Hvad nytt? De skulde være vel underrettet. Hvorledes er stemningen?

Mængden er begyndt at bli urolig. Den venter paa avgjørelsen.

Man har spilt sine kort godt. En av de to er jeg nødt at gi fri i anledning av høitiden. Men hvem? Hvis jeg gir Jesus fri, staar jeg som imperiets fiende. Hvis jeg gir Barrabas fri, er jeg imperiets fiende.

Ah! Er ikke valget lett?

Gaar ikke verden altid efter skinnet, bryr den sig nogensinde om at søke sandheten som ligger under, og desuten: hvad er sandhet? –

Og allikevel!

Jeg kan ikke dømme Jesus og gi Barrabas fri. Jeg vet det vil vække forbitrelse baade her og hjemme, hvis jeg ikke følger folket. Men jeg kan ikke.

Det er nu min form for idealitet.

Ogsaa paa Dem har Jesus gjort et sterkt indtryk.

For al del, nei!

Jeg smigrer mig med at jeg er den eneste vantro i dette meget troende folk. Men at dømme Jesus er at dømme maateholdet. At gi Barrabas fri, er at slippe løs revolutionen, vaabenmakten, folkehatet, alt det som er virkelig farlig for mit land.

Det kan synes Dem latterlig, men jeg har virkelig denne svakhet: en drøm om vort imperium, en tro paa dets storhet i verden. En vision som har fulgt mig helt siden jeg var et ungt menneske. Og det synes mig at hvis jeg gir Barrabas fri, er det undergangen paa mit livsverk.

Der er noget ubehagelig ved uroen derute.

Det synes ikke som det er Jesus som er i den.

Jeg vil la begge, både ham og Barrabas føres frem for folket. Naar de ser disse to, den ene grov, stor, blodbesudlet, en raa mand, vant til at dræpe og henrette, den anden, mild, god, med ord av uendelig kjærlighet —. Jeg nekter at tro det. Maateholdet har endnu sin chance. Og jeg vil tale til dem.

Men selvsagt: skulde det komme til det ytterste, er folket uforsonlig, enstemmig, og min stilling altsaa staar paa spil, saa vet De jo.

Naar valget staar mellem ens stilling og ens livsverk, hvem kan da være i tvil?

Min søn, min søn, hvis de vælger Barrabas, da er det hatets rike som de slipper løs paa jorden.

Ulykkelige! Jeg har hørt om din skjæbne. Din søn, den eneste, mistet du under oprøret. Du har sett dets forbandelse klarere end nogen. Du vælger vel Jesus.

Min søn døde for Barrabas. Jeg vælger som min søn.

Forblindet, forblindet!

Men du, du! Jeg vet det som er hændt dig. Du var en av Jesu trofaste, du satt ved hans føtter og han elsket dig.

Men Barrabas møtte dig paa flukten, han tok dig med vold, og sparket dig bort for den første skjøge som passet ham bedre.

Du vælger ikke Barrabas! Du hater ham!

Han var god mot mig en liten stund.

Ingenting fatter jeg mer. Hvad er denne forfærdelige makt som Barrabas eier over menneskene.

Far, de fører Jesus frem –

Se hans hvite, sorgfulde ansikt!

At de ikke knæler ned og ber ham velsigne sig. Men de staar tause, likegyldige.

Far!

Barrabas!

Vel mødt.

Dette er forfærdelig –

Det beste i menneskene – er det bestandig dømt til at lide nederlag?

Bestandig.

Det beste i menneskene – har De gjort Dem den umak at tænke over hvad det er.

Det beste i menneskene er mildheten, medlidenheten, kjærligheten.

Men det er ikke styrken, motet, eventyrlysten!

Det er ikke det som bruser vældig gjennem aarene, det er ikke det som handler og kjæmper nåar livet er sterkest i et menneske.

Det beste i menneskene, det er det dæmpede i livet. Hvorfor ikke si det avfældige.

Det vaager De at si om kjærligheten.

Ja. Det er begjæret som er det sunde. Drømmen om en kvinde er bestandig maskeret impotens. Og slik er det overalt.

Det som er det sterkeste i livet, det gir ikke Jesus livets rett. Det som ikke er det sterkeste, det kan heller ikke seire.

Men kloke er de som kalder paa livshungeren, paa lidenskapene, paa kraften, paa alt det som river i sønder deres milde slør av «det beste i menneskene», og som dere derfor kalder for hat.

Kloke er vi.

Far, Pilatus vil tale til folket.

Min søn, glem aldrig denne dag. Du har sett et uskyldig menneske bli ofret. Det beste menneske som har levet.

Men det forfærdelige er: der er et lys over dem. Det er som det er selve livet som fosser fraadende, uimotstaaelig i de løftede ansikter, i kravet paa Barrabas.

Hadde han rett?

Har ikke livets sterkeste kræfter bruk for sin frelser, før styrken er brudt?

Min søn, min søn, for første gang føler jeg dette underlige: at ældes. Hvor godt at du er her.

For jeg frykter disse ansikter som lyser dernede, det er som en storm av ungdom slaar mot mig, der er begjær og rødt blod, der er sjø og seil og fjerne land, der er elskov, der er kvinder, nakne i blæsten, som jager med i det sitrende, vilde lys over disse ansikter, men mest er det vaaben, det blinker i sverd, der er faner som smelder i blåa, blåa luft, horn som isner gjennem blodet!

Jeg frykter dere, jeg hater dere som er unge og som ikke gjør det som er rett.

Jesus, Jesus! Stans disse ansikter, stans disse stumme rop som tordner mot mig.

Engang, engang, Herre, vil timen komme da der vil være et andet lys paa menneskenes ansikt, ikke dette vilde, sterke lys som er Barrabas, men et mildt, saktmodig lys som er Jesus.

Engang vil timen komme, da ropet vil lyde ikke paa styrke og mot og mænds bedrifter, men paa godhet og fred.

Svar mig, O Herre, gi mig et tegn –

Gi os Barrabas fri!

Gi os Barrabas fri!