«Ingerid Sletten».

"/> Første kapitel. | Bokselskap

Første kapitel.

DER var et dypt stup nede mellem to fjell; igennem det stup drog en vandrik elv tungt henover sten og urd. Højt var der opp på begge sider og bratt, hvorfor den ene side stod bar; men tett innunder og så nær elven, at den vår og høst lagde væte henover, stod en frisk skog i klynge, så opp og foran sig, og kunne hverken komme hit eller dit.

«Enn om vi klædde fjellet?» sagde eneren en dag til den utenlandske ek, som den stod nærmere enn alle de andre. Eken så ned for at komme efter, hvem det var som talte; dernæst så den opp igen og taug. Elven arbejdede så tungt at den gikk hvit, nordenvinden havde lagt inn gennem stupet og skrek i kløvterne, det bare fjell hang tungt utover og frøs, – «enn om vi klædde fjellet?» sagde eneren til furuen på den annen side. «Skulde det vere nogen, måtte det vel blive oss,» sagde furuen; den tok sig i skegget og så bortover til bjørken: «hvad mener du ?» – Men bjørken glyttede varsomt opp imot fjellet; så tungt lå det utover henne, at hun syntes ikke at kunne drage pusten engang; «lat oss klæde det i Guds navn,» sagde bjørken, og ikke flere enn disse tre var, så tok de på sig at klæde fjellet. Eneren gikk først.

Da de kom et stykke på vej, møtte de lynget. Eneren vilde likesom gå det forbi. «Nej, tak lynget med,» sagde furuen. Og lynget ivej. Snart begynte det at rape for eneren; «bit i mig,» sagde lynget. Eneren så gjorde, og hvor der var bare en liten rivt, der stakk lynget en finger inn, og hvor det først havde fått en finger, fikk eneren hele hånden. De krabbed og krøp, furuen tungt efter, bjørken med. «Det er sælebot i det,» sagde bjørken.

Men fjellet begynte at tenke over, hvad det vel kunne vere for noget småtteri, som for og klorte oppover det. Og da det havde tenkt på dette et par hundrede år, sendte det en liten bekk nedover for at se efter. Det var ennda i vårflommen, og bekken smatt sålenge, til den traff på lynget. «Kære, kære lyng, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten,» sagde bekken. Lynget havde meget travlt, lettede bare på sig, og arbejdede videre. Bekken innunder og frem. «Kære, kære ener, kann du ikke slippe mig frem; jeg er så liten.» Eneren så hvast på den; men når lynget havde sluppet den frem, kunne vel alletider også den. Bekken oppunder og frem, og kom nu dit, hvor furuen stod og pustede i bakken. «Kære, kære furu, kann du ikke slippe mig frem, jeg er så liten, jeg,» sa’ bekken, kysste furuen på foten, og gjorde sig så innerlig lækker. Furuen blev skammfull ved det og slapp den frem. Men bjørken lettede paa sig før bekken spurte. «Hi, hi, hi,» sa’ bekken og vokste. «Ha, ha, ha,» sa’ bekken og vokste. «Ho, ho, ho!» sa’ bekken, og kastede lynget og eneren og furuen og bjørken framstupes og på rygg opp og ned i de store bakker. Fjellet sat i mange hundrede år og tenkte på om det ikke havde draget på smilen den dag.

Det var tydeligt nokk: fjellet vilde ikke blive klædt. Lynget ærgrede sig, så det blev grønt igen, og da tok det avsted. «Frisk mod!» sa’ lynget.

Eneren havde rejst sig på huk for at se på lynget; og sålenge sat den på huk til den sat opprett. Den klødde sig i håret, satte ivej, og bet så fast, at den syntes, fjellet måtte kenne det. «Vil ikke du have mig, så vil jeg have dig.» Furuen krøkte litt på tæerne forat kenne om de var hele, lettede så på den ene foten, som var hel, så på den annen, som også var hel, så på dem begge to. Den undersøkte først, hvor den havde gått, dernæst, hvor den havde ligget, og endelig, hvor den skulde gå. Tok den så på at rusle ivej, og lot som den aldrig var fallen. Bjørken havde sølet sig så stygt til, rejste sig nu, og pyntede sig. Og nu bar det avsted, fortere enn fort, oppover og til siderne, i solskin og regnvejr. «Hvad er det også for noget», sa’ fjellet, når sommersolen stod på, det glitrede i duggen, fuglerne sang, skogmusen pep, haren hoppede og røysekatten gemte sig og skrek.

Så var dagen kommen, at lynget fikk det ene øjet oppover fjellkanten. «Ånej, ånej, ånej!» sa’ lynget, – og vekk var det. «Kære, hvad er det, lynget ser,» sagde eneren og kom såvidt, at den fikk kike opp: «ånej, ånej!» skrek den, og var vekk. «Hvad er det, som går av eneren idag?» sagde furuen og tok lange skridt i solheten. Snart kunde den løfte sig på tæerne og glytte opp. «Å-nej!» – grener og pigger blev stående ende tilvejrs av forundring. Den kavede avsted, kom opp, og vekk var den. «Hvad er det alle de andre ser, og ikke jeg,» sa’ bjørken, lettede skørterne vel opp og trippede efter. Der fikk den hele hovedet opp med en gang: «Å-å! – står her ikke en stor skog både av furu og lyng og ener og bjørk oppe på marken og vænter oss,» sa’ bjørken, og bladene skalv i solskinnet, så duggen trillede. «Ja, slik er det at nå frem,» sagde eneren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arne

Arne ble utgitt i 1859 og var Bjørnsons andre bondefortelling. Stemningen er mørkere og tyngre enn i den første bondefortellingen, Synnøve Solbakken. Handlingen er lagt til et trangt bondemiljø. Fortellingen handler om Arne Kampen og hans lengsel etter å reise ut, men er også en kjærlighetshistorie.

Den lille romanen har flere innskutte sanger, blant annet den kjente «Ingerid Sletten».

Arne var en radikal bok for sin tid og fikk blandet mottakelse. Særlig mente A.O. Vinje at boka var for «rå». Den kjente danske litteraturkritikeren Georg Brandes mente at Arne var den meste interessante av Bjørnsons bondefortellinger.

Les mer om ArneNasjonalbibliotekets Bjørnson-sider

Se faksimiler av førstetrykket fra 1859* (NB digital)

*Det står 1858 på førstetrykkets tittelblad fordi trykkingen ble påbegynt i 1858 - før fortellingen var ferdigskrevet.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.