XXII.

294Det var en usædvanligt straalende Dag til at være saa tidligt paa Aaret. Eftermiddagssolen blinkede i Vinduerne og lagde en diset Taage over Slotsparken, saaat Slottet fremhævedes mod den gyldne Luft i al sin enkle Skjønhed. Fra Akershus spredtes de tunge Krudtskyer efter Saluten, Flagene viftede festligt, og Folk skyndte sig fra alle Kanter henimod Carl Johans Gade, der var tæt besat paa de aabne Pladse og langs Fortougene.

I Vinduerne laa Damer i ny Vaarpynt; unge Herrer stod bag og vare vittige. Nede paa Jernbanetorvet holdt Politiet en stor Plads aaben; det gule Chor holdt i al sin Pragt foran Stationen; Grosserer Falck-Olsen sad stram og høitidelig paa sin gulblakke Hoppe og saa ned paa Mængden.

Det kongelige Tog var ankommet; man ventede bare, at de sædvanlige Modtagelsesceremonier 295paa Perronen skulde tage Ende. Op fra Bryggerne og fra alle Smaagaderne var der kommen Søfolk, Sjouere, Fruentimmer og Arbeidsfolk, – et tarveligt Publikum til at begynde med.

Da derfor en anstrængt Stemme raabte: «Leve Kongen! – Hurra!» – svaredes der mat og spredt udover Torvet, hvorpaa der indtraadte en ubehagelig Dødsstilhed, medens de høie Herrer steg i Vognene.

Det gule Chor raslede afsted, derpaa Suiten af de kongelige Vogne – over Torvet, op gjennem den trange Passage ved Dybwadgaarden. Hist og her raabte en brav Borger Hurra af alle Kræfter; men den enkeltes altfor store Iver syntes at holde Mængden tilbage, og Raabene faldt dødt og klattevis, indtil man kom op forbi Brandvagten.

Nu gik det bedre, og de svenske Herrer i Vognene nikkede til hinanden. Men først fra Høiden ved Akersgaden og nedover Egertorvet blev Raabene almindelige. Den prægtige Avenu fra Storthingsbygningen op mod Slottet straalede i Eftermiddagssolen. De glimrende gule Ryttere i skarpt Trav, Vognene, de høie, uniformerede Herrer, talrige Grupper af velklædte Personer, der satte Raabene igang, – alt løftede Stemningen, saaat Hurraraabene brusede med Begeistring.

296Da Toget var passeret, var hele Carl Johans Gade myldrende fuld af Folk, der alle vendte Ansigtet mod Slottet, hvor Ryttere og Vogne snoede sig opover Skraaningen som en blinkende Slange, medens Støvet fra de kongelige Vogne reiste sig i en gylden Sky og lagde sig udover Folket som en Velsignelse.

Jernbanetorvet blev hurtigt tomt igjen; Folk løb tilbage til sit Arbeide. Men en hel Mængde Fruentimmer og unge Mennesker fulgte Strømmen opover Byen; man var kommen i Feststemning; det kunde ikke nytte at vende tilbage til Arbeidet for idag.

Luften var saa mild og Veiret saa vakkert, og der taltes desuden om Illuminationer og sligt noget.

Sagen var, at Kongen i Vinterens Løb havde havt en Halsbyld; derfor gjorde Studenterne Fakkeltog til Slottet, hvor de sang:

«Hör oss – Svea! moder åt oss alla!»

I samme Anledning var der ogsaa «Stor Takkefest» i Tivoli med Deklamation og Fyrværkeri.

En stor Menneskemængde var derfor paa Benene udover Aftenen, – især i Omegnen af Tivoli og Studenterlunden. Der lugtede af daarlige Cigarer og frisk Muld og de første 297Græsspirer; af og til kom der en Duft fra Balsampoplerne, hvis klissede Bladhylstre begyndte at revne.

Statsraader og Hofembedsmænd, Militære og andre Uniformer kjørte op til Slottet, hvor der var Lys i mange Vinduer, medens Kongeflaget aftegnede sig mod den lysegrønne Aftenhimmel.

– Men nede ved Emigrantskibet blev der arbeidet, larmet og skraalet; og det hele saa saa forvirret ud, at enkelte Udvandrere oppe fra Landet satte sig paa sine Kister og græd.

Da Njædel og Oldermanden kom ned til Bryggen, traf de deres Ven Agenten; men han bare raabte: «all right!» idet han for dem forbi; han var badet i Sved og saa hæs, at der neppe var Lyd i ham.

Der stod et Par Bryggesjouere ved Landgangen; og da Njædel vilde følge efter Oldermanden over Brættet, sagde den ene Sjouer til den anden:

«Det er dog Skam – du, at disse Amerikanerne skal have Lov til at føre slige Kjæmper ud af Landet.»

Njædel hørte det og strakte sin Haand frem.

Men Sjoueren, som var en ægte Bryggeslusk, frygtede strax noget Fanteri og saa 298mistenksom paa den svære Næve. Men da han saa opdagede Njædels lyse Øine, slog han til med et kraftigt Tag og sagde – halvt skamfuld: «Jaja! du maa vel vide bedst selv, hvad du gjør. Saa faar du ha’ Farvel og lykkelig Reise da – Gammeln!»

Ombord var Forvirringen og Kavet endnu større. Men Oldermanden satte sig med filosofisk Ro paa sin Kiste foran sin Køi; saa kunde de andre larme det, de vilde.

Njædel derimod kunde ikke taale at se paa alle de tunge Baller og Kasser, som kom ombord. Af og til gik han hen og tog et Bjørnetag i et eller andet; og naar Matroserne saa forbauset paa ham, nikkede han bare med et Smil. Tilslut tog han fast Plads ved Lugekarmen, og naar der kom noget rigtig tungt, raabte Folkene: «Lad Bjørnen slippe til!»

Dette smigrede Njædel og trak ham ud af de onde Tanker. Han kjendte en stor Trang til at komme ikast med rigtig svært Arbeide igjen.

Men udpaa Aftenen, da Larmen stilnede, og Folk tog Afsked med hverandre, blev han «saa blød som Smør» – sagde Oldermanden. Han havde ikke et eneste Menneske at sige Farvel til, og derfor syntes han, at han maatte næves med alle, som gik iland.

299Oldermanden opdagede snart, at han og Njædel hørte til de fattigste Passagerer. De fleste andre Udvandrere vare velstaaende Gaardeiere, der i aarevis havde arbeidet med den Tanke for Øie at reise til Amerika, naar de fik samlet Penge nok. Andre havde faaet Reisepenge og god Hjælp fra Slægtninge derover.

Derfor var der en solid Ro over alt, hvad de foretog sig. Siddende i Grupper paa Mellemdækket spiste de og trakterede af Nistetinerne. De iagttog opmærksomt alt, hvad der foregik omkring dem; talte halvhøit indbyrdes; flyttede sig taalmodigt, naar de sad iveien, og syntes ikke at tænke paa andet end at komme vel over og passe godt paa Børnene. –

Agterud paa første Plads var der mere livligt. Passagererne her vare mest unge Mennesker, der kom ombord – fulgt af Venner, som sang og holdt Leven. En velklædt ung Mand blev endog bragt døddrukken om bord og lagt i sin Seng.

Der var to-tre Handelsbetjente, en Fallent og en misfornøiet Ingeniør, «der vendte et utaknemligt Fædreland Ryggen» – som en af hans Venner udtalte ved et Afskedsglas nede i Salonen; thi der blev strax arrangeret 300et lidet Gilde for Udvandrerne og deres Venner.

Endvidere var der en Student, som Familien sendte bort af hemmelige Grunde, og endnu tre eller fire halvt forkomne Individer i nye Klær, «hvem et taknemligt Fædreland subskriberede bort –» som Studenten udtrykte sig.

Klokken elleve kom Doktor Bennechen ombord med sin Søster. De kom alene; Statsraaden var paa Slottet, Alfred havde undskyldt sig, og Fru Bennechen laa til sengs.

Da hun tilslut saa, at det blev Alvor med Reisen, følte hun vist noget, som lignede Anger. Thi hun holdt Hilda længe omfavnet og mumlede endogsaa noget om, at hun – Hilda – maatte tilgive hende, om hun stundom havde været lidt urimelig.

De to mislykkede forlod derfor Huset i oprigtig Sorg, og Hilda havde faaet en saadan Hovedpine, at hun strax gik tilsengs i Damekahytten, som hun fik for sig selv alene. Støien fra Salonen dæmpedes efterhaanden, idet Selskabet naaede det følsomme Stadium. Doktoren gik op paa Dækket og spadserede frem og tilbage.

Natten var stille og lys. Men i Sydvest trak mørke Skyer op; det vilde ikke vare 301længe, inden der kom Regn. Ingen Lyd hørtes undtagen Kulskuflerne dybt nede i Maskinrummet og den haltende Takt af hans Fodtrin, mens han vandrede op og ned.

Af og til førte Vinden et Fyrværkeriskud fra Takkefesten eller en Stump af en Fanfare. Raketter og romerske Lys steg op over Hustagene og kastede et farvet Skjær over Luften, før de sluktes.

Johan Bennechen gik længe op og ned paa Halvdækket og saa indover Byen, han kjendte saa godt, og hvor han havde levet sit Liv. Det lille Mellemrum mellem Skibssiden og Kaien syntes ham et svælgende Dyb, bag hvilket han lod alle sine Sorger og Skuffelser ligge.

Alligevel var han modløs. Tusinde Minder satte smaa Klør i ham, som det smertede at rive ud. Han ventede sig isandhed ikke stort hinsides Havet.

De trofaste Venner nede i Kahytten løsrev sig endelig og stillede sig op paa Kaien, forat synge. Men det viste sig, at de vare altfor bevægede, hvorfor de i Stilhed vandrede op i Byen. Og der blev stille paa Skibet og stille i Byen, medens der lød tunge Pust fra Maskinen, som naar en Kjæmpe begynder at vaagne.

Johan Bennechen saa paa sit Uhr. Klokken 302var halv et. Regnskyerne trak mere og mere sammen. Han saa sig endnu engang om, forat samle hele sin Fortid i det skjønne fredelige Billede af Vaarnatten, før han gik tilkøis.

Da hørte han en Vogn nærme sig udover Bryggerne; den passerede forbi Gaslygterne og holdt først lige ved det engelske Dampskib. En Herre i vid Kappe og trekantet Hat steg ud og sagde nogle Ord til Kusken. Et Øieblik efter hørte Johan en Stemme, han syntes at kjende, spørge Stewarten nedenunder efter Doktor Bennechen.

«Her – vil nogen tale med mig?» raabte Johan ned fra Halvdækket.

Den Fremmede steg op den lille Svingtrappe, og Doktoren gjenkjendte Kammerherre Georg Delphin.

«Godaften Doktor! – De tror vist, jeg er fuld; det er jeg da ogsaa forresten. Jeg er falden i Unaade, og saa har jeg døvet min Smerte. Er Deres Frøken Søster kommen ombord?»

«Ja hun sover alt, haaber jeg.»

«Kom lad os gaa herind,» sagde Kammerherren og aabnede Døren til en Røgelugar oppe paa Salonen, «se her kan vi faa os en liden Afskedspassiar. De er vel ikke søvnig – Doktor?»

303«Nei – slet ikke,» svarede Johan og skruede Lampen iveiret, «vil De røge en Cigar?»

«Tak! – men jeg trænger især til noget at drikke;» – Kammerherren slog Kappen tilside og kastede sig i Sofaen i sin guldbroderede Uniform med Orden og Kaarde.

Johan Bennechen gik ned, forat finde noget at drikke. Men det eneste, Stewarten kunde opdrive saa sent paa Natten, var Whisky og Vand.

Kammerherren forsikrede imidlertid, at det var hans Yndlingsdrik, og det saa næsten saa ud. Efterat have sat et Glas tillivs, sagde han: «Deres Frøken Søster er altsaa kommen ombord?»

«Ja – jeg haaber, hun sover for længe siden –» svarede Johan lidt forundret.

«At De dog kan reise fra Byen – Doktor! – i saa interessante Tider. Hør nu bare, hvad her er foregaaet i denne velsignede Aftenstund. Først: Kammerherre Georg Delphin falden i Unaade; dernæst Grosserer Falck-Olsen dekoreret for en gulblak Hoppe; dernæst Extraskriverne Hiorth & Bennechen udnævnte til Kammerjunkere, – den første tilogmed forlovet –»

«Nei – nei! – det gaar for fort! hvem var forlovet – sagde De?»

304«Hiorth, – da hans Fader blev Statsraad, tog hun ham; ja De forstaar? – jeg mener hun – den gulblakke Hoppen til Falck-Olsen, Sofie tror jeg, de kalder hende. Den anden – hun den blissede – har slaaet op –»

«Nei – Kammerherre! –» raabte Johan, «nu gaar det rundt for mig.»

«For mig ogsaa; ellers har jeg min Visdom fra Mortensen, som tiltrods for alle sine Fyrstikker er bleven presenteret ved Hoffet. Aa – hvor jeg misunder Dem – Doktor: som kan komme bort fra alt dette!»

Hans Ansigt blev med en Gang saa slapt og gammelt, at Johan syntes Synd i ham:

«De skulde følge med os – Kammerherre!»

«Jeg er jo i Uniform!»

Men da Johan smilede, tilføiede han: «Ah – De tror, det var en daarlig Vittighed! – nei – det var Alvor. Ser De: de Uniformerede blive tilbage og formere sig i dette Land, – de Uniformerede og de Fillede! Den sidste Rotte, som forlader Skibet, bliver Fattigforstanderen. Det er en Fremtidspost: Kongelig Norsk Over- Stats- Fattigforstander med Rang og Uniform som Krigskommissæren. Jeg vilde selv have søgt den Post, hvis jeg ikke var falden i Unaade.»

305«Og desuden –» blev han ved, idet han blandede sig et nyt Glas; «om end jeg kunde undvære Byen, saa kan Byen isandhed ikke undvære mig. Hvorledes skulde det gaa disse arme Mennesker, som sove deroppe i denne lille Karrikatur af en Hovedstad, hvis de vaagnede imorgen tidligt uden Kammerherren? Thi – ser De – min kjære Hr. Bortdragende! hvad der piner os her, det er en liden Tvivl, en liden Frygt for, at alt ikke er saa ganske comme il faut hos os, – ikke fuldkommen evropæisk; – og det er da heller ikke Mortensens sande Fyrstikke! Men saa har man Kammerherre Delphin – og et Par andre –, der har seet Verden – eller ialfald lader saa, der kan snakke med om alt; kjender alle Navne og Overskrifter; forstaar at slaa Volte med alt alvorligt, saa det løber ud i en Vittighed; arrangere hele Samtiden i Lommeformat; gruppere Dagens brændende Spørgsmaal om fem eller sex bons mots, som alle kan huske og have ved Haanden, – og saa tilslut forbinder et grundigt Kjendskab til Damepynt med et urokkeligt Alvor midt i det vildeste Departementsvrøvl – det er Hovedstadens Uundværlige! – aah!» raabte han pludseligt og faldt ganske sammen fremover Bordet, «jeg er saa træt af det hele – saa træt – saa træt!»

306Der kom med en Gang et saa gribende Udtryk af Fortvivlelse over den elegante, uniformerede Kavaller, som han laa der med Hovedet mod Armen, at Johan Bennechen forstod, at dette var noget mere end almindelig Fuldskab. Han lagde sin Haand paa den andens Skulder og sagde med oprigtig Deltagelse: «Hør engang – Delphin! De er ikke lykkelig, det er jeg hellerikke; – her er vist ikke mange lykkelige ombord. Men kom – følg med os! – De trænger til at komme bort herfra.»

Kammerherren løftede sit Hoved, og hans Ansigt var igjen smilende og sarkastisk: «De minder levende om Deres høie Fader – Doktor Bennechen! – netop det samme sagde han til mig for nogle Timer siden: De trænger til at komme bort herfra! – og jeg vil følge hans Raad, jeg vil søge Politimesterembedet i Aalesund!»

Johan Bennechen traadte skuffet tilbage; dette krænkede ham.

Men Kammerherren tog sin Kappe paa, forat gaa; alligevel nølede han, somom det var noget, han vilde sige, og Doktoren fandt ham mer og mer besynderlig.

Tilslut vendte Delphin sig paa Landgangsbrættet og knugede hans Haand, idet han mumlede:

307«Vil De hilse Deres Søster – og sige hende – sige hende fra mig» – Resten gik bort i noget, som lignede en Hulken. Kammerherren vendte sig hurtigt, gik iland og steg ind i Vognen, som ventede.

Kusken vaagnede og trak Regnkappen af Hesten. Himmelen var nu ganske overskyet, og det havde allerede regnet en hel Stund.

Doktoren stod og saa efter Vognen og den langbenede Skygge af Hesten, som faldt henover Pytterne i den vaade Gade, etterhvert som de passerede Gaslygterne. Det var det sidste, han saa af Byen, før han gik tilkøis. –

Tidligt om Morgenen halede det engelske Dampskib ud. Men da endelig alt var klart, og Skruen begyndte at virke, var dog Klokken bleven over sex, og just da Skibet nærmede sig Hovedøen, kom der en Røgsky fra Fæstningsvolden, og et Kanonskud drønede i den stille regntunge Morgen.

Der blev en Raaben og en nysgjerrig Spørgen fra Lugarerne agterud, hvad vel denne Salut skulde betyde. Men Johan Bennechen var saa søvnig, at han knapt vaagnede. Heller ikke forud paa anden Plads tog man synderlig Notice af Skuddene. Man havde en Følelse af, at man var færdig med det gamle Land og dets Saluteringer.

308Og medens de høitidelige en og tyve Skud drønede over Hovedstaden, dampede Udvandrerskibet ud gjennem Fjorden, og den tykke gule Røg fra Kanonerne indhyllede Fæstningen og trykkede sig ned over Hustagene i den graa, regnfulde Morgenstund.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.