Maeterlinck

48En ung belgisk Kritiker, Monsieur Picard, der fornylig i et fransk Tidsskrift forsøgte at analysere den belgiske Folkesjæl, gør Front mod den gængse Anskuelse, at Belgien blot er en kunstig Statsenhed, hvis to Befolkningselementer, det nederlandske og det franske, viser ligesaa liden Tendens til at smelte sammen som de to Sprog. Ifølge ham er Racernes Sammensmeltning langt mere fremskreden end Sprogenes, den er i Virkeligheden ikke længere en foregaaende, men en fuldbyrdet Process. Trods Wallonernes franske og Flamlændernes nederlandske Sprog maa de siges at danne en Nation med en udpræget etnisk Individualitet.

Belgiens moderne Litteratur synes at styrke denne Anskuelse. Den har sin nationale Egenart, og denne Egenart er ikke mindre fremtrædende i 49dens franskskrevne end dens flamskskrevne Del, – som rimeligt kan være, efterdi de Ejendommeligheder, der her er Tale om, er for dybe til at kunne paatages eller aflægges med det sproglige Klædebon.

De færreste Navne i moderne belgisk Kunst og Litteratur vil herhjemme vække nogen Forestillinger. Til egentlig europæisk Berømmelse er neppe mere end to af disse Kunstnere naaet, den ene er Felicien Rops, kendt og beundret af nogle faa for sine sataniske og vellystige Gravurer, den anden er Dramatikeren Maurice Maeterlinck, hvem de efterfølgende Linjer angaar.

*

Maurice Maeterlinck skriver fransk, men han er Flamlænder af Fødsel og Gemyt. Han har heller ingen litterære Forudsætninger i Frankrige; hans Drama har intet tilfælles med dets moderne psykologiske eller dets moderne moralfilosofiske Skuespil, og det har heller intet tilfælles med det ældre franske Karakter- og Handlingsdrama. Det er en Kunstart for sig, ganske egen og ganske udsøgt med Rod i flamsk Tanke og flamsk Liv. Maeterlinck har ingen Interesse for de franske Forfatteres Specialitet – les moeurs; han har ingen 50Interesse for de mere ydre Ejendommeligheder, som betinges af Menneskenes forskellige Fødsel, Stand og Livsvilkaar eller de mere indre Ejendommeligheder, som betinges af Gud ved hvad, og som gør et Menneske til Individ, Karakter, Personlighed. Han har ingen Interesse for de Ejendommeligheder, som skiller Menneskene, men blot for de Ejendommeligheder, som samler dem.

Der fører mange Veje til Berømmelsen, men alle gaar over Paris. Maeterlinck vandrede ogsaa denne Vej, og den pludselige, sensationelle Berømmelse traf ham, da han havde offentliggjort sit første Drama, Princesse Maleine. Octave Mirbeau præsenterede ham for det franske Publikum som en ny Shakespeare og fandt dermed som exalterede Beundrere gærne gør den korteste og mindst rammende Betegnelse, som kunde opdrives. Der har nemlig neppe levet en Forfatter, som har været Shakespeare mere slaaende ulig end denne Flamlænder.

Allerede tidligere havde Maeterlinck offentliggjort en Samling Digte Serres chaudes; de er langt dunklere, men ligesaa kedelige som de gennemsnitlige parnasianske Vers, og de som vil lære denne Digter at kende kan udenvidere spare sig at læse dem.

I Princesse Maleine udfolder Maeterlinck med 51en Gang sin spinkle, men ægte Originalitet. Den udkom, saavidt jeg ved, i 1892, netop i den Tid, da Reaktionen mod Realisme og Naturalisme var i det første Udbrud, og da man forhaabningsfuldt imødesaa alle litterære Fornyelser.

Prinsesse Maleine er Prinsessen i Eventyret om den onde Stedmoder – lys som Dagen, uskyldig og spæd, men uden Forstand paa og uden Vaaben mod den onde Verdens Rænker. Hun elsker en Prins, men den onde Stedmoder vil naturligvis have Prinsen for sig selv og sin egen Datter. Der bliver Krig, og i Krigen falder Prinsessens Fader, og hun selv er imidlertid lukket inde med sin Amme i et skummelt Taarn i Skoven. Hun ved intet om, hvad der sker udenfor Taarnet, før langt om længe Ammen faar arbejdet løs en Sten i Muren. Mellem de to indestængte udspinder der sig følgende Dialog: Kan Du se Sjøen? – Jo, jeg kan se Sjøen. – Saa maa Du ogsaa kunne se Staden. – Nej, Staden kan jeg ikke se. – Hvor er Husene bleven af langs Vejene? – Der er ingen Huse mere. – Er der ingen Huse mere langs Vejene? – Der er heller intet Klokketaarn, heller ingen Mølle, heller intet Slot. Det er brændt altsammen, altsammen brændt, alt. – Men omsider kommer Prinsessen ud, og hun vandrer for at finde Prinsens Slot, og hun finder Prinsen 52og Slottet, fordi hun er Prinsessen i Eventyret. Hun tager Tjeneste som Kammerpige og aabenbarer sig for Prinsen, som netop skal holde Bryllup. Og han elsker hende, men gør intet Skridt for at paavirke deres Skæbne, og hun synes heller ikke at vente noget saadant af ham. De er begge under den onde Stedmoders Herredømme, de er forknytte som Børn og nedsænkede i Vanmagt, de knuges af onde Anelser, og de lader Fatum raade. I Parken, hvor de har sine Stevnemøder, skræmmes de af Uglerne, af Grædepilenes faldende Løv, af Springvandets Plasken og Maanens Skin. Og Uvejret trækker sammen udenfor Slottet og indenfor dets Mure. Det stormer, det lyner, det tordner, og rundt om i Slottets Korridorer vandrer Bedesøstre med blaffende Kjærter og synger Litanier. Prinsessen bliver et Offer for Stedmoderens Hævn. Den gamle sløve Konge fuldbyrder selv Gærningen i en Tilstand af automatisk Undergivenhed, under Gru, Modbydelighed og vanvittig Frygt. Og i den samme Tilstand synes samtlige Dramatis personæ at befinde sig.

De er relativt ensartede; de handler ikke i Kraft af noget Motiv eller i Lys af nogen Bevidsthed om, hvad de foretager sig og hvad der sker med dem; de er blinde og døve og ufølsomme for alle normale Indtryk fra den omgivende Verden; 53denne paavirker dem blot som en ensartet, hemmelighedsfuldt levende Masse. Alle deres Livsfornemmelser, deres Sansninger og Indbildninger indskrænker sig til Kontakten med denne tusmørkegraa Verdensmasse, der lever det samme vegetative Ubevidsthedsliv som de selv.

*

Princesse Maleine staar langt tilbage for Maeterlincks næste Arbejder L’intrus og Les Aveugles. Man irriteres ikke i disse Stykker som i det foregaaende af den med Flid tilstræbte Enfoldighed. De fremkalder med sikrere og finere Kunst den Stemning, som Digteren selv har følt.

L’intrus er et Skumringsinteriør fra et Hjem, Døden netop vil gæste. Familien er samlet i et Værelse, og den Syge ligger indenfor i et andet; de samtaler, men Samtalen gaar hvert Øjeblik istaa som altid, naar enhver er beklemt og helst vil skjule sin Beklemthed; den knyttes igjen og den klippes over, en spør om noget, og en anden griber Anledningen til at svare, men har ikke stort at sige; alle ønsker at være modige, og enhver vil gærne laane Mod af den anden.

Det er ikke mere end dette: en Forudfølelse, som fødes ud af selve Situationen, af Skumringen, af Stilheden og af, at endel Mennesker sidder 54sammen og er forberedt paa noget sørgeligt – en Forudfølelse, der næres af selve de Ord, som vil forjage den, og voxer og exterioriseres, bliver til noget udenfor og omkring, noget usynligt levende, som sniger sig ind paa dem alle og kryber opad dem alle. Dette er L’intrus, Dødsanelsen der tillige er Døden selv, Døden som melder sit eget Komme. I det Øjeblik den kommer, indfinder Befrielsen sig og Spændingen er over. Den naturlige dramatiske Afslutning, indtræder i det Øjeblik den barmhjertige Søster viser sig paa Dørtærskelen og med Korsets Tegn forkynder, at den syge er død.

Dette Stykke er som man ser bygget over de psyko-fysiske Tildragelser, der ligger til Grund for Mytedannelser. Dets poetiske Værd beror paa den Finhed og Nøjagtighed, hvormed Anelsens gradvise Stigen forraader sig gennem de abrupte Repliker i den simple, naturlige Dialog.

Ikke mindre mærkeligt er det næste Stykke Les Aveugles, der formodentlig er inspireret af Pieter Brueghels gamle allegoriske Billede af samme Navn. Brueghel havde en vildere og mægtigere Fantasi end sin sagtmodige Landsmand. Der var sprunget Gnister fra Helvede i hans Hjerne og havde tændt Ideer.

Det Billede af ham, som jeg sigter til, fremstiller et Følge Mennesker, der tumler ud af en 55Skov, den ene efter den anden, den ene med famlende Hænder søgende Støtte og Ledelse hos Forgængeren. Deres groteske Bevægelser og deres tomme Øjenhulinger fortæller, at de er blinde, og deres af Smærte eller Rædsel eller Idioti fortrukne Ansigter stikker uhyggeligt af mod det fredelige, parkagtige Aftenlandskab, hvorigennem de bevæger sig. Den dramatiske Point i Billedet ligger deri, at den forreste i Følget allerede styrter i Kanalen og at man ser de andre i Begreb med at styrte efter. Det er en Blind, som leder en Blind, som atter leder en Blind, og de vil alle falde i Graven.

Man kan finde denne Allegori over Livet træffende eller oprørende alt efter sit Sinds Beskaffenhed, men Billedet lader ingen ligegyldig, og derpaa kommer det allene an. Maeterlinck har efterfølt Skrækken i det og Sorgen, og han har været dragen af dets bibelske Symbolik; men han har efter sin Natur været fremmed for dets djævelske Komik.

I hans Drama er Situationen en anden og mindre dramatisk. Hans Blinde sidder midt inde i en Skov, og den ældgamle Præst, som er deres Fører, er død midt iblandt dem, uden at de ved deraf. De tror, at han er gaaet et Øjeblik fra dem for at se efter Vejen, og de spør hverandre om han dog ikke snart kommer tilbage. De vil hjem til sit Hospital, de har ingen Glæde af eventyrlige 56Vandringer, thi de kan intet se. De begynder at beklage sig for hverandre over Præsten. «Han bliver for gammel, siger en af dem. Det er som om han selv i nogen Tid ikke har kunnet se. Han vil ikke tilstaa det af Frygt for at en anden skal faa hans Plads hos os. Vi burde have en anden Fører.» En Kvinde tager ham i Forsvar: «Han var sørgmodig og tillige ængstelig,» siger hun. «Han sagde, at han endnu engang, inden det blev Vinter, vilde se Øen i Solskin … Han sagde, at de gamles Tid maaske snart var tilende.»

Man ser det symbolske Islæt, men det lægger sig ingensinde grovt udenpaa, Replikerne peger aldrig ud over Situationen, det abstrakte Indhold fortrænger ikke det konkrete, og man kan aldrig tage og føle paa Digterens «anden» Mening.

Ligesom i L’intrus er Angstfornemmelsens progressive Udvikling gennem Udraabenes, Ordenes Meddelelsernes Vexelvirkning det dramatiske Motiv i dette Stykke. Ligesom Kulminationen og dermed Afslutningen i det foregaaende Stykke naaedes, idet Nonnen kom og forkyndte Døden, saaledes naaes den her i det Øjeblik de blinde finder Præstens Lig.

*

Uundgaaeligt er det, at en dramatisk Kunst, der ikke bryder sig om Menneskenes Forskellighed, 57maa blive monoton. De samme forenklede, barnlige, gennemsigtige Sjæle optræder i alle hans Dramer. Hvad enten de hedder Pelleas og Melisande eller Aglavine og Selysette eller Alladine og Palomides, saa er de de samme store Børn og udtrykker med de samme enfoldige Ord de allerenkleste og mest primitive Sansninger og Følelser. Der er ingen bestemmende Grænselinjer optrukne mellem de forskellige Individer; de lever alle i det samme aandsfraværende Søvngængeri, de virker som Skygger, der flakker og sitrer paa en Mur i Maaneskin, de er ikke Skikkelser bundne i bestemte Former og bundne til bestemte Love, de er uden Logik, de svømmer ud og de snevrer sig ind vilkaarligt og skødesløst som Manæternes bløde Klokkelegemer.

Deres Væsens Ensartethed ytrer sig deri, at de alle i samme Grad og paa samme Maade beherskes af den samme Grundfølelse – en vag Skræk for alt det, som omgiver dem, alt det som hænder dem og alt det, som i deres Anelse forestaar dem. Undertiden stiger denne vage Skræk en Tone højere, til Rædsel – denne klamme lammende Rædsel for det overhængende og ukendte, den elementære «paniske» Rædsel, Vildmennesket nærer for Naturmagterne, naar de oprøres – denne Rædsel, der maaske ofte sidder og glaner mellem Sprinklerne i Kulturmenneskets dannede Overlegenhed 58og ved given Lejlighed kan bryde frem som et galt Dyr.

Men sjelden folder hos Maeterlinck Følelsen sig ud i dette superlative Flor; den forbliver gærne utydelig og genstandsløs, men desto lettere forplanter den sig, desto lettere meddeler den sig til den Læsendes Fantasi.

Et Drama, hvis Personer ikke frembyder nogen individuel Differentiation, vil naturligvis blot i den aller uegentligste Forstand blive et Drama. Personerne foretager sig alt hvad de foretager sig uden synlig Grund eller Motiv, og deres fleste Handlinger bliver uden Konsekvens, medens de mest skæbnesvangre Katastrofer ikke har nogen paaviselig Aarsag. Men under saadanne Forhold kan der vanskelig opstaa egentlige dramatiske Konflikter.

Personerne er uinteresserede i sin egen Skæbne, de er heller ikke bevæget af Passioner, som bringer dem til at ringeagte Skæbnen, ja det er sig end ikke Passioner eller Ønsker eller noget desligeste bevidst. Omne humanum sibi alienum putant.

De er reducerede til dunkle Anelser, til utydelige Smærtefornemmelser, til genstandsløse Længsler. Deres Ord er som løsrevne Blade, der hvirvles bort med Vinden og falder til Jorden. Hvem kan sige hvilket Træ de har tilhørt? De er fra Skoven – mere ved vi ikke.

59Blandt Maeterlincks Petits drames pour marionettes (Bruxelles 1894) forekommer der et lidet Stykke med Titelen Interieur. Scenen er en gammel Have beplantet med de uundgaaelige Maeterlinckske Taarepile og Cypresser. I Baggrunden er et Hus med oplyste utildækkede Vinduer ud til Haven. Gennem Vinduerne ser man ind til en Familje, som holder Siesta under Lampen. Faderen sidder ved Kaminen, Moderen syr, to unge Piger broderer, og i Vuggen ligger et lidet Barn.

Ind i Haven træder en Olding og en Fremmed; de har i Floden fundet Liget af en tredje unge Pige, som hører hjemme i det Hus, og de kommer for at fortælle det og forberede den Dødes Paarørende. Men i Haven slaaes de og gribes af Beklemthed ved at se ind i den Fred, som de er komne for at forstyrre. «Vi maa begge gaa ind, siger Oldingen, thi en Ulykke, som man ikke kommer allene med er mindre afgjort og mindre tung; det er bedst at der er flere om at tale, ellers faar de alt at vide med en Gang og med et Ord, og jeg er bange for den Taushed, der følger efter de sidste Ord, som forkynder en Ulykke. Det er i det Øjeblik Hjærtet sønderrives.» – De taler vidt og bredt om, hvordan de skaansomst skal frembære Budskabet, de taler om den døde unge Pige, og Tiden rykker frem til det bliver 60nødvendigt at fatte en Beslutning. «Jeg har levet i tre og otti Aar, siger Oldingen, men det er første Gang Synet af Livet har slaaet mig. Jeg ved ikke hvorfor alt det, som de derinde gør, forekommer mig saa forunderligt og saa betydningsfuldt … De sidder jo blot og venter paa Natten under sin Lampe, og alligevel er det som om jeg ser dem højt ovenfra en anden Verden, blot fordi jeg kender en liden Sandhed, som de endnu ikke ved … Jeg vidste ikke, at der var noget saa sørgeligt i Livet, og jeg vidste ikke, at det kunde forfærde mig saa at se dem sidde derinde saa rolige … De er altfor tillidsfulde i denne Verden; de sidder der og har blot de svage Glar mellem sig og Fjenden; de tror, at intet skal ské, fordi de har skudt Slaa for Døren, og de ved ikke, at det altid foregaar noget i Sjælene, og at Verden ikke ender ved deres Stuedør. De er saa sikre paa sit lille Liv, og de ved ikke, at saamange andre ved mere derom end de selv, og at jeg, arme Olding, staar her to Skridt fra deres Dør og holder deres lille Lykke som en syg Fugl mellem mine Hænder, som jeg ikke vover at aabne» …

Reflektioner og Stemninger som dem, dette lille Stykke er opstaaet af, er forenede i den Samling smaa Afhandlinger, som Maeterlinck i sin Tid offentliggjorde i Nouvelle Revue og som udkom 61under Titelen Trésor des Humbles i 1896 i Paris. Denne Bog indeholder den Filosofi og Æstetik, som ligger til Grund for de Dramer, jeg i det foregaaende har forsøgt at karakterisere. Men deres fulde Mening og Intention vil først fremgaa af Digterens i eget Navn udtalte Tanker om Mennesket og Livet og Kunsten.

*

I det lille Marionetdrama Alladine et Palomides siger Prinsesse Astolaine, da hun opdager, at Palomides ikke længer elsker hende: «Jeg ventede at vaagne af denne Drøm. Jeg er vaagnet, og jeg kan nu aande friere, fordi jeg ikke længer er lykkelig – je puis respirer avec moins d’inquéitude, staar der i Texten.

Hvor dyb og træffende denne Bemærkning er, vil alle de erkende, som en Gang eller mange Gange har været lykkelige, thi Lykken er en flygtig Evighed, og den ved selv, hvor den er flygtig. Der følger en Ro efter den første Sorg i ethvert Liv, og denne Ro er selv ikke langt fra at være en Lykke; den bringer de sjeldneste og dyrebareste Oplevelser.

Jeg indskyder denne Bemærkning, idet jeg med nogle faa Ord skal omtale Trésor des Humbles, thi denne Bog forekommer mig netop at være et 62Genskær af den serene Gemyttets Ro, som ledsager Melankolien.

Mange moderne Bøger er fulde af metafysisk Uro og Famlen, denne Bog indeholder allene klare og rolige Dissertationer af en Mand, som ikke har gjort et flygtigt, opdagerutaalmodigt Strejftog ind paa Mystikens Omraader, men holder til der og er bunden der som i et Hjemland. Intellektuelt har han forberedt sig hertil ved at studere de store Mystikere, Plotin, Ruysbrock, Mester Ekhart, Swedenborg, Novalis, Emerson, og flere af hans Afhandlinger gør blot Rede for, hvad han som Lærling har opfattet af deres Ord og deres Oplevelser. Han foragter de Erkendelser, som angaar det bevidste Liv og er erhvervet af den bevidste Intelligens. Det virkelige Liv begynder ifølge Maeterlinck netop der, hvor Bevidstheden ender. De almindelige Metafysikere naar neppe til Grænsen, og end mindre faar de et Glimt af det forjættede Land. Om man aabner de dybeste af de almindelige Psykologer eller Moralister, saa finder man, at de taler om Kærlighed og Had og Stolthed og om nogle andre af vort Hjærtes Passioner; og disse Ting kan behage os et Øjeblik som Blomster, der er revne af sin Stængel. Men vort virkelige og uforanderlige Liv leves tusen Mile fra Kærligheden og hundrede tusen Mile fra Stoltheden. 63Vi ejer et Jeg, som er dybere og urandsageligere end vore Lidenskabers og vor Forstands Jeg.

Maeterlinck lytter til dette Jegs dunkle Tale, og han glæder sig over dens Uoversættelighed i almindeligt menneskeligt Sprog. Alt det som er op- og afgjort, klart og defineret irriterer ham. Alt det vi ved, siger han, er uden Interesse. Vi passionerer os ikke for et Ordsprog, men det som vi ved f. Exp. i de exacte Videnskaber er intet andet end intellektuelle Ordsprog. Og han har et smukt og dybt Ord for alle disse objektive Visheders Ligegyldighed, idet han etsteds siger, at alt det som vi kan lære uden Angst forringer os.

Det er altsaa allene en eneste Ting som har Betydning, det er Sjælens ubevidste, vegetative Liv, Tanken før den er tænkt, Følelsen før den er følt, de næsten umærkelige Foreteelser i de Dyb af vort Væsen, som Bevidsthedens Lygt ikke beskinner. Her er Livet selv, det transcendentale Liv, det guddommelige Liv, det absolute Liv. Og hvem er det som med størst Lethed formaar at leve i denne Kontakt med Altet og med Gud? Det er de fattige i Aanden, de enfoldige, de som er blevne som Børn. « Læg paa en Vægtskaal alle de store Vismænds Ord og paa den anden et Barns ubevidste Visdom, og I skal se, at det som Platon, Mark Aurel, Schopenhauer og Pascal har 64aabenbaret os ikke vil veje op mod Ubevidsthedens store Skatte; thi Barnet, naar det tier, er tusen Gange visere end Mark Aurel, naar han taler. Kort og godt: for at forstaa maa vi ophøre at forstaa, det er hos Maeterlinck som hos enhver Mystiker Visdommens sidste Ord.

Maeterlincks Æstetik hænger nøje sammen med denne Filosofi. Ligesom Sandheden hviler Skønheden i det ubevidste, det indefinable, det uudsigelige. Naar vi udtrykker en Ting, siger Maeterlinck, saa forringer vi den dermed i besynderlig Maade. Det kunstneriske Udtryk maa derfor grænse saa nær ind til Tausheden som muligt; istedenfor det distinkte meningsmættede Udtryk maa man søge det vage, antydende, lallende. Man maa vække Stemninger og ikke fremkalde Ideer.

De dramatiske Arbejder, som vi ovenfor har gennemgaaet finder sin Forklaring af disse Principer. De er vellykkede Forsøg paa at fremstille i drømmeagtige Situationer, Mennesker, Følelser, Passioner og Ideer, der samtlige befinder sig i en Slags embryonisk Tilstand. Deres Tale er en Hvisken, der grænser nær ind til Tausheden, som er selve Fuldkommenheden. Men saalidt som Carlyle og andre Profeter, der har hyldet Tausheden i veltalende Apostrofer er Maeterlinck naaet selve Fuldkommenheden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.