August Strindberg. Inferno

108August Strindberg har paa sin Livsvandring efterhaanden tilegnet sig og igen fratraadt enhver af dette Aarhundredes religiøse, sociale og litterære Ideer. Han har forkyndt enhver Sandhed med en Lidenskabelighed, som maaske blot har været en Forudfølelse af dens Utilstrækkelighed. Han har været besat og atter forladt af alle Tidens Doktriner, og – ikke som Bibelens frygtsomme Adam, men som en Adam af en ukendt Mytologi har han bidt i og spyttet ud alle Æbler paa Kundskabens Træ. Men under Doktrinernes Pust har hans Urnatur bevaret sin Saft og Sevje. Den primitive Menneskelighed har ikke kunnet svække sig i ham; hans Fantasi og Følelser har havt det sikre Grundhold i de enkle og oprindelige Drifter, som er fælles for Dyr og Mennesker. Derfor har han gennem alle sine Omskiftelser været den uomskiftelige. 109Indtil i hans uforlignelige Sprog har denne Karakter bevaret sig. Hans Ord er paa en Vis materielle, de virker ikke som Omskrivninger af Kendsgerninger, men som Kendsgerningerne selv. Han fører Haandgribelighedens geniale Stil.

Forenklingsdriften, Sort- og Hvidt-behovet, det oprindelige stridslystne Menneskes Hang mod den dramatiske Dualisme – alt dette ene og samme ligger til Grund for August Strindbergs digteriske som for hans videnskabelige Konceptioner. Han betegner med hele sin vældige Produktion et af Aarhundredets voldsomme og lykkelige Tilbagefald til Naturen.

I Livskampen – denne nødtørftige Tilværelsesformel – har hans Fantasi seet Rovbrunsten under de civiliserede Former, Kampen for den grumme Livsglædes Skyld og ikke allene for de mere eller mindre illusoriske Indsatser. Hans Storhed som Dramatiker beror paa denne ubarmhjertige Logik, hvormed han forbereder, udvikler og fuldbyrder den Proces, hvis Resultat altid er et Individs Tilintetgørelse ved et andet.

Den svage og den stærke, den svage benyttende alle Grumhedens, Snedighedens, Nedrighedens Vaaben, og den stærke allene fortrøstende sig til sin retskafne Intelligens – dette er Grundmotivet, som atter og atter varieres – og med vexlende Udfald af Kampen.

110De Ideer, som udgik fra Nietzsche, traf Strindberg i hans Urinstinkter og gav ham Ræsonen i den Kønnenes og Kasternes Tilintetgørelseskamp, som det var blevet hans suveræne Lidenskab at bivaane og skildre.

Hans Opgivelse af alle demokratiske Idealer forberedtes gennem Reaktionen mod Feminismen og fuldendtes ved hans Skolegang hos den tyske Filosof. Han stod dermed ved Enden af en Udviklingsgang, som allerede halvt var slynget i Ring om sig selv.

Han var fra den abstrakte Frihedsidealist i Begyndelsen af Syttierne bleven til radikal Socialist mod Slutningen af samme Decennium, derefter til utilistisk Forguder af «Naturen» og Bondeuvidenheden paa Civilisationens Bekostning – i Begyndelsen af Ottierne, og endelig vendte han henimod Overgangen til Nittierne alle sine gamle Idealer Ryggen og blev det, man med et forslidt Udtryk kalder radikal Aristokrat.

Samtidig har hans religiøse Ideer gennemløbet en parallel Omskiftelsesbane. Til den abstrakte Frihedsidealisme i Mäster Olof svarede protestantiske moralreligiøse Begreber, til Socialismen et indifferent Fritænkerstandpunkt, til Utilismen og Naturdyrkelsen en vag Panteisme, til Aristokratismen den uforfærdede himmel- og helvedestormende Ateisme.

111Magien er bleven den sidste videnskabelige Tilflugt for denne Aand som fordum for Doktor Faustus. For den, der ad videnskabelig Vej søger Erkendelse, gives der formodentlig heller ingen anden sidste Tilflugt, thi Magien afslører paa sin Vis det Princip i Naturen, som de andre Naturvidenskaber ikke er istand til at opdage, og som det for Menneskene dog er saa magtpaaliggende at faa opdaget.

At August Strindberg regnes for gal, fordi han «hat sich zuletzt der Magie ergeben» er et Udslag af det Ræsonnement, som udmærker alle Efternølere paa Erkendelsens Bane. – Magien befolker med Væsener det Universum, som de mekaniske Videnskaber har lagt øde og tomt. Den oprejser alle uddrevne Djævle, den kalder Pan tillive i de døde Skove og vækker alle Vandenes og Vindenes slumrende Aander. Og som Væsener forstaar vi blot Væsener; Love og Kræfter er blot Navne paa vore indbildte Forstaaelser. Derfor er Magien den naturlige Dronning over Naturvidenskaberne; den kan bespottes og forhaanes, men genopretter i Tidens Fylde altid sit tabte Dynasti. Saalænge Erkendelsestrangen ad Sansningens Vej søger sin absolute Tilfredsstillelse, vil Magien være det sidste Fortvilelsens Forsøg.

At den rejser sig igen af sin Grav, er ogsaa 112berettiget i den Forstand, som man kalder den historiske. Thi Historien fortæller om en periodisk Tilbagevenden af gamle Kendsgerninger, den forkynder den evige Tilbagekomsts triste Evangelium og illustrerer atter og atter det Ord i Bhagavad Gita, at ligesaa vist som Døden er det fødtes Lod, saaledes er Genkomsten det dødes.

I Udviklingens Kredsgang er efter Omstændighederne Newton eller Paracelsus den foranilende, og saalidt som nogen af dem var den første, vil nogen af dem blive den sidste. Til de Øjne, som ser i Dagen, vil den ene bringe Lys, som den anden til de Øjne, der er skabt for Dæmringen.

At et Individ lyder selve Universets Kredsgangslov er intet Tegn paa Vanvid, men paa intellektuel Energi og umættelig Erobrertrang. At August Strindberg, alle Videnskabers Adept, omsider maatte opdage samtliges Forfængelighed og hengive sig til den sorte Kunst, er derfor ingenlunde paafaldende.

En Aandstilstand er en Krystaldannelse af Ideer, og den kan gennemgaa en Opløsningsproces i den individuelle som i den almindelige Bevidsthed. For anden Gang i dette Aarhundrede truer en Magt i Menneskene med at sejre over det Fornuftsdespoti, der i et Par Aarhundreder har holdt den underkuet, og den vil sejre og atter underkues, atter og atter og atter –.

113Det karakteristiske for August Strindberg er, at han midt under sin Reaktion bevarer l’esprit scientifique. Han nærmer sig til det utilgængelige med Kolber og Retorter; han talte for nogle Aar siden i et fransk Tidsskrift om sine natlige Experimenter paa en Pariserkirkegaard: han forsøgte at fange de dødes Sjæle i en Flaske med et kemisk Stof, hvortil de skulde have Affinitet!

Og hans sidste Bog vrimler af Beretninger om lignende magiske og alchymistiske Foretagender. Men Magien er ikke andet end den videnskabelige Fornufts sidste konvulsiviske Anstrengelse for at gribe med Apparater det, som ikke engang Tanken kan gribe, at gøre til Genstand for ydre, sanselig Iagttagelse det, som blot kan anes af det indadvendte, roligt skuende Øje.

Men ved en Tanke som denne kan en Aand som Strindbergs ikke stanse; thi havde han kunnet stanse ved den, saa vilde han være begyndt med den. Hans Aands Hvileløshed, hans Ahasverussind er Kontemplationen fjendtlig. Men i Forhold til det evige er Aktiviteten en Pendelsvingen forbi og igen forbi det attraaede Punkt. August Strindbergs næste Bevægelse fører ham fra den experimentelle Yderlighed til en Troens Yderlighed og Udvorteshed, hvori han modtager ethvert Tilfældets Lune som et Varsel, en Trusel eller en Paamindelse 114fra et Forsyn, der udelukkende synes at have sine Øjne heftede ved hans mindste Skridt og ubetydeligste Gøremaal. Og dreven videre, fra Yderligheden til Yderlighedernes Yderlighed, udarter denne Forsynstro til en Art Forsynsskræk, en Paranoia, hvis skræmmende Genstand er selve Forsynet.

Paa dette Stadium af den psykologiske Proces glipper hans Selvkontrol, og Grænserne mellem det, som virkelig sker med ham, og det som blot sker i hans Indbildning, taber efterhaanden sin Klarhed og Fasthed.

Han gaar paa Vagt for ikke at overrumples, han udfolder et Skarpsind i at afsløre Forsynets og dets Redskabers Intriger, han fatter Mistanke til de tilsyneladende uskyldigste Ting – to Pinder, der ligger overkors i hans Vej, to Mennesker, der tilfældigvis hvisker i hans Nærhed …

Han forklarer sig denne fjendtlige Interesse fra Forsynets Side som et Udslag af dets Jalousi mod ham, der truede med at afsløre nogle af dets Hemmeligheder. Det er Zevs’s Glenter, som igen hugger i Lysbringernes Lever!

Billedet af hans Sjælstilstand vilde være ufuldstændigt, om jeg blot nævnte Symptomerne paa det, man kalder Forfølgelses- og Storhedsvanvid. Fra Følelsen af at være den af Forsynet forfulgte, springer han pludselig om i en momentan Glædes 115Tillid til at være den af Forsynet beskyttede og særlig benaadde, om end haardt tugtede – for Forseelser, han i dette eller et tidligere Liv maatte have begaaet. – Og paa den stolte Prometev’s trods følger pludselige Reaktioner af Anger og Ruelse og ormeagtig Prostration. Og mellem Udbruddene af Livslidelsens afpressede Skrig kan der ligge klare Øjeblikkes Fred og Stilhed og Forsoning. Jeg kunde nævne hans Afsked med den barmhjertige Søster eller hans Møde med sit Barn. –

For Dybenes Rædsler maa den pinte Sjæl søge en Forklaring og en Mening. Og denne logiske Søgen beviser, at Vanviddet ikke har omsløret den uroligste og mægtigste af Tidens Hjerner. Han finder i Swedenborgs Helvedeslære en Slags Retfærdiggørelse af sine Plage: Selve Livet er Helvede. Helvedes Ild er Begæret, og dets Pine Kvalmen efter ethvert Begærs Tilfredsstillelse. Og med Neophytens Iver gaar han med paa alle de fantastiske Enkeltheder i den Swedensborgske Dæmonologi og finder deres Sandhed stadfæstede i sine egne Oplevelser.

Men Formaalet med dette Helvede er lige dunkelt. Han kan angre sit Liv og sine Gerninger, sit Oprør, sin Trods, men vilde ikke Angeren selv være et Oprør og en Trods mod Forsynet, mod de Magter, som udkaarede ham til sit Plageris? 116Er det ikke at sige til Magterne: «I har ladet mig fødes med et Kald til at straffe, til at omstyrte Afgudsbilleder, anstifte Oprør, og derpaa unddrager I mig Eders Beskyttelse og lader mig staa til Bespottelse og tilbagekalde, hvad jeg har forkyndt. – I min Ungdom var jeg en oprigtig Troende, og I har gjort mig til Fritænker. Fra Fritænker har I gjort mig til Ateist, fra Ateist til Troende paany. Inspireret af humanitære Ideer har jeg rost Socialismen. Fem Aar senere har I bevist mig det urimelige i Socialismen. Alt det, jeg har profeteret, har I gjort til Løgn! Og sæt at jeg vier mit Liv til Religionen, saa er jeg sikker paa, at I inden ti Aar vil have modbevist Religionen.»

Dette Sprog ovenfor «Magterne» er fuldt af Humor i al sin dybtfølte Bitterhed, og overhoved: det paradoxale ved Bogen er, at dens hjerteskærende Alvor krydses af Indfald af den vildeste Komik. Denne Komik beror netop paa Modsætningen mellem Digterens subjektive Alvor og Absurditeten af de Forklaringer, han underskyder sine Oplevelser. Han oplever f. Ex., at hans Svigermoder trakterer ham med Kalvehjerne i brunet Smør – en af de Ting han nærer stærkest Uvilje mod. I hans Fantasi svulmer denne Hændelse op til et af Leddene i de fjendtlige Magters Taktik 117imod ham –: «Det är for mycket!» udbryder han. «For i Världen tilskref jag kvinlig elakhet alla mina olyckor; nu urskuldigar jag den oskyldiga och säger inom mig: det är Djefvulen!»

Og naar han om Natten i sit Kammer pludselig vaagner i et Anfald af angina pectoris og føler det, som om Hjertet suges ud af hans Bryst – saa flygter han ud af sit Værelse, lykkelig over i sidste Øieblik at være undsluppet et infernalsk Mordforsøg, foranstaltet mod ham, Kvindehaderen, af Blaastrømpernes Verdensliga, der har opstillet Batterier i hans Sideværelser for at tage Livet af ham ved Elektricitet.

Under Reflektionens daglyse Momenter kan han sige sig selv, at han er nervøst ophidset eller lider af Forfølgelsesvanvid, men naar Mørket ophæver Tingenes sanselige Værdier, kan Spøgelserne ikke længer huses som Sygdomme i Sindet eller Rykninger i Hjertekulen …

Mørkets Reflektioner giver andre Resultater end Dagens; de finder Støtte i gamle Følelser, gammel Skræk, gammel Tro. Mørket kræver Regnskab, i Mørket skinner de dulgte og glemte Ting, som er Samvittighedens Forfærdelser. Alt, som var Indbildning, bliver Sandhed, og alt som [var] Sandhed bliver Løgn; alt fordum tilbedt er den mørkrædde villig til at brænde, og alt, 118hvad han fordum har brændt, er han villig til at tilbede …

Det er Nattens og Mørkets Dæmoner, som stjæler Fæstet bort under Reflektionen, saa Ideerne, Indfaldene, Antagelserne styrter i svimlende Fald mod de dybeste Afgrunde … «Om natten falla tystnaden och ensligheten öfver en, öfvermodet skingras, hjertat slår hörbart och bröstet beklemmas. Då fall på knä, ut igenom fönstret ned i törnhäcken for att söka läkare eller få fatt på en kamrat, som vill sofva i samma rum som du …

Träd in ensam nattetid i din kammare, och du skall finna någon där före dig …

Hvart gån I då, I alle som liden af sömnlöshet, som vandren omkring på gatorna och vänten på soluppgången? … »

Accenten i Linjer som disse vidner om Virkeligheden af de Pinsler, denne Bog fortæller om. Den er ikke bestemt til at være et Kunstværk, og den er derfor blevet mere: en Række Meddelelser fra et Menneske, som sætter alle Hensyn til sig selv og andre, til sin Fortid og Fremtid tilside for det Maal: at faa meddelt sig. Og Meddelelsen har en elementær Kraft, som de bedste af Strindbergs Skrifter og som maaske ingen andre Skrifter end hans bedste. Den paatrænger sig den sløveste 119med sine Forfærdelser, sin Sorg, sin Patos, sine Raab fra Dybsens Nød. Og der er en Energi i dens Oprigtighed, som hæver den op blandt de faa Bøger, der har været Frugter af de dybeste menneskelige Lidelser.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.