Bøger og Billeder

av Nils Kjær

Henrik Ibsen

16Henrik Ibsen hyldes ikke af et Folk, men snarere af den hele Menneskehed. Hans Ry er voxet udover den ganske Verden, og Solen gaar ikke længer ned bag hans Berømmelse. Denne Kendsgerning, som indtil Overflod repeteres, saa ofte den store Digter nævnes, er imidlertid et af Udgangspunkterne for Bedømmelsen af hans Personligheds og Værks Karakter.

Hvorfor er Henrik Ibsen fremfor nogen bleven Tidens og Verdens Digter?

Han har omhyggelig unddraget sig Popularitet. Han har instinktivt skyet enhver betraadt Vej. Han har bevidst trodset enhver herskende Smag. Han har som ethvert ægte primitivt Geni begyndt fra nyt af, som om ingen før havde digtet og tænkt Verden.

Men hermed er allerede Hemmeligheden med 17at blive Tidens og Verdens Digter afsløret. Den som helt formaar at udtrykke sin egen inderste Ejendommelighed, finder et Udtryk for Millioners; thi det Element, som er selve Livsilden i den store Digtning, er ikke den Enes, men Alles.

De Kampe og Konflikter, de Sejre og Nederlag, som det Ibsenske Drama opruller, er evige, fordi de er Personlighedens egne. Under skiftende Forhold og Former kommer de igen overalt, hvor det enkelte Menneske tillægger sig selv nogen Betydning udenfor den, hans borgerlige Stilling tillægger ham, overalt hvor det enkelte Menneske anser sit Liv for et Spil om andre Indsatser end de smaa Goder, der ellers vipper mellem Vinding og Forlis, – overalt hvor det enkelte Menneske strebend sich bemüht.

Den Ibsenske Digtning er en Fremstilling mindre af Sejrene end af Nederlagene i denne Personlighedens Selvopholdelseskamp, og de kæmpende og slagne er endnu blot spredte Protagonister foran den store staaende Hær af sløve og forkomne Ikke-kæmpende.

Ibsen har gjort sine Iagttagelser og samlet sine dyre og pinlige Erfaringer i et bestemt lidet Samfund. Men uden at tabe sit Særpræg kan dette Samfund repræsentere dem alle, fordi de Sammenstød, som der foregaar, de Interesser, Synsmaader, 18Lidenskaber, som der trænges om hverandre, har en almenmenneskelig Karakter. I selve det moderne Samfunds Bygning ligger Foranledningen til alle de Konflikter, som Digteren har behøvet for at illustrere sin Tanke. Samfundet er i og for sig det upersonlige, det forudsætter og kræver en Balance mellem de forskellige Kræfter, som rører sig i det, og Ligevægtsloven indskrænker Livsytringerne og udjævner Modsætningerne, de enkelte Mennesker maa som Dele underordne sig Helheden.

Men den enkelte er igen et Hele, en Enhed bunden af en højere Lov end de praktiske Foranstaltninger, hvorpaa Samfundet er grundlagt. Og lyder et Menneske denne sin egen Lov, stiller det et Krav til sig selv højere eller udenom Samfundskravet, saa bryder det allerede med de Forudsætninger, hvorpaa Samfundsdannelsen hviler.

Føleligere end i de store Samfund bliver denne Konflikt i de smaa. I det lille Samfund er Fattigdommen til Huse, alle aandelige Kræfter maa tages i det umiddelbart Paakrævedes Tjeneste, og en Kraft hvis Resultat ikke kan øjnes indenfor Ringen af det alment ønskværdige, bliver let mistænkelig. Personligheder og Meninger vil der end lettere blive et Bytte for Partiet og Menigheden, og det egentlig triste ved det lille Samfund er 19dette, at Modstanden mod den enkelte og afvigende paa sin Vis er økonomisk berettiget.

Ibsens Tanke har altid været beskæftiget med dette Problem, og hans Værker er Udtryk for de forskellige Sindsstemninger, hvori han har nærmet sig det: Harme, Forhaabningsfuldhed, Mismod, Haabløshed, – men de er tillige Udtryk for hvorledes Problemet stadig indvikler sig, skyder Rødder, forgrener sig, mangfoldiggør sig under hans Grublen, thi Loven for hans Tanke er en Gravitationstendens, der stadig sænker den mod Dybene.

Den Middeltemperatur, Samfundet behøver for at blomstre, tilvejebringes ved særlige Beskyttelsesindretninger for Middelmeninger, Middelfornuft, Middelhaab og Middeltro, middels Laster og middels Dyder. Og mod hele denne endrægtige Middelmaadighed har den enkelte ensomtstillede at kæmpe. Jeg skrev netop at Modstanden mod denne Stormløber var økonomisk forsvarlig, og ved at følge Ibsens Tanke et Skridt videre finder vi, at den har en dybere Berettigelse.

I Værker som Samfundets Støtter, Et Dukkehjem, Gengangere kommer en saadan Tanke ikke tilsyne. Ibsen forfægter der Befrielsen for enhver Pris fra Hykleriet, Løgnen, Halvheden, der dækker sig under Samfundsinteresserne. Men allerede i Brand ser vi Konflikterne strammes 20om den uløselige Modsigelse, at Forfølgelsen af et højt personligt Maal sker paa selve Lykkens og Leveevnens Bekostning. Og denne Modsigelse er Emnet for hele hans følgende Digtning lige indtil det sidste sørgmodige Værk, hvor Oldingen som fra et Nebo kaster et Blik, ikke ud over noget forjættet Land, men udover den Ørken, hvorigennem han har fulgt Menneskenes Vandring.

Henrik Ibsen har stillet de højeste Maal for Menneskene, men han har ikke skjult deres Utilgængelighed; han har været Digteren for dem, som ikke ønsker at lade sig blænde.

Det er bleven sagt, at det intellektuelle Element, som er det skillende, er mere fremtrædende i hans Digtning end det emotionelle, som er det samlende. Han er de samtidige Russeres store Modsætning, men hans Digtning er ikke mindre end deres gennemtrængt af de store fællesmenneskelige Sindsbevægelser, selv om det fluide kaotiske Indre er dækket af et plastisk Lag.

Digter og Digtning har en Holdning, som til Gengæld har meddelt Beundrere og Beundring en tilsvarende Holdning, en Etikettens Stivhed i Ytringen.

*

De Digtere er snart talte, der har staaet over Menneskeheden fra Slægt til Slægt som Stjærner, 21der hver for sig har sin egen Glans, og sin egen Betydning. Men de er talrige nok til at enhver, som opmærksomt læser dem, kan faa en klar Forestilling om de skiftende Tiders Mennesker med deres Egenheder i Tænkning, Følelse og Lidenskab. De har været sin Tids ypperste Kendere og sin Tids fuldkomneste Udtryk, men de har tillige i sin Personlighed og i sin Digtning forenet alle de dybest menneskelige Egenskaber, der gør dem fattelige og tiltrækkende for alle Tider og alle Folk.

For vort nittende Aarhundredes sidste tvilende, spejdende Slægter er Henrik Ibsen den store typiske Digter.

Han savner alle litterære Forudsætninger inden sin egen Nation. Han staar ensom og høj i vor Litteratur uden Forgængere og uden Efterfølgere. Vi er vant til, at den fremmede Kritik konstruerer et alment nationalt Karakterfundament som Forklaring af den Aand, som afspejler sig i de Ibsenske Værker:

Han er Søn af et Folk, der bor ved Periferien af den beboelige Verden, hvor Sindene kues af Vinterens Magter, og Livets flygtige Glædesglimt betragtes som Fristelser, hvor endvidere Reflektionen begraver sig i etiske og religiøse Problemer, og Fantasien fyldes af alle de vilde og groteske Syner, som Angsten kan digte.

22Men en Folkeindividualitet er mangfoldig nok til at forklare ethvert Sinds Ejendommeligheder, derfor forklarer den ingen af dem. Om Ibsens Forhold til sit Folk er foreløbig intet mere at berette, end at det har skaffet ham Modeller til de typiske Skikkelser i hans store Menneskegalleri, og at det har givet ham de første bedske Livsindtryk, som har farvet hans Verdens- og Menneskebetragtning.

Enkelte Mennesker fødes med et Langsyn og en ustillelig langvejsdragende Længsel mod noget, som er bedre, større og højere end alt, det Livet byr paa. De ser ofte over og forbi den Verden, de lever i, og bliver fremmede og uvirksomme Drømmere. Henrik Ibsen var af Naturen udrustet med en exalteret Følelse af det absolutes Realitet, men ikke mindre fremtrædende hos ham var hans ubedragelige Virkelighedssans og praktiske Energi. Det høje Livs- og Menneskeideal, som havde sin Grund i hin Følelse, kunde ikke forsones med de Erfaringer om almenmenneskelig og altformenneskelig Ringhed, som Livet bragte ham, men istedenfor at opgive enten Idealet eller Virkeligheden, tvang hans Natur ham til at fremholde for Menneskene de ideale Krav, og lade disse dømme dem. I Bygmester Solness, denne mærkelige retrospektive Selvbekendelse sammenligner han sin Ungdoms Digtning med Kirkebygning. Han vilde føre Menneskene 23ind under de høje, stille Hvælv, hvorunder han selv levede, men Menneskene vilde ikke, eller de kunde ikke. Kravene var for store, de maatte stilles efter Menneskenes Evne for ikke at blive unyttige.

For enhver Profet kommer der et Tidspunkt, da han finder det fornødent at forlade Bjerget og Ensomheden og stige ned til Menneskene. For Ibsens Vedkommende indtraf dette, da han havde fuldendt sit sidste filosofiske Drama og skred til uden Omsvøb og i almindelig Prosa at digte om Tidens Mennesker.

Det lille norske Smaabysamfund, som han havde studeret med Uviljens Skarpsind blev det sikre Virkelighedsgrundlag for hans Digtning og det forenklede, overskuelige Billede paa det større Samfund med dets videre Forgreninger af menneskelige Interesser og dets større Spillerum for menneskelige Passioner.

Det lille Smaabysamfund præsenterer Livsformationerne under Velanstændighedens Laag. Alle Laster lever der, men i indgetogen Stilhed og allene Hykleriet og den Fejghed, der kalder sig Beskedenhed, voxer frit og skærmer som Skræppeblade alle de andre.

Her har vi det typiske Milieu for Handlingen i de efterfølgende Ibsenske Dramer. Indenfor 24dette snevre Omraade udkæmpes Striden om de højeste ideelle Indsatser og afgøres gennem Sejre og Nederlag menneskelige Skæbner. Uden Nænsomhed blotter han Hykleriet, Løgnen, Fordommene, Egoismen hos de velagtede Borgere, som er dette Samfunds Støtter; og han nøjer sig ikke dermed, men han angriber selve de Institutioner, der endnu mere end de enkelte Personer betragtes som Moralens og Almenvellets Fundamenter; han trækker frem alle lønlige Brøst af deres Gemmesteder og alle skimlede Forestillinger, der som Gengangere lever i Menneskenes Bevidsthed og lammer al modig Villen og Handlen.

Det første Arbejde fra denne Periode, Samfundets Støtter, er endnu forhaabningsfuldt i sin Udgang. Nemesis, der med Rette burde rammet Borgerdydscharlatanen, afvendes af milde Kvindehænder, ja han overøses med ufortjente Velsignelser, og Sandhedens og Frihedens Aand kommer til Roret uden Blodsudgydelse. – Der er ikke saa megen Glæde i Himlen over en Tartuffe, som omvender sig.

I Et Dukkehjem er derimod som bekendt Slutningen et Brud, en Opløsning af en Institution tilbedste for Personlighedens Frigørelse, og i det tredje og sidste af disse Arbejder, i Gengangere, er alle Anklagepunkter mod de bestaaende Fordomme, 25den bestaaende Moral, det bestaaende Samfund samlede og fortættede som i en Quintessens i Fru Alvings Reflektioner, der faar sin triste Bestyrkelse ved Tilstedeværelsen af Løgnenes og Lasternes ulyksalige Offer.

Skriget mod Gengangere fremkaldte en Replik, nemlig en Folkefjende, og fra dette Skuespil af daterer sig en ny Periode i den Ibsenske Digtning. Han havde, som han selv udtrykker det, villet bygge Hjem for Menneskene, og han havde begyndt med at nedrive de gamle. Men Menneskene befandt sig vel i sine gamle Kaserner og rasede mod Omstyrteren. Hvis Ibsen endnu nærede noget Haab til sin reformatoriske Virksomhed, saa har han dengang ladet Haabet fare. Derpaa tyder hans næste Arbejde, Vildanden, denne bitre, tveeggede Anklage, hvormed Digteren forlader Kamppladsen. Han forlader den som en erklæret overvunden, men Nederlaget har givet ham den nye, dyre Lærdom, at Løgnen er Menneskenes Lykkebetingelse, og at den, som vil udrydde den, bekæmper en af Livets fundamentale Magter.

I Rosmersholm er denne Reflektions første Bedskhed afløst af en dyb Sørgmodighed. Dette Drama er det skønneste og rigeste af hans Manddoms Værker. Det har en høstlig Skærhed og Stilhed over sin Sorg. Det er et Udtryk for den 26dybe menneskelige Ve ved Tabet af de Illusioner, som gav Livet dets høje Mening …

Rosmer er en Modsætning til de Personer, Ibsen plejer at lægge sine egne Tanker i Munden. Han er en svag, lidet handlekraftig Natur, men hans Karakter modsvarer sikkerlig den Sindstilstand, Digteren var i, da han undfangede dette Værk. De efterfølgende Skuespil betegner en stadig uddybet Reflektion over de etiske Problemer, som allerede fra Ungdommen havde beskæftiget Digteren.

Tænker man paa Ibsens Værker, skrider en lang Række af uforglemmelige Personer igennem ens Erindring. Man kan sige om disse Personer, at de altfor meget er Repræsentanter for Ideer og Synsmaader, og at de er for meget reflekterede til at virke genuint menneskeligt. Men man beundrer ligefuldt den Kløgt, hvormed Digteren altid forstaar at slynge sin egen Tankes Traad gennem de individualiserede Personers ufuldkomne Reflektioner og abrupte Samtaler. Der har været skrevet meget om den Ibsenske Dialog, som uden at forlade Dagligtalens vante Veje lydigt og villigt afspejler Digterens originale Spekulation. Men saalidt som Dialogen nogensinde bliver abstrakt, mister Personerne selv sit Fæste i den virkelige Verden og indbøder de sin oprindelige Karakter ved at udtrykke Digterens egne Tanker. Tiltrods 27for at han altid har et videre Maal isigte end at oprulle et Stykke konkret Virkelighed, taber denne ikke et Øjeblik sit Skin af Objektivitet, det skulde da være i enkelte af de sidste svagere Værker, hvor Dialogen og Optrinene taber sin Mening, medmindre de opfattes som Tegn og Antydninger.

Læser man Ibsens Værker i kronologisk Rækkefølge, slaaes man af Kontinuiteten i hans Udvikling. Den frembyder ingen Spring og ingen Vaklen. Den er logisk fremadskridende uden Afbrydelser eller Ombestemmelser. Alle Erfaringer synes udtrykkelig tilkaldt for at befæste det apriorisk Tilstedeværende eller fremskynde dets Udfoldelse. Tidsstrømmene har beskyllet og befrugtet hans Haver, men aldrig oversvømmet dem.

Hans etiske Grundanskuelse har altid været den samme. Hans høje Ideal har altid været Personlighedens Frigørelse; han fremstillede dette Ideal i sine første store Digtninge; han viste i sine samfundssatiriske Værker, hvorledes dette Ideal blev nedtraadt og mishandlet af Middelmenneskeligheden, og han digtede sine sidste Værker om de Hindringer, de Tvil og Skrupler, som indenfor selve Personligheden modsætter sig dens Frigørelse.

I Modsætning til de fleste moderne Digtere har han yndet at fremstille viljestærke og handleføre Mennesker, og denne Forkærlighed hænger 28sammen med hans etiske Interesse. Det er Handlingerne, som dømmer Menneskene. Men samtidig trykkes hans Mennesker af en syg, grublende Skyldtyngsel, fordi Handlingernes ustanselige og uendelige Konsekvenser aabenbarer sig for dem, før eller medens eller efterat de handler. De rammes i sin Samvittighed af Reculen.

Hans Psykologi er Mistroens. Dette indeslutter, at den har et etisk Formaal. Han maaler Menneskene med et Maal, som han forud har dem mistænkt for ikke at holde. Hans Digtning er en Række Experimenter, hvormed hans Pessimisme søger og finder sin Retfærdiggørelse. Han stiller Menneskene i Situationer, hvorved deres Gehalt prøves og stemples, og han samler den dramatiske Interesse netop om Gehaltprøven. Ethvert af hans Dramer synes mig at have en syllogistisk Karakter; de fører frem til et Resultat, der udtrykker en almindelig etisk Lov, og afsiger en Dom paa Grundlag af denne Lov. Hvert af hans Dramer kan i en vis Henseende betragtes som Led i en stor Bevisbyrde mod Menneskene.

Der har været svunget mange Svøber over Menneskene, og Svøben er selve Civilisationens Redskab. Guds første Ord til Mennesket var et Du skal, og det Ibsenske Værk er et Ekko af Guds Befaling.

29Det savner den uregelmæssige, overraskende Skønhed. Reflektionen har i de senere Dramer forknyttet Fantasien, Planen har behersket Enkelthederne, Loven har underlagt sig Vilkaarlighederne; men i sin ensformige, linieædle Storhed rager det frit og ensomt op som et Bjerg med alle Jordens Længsler mod Højden.

Et højt, imponerende Værk, langsomt og sikkert opbygget af en Aand, der har lydt en Lov og aldrig et Lune, mægtigt i sin Fjærnhed og i sin Kulde og bestemt til gennem Tider at drage Menneskenes Øjne og Tanker og undertiden deres Hjærter.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Bøger og Billeder

Bøger og Billeder kom ut i 1898. Samlingen inneholder åtte essays om litteratur og kunst som tidligere hadde stått på trykk i tidsskriftene Kringsjaa og Ringeren og i avisene Morgenbladet og Verdens Gang.

I essayet «Werther» tar Kjær for seg Johann Wolfgang von Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser. I «Henrik Ibsen» forsøker han å besvare spørsmålet «Hvorfor er Henrik Ibsen fremfor nogen bleven Tidens og Verdens Digter?». De øvrige tekstene handler om italiensk kunst, August Strindberg, den franske filosofen René Descartes, den belgiske forfatteren Maurice Maeterlinck, den tyske renessansekunstneren Albrecht Dürer og E.T.A. Hoffmann, som var en av de mest betydningsfulle tyske forfatterne i romantikken.

Les mer..

Om Nils Kjær

Nils Kjær var, som en av de første i norsk litteraturhistorie, skribent på heltid. Han anmeldte litteratur og teaterforestillinger og skrev reisebrev, essays og epistler for avisene. I tillegg skrev han fem skuespill og noen noveller.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.