Vesterbrogade 110, [Kbh.] 20/1 1868.
Kjere Fru Rohde!
I Thorsdags var jeg efter Løfte hos Prof. Fredriksen som havde – jeg kan sige den Uforskammethed at sætte mig op paa en aaben Vogn og i en Sno, jeg var lidet beredt paa at modtage, kjøre mig fra Stationen til hans Gaard. Om Nogen her i Byen havde bedet mig i Selskab paa de Vilkaar, at jeg en af disse Dage skulle sidde ovenpaa en Sporvogn Byen igjennem, saa tog jeg vist ikke derimod, skjønt Byen dog frembyder Ly, medens hine Marker laa aldeles aabne.
Jeg har nu siden maattet holde mig inde for stærk Forkølelse, Smerte i Halsen og det ene Øre. Skønt jeg har brugt al Slags Forsigtighed, er jeg idag værre end nogensinde, min Stemme tyk, og jeg er forbudt frisk Luft, især paa Grund af Øret.
Dette skynder jeg mig at sige Dem, da De maaske har bedt Folk paa min Fortælling. Det gjør mig og Karoline saa ondt, at vi ikke kan komme, jeg længes af Hjertet til Eder Begge, dette MandagsPaafund er den hyggeligste Fornøjelse jeg har, og Karoline siger det Samme, ja, hun er idag vred paa mig, og jeg kan virkelig ikke gjøre Noget derfor.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 7/2 1868.
Nu da Forelæsningerne foreligge samlede maa jeg faa Lov til endnu en Gang at takke Dem for dette.
Jeg tror om dette Arbejde, at det vil i vid Kreds af Tid og Rum blive til Velsignelse.
Svaret til Prof. Caspari har jeg neppe seet Mage til, og hint til Prof. Monrad er Portræt. Mig overrasker det ikke; thi jeg har længe vidst, at han var en tvetydig Person, saasom Svaghed i Længden bliver til Uredelighed, naar Forholdene tvinger Vedkommende til at paatage sig og underholde en Stilling. Kun ærgrer Komplimenten til hans Form mig; den er jo kjedelig, denne Form, og dens Smule stilistiske Routine er da spildt.
Jeg kommer nu snart med mit Kapitel; jeg er nu atter under Arbejdets Afskrivning naaet dertil. Paa Onsdag holder jeg til Fordel for et Asyl herude efter Manges indstændige Anmodning et Foredrag paa Skydebanen Kl. 7 Aften. Jeg fremstiller «det sixtinske Kapell og en Messe i samme». Dette mælder jeg Dem, om maaske et Par af Deres Damer gad høre derpaa; thi jeg har frabedet mig Bekjendtgjørelse gjennem Aviser. Der gives ingen Fribilletter, saa jeg kan ingen sende; Tømmerhandler Trier paa gamle Kongevej 15 forestaar det Hele.
Jeg ser først bagefter, at jeg har skrevet dette Brev med en stump og daarlig Pen, – men lad mig slippe at skrive det om igjen!
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 10/3 1868.
Kjere Krieger,
jeg har en Ven fra min første Tid i Danmark, og som jeg bestandig har vundet kjerere, – og som jeg nu vilde føre til Dem (paa Tysk: anbefale Dem), fordi han uden at være genealt begavet, har af denne ordnede, stærke, grundige Begavelse, som forenet med Energi (og det er den hos ham) jager forbi de Fleste. Han er et Dommeremne.
Nu søger han om at blive Sekretær hos Dem i den store Kommissjon (ikke Theaterkommissjonen, hvor han er bange forat faa formeget Arbejde) – og medbringer til denne Post en Flid, som man maa omgaaes noget varsomt med, da han arbejder, til han styrter, – grundigt Kjendskab til nuværende Retsforhold, antageligt Kjendskab til Juryen, – Sprogtalenter, som ligefrem er sjeldne, saasom han taler alle Europas kulturførende Sprog (dermed mener jeg Tysk, Fransk, Italiensk, Engelsk), – og saa har hans Stil korte, rammende Udtryk. Afdøde Prof. Bornemann har altid sat meget [Pris] paa ham, fra den Tid han begyndte at gaa paa hans Examinatorier, og han medbringer forøvrigt visselig ogsaa de mest udmærkede Vidnesbyrd (Anbefalinger). Og saa ved jeg ikke mere end at nævne hvad han hedder, nemlig Christian Hviid, Protokolfører i Kriminalretten hersteds.
Vær nu snil og «tænk over det,» som det ulykkelige danske Mundhæld lyder.
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade, [Kbh.] 16/3 1868.
Kjere Nielsen,
er det nu rent daarligt, saa kan jeg ikke engang forbedre det ved den Forsikkring at jeg kan gjøre det bedre; thi jeg kan ikke gjøre det bedre.
Imorgen Aften, Tirsdag, kommer jeg om Hjælp.
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Hos Clemens Petersen, [Kbh.] 18/3 1868.
Kjere Nielsen,
næst efter at sige Dem den hjerteligste Tak for igaar, maa jeg forkynde, at jeg er et Bæst, som igaar ikke huskede, at min Kone, som besørger Selskaberne, har modtaget Invitation til imorgen Thorsdag.
De, som er et saa opfindsomt Vidunder, maa med lidt Kjerlighed for mig kunne bringe Damerne en passabel Undskyldning forenet med inderlig Tak for igaaraftes, og mælde, at næste Thorsdag skal jeg af al Evne søge at give Vederlag.
Undskyld Skriften: naar jeg paa fremmed Sted, faar fremmed Papir og Pen, kan jeg slet ikke skrive.
Endnu engang: Tak for igaar; jeg skal aldrig glemme Dem, som De var igaaraftes; jeg skal aldrig glemme, hvad De lærte mig.
Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Vesterbrogade 110, [Kbh.] 2/4 [1868].
Kjere Schou,
jeg kommer hjem fra en Rejse og ser dig i en Sorg saa stor, at jeg ikke kan tænke mig den større.
Jeg maa skrive dig til. Jeg ved, jeg kan ikke sige dig et Ord, som du ikke har sagt dig selv, fordi Gud taler vældigen, naar Sorgen har gjort os ensomme. Men jeg vil bare minde dig om dine Venner, om deres Sorg med dig og din Hustru, om deres Kjerlighed til Eder, og deres Bønner for Eder, I elskelige Mennesker!
Hvor gjør det mig ikke ondt, at du, hvergang du herefter husker mig, skal huske denne tunge Tid med det Samme; men saa skal du ogsaa huske, at vi har den inderligste Medfølelse med Eder.
Kjere, kjere Ven, jeg har ingen Erfaring i en saadan stor Sorg, jeg gaar afvejen for den Sørgende, til Gud engang gjennem en stor Sorg gjør mig selv til hans Broder; jeg trøster mig ikke til forinden at tale Trøstens Ord. Det er en Udæskning, og Ordene kunde saa let være det Modsatte af Trøst; man maa eje Erfaring. Men min Sorg med dig har jeg Lov at udtale, og Samfund i Kjerlighed har jeg Lov at byde; du er kanske nu saa langt inde i Sorgens Hemmeligheder, at du ikke skjøtter derom, men du skal dog vide derom, at vi beder med dig, og længes til dig, til at du med Guds naadige Hjælp kan komme ud igjen til Venner og Arbejde.
Og saa din i Sorgen, ved Sygesengen, af Tankerne, Minderne, som følge og idelig hviske, gjennemvaagede Hustru! O, hvor vi tænker paa hende! O, hvor vi beder, at hun kunde faa løfte sin Sorg did, hvor hun nu maa hen forat finde de Tabte. Saadanne Smaa maa dog kunne faa Guds Naade til at tage Forældres Sorg op til sig, saa der kun vandrer lyse, blide Tegn igjen efter dem.
Der er et Sted, jeg ved om. Det er at komme tidlig i Vartou en Dag forat komme tæt op og høre den Gamle bede. Han kan faa os til at bede med. Hans Prækener blive altid kortere og hans Bønner længere, thi det stunder med ham selv. – Men Enhver ved med sig selv, naar han atter kan taale Samfund med Flere. Gaar I did, vil I finde os der, bedende med Eder; men I vil ogsaa finde os der med Bøn for Eder, om I endnu ikke selv kunne gaa.
Kjere, kjere Ven, du vilde aldrig være gaaet mig af Minde, saa ærlig, klar, fast, som du stod for mig. Men nu føler jeg mig hæftet til dig af den store Tilskikkelse, som samler alle Tanker om dig og Dine og fører mig dybere og oftere sammen med dig i Bønnen.
Din hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
Sorte Dam 85, første Sal, [Kbh.] 20/4 1868.
Kjere Rabe,
igaar Klokken 3 Eftermiddag fik Karoline en Søn, en stor, dygtig Gut.
Hun flyttede herud samme Dag Kl. 10 Form., syg som hun var. Det varte i 14 Timer. Hun er nu vel, Gutten ogsaa.
Jeg var i Roeskilde forat læse – og vidste af Intet før igaaraftes.
Eders Bjørnson.
Sorte Dam, No 85, [Kbh.] 20/4 1868.
Kjere Wille
et andet Brev har du vel alt modtaget.
Dette handler om Brynjolfsen, som skal holde Foredrag over nordisk Mythologi og sender dig denne Billet. Opmuntre Folk i de varmeste Udtryk; thi Emnet er jo søgt nu, og hans Foredrag, som hans Opfatning er poetisk løftet, – det hviler paa overordentlige Studier, men er saa aldeles en Elskers Brudedigte.
Hjælp ham til Folk, og her gjøres en god Gjerning, – giv ham Mod til endelig engang at producere, hvad han ved; thi det er utroligt. Han har i Vinter været min Saga-bog, min Sagnhistorie, og altid gaar store Syner, hvor han færdes. Men Studierne har til idag holdt ham fangen. Løs ham ud.
Din Bjørn.
[Kbh. 5/5 1868]
Kjere gode Ven.
Brødrene Paulsen morer ikke mig det Mindste – morer de dig? – Men jeg kan godt, udmærket være sammen med dem, saa det er ikke derfor. Min Svoger kommer ifølge Brev først den 10de Maj, – kunde vi ikke lade denne Uge gaa over – ogsaa for Karolines Skyld; thi saa tog hun et Par Timers Tid med, kjender jeg hende ret. I hvert Fald ved jeg, det vilde gjøre hende ondt at vide mig paa Skovgaard, naar hun ikke kan komme med, saa jeg vilde ingen Glæde have af det, før Muligheden i alle Fald var der for at hun kunde følge.
Tak for sidst. Tak for din bestandige Godhed, Tak til din Hustru, Tak!
Jeg forsikrer dig, jeg regner dette mit Ophold i Danmark til største Vinding, at jeg har faaet dig, hende, Rasmus Nielsen og Løjtnant Schous. Men Eder først og sidst.
Imorgen, Onsdag, aabner Grundtvig paa Marielyst Folkehøjskolen for Piger for denne Sommer. Jeg er med og skal være aktiv, der bliver vist dejligt, og der kan komme hvem som vil. Du er naturligvis for doven?
Din Bjørn.
Med Sigurd Jorsalfar ynkeligt.
Sorte Dams Dossering 85, [Kbh.] 12/5 1868.
Kjere Ven,
min hjerteligste Tak for din smukke Mælding i Dagstelegrafen. Den er mig jo kjer, – ikke fordi den er som den er; thi du skriver jo kun hvad du mener; men fordi det er din Mening.
Bogen med mit Rimeri udi kom jeg derved ihu at sende, naturligvis er det noget Sludder; men jeg siger som Kjærringen: har jeg brygget Øllet, saa skal Pine Død du drikke det.
Og jeg bryggede det paa en Vogn mod Vallekilde Højskole, snakkende med mine Rejsefæller.
Din hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Kbh. våren 1868]
Kjære Fru Hejberg,
jeg har læst med Holm-Hansen idag for første Gang hans Rolle «Leontes», og jeg tør sige Dem, at han rigtig er skabt for den. Dels havde han jo en ravgal Opfatning (den samme som formodentlig Wiehe har havt, siden han fandt Rollen saa hæslig) – dels var denne Opfatning usammenhængende. Nu er dette rettet – men den Varme og Sandhed han har at lægge ind, behøver kun Vink forat gjøre rigtig smukke Indtryk.
Og saa tillader jeg mig efter Deres Ønske at sende Dem Listen for Jahn.
Vil De ikke være saa inderlig snild at lade Etatsraad Krieger se den, naar han næste Gang kommer til Dem. Det er den Jahn, hos hvem vi boede i Forhaabningsholms Allé forrige Gang vi var her, og Krieger var saa god at søge os. Han bor der endnu, – om Etatsraaden havde Afskriverarbejde til ham.
Jeg ved De tager Dem af Fattigfolk; sandelig, denne Mand, hans mageløse Kone og en dejlig Søn, for hvem Prof. Martin Hammerich betaler Skolepenge, fortjener Godhed.
Jeg maa ogsaa minde Dem om lille Frøken Sanne, som sammen med sin Søster ernærer sin Mor og to Sødskende. Der er et Par Skuespil, hvori hun ikke har været med, og altsaa er gaaet Glip af en Smule Fortjeneste. Kjære, husk hende, De gjør, hvergang De husker hende, en god Gjerning.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
[Juni 1868]
Du Sædemand i Danmarks Have,
du Barnehjertets rige Præst,
fra Norges Skove tag en Gave,
jeg var fra Barn din glade Gjæst.
Kristiania 8/7 1868.
Nej, naar jeg ikke faar tale om Skandinavisme, saa kan jeg Intet gjøre, som der er Nytte i, ved en Skyttefest i Danmark paa denne Tid, – og holder mig derfor borte med Tak for Indbydelsen.
Ærbødigst Bjørnst. Bjørnson.
Kristiania 9/8 1868.
Til Intendant Berner!
Hermed har jeg den Ære at sende den bebudede Ændring af femte Akt i «Maria Stuart i Skotland», – og den Glæde at kunne tilføje, at endelig engang er denne Akt, som jeg vil have den.
Stykket synes mig at have vundet i Indtryk ved denne Ændring.
Den er let at lære, da Grevinden af Argyle, Frøken Lange er den Eneste, som derved gives Arbejde, og da Scenen ligger lige i hendes Evners Vej, tror jeg dette Arbejde ikke uvelkomment for hende. Knox faar en Smule Tillæg, men ubetydeligt og letlært; Bothwells og Dronningens Partier er dels meget forkortede, dels omsatte i Enkeltheder; men da Situationen er tvingende, vil Ændringerne give sig af sig selv. Intet er Nyt, paa nogle Ord nær. Jeg haaber nu paa Deres Energi til Gjennemførelsen og paa Fru Heibergs geniale Hjælp.
Jeg har for Fru Heiberg foreslaaet, at d’Hrr. Wiehe byttede Roller i Stykket. Hun troede, Forslaget vilde komme de to meget ærede Kunstnere ubehageligt. Det tror jeg ikke. Efter det, jeg nu har set af dem begge, og navnlig af ham, jeg før ikke kjendte, byttede jeg ubetinget Rollerne, hvis det stod til mig.
Jeg vil sige: Ved atter at arbejde i dette Stykke har jeg faaet min gamle rolige Overbevisning frem. Med den ændrede og forkortede femte Akt, med hin Ombytning og med en stærk Bærer af Hovedrollen vil dette Stykke stille sig paa en saadan Maade i Folks Minde, at det om nogle Aar tages op og er Kassestykke. I Retning af dette gaar Tiden – og Talenterne kommer nok!
Jeg ønsker Svar paa, at De har modtaget dette Brev.
Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson.
Nu maa De endelig huske Forkortelserne i tredie Udgave og bruge dem!
[Kristiania] 27/8 1868.
Kjere Ven,
du skal faa en Fortælling, og det en overmaade kraftig, gribende Fortælling. Den handler om to Mennesker, som traf hinanden og giftede hinanden og elskede hinanden, men kjender ikke hinandens Fortid.
Du skal ogsaa faa Arnljot; det er folkelig, storstilet Poesi, du behøver ikke at være ræd for den i et Tidsskrift. Overhovedet: regn paa mig!
Jeg har Theatret paa mine egne Betingelser ind i det Mindste, og jeg rejser Folkebladet – Gud være lovet! – af dets tvivlsomme Stilling. Dette Blad er en Velsignelse. I, som er mine Venner, burde holde det; der er stadigt Arbejde, ind i Sprækkerne, for det vi vil; og det er ikke for Gadesliberne, men Ungdommen og Landbefolkningen.
Kan ikke være enig med dig om «Kongerne» – jeg, som ellers, bogstavelig at tage, retter for et godt Ord. Synes det svækker Forestillingens Pathos, at der er flere af den Vare, hvis Kostbarhed beror paa dens Sjeldenhed. Læste du Kristensens ypperlige lille Artikel mod Morgenbl.’s Korrespondence fra Kjøbenhavn? Stod i Aftbl. for en Maaned siden.
Nej, Korrespondencer herfra did ned –, ja jeg skal jo nu leve mig ind mellem de Yngre af sidste Kuld; blandt de Ældre er ingen, siden Bordeviks Død. Men jeg skal sørge herfor.
Til Illustration af vore Presseforhold: du husker «Vikingen» havde nogle forfærdelige Artikler mod mig. De skrev sig fra et forfaldent Subjekt [N.N.] (har forført en Konfirmantinde som Theolog, har været sindssyg af Delirium – som Theolog, Discipel i Filosofi af Monrad, engang hans Kjæledægge! Uægte Varer!)
[N.N.] blev nylig afskediget af Vikingen, fordi den stod sig ikke herpaa; er nu i Morgenbladet, har nylig skrevet om mig der en Pøbelartikel, som har vakt svær Forargelse. Tænk dig nu, at slige Folk kan skrive i vort største Blad, og der til Skive vælge mig?! –
Ja, Tilstanden er heroppe ikke god – i det Mindre; men den er i Gjæring i det Større. Vi gaar meget betydelige Tider imøde, og i disse vil jeg have min Part.
Læs «Gartenlaube» (Leipzig) No 33; læs «der neue Götze» (Pastor Knak). Se en Illustration af en Kamp, saadan som den maa tage sig ud for Guderne; vi ved nemlig Løsningen – og ser dem kjæmpe! –
Et eneste Ord af Nielsen ned i denne Kamp vilde have en Virkning som en af hine Draaber der gjorde Krystallisationers vidunderlige Rabalder paa Solvæggen, dengang vi sad sammen og saa paa. – Apropos fra der: har du set Tyskernes Begejstring over min Stil? – Hils kjere, søde, store, velsignede, barnlige, yndige Nielsen – hils hans hele Hus.
Clemens Petersen har faat et Brev fra mig, som foreløbig har af– brudt vort Brevskifte, jeg haaber til god Virkning i ham, jeg elsker ham, men jeg hader Løgn.
Stille hermed! Stille!
Din B.B.
Husk: du ved Intet!
Kristiania 29/8 1868.
Det er vel for over hundrede Gang Karoline spørger: har du skrevet til Rohdes, og jeg svarer: nej, det er Sandt! –
Kjere Venner, jeg ved, I ved, at jeg har en Hengivenhed for Eder som faa Mennesker, skjønt I er elsket af al Verden; men Et af To: enten skal der være Fest i mig, naar jeg skriver, eller jeg skriver, naar jeg er for træt til at gjøre Andet, – og det første Brev kunde dog ikke blive af den Sort, det første til Eder, som har været mod mig som en Fest, fra første Dag til sidste, – og ikke alene, naar vi var sammen.
Men jeg har havt Meget at slaas og kjæmpe med, og mine Stemninger næsten ikke en enestegang af dem, som gjorde os glade sammen. Her er ogsaa ad Helvede til. Man vil jo for hver Pris i Verden have mig overende, fordi der er Fjendskab mod den Aand, som fører mig, og fordi det, som den vil, var slaat forsvarligt sygt og stumt, men har nu faat Mæle igjen.
Til Dato bare Kamp, ingen Sejer, megen Taalmod, megen Vrede, – men saalangt er vi komne, at de ser det, jeg vil, ligefra Skandinavisme til Grundtvigianisme, fra national Kunst, agtet og holdt i Ære, til Demokratisme i udstrakt Forstand, almindelig Stemmeret, saa Bonden kan komme helt med og som Bonde, ikke blot som en tillært Hale-Dannelse; ligefra Folkehøjskole til at give første og anden Eksamen Pokkeren, tilligemed alt Studenteri og al Byraa– kratisme, – Nordens Aand, vor egen Aand i det, ikke Byernes Høkeraand eller den indførte Dannelses Abe-aand, – kort at al den utækkelige, uhyggelige, fordringsfulde Plads jeg vil have for Ting, man nu saa omtrent var færdig med, – den kan ikke lees eller spyttes ned, ikke engang kjæmpes ned i hvasse Anfald; der maa Krig til, ordentlig Krig og Krig paa Kniven, – ja at hele Fremtiden er denne Kamp! Aldrig har jeg havt saadant Kampmod; thi jeg har aldrig set Opgaverne saa klart. Og her er saadan prægtig Vind i Sejlene! Bondebevægelsen, som er begyndt, saa dum den er, og Maalstrævet, saa urimeligt det er, har sat Gjæring, der kan dog endelig tales og skrives; man tror dog ikke længere, at alt Andet end det, som var igaar og iforgaars og derfor er idag, hører Djævelen til, man lytter virkelig, – det kan endog gaa an sige, at Storthinget kun er en Fortsættelse af Regjeringskontorene, er ingen folkelig Bærer for den folkelige Mening, fordi Valgene er indirekte og Vælgerne faa.
Ja, kjere Venner, nu gryr og gror det i Norge! – Her er grusomt i Kristiania, thi der holder Fjenden til, men der er Vaar i Landet. I burde følge det Blad jeg udgiver. Der arbejdes paa alle Hænder og i alle Ting, og slet ikke synderligt Polemik (det er de Andre, som lægger Raseriet til), mere positivt, i Udlægninger, Biografier, Uddrag af andre (vore) Blade, – og det gaar ud i 7–8000 Exemplarer. Og det skal blive 7–8000 til! Jeg har Mod som en Gud! Jeg poetiserer paa Arnljot Gelline, jeg maa fortiden have store Former. Paa Theatret forbereder jeg Goethes Faust og Egmont og Schillers Wallenstein, alle tre Dele. Jeg optager igjen Emilie Galotti og Macbeth. Men mellem os selv har vi det stille og gudhengivent. Vore velsignede Børn trives, den Mindste mest, og vi har ikke været ude fire Aftener, siden Karoline kom hjem. Og vi læser Grundtvigs Prækener om Søndagen og tænker paa alle Eder Kjere, som paa Daabsfonten. Om to Aar vil jeg staa ved den igjen. Gud hjælpe os dertil!
Eders tro og taknemmelige Ven Bjørn.
2/9 1868. [Kristiania]
Kjere Fru Hejberg! Tænk Dem, at Bothwells Hovedkvarter, eller Stilling under Slaget, er paa en Højderyg, hvis Ende vi ser, men som stryger længere ind i Landet til Venstre (i dette Tilfælde ud over Tilskuerne!) Den Ende, vi ser, fylder de to Tredjedele af Baggrunden og hele venstre Side. Den aabne Tredjedel giver Udsigt over Dalen, som de har nedenfor sig og foran sig, hvor hans Tropper staa.
Vejen fra Dalen op til Bothwell er baade fra hele venstre Side, og fra Højdens Nedsænkning til Højre; kun den sidste og dennes Fortsættelse op over Højden forat gaa ned igjen foran, kan vi se. Vi ser Folk komme op af Dalen til Højre; men kommer de fra Plateauet foran Højderyggen, saa ser vi dem ikke komme op, af den Grund, at vi ser blot Ryggens Højde, men ikke dens Nedsænkning (til Venstre).
Til Venstre har De naturligvis blot Koulisser, som forestiller ulændt Mark, helst Bjerg med Skog. Imellem anden og tredje Koulisse har De en Trappe, saa gaar man op ad den, som ad Fjeld og forsvinder.
Hvad Pokker skal jeg med Isachsen? Tror De han gjør Andet end hvad jeg finder paa?
Jeg har en Mængde at tale med Dem om og Saameget at takke Dem for, Gud velsigne Dem! –
Men en anden Gang. Nu blot hjertelig Hilsen fra Karoline og mig! Hils Højesteret!
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
6/9 1868. [Kristiania]
Kjere Weilbach,
nu er mit Hus ordnet, jeg savner haardt en Buste af Grundtvig (Bissen) lad mig faa den! – Send samtidig tre eller fire af min egen. Tag Penge hos Hegel. Kjere Ven, gjør mig denne Glæde. Jeg arbejder fortiden stærkt i Folkebladet, jeg vil det skal gaa, og det gaar. At jeg engang ender som Arbejderhøvding, d. v. s. som agiterende for almindelig Stemmeret, direkte Valg, direkte Skat, og bruger al den Magt jeg kan faa forat lade Arbejderne trykke disse Ting frem, begynder at blive mig en kjer og velkommen Tanke. –
Just som jeg var færdig til at tiltræde Theatret, kommer de med en gammel Kontrakt, som jeg skulde underskrive. De ventede, jeg dog i dette ene Punkt skulde give efter, især da det var til Syvende og Sidst, men jeg er ikke nogen Kristianiabo, jeg er fra de nordligere Egne.
Nu kommer de nok alligevel. Kunde du ikke holde færdig nogle gode Stykker for mig, hvis de fandtes. «Böse Zungen» af Heinrich Laube er det eneste nogenlunde anstændige nye, som jeg ved om. Men Folketheatret eller Casino maa vide om flere. Spørg Wille; jeg vil have gode Stykker, gjerne lystige, men sunde og greje.
Hils din Kone, jeg vilde dog gjerne vide, om hun nu er friskere. Hils Petersen og Pastor Hohlenberg og Butz-Møller. De Andre træffer du vel ikke. Jo, Rasmus Nielsen, det dejlige Menneske! Og dine mageløse Søstre! Og Hviid, den søde Sjel, – ak ja, det er «roligt» (svensk) dernede, her er beskt; men enfin, her er jeg hjemme med alle Slags Kræfter i fuldt Brug, de grove med de fine. Ser du Grove gaa forbi, saa hils ham; jeg vilde saa forbandet gjerne faa vide, hvad den Nordmand hedte, som der ude paa Marielyst sagde, han kjendte mig nok, men man omgaas mig jo ikke. Aa, lad mig faa vide det, endelig, per fas eller nefas, jeg maa faa fat paa den Karl, hører du, Weilbach, jeg har aldrig bedt dig om nogen Ting saa ømt som om denne.
Kom nu snart med et Brev, min hjerte Ven, og sladdre med mig, som hine Kvelde efter Aftensmaden. Min Karoline er tapper, bader endnu. Ser du Schous saa hils, hils, hils, de har sat hende paa dette med Badingen, det var udmærket.
Din hengivne Bjørn.
5/10 1868. [Kristiania]
Kjere Schmith,
du kan være saa rolig som du har Tingen i din Haand. Jeg synes rigtignok, at dit Tidsskrift var bedre tjent med en første Fortælling af M. Goldschmidth, og paa Foden angivet næste Nummers Indhold og deriblandt en Fortælling af mig. Jeg er Administrator en gros, stol du paa mig; men færdig skal Fortællingen desuagtet være til dit første Nummer.
Kjere Ven, jeg lever en dejlig Tid, i Fred, i Arbejde, i mægtige Længsler ud i Politik og ny aandelig Orden. Du skal om et Par Uger i Folkebladet se min Arnljot (d. v. s. en Sang af Arnljot). Du ser vel ugentlig Bladet, jeg ser intet andet i Norden, hvori der saa uafladeligt arbejdes for aandelig og politisk Frigjørelse som i dette. I burde dog virkelig holde det. Det har saa helt og aldeles tildraget sig Opmærksomheden igjen, at jeg intet mere kan ønske.
Kjere Ven, det er ikke saa, at jeg ikke fik Theatret, det var mig, som tilslut ikke under nogen Betingelse i Verden vilde have det. Nu er de i en Kattepine saa stor, at Ingen ser Udgangen paa det. Men som de har redet, skal de faa ligge. Medlidenhed er en Ting jeg ikke kjender til, naar Ideen er saaret. Og at de overhovedet befatter sig direkte med den er saadant utilgiveligt Svineri, at for ingen Pris redder jeg dem, – eller det, som har betroet sig til dem. –
Jeg agter at rejse en almindelig, Alt omfattende, Arbejderagitation for almindelig Stemmeret, ledet af alle os, som savner den tilligemed dem. Det er næsten ligegyldigt, hvor et Folk tager Udgangspunktet, og jeg har nu opgjort, at her vil det bedst lykkes og føre bredest sammen. Det er Almenaand Norge savner. En Folkerejsning maa kunne frugtbargjøre store Felt. Til Foraaret rejser jeg hele Landet rundt fortællende for mit Hus, tager da bent Maal med overalt, ordnet og samlet til Sted i Forvejen, saa det maaske blot bliver Samtale med de Ledende, eller ogsaa Foredrag og Forsamlinger, hvis det behøves. Det Hele uden Spor af Ophidselse eller Angreb, uden Pengeprelleri, kun en umaadelig sammenstimende Folkebevidsthed.
Kongen er her i denne Tid. Hr. A. Munch, med hvem I fortiden lyksaliggjøres, skrev en Prolog, hvori end ikke et skandinavisk Suk gjenlød. Det er dog sjeldne brugbare Mennesker disse, som kan klæde sig af og paa i allehaande Uniformer og skuldre for alle Optog. Igaar fik Kongen et Fakkeltog af Studenterne og endelig en fuldttydelig skandinavisk Sang; var det ikke sket, saa havde jeg foragtet hele Kleresiet. Jeg skrev jo rigtignok selv Sangen, men Studenterne sang den dog! Under hele Konge-Begivenheden er dette det eneste Punkt, hvor der var en Ide med Fremtidslysning over tilstede, – Ungdommen foran sine egne Syner i Fakkellyset. Forresten hader jeg alt Kongeligt. Republik er det Eneste, som har Sandhed. Den gamle Dogme om Vægtsystemet, at hele Staten skal hænge paa en Vægt og balancere mellem to Statsmagter er en uendelig Løgn; nej et eneste Sværd, Beslutning og Handling eet, det er Tidens Løsen. Gamle Rasmus Nielsen vilde ikke ind paa det; men purr i ham! Nu har vi Telegraf og Aviser med Jernbaner, nu trænger heller ikke Sagernes Afgjørelse at vente paa Stemningen; Sag og Stemning er nu Eet, derfor kun Folket som lovgivende, som administrerende (gjennem sin valgte Præsident) og det Sidste i samme Stund som det Første, kun som dets Virkning. Dette er Republik, og vel at mærke en saadan, hvori Kamret (som altsaa blot maa være eet) har al Magt, – som nu i Amerika.
Din Bjørn.
22/10 1868. [Kristiania]
Min kjere Ven, da jeg ikke kjender Anton Nielsens Adresse, vil du sende ham Portrættet fra mig og hjertelig hilse ham.
Med tusinde Hilsener til din Hustru og andre kjere paa Egnen, som jeg maaske inden et Aar atter har besøgt, faar du undskylde din kortskrivende Ven
Bjørn.
Kristiania 23/10 1868.
Kjere Schmith!
Altid er det morsomt at modtage dine Breve, thi du er, Gud være lovet, altid i Arbejde. Idag har jeg jo rigtignok leet godt af din rasende Forfængelighed, som jeg ofte har leet over men mest nu, da du skal i Forbindelse med Grev Frijs. I har en Svaghed for saadant i Danmark. Jeg, som har omgaats den Sort Storsnobb i Danmark, her, Sverige og paa to Steder i Udlandet, tildels intimt, jeg kan forsikkre dig, kjere Ven, at Mennesket i vore Dage ikke faar Indflydelse paa andre end dem, der bærer vore egne Ideer; og at hin Slægt og Race ialmindelighed har meget gamle Ideer, som længst har ophørt at være Nogenting uden et historisk Efterladenskab; at de nyere, som tilfældigvis flyver did, har et Popularitetsforhold at takke for den Ære at blive modtaget her, – er da i Regelen ikke vore, og om de er det, virker Forbundet med Snobberiet kun modbydeligt. – Nej, ingen Indflydelse! For alle Tings Skyld vær paa Forhaand vis paa, at du ingen vil faa, fordi du ingen vil have. Hør mig, lyd mig! Er ikke ogsaa Alt det, vi kjæmper for, for godt for Naadetiggeriet paa disse Højder, der alle er indbildte.
Rid, drik, og fornemmelig sov, og plej det taktfaste, rolige Regelliv, som i almindelighed her er indøvet; deri er en gavnlig Exercits.
Jeg lider nu den hele Rejse rentud ikke. Jeg lider ikke at en Greve endnu kan faa dig til sig som Huslærer; mon han ikke ogsaa tror, at han kan faa R. Nielsen, naar han byder, hvad behøves? –
Kjere Ven, den Modgang, som vor Fremtidssag, hvoraf den norske nyere Literatur er en kraftig Forbundsfælle, fortiden nyder Æren af i Kjøbenhavneriet, er mig en meget ligegyldig Sag; thi paa Kjøbenhavneriet beror Intet, ej heller omvender vi det.
Af den Grund haster det altsaa ikke for mig med at bevise mine Evner eller den Ære, at jeg er i Forbund med Eder, som du slaar paa. – Det er mig altid en Ære at være i Fællig med min egen Mening, og da navnlig med dens i mange Henseender mest fremragende Bærere i vor Kultur. Men gaa udvortes Arm i Arm med Eder for dermed «at støtte mig selv,» nej, søde Schmith, den Dag kunde du spytte mig i mit Gesicht, thi saa var jeg en dinglende Krop, forladt af den Sjel, som hidtil har baaret den. Men vær du tryg, jeg skal møde op, ikke for min Skyld, men for den Sags, som er mit egentlige Liv. Alle Manøvrer paa aandelig Mark med vore Livsideer er mig en Pest, – ogsaa her er Grundtvig mit Forbillede; du manøvrer[er] ikke, det skal Gud vide; men du tror, at et Omslag er afhængig af udvortes Smaatræk, – aa, langt fra, kun en ligegyldig Anledning er de; der vilde være kommet hundrede for een, hvis denne ikke var kommet. Da Sagen er Synd i din Mund, men ikke i din Sjel og allermindst i din Handling, saa spilder jeg ikke flere Ord paa den. –
Herregud, hvor jeg kjæmper heroppe! Aldrig har jeg elsket saameget min egen Stilling; thi her har jo ikke før været Plads for mine dybeste Interesser, min inderste Vilje. Folkebladet er gaaet op for hver Dag, siden jeg kom hjem!! Og i Foreninger møder jeg op, og Audientser sidder jeg her og giver ofte halve Dagen til Folk, som kommer frem og vil være med. Livet heroppe er saa fuldt af Begyndelser, maatte en almægtig Gud finde Tiden at være der; thi det er dejligt at være med!
Ja, Theatersagen er jo nu min med alle Omkostninger! Det hele Publikum har i den Grad vendt sig mod Direktionen, og Skuespillerne slaar Følge, saa deres Liv er et Helvede. De har endog ydmyget sig saa dybt at bede den afsatte Skavlan komme igjen!! –
Fortællingen faar du i de første Dage af December, ikke en Dag før, men heller ikke senere. Vil du have den netop færdige Sang af Arnljot, kan du faa den strax. – Du er et Jern, du er vor Støtte i mange Maader; din Fejl er mig blot Overgange i din Udvikling, jeg har stor og sand Tro til Dig. Derfor vedbliv at skrive saa flittigt og uforbeholdent til mig, det støtter mig! Vedbliv, thi vi er stærkt i Forbund, – men lad det være dig magtpaaliggende, saalænge jeg ikke skriver til Clemens Petersen, at give det Udseende af Forretningssager som egentlig Drivfjedre i Korrespondencen, – siden, naar Petersen og jeg atter korrespondere, tager vi Filtskoene af; det skal ikke blive længe til.
Hils R. Nielsen!
Din Ven Bjørn.
Hils Wille!
Greensteen har færdigt et langt fortællende Digt «Fiskeren», som efter det at dømme, jeg har set, fortjener at tages af Eders Tidsskrift; jeg har bedt ham sende Eder det. Richart gjør det ikke saa godt – efter min Mening.
[Kristiania før 13/11 1868].
Kjere Krieger!
Det forlyder her i Byen, at Fru Hejberg har givet Hr. Michael Brun det Skudsmaal, hvorefter han er blevet art. Direktør her ved vort Nationaltheater (det bløder i mig at skrive det ned).
Er dette sandt, saa har Fru Hejberg i al sin Omgang med mig havt et Grundlag af stille Foragt for hele mit kunstneriske Standpunkt og mit Arbejde i vor Kunst heroppe, – hvorover jeg er for– færdet, og som jeg umulig kan tro paa, umulig. Det Hele maa være den dumme Heyerdahls dumme Misforstaaelse. –
Vil De (som Formand i Theaterkommissjonen er De vel kjed deraf) udlaane mig i een Maaned de historiske Oplysninger De er i Besiddelse af, om hvorledes andre Theatre i Europa har stellet sig med sit Styrelsessæt.
Om alt Andet er jeg ikke i Humør til at skrive. Jeg troede foreløbig at have Fred for Theatret, men den Foragt det er faldt ned i ved den Brunske Affære har gjort mig ganske syg, jeg ser mig om efter Middel til at oprette Skaden og uddele Hevnen; thi ved Alt jeg vil i Verden, begge Dele er lige vigtige.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
13/12 1868. [Kristiania]
Kjere Ven,
jeg skriver alt det jeg aarker paa Fortællingen; men Avissvinerierne har jo en Ugestid opholdt mig.
Nu er Gjennemslaget skeet! Her har været saa almindeligt og stort Oprør, at det paa et hængende Haar var gaaet til Haandgribeligheder. Studenterne vilde demonstrere for mig, hvorom Alle uden een Undtagelse paa et stort Møde blev enige; men kunde ikke lade Morgenbladet være Foranledningen, man maatte ikke indrømme det saamegen Magt. Thingmændene har paa forskjellig og smuk Maade sagt mig [det?], min Fødselsdag blev en Hyldningsdag af Kjerlighed, som rørte mig dybt. – Den tunge Luft er gjennembrudt, man er kommet i de renere Skylag.
At samtidig i Stortinget flere liberale Forslag gaar frem gjør sit til at Folk aander Luft med smagende Velbehag, og ça ira! – Bang bliver nu Professor.
Altsaa næste Uge Fortællingen.
Din Ven Bjørn.
Dit Digt til Hohlenbergs Kjæreste først læst for nogle Dage siden. Udmærket! et virkelig Digt.
Din Oversættelse af Bønnen tvungen; men jeg tager den. Vil du ikke skrive til Ibsen efter Bidrag. Hans Adresse er Dresden. Det Videre finder Postbudene nok op.
1. Juledag 1868. [Kristiania]
Kjere Schmith!
Her er Fortællingen. Jeg er uvis paa Titelen. Kan Petersen eller du hjælpe mig med den, vel. Men ingen filosofisk! –
Vil du ikke have Fortællingen, saa er det mig ganske det Samme. Jeg er ikke glad i den. Men den var mig en Nødvendighed.
Ak, ak, ak Fru Thoresens sidste Bog! Sig Intet om den, dræb hende ikke! Der er Disharmoni og Chaos i hende, Stakkel, det har ikke lykkets mig endnu at læse første Kapitel ud! –
Godt Nytaar! Jonas Lie skriver for dig, – kunde jeg blot faa ham til ogsaa at skrive Andet, han er Manden! Han er gaaet helt over til Rasmus Nielsen. Nu først forstaar han.
Tak for det gamle Aar, kjere Schmith! Tak for Kirkehistorien nu sidst! Jeg holder paa med den, jeg fik den først ganske nylig.
Digtet til Ericson stortænkt! Virkelig storslaaet. Men der fik jeg fat i Noget, jeg længe har grundet paa, naar jeg læste dine Digte. Er de Digte? Jeg faar her den store Tanke, den energiske Vilje, men jeg faar ikke Landskab, Sceneri, Personer, jeg faar ikke det levende Liv. Jeg staar saa at sige altid ene under en Stjernehimmel.
Hils tykke Petersen, nu skal jeg ifærd med et langt Brev til ham. Tak for det gamle Aar!
Din Bjørn.
Hils din Mor og Holenberg!
Kommer den Strofe i Fortællingen «For første Gang faldt det ham ind: havde han sagt hende Alt? o.s.v. – –» kommer den forstyrrende, saa stryg den. – Den er rigtig, men den fører maaske bort og paa Afveje.
din B.
28/12 1868. [Kristiania]
Kjere, kjere Fru Hejberg!
Min Kone svarer Dem naturligvis paa det Brev, men jeg maa ogsaa! Første Juledag ifjor var vi hos Dem i et elskeligt Selskab, som De gjorde for os. Første Juledag iaar modtog vi Deres Brev paa Sengen og jeg læste det med Taarer. Javist er De af de Trofaste i Landet, og De synes at forstaa, at vi ogsaa er det. Hvor er de ikke faa! Og hvor rigtigt, at det er Evnen til Tro i det Store og det Lille, som er borte af Tiden, og det er den, som med overordentligt Arbejde nu indføres igjen.
De samme Vilkaar giver samme Erfaringer, og Deres opfriskede virkelig vore; thi midt i Kampen, i alle Fald som den føres her, er der mangfoldige Ting, som holder Sindet friskt, saa det Onde snart glemmes, og Karoline har dertil sine velsignede Smaa. Men ganske vist har hun lidt mere end hun har villet tilstaa mig. Her er i Norge nu et stort Gjenfødelsens Arbejde; vi har hver vor Part af Arbejdet, følgelig af Forfølgelsen, og da jeg er saa ulykkelig at have Del i alle Parter, saa nyder jeg ogsaa Æren af Forfølgelse for dem alle.
Her er Præster og pietistiske Mænd og Kvinder om muligt mere rasende paa mig end den Kristiania Negativitet, som jeg fra min første Optræden har været en Pest; den gamle Æstethik er ikke mere vred end Universitetets Professorer, som ikke faar i Stilhed udelukke Aanden af deres velindøvede Kammeradskab, og vort politiske Stang-Koteri ikke mindre end de svensksindede Amalgamister, og disse ikke mindre end diverse andre Koterier, hvoraf vor partiløse Jordbund er aldeles oprodet, og som jeg altid har havt en ulykkelig Trang til at ophidse mod mig personlig, fordi jeg har krævet Interesser og Idebevægelse af dem ved en eller anden personlig eller offentlig Leilighed og forset mig stygt med fEx. at forsvare Danmark eller noget andet Fjernt, netop, som det bedst passede dem at være i Fred i et lidet lunt Had eller en magelig Fordom. Se, dette har optaget mig, dette er mine «Stjerner», ikke saa fredelige som Deres afdøde Mands; men temmelig udviklende for mit hele Menneske. Karoline har den dejlige Evne at kunne være med, men ganske vist har hun større Stunder til mismodig Betragtning end jeg, skjønt hun er den modigste Kvinde jeg har kjendt, ja, det var hendes Mod, som i sin Tid gjorde et saa uimodstaaeligt Indtryk paa mig.
Hvor er saa mit Parti, spørger De? Mange Aar frem i Tiden! Det, jeg allerede skulde have ifølge Naturens Orden, har Maalstræverne frastjaalet mig; men deres uklare Bestræbelser og i mer end een Henseende uklare Førere begynder dog allerede nu at samle sig mere og mere om det Centrum, hvor jeg altid har staaet, og jeg har nydt en og anden Forsmag paa senere Glæde. Der er nemlig den Hemmelighed i mit og jeg tænker Alles Arbejde: man ønsker Indflydelse, min Ærgjærrighed er i hvert Fald denne, at slaa mine Meninger til Sejer (de store; de smaa lader jeg falde eller sejre, som de selv vil) – Min Ærgjærrighed er Magt! Og tro De mig: havde Folkebladet, det eneste Blad som har arbejdet for udvidet Stemmeret, ikke vist sig at have Magt, saa havde jeg faat være i Fred. Raseriet mod «en Digter» er ganske betegnende; thi det er Aanden, som nu maa ind i de døde Former, i vor konstitutionelle og al anden Løgn, – og kommer vi kun saa langt, at derom kan danne sig Partier, saa er vi mere end halvvejs fremme. Dertil har «Digteren» bidraget mere end nogen Anden; sidste Gang her var Partier i Landet, var Henr. Wergelands Dage, nu er her atter Partier, og Maalstræverne, Frihedsmændene, Anti-Amalgamisterne, de Kirkelige, Bønder og Aandens Mænd er en Stund samhørige, og de gaar ikke fra hinanden uden for at falde i forskjellige Partigrupper, – og med Partier er Arbejde og Fremgang! Den Søvn, den falske Forsoning, den Ligegyldighed og Aandstræthed, som har været over os i Aarvis, Gud i Himlen, hvor var den ikke forfærdelig!
Nu er her naturligvis nok af Mænd, som ogsaa er med at raabe velkommen! til den nye Tid, siden den ikke længer kan stænges ude, men som vil have den ind i forud givne historiske Former, mens Sandheden er, at hvert Land fører en Historie, som aldrig har været før eller andetsteds, og skal ikke være ræd derfor, men modig og glad! Her er en Nytaarstid over Norden, mindre end nogensinde kan vi gjentage egen eller Andres gamle Historie. Alle hine «Højesterets» og andre doktrinære Betænkeligheder er derfor utidige. –
Eders Udvikling i Danmark, den jeg nøje kjender, har givet mig megen Klarhed og givet mig Ild og Tro. Hvad har jeg ikke det unge gjenfødte Danmark at takke! – – Og saa det gamle, det overmaade gamle Danmark! Jeg læste nylig nogle Prækener af Martensen, hvor fin, hvor klar, hvor klog – og hvor gammel!
Men De er den evig Unge, eller rettere den evig Dem foryngende! De forstaar ogsaa mig, hvad jeg engang troede umuligt; De var vor elskelige Veninde, som jeg vandt nu sidste Gang i Danmark, men Karoline alt tilforn, De er et dejligt Menneske, som jeg kunde sige [hvad] Fanden det skulle være! og som jeg er vis paa til det Yderste.
Vi har husligt havt en mageløs Vinter. Det er sandt, man kryber tættere sammen i Uvejr. Hvad har ikke Karoline været mig! Og vore Venner, hvor mageløse! Iblandt disse Dunker. Til Vaaren gjør jeg en Rundrejse med nye og gamle Fortællinger, jeg kommer inden et Aar vel ogsaa til Danmark, dog først til Sverige. Jeg vil læse mig et Hus til.
Kjere, har De kiget i Fru Thoresens sidste forfærdelige Bog. Jeg kunde ikke læse længer end første Kapitel, saa styrtede den med Brag ned over mig, jeg hører af Andre, som har strævet lenger, at den er forfærdelig. Nej, hun kan ikke med at være alene, hun maa i alle Fald ikke tro, at hun er det, jeg har faaet store Betænkeligheder. Var De her nu, saa talte jeg med Dem om dette.
Karoline er som De: trofast i Had og Kjerlighed, hun kan ikke, trods al ønskelig Venlighed, med Fru Thoresen, og jeg siger Intet dertil, hun er jo usand. Hvad der i denne Usandhed er Begavelse og hvad Forvirring er derimod til at overveje; thi en ikke ordnet, eller bestemt Begavelse gjør uvilkaarlig usand, og et ikke ordnet Liv gjør forvirret. – Har De Glæde af Clemens Petersen? Fortæl mig lidt!
Hør, Brandes er en farlig Begavelse, han gjør Sort til Hvidt, og Hvidt til Sort, han tilbringer egenlig ikke sin Tid med Andet! Det er jo aldeles vilkaarligt og tilfældigt hvad han roser. Og lad den Samme han har rost, tirre ham, saa ser han de samme Ting i et andet Lys. Nu er han Bournonvilles, Robert Watts, Erik Bøghs, det underordnede Kjøbenhavns. «Kjøbenhavneriets» æsthetiske Trompeter; Gud bevare os, jeg vilde før være Hestgardens militære! – – Skal Os elskelige Høedt til Theatret som Chef snart? Det synes at modnes nu! Skal ikke De snart slutte? Og to-tre Prøveaar med Høedt, hvori en stor Del af Deres Arbejde kastes rundt Væggene?? De tager det vel roligere end jeg; De har uddannede Forhold at støtte Dem til, her maa man selv arbejde Forholdene op, her er ingen Forudsætninger. Ved De, at De har skaffet os Brun? Det er saa sandt som det er skrevet. Er dette Heyerdahls Løgn? Det kan ingen Andens være end den storvovede Sejlduksfabrikant.
De bør sige Etatsraad Krieger, at nu er her Udsigt for at baade Dunker og Motzfeldt temmelig snart kommer i offentlig Virksomhed. Næste Gang man slaar for dem, gaar det ufejlbarlig. Det var blot Aftenbladets og Aftenpostens Fejghed, som gjorde, at Dunker dennegang ikke blev Formand (og Ordfører). Havde jeg itide anet, at han selv havde Lyst til ad den Vej at vinde frem, saa havde jeg gjort det uden Nogens Hjælp, blot ved at skrive fEx. fire Uger efter hinanden; thi her stod Folk færdige, som vilde tage Agitationen paa sig, men i mit Ugeblad kunde jeg, fordi jeg vidste det for sent, kun skrive een Gang.
– Arnljot Gelline er et stort Digt paa mange Sange. Jeg elsker det. Og det forløser Høststormene af det Gamle, som raser mod mig selv i denne Tid.
Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.
28/12 1868. [Kristiania]
Kjere Ploug.
Svenskerne har ikke, end en eneste een, villet bide paa den skandinaviske Brudegaves «listige Krog».
Nu foreslaar man derfra med Sikkerhed for godt Udfald at vi giver hver vort Bogskab. Jeg mælder Dem dette, og beder Dem mælde Hr. Carlsen, Hr. Krieger dette – de Eneste jeg udførligere har skrevet til. Her skal den Sag kunne gaa, skjønt for mig har den med det Samme tabt Hovedinteressen.
Fatter De nu vor politiske Stilling? Skandinaverne af vor Fraktion har faaet (ikke søgt) Forbund med Østlandets Maalstrævere, der overvejende er Politikere. Amalgamisterne (paa Broch nær, som er paaveje til os) er i Iveren for sin Sag blevet Modstandere af den fri folkelige Udvikling i Landet selv (og har forført Morgenbladet til at tage sig en Mening for Lejligheden, det har jo ellers ingen). Ikke alene er de af Fanatisme drevet over i denne Yderlighed men ogsaa i den: næsten at hade Danmark! Dels fordi vi bruger til Feltraab «Danmark med, før vi tør gaa videre», dels fordi Danmarks demokratiske Udvikling er et farligt Mønsterbrug for os selv som maa gjøres suspect. «Ingen ved, hvad dette fører til», o.s.v.
Sagen er: ligesom det er Bogtheorier som fra først af har villet skabe et England-Skotland af os, saaledes er det fremdeles fejlagtig opfattet Historie, som skal konstruere Fremtiden, istedetforat vor indre demokratiske og vor ydre Foreningshistorie er Tingenes egen, er vor, og har sin egen (ny) Fortsættelse. Her tror vi nu fuldt og bredt: jo løsere Forening, jo fastere. Og ikke før Folkene selv vil, og ikke fælles om Andet end Krig, – hele Resten efter Aandens og Haandens egen Trang. Ingen Unionsrepræsentation, i det højeste Ungarns Delegationer. Da tror vi, at Folkene vil elske hinanden og ret blive hinanden tro, Jeg faar nu Dunker til at udarbejde for Folkebladet Ungarns Foreningsakt, belyst af denne Aand.
Den politiske Forening mellem de forskjellige spæde Partibegyndelser, og som især er kommet Stortinget tilgode, har jeg en væsentlig Andel i; det Stang-Hielm-Morgenstjernske-Lassonske Had (i Mgbl. og Selskabslivet) er jeg beæret med af den Grund og ingen anden.
Kjere Ploug, saameget Arbejde og saamegen Fremtid har jeg ikke før set i dette Land, og har derfor aldrig følt mig saa glad herhjemme som nu.
Vil De hilse Deres elskelige Hustru, Frøken Zahle og øvrige Venner. Hils Rosenberg med hjertelig Tak for hans fyndige Brev med et kosteligt Forsøg paa at være vred paa mig, som med stor Uret havde overfuset ham. Jeg arbejder fortiden paa en Oversigt over vort Forhold til Danmark, det kan trænges. Med Arnljot Gelline til Dato hjertefornøjet, – kan derfor haabe det Bedste. Med Hilsen fra min Kone med Lykønskninger for det ny, med Tak for det gamle Aar.
Deres Bjørnson.
Vist har Brun faaet danske Authoriteter til at anbefale sig som Bestyrer af vor nationale Scene!! Hvad kan de forædte Authoriteter fra Christian den Ottendes Tid ikke gjøre. Og De siger, han kan passere! Tror De endnu saa lavt om Æstethik og Kunst, at Løgn og Væsenets Usandhed kan lede den eller udøve den?
Men jeg vil fortiden ikke slaas med Dem.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.
Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.
Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.