænge, som han fandt det nødvendigt. Derpaa førte han ham med sig – Njædel var føielig som et Barn –, fandt en Spisekjælder, og der steg de ned.

Oldermanden, som havde været baade i Petersburg og Kjøbenhavn, forlangte flot to Portioner Bif og en Flaske Øl. Men da 293de satte sig tilbords, rystede Huset af et Kanonskud.

«Kongen kommer –» sagde Opvartningspigen. Hun var muggen, fordi hun maatte blive i Kjælderen og opvarte disse to Bønder istedetfor at løbe og se paa Stadsen.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.