«Ingerid Sletten».

"/> Tiende kapitel. | Bokselskap

Tiende kapitel.

At tale til moderen var ikke så lett gjort som tenkt. Han talte frempå om Kristian og de breve, som aldrig kom; men moderen gikk fra ham, og det var hele dager efter, at han trodde hun var rød i øjnene. Han havde også et annet merke på, hvordan det stod til, og det var at hun lagede usedvanlig god mat.

Han skulde opp i skogen og take vedfang en dag; den skogen støtte til prestegårdens, vejen gikk igennem den, og nettopp der, hvor han skulde hugge, plejede de at gå forat plukke tyteber i høsttiden. Arne havde satt øksen fra sig forat take trøjen av og skulde just begynne, da to genter kom gående med berspann. Han plejede gerne gemme sig heller enn treffe genter, og det gjorde han nu også.

«Å – nej, å – nej! for alle de ber! Eli, Eli!» – «Ja, kære, jeg ser dem!» – «Men så gå ikke lenger; her er mange spann!» – «Jeg syntes det ruslede borti en kerr!» «Au! er du gal!» og genterne for ihop med henderne om hinannens liv. De stod lenge så stille, at de neppe drog pusten. «Det er visst ingenting; lat oss plukke.» – «Ja, jeg tror visst vi plukker.» – Og så plukkede de. – «Det var snildt av dig, Eli, at du kom over til prestegården idag. – Har du så ingenting at fortelle mig.» – «Jeg har veret hos gudfar.» – «Ja du har fortalt mig det; – men har du ikke noget om ham, som du vet?» – «Å-jo!» – «Å-å! Eli, er det sant! skynd dig, fortel!» – «Han har veret der igen!» «Å-snakk?» – «Jo-visst; både fa’r og mo’r lot som de ikke så det, men jeg gikk på loftet og gemte mig.» – «Mer, mer! kom han så efter?» – «Jeg tror fa’r havde sagt ham, hvor jeg var; han er nu alltid så lejd.» – «Og så kom han? –

Set dig, set dig; her hos mig! – Nu: så kom han?» «Ja; men han sagde ikke stort, for han var så blyg.» – «Hvert ord, hører du! hvert ord!» – »,Er du rædd mig,’ sa’n’. ,Hvorfor skulde jeg vere rædd?’ sagde jeg. – ,Du vet hvad det er jeg vil dig,’ sa’ han og satte sig på kisten ved siden av mig.» – «Ved siden av dig!» – «Og så tok han mig om livet.» – «Om livet, er du gal!» – «Jeg vilde da gerne blive løs igen, men han vilde ikke slippe mig: ,kære Eli,’ sa’n – – –» hun lo, og den annen lo også – – – «Nu? nu?» – »,Vil du vere konen min?’ – ha, ha, ha!» – «Ha, ha, ha!» – Og så begge to: «ha, ha, ha, ha!» –

Endelig måtte også latteren take en ende, og ovenpå blev der lenge stilt; så spurte den første, men sakte: «Du, – var det ikke underligt, han tok dig om livet?» –

Enten svarte den annen ikke på dette, eller også var det så sakte, at det ikke kunne høres; kannske det også bare var med et smil. Om en stund spurte den første: «sagde ikke fa’r din eller mo’r din noget siden?» – «Fa’r gikk opp og så på mig, men jeg gemte mig bestandigt vekk; for han lo, når han så mig.» – «Men mo’r din?» «Nej, hun sagde ingenting; men hun var ikke så hård som ellers.» – «Ja du havde vel sprunget ifra ham?» – «Naturligvis.» – Da blev atter lang stillhet.

«Var det således han tok dig om livet?» – «Nej, således.»

– «Ja-så; – så-ledes – – –

«Du?» – «Ja-?» – «Tror du, der kommer nogen sådan til mig?» – «Ja, naturligvis!» – «Er du gal! – a-i! Du, Eli? – Enn dersom han tok mig om livet?» – hun gemte hovedet.

Der blev megen latter, siden hvisk og tisk.

Genterne gikk snart; de havde hverken sett Arne, øksen eller trøjen, og glad var han.

Nogle dager efter satte han Opplands-Knut til husmann under Kampen: «du skal ikke lenger vere ensom,» sagde Arne.

Det bar slik til, at Arne var på prestegården og skar med håndsag et bil den vinter, og der var begge genterne ofte ihop. Arne tenkte, når han så dem, hvem det var, som nu friede til Eli Bøen.

Det traf slik til, at han på en køretur måtte styre for prestefrøkenen og Eli; han havde gode ører; men kunne dog aldrig høre, hvad de talte om; sommetider talte Matilde til ham; da lo alltid Eli og gemte hovedet. Således spurte Matilde om det var sant han kunne gøre vers. «Nej,» sagde han hurtigt; da lo de begge, snakkede og lo. Siden var han ikke god på dem, og lot som han ikke så dem.

Engang sat han i borgstuen, medens folk dansede der, Matilde og Eli kom begge dit bort forat se på. De trættede om noget borti kråen, hvor de stod, Eli vilde ikke, men Matilde vilde, og hun vant. Så kom de begge to bort til ham, nejede og spurte, om han kunne danse. Han svarte nej, og så vendte de sig begge, lo og løp. Det var da også en bestandig latter, tenkte Arne, og blev alvorlig. Men presten havde en liten plejesøn på ti-tolv år, og som Arne holdt meget av; av den gut lærte Arne at danse, når ingen så på.

Eli havde en liten broder på alder som prestens plejesøn. Disse to var spillekammerater og Arne gjorde kelker, ski, snarer til dem, og med dem talte han meget om deres søstre, iser Eli. En dag bragte Elis broder det bud, at han skulde ikke gå så slusket på håret. «Hvem har sagt det?» – «Eli sagde det; men jeg skulde ikke sige, at hun havde sagt det.» – Nogle dager efter sendte han det bud, at Eli måtte le litt mindre. Gutten kom igen med det bud, at Arne endelig måtte le litt mere.

Engang vilde gutten have noget, han havde skrevet. Arne lot ham få det, og tenkte ikke videre over den ting. En stund efter vilde gutten glede Arne med den tidende, at begge genterne likte hans skrivt så svært. «Har de da sett den?» «Ja det var for dem jeg bad om den.» – Arne bad gutterne bringe ham noget, som deres søstre havde skrevet; de så gjorde; Arne rettede skrivfejl deri med en tømmerblyant; han bad gutterne legge det så, at det var lett at finne. Senere fant han papiret igen i sin trøjelomme; men nedenunder skrevet: «rettet av en kry fant

Dagen efter sluttede Arne sitt arbejde på prestegården og rejste hjem. Så mild som han var den vinter, havde moderen ikke sett ham siden hin sørgelige tid kort efter faderens død. Han leste prekenen for henne, fulgte henne til kirke, og var meget god mot henne. Men hun visste godt, at det altsammen mest var for at få hennes samtykke til at rejse fra henne når våren kom. Så sendtes der bud fra Bøen en dag, om han ikke vilde komme dit og skere med håndsag.

Arne blev ganske rædd og svarte ja, som om han ikke tenkte over det. Straks budet var gått, sagde moderen: «du kann nokk blive forundret! Fra Bøen?» – «Er det da så underligt?» spurte Arne, men så ikke på henne. «Fra Bøen!» ropte moderen en gang til. «Nu, hvorfor ikke likeså godt derfra som fra en annen gård?» han så litt opp. «Fra Bøen og Birgit Bøen! – Bård, som slog fader din fordervet, og det for Birgits skyld!» – «Hvad siger du?» ropte nu også gutten; «var det Bård Bøen?» –

Søn og moder stod og så på hinannen. Et helt liv drog frem imellem dem, og det var et øjeblikk, hvori de så den sorte tråd, som allvej havde spunnet sig igennem. De gav sig senere til at tale om hine faderens stordager, da gamle Eli Bøen selv friede til ham for datteren Birgit og fikk kurven; de gikk altsammen igennem, like til der Nils stupte, og begge fant ut, at Bårds skyld havde veret den minste. Men det var dog allikevel ham, som havde slått faderen fordervet, ham var det.

– «Er jeg ennu ikke ferdig med fa’r?» tenkte så Arne, og besluttede i samme stund at gå.

Da Arne kom gående med håndsagen på skulderen over isen og opp imot Bøen, syntes det ham en fager gård. Huset så bestandigt ut som det var nymalet; han frøs litt, og det var kannske derfor det syntes ham så lunt. Han gikk ikke bent inn; gikk ovenom, hvor fjøset lå; der stod en flokk hårtykke geter i sneen og gnog bark av nogle barkvister, en buhund for frem og tilbake på låvekloppen og gødde som om fanden kom til gårds; men loggrede straks Arne stod, og lot sig klappe. Køkkendøren på den øvre side av huset gikk ofte opp, og Arne så hverrgang ditned; men det var enten budejen, som kom med kerald eller kokken, som slog noget ut til geterne. Inne på låven treskte de med tette slag, og tilvenstre foran vedskjulet stod en gut og huggede ved; bak ham var mange vedlag oppstaplede. – Arne satte håndsagen fra sig og gikk inn i køkkenet; der var hvit sand på gulvet og småhakket ener strødd over; ned fra veggerne skinte kopperkedler, og krusty stod i rekker. De kokte til middag, han bad om at få tale med Bård. «Gå inn i stuen!» sagde en og pekte blott; han gikk; der var ikke klinke i døren, men håndtak av messing; derinne var lyst og malet, taket med mange roser, skapene røde med ejerens navn på i sort, sængestedet likeså, men med blå striper på kanterne. Borte ved ovnen sat en bredskuldret mann med et blidt ansigt og langt gult hår; han lagde bånd på nogle bytter; henne ved det lange bord sat en kone med skaut på hovedet, tettsluttende klæder, høj og slank; hun delte en hop korn i to hoper. Foruten disse var der ikke flere i stuen.

«God dag og signe arbejdet!» sagde Arne og strøk huven av. Begge så opp; mannen smilte og spurte hvem det var «han som skal skere med håndsag.» – Mannen smilte mere, og sagde idet han lutte hovedet og atter begynte sitt arbejde: «nå, Arne Kampen.» – «Arne Kampen?» ropte konen og nidstirrede. Mannen så kort opp, smilte igen: «søn av Nils skrædder;» han gav sig atter til at arbejde.

En stund efter havde konen rejst sig, var gåen bort til hyllen, havde vendt sig, var gåen bort til skapet, havde atter vendt sig, og idet hun sidst lå og grov nede i bordskuffen spurte hun uten at se opp: «skal han arbejde her?» – «Ja det skal han,» sagde mannen, også uten att se opp. «Det er nokk ingen, som byder dig sitte innpå, heller;» han vendte sig mot Arne. Denne gikk til forsetet; konen gikk ut, mannen arbejdede, Arne spurte derfor, om også han kunne begynne. «Vi kann først spise middag.»

Konen kom ikke mere inn; men næste gang køkkendøren gikk opp, var det Eli, som kom. Hun lot først som hun ikke så ham; da han rejste sig for at gå til henne, stansede hun og vendte sig halvt om forat give ham hånden; men hun så ikke på ham. De vekslede et par ord, faderen arbejdede. Hun havde flettet hår, gikk i trangermet livkjole, var smekker og rank, rund om håndledet og liten i hånden. Hun dekkte bordet; arbejdsfolket spiste i den annen stue, men Arne med husbondsfolkene i denne. – «Kommer ikke mo’r?» spurte mannen; «nej hun er på loftet og vejer ull.» – «Har du bedet henne?» – «Ja; men hun siger, hun vil intet have.»

– Der var en stund taushet. «Der er jo koldt på loftet.» «Hun vilde ikke jeg skulde legge i.» –

Efter middagen arbejdede Arne; om kvelden var han atter inne blandt dem. Da sat også konen der. Kvinnfolkene sydde; mannen stellte med nogle småting, Arne hjalp ham; der var timelang taushet; ti Eli, som ellers syntes at føre ordet, taug også nu. Arne tenkte med forferdelse at så var det vel også ofte hjemme hos ham; men det var som følte han det først nu. Eli pustede engang langt ut, som havde hun holdt sig lenge nokk, og så gav hun sig til at le. Da lo også faderen, og Arne syntes også det var latterligt, og tok i med. Fra nu av talte de adskilligt, tilsidst blev det iser han og Eli, faderen lagde ord inn. Men engang Arne havde talt lenge, kom han til at se opp; da møtte han moderen, Birgit; hun havde senket arbejdet og sat og nidstirede på ham. Nu tok hun arbejdet fat; men ved de første ord han atter sagde, så hun opp.

Det blev sængetid og hver gikk til sitt. Arne vilde merke sig den drøm, han havde havt første natt på et nytt sted, men der var ingen mening i den. Han havde hele dagen litet eller intet talt med husbonden; nu om natten var det blott om ham han drømte. Det sidste var at Bård sat og spillede kort med Nils skrædder. Denne var såre vred og blek i ansigtet; men Bård smilte og drog alle kortene over til sig.

Arne var der flere dager, hvori så godt som intet blev talt, men meget arbejdet. Ikke alene de i dagligstuen taug, men tjenerne, husmennerne, selv kvinnfolkene. Der var en gammel hund på gården, som gødde hverr gang der kom fremmedfolk; men aldrig kunne gårdfolket høre hunden gø, før en sagde: hyss! – og da gikk han knurrende hen og lagde sig igen. Hjemme på Kampen var der en stor fløy på huset, som vendte sig i vinden; her var der en ennu større fløy, som Arne måtte legge merke til, fordi den ikke vendte sig. Når nu vinden var strid, arbejdede fløyen for at komme løs, og så lenge så Arne på dette, til han måtte opp på taket og løse fløyen. Den var ikke fastfrosen, som han tenkte, men en pinne var stukken ned for at fløyen skulde stå; den tok Arne ut og kastede ned; pinnen traf Bård, som kom gående. Han så op; «hvad gør du der?» – «Jeg løser fløyen.» – «Gør ikke det; den skriker, når den går.» Arne sat påskrevs over mønet: «det er da bedre enn at den tier stille.» Bård så opp på Arne, og Arne så ned på Bård; da smilte Bård og sagde opp imot ham: «den, som må skrike, hvis han skal tale, er det bedre at tie.»

Nu kann det vere så, at et ord går igen lenge efter det er sagt, og det helst, når det er det sidste. Disse ord fulgte Arne, der han i kulden krøp ned av taket, og de var ennu med ham da han om kvelden gikk inn i stuen. Der stod Eli i aftenskumringen ved et vindu og så utover isen, som lå blank i månen. Han gikk til det annet vindu og så utover som hun. Inne var det lunt og stille, ute var det koldt, en skarp aftensno strøk gennem dalen og ruskede såvidt i treerne, at skyggerne, som de kastede i måneskinnet, ikke lå stille, men famlede og krøp omkring på sneen. Borte på prestegården skar et lys hitover, åpnede og lukkede sig, tok mange kanter og farver, sådan som det alltid synes, når en stirer forlenge derpå. Fjellet stod over, mørkt, med æventyr i bunnen, men månelys på de øvre sneflater. Himlen havde stjerner oppe og litt flattrende nordlys borte i det ene hjørne; men det vilde ikke utover. Et stykke fra vinduet, nede mot vannet stod treer, og deres skygger listede over til hverandre; men den store ask stod alene og skrev på sneen.

Det var stille, kun engang imellem var det noget, som skrek og ylte med lang klagende lyd: «hvad er det?» spurte Arne. – «Det er fløyen,» sagde Eli, og siden føjede hun saktere til som for sig selv: «den må vere sluppen løs.» Men Arne havde veret som den, der havde villet tale og ikke kunnet. Nu sagde han: «husker du det æventyr om trosterne, som sang?» – «Ja.» – «Det er også sandt; det var jo du, som fortalte det. – – Det var et vakkert æventyr.» – Hun sagde med så blid stemme, at det var likesom første gang han hørte den: «jeg synes ofte det er noget, som synger, når det er ganske stillt.» – «Det er det gode i oss selv, det.» Hun så bort på ham, som var der noget for meget i det svar; de taug også begge bakefter. Så spurte hun, medens hun malte med en finger på ruten: «har du nylig gjort nogen vise?» Her blev han rød; men det så ikke hun. Derfor spurte hun igen: «hvorledes berer du dig ad, når du lager viser?» – «Vilde du gerne vite det?» – «Å-ja.» – «Jeg passer på de tanker som andre gerne later gå.» Hun taug lenge; ti hun prøvede nokk med en eller annen vise, – om hun havde havt de tanker, men latet dem gå. – «Det var underligt,» sagde hun som for sig selv og gav sig til at male på ruten igen. – «Jeg lagede en vise første gang jeg havde sett dig.» – «Hvor var det?» – «Borte ved prestegården den kveld du drog derifra; – jeg så dig i vannet.» – Hun lo; stod litt stille: «lat mig høre den visen.» – Arne havde aldrig før gjort noget sådant; men nu gav han sig til at sige visen frem:

«Hun Venevill hopped på letten fot
sin kærest imot», o. s. v.

Eli stod meget oppmerksom; hun stod lenge efter den var ferdig. Endelig brøt hun ut: «nej, hvor jeg synes synd i henne!» – «Det er likesom jeg ikke selv har gjort den,» sagde han, blev også stående og så efter visen. Da sagde hun: «men det skal da vel ikke gå mig så?» – «Nej; jeg tenkte egentlig på mig selv.» – «Skal det gå dig så da?» – «Jeg vet ikke; – men jeg følte så dengang.» – «Det var underligt;» hun malte på ruten igen. – –

Næste dag, da Arne var kommen inn for at spise middag, gikk han bort til vinduet. Ute var grått og tykt, inne var varmt og godt; men på ruten stod skreven med en finger: Arne, Arne, Arne og bestandigt Arne; det var ved det vindu Eli havde stått forrige kveld.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arne

Arne ble utgitt i 1859 og var Bjørnsons andre bondefortelling. Stemningen er mørkere og tyngre enn i den første bondefortellingen, Synnøve Solbakken. Handlingen er lagt til et trangt bondemiljø. Fortellingen handler om Arne Kampen og hans lengsel etter å reise ut, men er også en kjærlighetshistorie.

Den lille romanen har flere innskutte sanger, blant annet den kjente «Ingerid Sletten».

Arne var en radikal bok for sin tid og fikk blandet mottakelse. Særlig mente A.O. Vinje at boka var for «rå». Den kjente danske litteraturkritikeren Georg Brandes mente at Arne var den meste interessante av Bjørnsons bondefortellinger.

Les mer om ArneNasjonalbibliotekets Bjørnson-sider

Se faksimiler av førstetrykket fra 1859* (NB digital)

*Det står 1858 på førstetrykkets tittelblad fordi trykkingen ble påbegynt i 1858 - før fortellingen var ferdigskrevet.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.