IV. JAN VAN HUYSUM, BLOMSTERMALEREN

«Vær forsigtig, Navnløs,» siger den Fremmede, «disse Ruinernes Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»

Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Margarethas Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.

«Ha!» raaber den Fremmede. «Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»

Adrian: «Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og han mumlede atter:

«Ve det Vanvid, ve mig Stakkel,
ve mig meer end Øjeblinde,
tvivlte jeg om Guds Mirakel!»

Den Fremmede: «Du maa overlade mig dem, Gamle.»

«Nej, nej, nej!»

«Du maa. Jeg vil betale dem.»

«Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.»

«Troer du?» Og han kaster sin Guldbørs til Adrian.

«Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»

Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. «Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!» Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. «Er du fornøjet?»

«Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?»

Den Fremmede har trukket sin Daggert. «Ikke dit Liv, men Blomsterne.»

«Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere Liv, de ere Liv!»

«Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i denne.»

Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med Haanden paa Hjertet.

«Benjamin, Benjamin, mit Barn!» hviner Oldingen, og synker tilbage med Døden i sit Aasyn.

Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.

«Hvad gaaer af dig, Dreng? Navnløs, Navnløs, min Dreng, fik du ondt af denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?»

Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.

«Hvad er dette? Ha, der var
Blod paa Qvisten, som jeg skar,
Blod som i en Vunde aaben,
og en Draabe paa mit Vaaben.
Men nu er jo alt forsvundet;
Smerten vel, men ej min Angst
midti Glæden for min Fangst,
er jo lykkelig forvundet.
Rædsel! var da min afsjelte
Yndlings Livsenssnor forbundet
her med denne Knop? og dvælte
da hans Genius i den?
Mon sit Liv med den han delte?
Dobbelt, med fornyet Kraft
synes det indblæst igjen
i dens friske Purpursaft.
Knoppen synes vakt af Dvale,
vaagen Gejst i sig at hilde,
og dens Læbe, blot den vilde,
digtende at kunne tale.
Jeg maa derfor raskt mig skynde,
ende, som begyndt at synde;
jeg maa skynde mig før du,
Rosengeist, forandrer Hu,
før du lyster at forlade
dine saa forvandte Blade.»

Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. «Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig.»

Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.

«Ha, hvo har negtet Jan van Huysum, Blomstermaleren, en Buket?»

Inden tre Sekunder prange Adrians Blomster i Malerens Vase. Der er ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et Gudehjerte.

Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, vaagnede den Gamle.

«O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han med Hænderne for Øjnene.

«Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt.

«Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»

«Ja, ja, han var det … min Benjamin; og du har myrdet ham, myrdet dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en Tusinddeel Lige for Lige – du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at kunne døe som jeg.»

Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. «Djævel!» stønnede han endnu, «du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og saa ikke mere.

«Men jeg veed hvad jeg vil gjøre, og hvad jeg kan gjøre,» raabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, «ja jeg veed hvad jeg vil gjøre. Hvo har nægtet Jan van Huysum en Buket?»

Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end nogensinde.

Man holdt disse Egenheder for Træk af en Originalitet, der tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være den han var.

Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem.

Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig rammede Mesteren: Vanvid – som det hedte, over sit Barns Slethed.

Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: «Benjamin! Benjamin!» Det var i de tungeste Timer. Da lettede han sig ved at pensle paa Rosenknoppen.

Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet. Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke – visselig ikke nødvendigt uden for sløvere Øjne for de Heems, Blomsterdigterens, Skyld, «Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til van Huysum som Pereira til Velasquez og Alonzo de Tobar til Murillos. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der nogle Uefterligneligheder af Fluer, Snegler og et Fuglerede og ogsaa et Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig selv med at det var den blotte Natur han havde malt.

Endelig engang i et lyst Øjeblik – Blomsterne syntes at bøje sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede – sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: «Jan van Huysum fecit.»

Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.

Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre Blomster, hvor de falde.

«Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. «Det var din Taare.» Og han fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans Hjerte.

Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i vore Hjerter.

Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft. Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de mirakelherlige Draaber paa Jan van Huysums Blomsterstykke.

Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt som Brostenene.

Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.

Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer. Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa «Santa Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez’s «Familie,» en «Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere.

Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkerne, end med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem enhver af Blomsterne og Individerne i hans «Familie» efter Velasquez. Det loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian.

En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger ærbødig tilside. «Følg mig!» siger han venligen, «Du er Maler.»

Det var Mesteren David, som førte Gros, «Amor og Psyches» Maler, som sin Discipel til sit Atelier.

Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte Jan van Huysums Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det forekommer mig som om der ogsaa finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to Roser paa Jan van Huysums Blomsterstykke.

– – Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om Jan van Huysums Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf?

«Men nu veed jeg dog hvorledes
slige Blomster bleve til.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.