[Bergen april 1858].
Min kjække Petersen!
Ganske uventet kommer jeg dennegang til at skrive; det bliver ikke mange Ord, dels herfor, og dels fordi jeg var fuld igaar. Den, som overbringer dette Brev er Mad. Nielsen, en ung Skuespillerinde som bl. Andet har spillet Inga i «Mellem Slagene», hendes bedste Rolle, og hvori det lille Ting udviklede en Kraft, som forbausede. Hun ser nu en ny Stubb af Verden for første Gang i sit Liv. Hun er gift fra sit attende Aar af, (fortiden frugts.) – men har taget sin Ungdom med opover, dandser mindst tyve Aar til. Du skal uopholdelig søge hende efter Adresse og være hende til al den Nytte du formaar, da det netop er slige Folks Vejledning, som kan gjøre hende til Noget, og du vil i hende se paa sælsomme Figurationer. Navnlig maa du staa hende ved Siden en Gang eller to mellem Akterne.
Hun har med «Halte-Hulda», som du skal modtage som den, til hvem den fremfor Andre er skrevet. Heibergs Dom kjender jeg endnu ikke; men da her er væsentlige Forandringer gjorte, Jamberne rettede, m. m., kan du, om du saa synes, anden Gang indlevere den. Ærgerlig nok har to Forskjellige læst Korrektur, den Sidste med alle disse Forsøg paa Tilnærmer af Oldennorsken, som grasserer heroppe, og derved er den Liderlighed fremkommen, at Bogen har to væsentlig forskjellige Skrivemaader. Jeg maatte naturligvis ud og tage det paa mig selv omtrent i den Form: gaa Fanden i Vold Allesammen – men jeg er ret vred; thi det staar nu engang skrevet at jeg skal have deslige Smaaærgrelser af mine Bøger.
Desuden har hun mit Portræt med til dig; jeg haaber hun siden har dit med til mig. Du skal faa nogle Exemplarer af Halte-Hulda til Foræring.
Nu er jeg mere tilfreds; thi om to Maaneder kommer «Arne», en ny Fortælling. Derefter tager jeg fat paa Sverrer, Magnus og Biskop Nikolaus (Sverrers Saga); læs den først tilligemed Haakon den gamles, og du skal i næste Brev faa min Plan. Jeg glæder mig svært til dette Arbejde, fordi det er ganske nye Karakterer jeg kommer til at sysle med.
Hils og lev vel! Bjørnst. Bjørnson.
Bergen 18/8 1858.
Min kjække Clemens!
Saasnart vi havde ført tilende vort berømmelige Theatertog, bøjede jeg ind imellem de mørke Romsdalsfjelde, og videre indad paa de sorte Fjorde, og siden op, over Fjeldvand og højtliggende trange Dale, der støder Næsen tværs mod Dovre. Der lagde jeg mig til at skrive min «Arne», det kjækkeste jeg endnu har skrevet. Jeg havde med mig nogle Damer, som vilde gjøre Fjeldvandringer, fiske, gaa paa Sæteren og pleje mig. De opførte mig Løvhytter, hvori jeg sad rolig, til de tørrede; Damerne drog hjem i Husene alleslags Bær og Mad, læste Shakespeare, Oehlenschläger og Aandsbeslægtede, medens jeg skrev, bare skrev. Og nu er Værket under Pressen; det er omtrent dobbelt saa stort som Synnøve. Om halvanden Maaned har du det.
Jeg hører Goldschmidt har angrebet Halte-Hulda –; jeg hører du har forsvaret den, hvorfor jeg takker dig. Endnu har jeg Intet læst; thi ved min Ankomst hid fandt jeg Theatret i Opløsningstilstand, Bull var borte og syg, nogle Penge i det var opsagt i den forrige Revolutionstid og skulde ud nu netop. Men nu, 14 Dage efter min Ankomst – er Aktietegning af 100, hver til 36 – seks og tredive – Spd. fuldendt, og Theatret sikret Bergen for evig. Jeg er ganske færdig med mit Vinterrepertoire og glad i det. Nu læser jeg, imorgen begynder jeg at levere til Pressen og da give dette sidste Gjennemsyn, som altid behager mig meget, fordi det spænder at sidde med en Følelse paa hver Finger.
«Arne» vil du dømme kraftigt og godt om; thi, min kjere Clemens, denne Bog har Hjertet skrevet, og det kan jeg ikke sige om mine forrige. Denne Bog er skreven i Begejstring, med menneskelig Medlidenhed og Barmhjertighed; min herlige Forlovelse har vist hjulpet mig. Hvad det nu er vist: min Forfattervirksomhed er indtraadt i en ny Fase; det er rystende Scener af Livet, den ene paa den anden, Bogen bevæger sig igjennem, ikke altid længer de almindeligste, men bestandig de stærkeste til at udføre hvad jeg vil. Jeg knuser min Karl bedre, og jeg rejser ham bedre, og ikke længer i dette Fjernsyn, hvor han staar og vender sig i et Maleri, men saa tæt indpaa os, at vi holder hans Puls i Krisen. Naar jeg læser det op for Folk, tuder jeg, men tvinger mig, saa de ikke ser det. Derimod græder mine Tilhørere, saa det gjør mig godt til Forklarelse.
Kjere Clemens! jeg er lykkelig, ret inderlig lykkelig. Og Alt om mig lykkes, og Alle om mig er mine Venner. Jeg hører, at Nogle længer borte ikke er det; men de er ogsaa langt borte. Jeg skal gifte mig om en Maaned, da jeg vil arbejde stærkt i Vinter, og følgelig skaffe mig Ro. Jeg tjener her 600 Spd. og har fri Bolig og frit Brænde og Lys; desuden tjener jeg ved mine Bøger vakkre Penge; – men har Gjæld. Menneskene er gode mod mig, men jeg tror ogsaa, at jeg er god mod dem, skjønt jeg nok mangen Gang i en større Sags Tjeneste maa sige dem et strengt Ord. Dog nu forstaaes jeg, og det er det Væsentligste. Her sidder jeg med en vægtig Guldkjæde, som er Foræring, i en mageløs Lænestol, som er Foræring, i en Silkeslaabrock, som er Foræring, og med min Kjærestes Portræt foran mig, som er min bedste Foræring. Herregud, hvor jeg elsker hende, Petersen; og hvor du engang vil holde af hende. Sommetider har jeg lange Beskrivelser af hende for dig – fuldfærdige i mit Hoved; men kommen til Papiret er mit Sind en eneste Solskinsdag, og den har ingen Skygge for Tegning, og for stærk Sol for Syn. Des uden gjorde jeg nylig dette op for mig selv, at min Bog nu kan tegne dig baade hende og mig; jeg vil blot som sædvanlig sige, hvad der er hændt mig. Altsaa: hvad jeg har læst, først og fremst.
Ser du, om jeg ikke havde Ret med «Fantasterne»; den Mand er ikke i dybeste Forstand Forfatter, men Daguerrotypist; nu har han jo leveret ud sit Apparat. – Hans ny Bog er kjedelig-underholdende, og som den forrige anlagt paa at ruinere den poetiske Opfatning af Livet. Han arbejder trolig sammen med Goldschmidt til det Maal, at man skal digte efter Opskrift.
«Kongens Yndling» af Hauch har bevæget mig saa, at jeg skriver ham til; thi det er nu anden Gang (Tiberius første); dengang var jeg feig; men nu vil jeg til, især da jeg i Mellemtiden har gjort ham Uret. – Han er Danmarks første Karaktertegner, ligesiden Holberg. Og det er dog ikke dette, som har grebet mig mest i denne Bog, der i en Forstand endog er ubetydelig (en Slags Prøvetegning er den nemlig), men det aldeles storartet dejlige Menneske, som taler ud af den. Nej, hvilket Barn, og hvilken Barnets Fred! Det Mandige hos ham er fra Barnets længselsfulde Standpunkt tilreflekteret, og ofte meget naivt. Derfor griber han ogsaa helst efter disse Overbegreber derom, som Barnet beskjæftiger sig med i Eventyr om Folk, som stod med Foden paa Jorden, og plukkede Æbler i Himlen. Men den abstrakte Forbindelse af Dyder og Laster i dem forstaar han sig paa, akkurat som Barnet, der ser den saadan langvejs borte. Og det bliver saa enfoldigt sikkert.
«Othello» kan jeg nu næsten udenad, da vi skal spille den i Vinter, og jeg da som sædvanlig først maa kunne spille alle Roller selv. Othello er let at spille, Shakespeare overhovedet saare let, fordi en Skuespiller med Ungdom og Mod, Bryst og Fantasi med slig Kjerlighed tager paa sig et af hans Mennesker. Og Forklaringen ligger i dem selv. Jeg forstaar godt, at den gamle, indekserserte Skuespiller har vanskelig for det; det maa være Mennesker, som sætter ivej, og det er vi Alle her. Men da er han ogsaa let at spille. Jeg har op fattet Othello ganske paa min egen Maade. Jeg udelader saaledes hele første Akt; ikke af anden Grund end den, at Folk er afvant med at se saa fuldblods Mennesker, hvorfor det rent ud forvilder dem, naar Jago fortæller om Grunden til sit Had, og det dog ikke er Grunden, – endvidere fordi man vil ikke sidde rolig længe nok og se paa denne vidunderlige Akt, der tilsyneladende Intet indleder, – endvidere fordi Begrebet Othello er Introduktion nok. Lad dem gaa paa Hovedet ind i Forfærdelsen; det tager dem mere med Trumf, og jeg trænger Trumf, da jeg vil gjøre dem forrykte efter at faa se mere Shakespeare. Endvidere udelader jeg Akten fordi den er den vanskeligste at spille for mine Skuespillere. Den bæres bare af Personlighed og understøttes ikke af Affekt.
Ovenfor talte jeg om at Grunden til hans Had rent ud var grebet i Fleng blandt Millioner Grunde, og derfor kunde skuffe det tværre Gemyt, som holdt fast ved den og syntes Virkningen blev for svær. Jago er jammerlig bedraget engang i Livet, frygtelig, grændseløst. Han gjør nu det Onde med usigelig Vellyst. Men han bliver dog selv ræd paa Slutten; jo han bliver.
Ja, jeg har ikke Tid til lang Udvikling; men nu dette: hans Maske maa være raa og næsten godmodig; men fremfor Alt raa, eller rættere svær, forat Finheden kan ligge bortgjemt i umaadelige Smaating henover hans Ansigt; thi han er saa fin som vel noget Menneske kan være det, paa samme Tid, som det netop er hans Plumphed, der narrer til Tiltro, til med Taalmod at høre paa hans ligegyldige, tilsyneladende blot grætne Bemærkninger, hvori man endog fandt et Slags kildrende Behag. Han gaar for «ærlig», fordi han angriber Alt, som man endnu ser det daglig. Hos ham er det blot Taktik, som tildels er bleven Vane. – Hans Forhold til Othello er tilfældigt; thi han gjør alle Mennesker ondt, som han støder ihob med, og gjorde det Samme, om han nu sad i en Fiskerhytte; han gjør ogsaa alle mulige Slags Ondt paa samme Tid. Hans Tilværelse er Krig, og ovenikjøbet en Krig, som han foragter. – Han er gift; engang var jeg nærved at tro, S. blot havde gjort dette, forat skaffe ham et Øjebliks Værktøj; men nej; saadant gjør neppe den Mand Shakespeare. Det er blot en Affødning af Jagos Livsforagt; han gjør hvad de Andre gjør, dette gjorde han maaske engang i et Slags lystigt Humør, som han ofte har; ja, han er rædsom.
«Correggio», denne henrivende Digtning af et Barn, spiller jeg saalangt som Barnet har skrevet. De to sidste Akter spiller jeg ikke, fordi de er enten Opkog, eller saare fattig Tilreflekterthed. I Wien gav de fire Akter; det forstaar jeg endnu mindre. Vel faar man da med hint Historiske «ogsaa jeg er Maler»; desuden krones han. – Men begge Dele, baade hans Forvisning om at være kunstkaldet og Kroningen, er skjønnere udtalt længe før. Hint i hans Strid med sig selv, dette i Giulios og den senere angrende Angelos Æresoprejsninger. Hid til tredie er det et fuldendt Drama. Silvestro stryger jeg; ligesaa en hel Hoben af Giulios Reflektioner; og saa sætter vi afsted! – Oehlenschläger er jeg nu bleven saa barneglad i, at jeg derfor ret takker min Gud; han skal aldrig mere forlade mig; thi netop mit Gemyt søger der saamegen Husvalelse.
Jeg har læst en Mængde Shakespeare i Sommer, næsten bare ham, desuden Romancer og Oehlenschläger. Ak, jeg har levet et dejligt Liv.
Smiths Holberg er jeg begyndt med, og er nu min Lekture. Herligt!
Schillers Selbsterkentnisse af Fischer, og andet men mindre, staar for Tur. – – – –
Skriv mig snart til, min Ven, hvis du har Noget at sige mig, i alle Fald bør du gøre det til mit Bryllop, som staar om en Maaned. – Saa i Kunstens Navn faar vi tales ved til Vaaren. –
Hils Greensteen med, at jeg har averteret om Post til ham i Aviserne, og han kan gjerne for den Sags Skyld gjerne komme straks, da her er stort Slagsmaal om Huslærere, og Kandidater i aller sjeldneste Fald frembyder sig. Han faar naturligvis sin Rejse godtgjort fra Kristiania af. Lad ham tage op til mig, og bo hos mig, til han tager ind i Landet.
– Lev vel!
Din Bjørnst. Bjørnson.
B[ergen] 1/9[–1/10] 1858.
Kjere Bøgh!
Tak for Deres lange og interessante Brev; Tak for den Omhu De viser mig og mine Foretagender. Imidlertid overstormes jeg saaledes af Raad, at jeg gad vide om mangen ung Mand i de tre nordiske Lande taaler at bære, hvad jeg bærer i saa Henseende. Og Følgen af det Hele bliver? – – –
Næste Verk er en Fortælling; men atter næste: Drama eller Skuespil. Sige hvad De vil: jeg er Dramatiker, dette alene, Dramatiker, om ogsaa i Svøb. Nytter ikke.
Dette skrives samme Dag jeg skal hen at gifte mig, følgelig har jeg travelt. – Hvorfor kan jeg ikke til Foraaret rejse til Italien? – Jeg vil betragte det som en personlig Indvielse, hvis min Søn fødes netop der.
Men hør: omtales som i Dagbladet, dertil er jeg Fanden gale mig for god. Det er en Elendighed ved det Blad, at Alt det rører ved, straks antager Karakteren Bille. Bliver smaat. –
«Ildebrand i gamle Huse» har De ikke sendt. Kjere, Gud signe Dem, lad mig faa det. Og skyndsomt, fordi; for idag har vi Generalforsamling i det Nye Aktieselskab, om otte Dage Kassen fyldt og vor Virksomhed altsaa i fuld Flor. Naturligvis giver jeg hvad De tror jeg bør give fremmede Forfattere eller Oversættere. Herefter aldrig spørge mig. Nu, da jeg faar Penge og Bestyrelse, skal jeg ogsaa realisere min første Plan at lade Penge ligge hos Dem. De bør jo ikke staa i nogetsomhelst Forskud.
Da de ikke kjendte den lille Heks, har jeg uopholdelig bestilt Musiken i Kristiania. Dersom De alligevel har sat den i Afskrift, er naturligvis Udgiften min; men her hastede.
Musiken til Casimir.
Bliver den nye Oberst snart færdig?
Flere Vaudeviller!
Fru Nielsen bar paa en Datter dengang hun var i Kjøbenhavn; dette har nu vist sig heroppe (medio August). Hun beder hilset, hun og hendes Mand. Ellers er det som sagt en Hastværksdag den Dag idag; jeg haaber, at jeg efter min Hjemkomst kan skrive Dem et langt Brev til, om ikke saa interessant som Deres. Kun maa jeg til Slutning aflægge Dem min respektfulde Hyldning fordi De i Slagets Hede har teet Dem som en sand Mand.
1ste Oktober.
Jeg er kommen tilbage fra at have giftet mig, og finder desværre, at jeg har forlagt Brevet imidlertid. – Nu ja. – Lad mig faa det nye interessante Lystspil, lad mig faa alt muligt, lad mig faa! Husk at Dampskibsfarten snart stopper, om ikke med Eder, saa mellem os indbyrdes. – Aktieselskabet er dannet, Theatret dette overdraget, men Alt i Bergen, som jeg ikke gjør selv, gaar sent. Saaledes er endnu ikke «den Kommitte, som den første Komitte indsatte forat indsætte Bestyrelse og overlevere (puh!)» – færdig med at inddrive Aktiehaverens Kontingent, og jeg maa vente, bare vente, men jeg vil skrive dem en Regning paa alle de Eder, jeg i den Anledning fortærer.
Nu tror jeg dog, at jeg har dem alt i næste Uge, saasom vor Sæson da begynder. Og følgelig har De dem i næstnæste. Indtil da patientia!
Næj, jeg synes at se, hvor Deres Fingre skal klø, naar De læser Arne. – – – Hør, De maa snart skrive en liden nydelig Vaudeville igjen, en af disse med Humør som Champagne. Kommer De engang til Bergen, bliver De dyrket som en liden Gud, ja det er blot at sætte Deres Navn paa Plakaten, saa er der fuldt Hus. I hvilken Anledning jeg er temmelig færdig med at tillyve Dem Arbejder, som De vist neppe har seet, forstaar sig, blot Oversætter eller Bearbejdertitelen, videre tør jeg ikke gaa. Men Folk ved, at De kun befatter Dem med kvikke Stykker, og et og andet lidet, som fortjente Dem, – faar Dem, NB blot i Snakket, «jeg tror det er Bøgh!» – «jasaa, er det Bøgh?» – «Tror det;» – «Saa er det vist kvikt.» «Uhyre!» – – Men kom nu med en liden Djævel, der gjør os et Rundkast oppi Alvorets Ansigt; det gjør Fandens godt sommetider.
Jeg er bare Solskin om Dage og Maaneskin om Nætter, jeg er i mine Hvedebrødsdage og indbilder mig naturligvis at aldrig Nogen har havt Magen. Jeg bor nydelig, Alting har jeg faaet hos de gode Bergensere, Alt jeg trænger, indtil Gulvtæppe, Senge, Møbler, Dækketøj, Indbo forøvrigt af hvad Navn nævnes kan, og Slaabrock med Silkefoer, Tøfler, Lænestol med Stop og Udskjæringer, Guldkjæde og Blomster, Væggepryd og alslags Pryd.
Dersom De venter at faa ordentligt Brev af mig for det Første, saa tager De Pinedød fejl.
Derfor maa De saalænge nøje Dem med de hjerteligste Hilsener til Dem og ærede Frue fra
Deres hengivne Bjørnson.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.