«Ingerid Sletten».

"/> Trettende kapitel. | Bokselskap

Trettende kapitel.

Sent kommer våren inn imellem fjellene. Posten, som drog efter kongsvejen om vinteren og det tre ganger i uken, går alt i April blott een gang, og beboerne føler da, at utenfor dem er sneen kastet, isen brutt, dampskipene i fart og plogen satt i jorden. Her ligger ennu sneen tre alner høj, feet rauter på båsen og fuglerne kommer, men gemmer sig og fryser. Den enkelte rejsende forteller, at han har satt vogn efter sig nedi dalen, og han har blomster med og syner dem; disse har han plukket ved vejkanten. Da ottest folket, går omkring og tales ved, ser mot solen og utover hvormeget den orker for hverr dag. De strør med aske på sneen og tenker på dem, som nu plukker blomster.

I en sådan tid var det, at gamle Margit Kampen kom gående oppover til prestegården og bad om at få tale med fa’r. Og hun blev bedt opp på kontoret, hvor presten, en spinkel lyshåret mann, blid med store øjne og briller over, tok godt imot henne, kente henne og bad henne sitte ned. «Er det nu noget om Arne igen?» spurte han, som havde de oftere talt over dette emne. «Ja, Gud bedre oss,» sagde Margit; «det er jo aldrig annet enn godt, jeg har at sige om ham, og dog er det så tungt,» hun så meget sorgfull ut. «Er nu igen denne lengsel kommen?» spurte presten. «Verre enn nogensinne,» sa’ moderen. «Jeg tror aldrig han bliver hos mig til våren kommer hitopp.» – «Han har dog lovet det, aldrig at rejse fra dig.» – «Visstnokk; men Herregud, han får selv råde; når sinnet står utefter, så må han vel gå. Hvad skal der så blive av mig?» –

«Jeg tror dog i det lengste, at han ikke forlater dig,» sagde presten. «Nej visst; men når han nu ikke trives hjemme? skal jeg da have det på min samvittighet, at jeg er ivejen; det er sommetider jeg tenker, jeg selv burde bede ham rejse.»

«Hvorav vet du, at han nu lenges sterkere enn før?» «Å, – av mange ting. Siden midvinters har han ikke arbejdet ute i bygden en eneste dag. Derimot har han gjort tre byrejser og veret lenge borte på hverr. Han taler næsten aldrig, medens han arbejder, det gjorde han dog ofte før. Han kann sitte lange stunder alene oppe i det lille loftsvindu og se utover fjellene på den side Kampestupet er; han kann sitte der den hele sønndagseftermiddag og ofte, når det er månelyst, sitter han der langt ute i natten.» – «Leser han aldrig for dig?» – «Hverr sønndag både leser og synger han for mig, det forstår sig, men det er likesom litt i skyndingen, undtaken en og annen gang han næsten gør formeget av det.» – «Taler han da aldrig med dig?» – «Ofte er det så lenge imellem, at jeg må gråte for mig selv. Da ser han nokk dette og begynner, men det er om lette ting, aldrig om de tyngre.» Presten gikk opp og ned, da stansede han og spurte: «hvorfor siger så ikke du noget til ham?» – Det var lenge før hun svarte noget herpå, hun sukkede flere ganger, hun så ned og til siderne, hun foldede det tørrklæde hun bar: «jeg er kommen hit idag for at tale med han fa’r om noget, som ligger mig tungt på hjærtet.» – «Tal du fritt, det vil lette dig selv.» – «Jeg vet det vil lette, ti jeg har nu slæpet på det alene i mange år, og det bliver tyngre for hvert.» «Hvad er det, kære kone?» – Der var en stund opphold, så sagde hun: «jeg berer stor synd for min søn», hun begynte at gråte. Presten gikk tett inn til henne: «tilstå mig den, så skal vi sammen bede Gud, at den må blive dig tilgivet.»

Margit hulkede og tørrede sig, men begynte igen at gråte idet hun skulde tale, og således opp igen flere ganger. Presten trøstede henne og sagde, at det visst ikke kunne vere noget så brødefullt, hun var visst for streng mot sig selv o. s. v. Men Margit gret og kom sig ikke til at begynne før presten havde satt sig ned ved siden av henne og snakket vel for henne at hun skulde få mod. Da kom det litt efter litt frem: «gutten har havt det ondt som barn, og da fikk han rejsehugen. Så traff han Kristian, han som nu er bleven storrik derover, hvor de graver gull; Kristian gav Arne såmange bøker, at han ikke lenger blev bonde, de sat sammen i lange nætter, og da Kristian rejste, vilde gutten efter. Men på den tid falt faderen overende, og gutten lovede aldrig at forlate mig. Men jeg var som en høne, der havde fått et andeegg oppunder sig; da ungen havde fått luft, vilde den ut på det store vann, og jeg gikk igen og skrek. Nådde han ikke selv, så nådde hans viser, så jeg trodde hverr morgen, at hans sæng stod tom.

Da var det, at der kom et overhendigt langvejs brev til ham, og det måtte jo vere fra Kristian. Gud han tilgive mig at jeg tok og gemte det! Jeg trodde det havde blevet dermed, men ennu et kom der, og havde jeg gemt det første, så måtte jeg gemme det annet. Men var det ikke som de skulde brenne hul på kisten der de lå; for tenke til den kanten måtte jeg fra det jeg slog øjnene opp, til jeg lagde dem i. Og du skulde aldrig have sett noget så galt, for der kom et tredje til! jeg stod med det i hånden et kvarter, jeg bar det på brystet i tre dager og vejede med mig selv, om jeg skulde give ham det eller legge det hen til de andre; men kannske det havde magt til at lokke gutten ifra mig, og jeg kunne ikke for det, men jeg lagde det hen til de andre. Nu gikk jeg i angst hverr dag både for dem, som var i kisten og for at der skulde komme noget nytt. Hvert menneske, som drog til gårds, var jeg rædd; sat vi begge inne og det tok i døren, så skalv jeg, ti det kunne jo vere brev, og da fikk han det! Når han var i bygden, gikk jeg hjemme og tenkte at nu får han kannske brev derute, og i det står om dem, som er komne før! Når han vendte hjem, så jeg på ansigtet langt borte, og Herregud hvor glad jeg var, når han smilte, for da havde han intet fått! Han var bleven så vakker også nu, likesom fa’r sin, men mere lyslett og blid. Og så havde han slikt et mål til at synge med; når han sat ute i døren i kveldsolen, sang opp imot åsen og lydde efter svar, da kente jeg på mig, at misse ham kunne jeg aldrig! – Bare jeg så ham, eller jeg visste han var der etsteds omkring, og han var nogenlunde glad at se til, og han bare kunne give mig et ord engang imellem, så ønskede jeg mig ikke mere her på jorden, og jeg vilde ikke at nogen tåre skulde vere ugråtet. –

Men nettopp som det syntes han bedre trivdes og likede sig bedre blandt folk, kom her bud fra poståpneriet, at nu var det fjerde brevet kommet og i det var der to hundrede daler! – Jeg tenkte jeg havde siget ned, der jeg stod: hvad skulde jeg nu gøre? Brevet kunne jeg vel alletider få avvejen men pengerne? Jeg fikk ikke sove i flere nætter for disse penger; jeg havde dem en stund på loftet, en stund i kelderen bakom en tønne, og engang var jeg så overgi’et, at jeg lagde dem i vinduet så han kunne finne dem! Da jeg hørte han kom, tok jeg dem igen. Men tilsidst så fant jeg dog ut måten: jeg gav ham pengerne og sagde, de havde stått ute fra den tid mo’r levde. Han lagde dem i jorden, som jeg selv havde tenkt, og der kom de ikke vekk. Men så skulde det hende sig at nettopp den høsten sat han en kveld og undrede sig over, at Kristian havde glemt ham for bestandig!

Nu slog såret opp igen og pengerne brann således på mig, at jeg måtte ut av stuen, synd var det og til ingen nytte havde synden veret! Siden har jeg næsten ikke kunnet se ham inn i øjnene, så velsignede de er.

Den moder, som berer synd for sitt barn, er den ulykkeligste mo’r av alle; . . og dog gjorde jeg det bare av kærlighet. – – Så skal jeg vel straffes derefter med at misse det kæreste. For siden midvinters har han fått igen den tonen, som han synger, når han lenges, den har han sunget fra gutten av, og jeg hører den aldrig uten jeg bliver blek. Da kann jeg gøre hvad det skal vere, og her skal du se» – hun tok et litet papir opp av sin barm, viklede det ut og gav presten, «her er noget han skriver på imellemstunder, det går visst på den tonen . . Jeg tok det med, for jeg kann ikke se så fin skrivt . . . kære se, om der ikke står noget om rejsen . . .»

Der var bare et vers på dette papir. Til det annet vers stod der en halv og en hel linje hist og her, som var det en vise han havde glemt og nu hugsede frem igen vers for vers. Men det første verset, det lød:

Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelle?
Øjet møter nokk bare sne –:
rundtomkring står det grønne tre,
vilde så gerne over,
tro, når det rejsen vover? –

«Står der om rejsen?» spurte Margit, hun hang ved prestens øjne. «Ja, det er om rejsen,» svarte han og lot papiret synke. «Visste jeg det ikke! o Gud jeg kente jo tonen!» Hun så på presten med foldede hender, bange, spent, medens tåre på tåre trillede nedover kinnen.

Men her visste presten like så litt råd som hun. «Gutten må vere alene om dette,» sagde han. «Livet forandrer sig ikke for hans skyld, men det kommer an på, om han selv kann engang se mere i det. Nu vil han nokk likesom rejse ut efter det.» – «Men kære, det er da likesom med keringen, det,» sagde Margit. «Med keringen?» spurte presten. – «Ja, hun som rejste ut efter sollys til sig, istedetfor at hugge vindu på veggen sin.» – Presten blev meget forundret; men det var ikke første gang når hun kom på dette emne, for Margit havde jo ikke tenkt på annet i syv-åtte år. «Tror du han rejser? hvad skal jeg gøre? og pengerne? og brevene?». Det trengte inn på henne alt på en gang. «Ja, med brevene er det ikke ganske rigtigt. At du har forholdt ham, hvad hans er, det kann du vanskelig forsvare. Men verre er det imidlertid, at du har satt en medkristen i dårligt lys for din søn, skønt han ikke har fortjent det og verst er det, at det er en, han havde så kær, og som holdt innerligt av ham igen. Men vi skal bede Gud tilgive dig; vi skal begge bede ham.» Margit senkede sit hoved, hun sat ennu med foldede hender: «hvor jeg skulde bede ham om forlatelse, bare jeg først visste, han vilde blive!» – hun tok nokk fejl av Vårherre og Arne. Presten lot som han ikke lagde merke til dette. «Agter du at tilstå ham det nu straks,» spurte han. Hun så dypt ned og sagde sakte: «torde jeg vænte litt ennu, så vilde jeg nokk gerne.» Men presten smilte, uten at hun så det; han spurte: «tror du ikke, at din synd bliver større, jo lenger du dveler med tilståelsen?» – Hun arbejdede på tørrklædet med begge hender, lagde det sammen i en ganske liten firkant og forsøkte på at få det i en ennu mindre, men det vilde ikke gå: «Tilstår jeg dette med brevene, så er jeg rædd han rejser.» – «Du tør ikke stole på Vårherre da?» – «Jo det forstår sig», sagde hun hastigt! da føjede hun sakte til: men dersom han nu rejste fra mig allikevel?» – «Du er altså mere rædd for at han skal rejse, enn for selv at blive ved i en synd?» Margit havde fått tørrklædet ut igen; hun førte det nu til øjnene, for hun begynte at gråte. Men presten sat en stund og betragtede henne; da sagde han videre: «hvorfor fortalte du nu mig alt dette, når det ikke var din hensigt at det skulde føre til noget?» Han væntede lenge; men hun svarte ikke. «Trodde du måske din synd skulde blive mindre, når du fikk den fortalt?» – «Jeg trodde det,» sagde hun sakte og med hovedet ennu dypere mot brystet. Presten smilte og rejste sig. «Ja-ja, min kære Margit, ver ved godt mod; du skal se det ennda kann lage sig». – «Tror du det?» spurte hun, så i vejret, og et tungt smil drog opp over det forgråtne ansigt. «Det tror jeg; Vårherre vil visst ikke prøve dig lenger. Du skal se du får glede på dine gamle dager». – «Måtte jeg bare beholde den jeg har!» sagde hun og presten trodde, hun torde ikke tenke nogen større lykke enn at leve i sin bestandige angst. Han smilte medens han stoppede sin pipe: «Dersom her ennda var en liten gente, som kunne få tak i ham; da skulde du se, han blev.» – «Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det!» hun rystede på hovedet. – «Se nu til Eli Bøen; det kunne vere en, som høvde ham.» – «Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det,» hun ruggede med hovedet og hele overkroppen. – «Dersom vi kunne lage det så, at de kom oftere sammen her på prestegården?» – «Ja, mener du ikke, jeg har tenkt det!» hun slog henderne sammen, så på presten og smilte over alt ansigt. Presten stansede, medens han tendte pipen: «Når det kommer til stykket, så var det kannske ditt erinde hit idag, dette?» – Hun så ned, hun puttede et par fingrer inn i det sammenlagte tørrklæde og kom ut igen med en snipp: «Å-ja, Gud bedre mig så visst: det var nokk dette jeg vilde.» – Presten gikk opp og ned, han smilte: «Kannske det var dette du vilde, sidst du var her også?» – Hun drog snippen lenger frem, hun tøjede og tøjede: «Siden du nu siger det, så var det nokk dette, ja.» – Presten røkte: «Det var altså for at få dette frem, du tilstod mig litet om senn av det annet, du bar på.» – Hun bredde nu tørrklædet ut for at legge det ordentligt sammen igen: «Nej; å – nej; det tyngde mig rett såpass ned, at jeg måtte sige det til han fa’r.» – «Ja, ja, min gode Margit; vi skal ikke tale mere herom;» – best som han gikk, sagde han: «Tror du, at du av dig selv var kommen frem med det du vilde?» – «Å –, jeg var kommen frem med såmeget annet nu, at jeg saktens også tilsidst havde fått dette frem.» – Da lo presten; men han sagde henne ikke, hvad han tenkte. Han stansede: «Så skal vi lage det som du vil da, Margit.» – Hun skønte, at han vilde have hun skulde gå, derfor rejste hun sig: «Ja Gud velsigne dig for det !» – «Og vi skal have et litet øje med dem.» – «Jeg vet aldrig hvorledes jeg skal fulltakke dig!» hun tok hans hånd og nigede. «Vårherre vere med dig!» sagde presten. Hun tørrede sig med tørrklædet, gikk mot døren, nigede igen, sagde «farvel» idet hun åpnede og lukkede langsomt efter sig. Men så lett, som hun gikk ned mot Kampen den dag, havde hun ikke gått på mange, mange år. Da hun kom så langt, at hun så røken velte tykk og munter opp av pipen, velsignede hun huset, hele gården og presten og Arne, – og hugsede på at de skulde have røkekøt til middag, som var hennes beste mat.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arne

Arne ble utgitt i 1859 og var Bjørnsons andre bondefortelling. Stemningen er mørkere og tyngre enn i den første bondefortellingen, Synnøve Solbakken. Handlingen er lagt til et trangt bondemiljø. Fortellingen handler om Arne Kampen og hans lengsel etter å reise ut, men er også en kjærlighetshistorie.

Den lille romanen har flere innskutte sanger, blant annet den kjente «Ingerid Sletten».

Arne var en radikal bok for sin tid og fikk blandet mottakelse. Særlig mente A.O. Vinje at boka var for «rå». Den kjente danske litteraturkritikeren Georg Brandes mente at Arne var den meste interessante av Bjørnsons bondefortellinger.

Les mer om ArneNasjonalbibliotekets Bjørnson-sider

Se faksimiler av førstetrykket fra 1859* (NB digital)

*Det står 1858 på førstetrykkets tittelblad fordi trykkingen ble påbegynt i 1858 - før fortellingen var ferdigskrevet.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.