Bøger og Billeder

av Nils Kjær

Werther

1Der hænger en sød, muggen Duft ved de gamle Rococobøger – en Duft som af de Epistler i fin, snørklet Skrift paa tynde, falmede Ark, som de gamle, gamle Damer gemmer blandt tørrede Lavendler i sine Mahognitræs Komoder.

De, som var unge for hundrede Aar siden, fældte mange Taarer og udstødte mange Sukke over disse Bøger. De stærkeste Hjerter bankede, og de svageste Hjerter brast; men Tiden gik, de Unge blev gamle, og lidt efter lidt har Møl og Rust skimlet, om ikke fortæret, Levningerne fra vore Oldfædres Ungdom. Vi, som nu regner os for Unge, finder at Rococobøgerne er gammelmodige og sentimentale, men vi nedstammer heller ikke fra dem, der havde de svageste Hjerter.

De gamle Bøgers Helte var Elskere og intet desforuden. Inden de finder sin Elskovs Gjenstand, 2gaar de stille og sørgmodige omkring, med Homer eller Ossian i Lommen og deklamerer over Naturen. Byernes Sværm og Selskabslivets tomme Etikette er dem en Gru; den landlige Ensomhed, de fromme, patriarkalske Sæder, de enkle enfoldige Mennesker er den kosteligste Balsam for deres Hjerter. Og her i Landsbyen eller paa den afsidesliggende Herregaard finder Saint Preux sin Julia og Werther sin Lotte, og fra det Øjeblik af, da Kærligheden som ved et Trylleslag (som det heder) vaagner i deres Hjerter, er de Elskere og intet uden Elskere og mere og mere ulykkelige Elskere, efterhaanden som det gaar op for dem, at mellem dem og Besiddelsen af den Elskede staar der Hindringer, som deres Dyd og Delicatesse ikke kan overspringe. En grusom, adelsstolt Fader har bestemt Julia for en ældre Herre af hendes egen Stand, og Lotte har sin retmæssige Forlovede, den skikkelige og ædelmodige Albert, som hun elsker med megen Agtelse. Julierne og Lotterne er yndefulde, borgerlige Piger, følsomme, musikalske, poetiske, men fremfor alt rigeligen udstyrede med alle huslige Dyder. Holberg vilde givet dem Lov for at «have megen udvortes Modestie udi Mandfolks Omgængelse». De er istand til at hulke i Takt med sin Elsker over en Hymne af Klopstock, men de lytter samtidig agtpaagivent efter, om Kaffekedlen 3koger over. Og de skilles under mange Taarer og bitterlige Klager, men uden altfor megen Besvær fra sin Elsker og finder sig magelig tilrette i Ægteskabets Prosa med en Albert eller en Wolmar. De er kloge og praktiske nok disse smaa Jomfruer til at indse, at man ingen permanent Forbindelse indgaar med en Elsker, der intet er desforuden.

Nouvelle Heloise og Werther’s Leiden vakte en Bevægelse som ingen andre Bøger i det forrige Aarhundrede. Abbé Prevosts lille Kærlighedsroman, som har overlevet dem begge, var ikke dydig, ikke tendentiøs og ikke sentimental nok til at gøre Lykke eller saa stor Lykke. Men Werther blev en Mode. Werthers gule Bukser og blaa Redingote blev Uniformen for alle unge Mænd, der led af Weltschmerz; og Bogen blev et Lexikon i følsomt Sprog for alle ulykkelige Elskere, ligesom Nouvelle Heloise en Tidlang var Formularbog i al øm Korrespondance. Wertheriten greb epidemisk om sig, og enkelte landsfaderlige Regeringer, deriblandt naturligvis den danske, forsøgte forgæves at holde den ude ved Karantæne. Vi, som nu lever, læser denne Bog uden synderlig Rørelse; den forekommer os gammelmodig og affekteret, og vi er tilbøjelige til at tro, at Goethe ikke var helt seriøs, da han skrev den. 4For Tyskere er det en Troessætning, at dette Værk er opstaaet af Digterens inderste Inderlighed. Goethe havde selv sin Lotte, Goethe var selv Werther; han gennemgik Sindslidelser, som truede med at drive ham til Selvmord, men som han gennem sin Digtning langsomt formaaede at befri sig fra.

Goethe har maaske selv bestyrket denne Anskuelse. Endnu i sin høje Alderdom kalder han i en Samtale med sin Fonograf Eckermann Werther «ein Geschöpf, dass ich gleich dem Pelicane mit dem Blut meines eigenen Herzens gefüttert. » Der er i selve Digtningen en indre Evidens for, at Werther ialfald har været knapt fodret med Digterens Hjerteblod. Maaske en Sammenligning med de virkelige Episoder, der er Baggrund for Digtningen, vil vise det samme. Det er let at efterspore disse Episoder, thi der findes ingen dunkle Tidsrum i denne Digters Liv. Samvittighedsfulde Granskere har udgivet alt ham og hans angaaende, ja de har strakt sig saa langt som til at foranstalte kritiske Udgaver af hans samlede Skrædderregninger. Lad se, blandt disse finder vi maaske ogsaa en Nota paa en blaa Redingote.

*

5Det er Goethes Wetzlarophold i 1773, som har givet ham det ydre Stof til Romanen: Karaktererne, Begivenhederne og Landskabet, hvilket sidste spiller en saa stor Rolle i de efter-rousseauiske Bøger.

Disse unge Menneskers Venden tilbage til Naturen er ikke bestandig saa alvorlig ment; den indskrænker sig ofte til en liden Spadsertur udenfor Byvolden efter Aftensmaden eller en Udflugt tilvogns med Madkurve og Damer.

Som altid, naar han kom til et nyt Sted, vandt den skønne og omgængelige Digter en Skare Venner og hede Beundrere. Blandt de mange Familiesønner, der ligesom Goethe selv opholdt sig i Wetzlar under Paaskud af praktisk juridiske Studier, fandtes der adskillige Litteraturinteresserede og Skønaander, og Goethe, som kom med Lommerne fulde af Vers, blev det selvskrevne Centrum i deres Kreds. Men ogsaa de mere borgerligsindede Elementer i Reichskammergerichtsbyen følte sig tiltrukne af den usædvanlige og begavede Yngling, og paa de unge Damer var her saalidt som andre Steder hans Skønhed og Aand spildt. Han var Mand for at opleve et Eventyr, hvor det skulde være.

Blandt hans nye Venner var en hannoveransk Legationssekretær Kestner, der var, eller saagodtsom 6var, forlovet med den henrivende Lotte Buff, en munter og hjertensgod Pige, ret «ein wünschenwerthes Frauenzimmerchen», siger Goethe paa sine gamle Dage, «men en af dem, som lettere volder almindeligt Behag end opvækker heftige Lidenskaber.» Kestner, som imponeredes af Goethes glimrende Egenskaber og var smigret af hans Venskab, betænkte sig ikke paa at indføre ham i det Buff’ske Hus, hvor Goethe snart blev en daglig Gæst og Lottes fortrolige Omgangsven. Han læste Vers for hende, de bladede i Bøger sammen, hun spillede Klaver for ham, de betragtede Naturen. Kestner, som var optaget af sit Diplomati og desuden ifølge Litteraturvidenskaben manglede Jalousi, lod sig dette blide Fortrolighedsforhold gefalle. Han var et jævnt og godt, lidt fejlfrit eller som hin Tids Skønaander sagde: et lidt filisteragtigt Menneske. Maaske han ikke ejede Mistro, eller maaske led han endel i Stilhed og var for stolt til at lade nogen mærke det. Goethe mærkede det ialfald ikke, og en saa skikkelig, prosaisk Mands Pine ved at blive overfløjen vilde det heller ikke faldt i Goethes eller Tidens Smag at give Agt paa. Goethe var forresten optagen af sine Experimenter; thi mere eller mindre bevidst experimenterede han med sig selv i dette Forhold som i de mange andre. Han var fuld af Nouvelle Heloise 7og Sentimentalisme som næsten alle sine jævnaldrende Samtidige, og havde Trang til at styrte sig ind i en eller anden ulykkelig Kærlighed. Her i Wetzlar fandt han gunstige Vilkaar for en saadan Disposition: den Elskede var bunden til en Rival, der var hans Ven, og hvem han derfor med blødende Hjerte maatte resignere fra at stikke ud. De tyske Docenter har altid gjort meget Væsen af Goethes Hjerte og Karakter ved denne Lejlighed; de har taget hans Kærlighedshistorier alvorligere, end han nogensinde tog dem selv; de har i de Breve, som han ved sit pludselige Opbrud fra Wetzlar sendte gennem Kestner til Lotte, skimtet virkelig menneskelig, illitterær Fortvilelse. I Wahrheit und Dichtung derimod lader den gamle Digter os forstaa, at det ikke stod saa slemt til med hans Hjerte hin Gang i hans Ungdom; han var snarere ved at blive en Smule færdig med det ønskværdige Frauenzimmer; det blev ham ensformigt at gaa om i den lille By og være sentimental, og da en Ven af ham, Merck, kom did og med mefisto-kynisk Nøgterhed forestillede ham, at den blonde Lotte var en net og nydelig, huslig og poetisk ung Pige, men at der ogsaa var en forførende Brunette paa Pladsen, da tabte forbausende snart det ideale Væsen sin Tiltrækningskraft, og Goethe gav efter for Vennens Forestillinger 8og rejste med til Rhinen. Medens han pakkede Kufferterne, skriver han saa disse tre fortvilede Billetter til Lotte og – Kestner! For Tidens Zartgefühl stod det nemlig som noget ophøjet, at Rivaler udvexlede Fortroligheder og faldt hinanden om Halsen af Rørelse og gensidig Offervillighed.

Dette er Episoden med Lotte i sine Grundtræk. Endnu en Tidlang vedbliver de at brevvexle, og Goethe køber endog Bryllupsringene til Parret. Paa Rhinrejsen lærer han imidlertid den syttenaarige Maximiliane Laroche at kende, og senere træffer han hende igen i Frankfurt, men hun er da gift med en ældre italiensk Kjøbmand, Brentano, og bliver i Tidens Løb Moder til to Børn, Clemens og Bettina, der begge har faaet et Navn i tysk Litteratur.

Maximiliane Brentano’s sorte Øjne gjorde et saa stærkt Indtryk paa Goethe, at de meget snart trængte Lotte Buff’s blaa ud af Betragtning, og i Romanen, hvor ellers den virkelige Lotte har vandret hel og holden ind med alle sine Ynder og Dyder, har hun dog maattet bytte Øjne med Maximiliane. Paa samme Vis har Albert, der ellers er Kestners Kontrafej, faaet tilsat endel Jalousi fra Købmand Brentano, der tiltrods for sin italienske Oprindelse ikke syntes om at se sit Hus velsignet med en Cicisbeo.

9Det tredje og ikke mindst vigtige Virkelighedsmoment i Werthers Genesis var den unge Gesandtskabsattaché Jerusalems Selvmord. Dette fandt Sted i Wetzlar nogle Maaneder efter Goethes Afrejse derfra, og Meddelelsen derom, som Goethe fik gennem Kestner, gjorde et stærkt Indtryk paa ham. Jerusalem var en af Goethes Venner fra Tiden før Wetzlaropholdet; han elskede en gift Dame, der ikke gengældte hans Kærlighed. At han af den Grund virkelig gav sit Liv en god Dag, satte Goethe i den stærkeste Bevægelse. I den samme Sommer og i den samme By, hvor han havde fordrevet Tiden med at affektere ulykkelig Kærlighed, havde der levet en Mand, som tog Tingen for Alvor, og for hvem Ulykken var Ulykke og ikke Litteratur. «Der findes altsaa Mennesker, hos hvilke Lidenskaben er stærk nok til at drive dem til en saadan Yderlighed! Ved hvilket Mirakel er de ført til det Punkt, at de kan glemme sig selv saa fuldstændig, at de giver Afkald paa at leve? De tænker ikke, de reflekterer ikke, deres Sjæl udvider sig i den store Resignation: de handler direkte efter Naturens og Smertens Tilskyndelse. Dagliglivet berører dem ikke længer med sine tilfældige Fordringer, de er helt i den blinde og sejerrige Attraas Vold. De dadles eller beklages af de smaasindede Mennesker, der ikke er istand 10til at hæve sig over Samfundsinteressernes banale Betragtninger; men de, som selv har Følelse, kan ved Synet af saa store og skæbnesvangre Vildfarelser ikke undgaa at føle en Rørelse og Sympati, der grænser lige op til Beundring.»

Disse Werthers Betragtninger over en Ulykkelig, som Lidenskab har gjort til Forbryder, har Goethe selv anstillet ved Efterretningen om Jerusalems Selvmord, og ud af de Sindsbevægelser, som dette Budskab hensatte ham i, har Ideen til Romanen frigjort sig.

*

Det øjeblikkelige Indtryk, et Kunstværk gør, behøver som bekendt ikke at svare til dets Rang. Aldrig har nogen Digtning vakt en øjeblikkeligere og stærkere Genklang end dette Goethes Ungdomsværk, men ligesaa snart som Stormen rejste sig, døde den hen, og nu, et hundrede Aar efter, er Werther for mange ikke langt fra at være en ulæselig Bog. Nu, det er vistnok de færreste Bøger, som lever i hundrede Aar; det er endog de færrestes Skæbne at opnaa den betingede Langlivethed, som bestaar i, at de en sjelden Gang trækkes ned af Hylden af Kulturhistorikeren. Werther er et saadant Aktstykke og blot et saadant. 11Det Stemnings- og Ideliv, som rører sig i denne Bog, er allerede historisk, det vil sige: det er allerede dødt. De Lidenskaber og de Sorger, som denne Bog taler om, er vistnok Menneskenes evige og ægte, men ikke saa med de Lidenskaber og de Sorger, hvoraf den er bleven til. Ordene er der og Taarerne, Tidens konventionelle Kostume for Smerten, men ikke Smerten selv – Haandbevægelserne, men ikke Sindsbevægelserne.

Og Romanens Genesis forklarer denne Falskhed: Et Eventyr i Wetzlar, et andet i Frankfurt; et Selvmord von Hørensagen, et Par sorte Øjne i Vest, et Par blaa i Øst …

Denne Lotte, der var alle tyske Oldemødres Ideal, og efter hvem alle tyske Bedstemødre blev opkaldt i Daaben, hun gør et besynderlig vissent Indtryk. Man kan allene tænke sig hende som en liden fornuftig og smægtende Pedantinde med Papillotter i Frisuren og Lugtevandshjerte i Lommedugen. Naar hun staar ved Vinduet hos Werther og ser Skyerne drage bort efter en Tordenbyge, da siger hun ikke: Nej se, nu skinner Solen! men hun siger: Ach Klopstock! – ja med taarefyldte Øjne: Klopstock!

Ogsaa Werther har en uudholdelig Mængde Litteratur for alle sine gefühlsame Empfindungen. Saa længe han endnu gaar stille, drømmende og 12betragtende omkring i den fredelige Natur og finder en tilsvarende Fred i sit eget Indre, bærer han Homer under Vesten og glæder sig ved hans ophøjede episke Ro. Men naar Lidenskaberne begynder at storme i hans Sind, foretrækker han «Bjergene omsuset af Stormvinde og Fossenes Brøl og dampende Taager, hvori Fædrenes Aander hvileløst synes at svæve» – og Ossian! Ja, naar han har bestemt sig til at søge Døden og gaar op til Lotte for sidste Gang, da sætter han sig hen at læse højt for hende lange, skrækkelige Veklager af Ossian: – «hendes Stemme kom over Søen. Arundal, min Søn, steg ned af Højen, sin Bue bar han i Haanden, og fem sortgraa Hunde fulgte ham i Hælene. Han saa den dristige Erath ved Bredden, og han greb ham og bandt ham til Egen; fast omsluttede han hans Hofter, og den Bundne overdøvede Stormene med sine Hyl … Bølgerne sønderslog Baaden, og Arnar styrtede i Søen for at redde sin Daura eller dø; … og allene paa den bølgebeskyllede Klippe hørte jeg min Datters Klage. Mange og højlydte var hendes Skrig, dog kunde han ikke redde sin Fader; i Maanens blege Straaler saa jeg hendes Skikkelse, og den udslagne Nat lyttede jeg til hendes Jammers Klage; brølende var Vinden, og skarpt piskede Regnen mod Bjergets Side. Svag blev hendes 13Stemme, før Morgenen gryede, og bort den døde som Aftenluftningen mellem Klippernes Græs. Beladet med Jammer døde hun og lod Armin allene! Men ofte ser jeg, naar Maanen synker i Havet, mine Børns Aander vandre sammen i Dæmringen i traurig Endrægtighed!»

Og efter dette Lirumlarum «brød der en Strøm af Taarer frem af Lottes Øjne» og skaffede hendes forpinte Hjerte Luft. Og Werther kastede Bogen og fattede hendes Haand og græd de bitreste Taarer. Lotte hvilede sin Pande i den anden og skjulte sine Øjne i Lommetørklædet. Begges Bevægelse var frygtelig. De genkendte sin Elendighed i Ædlingernes Skæbne, og de følte begge det samme, og deres Taarer flød sammen. Werthers Læber og Øjne glødede mod Lottes Arm; en Gysen overfaldt hende, hun vilde fjerne sig, men Smerte og Deltagelse laa tyngende som Bly over hende. Hun drog tungt Aande for at komme til Fatning og bad ham hulkende om at fortsætte (med Ossian!), bad ham derom i Himlens Navn. Werther sitrede, hans Hjerte vilde briste, men han tog atter op Bladet og læste med taarekvalt Stemme videre (i Ossian!) …

*

14Og alligevel, – Weltschmerz – kald den Forlorenhed, Sentimentalisme, Rococo! Den er dog evig som Slægternes Skiften; den kommer igen med hver Vaar. Thi hver Slægt fødes med en Spænding og en Forventning, som gaar ud over de Ældres, og som er uforstaaelig for de Ældre. Mellem det gamle og fornuftige ligger det nye indeklemt og tør ikke røre sig. Indtil en Røst høres, og et myndigt Raab bringer alle til at fare sammen: Signalet for deres Liv, Ideen, som faar deres Blod til at juble. – – –

Og engang var det Jean Jacques, som raabte.

Det attende Aarhundredes Fornuft havde forstenet sig til Spidsborgerlighed, aandeligt og socialt. Tidens Litteratur var Maximesamlinger og Romaner, hvor Dyder og Laster figurerede under Foregivende af at være Mennesker, og i det velindrettede hierarkiske Samfund figurerede alle Laster under Foregivende af at være Dyder. Som en Fanfare hvirvler Ordet Natur ind i denne Spidsborgerlighedens hellige almindelige Kirke, og de Unge hørte Revoltens Signal, de stormede ud, de søgte Ensomheden – helst i Fællesskab rigtignok – de faldt hverandre om Halsen, de saa paa Himlen, paa Træerne, paa Græsset, de fik Taarer i Øjnene, de blev følsomme, sentimentale, – klynkende – de havde Spidsborgerligheden i Blodet ligesaavel som 15sin Fører Jean Jacques – men enfin: de gjorde Revolte.

Og hvad saa? Med Natursværmeriet var intet af det gamle omstyrtet. De fandt det gamle Samfund ved det bedste Velgaaende, da de kom tilbage fra Naturen, fra sin Landtur, de fandt Uligheden og Uretten, Fordommene og Konveniensen lige ugeneret florende. Intet var forandret uden de selv, som følte sig fremmede og ilde tilmode i den Verden, der haanede deres Idealer, den uforbederlige Verden, som dingler frem og tilbage i sine gamle Gænger uden at bekymre sig om Menneskebørnenes Protester eller deres Verdenssmerte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Bøger og Billeder

Bøger og Billeder kom ut i 1898. Samlingen inneholder åtte essays om litteratur og kunst som tidligere hadde stått på trykk i tidsskriftene Kringsjaa og Ringeren og i avisene Morgenbladet og Verdens Gang.

I essayet «Werther» tar Kjær for seg Johann Wolfgang von Goethes brevroman Den unge Werthers lidelser. I «Henrik Ibsen» forsøker han å besvare spørsmålet «Hvorfor er Henrik Ibsen fremfor nogen bleven Tidens og Verdens Digter?». De øvrige tekstene handler om italiensk kunst, August Strindberg, den franske filosofen René Descartes, den belgiske forfatteren Maurice Maeterlinck, den tyske renessansekunstneren Albrecht Dürer og E.T.A. Hoffmann, som var en av de mest betydningsfulle tyske forfatterne i romantikken.

Les mer..

Om Nils Kjær

Nils Kjær var, som en av de første i norsk litteraturhistorie, skribent på heltid. Han anmeldte litteratur og teaterforestillinger og skrev reisebrev, essays og epistler for avisene. I tillegg skrev han fem skuespill og noen noveller.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.