XXIII.

309De en og tyve Skud forkyndte, at Kongen allerede var reist tilbage til Stockholm. Mere behøvedes ikke, for at Oppositionens Blade skulde gribe Anledningen til at kaste sig over Regjeringen med vanlig Skaanselløshed. Hele Pressen kom iaande; alle gamle Stridspunkter bleve opgravede; hvert Parti fandt frem sine Skjældsord, der kastedes som Fjærbolde frem og tilbage, og Abonnenterne morede sig ved at se dem fare i Luften.

Uberørt af de politiske Storme vandrede Ridder Falck-Olsen op og ned foran sit store Speil den paafølgende Søndag. Fruen gik og stellede, – betragtende med Stolthed det lille Ordensbaand i Knaphullet.

«Hør du – Kone! vi maa reise.»

«Reise? hvorfor? – er du ikke nu fornøiet? – du har den jo!»

«Bah! – en Orden er ikke andet end det første Skridt.»

310«Nei – men du milde Gud!»– raabte Fru Falck-Olsen forarget, «du er rigtignok bleven vigtig i en Fart. Ole Johan! naar en Orden bare er det første Skridt, saa gad jeg nok vide, hvad det næste er?»

«En Orden til!» – svarede hendes Gemal og forlod Salonen.

Man havde nemlig indbildt ham, at de tyske Fyrster fører Ordener med sig, naar de ligger ved Bad; og da er det let at faa en, – især naar man har en før.

Familien Falck-Olsen reiste altsaa til Ems, og et Par Uger efter fik Caroline Hjelm Brev fra Louise, hvori der blandt andet stod:

«Du kan ikke tænke dig, hvor deiligt det er at vaagne om Morgenen og ikke have Hans at tænke paa. At jeg kunde være saa dum; han passede slet ikke for mig. Igaar red vi paa Æsler, og en Englænder, som var med (Papa siger, han er Lord) er saa øm idag, at han ikke kan sidde paa det, som vi andre sidder paa; men han maa bruge et Stykke af Rygraden høiere oppe.»

Dette var Caroline saa uforsigtig at læse for sin Moder. Og den næste Dag sagde Fru Hjelm til Fætter Hans: «Du havde desværre altformeget Ret i din Dom om Louise Falck-Olsen. Udlandet har allerede i Bund og Grund fordærvet hende.»

311Fætter Hans sukkede. –

Anders den Almægtige var vitterlig bleven svag paa Forstanden. Et Par Dage gik han omkring i Departementet og gjorde stor Skandale ved at fortælle alskens Ting, som ikke maatte fortælles.

Statsraad Bennechen blev da nødt til at gribe kraftigt ind, og ved Redaktør Mortensens Mellemkomst lykkedes det at faa den gamle, tro Tjener anbragt hos en vis Madame Gluncke, som holdt Syskole for unge Piger.

Her trivedes han overmaade godt. Thi det viste sig, at han især i de senere Aar havde gjort flittige – overraskende flittige Sparebankindskud; og da han en Tid havde ferdedes blandt de muntre Piger i Malla Bimbams Syskole, syntes han ganske at have glemt Departementet og alt, hvad dertil hørte.

Derimod blev han en meget ivrig Kirkegjænger – altid paa Kvindesiden. Og mange unge Damer gjorde sig en religiøs Glæde af at holde Salmebogen hen til den ærværdige Olding; – det var næsten opbyggeligt at se dette blide Ansigt og de snehvide Lokker udover Frakkekraven. –

Men imidlertid spilledes der Fjærbold i Pressen med sandt Raseri; især var Oppositionen flittig.

Først undrede man sig over, hvad man 312vel skulde med Amtmand Hiorth i Statsraadet, – en Mand, som Ingen kjendte. Saa hentydedes der til en formidabel Skandale i Statsraad Bennechens Departement: Dokumenter skulde være forsvundne, hemmelige Gjemmer opdagede, – en Række Afsløringer af den betænkeligste Art.

De mundtlige Rygter vare endnu værre; de steg helt ned til et berygtet Fruentimmer ved Navn Madame Gluncke, der nævntes i nøie Forbindelse med Statsraad Bennechen. Desuden vidste jo hele Byen, at to af Statsraadens Børn var reist til Amerika over Hals og Hoved efter en skrækkelig Familiescene.

Men især havde Rygterne travelt med Anders Mo’s – det almægtige Departements buds «Forsvinden.»

Statsraad Bennechen bar sit Hoved endnu lidt høiere end sædvanligt under alt dette, og han havde det samme værdige Smil som altid, naar man hilste ham paa Gaden.

Alligevel øgede Uroen i Departementet. Hver Morgen kastede man sig over «Folkets sande Ven»; men den forholdt sig rolig; – ingen vældig Leder, der kunde stoppe Munden paa Skraalerne og berolige Gemytterne.

«Nu maa Mortensen til!» – raabte Kopist Ørseth en Morgen og slog i Bordet.

313«Ja gu’! – maa han saa!» gjentog Kammerjunker Hiorth, som nu var ovenpaa.

Og det hele Departement var enigt: nu maatte Mortensen til! Derfor var Stemningen i høieste Grad spændt og ophidset, da Redaktøren traadte ind og slængte det fugtige Blad paa Bordet.

Hiorth greb Avisen og læste: «Rygtesmede og Rænkesmede.»

Endelig! – der blev en aandeløs Stilhed, mens han læste.

Først fremholdtes, i hvilken Grad Oppositionen maatte være blottet for Vaaben, naar den kunde nedlade sig til at gjøre politisk Kapital af Rygter og Kjærringsladder. Dernæst fremstilledes den forhaandenværende politiske Situation som tilfredsstillende for enhver velsindet og oplyst Borger.

«At imidlertid –» læste Hiorth videre men Redaktøren snappede Bladet: «Lad mig læse! – At imidlertid en saa dagligdags Begivenhed som Afskedigelsen af et gammelt Departementsbud kan foranledige saadan Skandalskrivning, er i og for sig et Tidens Tegn, som det er værdt at agte paa.

Thi bagved dette – bag denne hyklede Interesse for Statsstyrelsens mindste Detail ligger der noget helt andet, noget som hver Dag øger blandt os, noget som alvorligt maa 314bekjæmpes fra Roden af, om det ikke skal bære ødelæggende Frugt for vort Statsliv.

Det er de lave Karakterers – de Halvdannedes indgroede Had til al Overlegenhed, al Autoritet, som nu vender sig mod den af Gud indsatte Øvrighed, og – idet den rækker Haanden til den frækkeste Vantro, trænger ind i Familielivets helligste Lønkamre, spotter det høieste og truer med at føre vort Samfund mod Opløsning og det vildeste Anarchi.

Der er sikkerligt mange blandt os, som slaar sig tilro i den Tanke, at den norske Embedsstand vel kan taale en hel Del – og det medrette! Men alligevel er det vor Pligt at sætte Fingeren paa dette ømme Sted; thi her udvikler sig en Fare for det hele Samfund. Der maa sættes en Grændse for denne omsiggribende Frækhed, der i Skrift og Tale kaster sig over alt, hvad der ifølge Guds og menneskelig Anordning er og bør være hævet over den skraalende Mængdes Dom.

Og sker dette ikke ret kraftigt ved en Fællesanstrængelse af alle brave Borgere, saa skulde vi snart have det forargelige Syn af et opviglet Folk, der i aabenbar Trods spotter Lovene med Lovens Haandhævere.

Lad os derfor være aarvaagne og agte nøie paa Tidens Tegn.

Ikke at vi nære nogen Frygt; – lovet 315være Gud! saavel i vor ophøiede Monarch som i Unionen med vort Broderfolk – og isandhed ikke mindst i den stærke Ring af intelligente, begavede Statsmænd og Embedsmænd, der saa længe har holdt vort Samfund oppe, og som vel skal vide at forblive sin Fortid tro, – i alt dette have vi altfor stærke Garantier til, at vi skulde nære nogen Frygt. Men – vi gjentage det – lad os være aarvaagne og agte paa Tegn. Der lurer onde, lyssky Magter i vort Samfund; lad Dagens fulde Lys falde paa dem, og de ville – lig onde Aander flygte tilbage til det Mørke, der har fostret dem.»

Der blev almindelig Jubel blandt de forsamlede Departementsmænd.

Ørseth gned sig i Hænderne: «Se det var ret! – saa skal de have det! Hørte de det? – Hansen Far, det var noget for Dem.»

Gamle Hansen duppede over sin Papirhoug. Men alle de andre følte sig befriede for en tung Byrde. Skandalen var jo skrumpet ind til en Bagatel, og Pakket havde faaet et ordentligt Rap.

Men Mortensen saa sig om i Kredsen og sagde: «Ja – ser I nu – Børnlille! hvad var I vel uden mig? Er der nogen større 316Velsignelse for et Land end en oplyst, sanddru og rettænkende Presse?»

Mortensen havde talt med sit sædvanlige, tvetydige Smil; man var aldrig ganske sikker, om han var høitidelig eller sarkastisk.

Men denne Gang var der Ingen, som lo. Thi de følte virkelig alle i dette Øieblik, at Mortensen havde Ret.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.