«Ingerid Sletten».

"/> Tredje kapitel. | Bokselskap

Tredje kapitel.

Det var just om høsten, som før meldt. Åtte dager efter at Nils skrædder var båren inn til Margit Kampen kom der bud fra Amerikanerne, at han måtte holde sig ferdig. Han lå nettopp og vred sig i svære smertetak, og idet han bet tennerne sammen, skrek han: «lat dem rejse til helvete!» Margit blev stående, som havde hun ikke fått svar. Han merkede det, og en stund efter gentok han langsomt og matt: «lat dem – rejse.»

Ut på vintren kom han sig såvidt han kunne sitte oppe, skønt hans helse var brutt ned for all hans levetid. Første gangen han sat ordentligt oppe, tok han felen frem, stemte, men kom i slik rørelse, at han måtte tilsængs igen. Han var meget fåmælt, men god at omgåes, og da det led lenger, leste han med gutten og begynte at take arbejde hjem i huset. Ut kom han ikke, og med dem, som så til ham, talte han ikke. I førstningen bar Margit tidninger til ham fra bygden; bakefter var han mørk; så holdt hun opp.

Ut på våren sat han og Margit lenger enn sedvanligt og samtalte efter kveldsmaten. Gutten blev da jaget tilsængs. Et stykke hen på våren blev der lyst for dem i kirken og siden blev de givte i all stillhet.

Han arbejdede med på marken, og ordnede alt forstandigt og med rolighet. Margit sagde til gutten: «der er både nytte og glede i ham. Nu må du vere lydig og snild, at du kan gøre ditt beste for ham.»

– Margit havde altid holdt sig litt førlig midt i sin sorg; hun var rødlig i ansigtet, havde rett store øjne, som så enn større ut derved, at der lå en ring om dem. Hun havde tykke lipper, rundlatent ansigt, og så frisk og sterk ut, skønt hun ikke havde store kræfter. I denne tid så hun bedre ut enn nogensinne og sang bestandigt, som hennes vis var, når hun arbejdede.

Så var det en sønndagseftermiddag fader og søn gikk ut for at se, hvorledes det artede sig det år på marken. Arne for rundt om faderen og skøt med pil og bue; Nils havde selv laget dem for gutten. Således bar det oppover likemot vejen, som førte forbi fra kirken og ned i den såkalte bredebygd. Kommen dit opp, satte Nils sig på en sten ved vejkanten og falt i tanker, gutten skøt henad vejen og sprang efter pilen; det var i rettning mot kirken. «Ikke for langt bort,» sagde faderen. Som gutten best for der, stansede han som han lydde. «Fa’r, jeg hører det spille.» Denne lydde med; de hørte felespil, sommetider lagde rop og vill støj sig over, men durende oppunder gikk bestandigt vognrammel og hovslag; det var et brudefølge, som vendte hjem fra kirke. «Kom hit, gut,» ropte faderen, og Arne hørte på tonen, at han måtte springe. Faderen havde skyndsomt rejst sig og gemte sig bak et stort tre; gutten efter; – «ikke hit, men dit!» gutten bak en orekerr. – Allerede bøjede vognrekken om bjørkeskogen, de kom i rasende trav, hesterne var hvite av skumm, fulle folk skrek og hujede; fader og søn talte vogn for vogn, der var i alt fjorten. I den første sat to spillemenn og brudeslåtten klang gennem tørrvejret, en gut stod bakpå og kørte. Efter kom en kronebrud, der sat høj og skinte i solen, hun smilte og munnen drog sig til den ene side; hos henne sat en blåklædd mann med et blidt ansigt. Følget kom efter, mennene sat i kvinnernes fang, bakpå sat smågutter, fulle folk kørte seks på en hest, køkemesteren kom i sidste vogn og holdt et brennevinsanker i fanget. De drog forbi med rop og sang, for framstupes nedad bakken; felespillet, skriket, vognramlen stod oppefter dem i tåken, luftdraget bar et enkelt skrik opp, snart bare dumpe dur, og så intet. Nils stod ennu ubevegelig; det ruslede bak ham, han vendte sig, det var gutten, som krøp frem.

«Hvem var det, fa’r?» Men gutten skvatt litt, ti faderen var stygg i ansigtet. Arne stod stille og væntede svar; siden stod han, fordi han intet fikk. Langt om lenge blev han utålmodig og vågede igen: «skal vi gå?» – Nils så ennu som efter brudefølget, tok sig nu sammen og gikk; Arne efter.

Han lagde en pil på buen, skøt av og løp. «Trød ikke ned engen,» sagde Nils kort. Gutten lot pilen ligge og kom igen. En stund efter havde han glemt det, og medens faderen engang stod stille, lagde han sig ned og stupte haukråke. «Legg ikke ned engen, siger jeg;» han blev taken og løftet efter den ene arm, som vilde den av led. Siden gikk han noget stille bakefter.

I døren væntede Margit dem, hun kom nettopp fra fjøset, hvor hun nokk havde havt strengt arbejde; ti hennes hår var pjusket, linnedet urent og klæderne likeså; men hun stod i døren og smilte: «Rødside har kalvet, og aldrig har jeg sett så stor en kalv.» – Gutten kom bort. – «Du måtte dog fli dig litt på en sønndag,» sagde Nils, idet han gikk forbi inn i stuen. «Ja, nu er det råd til at fli sig, når arbejdet er endt,» sagde Margit og gikk efter. Hun begynte straks, og sang, mens hun stelte sig. Nu sang Margit godt; men sommetider var hun litt tykk i målet. «Hold opp med det gnål!» sagde Nils; han havde kastet sig bakover i sængen. Margit holdt opp. Da kom gutten stormende inn: «kalven, kalven har også røde sider og kors i pannen likesom moderen.» «Hold kæft, gut!» sagde Nils i sængen og tok den ene fot ut forat trampe med den; «Fanden til uve’r der står av den gutten stødt,» mumlede han henefter og drog foten opp igen. Moderen truede til gutten: du ser da vel, at fader ikke er i godlaget sitt, mente hun. «Vil du ikke have litt sterk kaffe med sirup i,» sagde hun; hun vilde gøre ham god igen. Dette var en drikk, som bestemoderen havde likt, og de andre med henne. Nils likte den slett ikke, men havde dog drukket den, fordi de andre gjorde det. «Vil du ikke have litt sterk kaffe med sirup i?» gentok Margit; ti han havde ikke svaret første gangen. Nils rejste sig på begge albuer og skrek: «Tror du jeg vil tylle i mig det svineri?» – Margit blev rent forundret, tok gutten med sig og gikk.

De havde adskilligt at stelle med ute, kom ikke inn før med kveldsmaten. Da var Nils borte. Arne blev sendt ut på marken forat rope ham inn, men fant ham ingensteds. De væntede til maten næsten blev kold, spiste så, og ennu var ikke Nils kommen. Margit blev urolig, sendte gutten tilsængs og satte sig forat vænte. Litt over midnatt kom Nils. «Kære, hvor har du veret?» spurte hun; «det skiller dig ikke,» svarte han og satte sig langsomt på benken. Han var full.

Siden var Nils ofte på bygden, og bestandigt kom han full hjem. «Jeg holder det ikke ut her hjemme med dig,» sagde han engang han kom. Hun søkte blidt at forsvare sig, og da trampede han i gulvet og bad henne tie; var han full, så var det hennes skyld, var han slemm, var det også hennes, var han krøpling og et ulykkeligt menneske for alle sine levedager, så var det også hennes skyld og den helvetes guttens, som hun åtte. «Hvorfor gik du bestandigt og hang efter mig?» sagde han og gret. «Hvad ondt havde jeg gjort, at du ikke kunne late mig i fred.» «Men Gud frelse og bevare mig,» sagde Margit, «var det mig, som gikk efter dig?» «Ja, det var det,» rejste han sig og skrek, og gennem gråt fortfor han: «du har nu tilsidst fått det, som du vil have det. Jeg slæper mig nu omkring her fra tre til tre, jeg går hverr dag og ser på min egen grav. Men jeg kunne have levet i herlighet med bygdens gildeste gårdgente, jeg kunne have rejst så langt solen går, – havde ikke du og den fordømte gutten din lagt eder i vejen for mig.» Hun søkte atter at forsvare sig; «det var da i alle fall ikke guttens skyld.» «Tier du ikke, så slår jeg dig!» og han slog henne.

Når han den næste dag havde sovet rusen ut, var han skammfull, og især meget snild mot gutten. Men snart var han full igen, og da slog han henne; tilsidst slog han moderen næsten hverr gang han var full, gutten gret og bar sig; da slog han også ham. Sommetider angrede han det så sterkt, at han måtte ut og få brennevin. I denne tid fikk han atter hug på dansen, spillede som før, og tok gutten med forat bere kassen. Der så gutten meget. Moderen gret fordi han skulde vere med, men torde ikke sige det til faderen. «Hold dig til Gud, og lær ikke noget stygt,» bad hun og kælede for ham. Men på danserne var det meget morsomt, og her hjemme hos moderen var det ikke morsomt. Han vendte sig mere og mere fra henne og til faderen, hun så det og taug. Fra danserne kunne han mange viser, og dem sang han siden for faderen; det morede denne, og det var stundom gutten kunne få ham til at le. Men dette smigrede gutten så, at han siden tok i, for at lære så mange viser som muligt; snart merkede han sig, hvad slags det var faderen likte best, og hvad for noget i dem han lo ved. Hvor der nu ikke var sådant i viserne, lagde gutten det inn av sig selv, så godt han kunne, og dette gav ham en tidlig øvelse i at sette ord sammen efter musik. Det var gerne spotteviser og lede ting, sagt om folk, som var komne til magt og velstand, faderen likte best og gutten sang.

Moderen vilde endelig have ham med sig i fjøset om kveldene; mangehånde påskud fant han forat undgå det; men når de nyttede intet, og han måtte dit, da talte hun vakkert til ham om Gud og det gode, og endte gerne med under sterk gråt at take ham inn til sig, bede ham, tigge ham, om ikke at blive noget slett menneske.

Moderen leste med ham, og gutten var lærenæm over all måte. Faderen var såre stolt herav, og fortalte ham, særlig når han var full, at han havde hans hoved.

Ved danserne plejede snart faderen, når drikken vant på ham, at oppfordre Arne til at synge for folket. Han gjorde det under latter og støj, vise efter vise, bifallet gledede sønnen næsten mere enn faderen, og der var tilsidst ingen ende med de viser, han kunne synge. Bekymrede mødre, som hørte det, gikk selv til moderen og talte om det, på grunn av at visernes innhold ikke var som det burde. Moderen tok fatt i gutten, og forbød ham ved Gud og alt godt at synge slike viser, og nu forekom det gutten, at alt det, som han havde trøysamhet av, det var moderen imot. Han fortalte til faderen for første gang, hvad moderen havde sagt. Da fikk hun lide meget ondt derfor engang faderen var full; han taug med alting til da. Men så gikk det også opp for gutten, hvad han havde gjort, og han bad i sin sjæl Gud og henne om forlatelse, da han ikke kunne komme sig til at gøre det åpenlyst. Moderen var like venlig mot ham, og det skar ham i hjærtet.

Engang glemte han det dog. Han havde det ved sig, at han kunne ape efter alt folk, navnlig kunne han tale og synge efter dem. Moderen kom inn en kveld gutten underholdt faderen hermed, og faderen falt på, da hun var gått igen, at han også skulde synge efter moderen. Han vegrede sig i førstningen, men faderen, som lå borti sængen og lo så han rystede, vilde endelig, at han også skulde synge efter moderen. Hun er borte, tenkte gutten, og kann ikke høre det, og han sang efter henne, slik som hun sommetider sang, når hun var hæs og gråtfull. Faderen lo, så det næsten spøkte om gutten, og han taug av sig selv. Da kom moderen inn av køkkenet, så langt og tungt på gutten, gikk borti hyllen efter en ringe og bar den ut.

Han blev brennende het over det hele legeme; hun havde hørt altsammen. Han sprang ned fra bordet, hvor han havde sittet, gikk ut, kastede sig på marken og vilde likesom grave sig ned. Han havde ingen ro, rejste sig og vilde lenger bort. Han gikk forbi låven, og bak den sat moderen og sydde på en ny og fin skjorte nettopp til ham. Hun plejede ellers at synge en salme over arbejdet, når hun sat slik; men nu sang hun ikke. Hun gret heller ikke, hun bare sat og sydde. Men da kunne ikke Arne holde det lenger ut, han kastede sig ned i græsset like foran henne, så opp på henne og gret, så det hulkede i ham. Moderen slapp arbejdet og tok hans hoved mellem sine hender: «stakars Arne,» sagde hun og lagde sitt ned til. Han forsøkte ikke på at sige et ord, men gret som han ikke havde gjort før. «Visste nokk, du var god igrunnen,» sagde moderen og strøk ham ned ad håret. «Mo’r; du skal ikke sige nej til det, jeg beder om,» var det første han kunne sige. – «Det vet du, jeg ikke gør,» svarte hun. Han forsøkte at stanse gråten, og så fremstammede han med hovedet i hennes fang: «mo’r, – syng noget for mig.» – «Kære, jeg kann jo ikke,» sagde hun sakte. «Mo’r, syng noget for mig,» bad gutten, «eller jeg tror aldrig jeg er god til at se på dig mere.» Hun strøk på hans hår, men taug. «Mo’r, syng, syng, hører du: syng,» tiggede han, «eller jeg går så langt bort, at jeg aldrig mere kommer hjem igen.» Og medens han nu, fjorten i sitt femtende år, som han var, lå der med hovedet i moderens fang, satte hun sig til at synge over ham:

Herre, tak i din sterke hånd
barnet, som leker ved stranden.
Send du din verdige Hellig-Ånd,
at det kann leke selvannen.
Vandet er dypt, og bunnen glatt
Herre, får han først i armen fatt,
drukner det ikke, men lever,
til du det nåderik hever.

Moderen sitter i tunge savn,
vet ikke, hvor det farer,
ganger for døren, roper dets navn,
hører slett ikke det svarer.
Tenker som så, hvor enn det er,
han og du er det alltid nær:
Jesus, dets lille broder,
følger det hjem til moder.

Hun sang flere vers, Arne lå stille, der falt velsignet fred på ham, og under denne følte han, at han blev vederkvegende trætt. Det sidste han tydeligt hørte var om Jesus, det flyttede med ham inn i meget lys, og her var det som om tolv, tretten sang; men moderens stemme hørte han over dem alle. Vakkrere mål havde han aldrig hørt, han bad om at få synge så. Det tyktes ham, at kunne han synge rigtigt sakte, så fant han det, og nu sang han sakte, opp igen og sakte, og ennu mere sakte, og det begynte næsten at blive livsaligt, da han glad herover straks tok i med sterk stemme, og borte var det. Han våknede, så og hørte sig omkring, men fornam intet, uten den lille elvebekk, som gikk tett om låven med sakte og bestandig støj. Moderen var borte, hun havde lagt under hans hoved den halvferdige skjorte og sin trøje.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arne

Arne ble utgitt i 1859 og var Bjørnsons andre bondefortelling. Stemningen er mørkere og tyngre enn i den første bondefortellingen, Synnøve Solbakken. Handlingen er lagt til et trangt bondemiljø. Fortellingen handler om Arne Kampen og hans lengsel etter å reise ut, men er også en kjærlighetshistorie.

Den lille romanen har flere innskutte sanger, blant annet den kjente «Ingerid Sletten».

Arne var en radikal bok for sin tid og fikk blandet mottakelse. Særlig mente A.O. Vinje at boka var for «rå». Den kjente danske litteraturkritikeren Georg Brandes mente at Arne var den meste interessante av Bjørnsons bondefortellinger.

Les mer om ArneNasjonalbibliotekets Bjørnson-sider

Se faksimiler av førstetrykket fra 1859* (NB digital)

*Det står 1858 på førstetrykkets tittelblad fordi trykkingen ble påbegynt i 1858 - før fortellingen var ferdigskrevet.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.