[Kristiania før 11/3 1867].
Min afdøde Fætter Rikard Nordraak har komponeret Musik til min «Maria Stuart i Skotland» og deriblandt til en «purpose», en Dands, hvorom jeg kun ved, hvad Knox siger «den Dands, hvori der hviskes.» I Musiken er et Sted saaledes komponeret, at man hører dem hviske; ligesom den i det Hele taget synes mig mærkelig med sin historiske Farve og sin erotiske Tone.
Men kunde nu ikke De, da vi heroppe ikke har et Menneske, som forstaar Dands, sige os fatteligt og uden Benyttelse af termini technici, som vi maaske ikke vilde forstaa – hvorledes vi skulde bære os ad.
Dandsen aabner Stykket og bestemmer dets Indtryk foreløbigt. Og kunde De sende os denne Anvisning saa snart som muligt; thi Stykket er alt under Indstudering.
Jeg henvender mig saa ligefrem til Dem, fordi jeg af Deres Bøger, det Eneste jeg kjender af Dem, har fundet Dem at være en ligefrem Mand, som har Geniets Glæde i sit Kald og derfor Længselen til at hjælpe, hvor det er fornødent.
I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.
Kongsvinger (paa et Besøg) 14/3 1867.
Deres norske Referent driver fremdeles sit Uvæsen i Deres Blad. Fra saamange forskjellige Hold yttres Uvilje hermed, og omendskjønt jeg een Gang forgjæves har forsøgt det, vil jeg dog for Sagens Skyld forsøge det om igjen; thi det kan dog neppe være Deres Hensigt at behandle vort Land en bagatelle, da De i saa Fald hellere burde lade være at behandle det.
De kunde tænke Dem selv fordømt til at se alt, som hjemme forekom Dem af Betydning, forvansket, vendt op og ned, ikke een Gang, men altid, og det blandt et Folk, hvor De vilde at Deres Land og dets daglige Gjerning helst burde være kjendt, og om mulig afholdt.
Sammenlign nu med Deres Korrespondent ham, som skriver i Aftonbladet, og som jeg paastaar er den bedste i sit Fag fortiden blandt alle Korrespondenter i Norden. Det var ham, jeg i sin Tid anbefalte Dem.
En anden af dem, jeg anbefalede Dem, er utvivlsomt endnu til at faa, det er Kand. Hans Bordevik, Medarbejder i Aftenbladet, den fineste Pen vi fortiden have heroppe og i høj Grad uafhængig.
Tag mig ikke dette ilde op, – eller gjør hvad De vil; jeg har følt det som Pligt at fortælle Dem dette.
Ærbødigst Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kristiania] 28/3[–2/4] 1867.
Kjere Petersen,
jeg har haft megen Glæde af at læse dig denne Vinter, og ofte sat Pen til Papir for at takke dig.
Men jeg er for spredt i min Virksomhed til at skrive noget, som glæder mig selv, og da skriver jeg ikke gjerne mere end en Begyndelse.
Nu maa jeg dog takke dig for din Omtale af Kristiania Theater. Den kunde have været klogere i alt det Uvæsentlige; men den er genial og af stærk Virkning. Din Opfattelse af mig tør jeg tage mod, Kjernen i den er saadan, at jeg for det Første ikke troede noget Menneske i Besiddelse af den, og dernæst ikke med Evne til at folde den saadan ud. Jeg er ikke bleven og bliver ikke anden Gang saaledes skildret; det er bedre end Bissens Buste; thi det har netop hvad denne savner.
«Maria Stuart i Skotland» staar nu færdig til at svinge ind blandt Publikum imorgen. Hvordan det end gaar, har jeg nu havt en stor og fuld Glæde deraf; det er dog mit virkningsfuldeste Theaterstykke, af en Skjønhed og Energi, som jeg sandt at sige havde glemt Stykket i Besiddelse af. Det er noget saa aldeles Nyt ved dette Stykke, som man først paa Scenen ret forstaar. Dette Nye er den realistiske Fantasi, hvormed Historien er udfoldet, og alligevel bestandig gjort saa, at Løvet hvælver friskt over det Tænkte. Thi adskilte har jeg ofte seet disse to Betingelser, men ikke samlede uden hos Shakespeare, og dog er dette ikke længere ham; thi Livsopfatningen og Tiden har sit eget Sprog og sin egen Form for Handlingen.
Det er femte Akt, som jeg nu anden Gang har omarbejdet, men gjør det maaske endnu den tredie; thi det er Stykkets Ejendommelighed, at Slutningen kan tages paa flere Maader i den ydre Bygning, naar kun Resultatet er det samme. Karakterskildringen og Karakterernes indbyrdes Stilling er saa spændende, eller rettere saa menneskelig, at Ordene næsten have Blodsmag, og derfor (ja, det er næsten ikke til at tro, før man ser det) er det saa temmelig ligegyldigt, hvad Nemesis siger om enhver tilslut; thi de bære den i sig for hver eneste Replik, til fuld Forstaaelse for hvert eneste moralsk og forstandigt Menneske.
Der staar over Stykket en Skjønhedens, Farvernes Glands, som isandhed har været mig liflig, og dobbelt fordi dette nu var glemt. Paa Generalprøven var foruden min Kone og hendes Veninder, Fru Thoresen, Sars’s, Birch-Reichenwald, Dunker, Schirmer, Ræder (den aftraadte Direktion), den nye Direktion, Grieg, Frøkenerne Lie, Bordevik, Bætzmann, Bergmester Mejdell, kort mine Venner, Thomas Heftye ikke at forglemme blandt disse, da han isandhed er elskelig mod mig. Jeg har altsaa allerede havt min Glæde af de Andres Glæde, nemlig deres, som ere mig kjere. Det skal gjøre mig godt om jeg faar Fleres. Men du, min kjære Ven, hvis Nærværelse jeg helst saa, du kom ikke. Kunde du nu ikke til Foraaret komme herop og holde en 4 à 6 Forelæsninger? Saa saa du Stykket med det Samme. For Exempel over Shakespeare, af hvem jeg nu har spillet fem Stykker og spiller snart det sjette (Macbeth). Han er os fortiden nærmest, jeg mener hele Tidens Retning nærmest. Dersom jeg vovede at bede Fru Heiberg komme herop og se mit Stykke; thi dette tør jeg vise al Verden, ligesom Emilie Galotti, Henrik den Fjerde, den politiske Kandestøber, den adelsgale Borger, Erasmus, Kjerlighed uden Strømper og en Del franske af ny Fabrik.
Apropos om dette: dine Indskrænkninger i Bedømmelsen af mig som Direktør ere alle rigtige. Om tre Aar vil du imidlertid sige, at det er ikke min Skyld, naar jeg ikke kan beskjæftige mig med den syvende og sidste Forfinelse af et aandeligt Arbejde; thi det er Kræfterne, som endnu ikke slaa til, og i hvem der til dette ikke er nok Selvhjælp endnu. Da er den vel kommen. Jeg for min Del er vis paa at kunne dette indtil Raffinement; thi jeg har seet det ved at se paa fin Komedie, at jeg kan det; mine Arbejder bærer vel ogsaa Vidnesbyrd.
Anden April.
Jo, Stykket har rigtignok slaaet igjennem! Saadan Triumf har aldrig dette Theater fejret over den hele Linje paa een Gang.
Det vidunderlige Morgenblad fortæller, at jeg blev fremkaldt efter Meningsforskjel, du kan deraf slutte dig til Sejerens Storslagenhed. Thi det var nemlig først mig, som blev fremkaldt, og som tog Fru Gundersen med; dernæst blev Wolf (Bothwell) fremkaldt efter Meningsforskjel! Morgenbladet siger: først blev Fru Gundersen og Wolf fremkaldte, dernæst Forfatteren efter Meningsforskjel!! Dette er næsten det Morsomste ved hele Historien, thi saa dumt har jeg endnu ikke ved trodsig Taushed kunnet faa en Modstander til at bære sig ad. Ja, dette har været mig en Glæde, som jeg mit hele æsthetiske og literære Liv aldrig har havt Magen til. Og man kan opføre Stykket, hvor i Verden man vil, det har Evnen til at gjøre samme overordentlige Lykke.
Rejs Fanden i Vold!
Din hengivne Bjørn.
[Kristiania] 2/4 1867.
Kjere Bournonville,
Deres Dands er saaledes lykkedes, at den i ikke ringe Grad stemmer op den Melodi, hvorpaa Stykket gaar og siden hvifter over den hele Handling med et hvidt Slør fra hendes faa lykkelige Dage.
Jeg takker Dem paa min, paa Skuespillernes, paa Publikums Vegne; det er isandhed genialt at trænge saaledes ind i Musiken og Stykkets Aand, men det er ogsaa genialt at skrive saaledes op sit Dandse-Digt i Kjøbenhavn, at vi Dandsebjørne i Kristiania kunne skridte op Tegningen, saa Digtet bevæger sig harmonisk.
Stykket har gjort en Lykke, som rigtignok var ventet, men ikke saa overordentlig. De skal i den Henseende ikke bryde Dem om Bladene, da jeg i Regelen ligger i Slagsmaal med dem og trives vel derved. Saa godt er aldrig et større Stykke nogensinde gaaet over Kristiania Theater. Jeg har alle Aftener været fremkaldt, og flere af Skuespillerne med mig, en Skik, som er mig modbydelig, men indtil Videre maa bestaa. Det samme Publikum møder frem igjen paany, vi have en Stund levet som i en Rus, og det trænger man engang imellem til med et Theater, som arbejder, og hvor Poesiens Optakt ikke altid er nok, fordi Publikum er ungt som selve Scenen.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kristiania før 20/5 1867]
Til intendanturen for Det Kgl. Theater i Kjøbenhavn.
Den kgl. svenske scene har nylig søgt mig om at faa opføre «Maria Stuart i Skotland», hvilket jeg afslog, da man ikke vilde indvilge mig at have indflydelse paa stykkets iscenesætning. Men da man ved Det kgl. danske theater tilbyder mig fru Heiberg som sceneinstruktrice, frafalder jeg alle krav og lægger min ærbødige tak til.
Honoraret finder jeg dygtig smaat. Jeg ved ikke, naar jeg næste gang kommer til at skrive et stykke, som har saa megen scenevirkning, som jeg nu har set dette have, og det er mine fremtidsudsigter, som i sandhed bliver betænkelige, naar jeg ved Nordens største scene for «De Nygifte» faar 100 rdlr. og for «Maria Stuart i Skotland» ikkun 300. Krangel om penge er mig meget imod, men jeg maa dog henstille til Dem, hvad der aabner sig for udsigter for Nordens forfattere, naar man ved den kgl. danske scene ikke vil behandle os norske som sine egne, og omvendt, thi at bogen er trykt, gjør i dette spørgsmaal ikke det ringeste til sagen. Disse bemerkninger er imidlertid givne en passant; jeg henstiller dette ganske til Deres egen afgjørelse, hr. intendant.
Stykket skal spilles med de forkortninger, som her er foretagne, jeg skulde tvile paa, at de kunne forøges. Har man yderligere forslag i denne henseende, beder jeg mig dem forelagte, thi jeg har nu den fordel foran Eder, at jeg har set stykket opføre og har punkt for punkt agtet paa virkningen. Jeg sender den sidste akt, som den nu foreligger. Jeg kan ikke sige, at jeg endnu er tilfreds med den, hvorfor jeg nok gaar ivei med den en gang til (i ferierne). I skulle i saa fald høre fra mig. Den nuværende femte akt kan passere, det ligger i stoffet, at sidste akt maa være den svageste. Kritiken og alle mennesker siger «sidste akt er den svageste», – men stykket ses alligevel. Et menneske som «Maria Stuart» er der nemlig ingen ende paa, det er hele sagen, og hun har derved gjort mig samme bryderi som sine fortvilede samtidige.
Musiken af min fætter Rikard Nordraak er fortrinlig i sin historiske som lyriske karakter. Paa den tid, stykket kommer til at gaa, er jeg i Kjøbenhavn paa gjennemreise til Rom, og kan jeg da være fru Heiberg til nogen tjeneste, skal det være mig meget kjært.
Jeg ved ikke, hvem man vælger til hovedrollen, jeg kjender ingen af de yngre, men forsaavidt man ønskede min hjælp med indstuderingen af denne rolle, kan De kun give mig et vink; thi om jeg skriver videre paa min «Sigurd Jorsalfar» i Kjøbenhavn eller hjemme er mig for nogen ugers vedkommende det samme.
Og saa lægge Gud sin lykke til! Saa glad som dette stykke har gjort mig, har intet gjort mig paa min literære og æstetiske bane. Jeg vilde haabe glæden fortsatte sig i Kjøbenhavn.
Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kristiania] 20/5 1867.
Fru Etatsraadinde!
Idet jeg har den Ære at sende Dem:
1) Maria Stuart (Bogen)
2) Rettelserne i femte Akt (helskrevet femte Akt)
3) Musiken, – er det forat De kan kaste et Øje deri, før De vil have den Godhed at sende Hr. Intendanten det til Udskrivning. Sig mig saa, om De vil have Noget anderledes, navnlig hvad femte Akt angaar.
I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.
Mere, naar jeg atter bliver Menneske.
[Kristiania] 30/5 1867.
Til Fru Heiberg!
Idet jeg lykønsker Dem til Deres nye Stilling som Direktrice ved Theatret (thi Posten kan vel være ubehagelig, men ikke for den, som vil Noget, da det at slaas er noksaa behageligt, naar man sejrer, endog undertiden naar man taber, da Sagen derved bliver endnu kjerere), vilde jeg være saa fri at give Dem nogle velmente Raad, ikke for Deres Skyld, som ikke trænger dem, men simpelthen forat faa de Ting frem, som jeg tilraader. Med andre Ord: mine Raad ere bare Propaganda for Yndlingsideer.
1) De maa afskaffe de faste Sceneinstruktører med alt deres Bryderi og Vigtighed og sætte en fast Pris for hvert Stykkes Iscenesættelse, og fordele Arbejdet efter Skjøn om, hvad de Enkelte ere skikkede til at paatage sig. Jeg har tre Skuespillere, som jeg vexelvis bruger, men som alle hente sine Ideer hos mig, og hvis Arrangements jeg retter ligetil de sidste Prøver, da jeg holder af at se en Ting gjøre sig for mine Øjne; thi det som falder den Ene let, falder ofte den Anden kunstigt. Men saadant taaler ikke de faste Arrangører.
2) Hjælp de Smaa!
3) Del ikke mange Stykker ud paa een Gang, saa bliver hver Rolle et bange Ønske og siden en Gave.
4) Taal Ingenting! Dette at «putte i Lomme» lægger sig paa Lungerne; straf strax, saa faar De Fred og Lyst til Gjerningen. Jeg straffede især med Roller, som jeg tog tilbage, med Stykker, som jeg skjød hen, eller ogsaa med Ord, Mulkt, Afsked (een Gang paa to Timers Varsel). For Deres Sundheds Skyld, for Scenens Sundheds Skyld «put Intet i Lommen».
5) Repertoiret. Kjere, tag op nogle af de bedre franske Stykker fra senere Tid. Jeg vil nævne a) Marquien af Villemer af George Sand, der er trykt og udmærket oversat (og for en Del bearbejdet) at faa hos mig. b) Den forbudne Frugt (Le fruit défendu) af Camille Doucet, oversat af L. Dietrichson paa rimede Vers, men forkastet af Eders Censur (Gud naade os!). At faa hos Kand. H. Greensteen. c) Les relaix (skal betyde Stoppesteder) af Leroy, ikke poetisk, men dog et godt Arbejde, som har gjort megen Lykke her. d) Le fils de Giboyer af Emile Augier, maaske ogsaa det Stykke, som gaar forud for dette med omtrent de samme Personer (Titelen husker jeg ikke). Men det sidste er det bedste, ja, et udmærket Stykke, naar noget af Politiken deri sammentrænges.
Saa nogle af de gamle Classikere op igjen. Af Shakespeare a) Sommernatsdrømmen, b) Othello, c) Vintereventyret; disse maa I kunne spille. Henrik den Fjerde har jeg draget sammen til eet Stykke for at faa Falstaff op; I maa gjøre Forsøget efter. Vil I ikke bruge min Forkortelse, saa brug Laubes, der er en helt anden.
Af Lessing Emilie Galotti. Jeg har revideret Frøken Biels Oversættelse, dog kun for enkelte Ords Vedkommende, da den er udmærket. Men saa har jeg strøget dygtig, dels i den sentimentale Scene mellem Emilie og hendes Forlovede, dels gjennemgaaende de evige Antitheser i Stilen, hvoraf Lessing lider; og da jeg overhovedet baade i Replikbygning og Karakterfremstilling har noget tilfælles med Lessing i dette Stykke, tør jeg trygt anbefale at faa en Udskrift af Kristiania Theaters Exemplar. Molières «den adelsgale Borger» har her gjort stormende Lykke. Det skal det ikke hos Eder; men det maa have beroet paa en daarlig Iscenesættelse, og paa at det ikke er bleven forkortet. Det Samme med «den Gjerrige», den maa forkortes og sættes ypperlig i Scene. Af Holberg har jeg længe paa Eders Scene savnet «den politiske Kandestøber»; eller tager jeg fejl?
Af nyere norske Arbejder skulde jeg meget anbefale Kongsemnerne af Ibsen i forkortet Stand og i forbedret Sprog, Ting, hvortil jeg ved Digteren er villig, og som burde foretages ved en dansk Mand snarest muligt (Molbech?).
6) Jeg skulle anbefale Dem at sætte Alt i Drift paa een Gang, saa De sad som den rige Frue der kommanderede Stillingen; det tager Dem en Uge at gennemlæse og sende til Oversættere og Bearbejdere, hvad De kan leve af i over et halvt Aar. Og brug Andre; for Guds Skyld arbejd ikke med Alt selv, da er De træt inden et Aar. At finde de rette Folk og faa dem til at arbejde for sig, er en Evne, som De ganske sikkert er i Besiddelse af, naar overdreven Omhyggelighed ikke hindrer Dem i at bruge den.
Se, dette er mine «Raad», – Propaganda Altsammen; jeg kunde sidde saadan til imorgen. De behøver ikke at svare mig, eller at bryde Dem mere derom, dersom De skulde have andre Anskuelser.
Deres ærbødige hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Min Kone beder Dem inderlig hilset.
[Søgne] 29/6[–12/7] 1867.
Min kjere Ven!
Dit Brev til Karoline og mig toge vi naturligvis godt op, kan du skjønne, og nu har Karoline det godt her hjemme paa Søgne Præstegaard ved Kristianssand. Hun er jo saa elskelig og dygtig, naar hun bare, bare kan blive frisk igjen. Børnene strutter af Sundhed og hun begynder at blive fed, det er en Fryd at se. Hun er mit Livs bedste Ven, hun plager mig lidt med sin Nervøsitet, men Herregud, saa gjør hun mig saa meget godt. –
Det bedrøver mig, at du er mismodig, som har du havt en eller flere Skuffelser. Schwarts talte om Poulsen og dig. Er det godt igjen, eller har Noget i din Tro eller din Tillid der lidt Skibbrud? Det skulde gjøre mig meget ondt; men vi skulle søge at erstatte dig det, vi, som holde af dig. Nu komme vi snart derned, og saa skal det blive en Glæde.
Jeg arbejder paa – ja, paa alle Ting paa een Gang: Fiskerjente, Sigurd Jorsalfar, Nysne, Digte; jeg ved endnu ikke hvad det bliver til; men Theatret er nu glemt og begravet, dertil trængte jeg dog fjorten Dage. Jeg skiltes saa smukt ifra det. Dem, jeg havde været strengest imod, vare mig huldest, Publikum jublede til mig den sidste Aften, og et smukt Farvel fik jeg. Paa Bryggen havde man den sidste Dag samlet sig, og et Hurra fulgte mig ud over Fjorden, som jeg sent skal glemme.
Til Fru Heiberg skriver jeg ret som det er; faar ogsaa dygtige Breve. Men forleden fik jeg et fra Krieger, hvor han (i Anledning af en anden Affære) tre Gange beder mig være «venskabelig» og ikke for streng. Hvad skal det smage af. Mod hvem har jeg syndet, hvad er paafærde? Jeg havde et Svarbrev færdigt, som just ikke var venskabeligt, har dog atter revet det itu, fordi Krieger er en brav Mand, som jeg hellere taler med. Men dette Dominium, som den Slægt og den Dannelse gjerne vil tiltage sig over os Yngre (det er deres Mani) er virkelig komisk ligeoverfor deres Anke over, at vi ville have Magten. Forskjellen paa os er netop den, at vi have og ville have Magten, og de ville have et Dominium uden at have Magten. Vi leve, virke og have Myndighed der, hvor Opinionens Strøm gaar, de sidde med Embedernes Dominium, udenfor det Altsammen. Det er Titlernes, Ordenstegnenes Dominium, deres udmærkede Evner og opøvede Dannelse danner egentlig blot en Modvægt i Samfundet, som er meget yngre end de. Hvad tror du nu til Ex. kommer ud af den kloge Kriegers Theaterkommisjon? Ikke mere end af hans Deltagelse i Londonnerkongressen. Havde han der slaaet igjennem en sund national Politik og ikke gjort den afhængig af Diplomater og Diplomatiens formodede Stilling, saa var Nordslesvig frelst. – Vilde han nu slaa igjennem en sund Theaterorganisation, som blot havde Hensyn til Kunsten, saa blev det en grej Affære, der mødtes med Vrøvl, Gud bevar’s, men som blev varig. Tænk dig nu: et Finantsdepartement, en Chef, en Intendant, Fru Heiberg og en Censor! Og uden Censoren intet Stykke! Uden Intendanten intet! Uden Chefen intet! Og endda Fru Heiberg! Jeg mener Fanden selv har blandet disse Kort. Men tror du det bliver anderledes? Nej, min Gut, ikke før de mange slesvigske Lidelsesaar ogsaa ere komne til Theatret. – Med alt dette er dog Krieger velmenende, som han er dygtig, kun for meget af Dominiet og forlidet af Magten, hele den doctrinære Races Fejl. Men, Gud, hvor fulde af Raad de ere til os Andre, der vistnok gjøre mange Fejl, men enfin, gjøre Noget! – Nu, dette behøver du egentlig ikke at læse, det er saadan let hen med Piben i Munden, jeg har jo andre Ting at sige om det som er Ulykken i den nærværende Stilling.
Den 12te Juli 67.
Dette Brev har lagt her, og jeg er ikke blevet klogere siden sidst; thi foruden en hel Del Læsning (deriblandt den Rasmus Nielsenske og Martensenske) har jeg skrevet Dunkers Biografi, og et poetisk Blomsterstykke og andet Smaagods. Jeg kan ikke arbejde paa det Større, jeg ved ikke, hvad er i Vejen, men det falder mig ikke naturligt. Altsaa det Mindre, kjere Ven, lad os se til at faa noget stort udaf det. Jeg har læst Korrektur paa tredie Oplag af Maria Stuart. Kan du forstaa, hvorledes det gaar til, at Sigurd Slembe ikke gjør tre Oplag, men derimod saa meget andet (Synnøve og de Nygifte hele fem). –
Ja, Striden mellem R. Nielsen og Martensen, Jeg skjønner den, tror jeg. Det er fortsat Grundtvigianisme. Men udenom dette, at den i høj Grad vil tjene Grundtvigianismen lige overfor «de Lærde», tror jeg at dens praktiske Resultat ikke bliver stort. Vistnok afsluttes Videnskabens Angreb paa Miraklerne m. m. derved, at disse lægges under et andet Konsistorium; men dette blot for de Troendes Vedkommende, som have troet alligevel, hvad saa Videnskaberne have sagt, og skamferet Videnskaben forat faa den til at passe Troen, hvoraf den imidlertid aldrig har taget nogen Skade. De kunne herefter spare sig dette Bryderi, voila tout. Videnskabsmændene fortsætte nok Angrebene, derom kan du være forvisset; thi det Sind, som deres Studium ensidigt uddanner maa angribe hele denne mystiske Verden. Og hvad saa mere? – Er dette egentlig Resultater? Det forstaar sig, Grundtvigianismen, hvis den forstaar at gaa ind i Fæstningen og forsvare sig bag den, vil kunne slaa alle Angreb af efter denne Dag, og det er jo et stort Resultat; thi Grundtvigianismen er Nordens Fremtid, Nordens Hjertelag, Nordens sunde Frejdighed, – naar vi Allesammen arbejder lidt med paa den, hver paa vor Vis. –
Din Opfatning af Rizzio er korrekt og ganske som Krohn spillede den. NB. Udbruddet kunde han ikke ret med; men Karakteren laa der i hver Replik, dem han drog som en lang Maccaroni fra den ene Ende til den anden, og saa det sejge slikkede Udvortes, den sirlige, sagte Gang, det fine, men plebejisk forsigtige Væsen.
Og saa er jeg fri for Fru Thoresen! Jeg kan elske hende, men Gud bevare mig, hvor træt jeg er! – Jeg maatte holde det gaaende, naar hun plagede mig, saa jeg kunde rejse til Amerika; og saa var hun dog atter baade glimrende og sød. Og Karoline jaloux som bare Fanden, og Fru Thoresen forsikkrede ved alle Magter over og under Jorden om sin Uskyld, og Gud forlade hende det, tror jeg ikke, hun troede det selv. Ak ja, jeg er nu fri! – Hendes Thomas bliver en dygtig Skuespiller og en god Sanger. Siden jeg fik ham under mig, artede han sig ogsaa meget bedre. Jeg havde aldeles intet at klage over. – Ved du, hvorfor Dorthe kom til Kjøbenhavn. Fordi Moderen blev jaloux paa hende, hun troede jeg absolut vilde forføre hende. Ja, du Fredens Retfærdighed, der har været Spektakler! Men nu er jeg fri! – Saa hendes Digtning, der bare i sin Tanke er sand, men i sit Udtryk som oftest ad Helvede til, og saa jeg, som skulle sige hende dette, og dog ikke kunde, fordi jeg blev saa skrækkelig udskjældt, – dog nu er jeg fri! Og alligevel var der mangen Gang stor Løftning hos hende, og saadan paa Tomandshaand megen lyrisk Jubel at opleve, som jeg ikke skal glemme. Og saa er der Noget i hende, som jeg vil være trofast mod til mit Livs sidste Stund. Men den hele Situation har været altfor unaturlig til at jeg ikke maa faa fat i et Menneske engang og skoggre sammen med. Men du er saa forbandet aabenmundet, nu flyver du strax ud til Heegaards eller en anden Sladderbøtte med dette, som enda blot er Ingenting. Men jeg byder og befaler dig, at tie stille og blot være begejstret og tale om min do. Saa skal vi engang tale Meget om dette. Jeg ler undertiden alene, saa aldeles fortvivlet komisk er det – nu bagefter. Det var alvorligt nok den Stund jeg stod i det. Karoline havde det nær kostet hendes Liv; thi hun er overmaade enfoldig, naar det gjælder Mit og Dit – efter Fru Thoresens Begreber, men ikke efter mine. Ja, du Opstandelsens Hurlumhej, jeg bliver ganske sikkert Komiker paa dette.
Nu agter jeg forresten at forsøge mit første komiske Stykke, Sangstykket «en Klokkerfamilie». Jeg maa til med det! Greensteen skylder jeg 40 Spd., som nu Maria Stuart skal give ham, sig ham det, og Waage 100, som den samme skal give. Nu er jeg aldeles ovenpaa; ikke alene er min sidste Gjæld betalt, men jeg har flere Hundrede tilovers. Jeg maa nu til at sætte ny Gjæld. Sig Waage og Greensteen Besked, hører du! –
Jeg har havt en stor Glæde, siden jeg kom paa disse Kanter, det er af min Svoger Kristensen, som er en udmærket Begavelse, hvad jeg ikke har seet, før han nu lever i fri Tilstand ovenpaa et strengt Studium. Han sværmer for Rasmus Nielsen, hælder mod Grundtvig, præker meget godt, er Famulus hos Bispen og Kapellan hos Stiftsprovsten i Kristianssand, en Debattør paa sin Hals, og istand til med kristelig Kjerlighed – og aandelig Dygtighed at tæmme min Søster Emilie, hvad jeg ikke troede.
Selv er jeg tyk og doven, læser Prescott fra Ende til anden og redigerer Folkebladet ved Siden af min Smule Poesi. Kan Greensteen faa fat i Logis udenfor Byen til os eller i en Udkant af samme? Jeg kan maaske blive i Kjøbenhavn i Vinter. Jeg har igrunden ingen Lyst paa Rejsen. Jeg vil skrive, skrive og atter skrive. Og saa snakke med mine Kjere. Jeg begynder alt at drømme om Natten at jeg er kommet til Eder!
Gud velsigne Eder!
Din Bjørn.
Søgne ved Kr. sand 8/8 67.
Kjere Petersen,
forsaavidt du husker rigtig, saa maa et Brev være bortkommet; thi to har jeg faaet i Løbet af en Maaned; men ikke tre.
Det glæder mig meget at se dig sammen med Goldschmidt. Du har Ret; siden denne Begavelse er bleven ærlig, synes den noget mindre; men liden synes den mig ikke. «Ravnen» er dog et godt Arbejde, skjønt ikke rigtig det, som ligger ham nærmest; thi det er smaa dramatiske Skitser à la Hertz, og smaa novellistiske do. à la Edmond About.
Hold ham fast her, du, som har Indflydelse paa ham; faa ham dog til at forstaa, at det Store ligger ikke i et stort Stof eller meget dundrende Behandling. Lad de store Nationer lyve; de have Rettighed paa Løgnen; vi eje bare Sandheden; men lad os have Mod til at vedkjende os den.
Din Opfatning af Theatret vis à vis dig selv forekommer mig nu aldeles rigtig. Jeg skulde ikke ville tilraade dig nogen Bestyrelse, som bragte dig i Lag med Skuespillere; thi du har nu engang den Sort Karakter, som en Betragter faar, men ikke Handlerens; men da du har en sjelden Vilje, stort Mod, saa gjælder det at kunne lægge disse to Kanoner bag en passende Forskandsning, og den sy– nes mig her fundet. Idealet deraf vilde nu være en lige saa ung og uforfærdet Styrer som du er Raadgiver, og at I To arbejdede sammen. Han behøvede ikke en Fjerdepart af dit Hoved og en endnu mindre Brøkdel af din Indsigt; men en sammensluttet Interesse og et drastisk ærligt Væsen. – Og saa, naar han var brugt en Stund, var du selv kommen ind i den nye Verden og kunde raade den alene. Men direkte fra Pulten til Theatret gaar ikke du med Dit. – Er der ikke en eller anden æsthetisk Baron eller Greve dernede, som har været med i et Par Slag, og som du kjender? –
Fru Heibergs Stilling ved Theatret er lidt uforstaaelig. At hun tager hvilket Stykke hun vil og sætter det paa sin Maade i Scene, forstaar jeg. Men det Mere, og især det Mindre (at hun ikke selv kan antage disse Stykker eller faa væk de Skuespillere, hun ikke kan fordrage) – det skjønner jeg ikke. Ej heller det Mere: at hun omtrent sætter hele Repertoiret og har alle Slags Sideindflydelser. Af dette vil i Længden intet Godt flyde. Enhver aandelig Myndighed maa have en klar lovlig, fordi den dels ikke taaler at blive hindret af de Stiklerier og de Smaas Sammensværgelse, som ellers ville komme, og som blot bøje sig for Lov i Myndigheden; – dels vil den gjerne selv gjøre Overgreb, hvor Begejstringen gaar paa, – naar Loven ikke standser. Nu er hun en Kvinde; det gaar kanske lettere for en saadan! Men saa bliver hun vel ogsaa før kjed deraf! I ethvert Fald: hun repræsenterer (som du siger) kun en Overgang. Man synes i denne at vente flere gode indstuderte Ting fremførte, og venter det neppe forgjæves. Men Overgangen maa bestaa i mere, saasom Virkningen heraf ellers kun er forbigaaende. Overgangen maa bestaa i at bringe et nyt System ind, i at bryde den Gammel-Heibergske Fornemhed, som naar hun indkalder mine Stykker (ved hvilke hun imidlertid ikke maa standse), – og som naar hun indkalder fremmede Skuespillere som nu Dahlqvist (ved hvilken hun imidlertid heller ikke maa standse). Det nye Blod, som derved bringes ind i Cirkulationen, burde rigtignok (og her er det Tredie, som mangler) være bragt ind af en Forstandighed paa det Nye, som kunde regulere de videre Virkninger deraf. Med andre Ord: hun maatte selv tilhøre den nye Tid, som hun nu blot forstaar. Vi maa imidlertid være hende taknemmelig for at hun forstaar, og forat hun lader ske, hvad hun forstaar; – men se: derfor er det ogsaa blot en Overgang; hun paakalder det Nye, forat den Virkelige engang skal komme og bruge det!
Men Theaterkommissjonen – og med den Sammensætning – skjønner jeg ikke. Skal nyt Theater bygges og ny Budgetplan lægges og Kunstartsammensætningen afvejes, da maa Kommissjonen bestaa af: en Jurist som Formand (burde forresten være Hall og ikke Krieger), en Arkitekt (hvem?), en Theatermand (Bournonville), en Kritiker (dig), en Digter (Ploug), en Theaterregnskabsfører (Berner), en gammel Skuespiller (Holst), en do. Orkestermand (hvem?), en Sanginstruktør eller Kapelmester og en yngre Departementsmand som Sekretær. Til ny Vin maa tages ny Læderflasker, sagde de Gamle; derfor maa der ny Folk med. Man kan sætte det Gamle ind som beskyttende Traditionen og Juristen ind som formgivende; men det Nye maa repræsenteres af Nye, eller vi faa (og saa vil det gaa) det Gamle op igjen. – I komme i Danmark aldrig ud over Eders Sagen uvedkommende Hensyn til Rang, Alder, Vane, Bekjendtskab, Snak, – I blive et gammelt Land, som evig forsøger at bringe Nyt ind, – men kun for at lade det dø i det Gamle eller selv strax blive gammelt. I tabe Slag og Lande paa dette, I tabe hele Livets Friskhed, men I blive trolig ved. Jeg elsker Eder slet ikke, som du siger, jeg hader Eder. –
Jeg skrev Noget herforleden om Nielsens Bevægelse, – var det ikke værdt Svar? Tror det saamænd gjerne. –
Ja, jeg vil bo i Kjøbenhavn, i alle Fald største Delen af Vinteren. Karoline er bleven saa frisk, og med Sundheden saa sød, at jeg ret kvikkes deraf. Mine Gutter ere to Vidundere – naturligvis. –
Maria Stuarts tredie Oplag er udkommet. Jeg har gjennemgaaet det med Nøjagtighed. Det morer mig, at jeg nu synes bedre om femte Akt end for en Stund siden. Jeg tror, den er tilstrækkelig. – Give Gud, det gik godt. For min Skyld kan det omtrent være det Samme; men der er megen Sag med i dette, som ikke burde gaa tilspilde; thi saa faa vi Aars Arbejde med at hejse den op igjen. – Følg nu i hele Sæsonen Fruen og Theatret beskyttende og paaskyndende; skriv forsigtigt; nu vogte Manges Øjne!
Din hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Søgne 24/8 1867].
…
Jo mere jeg er kommen tilbage paa mig selv, desto kjerere ere de mindre Stof med den ærlige Udarbeidelse blevne mig, derfor tror jeg, det varer længe, før jeg griber fat i Sigurd Jorsalfar, som jeg imidlertid har gjennemtænkt. Men slaa ikke alle Julemærker fejl, bliver mit næste efter Fiskerjenten et lidet toakts Lystspil eller rettere Syngespil.
Jeg har kjøbt mig Grundtvigs Søndagsbog. Jeg sidder hos denne Skovens Kilde, hvis friske Væld kvæger, hvis Spejl gjengiver mig selv, og hvis mindste Fortjeneste ikke er den, at jeg ingen Draabe øser op, uden at jeg først selv bøjer mig ned. I de nordiske Skoves Alvor springer denne Kilde, og dens Susen stemmer.
Jeg skal fortælle Dig een Ting: om denne vor Stammes Urkraft, om Kjæmpearten i Manden har endnu Ingen Begreb, som ikke har siddet hos ham i denne Bog. Hvor de dog svinde ind til Intet ved Siden af ham, de, som stod sammen med ham i Nordens Begyndelsesaar. Der er visselig mere Poesi i Øehlenschlæger, mere Tænkning i Kirkegaard, mere Form i Mange, mere Fantasi maaske i en Enkelt. Men alt dette tilsammen i Sundhed, Bredde, Tro og Syn, det er ham, han er dem alle og noget mere til, en Urkraft, en Spaadom udaf vor Natur, hvoraf kommende Slægter gaa klarnede til sin Gjerning som til sin Skjebne. Fra Fortalen til sidste Prædiken, hvilket Væld og Kraft og Tro, hvilken Dybde og hvilken Højde. Nu forstaar jeg at denne Mand har havt sine Disciple og flest blandt de Enfoldige av Hjertet. Kunde du give dig selv Raad til at eje denne Bog og Ro til at læse den, – ikke mere end een Prædiken ad Gangen, og med Dages Mellemrum, men ideligt, og det vilde monne over al din Personlighed og din Digtning tillige.
Men jeg vil ikke give dette Raad til Alle, thi han er ikke for Alle, før vor Kultur er kommen saalangt, at det, der idag er Evne hos de Enkelte, bliver Dannelse hos Alle, d.v.s. at vi Alle bliver hjemmebaarne.
Jeg beder dig hilse mine Venner, men fornemmelig Sars’s og Lies, de første har jeg ingen anden Vej til, derfor sig dem, hvor inderlig vi elske dem, hils ogsaa Thaulows. Hils din Familie.
Din hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kbh.] 31/8 1867.
Kjere Fru Hejberg!
Gud velsigne Dem, jeg glemte at spørge, om Bothwel i første Akt dandser med i fransk (rettere spansk) Dragt og i tredie kommer i skotsk Højlænderdragt, som ny, og siden beholder den hele Stykket igjennem. De kan ikke tro, hvad Virkning der er i dette.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Kbh. 16/9 1867.
Kjere Finsen!
Erindringen om Dem og Deres, som altid følger os, tvinger os dog endelig ogsaa til at sende Brev mod Island efter Eder, d. v. s. efter et Bud fra Eder! Med inderlig Deltagelse har vi hørt om Deres Hustrus Sygdom og om det, som er tilstødt den lille prægtige Olaf. Med Glæde har jeg seet Deres Bestræbelser forat sikkre en varig Fremtid for det Land, De bestyrer. Men om alt dette maa vi faa ordentlig Besked, og helst af Dem selv. Deres Svigermoder er kommen, Karoline har talt med hende, jeg endnu ikke; hvad hun kan have at sige, skjønner De; men hun kan vist ikke sige Alt, eller sige det saadan, som De. Skriv mig til! Var De ikke saa let i Arbejdet, vilde jeg ikke bede Dem om det; thi De har jo Meget at staa over. Men nu er den ene Gjenstand Deres Fremtid og Lykke, og den anden Deres Ære og Arbejde. Derfor maa vi, der holder af Dem omkaps med Deres egne, ogsaa faa Deres egen Besked.
Hvad der er offentliggjort om de islandske Forholde, vidner vistnok om meget mangelfuld dansk Administration; men det vidner ogsaa om saamegen islandsk Vrangvilje og dum Umedgjørlighed, at det er godt Islænderne i saa eminent Grad have sig selv til Venner; thi de have nu vist ingen Anden, – om de ogsaa have havt. Dertil maa det forbause Enhver, at Islænderne have forstaaet saa lidt at arbejde for sig selv baade før og nu. Den samme blinde Egenkjerlighed, som de nu vise ligeoverfor Danmark, maa de før have vist og vise, den Ene ligeoverfor den Anden, og Alle ligeoverfor det Hele. Havde de sand Fædrelandskjerlighed, saa havde de nu staaet bedre, og saa arbejdede de nu selv paa en Forsoning og Forbedring. De har her et haardt Arbejde, fordi De har haarde, egenkjerlige Mænd at bearbejde. Jeg maa vide, hvordan Sagerne staa; jeg skal beholde i Diskretion det deraf, som De finder tjenligt. Eller er her Nogen, til hvem jeg kan gaa forat faa Deres Hjertensmening at vide derom, saa sig mig det.
Lovgivningens Ordning er kun den ene Side; Landets Ophjælp er den anden. Hvordan staar det Hammerske Foretagende? Staar det til Fremtid? Er det ikke galt grebet an, at det gribes herfra? Skulde det ikke ske derifra, og i mindre Maalestok? Kan ikke de islandske Fiskerier blive af en overordentlig Dimensjon? Kan ikke Faareavlen det samme? –
Hvorlænge agter nu De at blive deroppe? Staar Sygdommene i Deres kjere Familie ikke i Forbindelse med Landets Klimat og Naturforholde? Ak, Olufa, som var saa munter, saa tyk og glad, saa tillidsfuld og vakker! Og Olaf, som var Eders Kjæledægge, og af en saadan Styrke og Skjønhed!
Vi har det godt. Mit Arbejde ved Theatret kronedes af saadan Fremgang, at jeg forlod det i kunstnerisk Henseende grundlagt og ordnet for bestandig, og i økonomisk gjengivet til Publikums Sympathi, saa Sparebanken har givet henved 4000 Spd. til Reparation og Ophjælp iaar og giver vel en Del i næste. Gjælden generer ikke; det meste af den er en død Gjæld, og Theatret kan bære sig selv, og kom under mig i ingen Gjæld derved. Jeg rejste ud af Fjorden under Mængdens Hurra, og mit Ophold i Kristiania er blevet mig kjert. Et Folkeblad, illustreret og politisk tillige, har jeg stiftet forat faa de to Læsekredse, Bonden og den Dannede, forenede i et og samme Blad, noget, som højlig tiltrængtes, og som er saadan lykkedes, at det allerede nu, efter 1 1/2 Aars Bestaaen har 10,000 Abonnenter. De to Trediedele af Overskuddet tilfalder et Pensions– og Hjælpefond for Skolelærere, en Trediedel mig.
Jeg skriver fortiden atter paa en større Fortælling «Fiskerjenten». Den bliver færdig noget over Jul. «De Nygifte», som var den Bog, jeg tænkte at forære Deres Hustru, og hvorom jeg skrev i «Sigurd Slembe», har hun vel faaet af Andre ved min Forlægger; thi mit Fravær fra Trykkestedet hindrer alt saadant. Jeg har havt megen Glæde af «De Nygifte», her, i Stockholm og hjemme, dog mest i Stockholm, hvis Scene fortiden staar højest i Norden. Maria Stuart har jeg havt megen Glæde af i Kristiania, hvor den spilles bedre end her, skjønt ogsaa her saaledes under Fru Heibergs nidkjere og geniale Instruktion, at Aviserne synes mig i høj Grad for strenge mod Opførelsen. – Ifjor Sommer vare vi Alle to Maaneder og nogle Dage i Stockholm, iaar ere vi her, og vi ville blive her hele Vinteren. Jeg har det saa godt, Karoline er saa glad, mine to Drenge Sundheden selv. Mine danske Venner ere mig kjere fremfor nogen anden.
Den politiske Stilling synes mig fortiden at love Adskilligt. Haabet til Frankrig tror jeg i enhver Henseende er en Chimære, som betales med det Modsatte af Indrømmelse fra Preussens Side. Danmarks egen Stilling, dets Forbindelse med Norden, vejer meget mere; thi Preussen ved, som vi Alle, at Faren kommer fra Rusland, og at Norden og det har samme Interesser. Dette naturlige Forhold vil i Længden her som overalt blive det stærkeste og derfor det bestemmende. Vi trænge Preussens Alliance, og det trænger vor, ikke for imorgen eller iovermorgen, men for Evigheden. At det ender med et germanisk Krigsforbund, synes mig sikkert; – derfor maa Preussen begynde med at give os vor Ret, – og vort Kongehuses Besøg dernede, som er blevet saa mistydet, har dog ingen anden Hensigt havt end denne. Det har saa inderlig gode Intentioner, men fattes Mod til at gjennemføre dem. Partiet mellem de to nordiske Kongehuse kan ansees sikkret, – den Tjeneste gjorde Tyskerne os. Naar dette er kommet istand, tror jeg vi ere nærmere ved en Forening, end Mange nu tro, enten det bliver et Krigshegemoni à la Sachsen-Preussen, eller et do. Forbund à la Baden-Preussen. En nærmere Forening bliver da kun et Tidsspørsmaal. Se, dette er ikke Luftkasteller, og jeg tror Ordningen kommer fra Slesvig af og til det Sidste i Foreningsanliggendet, det Ene efter det Andet, kun paa en Maade, vi ikke havde ventet, og som har lært os meget, smertet stort, men efterladt en samlet, energisk Opgave, bedre skikket til at danne Mænd og sikkre Fremtiden end uklare Længsler og for store Overslag over egen Interesse.
Det aandelige Liv i alle Lande synes mig saa smukt. Sverige, som jeg nu kjender bedre, er i Kjæmpevæxt; Dets Kunst og Videnskab, dets Manufaktur og Industri, dets Kommunikationsvæsen og dets Associationsaand er ligesaamange Løfter om en stor Fremtid. Danmark kjender De, og Norge har De Tillid til, det ved jeg, og det fortjener den ogsaa; thi dets Stilling er udmærket. Forsvarsvæsenet, som nu er ordnet hos Eder, kommer strax efter hos os. Det Norske er igrunden ikke saa galt; men det Svenske er daarligt. En stor Skarpskytterbevægelse bøder imidlertid noget derpaa. –
Se saa! Vi have havt os en liden Passiar fra Kontoret i Sønderborg. Det ligger i Grus; men Ideerne bestaa, og visselig de skulle fuldkommes! – Tingene have sin Regulator i sig selv, sin Sjel; Fremtiden er deres Udvikling, det er kun Maaden, som er Forholdenes.
Gud give Eder nu Lykke i Eders Hus og Held til Deres Gjerning! Gud give Eder sunde og glade tilbage til os, efterat have arbejdet for os Alle oppe paa den golde Missjonsmark! Gud give Eders Bønner Velsignelse, saa I maa faa Glæde i Vinteren, som forestaar, og gode Tidender herifra til Underholdning i de lange Aftener. Karoline lægger sine bedste Hilsener til mine, I Kjære! Tak for Alt Godt mod Eders
Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kbh. før 20/9 1867]
Kjere Ploug,
Vedlagte humoristiske Indlæg fra Henr. Greensteen synes mig Hr Mantzius at fortjene, fordi hans fortsatte Hykleri, og hans fortsatte Løgn, naar han selv siger han ikke har løjet og hyklet, – ikke bør gaa hen uden at Spørsmaalet selv har vundet derved, d.v.s. at ingen Skuespiller snart igjen falder paa at vove saadant.
Det er jo dog ækelt at se en Skuespiller træde op og forsvare Scenen mod Blasfemi, naar Gjenstanden er Knox, – men det er dog dobbelt ækelt at se Hr Mantzius gøre det. Det kan, det bør ikke gaa over uden at Hykleriet som saadant er tilbørlig renset. Men De er her den Bestemmende.
Deres hengivne Bjørnst. Bjørnson.
Frederiksberggade Nr. 1, [Kbh.] 5/10 1867.
Det har baade forundret og bedrøvet mig, at man paa Scenen ikke vil foretage de Forandringer, som ere foretagne med Stykket.
Jeg skal, da dette sees ved det kongelige Theater i Kjøbenhavn at være en Umulighed, indskrænke mig til følgende to, nemlig:
Maria Stuarts to sidste Scener i sidste Akt, Monologen og Arresteringen, respektive:
Sjette og Syvende Scene (NB. efter tredie Udgave)ogden Smule Forkortning, som er bragt ind i 4de Akts 6te Scene (Darnley og Taylor) og som bestaar i, at Darnley een eneste Gang overspringer een af de Replikker, han nu siger.
Disse Forandringer efter tredie Udgave beder jeg nu ikke længere om, men jeg forlanger dem. Det er ikke muligt, at man kan nægte en Forfatter dem; at lære dem medtager for Poulsens Vedkommende ingen Tid, for Fru Eckardts liden Tid, da det væsentligste er Udstrygning – at prøve dem medtager ikke et Kvarter.
Stykket maa ikke spilles mere, før denne Forandring er gjort,Kjere, hør selv, at de ere nødvendige! Hint vrøvlede Indfald om den Ring – jeg forstaar ikke ved hvilken Skjødesløshed fra min Re– gissørs Side den er kommet med hid (det er ovenikjøbet ikke mit eget!)
Nu gaar jeg i Dag til Fru Eckardt og jeg haaber, De sætter det fornødne snarest mulig i Gang. Jeg har søgt Dem, men forgjæves, De er umulig at træffe!
Men dette Brev vil jeg dog ikke slutte uden at takke specielt for Opførelsen igaar; den var ikke alene den heldigste, men den overraskede mig med at være forbedret i mange Stykker; navnlig vare de Herrer V. Wiehe (Knox) og Hultmann (Rizzio) og Ferslew (Lord Stuart) og (i de senere Akter) Hr. Poulsen kommet sig mærkeligt, og Fru Eckardt spillede med en prisværdig Moderation, og undertiden næsten med Magt; jeg vil idag ud at takke hende, det er maaske urigtigt, at jeg ikke har gjort det før. Ja, jeg takker for denne Opførelse!
Disse Rettelser maa ind!
Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kbh.] 5/10 1867.
Kjere Fru Hejberg, jeg takker Dem for igaar! Der var gjort meget. Hvad synes De om Hultmann, om Ferslev? Om V. Wiehe? Og om Poulsen (tildels) – men især om Fru Eckharts rosværdige Moderation og megen Observance; jeg vil sandelig idag ud forat takke hende.
Men jeg har idag forlangt af Berner Tredie Udgaves sjette og syvende Scene i femte Akt fulgt (Dronningens Monolog og Afsked) samt en uvæsentlig Forandring med Poulsen. –
Herregud, at man plager Eder, gjør Intet til Sagen; ved et Theater skal man gjøre det Bedste man formaar, man har Intet, som er mere magtpaaliggende for dem selv end det.
Tak, uudgrundelige Frue, ved Gud beundrede jeg Dem ikke en Gang imellem igaar, saa jeg kunde tage et Bothwelsk Sprang over til Dem! –
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Fredriksberggade No 1, [Kbh.] 5/10 1867.
De misforstaar mig vistnok ikke, naar jeg anmoder Dem om i Murrays Rolle at sige: «Gjem Eders Kaarde, Jarl af Morton» og de følgende Replikker i samme Scene, saa stærkt som muligt, dirrende af Vrede; thi saadan havde han ikke tænkt at det gik til, og os gjør det godt endelig at faa høre en sund Vrede og mægtig Befaling ligeoverfor Pøbelens og Fanatismens Raahed.
Endvidere skulle jeg i 4de Akt 4de Scene, Replikken: Jeg kjender ogsaa denne Mand, (i det jeg meget maa rose den Maade hvorpaa De begynder denne Replik, nemlig først efter en god Pause, dernæst ganske i samme Tonefald og med akkurat samme Styrke som Lethington sluttede sin) – bede Dem fortsætte den bestandig mere og mere animeret, tilsidst aldeles forglemmende sig af den tilbageholdte Harme som endelig taler! Men jeg tror nok, at denne bestandige Stigning bør være mere udvortes, mere lidenskabelig voldsom i sin sjelelige Rørelse end stærk i Stemmen. Dog dette overlader jeg til Dem; jeg kjender Dem ikke nok til at vide, hvilket af Deres Arbeider er istand til at vise den stærkeste Lidenskab, enten den accentuerede dæmpede Tone eller den stærke udladende – eller en Blanding. Kun Lidenskaben er der!
I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade No. 110, [Kbh.] 14/10 1867.
Jeg har engang været hos Dem efter sidste Representation af «Maria Stuart i Skotland» at takke Dem.
Ved samme Lejlighed vilde jeg bede Dem i anden Akt (under Krisen) at tale hurtigere, ikke udmale Billederne eller Forestillingerne formeget paa dette Sted, samt (det Væsentligste): neppe nogensinde under den hele Krise tillade Stikrepliken at falde fuldt ud, før De allerede har begyndt paa Svaret. Disse to Ting iagttagne, – og Scenens Energi vil i særdeles Grad være forøget, og den rosværdige Kraft, De anvender paa den, bedre sees.
Forøvrigt er De og Hr. Schram de Eneste i Stykket, som fra første Stund have givet Alt rigtigt; nu er imidlertid det Hele kommet efter, paa et Par Undtagelser nær.
Som sagt, jeg har villet takke Dem, men har ikke havt den Ære at træffe Dem. Mine Formiddage ere optagne og Deres ikke mindre. Skulde jeg altsaa ikke faa Lejligheden dertil, saa modtag Forsikkringen om, at jeg paaskjønner Deres Arbejde i denne vanskelige og anstrengende Rolle, og navnlig den sikkre Kvindelighed, som bærer den.
I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson.
110 Vesterbrogade, [Kbh.] 25/11 1867.
Kjere Schmidt,
Deres Brev har jeg ikke læst ud. Da jeg kom til Punktet om det Veneriske, sluttede jeg.
En af mine nu afdøde Venner har været venerisk, en anden lever endnu, som jeg efter store Anstrængelser med ham tror helbredet for bestandig. Men intet Øjeblik har dette skadet vort Forhold, tvertimod har Ulykken bundet mig fastere til dem. Hvem foruden Dem har det Mod at forskyde en Ven, som har havt denne Ulykke eller at forlange saadant af Andre?
Den store Slump, at man selv er gaaet fri, gjør os intet Øjeblik bedre end dem, der ere bleven rammede. Men der indtræder i saadannes Liv et Punkt, hvori de vilde synke i Modløshedens Slimbund, og da har jeg for min Del løftet paa dem af alle mine Kræfter. Altid ere de af Sygdommen blevne forvandlede, men smukt, NB: efterat være reddede over det første, farlige Sted. Frejdigheden er forsvunden, men de ere blevne sandere, dybere, resignerte til et vist Punkt, men derifra og helt ud ikke mere til at fordrive.
Om nu Greensteens Ven har været venerisk, ved jeg ikke, og De ved det heller ikke. At slutte fra hans Ydre, – jeg tror det ikke. Men har han ogsaa været det: dette er endnu ingen Grund for G. til at forlade ham. Om han har været Galan – De ved det ikke, og om De ved det, saa er dette: at De ved det, – ingen Grund for Greensteen til at sky ham. Paa mig har Manden gjort et godt, roligt Indtryk. Jeg holder af at omgaaes Forretningsmænd, deri er noget Styrkende, kanske er det noget af dette, som ogsaa Greensteen føler. Jeg har ikke spurt.
Behandlingen af dette enkelte Punkt (og som sagt: længere kunde jeg ikke læse) overbeviser mig om, at De vil forblive i Deres Ensidighed, i Deres gamle Fordomme, og at vi nye Venner ere afstængte al Indflydelse ind til Dem.
Det er ikke mig, som har aabnet denne Forhandling. Det er Deres Maade at modtage Petersens og min Ven paa, som ikke gik an: jeg taalte den ikke længere, og lod Dem føle det, men som jeg tror hensynsfuldt. Har nu de deraf følgende Forhandlinger ladet mig prøve at tage Fejlen, hvor den laa, som vi overhovedet i Omgang maa prøve at lette hverandre Betingelserne forat naa de fælles Maal ved at rydde i hverandres Hindringer, – men dette er blevet uden nogensomhelst Følge, altsaa jeg uden nogetsomhelst andet Forhold til Dem end det: at høre paa Dem, – da trækker jeg mig ogsaa tilbage dertil. Kun maa De ikke fortænke mig i, at jeg, med denne haandgribelige Erfaring, ikke tør overlade mig til det Hørte som før.
Dette gjør mig ondt. Men jeg har det faste Haab, at De, ved at føre Livet frem rastløst, som De har begyndt, kommer did, hvor De endnu ikke trænger til at være, og altsaa heller ikke trænger til os, – men at De da ser lidt anderledes paa, hvad jeg her har forsøgt.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 2/12 1867.
Kjere Wille,
jeg tillader mig at minde om Frøken Erikka Lies Koncert paa Thorsdag den 11, og som foruden to Numre med Orkester (Stor Koncert af Chopin og Polacca af Weber, udsat af Liszt) kommer til bl. a. at indeholde Folkedands af Gade og Scherzo af Rikard Nordraak (Manuskript)
din hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 13/12 1867.
Kjere Schmith!
Dette er fra først til sidst en Misforstaaelse af Dem, fremkommen derved, at De endnu husker Mellemledene. Men jeg, som husker Intet uden det, som staar, tør forsikkre Dem, at den eneste Fejl, som denne Artikel har, er dens Sprog, som ligger i den sædvanlige lidt skruede Højde, lidt kunstige Sammenkjedning, som Deres Sprog endnu i Almindelighed. Men ellers er den rent ud et Mesterstykke og vil blive opfattet som et saadant af hver eneste Læser, som den tog sig saadan ud for mig, for Prof. Nielsen, hans Svigersøn, hans Familie, og vi maa dog ogsaa forudsættes at have noget Skjøn paa, om her var det, «der sprang», eller det, «der brast».
Jeg skal yderligere betro Dem, at Artikelen gjorde (i sin Oprindelighed) Indtryk paa mig af at være tværet paa sine Steder, og nu gjør den Indtryk helt igjennem ved sin Fynd. Selv maa De indrømme, at længere kan den heller ikke være end den er. Umuligt!
Den gjorde endvidere Sagen noget tvilsom i sin oprindelige Skikkelse derved, at den virkelig var overdreven i enkelte Udtryk; «Kunstværket» ville ikke have vist sig som saadant, skjønt det vilde have været Synd, – se derfor er det, som kunde vække Kritikken, taget ud, og nu er det en saa overordnet, rolig og dog begejstret Fremstilling, at jeg ikke ofte har læst dens Mage. Dette kan De stole paa, jeg er en gammel Publicist.
De skal paaskjønne den Kjerlighed, hvormed Udstrygningerne i denne Artikel er gjort, og hvad det Hoved angaar, hvormed de ere foretagne, saa kan det være det Samme, om De ikke paaskjønner det; thi jeg har tilstrækkelig Respekt for det, saasom det er mit eget.
Hør nu: tag paa Dem Deres Festklæder, gak foran et Spejl, se paa Dem og sig: «det er mig som har skrevet den tredie Artikel om Prof. Nielsen.» – Spender saa en Flaske Vin paa Dem selv og en Ven eller to (f Ex. mig) thi den fortjener en Festdag med Festfølelser, den har en saadan Forjettelse, at den har taget mig hel og holden.
Deres hengivne Bjørn.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 18/12 1867.
Kjere Fru Hejberg,
vi modtage Indbydelsen med inderlig Tak; vor Landrejse opsættes.
Jeg havde hjem igaar det grusomste Vintervejr, som jeg kan erindre at have været ude i. Det var en saa voldsom Snestorm, at jeg undertiden neppe kunde flytte Foden.
Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
