«Ingerid Sletten».

"/> Femte kapitel. | Bokselskap

Femte kapitel.

Arne blev ved at gæte; om vintren leste han, når sommeren kom gætte han igen. Han blev nitten i sitt tyvende år, og ennu gikk han og gætte.

Presten budsendte ham om at take skolemestertjeneste; «ti bygden burde drage nytte av hans evner og kunnskaper.» Arne svarte ingenting dertil; men dagen efter gjorde han denne vise, medens han drev saudeflokken foran sig:

Killebukken, lammet mitt;
skønt det ofte går tungt og stridt
oppefter slette fjelle’, –
følg du vakkert din bjelle.

Killebukken, lammet mitt,
pass så dygtigt på skinnet ditt;
mo’r vil ha’ det i felden,
som hun syr sig om kvelden.

Killebukken, lammet mitt,
legg så dygtigt på køtet ditt;
vet du det ikke, tuppen,
at mo’r vil ha’ det i suppen?

En dag i sitt tyvende år blev han av vanvare vitne til en samtale moderen og den forrige gårdmannskonen imellem; de var usamde om den hest, de havde i lag. «Jeg får vænte og høre, hvad Arne siger,» mente moderen. «Den dovningen,» svarte hin; «han vil vel hesten skal gå og reke skogen rundt, som han selv gør.» Nu taug moderen, skønt hun før havde talt godt for sig.

Arne blev ildrød. At moderen fikk hånord for hans skyld, var ikke før fallet ham inn, og hun havde kannske fått mange. Hvorfor havde hun ikke sagt ham det?

Han hugsede sig vel om, og nu kom det ham i tanker, at moderen næsten aldrig talte til ham. Men han heller aldrig til henne. Hvem talte han overhovedet med? –

Mangen sønndag, han sat stille hjemme, havde han havt lyst til at lese prekenen for sin moder, hvis øjne ikke så godt; hun havde gråtet formeget i sine dager. Men han kom sig ikke til. Mangengang havde han villet byde sig til at lese højt av sine egne bøker, når det var stilt i huset og det syntes ham, hun måtte finne det langsomt. Men han kom sig ikke til.

«Det kann vere slikslag: jeg skal slutte med at gæte, og flytte ned til moder.» Han gikk nogle dager og lot det blive modent hos sig; buskapen drev han vide om i skogen og diktede på en vise:

I bygden er der uro, i skogen er der ro;
her panter ingen lensmann, der panter de nu to.
Her slås de ej om kirken, som alle de gør der;
men kannske og det kommer av, her ingen kirke er.

Hvor roligt d’er i skogen; bare høken litetgrand
må pusle borti spurven, forat se om’n er istand;
og ørnen kverke livet av en stakars dyresjæl;
det var jo ellers fare for, den keded sig ihel.

Det ene treet hugger de, det annet råtner ned;
rødreven rev det hvite lam, som sol hun gikk til fred.
Men ulven risped reven, og de måtte gøre lag;
for Arne, han skøt ulven, førenn ennu det blev dag.

Såmeget kann jo hendes, sa’n, i skog, som og i dal;
det bliver blott at passe, at du ikke ser dig gal.
Jeg så en gut i søvne, jeg; – han havde hugg’t sin far;
– vet ikke hvor; men tenker mig, i helvete det var.

Han kom hjem og sagde moderen, at hun kunne sende bud på bygden efter en gætergut; selv vilde han take sig av gården. Så blev det; men moderen var alltid om ham med advarsel, at han ikke skulde fortake sig på arbejdet. Hun lagede også så god mat til ham i denne tid, at han ofte blev skammfull ved det; men han sagde intet.

Han bar på en vise, hvis omkved var: «over de høje fjelle!» Han kunne aldrig få den ferdig, og det kom mest av, at han vilde have omkvedet i annenhverr linje; siden oppgav han dette.

Men flere av de viser, han lagede, kom ut blandt folk, hvor de var vel likte; det var dem, som gerne vilde tale med ham, især da de også hugsede ham fra gutten av. Men Arne var rædd alle, han ikke kente, og tenkte ondt om dem, mest fordi han trodde, at de tenkte ondt om ham.

Ved siden av ham på alt markarbejde gikk en middelaldrende mann, Opplands-Knut kallet, og han havde for vis stundimellem at synge; men det var alltid den samme vise. Da dette var gått så et par måneder, syntes Arne han måtte spørge ham, om han ikke kunne flere. «Nej,» svarte mannen. Så gikk nogle dager hen, og atter en gang mannen sang sin vise spurte Arne: «hvorledes hendte det, at du lærte denne ene?» – «Å; – det kom sig således,» sagde mannen.

Likefra ham gikk Arne inn; men der sat moderen og gret, hvad han ikke havde sett siden faderen var død. Han lot som lagde han ikke merke dertil og gikk mot døren igen; men han følte moderen se tungt efter sig og måtte stanse. «Hvad græter du for, mo’r?» – En stund var hans ord den eneste lyd i stuen, og derfor spurte de sig selv opp igen så ofte, at han følte de ikke var sagt mildt nokk. Han forsøkte engang til: «Hvad græter du for, mo’r?»

«Å, jeg vet ikke så rigtigt;» men nu gret hun mere. Han stod lenge, måtte da sige så modigt han kunne: «der er noget du græter for.» Atter blev det stilt. Han følte sig meget skyldig, skønt hun intet havde sagt, han intet visste. «Det kom således på mig,» sagde moderen. En stund efter føjede hun til: «jeg er jo igrunnen så lykkelig,» og så gret hun.

Men Arne skyndte sig ut, og det drog nedover mot kampestupet. Han satte sig til at se i det, og mens han sat så, gret også han. «Visste jeg ennda, hvad jeg græter for,» sagde Arne.

Men overfor ham ved nybrotet sat Opplands-Knut og sang sin vise:

Ingerid Sletten av Sillegjord
havde hverken sølv eller gull;
men en liten huve av farget ull,
som hun havde fått utav mo’r.

En liten huve av farget ull,
havde hverken stas eller fo’r
men fattigt minne om fa’r og mo’r,
der skinte langt mer enn gull.

Hun gemte huven i tyve år,
måtte ikke slite den ut!
«Jeg berer huven engang som brud,
når jeg for alteret går.»

Hun gemte huven i tredive år,
måtte ikke skemme den ut!
«Så berer jeg den så glad som brud
når jeg for vor Herre står.»

Hun gemte huven i fireti år,
hugsede ennu på sin mo’r.
«Vesle min huve, forvisst jeg tror,
vi aldrig for alteret står.»

Hun ganger for kisten at take den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igen.

Arne sat, som det havde spillet langt borte i liden. Han gikk opp til Knut: «har du mo’r?» spurte han. «Nej.» «Har du fa’r?» – «Å-nej; ikke fa’r.» – «Er det lengesiden de dødde?» – «Å-ja; det er lengesiden.» –

«Du har vel ikke mange, som holder av dig?» – «Å-nej; ikke mange.» – «Har du nogen her?» «Nej; ikke her.» «Men borti hjembygden?» – «Å-nej; ikke der heller.» –

Har du da slett ingen, som holder av dig?» –

Å-nej; jeg har ikke det.» –

Men Arne gikk fra ham og holdt således av moder sin, at hjærtet sprengte på og han følte som en lysning over sig. Han vilde inn til henne, om ikke for annet, så bare for at se henne. Men på vejen falt det med et på ham: du skulde vel aldrig miste henne? – Han blev stående hvor han stod. Almægtige Gud, hvad skulde der så blive av mig?

Det var ham, som skedde der nettopp en ulykke hjemme, han lagde på sprang opp mot huset, den kolde svete stod ham på pannen og benene tok næsten ikke jorden. Han rev opp svaldøren; men innenfor der var det straks som der lå ro i luften. Han tok sakte opp stuedøren. Moderen havde lagt sig, månen falt like på hennes ansigt, hun lå og sov som et barn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arne

Arne ble utgitt i 1859 og var Bjørnsons andre bondefortelling. Stemningen er mørkere og tyngre enn i den første bondefortellingen, Synnøve Solbakken. Handlingen er lagt til et trangt bondemiljø. Fortellingen handler om Arne Kampen og hans lengsel etter å reise ut, men er også en kjærlighetshistorie.

Den lille romanen har flere innskutte sanger, blant annet den kjente «Ingerid Sletten».

Arne var en radikal bok for sin tid og fikk blandet mottakelse. Særlig mente A.O. Vinje at boka var for «rå». Den kjente danske litteraturkritikeren Georg Brandes mente at Arne var den meste interessante av Bjørnsons bondefortellinger.

Les mer om ArneNasjonalbibliotekets Bjørnson-sider

Se faksimiler av førstetrykket fra 1859* (NB digital)

*Det står 1858 på førstetrykkets tittelblad fordi trykkingen ble påbegynt i 1858 - før fortellingen var ferdigskrevet.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.