II. DEN HOLLANDSKE FAMILIE

«Alonzo de Tobar! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!»

Alonzo de Tobar, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er bleven tilbage. «Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»

Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken.

Fortvivler han endnu over den store Murillos’s «Santa Katharinas Trolovelse» eller over Velasquez’s «Familie.» Ha, der jage de sidste Kyradserer forbi og raabe: «Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!»

Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne male en «S.ta Katharinas Trolovelse.»

Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos’ Fødeby, da styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig mod Kjættere. Dem bekrigede han, mens han var hvervet til at bekrige det politiske Folk, hans Herres Fiender.

Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der skyder sig op af Choret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn.

Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens Datter Katharina stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. «Alonzo de Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet han paa de Andres Skuldre svinger sig op i Chorvinduet, og seer ned i den flammende, qvindefyldte Kirke. «Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis de l’enfer! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?»

Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af de luxembourgske fils perdus, han mister sit Ulvenavn, han bliver hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne Landsbyes Ødelæggelse.

Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen til, jublende mellem sine Kamerader «en la honra de nuestra Sennora!» men denne Landsby, denne var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen; Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene.

Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren.

Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders, Præstens, Huus, dette der ved Siden af Kirken, det ærværdigste af dem alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave udenfor, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flammerne slaae ud.

Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens, Nederlandenes Vidunder. «Katharina,» mumler han – og der kommer Liv i Rytterens nedbøjede Skikkelse – «jeg har seet Katharina, min Katharina, ikke Murillos’, og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos’ Katharina forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars «Katharina» skal overgaae Murillos’ som en Engel overgaaer det herligste Menneske!»

Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte Arme, som korsfæstet, stormer imod sin Faders Dør. «O milagro de Dios!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forfærdelse, aabnede Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: «Katharina! O Gud være lovet!»

«Hun er en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes Lokker. O milagro de Dios! Det er et Vink fra Himlen.»

Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. «Himlen er barmhjertig; Alonzo de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos’ Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos’ Katharina og skabt i hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar.

Alonzo stormer rasende mod Døren. «Ayuden los angelos! Vanvittige, ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end Flammerne.»

Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian, med Bibelen opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina, der ilsomt havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden om sin Brudgoms, Johans, den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og Tvillingsøsteren Anna, «Anna liden,» med Hovederne i Moderens Skjød og bedækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger – maaskee Narcissas Trolovedes Banemand – havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.

«Ayuden los santos! De komme!» larmer Alonzo udenfor. «Afvejen! Huset tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. «De komme!» raaber Johan, ilende mod Døren. «Paa Knæ!» befaler den Gamle. «Gud alene kan redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. «Frels os! Wallonerne …» hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. «Vi ville blive frelste!» raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have hørt sin Spaniers Stemme. «Ja, vi ville blive frelste» – jamrer Faderen hændervridende – «Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os før de Rædsomme – –»

Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger, hvor de kunne gribe ind.

«Herind! Herind, Kamerader! La doncella aqui!» Alonzos Landsmand, som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, har sprængt Døren. «Abajo los hereticos!» Wallonerne styrte ind; Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. «Det er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund – – –

– I samme Sekund…

Gud! Himmel! hvad er skeet?

Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, Ingen af dem har Katharina!

Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde Krigere viste sig i Døren rædsommere.

Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare brændte.

Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang aandede. «Var Hun din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med huul Stemme.

«Hvem?»

«Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa forstaae mig.»

«Jeg havde fem: Klara og Katharina og…»

«Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!»

Den Gamle leer ham op i Øjnene.

«Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog dine Tanker.»

Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.

«Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en Barmhjertighed.»

Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.

«Ve mig!» mumler Alonzo. «Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»

Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte – Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.

Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt sin Herre, tager Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos’ heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en «Santa Katharinas Trolovelse», hvori han er original, og som tvister med Murillos’ verdensberømte om Palmen, samt en «Familie», der ikke giver Velasquez’es meget efter. Idetmindste har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie.

Men hvem kjender Alonzo de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.