Hotel Phønix, Kbh. 13/1 1857.
Ser du, –
at skrive til mig, paadrager En ganske sikert tvende Ubehageligheder: den første at vente en god Stund efter Svar, den anden: endelig at faa det. Det Sidste er forresten værre end det Første, siger man; jeg skal nemlig magelig kunne paa lovlig Maade lægges i Bøder for Tort og Tidsspilde foraarsaget ved mine Bogstavers Mangel paa al velopdragen Spagfærdighed. Det skal være skrækkeligt at komme i en ordentlig Samtale med dem.
Forsøg det! – Hernede har jeg det i alle Maader udmærket, med Undtagelse rigtignok af, at det er smaat for mig, ofte dygtig smaat for mig. Men det kommer især af, at jeg er trodsig og ikke vil skrive i de norske Aviser, skjønt jeg har hæderlige Tilbud fra to, og ganske sikert kunde faa det fra den Tredie, Fjerde og Femte – trods Mad. Wulfs Tro om det modsatte. Men enten er jeg Kritiker og lever forat sige Folk Sandheden, d.v.s. lever forat gjøre mig Uvenner med dem, eller jeg er Forfatter og lever af at gjøre mig Go’venner med dem. Det gaar ikke an at blande de to Ting sammen, trods al den Lyst min stridbare Natur har dertil. Nu trænger jeg andet hvert Menneske hernede og deroppe, d.v.s. andet hvert Menneske, som der er noget ved. Nu er jeg i den beklagelige Nødvendighed at tie stille. Ogsaa en anden Grund har jeg. Som Forfatter gjælder det at lade sin egentlige Mening om Kunst og deslige Ting skinne frem af Arbejdet selv, det gjelder at lade Andre som da faar Kritikens Rolle, nøjsommelig pille den ud deraf. Jeg bør ikke lade den gaa splitternøgen ved Siden af og vise sig i sin oprindelige Skikkelse, «det sølle Skrog».
Jeg faa[r] altsaa tie – og sulte. Det ha[r] saamangen Mand gjort før mig, det er jeg desuden ikke ukjendt med selv, og om det er en Dag, to, tre ogsaa, jeg ikke spiser Middag, saa er jeg i Selskabet om Kvellen, saavelsom foran mit Skriverbord om Formiddagen, den frejdigste Fyr af Verden lige godt for det.
Min Omgang hernede er den bedste. Hermed mener jeg ikke Høedt; thi det er en meget ussel Omgang, «en Pjat» er han, som de siger hernede, en christelig Broder Liderlig, som er christelig fordi han ingen Lægge mere har, – det skal jeg sværge paa Holberg havde villet sagt om ham – og til «gamle Kjerringer» kan jeg jo saadan i al Stilhed sige det videre ifra Fatter Holberg; thi som sagt: det er bestemt ham, som har hvisket mig det i Øret. – Det er ellers en munter Ting, den, at komme ned og se selv paa et og andet. At se fEx at Høedt trods alt Skrig, ingen Skuespiller er, at Wiehe, som der ikke har været synderlig Tale om uden blandt de Indviede, er Nordens første Skuespiller, at Hagen utvivlsomt er større end Phister, om ogsaa denne griber lidt videre om sig, at Jørgensen er genealere end hver og En hernede trods at han vel ofte ikke har den ubrødelige Smagsgrændse, – at min elskelige Jfr. Svendsen staar saa højt, saa højt over Jfr. Larcher og disse som nu spiller her, at – – au mit Hjerte! – – Men Jfr. Svendsen skulde herned og se Wiehe spille. Hun spiller ganske i hans Maner, d.v.s. Begge spiller i Fru Nielsens, eftersom Folk siger; men Wiehe er kommen saa uhyre videre end Jfr. Svendsen, skjønt han visselig ikke har hendes Begavelse. Ved blot at se Wiehe spille en eneste Rolle maa Jfr. Svendsen, saaledes som hun nu staar, pludselig være sat paa det Fjeld, hvorfra hun kan se alle de tolv Kirker, (forat bruge Folkesagnets Ord).
Jeg beklager højlig at Jfr. Sullustad ikke har seet Jfr. Larcher nu eller saadan, som hun er bleven. Disse To har samme Sort Begavelse, her bryder jeg mig ikke om de Roller, hver af dem hidindtil som oftest har spillet; jeg bryder mig blot om hvad jeg ser de burde spille, deres Begavelse. Jfr. Sullustad har vitterlig et Fortrin for Jfr. Larcher i det at gjøre en Ting fint (hold Mund: Petersen!), Jfr. Larcher derimod overgaar hende vidt i det Rørende-Naive, omendskjønt Jfr. Sullustad sikert ogsaa her har større Fond at øse af, da Jfr. Larcher er meget indskrænket, men overordentlig vel benyttet, til alle Sider vel benyttet. Den Økonomi, hvormed hun omgaaes sin Naivitet, se den kunde S. lære af. Og hun vilde lære blot ved at se hende en eneste Gang spille «En Kone, som springer ud af Vinduet», en Rolle, som Sullustad strax skulde faa, var jeg Direktør. I det hele taget, raadede jeg blot et halvt Aar, saa skulde jeg have vist, hvad Kræfter de Piger havde; det ved man nemlig ikke.
Heibergs begynder at blive gamle nu; Fruen bliver mager og Heiberg federe og federe; han er noget saa nær færdig. Men her er en ung Stok af Æsthetikere, som er højst respektabel, og der er jeg. I fine Kredse, O, saa fine, fine, at sidste Ret er blaae Kopper med Vand i, til deri at tørre sine Fingre, – har jeg været og kommer stadig, skjønt langtifra saa ofte som jeg kunde. Jeg agter nemlig ikke at blive nogen Høedt, jeg agter at vedligeholde det Fond af Friskhed, Livsfylde og Frihed for alt det Blaserte, som jeg Gud ske Lov endnu har, jeg agter desuden at benytte min Tid, og ikke blive «en Pjat», Saameget har jeg seet, at jo længer op, man kommer hernede, jo daarligere er det.
Ellers tror jeg at jeg gjør megen Lykke hernede, og at det netop er det, som Mange deroppe kaldte Raahed, nemlig min Varme for en god Sag, Energi i at føre den gjennem og Humør til at give enhver Ting sit rette Navn, som hernede er ligt. Det er i alle Fald vist, at jeg godt kan mærke flere holder sig fast i mig ifølge samme Følelse omtrent, som den syge skaldede Heltberg, da han sad og tog i mit Haar og sukkede: «Gud bevare mig for et stærkt Haar, jeg bliver frisk ved at tage i det». Her er nemlig altformange af dem, som det aandelig er fat med paa samme Maade, som legemlig med Heltberg.
Saa ved du altsaa, at jeg er bleven Digter hernede, og det noget rent Betydeligt med een Gang. Nu skal du blot se, naar jeg giver det ud, hvad de danske Aviser tager til at skraale og raabe Bravo, det er netop disses Kritikere, som har fortalt mig, at jeg er en saadan allerhelvedes Dramatiker, men at jeg maa tage Farvel med alt det Franske og offre mig det, jeg er … … mit Værelse og dufter, – ramler det med Sværd og Skjolde borte ved Kakkelovnen, – kommer der en og anden blid En og slynger Armen om mig, men det er min Forbandelse, at disse sidste alt for ofte ligner en vis Skuespillerinde i Norge. Den Afstand er en flau Ting derved, at man da ofte ser det, man ikke saa nær hos.
Gud ved, om mit første Stykke kommer til at gaa hernede nu. Det er afhængigt af Fru Hejbergs Lune, og da hun den ene Dag vil, den anden ikke, saa gaar jeg blot og beder Vorherre om godt Vejr og saa Roes, o, saamegen Roes, at levede jeg blot deraf saa! Smask!
Naar jeg nu saa faa[r] min Tragedie istand, udgiver jeg begge strax, og saa taler vi Alvorsord med Borgaard.
Hvis det kan interessere dig at vide det, saa tvivler jeg nu ikke et Øjeblik paa, at jeg alene gjennem dramatiske Arbejder om lidt, rundelig skal soutinere; thi jeg vil have Alt opført ogsaa her, og med den Mening, alle Vedkommende hernede har om min Begavelse og mit Blik for det Dramatiske, gaar Alt af sig selv. I Norge – tys: vi skal nok … den fede Gris, om han ogsaa blev … siger Kjærringen. …
Hvordan lever Bedstemoder? Hvordan lever Bedstemoders værste Fod? Bed hende tage den bedste Krumkage hun steger den Dag og sætte i en Ildtang, rigtig midt i Kniben, og hold den 5 Minutter nedover mod mig, saa vil bestemt en eller anden god Nisse bringe mig den. Thi det gaar over al Vid og Forstand hvad jeg længes efter hendes Krumkager, ja efter hende selv med; det er ikke derfor.
Ak, Gud, ja: ogsaa Jfr. Svendsen! Kys hende fra mig, – havde jeg nær sagt; men hun er jo ikke noget Mandfolk, og at kysse hende paa Haanden, skal jo ikke være videre rart, siger Jørgensen. Men sig hende dog, det vil maaske smage bedre end et Kys (fordi hun intet Menneske er; thi var hun et Menneske, saa, o!) sig hende: at hun er en stor Skuespillerinde, stor (saadan udtalt som af Bye naar han er begejstret, nemlig lige nede fra Maven – saadan: sto-o-o-r), og at jeg … eget, naar jeg kommer op, og et … med hende trods alle … arge Kjærringtrold …ds smaa friende … hende hvis … Forfængelighedens og … borti Religionens, Sværmeriets, Sukkenes vaade Taageland, ak, da er jeg ogsaa der.
Jeg tror forresten jeg skal skrive hende til, thi Pokker ved, hvad jeg kan falde paa.
Hils den lille blide Emmy, bed hende hver Aften naar hun læser sit Fadervor og kommer til det Sted: frels os fra det Onde, sige de Onde eller i alle Fald tænke paa visse Personer, – nu ja, lad gaa! Gaa hele Verden! gaa som du vil min Putte; jeg skal ikke kunne standse et eneste af dine Hjul.
Vil du saa sige med det Samme du ser Bye: Hovedet i Vejret! Mod i Brystet, fremad March! Vil du sige til Collet: tak for sidst! Vil du sige det Samme til Flere – en ti, tolv Stykker, fEx – du kan selv finde dem ud.
Vil du saa sige til dig selv: lev vel.
Din Fætter … B…
Sanne’s er aldeles mageløse mod mig.
[Kristiania 19–27/7 1857].
Min herlige Petersen!
Fy, skamme dig, at du lod et Støvgran af Tvivl til mig falde i dit Sind og derfra paa dit Brev! Fy, skamme dig, at du kunde tro, jeg var vred paa dig, – Jeg, som ikke skriver en Linje bent frem, men bøjer den lige mod dig, – jeg, som ser dig dernede, hvorhen jeg vender mit Øie og leder op mig selv fra det tilbagelagte Ophold, – og jeg, som plager alle Kammerater med dig, slaar op i dag Pag. – og næste Gang Pag. – og har endog faaet dem til at lægge Mærke ved enkelte. At du et eneste Øjeblik har kunnet misforstaa min Taushed viser, at du dennegang ikke tog det rette Øjemærke. Du er orienteret i Egnen, det ved jeg nok; men det kommer ofte an paa at finde Sigtepunktet. – Ser du, – jeg har det med Trangen til at søge min fraværende Ven, som jeg har det med at søge mig selv i de lyriske Digte. Jeg søger den Nærmeste op og digter saa hele Trangen episk væk. Dersom denne Nærmeste, d.v.s. den, jeg først faar fat paa, er af dem, som løfter, saa digter jeg mig glad; men er han af dem, som først skal løftes, digter jeg mig mismodig. I sidste Tilfælde er jeg atter nær ved at skrive, men saa er Aanden lavt flyvende, tung, og Brevet skrives da i Hovedet.
Skriver jeg langt idag, saa bliver dette Brev ikke godt; thi jeg er syg, fornemmelig af Mavepine, men ogsaa af ren, ligefrem Træthed. Thi jeg arbeider nu formeget. Da jeg fik dit Brev igaar og endda ikke kunde skrive Synnøves Klagesang, saa mærkede jeg, det var galt fat. Aldrig havde jeg følt slig Lyst til at lægge dig fuldstændig ned paa anden, rettere tredie Haand end da, – nemlig gjennem mine Karakterer. At jeg ikke kunde dette er det vel, som gjør, at jeg nu sidder her og skriver direkte til dig.
Det var ret længe før jeg kunde oversætte mine Fordringer fra Dansk til Norsk, og mit første Ophold her var saare møjsomt; thi jeg maatte daglig grave nye Kanaler og Afløb, da de gamle ikke kunde bruges og Strømningen spændte paa. Nu, Gud ske Lov, har jeg lejet mig et lyst herligt Værelse til 6 Spd Maaneden, tæt ved Slottet, frit landligt til alle Sider, Have omkring, susende Løvværk længer borte og Smaafugle om Morgenen. Her sidder jeg da og skriver, en enkelt af mine Kammerater finder mig nu og da; de fleste føler ingen Trang dertil og jeg ikke til at søge dem. De er komne bort fra mig i Vinter, og at samle dem ind igjen bliver et tungt Arbejde med liden Løn. En enkelt, Kahrs, den Stærke, har jeg kastet mig over, og han er bøjet tilrette, er kjerlig og søgende med mig. En ny har jeg vundet i Meidell, den bekjendte «Krydser», og gaar vi og driver omkring i de herlige Omgivelser her til 1, 2 om Natten. At vi stod hinanden saa nær, ante mig mindst; jeg er nu for ham, hvad ingen Anden kan være og skal i ham vinde en komisk Forfatter for Landet og Tiden, som man skal søge Magen til. Hans skarpe Blik er overraskende; han kjendte dig af dine Opsatser (som i Forbigaaende sagt har gjort stor Opsigt og Lykke her) bedre, end de Fleste af dine Kammerater i Danmark kjender dig, Ja, det var til Forundring. Og kom nu strax op til os, saa skal du se, hvor ypperligt du kan fældes ind mellem os. – Foruden ham har jeg den smukke, sentimentale Landskabsmaler Bagge, som har fundet mig, (rigtig det Bedste i mig) og klynget sig fast. Og saa har jeg Bye.
Men mit Meeste har jeg i mit Arbejde. I hine har jeg en mit Gemyt fornøden Opmuntring, og ellers er jeg saa afstængt, at Papiret maa faa Alt. Synnøve Solbakken er bleven en lang stor Fortælling, og jeg ser godt, at den skulde være endnu længer. Nu udgiver jeg den Kapitelvis i mit Blad og tager Aftryk med det Samme. Den kommer ud som Bog om 3 Uger og jeg venter at den vil blive en kjerlig Hilsen til dig. Da her skulde være Bevilgning til et norsk Theater satte jeg mig her og skrev en Anbefaling i Morgenbladet. Den gjorde megen Lykke, blev rosende omtalt i selve Thinget, og Udfaldet (forkastet med 49 mod 54) var dog saa godt, at det nu naturligvis gaar næste Gang. Saa har jeg maattet skrive en Kritik over de ny norske Skuespillere Brun med Madame, og en Anbefaling for Jfr Svendsens Aftenunderholdning. Jeg benyttede den til at gjennemgaa hende og saaledes, at det sviede, da hun – nok sagt! Saa har jeg skrevet over Wiehe, som de holder paa at ødelægge med at forcere ham. Det bed. Se, saaledes maa vi kjæmpe her til Højre og Venstre; ellers har vi tilsidst ingen Mark for det mindste æsthetiske Frø. Og, saavidt muligt maa en eneste Mand gjøre Altsammen. Jeg er hjertelig, hjertelig kjed af dette; naar man omtaler, at det var dog godt jeg engang kom hjem igjen forat sige dem Sandheden o.s.v., da er det mine værste Øjeblikke; thi jeg føler saa vel, at det maa gjøres; men jeg er for god til at gjøre det, og dette kan jeg ikke gjøre dem begribeligt. Naar jeg da midt i dette (jeg læser ogsaa Norsk paa Heltbergs Skole med Artianerne) skriver Synnøve Solbakken og skriver den, som jeg nu har gjort det, saa aarker jeg ikke Mere; thi jeg maa dog ogsaa læse, maa dog ogsaa tale med Folk. Og der er ingen af dem, som søger mig, der kan give mig Noget, de kommer Alle forat faa.
Jeg imødeser en mørk Vinter. Men det er det Samme: om en tre Uger drager jeg hjem forat fuldføre Hulda; imidlertid er Synnøve udkommen, ligeledes «en Bjørnejagt», en Skitse leveret Tønsberg forat ledsage to Malerier af Tidemand og Eckersberg (vor) som oplysende Text. Jeg har nemlig sammen med A. Munch faaet det hædrende Hverv at give Text til «Norsk Bondeliv». Han tager de religiøse Emner og lægger Digte paa dem, kan jeg tænke, – jeg tager «Kortspillerne», Sanct Hanskvelden, «Tømmerfløderne» m. fl. og lægger Fortællinger paa dem. Dette Værk har Subskribenter over hele Verden og gaar ud paa Norsk, Fransk, Engelsk og Tysk. – Nylig skrev jeg en længere Opsats i Aftenbladet om den foreslaaede Lektor i Literatur. Mit Avismærke er Bn; Jeg skriver baade hist og her.
Det lader til at min Synnøve gjør megen Lykke, og det kunde nu næsten være det Samme; for nu tror jeg selv paa hende. Mit bedste Kapitel blev det, som fulgte næst nærmest (det 5te) paa det, du siden læste. Synnøves Moder er godt greben nu senere hen, Aslak er færdig. Du skal se, hvorhen jeg har ladet Aarene føre begge disse. Men jeg ærgrer mig over, at jeg har lukket op Aslak; jeg vilde gjerne have havt Hemmeligheden for mig selv. Dette gik saa haardt i mig, at jeg straks maatte trække frem et Par, som ikke har lukket op og ikke vil. – – Hele min Arbejdsomhed er vendt tilbage; jeg har skrevet et Kapitel i Synnøve paa een Dag og det fuldt af Vers og Fantasier. Jeg længes indtil Sygdom efter Halte-Hulda; nu skal hun blive færdig paa en Uge, saasandt hjælpe mig Gud! Men jeg kan desværre først vinde frem til hende gjennem meget Arbejde. Jeg maa nu ogsaa skrive om Kunstudstillingen. Her er jo ikke et eneste Menneske, Morgenbladet gaber og gisper og Folk forstaar lidt af, hvad de ser; saa vil jeg da lade et poetisk Gemyt gaa gjennem Gallerierne. Ikke videre. Weilbach skal ærgre sig sort. Dette begynder jeg paa imorgen. Naar nu den er expederet, Tønsberg, Synnøve (blot et Kapitel igjen!!) saa hjem! Forinden maa jeg have dig her – hører du? Eller hjem, eller siden, nej strax: Petersen! Du bor frit hos mig, paa et herligt Sted. Alt frit, Kammerater med aabne Punge rundt om, Ærefrygt præsenterer for dig, Fjeldene bestiges, klare Dage over Kattegat, blot 20 Spd i Lommen og du rejser paa første Plads op og ned. Kom!
Se dette var mit Forretningskapitel, da jeg ved, at du vil have et sligt. Jeg har ogsaa skrevet det med alle Angivelser af at «gjøre Lykke» o.s.v. Du kjender mig, og misforstaar mig ikke. – Nu noget Bedre. – –
(Senere)
Jeg er frisk igjen, har atter læst dit velsignede Brev, som er det bedste jeg nogentid har modtaget; det kan vel ogsaa alene overtræffes af dig selv; thi om der er flere slige forunderlige Mennesker til, saa er de i alle Fald ikke til for mig. Var Tiden til det, fik du mange Ark som Svar; men Gud, hvor jeg maa arbeide skal jeg naa frem til Hulda om en 3 Uger. Jeg er Jakob, som træller for Rachel og som tit har troet at naa hende, men fik Lea. Mit Brev kunde give dig Billedet af et uroligt, distraheret Menneske; men det er jeg ikke. Kun lever vi her paa en anden Maade, midt oppe i Livet. Jeg spænder og sparker fra mig. Avisopsatsene stjæler jeg fra mig selv saaledes at ikke Synnøve ved af det, og saa op til hende igjen og til Goethe, med hvem jeg fortiden reiser i Italien. Min Fremstilling vinder, som det forekommer mig, og Karaktererne aabner mig daglig Dybder, som jeg ikke har seet før. Hvorhen jeg vender Blikket staar de og venter; kun saameget kan jeg se, at jeg kommer til at skrive flere Fortællinger end jeg een Gang tænkte; men aldrig slipper Hjertet sin første Elskov; Dramaet sidder i Højsædet og venter, medens jeg blot giver en kort Audiens til «denne Ene», som rigtignok slæber nok En med, og saa En og endnu En; men Dramaet sidder dog og venter. Jeg ser godt, at jeg vil have al min Kraft behov forat holde mig til det, da det kræver Ro, Ro, – og alle trækker i mig. Men, Gud, hvor jeg ogsaa skal snyde dem allesammen! Som sagt: om 3 Uger herifra! Hvis ikke du kommer da.
Saaledes som nu Alt kommer mig imøde her, har jeg Haab om Stipendium til Vaaren. Italien, Italien! Ja, jeg reiser der alt …
Jeg omgikkes Goldschmidt fordi han smigrede mig? Nei: fordi han aabnede sig! Saa snart En viser lidt af sit Hjerte, er jeg fangen, og dersom den, der gjør det, ikke har gjort det for Nogen paa nogle Aar, da er jeg fangen tilgavns. Se, Erik Bøgh; jeg holdt ogsaa af ham; thi jeg følte at han snakkede med mig, som han ikke har snakket med Nogen siden, – ak, siden hans sidste Ven forlod ham, og det er visselig længe siden! Men Herregud, dette er jo mine dejligste Øieblikke i Livet, og dem vil du tage fra mig? Det er i Kraft af dem jeg virker, ja, du vil se det i Synnøve, du vil se denne Højtid over enkelte Scener, hvori man kan høre Hjerterne slaa og Stemmen tale saa sagte, saa sagte for ikke at forstyrre den store Nærværende: Sandheden. Du, ene, du vil gjennem slige Scener kunne aflure mig, hvorledes jeg er kommen til min Menneskekundskab, at Halvparten er ligefremme Selvtilstaaelser: thi jeg har denne Nøgle med mig, som oplader Folk. Og den er ikke min, for jeg kan ikke bruge den; den er Vorherres, og han bruger den for mig; naar jeg mindst venter det. I slige Øjeblikke prøver jeg da ogsaa mig selv, og Nøglen føler jeg drejet om i mig og det er mig et Behag at lukke mig op, uanseet hvem der sidder hos mig; thi jeg gjør det egentlig for mig selv. Men du har en Nøgle, som du selv kan bruge og fremfor Alt bruge paa mig. Du er min anden Samvittighed. Jeg er bange dig, for fuldt Alvor bange.
Det du nu sidst sagde mig, takker jeg atter for, atter og atter! Det er sandt. Men trøst dig: her er Ingen, som smigrer. Hovmodig gjør jeg Fejl! Ja! Jeg har nylig syndet. – – – Men jeg bliver mere og mere moralsk stærk; thi jeg var een Gang uhyre svag. Jeg lever ogsaa nu ordentligere end nogensinde før, og du skal se, du faar Glæde af mig, du kjere, kjere Ven.
Aldrig har jeg seet et saa uhyre stort Begreb om hvad Venskab er, som hos dig. Jeg maa gaa lige tilbage i Digtningen forat søge Sidestykkene og heller ikke der træffer jeg dette Hvisk, som du kan faa istand med En, enten du nu er ved hans Side eller over Havet. Herlige Fyr, med de herlige Evner; jeg skulde havt dig her forat beskytte mig forat du kunde tage din Andel i vort Fællesarbejde ud imod Verden; thi, ak, jeg maa besørge begge, og det er dette, som vil dræbe mig, intet Andet. Men jeg skulde især havt dig forat kunne hviske.
Jeg har ikke seet to Venner skildret, ikke saadan som du har givet mig Motivet i dit Begreb og i dig selv. Sig mig en saadan Bog, eller jeg er nødt til at gjøre en. Jeg tænker mig, at den, der tog denne Side i Menneskelivet, han greb, han maatte gribe saa dybt fat, at han enten blev siddende der, som den der vilde rædde de sjunkne Pengekister eller han kom op igjen som Verdens rigeste Mand. Og jo mere jeg nu stirrer ind i et saadan Sujet, des mere synes det mig et Tidsemne, og at det vilde komme som Englene til Loth. Thi Venskab er Indgang til Sandhed.
Dette sidste Begreb er nu den store Klokke, som hænger i mit Taarnuhr og ringer baade Morgen, Middag og Aften. Jeg fører Alt tilbage dertil, og naar jeg fra dit Brev gaar ind i mit, saa ser jeg ret, hvor langt tilbage jeg ligger; jeg sidder egentlig og bivuakerer ved en rask Ild, som brænder et Steds i en Skog, hvor Løvværket dækker meget af Himmelen, Mørket er faldt paa, saa Fantasien kan flagre og forsøge at erstatte Dagen, den fulde dejlige Dag. Men du er kommen frem, er vel herbergeret og studerer blot paa, til hvilket Kammer du nu ogsaa skal vende dig. Og kommer jeg engang frem, saa er det meget fordi slige prægtige Karle som du og flere til, sender Hest ud forat lede mig op og føre mig frem.
Mandag Morgen (d.v.s. Dagen efter) [20/7].
Jo mere jeg nu tænker dig frem igjen, des ulykkeligere bliver jeg ved Sammenligningen af hvorledes man har det i Verden, og hvorledes man kunde have det. Det, jeg hver Dag har erindret hos dig har mere været dine Bemærkninger, din Vejledning; nu kommer dit Brev og minder om det Andet, det jeg næsten havde glemt: dit Venskab. Du ved jeg har denne velsignede Evne at kunne glemme. Jeg kjender næsten ingen Retning, hvori det er nødvendigere end her. Blot siden igaar, siden det fulde Begreb af dit Venskab svulmede mod mig, har jeg været meget mismodig; thi mit Hjerte er saa skabt for saadant, at naar jeg midt i min Ørken endelig ser det, ak, blot i Luftspejling, bliver jeg aldeles ulykkelig. Du kunde nu lænke mig fast til dette Brev som en Hund. Saalænge i alle Fald sad jeg midt i Stil hedsringen. Stedet, hvor der hviskes. – – – –
– – – – Du har Ret: det er urigtigt at kalde dig et Reflexionsmenneske, fordi Folk, naar de tillægger En et Prædikat, da har afpudset det saaledes, at blot dette ene, rene Stof findes deri. Men fik jeg sige: Petersen er et Reflexionsmenneske, som styres af Fantasien, saa skulde jeg være med. Din Reflexion er din Kikert, dens Stillads utrolig megen Læsning, men Fantasien stiller den; det er fuldstændig regelløst, hvad du den eller den Tid betragter; du tror der er fuldstændig Regel deri, men det er saa tilgavns Regelløshed i dens Bevægelser, at dine Kammerater engang for alle maa vænne sig af med at gjøre visse Fordringer til dig, som de ellers gjør til Alle. Jeg kjender ikke to slige Mennesker, derfor hellerikke denne Nummer To, som kan staa bag mit Digt og sige: derhen gaar det! Du har glemt det og det! Det tyske Forsøg paa Sligt kjender jeg nok; men ikke den virkelige Evne. Denne sætter jeg i, at Reflexionen hos dig er ikke alene, som hos Alle, den sidst Tilkomne, men den meget sent Tilkomne; ellers plejer den hos de Fleste paa Grund af Verdens karrige, tørre Opdragelsesmethode at vinde Jakobsretten til Esaus Førstefødselsrettighed; men din Esau holdt sig og Knægten maa istedetfor at fly til Mesopotamien og gjøre adskillige Giftermaal, blive hjemme og arbejde, ja rigtig trælle. Indbyd dig til at gaa ind i et Digt, – og du kommer som den grønne Jæger, med Riflen kastet let over Skulderen, glad, munter, forat jage paa det nye Revier. Du har med dig en fin, spids, allesteds snusende Hund, som du er rigtig tyrannisk imod, men hvad Ingen lægger Mærke til. De Andre har ogsaa Hunde med, store, mæskede Bæst, som plager dem og trætter dem med. Saa gaar Jagten, Pidskene smælder, Hornene blæser, Hundene spænde paa og gjør; de slippes; du slipper ogsaa din. Men se: de Andre kommer væk med een Gang, din farer aldrig længer bort end han kan lyde dit sagteste: hid! Og saa gaar I Eder ganske stille ind paa Vildtet. De andre løber, løber, Hundene, hvor er Hundene?
Men denne spidse Snusende i Snoren er din Reflexion.
Vrøvl.
Det er forunderligt at du fik samlet saavidt din Læsning, at du fik Examen, meget forunderligt. Men ogsaa her har vel Fantasien gjort Underværker. – – – –
Saa skulde jeg vel tale lidt om mine Karakterer. Ja, – du ved, hvorledes jeg har det: jeg tænker i det jeg skriver, men ellers leger jeg. Det Bedste jeg har gjort i min Fortælling er et Relief jeg har givet de handlende Personer i hint Bryllop paa Nordhaug, som Thorbjørn føres ind i. Det er Granlidfjeldene udsat i Mennesker, – Slagskyggen i Bygden. For at lade det inderlig Menneskelige i Synnøve faa Lov til at bøie sig mod Thorbjørn, selv hvor han er skyldig, – og navnlig ruste hende ud med Kraft til at søge ham, hvor han ikke længer tør søge hende (netop Tegnet paa hans Forbedring) saa maa jeg tage Noget bort af Moderen. Dette lille spinkle fine Væsen, som du engang kjendte, er gjennem Aarenes Løb bleven en travel Kone med saare meget af Bibelen i Munden, men ganske umærkelig udsat til Sætninger som: «holder vi os nær til ham, husker han nok os» – «bed til Vorherre om Kvelden, saa øges dit Arbejde om Dagen» – en selvkjerlig Religion, som ikke kan fylde Synnøve (naturligvis ubevidst) og lader hende gaa paa egen Haand (ogsaa ubevidst). Hendes Fader er den Samme med de store blaa, milde Øjen, som holder saa mageløst af Synnøve, men tier, hvergang Moderen nævner Noget af Bibelen. Altsammen bare let og antydningsvis. Jeg forstaar heller ikke denne Tegning ud over al Mark, denne ørkesløse Snak. Jeg nævner næsten ikke deres huslige Indretning, og dog indbilder jeg mig, at vi allesteds bor hos dem og kjender Stuen. Jeg indbilder mig, at ni tiende Parter af vore Romaner faldt bort, hvis man rigtig tegnede, og hermed mener jeg: havde Formaal, mente Noget med hvert Ord. Jeg er desværre endnu ikke kommen længer end jeg hist og her søler mig i en «Fyldningsscene»; hvor jeg da arbejder, indtil den ogsaa har en bestemt Opgave, og jeg stryger den, har den det ikke; thi Mærket og Maalet bærer jeg hos mig: de kjeder mig, ja Mere; de gjør mig ondt at skrive. Naar jeg læser Romaner, begriber jeg ikke, hvorledes man «er kommen over» det eller det Afsnit. Disse Mennesker kan ikke føle Glæde, naar de skriver, thi Glæden er dog ikke den at se sin egen Pen gaa, men den at se Andre gaa gjennem den.
Og saa deres Naturskildringer. Naturen har da intet andet Sprog end det Mennesket giver den, kan følgelig heller ikke som gjengivet opfattes uden gjennem et Medium. Dette Medium er de Menneskers Stemning og Forhold, som netop er paa Scenen. Men hine begynder sine Bøger med en Naturskildring! Begynder regelmæssig sine nye Kapitler med dem! Selv, hvor man ingen Tone tager med at lægge udover – fra den sidste Scene! – – Saa tykkes det mig ogsaa, at den hele Bog er anlagt paa at røre, eller paa at forfærde, eller paa at delikatere, anlagt paa et Indtryk! Jeg har paa 6 Aar ikke læst 4 Romaner, og dog sidder jeg her og skriver. Gud ved, hvordan det nu gaar. Kom jeg bare engang saa langt, at jeg kunde læse mine Ting i Bog forat kunne faa dette Maal paa mig af «for langt», «for lidt», «for meget». Ligesaa med mine Dramer. Jeg maa se dem opført!
Aslak var ikke af disse stærke Folk, som kunde stige, selv i det Onde. Hans Ondskab er en Svaghed hos ham, og den trækker da ogsaa mere og mere af det hele Menneske ned i en alsidig Afkræftningsproces, hvori den selv tilsidst faar liden Magt, skjønt megen Vilje, – og næsten bliver blød over Følelsen heraf. Han drikker nu, og naar han er fuld, græder han. Bliver han fuld tilgavns taler han om det, som han ikke ved af, naar han er ædru; men han ved af, idet han siger det, at han siger det, – ogsaa, at han ikke husker det, naar han er ædru. Saaledes faar vi se ind i ham. – – – Sæmund, min herlige Sæmund, elsker jeg og kjæler for. Hvilken norsk Bonde! Skjønt lidt styg.
Gud ved, hvad Wille vil sige, naar nu ikke engang Synnøves Moder faar Lov at være et Ideal, ikke Synnøve selv engang! Det er forbudt blandt Haugianerne at dandse. Saa sidder Ingrid og hun paa Stølen og er saa glade over, at Thorbjørn «som er saa mærkelig god til at dandse», ikke dandser paa Nordhaug idag. Men Ingrid griber hende i, at det er ikke fordi Thorbjørn dandser, at hun før (uden dog at lade sig mærke dermed) har været vred paa ham, naar han gjorde det; – «men fordi han dandser med Andre end hende!» Og da hendes Protest ikke hjælper, mener Ingrid det er bedst, hun lærer hende dandse, «forat hun ikke skal have det at ærgre sig over». Den Anden vil sletikke, men Sangen, Dagen, Anledningen river med, og saa – – kan hun dandse!! Ingrid blev forundret kan du tro; for (mellem os) er hun et lidet nydeligt Tossehoved; men sig det endelig ikke til hende. Hun har nemlig hele Maneren af at være klog; thi hun er jo ogsaa opdragen af Synnøve mere end af sin Moder. Derfor er hun ogsaa uden Kristendom mere dejlig i sin Færd end Synnøves egen Moder med sine Regler (skjønt engang var det nok mere end Regler). Synnøves Moder er ventelig bleven slig fordi Forbindelsen med den Mand lod hende formeget faa Overtaget og lokkede hendes energiske lille Karakter noget udover Kvindegrændsen, om ikke i sin Færd, saa i sin Tanke. Nu ja, det er maaske ikke rigtigt at optage vor korte Samværestund med dette. Men det er fristende, fordi her er Ingen jeg kan tale med dette om; Meidell ser blot dem, som gaar omkring ham, her er jeg med og det er interessant nok; men være med at konstruere abstrakt morer ham endnu ikke. Og med ham er den Sidste gleden ud ifra mig.
Greensteen tænker jeg usigelig ofte paa; men skrive – ja, havde jeg Tid saa; men jeg lever i det Nærværende; de faar holde paa mig, de som kan. Greensteen maa huske mig med sine Digte; thi mine omarbejdede Fortællinger skal snart lægges under Pressen, naar blot Hulda er færdig. Wille – nu ja – Hils ham; det skulde glæde mig meget at træffe ham igjen. Weilbach husker jeg bedre, forunderligt nok. Men hans bestandige Ord om Samliv, Indvirkning – ja; han er i mit Væsen, det er sandt, og det troede jeg ikke. Lille Elberling er en brav Gut. Nehm, du, er Ingenting. Affekteret, snild, brav. Nej, takke mig til Greensteen, Gudbevare: end Greensteen! og hans mageløse Moder, solide Søster, haardhændte Broder med det sikre Øjekast. A. Smidth, ak ja, – tag dig af ham … Sig ham, at den Baadtegning, han bad om, kan Ingen her gjøre, hvorfor jeg maa vente til en Ven kommer hjem efter Ferierne.
Hils din Søster.
Jfr. Svendsen er nu meget gladere i mig end jeg i hende. Bestandig faar jeg mere Magt over hende; forleden tvang jeg hende til at gaa ind og kysse sin Værtinde, som hun havde været uartig mod. Nu har jeg ikke været der paa fjorten Dage, hun sidder og venter mig hver Dag, og det har hun godt af. Men Sagen er, i en saa travel Tid maa jeg benytte min lille Ferie til at lædske mit Hjerte, og det gjør jeg ikke der. Hele Verden er forresten hinsides – og jeg her. En hel Del Overløbere kommer over til mig forat – give mig Noget? – nej, forat faa Noget hos den Fattigste af de Fattige. Verden er Fru Heibergs Entredør. – – Du, dette Menneske hader jeg, og kan ikke hjælpe det. Naar Folk spørger mig efter Heibergs fortæller jeg lidt af hvad du fortalte og lader dem i Uvished om jeg har talt med dem eller ej, fordi jeg i sidste Tilfælde maatte fortælle Grunden, og det vilde tirre dem heroppe frygteligt. Saameget har din Samtale virket, men ikke Mere. Jeg hader hende, fy! hader, hader! – Hvor hun har krænket mig, hvor hun krænker mig daglig derigjennem, at «det er en lukket Dør for mig,» og jeg, som havde slig Ærefrygt for den, at det næsten var det lukkede Parnass, – ja, som endnu har den; men netop derfor hader; thi det var en Uretfærdighed, hele mit Indre stamper i Gulvet af Raseri. Det er af dette, som jeg, hvis jeg havde Magten, vilde tugte, tugte, tugte! – – Der er Øjeblikke, hvori det forekommer mig, at hele min Tilværelse som Digter er koncentreret paa dette Punkt. – – –
Gud, lad mig ikke selv engang komme til at gjøre et ungt begyndende Menneske saa ondt. Jeg vil aldrig se hende i hendes Hus. Fordømt.
Otte Dage efter. [27/7].
Ja, desværre: otte Dage efter! Det er ogsaa Pokker: naar jeg har skrevet, saa har jeg ingen Trang til at sende det; at faa udtale det er Hovedsagen, tror jeg. Min Artikel om Lektorposten i Aftenbladet brænder mig paa Samvittigheden: jeg var saa kaad, da jeg skrev den, men i det Kaade er smaa smaa Partikler Ondt; det ser man først bagefter. Det Menneske, som jeg har fornærmet, kunde jeg kysse; det ved han ikke noget om, og hader mig. Men det er Bladskriveriet, som gjør det Altsammen; det fordømte demoraliserende Bladskriveri. Nu holder jeg paa med Udstillingen og har et Øje paa hver Finger. Jeg har skrevet en Indledning udelukkende med Hensyn paa dig, og du maa læse den og sige mig din Mening. Tak, Tak for dit sidste Brev. Herregud, hvor du er snild mod mig. Mit smukkeste Digt vil jeg dedicere dig. Vovede jeg det, fik du Halte-Hulda.
Om Goldschmidt, ja, du skriver saa overbevisende, at Pokker alene kan have en anden Mening; men Fru Collett! Vogt dig for de Norske; de er ikke Alle saa aabenhjertige som jeg; de Flestes Fulhed bestaar netop i at synes ligefremme indtil det Stødende, men netop da ved de allerbedst, hvad de siger. Og slig er Fru Collett. Hendes Kejtethed er Forlegenhed, og denne i sin dybeste Bund Forfængelighed. Tro mig! Sorger har hun ikke havt, har et Gemyt, som de ikke rører. Hun er bitter, og det er en Helvedes Løgn at Sorg gjør bitter; det er netop dem, som ikke kan tage mod Sorg, der bliver bittre; de tager Ærgrelse af Vorherres Værk, det nøder dem til at gjøre fæle Sammenligninger, men er det at sørge? Fru Collett er ingen smuk Karakter, tro du mig. Men du har en uforklarlig Evne til at fremtrylle det Gode i Mennesket, som jeg ofte har følt, men lad dig ikke skuffe deraf til at tro, det blot er Godt i dem. Jeg kjender blot een, tror jeg: Rode.
Tak for dine Bemærkninger om mine Artikler; jeg tænkte ikke du læste det Skidt; naar jeg har nævnt dem, har det blot været forat overbevise dig om at jeg arbejder, og for at du kunde føre en Kontrol hermed, som du har mere Ret til end Nogen paa Jorden. I denne Uge er Synnøve færdig! – – Wille er kommen, og jeg har gjort stort Gilde for ham, hvori jeg havde samlet mine Kjernetropper, og hvor han erklærte, at det var det bedste han havde bivaanet! Ibsen er kommen fra Bergen (læs hans «Gildet paa Solhoug»!) Jeg elsker ham!! Nu holder min Kammeratskreds et stort Gilde for Borch, kommen fra Kj.havn, Glosimodt (ligesaa) Conradi (Komponist, kommen nylig tilbage fra Leipzig) Vinje, den vilde Digter, Ibsen (Digteren fra Bergen) Meidell (den vittige herlige Fyr med den store Sjel) Skuespiller Brun (i gamle Rosenkildes Maner) O. Vig (Folkeskribenten) Paul Botten-Hansen (Udgiver af illustreret Nyhedsblad) Bagge (Landskabsmaleren) Bekkevold (Kand. mag. Sangeren) alle mine Kammerater, – og saa rejser jeg, hvis ikke du kommer! Kom, kom, kom! Gud, hvor vi Allesammen længes efter dig, hvor endog Wille roser dig, hvor vi vil være snilde mod dig; du er aldrig før kommen til slige Folk; du vil gjøre en Synd mod dig selv, hvis du ikke kommer. Meld mig øjeblikkelig, om du kommer eller ej! Hører du! – – Ja, du har Tid til at skrive Breve; men jeg! – – Tak for din Kritik over Andersen! Tænk, at jeg synes den er et Afsidessprog med mig, og at ene jeg kan forstaa hvert Ord, at du etsteds smaaskjænder paa mig, andresteder befæster mig i det Gode. Riv mig nu ikke ud af den Illusjon. Hils Greensteen, Weilbach, Elberling o.s.v.
Din Bjørn.
[Kristiania medio november 1857].
Min Petersen!
Tak! –
Formodentlig fordi jeg i al denne Tid har levet sammen med dig hver eneste Dag, har jeg ikke skrevet dig til. Faar du Brev, er Arbejdet standset af en eller anden Grund; faar du det ikke, da gaar det – for dig og sammen med dig, Ark ud af Ark, til det staar; og jeg maa knytte Forbindelsen med dig paa anden Maade, – denne nemlig. Dit kjere sidste Brev traf mig i Kristiania netop et Par Dage efterat jeg med den færdige Halte-Hulda var vendt hid. Saameget har jeg oplevet siden da, at jeg vel ikke faar en saadan Periode een Gang til i mit Liv; men saa er jeg da ogsaa beredt derpaa. Idel Glæde og Lykke, alle saakaldte Fiender (hvis Tilstedeværelse jeg forresten aldrig har følt) er som blæste væk, bare Lykønskninger og Tak. Jeg tør sige, at fortiden har de ingen kjerere ung Mand heroppe, og man kappes og strides om mig; jeg maa op i Visitter, Kaffeselskaber etc., morer mig en Stund, og saa længes jeg hid til Arbejdet igjen.
At Lykken var saa dejlig vidste jeg ikke. Jeg var dum nok til at tro den var en Rus. Nej, – min Ven, den er en stille Samtale med sig selv, en, som Gud hører paa. Den er Længsel til Arbejde, ingen kort, forfængelig brusende, nej beskeden og frugtbar. Den er Sikkerhed i hvad man gjør; den er Skarpsyn ogsaa udad, – man tager i Tilsidesættelse Fejl af Mennesker og Forhold, i Lykken stilles Vægten i os tilrette, d.v.s. den stilles op paa Religionens, Humanitetens Balance, og forunderlig sikkert faar man afvejet. Den er kort og godt: Væxt, men en stille og i det Smaa. Den er Fred; før puffede man; men nu puffer man ikke mere. Før tænkte man ængstelig efter en Andens Mening; nu ser man den strax, men ogsaa strax rigtig, og da tager man den derefter. Den er Ensomhed, og jeg troede den var Samliv! – Den er Taknemmelighed.
Min kjere, bedste Ven, jeg skylder dig saameget, at jeg aldrig faar afbetalt. Men jeg ved, hvad du vil; du vil have Lønnen i mit Arbejde, og da maa det være din Glæde, at den Lykke, som Ingen mere end du har skaffet mig, fordobler Arbejdet saavelsom Arbejdstimerne. Jeg har aldrig i mit Liv været saa flittig som nu. Dog bør jeg heller ikke være blind for, at den større tekniske Færdighed giver mere Lyst til at kile paa. I Danmark generte den ny Form, som jeg netop der fandt op. Nu er jeg stærkere i den, og den bliver mig dog bestandig ny. Jeg skrækkes for den Dag, da den ikke længer maatte være det, at jeg maatte som saa mangen Bedre: give Gjentagelser.
Nu er første Oplag af Synnøve (1000 Exempl.) udsolgt. Andet kommer ud i Danmark desværre; det er skeet uden mit Vidende. Da skal du faa dine 5 Exemplarer, som jeg har lovet dig. 600 Exemplarer er solgt i Danmark; Bogen er der over det hele Land, saaledes ogsaa i Jylland, hvad der sætter min Forlægger i stor Forbauselse. Her er vi saa tilbage; men det kommer nok, og da netop, som Forlæggerne nu indser, gjennem Bøger, der forener de to Læsekredse. Paa Grund heraf overbyder de hinanden, og jeg staar mig snart godt og kan betale min Gjæld. For Synnøves første Oplag faar jeg 240 danske Daler og det uagtet jeg Intet havde betinget mig. Nu kommer flere Fortællinger efter Jul, og andet Oplag af Synnøve vil gaa friskt [i] Julen, den eneste Tid, hvori Mellemklassen her kjøber Bøger. Er een smuttet ind, gaar de andre nok efter. Saadan staar det.
«Mellem Slagene» gik meget godt, gjorde langt større Lykke end jeg havde ventet. Jeg var meget rolig, sad blandt Tilhørene og saa paa i samme Loge som Hr. A. Munch og Ibsen. Men anden Kveld slog Jfr. Svendsen sig krakilsk. Hun var smudsig nok til at tro, jeg havde skrevet en Kritik over hendes Spil, – og gav Rollen som Vredestegn blot halvt. Men det gik, som venteligt, ud over hende selv. Ak, hun er paa Afveje; ingen sand Stræben, bare Tant. Nu har jeg forsøgt det eneste Middel, jeg hidtil har ladet uforsøgt, nemlig at bruge Alvor, og jeg skal oprigtig og udholdende fortsætte dermed i Vinter. Uden hende kan vi Intet – fra Scenen.
Mellem Slagene udgiver jeg neppe. Maaske i en Føljetong og med en liden Fortale, siden man nu endelig vil have den. Aldrig har Publikum saa bestemt følt og udtalt, at disse Skuespillere ikke er vore, som da Stykket gik. Nogle saadanne Slag til, og vi har Kamppladsen. Jeg holder mig nu ganske rolig. I al Strid er der per sonlig Forfængelighed, og den svider saa stærkt – bagefter. Det er en anden Sag med dig. Du er saa stærk og ren; jeg følger din Virken, kan du tro, og Meidell ikke mindre. Du skulde maaske forbauses ved at staa her og se Kampen herfra; thi jeg ved, at under Striden undervurderer man en Gang imellem sin Sags Dygtighed, skjønt dens egen Godhed nøder En til ubevidst at bruge større Ord end man selv ret tror paa i Øjeblikket. Men stod du her, saa du først, hvor storlig du har Ret. Tænk en Gang imellem paa os, at her falder Ordet ned, om det der overhøres. Hvad jeg ellers kunde have at sige dig i den Anledning er vel ikke stort, og jeg er nu engang blot kommen i Discipelforhold til dig, hvad fælles Virken angaar.
Hvad jeg hidtil har skrevet, er skrevet forat udhale hvad jeg egentlig vilde skrive: om «Halte-Hulda». Under stor Begejstring har jeg læst den for mine Kammerater, og Gud give jeg kunde have en saadan Stund hos dig. Nu sender jeg den – ganske taus. Men siger du mig ikke din Mening med næste Post, saa finder du den Gang ikke rigtig Form for dit Venskab – i saa Fald den første. Dersom nu Fru Heiberg – Gjør med den, hvad du vil. Men først maa jeg lade den trykke, det vil du selv indse, og er Stykket ikke istand til at trække større Hus, netop fordi det er trykt, saa er min Hensigt forfejlet. O, hvormeget jeg havde at sige: men hys! – Du skrev om at du vilde gjøre mig opmærksom paa Fejl. Er de bagatelagtige, saa lad dem staa; er de organiske, saa maa de staa. Jeg voxer, men ikke Værket; den Goldschmidtske Fejltagelse maa du ikke dele. Var du her, saa jeg læste hvert Stykke, hver Scene for dig, altsaa medens det endnu var i smeltet Tilstand, da var det en anden Sag. Men nu noget Andet! Nu Fortællinger.
Mit næste dramatiske Arbejde bliver et Slags Lystspil, der behandler en Skik i Norge som kaldes «Utpaagangeri». Hver Lørdagskveld søger alle Frierne sin Jente, og der er da ret lystige Sammentræf. Det bliver overvejende Sangspil og er nærmest gjort for Tellefsen.
Derimod har jeg et andet, som jeg glæder mig til, og Ideen skyldes vist tildels dig. Jeg vil vise, hvorledes en ung Mand bliver Kunstner. Ja, det er dumt udtrykt. Han har et Forhold til en ældre Kunstnerinde, som han tror er Elskovsforhold. Hun tror det nok ogsaa, men mere forat gjøre sig interessant, forat lege paa gammel Vis, forat nyde i Langdrag maaske – leder hun alle hans Sværmerier hen paa Kunsten selv og ifra sig. Han er Digter, han maa digte for hende. Disse Digte er da egentlig den bankende Sjel i Stykket, maa med stor Vaerhed ramme de forskjellige Stadier. Han digter, han foredrager blot for hende og af slet ingen anden Bevæggrund; Digtene trodse og true, de larme, de er stille, de ser lidt udover Stuen, er der atter o.s.v. Hun drager og støder.
En ung Pige er stillet ved Siden; hun har et Hjerteforhold til disse Digte, hun roser netop dem, hin finder mindre gode, og han er ligefrem grov mod hende derfor, agter dog tilsidst paa hendes Dom, netop hvor den er dadlende. Der var maaske Noget i ham selv, som ogsaa havde dadlet. Men den ældre Kunstnerinde havde ført ham med sig ud i Verden, hvor hun gjorde lidt Eventyr med ham. Det begyndte at more ham, og hun blev lidt bange, men forbigaaende. Den Yngre var blot glad, naar han var stille og ikke saa udad. Derfor opmuntrede hun den Anden til at holde ham borte fra Larmen. Det vilde hun dog heller ikke ganske. «Udgiv nogle Digte,» siger hun. Hendes Vilje er hans Lov. Han udgiver. «Har De læst min unge Vens Digte?» hedder det overalt. Nej, men paa hendes Anbefaling maa de jo læses. Og de læses. Ros, stigende, stor – til Tinden!
Den Unge bliver bange. Han undrer sig lidt, gaar saa omkring og hører lidt paa Rosen, en anden Kunstnerinde, som nu føres til i de Andres Nærværelse, smigrer ham paa en for ham ganske ny Maade. Hun gjør Kur til ham. Derigjennem bringes han til at tænke paa, hvem han egentlig er: nemlig værd Kur, og det ovenikjøbet hendes. Hun er af disse Damer, som altid ligger bagover en Stol, lidt slapt, men indtil Gejlhed interessant. Hun har Vifte; men hun slaar den aldrig op. Den ældre Kunstnerinde bliver lidt ræd – og trækker til. Han kommer strax, men lidt forundret. Hin er urokkelig passiv, og han ser ogsaa did. Den Unge tør ikke være tilstede. Saa skal han citere et af sine Digte, og han tager et, der ikke længer har noget ganske bestemt Forhold til Noget (rettere Nogen) i Stuen. Han citerer det ogsaa nu paa en lidt ny Maade, nemlig til To, d.v.s. lidt efter lidt for Ingen! Den Unge staar nu bag. Foredraget har gjort stærkt Indtryk paa ham selv; han er kommen hen – han ved ikke hvor. Den anden Kunstnerinde fører Talen umiddelbart hen paa Kunsten, og nu er han istand til at give den Ord og Udtryk, som gjør ham smuk – for sig selv. Den første Kunstnerinde ser, at det glider udover de snevre Grændser hun holdt ham i og søger ængstelig at forstyrre. Den Anden hidser; blot med Stikord. Hans Opfattelse bliver tilsidst saa ren, at den ældre Veninde søger at sætte tvær Spot imod. Pludselig tier han – og ser. Den Anden byder Armen. De gaar. Den Yngre græder. –
Saa er han sværmende for den Anden, og det gaar lidt dybt. Han har et Fy! færdigt i sig, men forstaar det ikke rigtig, før han ved Siden af hende og til hendes Ære skal gjøre Figur i en fin Kreds. Der er den Unge, den Ældre ogsaa, men kold. Den Yngre drager, Rosen gaar om ham ogsaa her, men i ædel Form, de to ældre Kunstnerinder fører en Samtale, spydig, tør, han ækles, han vender sig, han taler med den Yngre, han er træt, træt af Alt, hun vækker ved simple Ord stærke Længsler, hun er da saa smuk.
Ja, det Sidste har jeg ikke tænkt mig; thi den dramatiske Plan hviler naturligvis heri, og den udarbejder jeg ikke for det Første i al sin Strenghed; jeg maa samle Lidt først. Lidt bedre end her det Sidste er, har jeg det; men et ækelt Menneske taler i næste Værelse og rejser med min Glæde; han er saa uren, hans Stemme saarer mig. Det er Loke; du husker ham nok. Saaledes har jeg glemt at føje til, at den anden Kunstnerinde angriber – fint – den Unge, fordi hun jo gjør Indtryk paa ham – og han ser Modsætningen. – Stykket skal slutte med at de to Unge staar ganske alene paa Scenen og han citerer et Digt for hende.
De to Ørneunger skriver jeg nu for norsk Folkekalender. Fremdeles kan jeg ikke skjønne, at de blot er første Kapitel i en Bog, skjønt jeg nok kan skjønne, at de kunde illustrere en Bogs Handling. Men heri ligger ogsaa, at de kan staa alene. Jeg skjønner heller ikke at Thrond er første Kapitel. De er jo begge første Kapitel i en Tankerække; men deres Væsen er, at andet Kapitel er Verden selv. Som jeg kan forstaa, faar jeg flere slige Stof. Men i den senere Tid har jeg siddet for indeklemt i Halte-Hulda til at se efter Susjetter, som var mig nye. Derimod har jeg baaret hver Dag paa et eller andet af de gamle, som derved er voxet i mig, til de nu snart i omarbejdet Form skal gaa ud efter Synnøve. Det var hjemme, at jeg fandt det Susjet, jeg ovenfor har beskrevet. Overhovedet ved jeg aldrig rigtig, hvad Susjetter jeg har, saalænge jeg arbejder. Det har hændt før, at naar jeg for en Stund standsede, besad jeg flere, og frit er det vel ikke at jeg har sammendraget nogle nu med.
Fortiden søger jeg den literære Stipendiepost, d.v.s. 520 danske Daler om Aaret til at uddanne sig i nordisk Literatur for en Gang at kunne blive Lektor i den. Den er oprettet af sidste Storthing, og Folk tror jeg faar den. Vel bliver jeg ingen Videnskabsmand, kommer vel heller ikke til at ofre formegen Tid paa den; men jeg tænker trøstig som saa, at jeg skal give dem det igjen paa anden Maade. Landet har nu engang ingen Form for Understøttelse af en flittig og ung Forfatter. Faar jeg Stipendiet, kommer jeg næsten strax ned til Eder og lever der. Kunde du ikke indrette dig slig, at vi rejste sammen til Italien ad Vaaren? – Tænk herover.
(Dagen efter)
I Bladene kommer jeg vel til at levere en fire Artikler i Vinter, blot forat gavne Kammerater og Kunstbrødre, da jeg nu engang læses. Men Mere vil jeg heller ikke. –
Angaaende Halte-Hulda er det siden faldt mig ind, at Hr. A. Munch har forspildt Opførelsen af sit nye Stykke dernede blot ved vankelmodig Adfærd, hvad ogsaa ligner ham. Han havde i denne kritiske Tid henvendt sig til Heiberg, Høedt og Christensen paa een Gang, for ikke at sige flere. Følgen var, at Ingen vilde have med det at skaffe. Man raader mig her til at levere Christensen det, da jeg ellers faar Modstand. Nej; jeg leverer Heiberg det. Bliver hans Anbefaling ikke hørt, forsaavidt jeg faar den, da er Stillingen dernede saa ussel at jeg bryder mig Djævelen om den. Og Fru Heiberg er visselig for mig i denne Rolle et sine qva non. Finder du det rigtigt, saa send Heiberg et Brev fra mig, som du kan lade hvem du vil skrive i mit Navn eller sit eget. Jeg tør ikke mere, da jeg jo sidst gjorde Formfejl, og vil ikke mere genere saa fine Folk med dem. Men gjør Fortgang, min Ven, da du skjønner det er mig magtpaaliggende.
Idag er jeg tør i Hjernen. Jeg sidder her med «Inger til Østeraad» af Ibsen og maa kriticere det, da ingen Anden vil. Skriv mig dog endelig til om Ibsen. Husk hans «Gildet paa Solhoug». Desværre han maa nu atter slaa om i en anden Gade forat jeg kan faa Tro til ham. Han har i «Gildet paa Solhoug» digtet paa Kjæmpevisen saaledes at han tilsidst blev mig en levende Kjæmpevise. Alt, indtil dens Sprog gik i ham. Saa sprang han over i Sagaen, og nu kommer han op igjen derfra med dens Udtryk, dens Sprog, Ord til andet, dens mindste Vending og al dens færdige Poesi. Han er større Virtuos end Ole Bull endsige Henr. Hertz. Der er et forunderligt drømmende Gemyt i ham, som ikke er dygtigt til at sænke sig i Livet, men i den færdige Poesi og tage der indtil, ja indtil Klakken paa Væggen – saadan som Tordenskjold. Og han har en utrolig sikker Reflexion, saa han i sine Digte kan gjøre Vindueskarmen efter, slig som han tænker sig til at den var. Nu har han sidst i «Hærmændene paa Helgeland» gjort om igjen Sigurd Fafnersbane og hele den umaadelige store Sangcyklus omkring ham og tilliggende Sagn grupper. Det er imiteret eller dramatisk indsat indtil Fuldendthed. Det maa jeg erkjende og rose, og dog fnyser jeg af Harme, netop fordi han er saa god og troende, at jeg ikke kan tale ud. Var det ikke fordi, at han neppe er stor nok, til ret med Kraft at tro mig fri for Misundelse, saa sagde jeg ham Sandheden alligevel, i en stille Time, gjerne medens jeg trykkede hans Haand. Men nu gaar jeg her formelig og sveder. Sagen er, jeg har det heller ikke rigtig paa det Rene; men her er noget Galt, det er jeg vis paa.
Ser du vel: Stykket a er Folket, Stykket b er Folkets Poesi. Poesien fremkommer nemlig derved, at et Folk strækker sig. Gjennem Vølsungasagnene m. m. har nu de nordiske Folk strakt sig et forfærdelig langt Stykke op med sin Længsel. Slig vilde de være, hvis de kunde. Men de kunde ikke. Da var det jo, for Pokker, ikke Poesi længer. Nu gaar Ibsen hen og gjør os Menneskene paa Erik Blodøxes Tid slig som Sigurd Fafnersbane, da Alt, der berettes om ham, saavelsom alle andre Herosdigte, her er benyttet, – sat dramatisk ud. Nu kan jeg ikke faa i mit Hoved, at Menneskene da ikke var Mennesker, men Guder. Jo, de var, Fanden gale mig, Mennesker! De var mere Mennesker end selv deres virkelige Historie, da den endelig blev skreven, viser det. Eposet er saa gyselig, frysende fornemt; men hvem hører dem ikke græde, hvem ser ikke de Timers, de Aars Vankelmod kanske, som denne enkelte Handlings Jernbestemthed, Følelsesløshed endelig voxede ud af? Hvad skal Dramaet være i Forhold til den færdige Historie, naar det ikke skal være Udjevneren, Opløseren, Forbinderen med det menneskelige Liv indtil den fineste, mindste Traad? – Forsoneren? – Nu kommer, som antydet, hertil det Værste, at dette ovenikjøbet ikke er Historiens Folk, men Fabelens. Bevar’s, de skal benyttes, ligesom Folkets Poesi overhovedet, men ikke saaledes, at vi spænder Folkene op i dets egne poetiske Livsformer, men trækker deres Længsler ned i dem igjen, lader dem cirkulere i deres Kjød og Blod, lade Sigurd Fafnersbane vise sig gjennem Helten, naar han f. Ex. i et vist Moment bryder en Snelde istykker.
Sligt forstaar ikke Folk, og derfor kommer dette Digt af Ibsen til at gjøre ubodelig Skade. Enhver har nu fra sine Skoledage tænkt sig de Gamle, og da helst saaledes som deres poetiske Figurer. Enhver tænkte da ogsaa: det skulde være morsomt engang at se dem, og han begyndte kanske selv at skrive Dramer. Nu faar han se dem; der er de! Ja, der! «En Mand, som mister 6 Sønner i Kamp forat befri sin Fiendes Barn, og kommer hjem og finder at Fienden har dræbt hans Syvende imidlertid, gjør da Ingenting uden at tage denne Syvende paa Ryggen, gaa med ham hen og sætte sig ned forat synge sine syv Sønners Drapa!» O, de vil le af Glæde saa de revner –, – der er de, ja der! – Nej, der er de ikke. Sligt kan ingen Mand i Verden, og kunde han det endda: sligt forstaar ikke vi, og vi maa sætte dem ud i Former, som vi forstaar. Folk her vil tro de forstaar, og det er netop Ulykken. De lægger ikke Mærke til Forvexlingen af Liv og Læsning.
Selve Sproget: det gaar dog ikke an at tale Sagasprog i vore Dage. Sproget maa da bide fast der, hvor det slutter i Dag og føre det længer frem, om det er muligt, men det maa ikke lægge sig udenfor Landet og hen i det store Hav paa lige saamange Smaaøer, som der er Stof – her ligger Kjæmpevisesproget, der Sagasproget, atter der Overgangssproget. – Eller staar vi endnu midt i Romantikens Vildfarelser? – Hvad er ogsaa dette, at gaa ned i en historisk Tid (her Fabeltid) blot forat male den? Som en Skolegut.
Dette Stykke bevæger mig Mere end noget Andet til at udgive Halte-Hulda strax.
Kunde du sende mig et Par Ord om disse mine Anskuelser, blot forsaavidt de er urigtige, saa var jeg dig Tak skyldig. Thi de er for mig hverken mer eller mindre end Troesartikler, hvorpaa en Del af mit Liv er bygget, ikke reflexionsmuret, men voxet. – Og saa min bedste Ven, lidt Undskyldning for Skriften. Jeg er saa afhængig af Pennen, og denne skriver ikke godt. Desuden er der Dage, hvori Haanden vil, og andre, hvori den ikke vil. Bed nu Greensteen skrive mig til. Det er dog Skam af ham, saa vakkert jeg skrev ham til, den kjere Gut. Weilbachs «Samliv» blev der nok ikke stort af. Aanej; det var det jeg sagde, at det var en Misforstaaelse, som kom af, at han Ingenting havde at bestille. Kunde du ikke søge at finde Billedhugger Borch; han holder saa af dig gjennem mig og af egen Drift. Der er Poesi i den Mand! O, hvor I har misforstaaet ham. Jeg har nu faaet en ny elskværdig Kunstner herop, nemlig Arkitekt Langlet, en Svensker, som skal bygge Storthingsbygningen. Du ved jeg blev forlibt i hans Ide og skrev om ham saalænge til han brød igjennem. Hvilken stille, from Kunstnersjel. Hvor jeg begynder at forstaa Kunstneren. Hvor gement af den Mand dernede, som mener han skal skille sig fra Menneskene.
Og saa mit kjere Blod, Farvel! Giv mig blot Formaninger, jeg trænger dem, og du boer i en renere Luftkreds end jeg. Men frygt nu ikke mere for mig i Smaalighederne og deslige. Jeg er ikke synderlig forfængelig, arbejder i alle Fald imod. Forelskelsen. Ja, det forstaar ikke du. Forstod du det, saa var du mig, og gjorde Mit. Men du har da vel et Vink i Synnøve, kan hænde ogsaa i min Omgang. Ellers er det Et til, som viser, at du ikke forstaar mig længer end hid. Det er den lette Tilskrift du satte paa dit Brev. Ved du, at jeg kan leve for en saadan Tanke, der falder skævt nedpaa, medens jeg gaar over Gaden? – at den kan voxe saadan sammen med mig, at den er mig kjerere end alt Levende omkring. Læs Scenen mellem Hulda og Thordis i tredie Akt.
Din Bjørnst. Bjørnson.
Ret «hvidest Skarlagen» til: «hvideste Lagen» (staar i anden Akt i Alfesangen, Skrivfejl).
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
