Brevveksling med danske 1854-74

av Bjørnstjerne Bjørnson

1869

Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmith!

Nej, ikke en Stavelse af Arnljot, jeg vil dog ikke have alle Kjøbenhavns Hunde snusende og pissende paa det, før det endnu er færdigt; thi hvordan Fanden skulde jeg saa faa det færdigt? –

Dine to Vismænd kommer i rette Tid – til alle Tider. Kun skulde jeg ønske at Drømmen var slig, at den med Sandsynlighed taalte to Udtydninger.

Til Sars taler jeg strax; (Zoologen er i Finmarken altsaa længere fra os end Rom fra dig og for Breve det femdobbelte).

Om Ernst Sars skriver, er en anden Sag. Med Nielsen og al Tro har han længst brudt, ikke med Voldsomhed, men med Ligegyldighed; han er stærkt optaget af Andet. – Jonas Lie er ifærd med at skrive; men har været kleinvorren (af Gigt) i det Sidste.

Kulturbreve herfra kan blot eet eneste Menneske skrive, og det er mig. Thi Theorier vil du faa nok af; Syn paa Virkeligheden vil du ogsaa faa; men disse to Ting forbundne, eller Alt seet af et hemmeligt idealt Øje – ja, Bang stræver med det, men gjennem uklar Form. Forlanger du Partiudtalelser, der bliver synonyme med Programmer (støttede paa vilkaarlig historisk Opfatning) da faar du dem i Dusinvis af Sars og hans Kolleger. Muligt du kan faa en enkelt Sag løftet og dog sand; jeg tror det ikke, før jeg ser det.

Men jeg skal tale til Sars og til Bang. I det Hele skal jeg virke saagodt jeg formaar. Til Fru Thoresen har jeg talt.

Send mig min Fortælling tilbage; den er for Nordmændene. For dem jeg læste den, er den blevet kjær; – forandre den kan jeg ikke. Jeg ved ikke et Ord mere om den, synes ikke om den, men kan Intet rette. Jeg har det oftere saa.

Digte skriver jeg næsten aldrig. Jeg holder Taler. Sig: kommer saa ikke Heftet? – Lad mig dog faa se en Begyndelse!

Naar jeg taler om Kulturbreve til Folk, vil de vist heller ikke, da de ikke kjender dig, skjønne, hvad du mener, før de har set Prøver. – Jeg kan ingen skrive for dig; jeg skriver jo paa min egen folkelige Vis udenom al Filosofi.

Ja, Kirkehistorien er mageløs; jeg er endnu ikke færdig med den; naar det bliver, skal jeg skrive om den.

Hils!

din Bj.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmidt.

Tre Anfald nu efter hinanden har budt min stærke Natur Vilkaaret af at overgive sig til en Mavebetændelse paa Naade og Unaade, eller at slaa sig igjennem, og den har slaat sig igjennem. Men jeg er ogsaa mat som efter Slag og Fare. Derfor korte Svar:

1) Er det din Mening at tage den hele Arnljot? Det vil dog vanskelig gaa. Et Stykke eller to passer først, naar Bogen i hele sin nye Tone har givet Syn for Enkeltheder. Jeg skjønner ikke, det paa Forhaand vil gaa. Men staar du stærkt derpaa, kan jeg gjerne sende dig Noget.

2) færdigt.

9) Fru Thoresen, som i alle Selskaber er efter mig som en – Fru Thoresen, blev glad ved Tilbudet, thi denne ene Finger holdt hun sig til, hun vilde tale med mig, og det fik hun da! Nok saa glad ved det forresten.

10) Til Welhaven skal jeg tale. Digte har han vistnok; Prosa naturligvis ikke.

Jeg kan ikke mere Bjørn.

Naar jeg ikke kan ret nærme mig Venner, er jeg fangen af stærke Tanker og Strid, og det har været mit Tilfælde nu. Bogen, eller Tidsskriftet er kommet, nu skal det ogsaa faa sin Melding. Det er rent ud fortrinligt, det Bedste vi i Norden har havt. Jeg har endnu ikke mere end bladet. Ja, min Ven, fortsæt! – Har du Stræv, saa har du her Løn, dette er epochegjørende. Og du er Administrator som faa, det har jeg altid sagt. Cl. Petersens to Breve om Ølenschlæger er glimrende og for mig stort vækkende.

Jonas Lies Brev er færdigt. Tag hans Digt: Tung Luft, du har et Publikum, som ikke har læst det før. – Han bliver nu en stor Digter, det slaar ikke fejl. – Har du læst min Strid med Fr. Brandt i Aftbl. Du maa læse den! Thi eet Synspunkt gaar gjennem Alt, jeg renser Samfundet saa godt jeg formaar, Gud skal vide, det er ikke meget. Men for den, som har set Hr. Brandt klædt saaledes nøgen, og ved, at i ham er en hel Klasse Nordmænd klædt af til Skindet, de føler Noget derved, som de ikke klart kan sige sig, men de lægger efter den Dag strengere Maalestok paa Mangt og Meget iblandt sig.

Lev vel! din Bjørn.

Jeg sender dette Brudstykke af et Brev og fortsætter det.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Ven,

at du ikke siger mig, hvad det er med Petersen, at du ikke giver mig en positiv Vished, istedetfor et Par Udbrud, at du kan gaa ivej med en hel Hoben Forretninger uden først at have gjort dette, forfærder mig, og jeg vil aldrig kunne glemme det.

Skaf dig den udførligste Besked, anvend Tid baade paa at samle og at fortælle, var han blot din Medarbejder i vor dyrebareste Sag, han var min Ven, og som jeg har grædt og spekuleret, jeg kommer jo dog ikke af Flekken, Gud, i hvilken Tilstand du har sat mig.


Redaktør jeg? Du skal gjerne faa mit Navn til din Gjerning, jeg stoler fuldstændig paa dig. Men jeg giver ikke mit Navn uden til egen Gjerning, og den vil blive sparsom, jeg skal jo nu til at rejse. Desuden at sætte det over Clemens Petersens forat dække det, ak ja, jeg har Hjerte til at gjøre mere end det for ham, men der er i Tingen ligesom en uhyre Indrømmelse til Snakket, det bliver som et Mord istedetfor et Kjerlighedens Dække.

Tag en fremmed Mand til det, tag Henr. Ibsen. Rejs ned til ham i Dresden, uopholdelig efter Modtagelsen af dette Brev. Der er noget Stort i hans Natur, bryd dig Fanden om Resten, hold dig til hint. Læg Situationen op for ham, han gjør det, han ændrer kanske endog Bopæl for den Sags Skyld.

Han kan ikke vægre sig forat være med, naar Sagen er den største og han kan gjøre alle os en Tjeneste, som arbejder [paa denne Sag].

Men – vær først sikker som Gud paa, at Petersen er skyldig, at det er Ret vi gjør, naar vi for Sagens Skyld, for alt det, vi lever for i dette Liv, maa dræbe hans Navn. Herre Jesus! –

Ja, jeg kan ikke mere.

Lev vel! Din Bjørn.

Hvad er det for et sidste Nummer af «Norsk Folkeblad» du har baaret til Orla Lehmann? – Hvor, eller i hvad «skulde han løfte Situationen»? Dødsstraffen?

Hils Nielsen! Hils dig selv, kunde jeg nu tale med dig i to Dage uafbrudt.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmidt, med Undtagelse af den første Dag, hvori mine Evner var lamslaaede, har jeg siden været vis i min Sag: normal og frisk har han intet gjort mod Lov og Ærbarhed. Jeg har gjennemgaaet ham: det er saa umuligt som at jeg i saa Fald havde havt ham til Ven i over 12 Aar. Men det ved du som jeg, at Rosen gjorde ham vanvittig, og navnlig at han ikke taalte Vin; sommetider dog bedre end til andre, formodentlig efter Sygdommens Grader; da var han gal, da var der jo ingen Regel længer oppe, han blev et Dyr. Jeg saa ham aldrig sammen med Fruentimmer under slige Forhold, men jeg saa Vellysten i hans svære Tunge, hans hængende Øjne og Mund, hans valne Hænder, – og strax Galskaben var borte, – det fineste, strengt beherskede Sind, som kunde rødme, naar han ikke fik dække Plumpheden bag en Vittighed, thi saa var han gjerne med. – Har han syndet, det har været i Rosens Vanvid, denne djævelske Sygdom, som jeg med Sjelelidelse har studeret i ham, og fra hvem jeg kunde forstaa Frederik den Syvende bedre end Nogen, jeg endnu har talt med. Rosen er Vanvid, i alle Fald under visse Forhold, Petersen har jo i den bare Skjorte løbet rundt Huset ved Nattetider, dengang han boede hos Glud, kom ogsaa i disses Sengkammer. –

Tænk dig om, hvor behersket han var: skjønt en Gourmand, aldrig en Skillings Gjæld for den Sags Skyld, paaholden. Han kunde spendere paa at holde sine Søstre i Byen, men ikke paa en glad Aften, naar ikke Lejligheden var lidt extra. Og sin Arbejdstid, hvor ubøjelig ligeoverfor al Slags Fristelse passede han den ikke. I kunde ikke faa ham med for Alt, som var til. Hans Vrede; hvorledes tæmmede han den ikke; blot Tid til Eftertanke, og han havde faaet Tilfældet roligt indordnet, og gav Vedkommende en Tankegang, som undskyldte. Hans Intelligents var alle hans øvrige Evner saa overlegen, at jeg tror han foran et smukt Fruentimmer, som gjorde tydelige Tegn, ikke engang kunde fornemme en Erektion, blot besat af Iagttagelsens Brynde som han strax blev.

Men beherskede Rosen ham, eller blev han fuld (hvad han blev af to Glas; Vin var Gift i hans Natur, som i alle Rosensyge), da fløj jo hadefulde Ord de bedste Venner i Ansigtet, og han var styg – hvor var han ikke styg! Men da var han ogsaa uansvarlig.

Dette maa nu undersøges, og vi maa tage os deraf. Hans bedste Venner forstod ikke dette Forhold med Rosen, og Lægerne forstod det jo ikke engang med Frederik den Syvende «en Blanding af et Dyr og et Geni.» – som de Fæhoveder udtrykte sig; thi Sagen var, han var syg, sindssyg, hvergang Rosen var oppe i hans Natur, og det var meget ofte; thi ogsaa han nærede den med Vin.

Tidsskriftet. «Er Nielsen farlig syg, maa det hvile. Dør han, maa det dø»; saa talte Dunker igaar, men dette er saare betænkeligt. At lægge dette Tidsskrift ned nu, er at lægge hans Synsmaader ned for flere Aar, er at opgive en Kampens Stilling. Ja, man kan sige: han har gjort Sit, vi faar nu gjøre Vort; Tidsskriftet er for os mere end for ham; det faar prædike og udsætte i Digt og Forklaring, hvad han har sat i System, den nordiske Aands Trofasthed, dens Fædrelandskjærlighed i Himmelen som paa Jorden; dens ærlige Enfold og dens dybe Tanker, dens Had til det Letfærdige, dens Syn for Hjertelivet.

Men jeg kan ikke udtrykke dig, hvor det er mig imod at sætte mit Navn paa, naar min Virksomhed skal indskrænkes baade reelt af mine andre Gjøremaal og formelt af dine opstillede Betingelser. For Sagens Skyld kan jeg gjøre meget; men dette sker i hvert Fald i den dybeste Uvillighed. Der er noget Usandt i det. Helt sande Forhold kan i ingensomhelst Forening af Kræfter opnaaes, jeg ved det; men et sandere end dette maatte kunne naaes.

Ibsen har utvivlsomt Mere liggende end jeg, han passer ogsaa bedre for denne Virksomhed; min er og bliver folkelig. Men i Herrens Navn, hvortil denne Uforligelighed. Ligeoverfor Petersen, med hvem jeg ofte talte om Ibsen, havde jeg en pinlig Følelse af, at man samtidig med at man rettede Ibsen, hvilket jo var nødvendigt, tilbagestødte ham. I alt Væsentligt stræber han jo henimod Vort; jeg følte stor Hjælp af hans sidste Bog, ja, jeg har i min Samtid (til nu, da Nielsens flere Bøger kom) ikke faaet eller rettere følt den Hjælp af nogen som af «Per Gynt».

Mener du, at han desuagtet er en Fornægtelsens Aand, da har du Ret; jeg mener det ikke. At hans Navn, som forholdsvis mindre slidt paa end mit, i Øjeblikket har mere Nyhedens Interesse for Tidsskriftet, tvivler jeg ikke om. Og skal Tidsskriftet fortsættes med Tab af Nielsen og Petersen, maa du bide i flere sure Æbler end dette, som ikke et Øjeblik vilde falde mig surt. Jeg kan og skal modstaa i ham, hvad som hører Uklarheden til – for ikke at sige noget Værre –; men det Eminente maa frem, selv om det, som i ham har en særegen, ikke ofte ægte, Blandingsform, det gjør sin Nytte og har sin Nydelse i Øjeblikket, det har Opmærksomhed til alle Tider. – Se nu paa dette med kold Forstand, og lad saa bagefter Hjertelaget for vore Opgaver prøve ham som af sig selv, uvilkaarligt, altid tilbagevendende, og jeg tror du ændrer din Mening. Kunde jeg tale med dig uafbrudt i flere Dage. – Jonas Lies Brev kommer strax. – Hils, tal med Christian Hviid om Petersen og skriv, tal ogsaa med Weilbach, gjør for min Skyld meget, lad mig høre Manges Meninger og hvad de selv har hørt og tror. Tal med Schwartz. Hils dine Forældre fra mig.

din Bjørnstjerne.


Til Rudolf Schmidt.

Fra jeg først kom frem, har jeg aldrig været taget paa Slæb, men jeg har ført min egen Skude, den være nu stor eller liden. Jeg vil fortfare dermed. Meget kunde opnaaes ved private og andre Forbindelser; jeg har kun havt dem, som mit Hjerte har fæstet mig til her som i Udlandet. Min Omgang har altid været liden; ved den er jeg aldrig kommet frem. Clemens Petersen har fra første Færd været mig til overordentlig Nytte og Velsignelse ved sin skjønne, rige Omgang, – offentlig ved sin varme Tro paa mig; thi det gjør altid et alvorligt Indtryk, at se En tro paa en Anden, hvormeget man end søger at skjule saadant.

Men derved at han altid, naar han skrev, ogsaa naar han ikke skrev om mig, har indblandet Polemik mod det, han var imod, d.v.s. har brugt mig, væsentlig til at slaa Andre med, har han uafladelig skadet mig og samlet et Parti mod mig selv der, hvor hverken han eller jeg havde noget at strides med, fordi det Meste deraf skal have sin Øjebliksvirkning, og vil have sit Ophør, strax Situationen bliver saa streng, at Ingen mættes deraf eller glædes derved. – Dette har jeg altid seet, og ofte følt det haardt, men jeg har altid tiet stille.

Den Byrde, den offentlige Afkortning skaffede hans Venskab mig i Øjeblikket; men det skaffede mig personlig saa vidunderlig meget, at jeg vilde have baaret mere end hin Ulempe, saameget mere som Mænd i fuldt Arbejde ikke altid trænger alle disse Hensyn og gjerne kan tage nogle aabenbare Fiender flere, naar disse dog alligevel aldrig er eller kan blive Venner.

Dette var Forholdet.

At jeg efter hans Fald og Flugt behøver at slutte mig til Nogen forat bestaa, ler jeg ad. Man kan gjerne lade Petersens og mit Venskab nu en Stund blive mig til Skade; det har været saa før, og det maa have sin Udgang. Men uretfærdig Anklage bærer jeg alletider; jeg har nemlig længe vænnet mig til at kunne bære den retfærdige.

En anden Sag er dette, at jeg trods din uvorne og hovne Maade at skrive til mig paa, baade har Venskab for dig (og Nielsen) og har en stor Sag sammen med Eder, uden hvilken mit Liv vilde være som slukket; thi hele Nordens Fremtid er for mig i den, og ved Arbejdets Fordeling tilfalder en ringe Del ogsaa mig. Ogsaa forstaar jeg, at det eneste Tilfælde, hvori Tidsskriftet nu kan gaa ud med blot to Navne paa, er det, om Nielsen skulde dø; thi da maa intet tredje Navn prøve at stille sig, hvor hans stod. Endvidere forstaar jeg, at da var det urigtigt af mig ikke at ville tage Pladsen ved Siden af dit. Nu derimod, – ja, der maa kunne findes en Maade, hvorpaa Sandheden bliver bedre tjent end ved mit Navn som Redaktør; saadan er ikke Situationen, at jeg skulde opgive mine Planer i Øjeblikket (af stort Værd for mig) for her af al Evne at tage fat.

Døde Nielsen, og her maatte og skulde fortsættes, ja, saa i Guds Navn; jeg maatte da lægge helt om og gjøre med Sandhed, hvad jeg gav mig ud for at gjøre. Dette idag; imorgen eller overmorgen mere, naar dit næste Brev kommer.

Din hengivne Bjørnstjerne.


Til Frederik Steen.

Boghandler Steen & Søn

Kbhvn.

Ja.

Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Rudolf Schmidt.

dit andet Brev er kommet (af 22de Marts); jeg ventede paa det.

Nuvel, jeg gaar med.

I dette, at I kun vil mig, bestemt mig, er der noget for mig, som kommanderer mine Betænkeligheder ned, jeg faar gaa med. Men ubetinget saaledes, at det, jeg har bestilt, det skal Skriftet tage. Der kan gjøres en Undtagelse, men da maa jeg selv gjøre den. Her er nemlig Forholdene slige, at jeg maa bestille Artiklerne, af fri Drift faar vi ikke to til at tage fat.

Vi har en Ægyptolog Kand. Lieblein her; den sidste Opdagelse i dette har jeg bedt ham sende dig, kort, grejt. Hold paa ham til Kulturmeddelelserne, (Afhandlinger ikke). – Imorgen kommer unge Sars hjem. – C. Bang kunde under Kulturmeddelelser give Meget, netop i Slagordene er han stærk. Kjerulf endnu i Rom, men han skriver nok. En Artikel burde være stadig: korte Uddrag af andre Revuers interessanteste Artikler (f.Ex. nu af Revue contemporaine om «Fremtidens Arkitektur».) Tænk paa dette – Vedlagte Digt af mig anser jeg for et af de bedste jeg har gjort. Det har for mange Aar siden staat trykt i et lidet udbredt Blad heroppe; men det forstaas maaske bedre idag og af Danske.

[Om] «Om Husfliden i Norge» af Ejlert Sundt burde staa en liden Artikel under Kulturmeddelelser; kan ingen Anden, saa skal jeg. Bogen er i sit Slags enestaaende i al Verdens Literatur. Overhovedet, «Kulturmeddelelser» bør svulme ud til Bogens halve Indhold og vel det. Her har du fundet en Form, som forløser os, der har ondt for disse tilberedte Revueartikler, og som har mere Sands for det Essentielle end det formelle Gnieri, hvormed en Franskmand udpensler en liden tynd Ide.

Husk nu paa, naar Nielsen bessner, at alle nervøse Folk ikke er saa friske som de synes, at du er yderlig vaer, lidet talende og fremfor Alt lidet ideførende.

Om Petersen Intet mere, uden hvad han er og hvorved han existerer. Jeg skal selv sende ham Noget om tre Maaneder, maaske ikke saa Lidet; men jeg beder Ingen om Noget til ham. – Fra min Rejse til Finmarken kan meget falde i Tidsskriftet. Mine Viser her overdrager jeg da for Skriftets Vedk. til C. Bang. Nuvel, det skal gaa. Vi trænger et kraftigt Bindemiddel mellem Landene, og med Tiden skal dette blive et.

Kjereste Dunker maa selv forberede og indlede sin Mors Dagbøger og har dertil nu ingensomhelst Tid. Ja, vi vil faa mange Skuffelser; men det gaar! Har du faat Jonas’s Brev? –

Din Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Ven,

du maa lade – «kan jeg næsten græde» staa. Det er aldeles korrekt svarede til min Stemning og gjør paa mig det [Indtryk?], som en sand Erindring gjør, naar den er overvundet. Det med Sukkene er noget forpint noget. Og nok om det! – Jeg takker dig for den virkelige Omhu du viser disse mine Kjæledæggger (som blev til sammen med «Olaf Trygvason» og «Det var der Ingen, som vidste» og «Bergliot») – og fortælle dig, at den Clemens Petersenske Historie river mig op ret som det er. Jeg har nu skrevet ham til, jeg vil have fat i hans Tænkemaade og Tilstand, jeg holder ikke dette ud. At vide ham paa Landevejen uden Trøst eller Udsigt og dog muligens at kunne gjøre Noget, naar man bare vidste, hvor man skulde begynde og med hvad, – se, det har drevet mig til at skrive. Jeg kjender jo næsten alle Forfattere i Tyskland, og hvor vi ikke har personlig Bekjendtskab, har vi et andet. Jeg kjender ogsaa saamange Landsmænd i Amerika, om han vil did. –

Hils Alle, som vil have en Hilsen fra din Ven Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmith,

tusind Tak for Hæftet No 2; det er en Ære at staa med paa saadant. Det er en lykkelig Forening af Literat og Boghandler i dette Foretag, som naturligvis udelukkende skyldes dig. Aanden i det Hele saa ædel, tillidvækkende; det maa i Længden faa en overordentlig Udbredelse. Men det ser jeg, at en Tid maa her holdes ud. Navnlig er man i Norge saa gjentagende skuffet paa Tidsskrifter af de bedste Navne (de to Proff. Munch, o.s.v. o.s.v.) at de sandelig nok ser sig for. Men vent nu lidt! –

Ossian Sars giver stadige Bidrag. Over de første strax Fortegnelse. Prof. Kjerulf meget syg i Sydfrankrig. Han skriver aldrig i «Morgenbladet» – Du skal faa flere Bidrag herfra end jeg selv turde haabe; men jeg vil have bestemte Titler at byde, og det kan jeg ikke endnu.

Min Rejse skal du se Frugter af i mer end een Henseende.

Men Brev kan jeg ikke skrive i denne Tid. Du skal siden faa vide hvorfor. Her er Alt vel; min Kone venter en Lill[e] om en Maaned. – Skulde jeg læse alle Steder, hvor jeg er indbudt, blev jeg ikke færdig paa eet Aar.

din Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmith!

Dit sidste Brev, som svævede efter mig paa mine Rejser, likte jeg forbandet godt. At Tilstanden var miserabel forstod jeg; men vant til idelig at have med Begyndelser og Begyndelsernes Mistro at bestille, generer det mig ikke, – naar det kun ikke generer dig. Du skjønner vel, at Indtægten er mig total ligegyldig, baade af mit Arbejde og mit Redaktionsbidrag. Saa at, – kan du og Steen komme ud af det, naar jeg (og Nielsen?) helt kommer ud af Betragtning som Indtægtshavende, da vær’sgo’! – Foretagendet er stort og ærefuldt.

Da du i sin Tid talte om 800 norske Abonnenter, lo jeg! Her har aldrig noget videnskabeligt indenlandsk Maanedsskrift havt over 300 Ab.! Herefter maa du rette dig! Man læser sit Tidsskrift i Athenæum og spenderer 3 Spd mere i Vin. Her er alle Damer udenfor, ogsaa alt ungt Folk, ogsaa alle Grosserere, nogle Embedsmænd læser sligt, Andre ikke. Men du ser, hvorledes jeg i Folkebladet gjentagende agiterer for at indføre slig Læsning i Husene. Min sidste Mælding (af andet Hefte) vil have Virkning. Saaledes skal jeg blive ved, og det er min faste Tro, at i Længden netop dette Tidsskrift skal gjøre, hvad de andre ikke har kunnet gjøre.

Det aandelige Liv i Smaabyerne er næsten begrædeligt; men nu har jeg sat mig i Rapport med det een Gang for alle, jeg er begyndt paa noget, jeg gjør til Livsgjerning. I Længden skal ogsaa du se Virkning deraf.

For min egen Del har jeg havt en vidunderlig Rejse, som jeg nu efter et Par Dages nødvendig Hvile fortsætter. At mine Bøger var Folkelæsning i den Forstand havde jeg Bæst ingen Forestilling om; havde jeg havt det, havde meget i min Aarsgjerning været anderledes. At jeg selv var afholdt igrunden, troede jeg fast paa; thi dels «haver jeg intet Galt bedrevet», dels er jeg saa omtrent Forfatter af alt det, der er blevet levende Sang i dette Folk, og min Optræden er altid ravnorsk, ja, typisk. Men at jeg var det i den Grad, var mig nyt og skjønt.

Ossian Sars giver dig Bidrag med det allerførste. Martin Arnesen (Adjunkt paa Fr.hald) giver dig Bidrag til Kulturmeddelelserne, svarede venligt (Stedsnavne m.m.). Kand. Fasting havde desværre til sin store Ærgrelse leveret for længere siden «Nordisk Tidsskrift» en Afhandling om Religiøsiteten her og i Danmark med alt Tilhørende, – han har prøvet at faa den tilbage for vort Tidsskrift. Prof. Kierulff sterkt optaget. Men det gjælder med norsk Publikum som med norske Forf: du maa smøre dig med Taalmodighed. – Der er en saa stor Dygtighed i dig, at jeg haaber det hænger ihob, til jeg heroppe har faat dannet en fast Stok baade af Abonnenter og Forfattere. Mindre Tid end et halvt Aar til sker det ikke paa.

Jeg skriver et Digt i disse Dage, som du skal faa; om du vil have det strax for at faa det i næste Hefte, saa sig til; jeg ender det i disse Dage, filer det da med det Samme; det er ganske godt, men kort. Jeg er nemlig saa optaget af alle de Breve, som venter mig, at Halvdelen af min Tid er Forretningernes; selv er jeg stærkt forkjølet.

Et nyt Susjett: Olav Trygvasson, norsk Festskuespil beskæftiger mig nogle Timer hver Dag.

Min Helt, hold bare ud, vi skal i Længden gjøre det godt isammen, men Slagfeltet kan ikke altid ligge, hvor vi vælger det, ej heller Tiden bliver den, vi selv attraar.

Hils din Mor!

din Bjørn.


Til Johanne Luise Heiberg.

Kjere Fru Hejberg!

Hvad jeg i Maaneder har tænkt paa, maa jeg dog endelig engang gjøre, nemlig bede Dem gjøre Rejsen med til Finmarken! –

Ved De, at man ikke har set nordisk Natur i sin Storhed, før man har set Finmarken? Ved De, at det er (vel benyttet) den sundeste Rejse, et Menneske kan gjøre? Fra Kjøbenhavn didop er det længere end fra Kjøbenhavn til Rom, og hele den Rejse tilsjøs, paa et Dampskib, som gaar indenskjærs paa tre korte Stykker nær, altsaa en Rejse paa sit eget Stuegulv, med saamange Hvilepladser som man selv lyster.

I Midten af Juli maa vi allersidst være der for at se Midnatssolen; jeg har Venner langs den hele Route, De vil med Deres Datter eller Døttre rejse som en Svane og i Anløbsstederne hvile som Prinsessen paa Ærten! –

Personlig er jeg daarlig Opvarter, men jeg faar alle mulige Mennesker til at varte op; det er dog ogsaa en Egenskab. – Jeg har ikke det mindste Haab om at De vil gjøre Rejsen, men jeg skriver dette bare forat befri min og Karolines Samvittighed. Der er nemlig ikke Sted paa Jorden, som vil byde en theatertræt Sjel større Hvile, end Nordlandenes kolossale Ensomhed i en Luft saa høj og ren, at man ser 11–13 norske Mil som hernede ikke 2, hvorved de vidunderlige Fjelde rykker sammen omkring En til Eventyr og dramatisk Handling, Øgrupperne bliver svømmende Sagn i Flok og Følge, som følger og forfølger; de vilde Fugles Millioner opskræmte Fantasiflokke fra Eddatiden, Fiskenes Mængde, som undertiden løfter Baaden, gjør Sjøen til det underste Gulv i et af Rans Huleslotte.

Omgang med Mennesker, hvis Himmel er Sufitternes Theaterlappe, hvis Tro er Molbech, hvis Samvittighed er Publikum, hvis Ord er Øjeblikkenes Krav, hvis Haab er Haandklap og højere Feu, hvis Liv er Skinsyge og Bagtalelser, og hvis Glæde er Caffe-Slikkerier og Ros af Robert Watt, – lad den jage Dem et Par Hundrede Mil nordpaa gjennem Havluft fremover Sjøens Midtsommersolflade, langs Holmer, Fjeld, op mod de tause Undere, som rager ind i Tilværelsens Urtid, og som kun den fri, hærdede Tanke kan bestige og udgrunde.

Naturligvis, De bryder Dem ikke om, hvad jeg skriver; men skulde det stikke Dem, – jeg er at finde langs Kysten fra Tønsberg til Kristianssand paa Forelæsninger; et Brev eller Telegram naar mig nok. Fra Kristianssand tager jeg direkte opover til Nordlandene.

Karoline kommer desværre dennegang ikke med; hun skal have sin Kamp; jeg er hjemme en Stund og venter paa den. Mine Forelæsninger hidtil mageløse, mit Humør Sommerens. Karolines ogsaa; kun at hun maatte komme med til Nordlandene, det eneste Sted, hvorhen hun ikke har fulgt mig.

Gud velsigne Dem

Deres i Ærbødighed hengivne Bjørnstjerne Bjørnson.

Tusinde Hilsener fra Deres

Karoline Bjørnson.

«Maria Stuart i Skotland» havde i Stockholm gaaet 18 Gange, dengang jeg sidst hørte om den. Fru Hwasser. Det er den tredje af mine Roller, hun er blevet berømt ved, og som hun har gjort berømt i sit Fædreland.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmidt.

jeg har glemt det Altsammen! O, Vældige, tilgiv mig, hele Digtet har siden lagt der, jeg har været paa Rejser, og er kommet hjem nogle Dage for at gjøre Taler og Sange til Studenterfesten, jeg slap ikke fri.

Fastings skal du tage, vi maa faa den skrivende Ungdom med, fordi de maa lære sig til at læse sig selv. Faa du istand til næste Nummer af hin samme Jungersen et Supplement, hvori det (bl.A.) staar, som du i Brevet til mig antyder; faa det istand for Fastings Skyld, og lad det derfor skrives med Kjerlighed.

Hin Jungersens Artikel er skrevet med en Sabel eller med et Plogjern; den stammer ikke fra Videnskabens Kamre, men fra den fri Luft, ikke fra Tænkning, men Handling og Sproget er oplevet, Udtrykket telegrafkort, men dens Mine, som siger det, supplerer.

Hvad min Rejse fører med sig i sin hele Vidde, ved jeg endnu ikke. For mig selv allerede nu det Vidunderligste. Blandt Andet læser jeg for Skolernes tre øverste Klasser, de har Sange færdige, jeg læser, over os og om os Blomster og Flag og Hurra. 800 Børn, ja 1200 paa een Plet, i et Hus!

Ganske kraftige Tag tager jeg, og da igjen for Arbejderne og Betalingsforedrag for «de Dannede (!)». Jeg fortæller mere end jeg læser, og hvad Pokker der falder mig ind, naar jeg kun kan faa en løftet Time istand og saa Et og Andet sagt. I Festerne og Selskaberne har jeg store Sædemarker. – Men skrive? Nej, ikke engang et Brev. Jeg har min fulde Hyre fra jeg slaar Øjnene op, ja, selv min Fysik bukker under i et saa uafladeligt Øse af Taler, Mad, Nattevaag, Champagne, Høfligheder, Omfavnelser, Venskabsstiftelser, Fortrolighedsudbrud og Hurraer! – Og saa er det Vaarens Tid med de utallige Blomster! – Jeg kan ikke lang Tid ad Gangen, jeg maa hjem igjen i Fred, og nu, Gud være takket, sidder jeg her atter.

Tidsskriftet er ypperligt. Hin Krebs-Artikel rigtig styrkende, de fire Landslag brave. Men forsøm ikke Kulturmeddelelserne! Jeg skal nu skaffe dig nogle gamle Brokker ogsaa herfra; mig synes de ellers tarvelige nok, de sidste. Din Kritik skarp; men det er det samme, naar den bare er konsekvent, saa det har en eneste Karakter. – Som før sagt: tag du mit Honorar baade for det Ene og Andet, det er mig en Glæde at være med saa langt jeg i denne Festernes Tid kan strække mig, og Glæden vil være forøget, naar jeg kan vide dit Arbejde betalt. Men min Mening om ydre Fremgang er denne: naar det har bestaaet eet Aar, og i den Tid samlet sig flere og flere gode Ting, da først kan vi tænke paa at faa det rigtig godt udbredt, d.v.s. at gjøre Noget for at faa det udbredt. Havde Clemens Petersen og R. Nielsen ikke hver paa sin Maade knækket, – du skulde have seet et coup des mains! Men et mislykket coup des mains er den værste Indledning nogen Sag kan faa. – Dit Digt om Kristian den Fjerde raskt, rigtig grebet; fortæller mig ellers om, at du i denne Tid har havt tunge Timer. – Her var en dansk Mand, som fortalte, at du gik med for korte Benklæder, uden Handsker, en grusom lys Frakke, kort meget filosofisk. Formodentlig er det den skjære Løgn, men det vil jeg sige dig, at elegant vil jeg have dig som en Dame, der skal fries til! – Hører du! Elegantere end en Skrædder. Altid paa Moden, hører du! – De maa ikke faa, selv den letteste Biforestilling af den ydre Forstyrrelse, hvormed vor Tid forsyner Filosoferne, du skal for vor Skyld paalægge dig denne Udgift og Byrde; man skal med dit Begreb forbinde Forestilling om en Mand, «som holder sig».

Jeg gad snart se et større Arbejde af dig! Du har naturligvis noget i Ovnen, hvad er det? Du maa huske, at Clemens Petersen er tabt, lille Brandes og flere med ham arbejder – ikke godt, det ved Gud, men ufortrødent. Ellers naar ikke deres Arbejde her i Norge saalangt som til Tærskelen! Af Brev fra Fru Hejberg kan jeg skjønne, det naar ikke langt i Danmark heller! Hvad er F. Paludan-Müllers Bog for noget? Skriv om den! – Skal jeg læse den? – Nu snart kommer Religionsfilosofien frem, nemlig ved Kristensen, og det i N.F.

Dette Brev, som jeg skriver Dagen (Morgenen) efter min Hjemkomst har naturligvis endnu Forstyrrelsen over sig; men jeg vilde dog skynde mig at sige dig, at jeg forstaar Stillingen saaledes: Tidsskriftet er udmærket; den franske Import i Danmark mislykket hos Andre end Kjøbenhavneriet, (og Scharling: paa Stedet marche!); det Onde, vi slider med, har netop nu lidt af de første Krampetræknin– ger i den lange Sygdom, hvoraf det skal dø; – men først om mange Aar vil R. Nielsens Arbejde blive en virkelig Hjælp; thi først om mange Aar bliver Stillingen hos os: Pietisterne har valgt Defensiven, Grundtvigianerne Offensiven. Det er som offensivt Vaaben hans Hærordning er frygteligst; før det kommer dertil, kommer han heller ikke paa Mode. Hans Voldgrav mod Rationalismen har vi ingen Brug for, og jeg begynder mere og mere at indse, at I heller ikke har det. Paa dette Felt møder man aldrig Skrift mod Skrift – anderledes end til Parade-øvelse; paa de saakaldte Afgjørelser kommer det ikke an. Derimod: at faa Ordning oprettet mellem sig selv, det er en alvorlig og stor Sag, det er Disciplinens, og een Gang begrebet, er den blevet en Kulturejendom.

Tappre Ven, æd dig ikke fordærvet, arbejd dig heller ikke en Sygdom paa Halsen; men lev sundt for sundt Arbejde. Vi har ikke længer Raad til at miste nogen, og der er en vis forceret Iver i dig, som jeg er alvorlig ræd.

Clemens Petersen har jeg nylig sendt 30 Spd., hans mange Venner skyder nu sammen forat faa ham til Amerika. Jeg skal prøve at bidrage 100 Spd. – Ja, hvordan vil det nu gaa? Han maa gifte sig! –

Min Kone ruller endnu her omkring i Værelserne; hele min Familie i bedste Velgaaende. – Nu vil jeg sige dig Farvel, jeg skal til at skrive Velkommen, Velkommen, Velkommen og maa banke mig op dertil; thi Studenterfester behager mig ikke; jeg maa presse den nationale Forestilling ind og tænke paa det Element af et Folkemøde, som unægtelig er deri, for dog at faa Melodi ud af Forestillingen.

Lev vel, og kom snart hjem igjen. Er der nogen, som ønsker en Hilsen fra mig derover, hvorhen jeg snart vil komme, saa giv den varmt ud; thi Jylland elsker jeg rigtignok paa Forhaand.

din Bjørnstjerne Bjørnson.


Til Rudolf Schmidt.

Fra Kristiania til Hammerfest, som er Landets og Verdens nordligste By, er en forbandet lang Vej, og hvad man vil og mener og lover i Kristiania, brækker op paa Dampskibene, forsaavidt det ikke allerede er skranglet itu i Karjolen, som man fem lange Dage til Ende maa bruge. Dette er min Undskyldning, du store Mand, hvis sidste Hefte jeg beundrer, hvis Standhaftighed og Raadsnildhed er mig en Glæde, – den eneste af alt det, som fortiden gjøres literært i Norden. Men Brev til dig kan jeg ikke skrive midt iblandt unge Damer, som passiare og paa et rystende Dampskib. Blot min Beundring du storsnudede Storhed, som vover at holde Ord: dette er Nordens bedste Tidsskrift, intet Spørsmaal om! –

Nu faar du «En ny Feriefart» fra mig under Kulturmeddelelser. Men først skal jeg spises og drikkes ihjel i Tromsø, Hasseløen og Namsos etc.

Jeg har kun keget i R. Nielsens Artikel, som er den samme Ide, jeg stod frem med paa Studentermødet. Ploug havde den Uforskammethed eller Naivitet at forstaa mig som om jeg havde villet have Universitetet til en Folkehøjskole, og skjønt jeg skarpt tilretteviste ham paa Stedet (saasom han aldrig gjør Andet end misforstaar mig og Mit) saa gav han Morgenbladet sit Navn som Authoritet for en Løgn.

Her hjemme maa tages i paa dette Punkt (Skolen), her faar man hele Bunker fuld af Fejltagelser.

Min Kone har den 16e Juni 69 faat en Datter, og jeg er i det Hele en meget lykkelig Mand.

din inderlig hengivne Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmidt!

Du gjør mig ganske træt med al din Korrektur. –

Jonas Lie har siden sin lille Digtsamling for nogle Aar siden skrevet sig stort op som lyrisk Digter; at han med Tiden bliver vor første tvivler jeg ikke om.

Det synes mig at du til næste Gang kan tage og samle en hel Kreds af de bedste af dem; jeg skal gjerne plukke dem ud til dig. Honorar maa han have som skrev han dem for Tidsskriftet.

R. Nielsens Richard den Tredje = Brøchner er noget af det Vittigste jeg har læst i videnskabelig Form. Tidsskriftet mageløst. Jeg har paa mine Rejser næsten aldrig nævnt hverken det eller Folkebladet, jeg har talt jevnsides begge. Men vent du, Gutten min, og se! –

Udvirk, at min Artikel optages i Berl. Tidende, den maa ind i et stort Blad. Send et Exemplar til Aftonbladet, til hvilket jeg skriver derom. Ligesaa et til Maleren Magnus Bagge, Schöneberger Ufer 41, 2 Treppen. Det sidste behøver du ikke at betale. Husk nu det! – Jeg skal skrive til Hegel. Jeg skriver i denne Tid Digt i Digt; du læser dem efterhaanden i Folkebladet, ligesaa en Fortælling sammesteds «Hans Persen, Skolelærer og Kirkesanger».

Din B. B.

Scharlings Forelæsninger «var saa forstaaelige» at de samlede en god Del (naturligvis ikke en Fjerdepart af Nielsens Tilhørerkreds); men det synes, som at de allerede nu er for forstaaelige. – Om Nielsen til Foraaret udvirkede sig Ferie og kom hidop og holdt en Række igjen, paa eget Forlag, helt og holdent, – han vilde tjene en 6 à 800 Spd. paa eet Bræt og en god Sag tillige. I hvert Fald maa han til Norge i Sommerferien, jeg har Sted til ham og til min Familie; men Foredragene før Folk flytter ud paa Landstederne.

Man vilde ogsaa denne Gang lade mig betale 28 Skilling norsk for Korrekturen, fordi den var «Brev»; men jeg slog mig gal og slap. Om det Skrevne maa dog kunne skrives i en Korrektur.

Skrev den Dag jeg skrev dette 30 Breve, saa jeg glemte at sende det!!


Til Rudolf Schmidt.

Skjønt jeg efter nogle Dages Fravær har fuldt op af Breve og ovenikjøbet en grov Morgenbladsmand at svare, maa jeg tage Dit Brev først og forsikkre dig, at samtidig med dette gaar Brev til Hegel.

1) Om de Unges Forbund ikke en Stavelse fra min Side; lød du mit Raad, da heller ikke een fra din. Den kommer ikke ind under Poesien. Maaske dette ene kunde siges. At Ibsen er en Slyngel tvivler nu intet Menneske paa, som ikke er fanatiseret. Han staar nu hos det egentlige Folk og alle brave Fædrelandsvenner under 0. –

2) Synes ikke, du paa Omslaget bør sætte et eneste Ord. – Sætter du noget vil jeg først se det.

3) Du skal gjerne faa et Par Digte af mig; et lidet har jeg liggende, et større kan jeg fuldføre.

4) Det er morsomt dette med Monrad; – hos Clemens Petersen i hint berømte Gilde demonstrerte jeg for R. Nielsen og Ploug, at Monrad var uden Poesi, derfor tog han fejl af Situationen under den hele Krig. Nu er endelig Pressens Resultat omtrent det samme. Ingen er i store Tider Statsmand uden Poesi. Ploug nævnte som Modbevis hans Oversættelse af Esaias. Da lo jeg og sagde, at det var Hovedbeviset for hans Mangel paa Poesi; thi den, som tror Esaias Poesi kan øges ved at sætte den paa metriske Linjer er en frygtelig Prosaiker. – Brevet følger.

5) Totalt misforstaaet mit Forslag om Jonas Lies Digte. Lejlighedsdigtene, som jeg sendte, har jo jeg aldrig anbefalet. Nej, dette er de bedste af hans Digte i de sidste to Aar. Deriblandt er glimrende Smaating. Du skal tro mig, naar jeg tilraader saadant; thi dette forstaar jeg mig paa. Vi vil ligefrem gjøre Affære med dem. Nu er Sagen maaske ikke saa god, som den var, da jeg foreslog den; thi flere af dem staar nu i det Tyveværk H. P. Holst, den literære Stortyv udgiver. Vi maa ovenikjøbet hjælpe ham med hans Tyverier for ikke at komme skamskjændte frem! –

6) Scharling har heroppe gjort megen Nytte ved sit Angreb paa Pietisterne. Han har ogsaa angrebet Grundtvigianerne, men dette staar ikke saameget paa Dagsordenen som hint. – Ingen Tilhører har fejlet Øjemærket af ham; Enhver ved, han kun er en Fortæller. Han er ikke indbuden af Forelæsningskommitteen. Hint i Folkebladet om ham var af Jonas Lie, som ikke kjendte noget til Scharling; forresten har jeg ikke læst det, jeg var paa Rejser. Men vi maa nytte selv Scharling, Situationen heroppe er nemlig voldsom, fordi Pietisterne, som har Forbund med Materialisterne, tillader sig Alt, Statsraaden er sløv og styres af dem, og Præsterne skjælver af den Grund og andre for denne Minoritets Magt.

Nielsen bør komme og tjene mellem 6 à 800 Species foruden hvad vi tjener ved ham. Samme Dag han mælder sig, er Listen fuld. Men han maa ikke bruge en eneste filosofisk Betegnelse; Nordmændene stødes selv af et Ord som Indadvendthed; det er en tysk Dannelse imod hele deres Sprogsans, og deres Skolegang op i de voxne Aar har paa alle Punkter været fri for Filosofi. Det er netop Nielsens Artikler man heroppe gruer for i Tidsskriftet; man er altid paa Forhaand bange for ikke at forstaa dem.

Ellers er det rent Vanvid af dig at blive vred paa et Publikum fordi det har Brug for flere og for flere forskjellige, deriblandt ogsaa for en Fortæller. Og selv om de vurderer en af dem for højt i Øjeblikket, – saaledes er jo ethvert Publikum i Verden, og det er netop forat døve Virkningen af dets Letsind at dygtige Folk arbejder. Lad ham møde op! –

Jeg er forbauset over din Energi, men bange dens Feber; du gjør sikkerlig lidt mere Strid end nødvendig. Du er nemlig en for despotisk Karakter. Men – som du engang er, er du den, der arbejder mest, og dit administrative Talent, som jeg altid har havt Øje for, har faat sin Plads, til Gavn for en stor Sag, den Herren styrke. Jeg bliver mere inderlig i den, jo længer jeg lever. – Jeg giver Intet ud til Jul, her er kun Strid, og skal det være saa, at den ny Tid med Harald Haardraade er begyndt, den hvori ogsaa Poesien skal op at slaas, da siger jeg som Ejnar Tamberskelve, at jeg følger heller den døde Magnus end den levende Harald og lægger fra med alle mine Langskibe.

din Bjørnstjerne.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere Schmith!

«For Ide og Virkelighed» maa du endelig sende Jonas Lie. Han følger med som mig selv, og han bliver vor stadigste Medarbejder heroppe. Jeg har nu faat ham til at skrive – ikke om «de Unges Forbund», men om hvor sjofel, løgnagtig den Trafik er, som paalyver vort Land den Sort Politik; men han skal skrive løftende og fremtidsrigt om det. Vi har ikke jeres Form, men han arbejder meget frem hos os, netop nu, – lad det Stygge ret faa slaa ud, Ibsen hjælper det nok frem! Thi han er selv den Styggeste af dem alle! – Om det Smukke hos os kan Jonas bedst skrive.

Dit Digt – er intet Digt. Tanken har ikke det musikalske Fald, som er et uundgaaeligt Harmonikrav. Jeg kan ikke i lige Løb huske det, et Barn kan ikke lære det. Det sidste er ingen Betingelse, men burde være det ved et saa enfoldigt, stærkt Emne. Jeg vilde raade dig til aldrig at skrive Vers. De stærke Modsætninger, som i Regelen udgjør din Form i Digtet, har Prosaen ogsaa Plads for og de slaaende, løftende Tanker vil først udfolde sin Magt i bredere Form, – i denne faar du det aldrig, aldrig til. Det er som du ikke har Øre, skjønt du har det fineste Syn for de ydre Regler. – Jonas’s Digt, ja, se, det er ikke saa dybt, ej heller saa højt som dit; men Digt er det, godt gjør det, harmonisk, løftende godt og glemmes aldrig.

Du gjør Jonas Uret med Honoraret. Kjere Ven, han har Kone, fire Børn og tre Tjenestepiger, som han skal skrive Mad i Munden paa, og være lige lystig efterat have gjort en stiltiende Fallit paa 20.000 Species! – Han gjør nok en og anden Skoghandel; men skjønt han tjener nogle hundrede Species hver Gang, er Pennen hans visse Indtægtskilde. Vor Presse og Ugeliteratur betaler meget bedre end jeres. Hos mig skriver han intet Digt paa to Vers uden strax at faa 5 Rigsdaler, og for et længere Digt faar han indtil ti Rigsdaler. For et Lejlighedsdigt ved et Selskab eller en Begravelse faar han ti Species. En Spalte hos mig betales med to – 2 – Species o.s.v.

Men Jonas skriver ogsaa for Andet end Penge, trods den liden Raad han har; og netop hos os skriver han, fordi dette er hans eget Program. Tal derfor aldrig mere til ham om Honorar. Den, som har sagt: han er en Hund efter Penge, han har ikke taget hans Stilling i Øje. Jonas er en nobel Karakter. Dyb er han ikke, det er sandt, men han er glimrende, og hans Fane altid højt løftet. – Det sidste Hefte atter et ganske fortrinligt. Du er en Pokkers Karl! – Jeg skriver nu en ordentlig Anbefaling; Folkebladet udbredes atter stærkt, og saa kommer Tidsskriftet lidt efter lidt efter. – Nej, Scharlings Forelæsning over Grundtvig fylder Folk med Skræk!! Nej, nej, nej! Nu skal ogsaa jeg tage ham et Kursus. Dette er en Skam for jer Alle, at Eders Højskole kan lalle med saadan Barnetunge. –

Nielsens Afhandling har jeg endnu ikke læst, men jeg længes svært. Hils ham hjerteligt. Bed ham læse min Artikel i Norsk Folkeblad om «Almueskolen», den stemmer vel ikke ganske med hans Anskuelse, men den er nu engang min. Jeg har en liden Artikel «Ungkarlemeninger», som nok kunde passe for «Ide og Virkelighed» Men jeg trykker den først i Folkebladet, saa kan du selv se. Jeg inddeler nemlig Meningerne i to Grupper, og mener, at ved de store Byer faar Ungkarlemeningerne første Plads i Politik, Sæder, Tro, Samfund.

din Bjørn.


Til Rudolf Schmidt.

Min kjere Schmidt.

dine raske, kjere Linjer med et Par Ord besvarede paa en travl Dag.

1) Til David skrevet samtidig med dette.

2) Til Hegel skrev jeg samtidig med det af mine Breve til dig, hvori jeg angav saadant. Jeg bad ham, hvis han vilde bide paa, at gaa til dig. Det gjør han naturligvis ikke; han vægrer sig, og saa kan jeg jo fortsætte noget inderligere. Ellers har jeg intetsomhelst Haab.

3) Intet Omslag, kjere Ven! – Intet Omslag! – Jeg mener Nielsens, dit og mit Omslag var en Ide, vort Forehavende. Blank Sag uden Vrøvl, thi dette (Vrøvlet) hører Dagbladet til, at lade det ske, som skal ske, – os. –

Vor Videnskabelighed har lidt et stort Tab i gamle Sars, og mit Venskab et ikke lidet. Jeg elskede den gamle gode Mand; og stod noget paa med mig, saa kom han travende. Jeg fik en Stok, som en dansk Videnskabsmand havde skaaret sig paa Japan. Jeg satte en Sølvplade paa den, hvori mit Navn. Denne Stok bad Sars om og brugte den de sidste Aar af sit Liv. Nu hjemfalder den, og skal ikke komme fra mig mere.

4) Du faar fra Jonas om Norske Tilstande, med Blik paa de Un– ges Forbund. Smukkere, uegennyttigere Opposition end vor har aldrig noget Land havt. Dette er et Overfald af allergemeneste Art. Hvad synes du blot om hans Forhold til mig deri? Naar Steensgaard fanger Vind i Sejlene, d.v.s. hvor Sjofelheden i ham rigtig slaar op til Pathos, der giver han fine Stænk af min Form, saa at hver Tilhører kan føle det. Han kunde i den Forbindelse (Fremtidens, Oppositionens) jo godt have skildret mig, og komisk, jeg havde selv leet deraf; men snigmorderisk at blande mig ind i sjofle Forestillinger og Planer af den groveste Egennytte? Mig, som har draget ham op af Smudset, hvori han gik omkring herhjemme, sanket Hundreder til ham paa hans Rejse, kautioneret for ham hos Hegel, til han fik sig Navn i Danmark med, taget mig af hans Familie herhjemme, tilbudt ham mit Møblement, mit hele Bohave dengang jeg var i Danmark, om han vilde komme hjem, – jeg som gjennem Oppositionen har skaffet ham hans Digtergage, – han er en Sjofelist! Det tredje sidste Brev fra ham ender saaledes: «men din Ven vil jeg under alle Omskiftelser være, saasandt hjælpe mig Gud, Henrik Ibsen.» –

Her indtraf ellers ved Opførelsen, som man fortæller, at en middelmaadig Skuespiller med et varmt Organ, og som af den charlatanmæssige M. Brun var betroet Steensgaards Rolle, formodentlig fordi han kunde holde Taler (!!) saaledes tog ivej paa hine PathosSteder, at Huset (ligesom han) glemte Parodien og reves med!! Ibsen skulde have bidt Tænder, ved at se det!! Jeg har een Gang før oplevet noget lignende. I den skjønne Helene har Offenbach taget ind forat parodiere den «De Sammensvornes verdensberømte Hymne af Wilhelm Tell». De drukne Konger og Chalcas synger den. Men Hymnen er saa mægtig, at først løb mine gamle erfarne Skuespillere lybske, og med dem hele Publikum i en stormende Bravour; jeg lod det hver Kveld gjentage sig; thi det var skjønt at se.

5) Magnus Bagge bor i Berlin. Har du sendt et Hefte til Aftonbladet?

6) Hvormed slaar Petersen sig op i Amerika? –

7) Jeg glemmer nok oftere at bede dig hilse dine gamle Forældre, og da navnlig din Moder, som tog saa venligt mod mig, hver Gang jeg kom, og lagede – een Kveld den splendide Aftensmad, en anden de vidunderlige Smørogbrød, – og naar du hilser hende, saa hilser du tillige det, der er godt i dig selv

fra din hengivne Ven Bjørnstjerne Bjørnson.

Og naturligvis Nielsen! –


Til Rudolf Schmidt.

Kjære Schmith,

nu tager Hegel det. Jeg faldt nemlig paa at skrive til Scharling og bede ham sige Hegel, at han Intet kunde have derimod.

Jeg holder nu af Scharling trods hans Papa; thi det er Papa, som taler over i ham; uden Papa var han vor.

Hegel har nemlig Skrupler for Martensen og Clausen; men naarScharling har sagt Ja til det, saa maa jo Martensen og Clausen finde sig deri. Den Udvej er her den eneste, og nu gaar det vistnok.

Angaaende dine Vers, Papa Kuno, saa har jeg prøvet dem paa Mange! Nej, de mangler den musikalske Strømning, og det er Synd for saa sande, stærke Tanker, at de ikke faar den Form, som lader dem gjøre Indtryk.

Var jeg din Ven, om jeg ikke sagde dig det? –

Jeg er i Fanden saa godt Humør om Dagene – af mange Grunde. Jeg skulde ogsaa havt den: at have dig heroppe. Over Sverige kunde du godt gjøre en Ferierejse hidop (med Jernbane hele Vejen paa 1/2 Dag nær med Deligence).

Hvordan har du det? Fin og fjong? Ordentlig og sædelig? Arbejder ikke om Natten, men nyder nok Søvn? Er du selskabelig, er du filosofisk ensom? Er du forelsket? Du gav Symptomer – er de borte?

Svar mig og tal med mig om dit Menneske og ikke om din Filosofi. Og skjænd ikke paa os, arme Mennesker heroppe, vi er endnu igrunden ikke komne til Nielsen, vi har langt igjen. Men mod Pietisterne kan han bruges!

din Bjørn.

Læs Kristensen: om Aandsvirksomhed i Luthersk Kirketidende. Du faar fra Sars.

Nielsens om, «Axel og Valborg» klassisk!! –


Til Rudolf Schmidt.

Tak for Brevet! Da jeg fortiden arbejder paa et meget langt Digt til Sverdrup, kan jeg Intet skrive for Ide og Virkelighed. Over Nytaar vanskelig noget. Husk jeg tjener ikke en Skilling paa N.F., jeg maa ogsaa leve, og Honoraret hos dig er mig personlig nok, – men ikke for min Husholdning.

Skytterne herfra brugte intetsomhelst Hjælpemiddel fremfor de andre Skyttere. De havde saadanne fine Geværer, som norske Skyttere i Regelen har, men de bruger dem aldrig, hvor ikke Konkurrenten bruger dem. Beskyldningen herfor er den største Fornærmelse, som i den hele Strid er fremkommet. At Dagbladet, som har fremsat den, ikke har taget den i sig igjen, efterat en Skytter paa de Øvriges Vegne tilbageviser Beskyldningen som saameget infamere som alle norske Skyttere stod i een Hytte, altsaa alle maatte være Medvidere i Fusk – er maaske dog en endnu større. Og saadant vilde vi sætte en national Ære i – først ikke at tænke, dernæst ikke at sige, endelig i at tilbagekalde uopholdelig, naar det var sagt.

Dine Exempler herfra gjælder Intet. Paa den Ting at de Danske ikke er elsket i Norge, eller at Nordmændene ikke vil være Skandi– naver kan du faa tusinde Exempler, og formodentlig omvendt. Men det er vor Statsuafhængighed vi vil have erkjendt, eller rettere: ikke engang det, vi siger kun: saalænge Danmarks almene politiske Bevidsthed ikke anerkjender den, saalænge vil vi ikke vide af nogen Skandinavisme, – dette er nemlig Alt, jeg har sagt. (Den Raahed paa begge Sider, som ofte generer, hører naturligvis ikke hid.) –

Nuvel Nordmændene siger Nej.


Jonas Lie sender i denne Uge. Det er ogsaa Fanden til Hast med dig altid. – Welhaven dødssyg.

Den norske Forf. som du nærmest burde faa Tag i, er Asbjørnsen. Forresten: da du ikke tager Udvalget af Lies Digte, saa byder jeg Fanden Intet mere af nogen anden end mig selv. Lige for Lige. Sars har i Arbejde. – Travelt idag og i Skidt Humør. –

Din Paludan-Müller – et Mestergreb. Din Ide med Svampene udmærket. Men ikke formange Arter, navnlig ikke den Sort som Martensen, – da udviskes Forstaaelsen, tag kun tydelige, store Arter, kast i to tre Antydninger de beslægtede Billeder hen.

Din hengivne Bjørnson.


Til Rudolf Schmidt.

Kjere,

Har ingen Tid idag. Jürgensen udleverer jeg nødig; jeg emner ham til et Digt. Jeg ved selv ikke, hvorfor jeg ikke allerede har skrevet det. Nu arbejder jeg igjen paa Arnljot og er tvær og sær ved hver Forstyrrelse.

Tag saa et Udvalg af Jonas Lies bedste Digte, de bedste han har skrevet siden hans Digtsamling udkom; saa fører vi ham ind for den skand. Læseverden. Jeg skal skrive Indledningen til Digtene; jeg skal ogsaa gjøre Udvalget.

Jeg havde ikke tænkt at skrive et Ord om Mantzius, men heroppe har dette sat meget ondt Blod, da det berettedes, at Kjøbenhavn jublede dertil. Du vil have set Dommen derover i norske Aviser, og have anet den Haan over Kjøbenhavns «Dannelse», som findes i den. Jeg ved jo, det kun er Kjøbenhavneriets; men hvormange ved det, saalænge I selv ikke her faar Øjnene op og arbejder imod Kjøbenhavneriet.

Din Sammenligning med Norge og Schl.Holstein vidner om, hvor dumme I er paa Norge og Nordmænd. Norge har jo intet mere med Sverige at gjøre, end at det har samme Konge. Norges Kamp for Anerkjendelse i Danmark er en Kamp for den skand. Ide. Havde I ikke ogsaa her været saa kolossal danskhovmodige og ødumme, saa havde I ved fyldigt at anerkjende os stoppet Munden til paa dem, som siger, «Skandinavisme er at gaa op i Sverige. Giv os, hvad vort er, og I giver Eder selv det.» – At I hædrer det i vor Literatur, som fortjener at hædres, hvad beviser det; I tager ogsaa Mandals Lax; den er god. – Nej, lær at kjende Nordmændene, deres Forfatning, deres Karakter, deres Arbejde; – I gjør ingen af Delene, egoistiske Skabhalse!

Her er et begyndende Arbejde i Norge, det er sandt. Men fra 1814 til nu er der arbejdet noget aldeles overordentligt. Af de tre nordiske Lande er vor Forbindelse med Udlandet den livligste, se blot i vore Aviser, de er en eneste Indførelse af Udlandet, ligesom Kystens tilsvarende Gjerning. England er Overfartsstedet for os til Europa, aandelig talt. Engelske Reviews, Blade, Handel, Rejsende til og fra, og dette helt op til Vadsøe. – Det var ligesaa i vor Histories Begyndelse. Men dømmer du os og vort Arbejde efter danske Maal, saa misvises du forfærdeligt. Hvad I arbejder med, trænger ikke altid vi – og omvendt.

Husk at indtage cand. theol. Georg Fastings Artikel og sæt hans Navn paa. Har du en Bemærkning at gjøre, saa sæt den roligt til. Men husk, han er en fin, human Natur, noget sær; jeg synes godt om at vinde ham baade for Tidsskriftet og især for hele vor Anskuelse; han staar R. Nielsen meget nær.

Er Jonas Lies Artikel for lang, saa tag mine Digte ud. Men enten alle ind eller intet.

Ret i sidste Digt Begyndelsen af tredje Vers (første Linje) atter til dernæst. I femte Vers: «han kom, – han steg fra Jorden» maa du ikke glemme Tankestregen, ellers forvildes Folk.

Hils Professoren katexokén

din inderlig heng. Bjørn.

Hils din Mor! –

Jeg udgiver «Sange, første Del» over Nytaar.

Giv mig to fine Aftryk af «– Rejste forbi!» –

Intet Red:honorar til mig.


Til Rudolf Schmidt.

Ibsens Stykke vil have sagt, at det unge Norge er et intrigant, egenkjerligt Samfund, der misbruger Frihedens Navn til dermed at drappere sin Ærgjærrighed og Havesyge. Han laver sig da nogle Personer, paa hvem han henretter den unge norske Nation. Saaledes er det opfattet her af hans Venner og af Alle efter dem. – Dette er det jeg kalder Snigmord og alle efter mig. Mig selv – har han ment mig med mere end at indblande Mindelser om mig netop paa de værste Steder, saa er dette værst for ham selv – har jeg ingensted taget i Forsvar. Hint (Angrebet paa det unge Norge) protesterte jeg imod, og her var det blevet nødvendigt.

Alle ser, at han har indblandet mig; men Alle lader som de ikke ser det – naturligvis – for Ibsens Skyld. Det var en dansk Mand forbeholdt at præsentere denne Anskuelse af Digtet, at jeg var Steensgaard for Offentligheden; og det var et dansk Publikum forbeholdt at finde dette «af overordentlig Virkning». Vi kan isandhed ikke hjælpe det. Jeg tænker mig vor første komiske Skuespiller læse et Digt for et norsk Publikum saaledes, at Carl Ploug deri blev Slyngelen –! Der vilde blive artige Scener her! – Og Et vilde man neppe faa at se: en norsk Mand af Dannelse, som blev vred paa jer, fordi I ikke syntes om at vort Publikum havde moret sig med saadant. Dette er nemlig nu dit Tilfælde, og gjør dig ingen Ære. Og allermindst havde du faat se en dannet Nordmand blive vred paa Carl Ploug og sende ham et hovent, grovt Brev, – dette er ogsaa nu dit Tilfælde.

Jeg skulde mene, at jeg er uskyldig i hvad Mantzius gjør, hvad et dansk Publikum gjør, hvad en dansk Referent gjør, hvad en Nordmand svarer herpaa, – jeg skulde mene, at du blot med Skygge af Takt burde have holdt mig udenfor dette, endsige skikke mig et uvorrent Brev derpaa.

Disse Kunster, at ignorere Mantzius, at ignorere hint Publikum, som hørte paa ham – tages heroppe ikke for gode. Mantzius er Eders Publikums Kjæledægge, det ved jo Enhver, som blot har været i Khavn. –

Og det Publikum, som hører ham, er intet slet Publikum. Endda kunde begge Dele tilgives, naar en dansk Avis saa ovenpaa havde protesteret; men det var ikke Tilfælde. Tausheden godkjendte det; at du og Ploug intet kjendte dertil beviser her ikke det Mindste, uden forsaavidt det beviser, hvor ganske i sin Orden man fandt det, saa man ikke engang omtalte det for jer.

Saalænge I Danske bevarer denne Vane at søge Fejlene hos Andre, hvor I har dem selv, saalænge vil det neppe gaa godt.

Os og vor Plads kjender I nu slet ikke. Netop nu modtager jeg fra den danske Forlagshandel udgivet og samlet Tegningerne fra Formælingshøjtideligheden. Paa Titelbladet staar de tre Rigers Vaaben, men allerede under første Billede, Hovedbilledet, de to Formæledes Portrætter, staar det danske og svenske Vaaben med Udeladelse af vort. Dette har vakt, (netop efter hvad nu er passeret; thi nu maatte de dog være varskuet!) en sand Harme. Saadant oplever vi daglig, og hverken agter vi at taale det, eller agter jeg længer i Godmodighed at svare paa dine Dumheder derom. – Vil I ikke forstaa os, nuvel, vi indretter os derefter, og jeg maa ligeoverfor dig gjøre det samme. Vil du have med mig at gjøre, da er jeg glad derved, jeg sætter stor Pris paa dig, og endnu større paa det, du som en Helt har offret dig. Men vil du ikke behandle mig med Forstaaelse og Hensyn, saa maa jeg bryde det hele Forhold, saa ondt det end gjør mig; thi jeg sidder i store Arbejder og trænger Ro af mine Venner. Dette er ikke Ord, men Beslutning: kommer der eet Brev til af den Sort, trækker jeg mig tilbage til mig selv fra dig og Tidsskriftet.

Jonas Lie har faat Billetten.

Bjørnst. Bjørnson.


Til Rasmus Nielsen og Rudolf Schmidt.

Paa Grund af Meningen i vedlagte Afskrift, som efter hvad der i denne Sag er passeret, stiller mig i et falskt eller latterligt Lys – kræver jeg:

1) enten at den Mening, som Stedet indeholder, rettes derhen, at Forf., gjørende Afbigt, fortæller, at det var en Fejltagelse af det rette Forhold, som her lagde Ordene, –

2) eller (da hint neppe vil ske, saasom Tilstaaelsen er skjæmmende for en dansk Historiker,) – næste Hefte mælder min Udtrædelse af Tidsskriftets Redaktion.

ærb. Bjørnst. Bjørnson.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling med danske 1854-74

Brevsamlingen inneholder ca 400 brev fra korrespondansen mellom Bjørnson og mange av hans danske kontakter i årene 1854-74.

Brevene som er tatt med, er tatt med for å belyse forholdet mellom Bjørnson og Danmark eller hans holdning til teater, litteratur, politikk eller religion. Korrespondanse som er veldokumentert fra andre sammenhenger, er utelatt. Som brevskriver var Bjørnson ikke først og fremst kunstner. Brevene er derfor språklig sett ikke like gjennomarbeidet som de skjønnlitterære verkene. Tvert i mot skrev han sin hjertens mening og ga fryktløst og direkte uttrykk for hva han mente, som oftest for å overbevise mottakeren om et bestemt standpunkt.

Les mer..

Om Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson var Norges store nasjonaldikter i siste del av 1800-tallet og regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han fikk stor betydning mens han levde, både som forfatter og i samfunnsdebatten. Han skrev dikt, noveller og skuespill ved siden av arbeidet som journalist, teater- og litteraturkritiker. I tillegg skrev han mange tusen brev der han i klartekst ga uttrykk for sine meninger. Mange av disse brevene er utgitt senere.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.