[Kristiania] 19/2 1866.
Kjere Petersen,
Tak for dit lille Brev. Jeg beklager, at du ikke kan komme før. I Midten af Maj vil jeg herfra, du kommer altsaa til at følge mig, og til i det Højeste at blive i Byen i otte Dage. Komedie kommer du i hvert Fald ikke til at se. Enten have vi Italienerne, eller vi give lette Smaating, passende for et Sommerpublikum. Men om du kommer i September faar du utvivlsomt se mere deraf, dog endnu ikke det, der udgjør vor Sæson. Jeg ønsker helst du kommer i Maj, d.v.s. i Begyndelsen af Maj eller Slutten af April. Endvidere, at du bliver længere end til 15de Juni. Tag med dig Bøger, eller faa dem paa Bibliotheket her. – Din Gjæld til mig, bør du helst glemme. Rejsepenge hidop ere faa. – Men dine Forelæsninger glæder jeg mig særdeles til! Ja, jeg imødeser dem med store Forventninger! –
Dine forrige bør du desuagtet gjennemse og udgive og deriblandt optage, hvad godt kunde have været Forelæsninger (Erasmus Montanus, Turnvater Jahn – lidt samlet og omarbejdet – o.fl.). Herpaa svarer du Intet, men dermed lader jeg mig ikke nøje.
Den sidste større Begivenhed i mit Hus har været et Bal for alle Skuespillere og Skuespillerinder og en Del andre Kunstnere, som kostede mig over 60 Spd., men gav det rigelig igjen. Jeg tror ikke her har været Mage til Selskab paa lange Tider.
– Jeg ligger fortiden tilsengs, plaget af Bylde. Forliden Bevægelse. – Har faaet et langt Brev og en Bog af Rudolf Schmidt; han synes mig helt igjennem at have Ret, men at forholde sig noget uklart til sin Ret. Denne Bog kunde have været meget kortere, klarere og sikkrere. Han har Evne til at opløse Knuder og gjøre Kunster, men ingen til at slaa. Jeg vil svare ham. Fru Hejberg vil herop i Maj. Jeg drømte inat, at hun tog ind hos mig. Jeg kjender ikke hendes daglige Vaner, om hun er kræsen, fint vant o.s.v. ellers var det mig en stor stor Fornøjelse. – Sig Greensteen, at nu faar han sine Penge. Theatret skylder mig dem endnu, men betaler dem snart; jeg sender dem da direkte. Dit sidste Brev var forbandet knapt. Skriv længere og sladdre med mig. – Jeg har nu opført «Kjerlighed uden Strømper», – «Sommerfuglen» af Sardou, Skjærsommernatsdrømmen, «Martha» af Flotow, og har under Indstude– ring: Blond eller Brunette (fransk), Jægerbruden, og «den forbudne Frugt» af Doucet, paa rimede Vers, aldeles yndigt. Saa kommer «den Gjerrige» af Molière og Vintereventyr (Musik af Flotow). Du skal med Bestemthed forlange af det kgl. Theater, at det opfører: Marqvien af Villemer af George Sand. Vor Oversættelse deraf er trykt. Stykket er bearbejdet af mig (d.v.s.) enkelte Ting udtagne.
Din hengivne Bjørn.
Læs Indlagte, slaa dernest en Konvolut derom.
[Kristiania] 20/2 1866.
Deres Opsatser i Fædrelandet i Høst læste jeg kun flygtigt; men hørte dem rose af kompetente Mænd; det jeg læste, likte jeg, fordi det syntes mig et Ord i rette Tid. Det samme synes Deres Bog mig at være; den har jeg læst nøjagtigt og takker Dem for den, – baade fordi De sendte mig den, og fordi den taler som den gjør.
De synes mig at have Ret. Der er endnu ikke det i Deres Stil, som jeg kunde ønske den, der har saamegen Ret, ikke den fyndige Klarhed, ikke den Slagkraft. Deres Udviklinger er ikke en Personligheds taktfaste Gang gjennem sine Værelser; men det kommer vel. Til Gjengjæld er her megen Finhed, og overmaade megen Sindrighed, helst naar vanskelige Knuder skulle pilles ud.
Det, som glæder mig mest personlig, er den Humanitet, hvortil Bogen er naaet op; De maa altsaa baade have gjennemtænkt og gjennemlevet Meget, siden jeg sidst talte med Dem.
Rasmus Nielsen vurderer jeg vistnok ikke efter Fortjeneste, fordi jeg slet ikke er Filosof. I Alt, jeg har læst af ham, har han staaet med den mest fremskredne Betragtning, og forevist den i en meget aandrig Form. Men som noget Nyt har det aldrig slaaet mig; ej heller dennegang er det det Nye, men det Sande og Sunde. Saa som han siger, maa det jo være, eller Religionen dør med Theologien. Nu er det jo mulig, at hans Veje til disse naturlige Resultater ere nye; jeg kjender ikke Grundideernes Logik, vil ikke kjende dem, før de populariseres mig i et fatteligt Sprog.
Apropos: De burde som dansk Mand have taget Hatten af for Grundtvig (og Grundtvigianerne), idet De gik forbi. De kunne vrøvle, disse Folk, men Troens Væsen er aldrig saadan, i Theori og Praxis, aabenbaret, som af dem; de ere Hjertefolket i Norden.
Dette er skrevet paa Sygesengen, og bærer vel deraf Mærke. Men det haster med at faa sagt Dem, at Deres Bog, Deres Arbejdes hele Retning er mig en Glæde; thi jeg har i min Sjel gjort Dem Uret, siden sidst. Lille Brandes synes mig som den, der har en Maskine færdig, men har Intet at have paa den. Jeg har seet tre fortvivlede Forsøg: Palludan Müllers Bog, Richardts Digtning og Nielsens Filosofi, bedømte af ham, men Herregud!
Jeg er Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Kritiken over Nielsen i Nyhedsbladet er af Prof. Monrad. Husk ham ved Lejlighed!
[Kristiania] 8/3 1866.
Kjære Krieger!
Fru Hejberg har ladet mig mælde, at hun agter sig til Norge i Maj. Til en Anden i Kristiania har hun ladet sige, at hun agter at spille hos os i Maj. I denne Anledning henvender jeg mig til Dem, som jeg anser som Formand i den Kommissjon af Venner, som er betroet Fru Hejbergs Anliggender. Jeg vil da ligefrem spørge om hun virkelig er til at bevæge?
I saa Fald skulde mit Raad være, at hun spillede i franske Stykker fremfor i noget andet Fag, da vi her ingen Stil have udviklet, og altsaa intet Smagssammenstød kan befrygtes, men tvertimod Overraskelsen blive aldeles ublandet glad.
Jeg er vis paa hendes Sejer ogsaa i alle de andre Fag, lige indtil Macbeth (skjønt jeg ikke har seet mere om den, end hvad Clemens Petersen derom har skrevet) men jeg er ogsaa vis paa, at her ville forskjellige Meninger rejse sig om Stilarten, naturligvis ikke om Spillet.
En Slags Undtagelse kunde et Stykke som min Maria Stuart (med den omarbejdede sidste Akt) danne; det skulde ogsaa have været herligt at se hende spille den og selv sætte den i Scene.
Men det er en ny Rolle; jeg ved heller ikke, om hun vil spille den.
Jeg skulde foreslaa Stykker, som her gaa godt: Naar Damer føre Krig Fruentimmerskolen Frieren og hans Ven o.s.v. o.s.v.
«Den Vægelsindede» er farlig, fordi Stykket er daarligt. Men jeg imødeser Deres Forslag – at sige, hvis hun vil glæde os med at spille.
Jeg ønsker naturligvis med mine Raad at sørge for, at hun ikke alene gjør den store Lykke, som hendes Geni og Berømmelse fortjener, men at vi undgaa Meningsskifte; det forarger mig allerede at se hende saavidt indviklet i saadant som nu i Anledning Frøken Jensen. Og her er man uenig om Alting, fordi man ikke ved, hvordan man skal bære sig ad forat synes dannet.
En Smule Forsigtighed maa altsaa anvendes, men da ere vi ogsaa i den Grad sikkre, som man kan være det mellem Folk, der intet heller vil (paa Bunden og i Grunden) end være enthusiastiske – naar de faa Lov dertil af sig selv.
Med min Theaterstyrelse er det gaaet ganske fortræffeligt. Men mit Firma med Dunker vil jeg ubetinget have opløst. Hans Administration – De kjender den hvis De har roet med ham til Malmøen: «Mere med højre Aare; nu mere med venstre; – højre, siger jeg! Nej, venstre, Klodrian – bæ!» er jeg ret inderlig træt af, saa meget mere som han ifølge min Stilling Intet har at administrere, og dog med Djævels Magt vil skaffe sig Noget. Han har været brav mod mig i mange Stykker, og er aldrig traadt mig for nær (af gode Grunde forresten) men jeg er træt af ham, o, saa usigelig træt! Jeg er som den, der gjerne vil omgaaes ham, men ingen Forretninger have med ham – nødt til at foretage en Forandring i al Venskabelighed. Han tror om alle Andre, at de ikke kunne «administrere», medens jeg tror det Samme om ham. Det er ogsaa gaaet ham galt, ved Theatret, i Regjeringen og hans eget Hus, medens det altid er gaaet mig godt.
Jeg har spurgt mig for, om Fru Hejberg har Venner heroppe at tage ind til; men har ikke kunnet opdage det. Alene maa hun ikke bo, og jeg tilbyder med min Kone to af vore Værelser, da vi bo bekvemt og meget smukt. Jeg tjener jo meget godt, vi leve tarvelig, men jevnt godt, min Kone vil ikke forstyrre hende, men være hende til mangfoldig Nytte, da hun er en flink, trofast En. Og min Om– gang er naturligvis noget mere literær og kunstnerisk end den, som her almindelig er at træffe, skjønt den ikke er stor. Samtidig kommer Clemens Petersen til at bo hos mig, Fru Thoresen kommer ogsaa hjem til den Tid. Det skulde glæde os Alle at have Fru Hejberg midt iblandt os, og ligesom vi ikke skulle genere hende, kan hun være vis paa ikke at genere os, NB naar vi faa Lov til at leve som ellers, hvad jeg tror at være vis paa.
Mine «Nygifte» har gaaet – sidst jeg hørte fra Stokholm – 17 Gange for fuldt Hus.
Jeg har i dette Aar tjent over 2000 Spd., betalt Gjæld dermed og er lykkelig.
Nu venter jeg Svar fra Dem, idet jeg beder Dem at frembære min og min Kones varme Hilsener til Fruerne Hejberg og Thoresen – den Sidste omgaaes De jo nu, hvorfor jeg ret er glad i Dem – og til Deres gamle Dame, som var saa venlig mod os – og til Gehejmeraad Halls, hvis De taler med dem, og til Plougs – hvis De taler med dem, og til Marstrand, – hvis De taler med ham!
Jeg er Deres ærbødige, hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kristiania] 24/3 1866.
Det, som jeg efter Gjennemlæsningen af Deres Brev mest fæster mig ved, er naturligvis den ubehagelige Tidende, at De slet ikke vil spille hos os. Her kom en Mand, som vilde underrette mig om, at dette var Hensigten med Deres Besøg heroppe, og jeg tænkte da (idet jeg nemlig ikke tvivlede paa, at han var vel underrettet) at forekomme Dem og skrive til Dem, før De kunde henvende Dem til mig. Jeg fandt dette at være min Pligt, og altsaa tilsidesætte de Hensyn jeg havde at tage til det Samspil, man her kunde byde Dem, og som havde holdt mig tilbage til da. Nu ikke mere derom.
Det, som især ligger mig paa Hjerte, er at faa Dem overbevist om, at De ikke heroppe maa bo i Hôtel. Jeg forhørte mig, om De her i Byen havde ældre Venner, som kunde byde Dem Lejlighed.
Har De saadanne, saa benyt dem, ænds ikke mit Tilbud, uden forsaavidt ingen bedre byder sig; thi i Hôtel maa De ikke bo.
De skulde bo noget udenfor Byen, paa en af de dejlige Løkker, hos en Mand, der havde Vogne og Baade. Husk, at det er mere end den halve Tour, at De bor godt med kvikke Mennesker omkring Dem. Mit Hus ligger ypperligt, nær alt det, man attraar, Theater, Spadserepladsene, ved Slot som Fæstning, det ligger nemlig paa Bakken mod Fæstningen og Piperviken. Men det er et Hus i Byen og et tarveligt Hus.
Jeg maa ellers tilstaa, at Deres Tour er vemodig i sin Udgang, naar den kun skal til forat knytte Deres Livs Kjede; men ligesom Billedet halter, saalænge det ikke er med Spil paa Stedet, at De vil knytte den, saaledes haaber jeg, at De slaar Fatumet ihjel med at sige Dem selv, idet De rejser herifra: jeg kommer snart igjen, og da forat bo en Sommer i en af Norges Dale, ved en Fjord omgivet af store Fjelde, men med en Fred i sit Skjød «som overgaar al Forstand»; thi det er Fred i Herren. Der er i Verden ikke saadanne Steder til som f.Ex. i Bergens Stift, og det hører i Sandhed til et Livs Udvikling mere end nogen Bog, mere end lang Omgang i en kjendt Kreds at leve en Sommer alene eller med nogle Faa i en saadan Naturomgivelse. Jeg vil selv derop i Sommer.
De faar ingen stor Kunst se paa vort Theater. Jeg er ikke kommen langt med dem endnu; men det gaar frem. De Stykker, som hos mig ere gaaede bedst ere: De Nygifte, Fruentimmerskolen, den Gjerrige (med en dygtig svensk Skuespiller, Stjernstrøm i Titelrollen) den Stundesløse, Sommerfuglen (af Sardou, omarbejdet af mig) Marquien af Villemer (af George Sand, lidt forkortet) Lischen og Fritzchen, Operette af Offenbach, de to Blinde af samme, Hr og Fru Denis af samme (yndige Smaating) Elverhøj, Skjærsommernatsdrømmen, Halte-Hulda, Othello, Vintereventyr. Fortiden indstuderes et fint fransk Stykke paa rimede Vers, «den forbudne Frugt», og Bryllopet paa Ulfåsa (som jeg har omarbejdet til tre Akter, beskaaret for Vandskud, borttaget Magnhild og Mechtild o.s.v., o.s.v.).
Jeg vil opføre «den skjønne Helene», naar Varmen kommer i Vejret. Stykket har jeg gjort muntert og overgivent; jeg har borttaget al Gemenhed, jeg indstuderer det saaledes, at Præsterne kan komme og se paa det. Jeg holder af visse Ting hos Offenbach, saameget som jeg hader andre; og jeg er nødt, da Theatret er det eneste paa Stedet til at lade Publikum se noget af hvert, især da jeg ingen Ballet har og ingen Opera. Men jeg skyver det hen til Sæsonens Slutning og Begyndelse.
Theatret morer mig og skaffer mig ingen Ærgrelse, som varer Dagen over. Mine unge Kræfter voxe, og nu kommer der nye. Men jeg skulde have havt saadanne Midler, som I have dernede, og jeg skulde snart have faaet det Hele op i saadant Skrig over Despoti og Raahed, – at der skulde blive stille og hyggeligt bagefter. Her er nu godt at være; – men Fattigdom, thi Theatret har intet Tilskud, Publikum er enten helligt eller materielt. Men vi faar vente! Gjerningen og Fremgangen glæder mig, og saa kommer vel ogsaa Publikum, naar Tidsaanden lidt efter lidt bliver en anden.
Jeg har det hjertensgodt. Karoline er svag, men frisk, Guttene prægtige. Jeg arbejder (kun i Hovedet) paa tre Stof: Fiskerjenten (en Djævleunge, som stjæler Æbler som Barn og forlover sig med tre Stykker paa een Gang som Voxen) «en Klokkerfamilie» for Scenen (en dejlig gammel Projektmager, som er bleven Klokker, da han til intet Andet duede, og som venter endnu i det Teppet falder ned, at et af hans Projekter skal gjøre Verdensopsigt og hele Familien venter og tror med ham) – og «Nysne», et taust lidet Stykke fra den Tid de første Indvandrere i Landet kigede ind i de store, urørte Skove.
Jeg glæder mig til at faa tale med Dem. De er saa inderlig tilgavns et Menneske; og har udviklet enhver god Evne, som et saadant faar, til den højeste Fuldkommenhed. De binder mit Væsen, saa jeg modtager i større Ro og giver kun, hvad godt er. Der er Mennesker, jeg taler med, som altid faar mig til at sige Dumheder. Thi jeg er desværre med i alle tusinde Øjeblikke og kan ikke alletider regjere dem. Desto gladere er jeg, naar Andre hjælper mig dermed.
Min Kone hilser Dem mangfoldig, og begge bede vi Fru Thoresen, Clemens Petersen og Krieger hilsede. (Hans Brev var saa taust).
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnst. Bjørnson.
[Kristiania] 25/3 1866.
Kjere Hejse,
det er Fanden saa høflig, som du er bleven paa en Tid. I Fædrelandet gjør du Winther opmærksom paa, at du er en stor Synder, som kun har sat Musik til en Del af hans Romancer, og i Brev beder du mig tilgive, at du dedicerer din Musik til Gade; – er det paa Dagenes Ende med dig, eller hvilken selvtagen Sønderknuselsens Underkastelse i Ydmyghed er dig vederfaren, aa Uovervindelige!
Din Musik til Bergliot er stor! Jeg er mægtig glad ved at være dens Underlag eller ved at have tømret Bjælkestuen, hvori den lever og lyder. Send den ud, jo før, jo heller, – og vil du vise Gade i Særdeleshed, hvorledes han burde have komponeret, hvergang han leflede med «det Nordiske», og gjøre ham denne Lære ret indtrængende, saa dedicer ham den. Han har jo desuden Fortjenester, som gjør det til en Pligt for den Yngre, som har ført det videre, at mindes ham, ved hvem det er skeet; thi man staar jo paa hinandens Skuldre her i Verden – som Richardt fortalte mig, unødigt nok forresten, i sin svedne Kritik over de Nygifte.
Den skal jeg aldrig glemme ham. Han bebrejder mig næsten, at der er Digtere i Danmark med, at han trakterer mig forresten med en halv, en kvart Opfattelse af Stykket (den samme, som ofte ærgrer mig i hans Omgang) og som gjorde mig ganske rasende, medens ingen andres Kritik gjorde mig det mindste ondt, fordi det var en hel Forstaaelse, eller hel Misforstaaelse, eller fra et Standpunkt, som i sig selv ligger udenfor.
Det glæder mig, at du synes om dette mit Sommerbarn. Synes ikke din Kone om det? Hende tænkte jeg mere paa, da jeg vidste det opført end selv Petersen og Fru Thoresen, og Fru Hejberg. Det ligger hende saa nær i sin Farve og Stil, det kunde være hende dediceret som en Tanke, hun vilde kjende igjen, naar den kom saadan. Jeg ser du vil have mig til at præparere Gorm den Gamles Død for dig; jeg husker i Øjeblikket ikke, hvorledes Gorm døde, men det maa vel være mærkværdigt, siden du vil have ham til at bestige Musikens Flammebaal. Jeg skal se paa Stoffet, men i Sommer vil jeg til Stokholm hele Sommeren, jeg vil blive Svensk nu.
Du, – Theatret morer mig! Jeg skal just derned nu og indstudere et yndigt Stykke med Chocolade og Sherry til; jeg er forelsket for Tiden og meget oppe. Jeg spekulerer paa et Stykke, som hedder «Klokkerfamilien» og en Fortælling, som hedder Fiskerjenten, og en Sagaakt fra Indvandringen, som hedder Nysne.
Hils! Din Bjørnson.
[Kristiania] 30/3 1866.
Kjere Petersen,
jo, nu skal jeg sige dig min Mening om Henrik Ibsens «Brand». Den er intet Digt, og Ibsen er neppe nogen Digter. Har han været det, saavist som han har havt store Anlæg til at blive det, saa ere de tilintetgjorte i Tvivl, Spidsfindighed, forceret Exercits og i Afstanden mellem Ord og Handling, der nu er bleven saa gabende stor, at Digtet ikke længere kan naa over.
Der er meget Mægtigt i denne Bog, men det er ikke forsonet, det gjør ikke godt, ikke paa mere end et, højst to Punkter, følgelig er det intet Digt. Sandhederne kommer fægtende, skrigende, støjende, à la Søren, men ere undertiden simple nok; aldrig have de Kjød og Blod og Gang af sig selv, – følgelig ere de ikke digtede. Det Hele er et abstrakt Experiment, er en manøvrerende Tankearmé, og Menneskene ere her de Baade, hvori alt derhenhørende kastes forat færges over, Fogden er en saadan Baad, Ejnar en anden, Doktoren en tredie o. s. v.
Den hele Bog har i den Grad kjedet mig, at jeg endnu ikke har kunnet læse den ordentlig ud, jeg har bladet mig til Slutten. Blot nogle Blade om Dag er jeg avanceret, den er ogsaa – foruden alt Andet – saa taabelig bygget; fæstet paa en ganske liden Grund og ikke større end Manfred, havde den maaske faaet Magt over mig som sublim; nu kjeder den mig frygtelig. Jeg ved jo dog alt dette før, altsaa gjør mig det levende!
Det bliver nemlig ikke et Støv mere levende derved, at der skriges saa forfærdeligt; men først, naar klare Skikkelser bærer det i sine Sjeles Offerskaale, naar vi le, tale, græde med dem, dø med dem eller leve med dem; – nu værge vi os med Hænder og Fødder mod Forvirringen, mod Abstraktionen, som sprænger Menneskeligheden; jeg hader denne Bog! Jeg er syg af Læsningen; Djævelen han tage slige Folk, som byder os ud af sin Forvirring og ikke venter, til den har afgjæret og er bleven en lædskende Drik for den tørste Mængde.
Men hvad er desuden denne Bog, naar den ikke er et – undertiden med Dværgens Kjæmpekræfter – rettet Raseri mod Religionen? Ud af et sygt religiøst Sind kan saadant kastes, og Mennesket derpaa dø. Men ironisk tilintetgjørende kan Digteren ikke sidde og skrive sligt, uden at det bliver en frygtelig Synd. Han er jo ikke halvfærdig med sin Bog, hvis han ikke mener: til Helvede med al Religion; – thi hvad lever efter? Eller gaar Brand saaledes under, at Sandheden lever efter? Nej, dertil har han for uhyre meget Sandt med sig i Faldet; dette maatte være skilt fra ham i Tydelighed, før han gik under, dersom noget skulle blive tilbage for os at tro paa. Doktoren maatte have været fremme igjen. Agnes’s Aabenbarelse øger blot Forvirringen; thi hvad siger hun egentlig? Jeg forstaar det ikke. Jeg ved nok hvad deus caritatis i og for sig vil sige; men hvad han i denne Modsætning er for noget, skjønner jeg ikke. Er Modsætningen Frihed for al Slags Kamp og Pligt og Vilje, – eller for hvor stor Del, eller hvorledes? – Hvor har han vist os den?
Ja, jeg kan skrive til imorgen, men mit Had er endnu saa levende, at jeg vil vente. Da skriver jeg til Ibsen. Men af dig forlanger jeg, at du vistnok giver hans Evner den Opsigt, som han synes at have til eneste Maal (thi Korstogstanken er ikke dette), men saa sørger du for, at vi faa arbejde og bygge videre i et sundt Samfund. En saadan Bog til, og Ingen af os kan længere skrive, hvad han vil, men derimod, hvad han maa.
Var jeg nær ved Ibsen, kunde denne Bog aldrig være blevet til. Og var jeg kommen som den var færdig; havde jeg kun sagt: «dette er vel nok; hele Stoffet er nu oprodet; – men kom saa med Digtet», – saa er jeg vis paa, han havde kastet det paa Ilden. Thi for ham er det kun et Experiment; bedømt som et saadant og ikke rost, – har det ogsaa tabt alt Værd for ham. – Ja, kom saa med Digtet! Jeg læste Hermann und Dorothea ovenpaa.
Hvad er saa Ibsen? Først eftergjør han i Catilina Victor Hugo eller hvad det er, saa Hertz, saa Sagaen og mig, saa Paludan-Müller og Byron, – saa med et Hop over i Tysklands negative Tænkning, og bærer hjem fra deres Ølbrygg.
«Nyhedsbladet» siger idag, at Brand er en Figur, som gaar under i Kamp med Halvhed og Dorskhed. Herre Jesus! – Ja, hvad faar vi nu ikke Alt høre fra de danske Schweitsere (Kaffé-Trætheden, som kildres) eller de svenske Aalehoveder, som smigre sig med at kjæmpe for Fornuften mod Præsterne; – at nogen Digter skulde laane slige Folk Hjælp, troede jeg umuligt i det positive skandinaviske Folk.
Din Bjørn.
Efterskrift: Jeg tror ikke, at Ibsen oprindelig har tænkt sig Bogen som et Angreb paa Religionen; men den er uvilkaarligt blevet det under Udarbejdelsen. Har han tænkt at Brand foer fejl, saa er han dog bleven saa forelsket i denne levendegjorte Uhygge, at Brand er bleven en Sejrens Figur, en Martyr for ham. – Tvi, være al denne Konsequentsens Drukkenskab og Raseri-Begejstring, som gjør franske Revolutioner og tyske Vrøvlerier.
Han har nu erhvervet en saadan Jonglørfærdighed med Tanker og Udtryk, som alene den kan erhverve, for hvem Begreberne ere gaaede istykker. Et helt Hoved kan umulig paa engang rumme alt dette, jeg tror undertiden, han har Øjne i Nakken; thi samtidig at se to Ting, som med hinanden ikke har den allerfjerneste Forbindelse, er mig altid et modbydeligt Kunststykke.
Ellers: hvad Kritiken siger om denne Bog, er saare ligegyldigt; om to Maaneder er den død. Men een Vildfarelse kan den efterlade, og den allerfarligste, at forlede ham og andre til at skrive paa den Maner, og da tro, at de gjøre noget Stort, ja, at de digte.
Kom nu snart op til mig. Sneen tiner, Markene ville snart grønnes, og da er den kydske nordiske Natur skjønnest, naar den netop knopper.
Jeg redigerer fortiden et Folkeblad, som allerede har over 4000 Abonnenter, et illustreret Blad; det tager mig en halv Dag om Ugen. Med Theatret gaar det isandhed godt.
Din Bjørn.
[Kristiania] 27/11 1866.
Kjere Ploug,
det skulde glæde mig, hvis De havde Brug for vedlagte, som synes mig det ene Rette i denne Sag. Men jeg ønskede for enhver Pris at være anonym, da man ikke maa tro, det er «fremmed Indblanding».
Ved mit Theater gaar det udmærket, jeg har i alle Henseender Glæde deraf. Til Sommeren slutter jeg og skriver igjen.
Til Heyse sendte jeg en Sang forat han dertil skulde sætte Me– lodi, men jeg har ikke engang faaet Svar; skjønt jeg sagde ham det hastede.
Kjere Ploug, hvor tungt det er fortiden, derude og herhjemme. Men her arbejdes dog. I Deres Oversigt over Skandinavismen i de norske, svenske Blade glemte De saamænd mit Blad «Folkebladet», som har 6000 Abonnenter, og hvor jeg næsten i hvert Nummer skriver om Skandinavisme, – enten jeg eller min udenlandske Referent Prof. Daa. Dette Blad har jeg faaet ud i al Stilhed, det stiger daglig, jeg imødeser den Tid, da det har 10,000 Abonnenter, og dette Blad er helt skandinavisk.
Jeg elsker Magten, kjere Ploug, lev vel! Hils Deres Frue!
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Begge mine Smaagutter have havt Lungebetændelse, Karoline Ansigtssmerter, nu er Alt vel.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.