I.

30Det syttende Aarhundrede, Religionskrigenes og Revolutionernes bevægede og forvirrede Tid, det franske Monarkis og den franske Smags Krystalliseringsperiode, Kosmopolitismens og Forstandens gyldne Tidsalder, var tillige en Lærdommens Glanstid i Europa, en Filosofiens Renaissance, en Epoke, da Lærdom og Anseelse, Lærdom og Geni gik Haand i Haand som aldrig tilforn og neppe siden.

«Videnskaben» var dengang endnu ikke det uendelige Helvede af Specialvidenskaber, hvori de enkelte fortabes; den lærde kunde endda se ud over sit lille Fags Grænser; der var Helhed, Stil og Aand i de videnskabelige Værker, og der kunde skrives grundlæggende filosofiske Arbejder i et Sprog, som ethvert opvakt Barn kan forstaa.

31Og fordi Lærdommen bar Aandens Præg, nød den Anseelse; Fyrster kappedes om at byde de af en fanatisk Gejstlighed forfulgte lærde Ly, Prinsesser og Filosofer vekslede vidtløftige Epistler, Dronning Kristina indbød Descartes til Lærer i Filosofi, og en Kurfyrste gjorde den fattige Spinoza de mest glimrende Tilbud, ifald han vilde bekvemme sig til at foredrage sine Tanker fra et Kateder. Damer af det høje Aristokrati lod sig indvie i alle Videnskaber; Latin var den kosmopolitiske Societets Sprog, videnskabelige Problemer var Konversationsemner i hin Tids Saloner, og havde der staaet Etagerer i disse, vilde de istedenfor Nips have baaret Folianter.

Var dette blot en Mode, saa var Moden for en Gangs Skyld ikke uden Nytte som et Værn for den opblomstrende videnskabelige Kultur. Filosoferne havde et intelligent Publikum, endog Kvinderne interesserede sig for dem, og at de ikke desto mindre holdt sig Verden fjernt og levede i borgerlige Omgivelser geraader deres gammeldagse Karakter og Leveregler til ikke liden Ære.

Vi træffer blandt det syttende Aarhundredes Filosofer hele, rolige, enkle Personligheder, Mennesker med absolut Tillid til sin sunde Fornuft og med Styrke til at forfølge et Maal. I en Tid, da den religiøse Lidenskabs Forbandelse laa tungt 32over Verden, havde Fornuft, Maadehold og religiøs Skepsis let for at blive en Magt i de bedste, og Trangen til Orden, Plan og fast Organisation let for at blive almindelig. Det ludvigske Monarki og den kartesiske Filosofi er to Sider af den samme Tanke.

Den 31te Marts 1896, tre Hundredeaarsdagen for René Descartes’s Fødsel kan med en vis Ret kaldes den sunde Fornufts Trehundredeaarsjubilæum. Det er betegnende, at det første Ord i hans første Bog er le bon sens, thi denne bon sens, som er den franske Races Geni, besad han uforfalsket og i fuldt Maal. Han hævder som Tænker ikke sin Elev Spinozas høje Rang, han har neppe skrevet en særlig aandfuld Sætning, han manglede den Ustyrlighed i Følelse og Tanke, den magnetiske Stilen mod det absolute, der blandt de germaniske Folk er Kendetegn paa Geni; hans Filosofi udvider ikke vor Verdens Grænser, men den orienterer os i en Verden, der paa en Prik ligner Ludvig den fjortendes Monarki: regelret, mekanisk, fornuftig og en liden Smule kedelig.

René Descartes var af fornem gammel Embedsslægt og saa Lyset i La Haye i Touraine. Han skal som Gut have været liden og spinkel og fik derfor visse Lettelser i den strenge Skoledisciplin ved Jesuiterinstitutet i La Fleche. Ikkedestomindre 33udmærkede han sig snart fremfor sine Meddisciple, men desværre voksede hans Skepsis ligesaa raskt som hans Lærdom, og han fandt i en meget ung Alder ud, at det var daarligt bevendt med de fleste af de Videnskaber, han i Skolen havde studeret. Allene Matematiken havde Tilforladelighed; for Historie og gammel Litteratur nærede han liden Interesse, og Filosofien betragtede han med ufordulgt Mistillid. Imidlertid kom han ud af Skolen og gik i Tyveaarsalderen efter Faderens Ønske i Felten. Han tjente i Holland under Moritz af Nassau og i Tyskland under Tilly, men deltog under sit lange Feltliv mindre i Kampe end i Vaabenstilstande. Iallefald fik han god Tid og Fred til at meditere over de Problemer, der allerede i Skoletiden synes at have foresvævet ham, og da han i 1629 trak sig tilbage til absolut Ensomhed i Holland, havde han allerede sine Meditations fix færdig i Hodet. Den Tid han laa i Vinterkvarter i Neuburg ved Donau (1619–20) var især befrugtende for hans Tankeliv; han havde været plaget af Tvil siden La Fleche, og disse Tvil antog nu i Ensomheden en særlig paatrængende Karakter. Han fandt fremdeles intet fast Holdepunkt for sin Tanke uden i de matematiske Axiomer, og han brød forgæves sit Hode med at skabe sig et almindeligt Erkendelsesgrundlag 34af den samme uomtvistelige Sikkerhed. En Filosofi more geometrico (efter geometrisk Mønster) – det syttende Aarhundredes store og karakteristiske Aandsværk – foresvævede ham allerede som Opgave. Filosofien fremstillede sig for ham som et dunkelt Kaos af scholastiske Entiteter; Bibelen paa den ene og Aristoteles paa den anden Side holdt Fornufterne fangne og funktionerede i Hjernernes Sted, og i det haabløse spekulative Mørke blinkede Matematiken for ham som den eneste Stjerne – en Stjerne der blot voldte, at Mørket rundt om føltes saa meget ugennemtrængeligere. Under disse frugtesløse Forsøg paa at komme til en Vished og et Udgangspunkt, synes Descartes at have lidt virkelige Sjælekvaler. Han fornam det som om Løsningen paa Gaaden maatte raabes til ham udenfra, og han bad til Gud og lovede at gøre en Valfart til Loretto, saafremt han maatte finde de vises Sten. Og endelig gik der et Lys op for ham – intelligere coepi fundamentum inventi mirabilis, fortæller han selv, og jeg indbilder mig, at denne Fundamentalerkendelse var den Tanke, som han først saa i Sammenhæng med alle dens Konsekvenser – den Tanke, at enhver Filosofi maa tage sit Udgangspunkt i Selvbevidstheden, fordi de eneste uomtvistelige Kendsgerninger er Bevidsthedstilstande. Om alt andet kan der tviles; den ydre 35Verden kan tænkes blot at være en Illusion, men som Illusion er den ialfald virkelig og Illusionen altsaa virkelig, Bevidstheden virkelig.

Paa alt andet kan der tviles, og paa alt andet bestemte Descartes sig indtil videre til at tvile. Han trak sig som nævnt i 1629 tilbage til Holland og regulerede straks sit Liv med det ene Formaal for Øje at skaffe sig en klar og sikker Indsigt i Tilværelsen ud fra den Fundamentalerkendelse, han allerede var kommen til. I det ydre isolerede han sig fuldstændig fra sin Familie og sine Venner for at kunne tænke uforstyrret; han holdt sit Opholdssted hemmeligt og vekslede det desuden idelig. For sit Liv anlagde han desuden, hvad han kaldte en «provisorisk Moral» i flere Artikler, hvoraf en lød paa, at han skulde holde sig sit Lands Love, Skikke og Religion efterrettelig og forøvrigt i sit Liv følge de mest moderate Former og Anskuelser; i en anden hed det, at han skulde prøve at overvinde sig selv fremfor Lykken og stadig erindre sig, at det allene er vore Tanker der til enhver Tid staar i vor Magt, og at Tilfredshed bedst opnaaes ved at anse alle ydre Goder for lige uopnaaelige osv. Efter at han saaledes havde indviet sit Liv i en Ides Tjeneste og i lidt pedantiske Maximer foreskrevet en bestemt Disciplin for sit Liv og sin Tænkning, indtraf en Omstændighed, 36som han neppe havde forudseet og som han ikke omtaler i sin selvbiografiske «Discours», men som foreløbig adspredte hans Maximer som Avner for Vind; han fik en Pige kær og tog hende i sit Hus og fik et Barn. Det er som lykkelig Elsker og Familiefader han skriver den livligste og personligste af alle sine Bøger, sin Discours de la methode, Ouverturen til den moderne Filosofi (1637).

Foruden med abstrakte Erkendelsesproblemer beskæftiger Descartes sig under Opholdet i Holland ivrig med fysikalske og fysiologiske Experimenter. En Mand, som ønskede at se hans Bibliothek, viste han ind i sit Laboratorium. Resultatet af disse Studier vilde han samle i et stort Værk, der skulde forklare Verden i det store, fra Himmellegemerne til det menneskelige Legeme. Han vilde af Materiens Love udlede Verden, lade den ligesom opstaa for vore Øjne og overlade det til Læseren at sammenligne den saaledes forklarede Verden, der bliver ham foredraget som en Hypotese – med den empiriske. Han havde dette Arbejde færdigt i Udkast allerede i 1633, men lod det ikke komme for Offentligheden af Frygt for at blive rammet af den samme Skæbne som Galilei; dennes berømte Dialog, der var udkommet Aaret i Forvejen, var bleven dømt til Ødelæggelse af den romerske Inkvisition. «For ingen Pris,» skrev 37Descartes, «vil jeg udgive et Skrift, der kunde mishage Kirken; derfor vil jeg heller undertrykke det end lade det offentliggøre i lemlæstet Form.»

Descartes’s næste filosofiske Arbejde er hans Meditations,Forfatternote: Foreligger i norsk Oversættelse ved Dr. H. C. Hansen: «Betragtninger over Filosofiens Grundlag» 1894. der udkom i 1641. Ved Udgivelsen af dette Skrift iagttog han flere Forsigtighedsregler for at beskytte det mod Kirkens Aarvaagenhed; han deciderede det saaledes til Sorbonnens Teologer, der sendte flere Exemplarer i Haandskrift til forskellige lærde Autoriteter (Hobbes, Gassendi og Jansenistteologen Arnauld) for at indhente deres Indvendinger og imødegaa disse i et Appendix til Værket. Ikkedestomindre blev Meditations tyve Aar senere sat paa det romerske Index.

Hans næste Værk er Les principes de la Philosophie, der udkom 1644 i Amsterdam. Den Opsigt og Tilslutning disse i sin Form sindige, men i sin Form radikalt omstyrtende Værker vakte blandt Læge og Lærde, gav naturligvis Anledning til Forfølgelse fra kirkeligt Hold, og vel at mærke fra den reformerede snarere end fra den katolske Fløj. En Strid mellem en af Descartes’s Elever, Fysiologen Regius i Utrecht og Universitetets Rektor Voetius førte til, at det akademiske Senat 38fordømte den nye Filosofi, «hvis mange falske og fornuftstridige Anskuelser let kunne lede unge og umodne Mennesker til at aflede Slutninger, der staar i Strid med den sande Teologi.» Descartes gav sin Harme over denne Fordømmelse Luft i en haanlig Karakteristik af Utrechtuniversitetets myndige Rektor. Træt af de Tracasserier, som uvidende Lærde og fanatiske Gejstlige paaførte ham i Holland, lod han sig endelig bevæge af sin Velynderinde Dronning Kristinas gentagende Tilbud at tage Ophold ved hendes Hof og rejste 1649 til Stockholm. Hans Hverv var at give Dronningen Undervisning i Filosofi, men da den energiske Dame allene kunde afse et Par tidlige Morgentimer til disse Lektioner i sit store, kolde Bibliothek, paadrog Descartes sig en Forkølelse og døde af Lungebetændelse Vinteren 1650.

Efter dette schematiske Overblik over hans ydre Liv, skal jeg i en følgende Artikel prøve at give et Rids af hans Personlighed og hans Lære.

II.

Tiltrods for sit berømte de omnibus dubitandum var Descartes det modsatte af en Tviler. Den virkelige Tviler tvinges til at tvile, Descartes 39beslutter sig til at tvile og begrænser sine Tvil til de rene Erkendelsesomraader. Tvilen var et Led i hans Methode, ingen Del af hans Natur.

«Jeg havde allerede længe bemærket, siger han i sin Discours (IVieme partie), at i alt det, som angaar Sæder og Levevis, er man ofte nødt til at følge Meninger, som man ved er overmaade uvisse; men da jeg ved mine Overvejelser allene havde til Hensigt at eftersøge Sandheden, antog jeg det for rigtigt at gøre lige det modsatte og vrage som absolut falsk alt det, hvorom jeg kunde nære den ringeste Tvil, idet jeg vilde overbevise mig om, hvorvidt der ikke efter en saadan Prøve genstod noget, der var absolut utvilsomt. Saaledes vilde jeg sætte, at ikke noget var slig, som vi forestiller os det – fordi vore Sanser kan bedrage os, og i Betragtning af, at vi kan have ligesaa tydelige Forestillinger i Drømme som i vaagen Tilstand, bestemte jeg mig til at antage, at alle mine Forestillinger om Verden blot var Drøm og Indbildning. Men idet jeg saaledes vilde antage, at alt var Skin, opdagede jeg, at det var absolut nødvendigt, at jeg, som tænkte, at alt var Skin, i det mindste selv maatte være noget for at have en saadan Tanke; og da jeg bemærkede, at denne Sandhed, jeg tænker, altsaa er jeg til, var for utvilsom til at kunne rokkes af nogen Skepsis, mente jeg, at 40jeg kunde sætte denne Sandhed som det første Princip i min Filosofi.

Da jeg dernæst med Opmærksomhed saa, hvad jeg selv var, og saa at jeg kunde forestille mig, at der ikke var nogen Verden eller noget Sted, hvor jeg var, men at jeg ikke kunde forestille mig, at jeg selv ikke var til, men at det netop af mine Tvil om alle andre Ting fulgte, at jeg selv var, kom jeg derved til den Erkendelse, at jeg var en Substans, hvis Natur det var at tænke og som for at være til ikke trænger noget Sted eller har Brug for nogen materiel Ting. Og da det slog mig, at der i dette, jeg tænker, altsaa er jeg til, ikke er noget, som overbeviser mig om dets Sandhed, undtagen at jeg klart og tydeligt ser, at det maa være saa, saa antog jeg, at jeg kunde tage det som en almindelig Regel, at de Ting, som vi klart og tydeligt erkender, maa være sande, men at der blot ligger nogen Vanskelighed i at vurdere, hvilke Ting det er, som vi klart og tydeligt erkender.»

Denne Descartes’ berømte Fundamentalsætning: Jeg tænker, altsaa er jeg til, er gentaget de tusen Gange af filosoferende Skolarer, der har indbildt sig, at de tænkte noget ved at gentage en tautologisk Ramse. Siger Satsen overhovedet noget, saa er det, at Bevidsthed og Existens er 41uadskillelige, men dette vilde føre til ganske andre Resultater end Descartes monoteistisk-mekaniske Filosofi.

De ydre Tings Existens, som Descartes nemlig gerne vilde have bevist sig, kan nemlig aldrig fremgaa af min Bevidsthed om dem; af denne fremgaar blot, at de existerer som Bevidsthedstilstande i mig; for at have en objektiv Virkelighed maa de være Bevidsthedstilstande hos sig selv, de maa tænkes af sig selv, eje Selvbevidsthed – noget vi aldrig vil kunne faa vide noget om.

Istedenfor at trække saadanne Slutninger, der vilde have ført ham ind i en mystisk-panteistisk Naturbetragtning – hvortil han efter sin Natur ikke var anlagt – stanser Descartes foreløbig ved sine Forestillinger om de ydre Ting og tænker sig, at de ikke behøver at korrespondere med nogen ydre Virkelighed.

Verden kan altsaa være Gøgl, Materien et Blændverk, Naturen er Illusion; et er alene sikkert: at «jeg» er til, og at «jeg» har visse Forestillinger om Verden, om Materien, om Vejret, om Menneskene. Gransker nu Descartes disse Forestillinger, saa finder han, at nogle har Udseende af at være ham medfødte, andre af at være fremmede og komne udenfra og atter andre af at være skabte og opfundne af ham selv. Ved en Analyse 42af de forskellige Slags Forestillinger kommer han til det Resultat, at de alle paa en Undtagelse nær kan hidrøre fra ham selv uden at eje nogen tilsvarende ydre Virkelighed. Undtagelsen er Forestillingen om Gud.

«Ved Ordet Gud forstaar vi en Substans, der er uendelig, uafhængig, alvidende, almægtig og af hvem jeg selv og alle Ting som er – hvis det er saa, at der er noget – er skabt. Alle disse Bestemmelser er saa fuldkomne, at jo mere jeg overvejer dem, desto mindre synes det mig muligt, at de skulde kunne udgaa fra mig selv allene. Derfor maa af det jeg har sagt nødvendigvis sluttes, at Gud er til, thi skjønt Forestillingen om Substansen er i mig, fordi jeg selv er en Substans, saa vilde jeg dog ikke have Forestilling om en uendelig Substans – jeg som er endelig – – dersom den ikke udsprang fra en Substans, der virkelig er uendelig.»

«Denne Forestilling om et i højeste Grad (!) fuldkomment og uendeligt Væsen er aldeles sand; thi om man maaske kunde tænke sig, at et saadant Væsen ikke er til, saa kan man dog ikke tænke sig, at Forestillingen derom ikke fremstiller for mig noget reelt; den er ogsaa i højeste Grad klar og tydelig; thi hvadsomhelst jeg opfatter klart og tydeligt, fordi det er virkeligt og sandt, 43og fordi det indeholder nogen Fuldkommenhed indeholdes alt i denne Forestilling.» (Betragtninger over Filos. Grundl. s. 24 o. f.)

Som man ser, slutter Descartes udenvidere fra en Forestillings Indhold til det forestilledes Virkelighed. Han definerer det fuldkomne som det, «der indeholder mest Realitet i sig», og konkluderer med, at min Forestilling om det fuldkomne (Gud) maa eje mere Realitet end mine andre Forestillinger. Og at eje mere Realitet, det betyder i Descartes’ svigefulde, skolastisk-teologiske Sprog, at Forestillingens Genstand ogsaa har mere Realitet, eller med andre Ord: at jo gildere jeg tænker mig en Ting, desto sikrere er det ogsaa, at den er til. Efter Descartes skulde Slaraffenland være reellere end noget Land i Verden.

Vi har altsaa seet, at Filosofihistoriernes store Tviler, efter at have tvilet paa alt, er godt og vel kommen hjem til to fundamentale Sikkerheder, som han deler med den mindst skeptiske moderne Neger: at han selv og Vorherre er til. Nu staar det ham blot igen at give sig fast Grund under Fødderne ved at bevise, at den ydre Verden virkelig ogsaa er til og ikke blot et Skin eller et «Bedrag af en ond Gejst» som han flere Steder udtaler Frygt for. Med Vorherre i Baghaanden falder Beviset ham let. Thi hvad ved ikke Descartes 44om denne: først og fremst, at han er til; dernæst at han er i højeste Grad (!) fuldkommen og som saadan i højeste Grad paalidelig. Altsaa har han ikke kunnet indgive mig falske Forestillinger, altsaa er ikke Verden noget Blændverk og Materien nogen Drøm – og altsaa er vel heller ikke Slaraffenland nogen Illusion.

Descartes hele Metafysik er intet videre end denne Kæde af enfoldige Sofismer. Hvis han havde været nogen Tviler og ikke blot sat sig hen i Holland en Tid at tvile, vilde de let erhvervede Sikkerheder neppelig tilfredsstillet ham.

Ligesaalidt har hans Psykologi noget Værd for senere Slægter. De gamle skolastiske Entiteter gaar igen her som hist. Han giver i sit Skrift «Sur les passions de l’ame» en rent formal og interesseløs Beskrivelse af de forskellige Sindsbevægelsers overfladiske Motivation og Ytringsformer, og han indlogerer Sjælen, som efter hans Definition er immateriel og urumlig i et vist Rum i Hjernen, hvorfra den dirigerer Kroppens Funktioner og Passioner.

Den Distinktion mellem Materien som den Substans, der ikke tænker, men har Udstrækning, og Aanden som den Substans, der ikke har Udstrækning, men tænker – denne Distinktion, der til syvende og sidst er det blivende værdifulde i 45Descartes Filosofi, krænkes ved at han lokaliserer Sjælen i glans pinealis. Skal dette have nogen Mening, maa han som Huxley bemærker, opfatte Sjælen som et matematisk Punkt, det tillige er et Kraftcentrum; opfattes imidlertid Sjælen som et saadant, da ophæves samtidig Adskillelsen mellem Aand og Materie, forsaavidt som Materien efter en Hypotese ikke er andet end en uhyre Mængde Kraftcentra.

Man ser heraf, at Descartes paa en vis Maade kan betragtes som den materialistiske ligefuldt som den idealistiske Filosofis Begrunder, men han havde dog som Huxley bemærker, større Fortjenester af Naturvidenskaben end af den spekulative Filosofi. Hans mekaniske Verdensanskuelse ledede ham til et Syn paa de legemlige Funktioner, som den moderne Fysiologi har stadfæstet. «Aanden i det han herom har skrevet, » siger Huxley, «er den samme som i vore Dages mest fremskredne Fysiologi, blot Udtrykkene behøver at moderniseres.»

Som Filosof var Descartes en af de ringere Størrelser, tiltrods for at han i Filosofihistorierne indtager en af de mest fremskudte Pladse og er Genstand for deres mest hædrende Omtale. Med Rette bebrejder Schopenhauer ham den svigtende Alvor i hans Tvil og den Villighed, hvormed han 46har tilrettelagt sine Anskuelser efter Samtidens Fordomme (W. als W. und V. II. 43 o. f. s.).

Hvad der kan interessere os for Descartes er ikke hans Filosofi og de Korn ligegyldige Sandheder, den maaske indeholder, men snarere hans egenartede Karakter – som et klart Udtryk for en Disposition, der bliver alt sjeldnere jo mere Verden faar det travelt. Det interessante ved Descartes er, at han, skjønt en Mand af midlere Rang, besad den Passion for at komme paa det rene med sig selv og det omværende og den lange Taalmodighed, der tillod ham at indrette sit Liv paa at adlyde denne Passion. Hans Tanker konvergerede mod et eneste Maal, uden at hans Følelser eller øvrige Sindsindhold formaaede at fremkalde den allermindste Digression; han var en konsekvent, beregnbar Karakter, og det er denne Karakter som forklarer Ejendommeligheden ved hans Filosofi ɔ: den giver ingen Forestilling om, hvordan Verden eller Menneskene er, men den giver en Forestilling om, hvordan de vilde være, naar en streng Ordenssans havde ribbet dem for alle Rigdomme. Hans Filosofi er en Slags Skeletologi.

Systematisk i alt var han det lige til de mindste Ting i sit pertentlige Liv. Han bar en sort Paryk, som han hvert Aar lod sende til Paris 47for at faa indfældt i den firti graa Haar. Han vilde ældes firti Haar ad Gangen.

Forøvrigt havde han under denne langsomt graanende Paryk et stort og alvorligt, men ikke højtideligt Ansigt med udprægede, næsten massive Træk; kloge, roligt forskende Øjne under højtbuede Bryn, og om Munden en Trækning af Mistro eller Ringeagt. I det hele: et Ansigt, hvis trygge, besindigt selvbevidste Udtryk forraadte en Sjæl, der helt var domineret af Forstand.

Saa er han tegnet af Franz Hals, og saa er det Billede, man faar ud af hans Værker og af hans Liv.

Om Bøger og Billeder

Bøger og Billeder kom ut i 1898. Samlingen inneholder åtte essays om litteratur og kunst som tidligere hadde stått på trykk i tidsskriftene Kringsjaa og Ringeren og i avisene Morgenbladet og Verdens Gang.

I essayet «Werther» tar Kjær for seg Johann Wolfgang von Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser. I «Henrik Ibsen» forsøker han å besvare spørsmålet «Hvorfor er Henrik Ibsen fremfor nogen bleven Tidens og Verdens Digter?». De øvrige tekstene handler om italiensk kunst, August Strindberg, den franske filosofen René Descartes, den belgiske forfatteren Maurice Maeterlinck, den tyske renessansekunstneren Albrecht Dürer og E.T.A. Hoffmann, som var en av de mest betydningsfulle tyske forfatterne i romantikken.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1898 (nb.no)

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X