Familien paa Gilje

av Jonas Lie

VIII.

Jørgens Reise maatte gaa for sig, før Slædeføret gik op; thi Førefaldet kunde vare til Sankthans, og at spendere Hestebenene i alt Telebruddet vilde være det rene Vanvid. Skulde han ikke gaa tabt af et helt Aar, maatte han ind itide og forberedes privat til Optagelse paa Skolen.

Jørgen gik stedt i Grublerier og Tanker over alt det, han nu maatte skilles fra. Geværet, Kjælkerne, Skierne, Dreierbænken, Værktøiet, de henne i Bakkerne efterladte Vindmøller og Kværnbrug, alt skulde forstandigen borttestamenteres, – naturligvis til Thea først og fremst, mod at hun tog vare paa det til han engang kom hjem igjen.

Havde man spurgt ham, hvad han helst vilde blive, havde han vel nærmest svaret Dreier, Møller eller Smed; det sidste i Verden, der skulde frembudt sig for hans Forestillingskreds, end sige dukket op som nogen Drift eller Trang i ham, var vel at blive løftet op i de høiere boglige Regioner. Men Hellas og Latium laa nu engang som en uforanderlig Skjæbne tvert over hans Vei, saa derved var intet at gjøre eller engang at tænke.

I Lommen paa de ny Klæder, der var omsyede efter Kapteinen, stak paa Reisens Dag en hel Betroelse af hemmelige Depescher.

Først et fjorten Sider langt Brev, skrevet om Natten under Taarer fra Thinka til Inger-Johanna, hvori hun i alle Detailler forklarede Oprindelsen, Fortsættelsen og den haabløse Udvikling af sin Kjærlighed til Aas. Hun havde tre Erindringer efter ham: – en liden Brystnaal, den Eau-de-Cologne-Flaske, han havde foræret hende paa Juletræet, og saa hans Brev med Haarlokken til hende den Morgen, han maatte reise fra Kontoret . . . Og vilde hun nu end ikke handle sine Forældre imod, men heller gjøre sig selv ulykkelig, saa havde hun dog givet sig det usvigelige Løfte aldrig at glemme ham, – tænke paa ham til sin sidste Stund!

Den anden Depesche var fra Ma til Tante Alette og indeholdt – foruden endel økonomiske Forslag – et lidet Vink om at sondere Inger-Johanna nu, naar Kaptein Rønnow kom tilbage fra Paris. Ma kunde ikke rigtig blive klog paa hende i den sidste Tid. . . .

– – At der skulde blive saadan Tomhed efter Jørgen, havde Kapteinen aldrig Forestillet sig. Han havde paa sit Vis udfyldt Dagen, givet Anledning til saa mange Sindsbevægelser, saa megen Anstrengelse og Ærgrelse og saa megen forhøiet, rask Cirkulation i Blodet, at nu, han var borte, havde Kapteinen mistet et helt virkende Element. Han havde nu ikke længere nogen at gjæte og kontrollere med Øine i Nakken, at øve sin Skarpsindighed paa eller overrumple, kun den stilfærdige, uangribelige Thea at holde Skole med.

Korpslægen havde tilraadet ham en blodrensende Løvetandskur.

Og nu, da Foraaret kom, – blændende lyst, vandblankt overalt, med smeltende Sneflekker og sine Fortropper af rød Stenbræk i de bratte Fjeldvægge, var Thinka alt ude med Bordkniven i de valne Hænder og stak op Løvetandsrødder af Marken. De var smaa, unge og lyse endnu; men alt kraftigere blev de Dag for Dag.

Kapteinen tømte med militær Punktlighed hver Morgen Klokken syv det ham foresatte Bæger og stormede ud.

Idag stod et tungt, stridt, iskoldt Regnslask med Hagl og Sne imod ham i Gangdøren og langt ind paa Gulvet. Fjeldsiderne laa igjen hvide.

Han var de sidste Morgener vant til at tage Turen nedover til det nyopbrudte Potetesland, der gik under Plogen; men i dette Veir –

«Vi faar opgive Jordarbeidet, Ola,» lød hans Resolution ude paa Gaarden, – «det ser ligere ud til, at Gamperne skal gaa for Sneplogen igjen!»

Han traskede afsted; her var ikke Veir til at staa stille i . . .

Paa Dagligstuvinduerne drev og skyllede det bygevis med lange Regndamme nedover, saa at der uafladelig maatte tørres op og lægges Kluder i Vindusposterne.

Derinde stod ved det graa Dagslys Ma og Thinka over Frugten af deres fælles Arbeide ved Væven i Vinter, – en Rulle med endnu ubleget Dreiel, som de alnede op og regnede ud i Duge og Servietter.

Døren faldt op paa vid Væg, og Kapteinens tykke, regnvaade Kappeskikkelse viste sig i den.

«Jeg mødte en langfarendes hernede med noget til Dig, Thinka! – indpakket i Voksdug. Kan Du begribe fra hvem?» . . .

Thinka slap Dreielen og gjorde blussende rød et Skridt imod ham, men rystede straks paa Hovedet.

«Reierstad, – han Eksekutionshesten, – havde det med sig paa Turen opefter. Han skulde levere det hidind.»

Kapteinen stod og besigtiget Pakken . . . «Fogdens Segl! . . . Hid med Saksen der.»

Han gav sig i Iveren ikke Tid til at tage af sig.

«En Para-sol! . . . en deilig . . . ny» – udbrød Thinka; hun blev staaende og stirre paa den.

«Nei, se mig til den gam . . . Pikajor! Futen strammer sig ordentlig op for Dig, Thinka!»

«Ser Du ikke, her staar «Filipine» paa Seddelen, Jæger!» lagde Ma dækkende ind.

«Jeg vandt Filipine af ham, ja – første Nytaarsdag. da Far og jeg spiste Middag hos Præsten Horns, efter Kirken. Jeg havde rent glemt det,» sagde hun tonløst.

Hendes Blik gled fra Gulvet halvt op paa Forældrene idet hun gik stille ud og lod Parasollen ligge efter sig paa Bordet.

«Mener, Du kommer til at nytte Dreielen din til Udstyr jeg, Ma!» gned Kapteinen sig i Hænderne og slængte Kappen med et vist Sving af sig.

«Hvad siger Du om Fogden til Svigersøn her paa Gilje?»

«Thinka gik, saa Du, Jæger!» – Ma dirrede lidt i Stemmen. «Hun syntes vel, det ikke er længe siden, hans Kone lagdes i Graven. Thinka er saa altfor god og vil saa gjerne føie sig efter os; men der kan være Grænse for, hvad man kan forlange!»

Der var noget forhastet i hendes Bevægelser over Dreielen, der tydede paa indre Oprør.

«Fogden – Ma! Er nu det heller ikke et Parti? pen, vakker Mand i sine bedste Aar. Jeg véd bitterdød ikke, hvad I Fruentimmer vil ha’, jeg! . . . Og, Gitta!» mindede han hende lidt rørt . . . «Det er netop de Mænd, der har levet lykkeligst i sit første Ægteskab, som snarest gifter sig igjen!» . . .

– – Det gik med rivende Fart fremover mod Sankthans . . . Vaaryre over Luft og Vand! Marken stod fugtig og vaad opefter, Tue i Tue, som frodige Hestelugger. De opsvulmede Bække suste og fossede med nyskinnende Bredder. De kogte ligesom over af den samme gjærende Livskraft og Saft, der lod Knopperne springe frem i Or, Silje og Bjerk næsten med hørbart Smeld og afsætter sin Natur i Fjeldguttens sprættende, livlige Bevægelser, rappe Sprog, levende blikkende Øine og spænstige Gang.

– Fra Inger-Johanna kom der i Randen af Sommeren et Brev, hvis Indhold satte Kapteinens Tanker i ny Flugt.

14de Juni 1843.
«Kjære Forældre!
Endelig et lidet Pust til at skrive Eder til; Kaptein Rønnow reiste igaar, og jeg har endnu næsten ikke faat summet mig fra de to, tre Ugers uafbrudte Selskabelighed, medens han var her.

Det skal blive godt at komme ud til Tilderød nu i næste Uge ovenpaa alt dette! Her begynder ogsaa at blive hedt og kvalmt i Byen.

Der er ikke gaat en Dag, uden at vi har været i Selskaber enten til Middag eller Aften; men Perlen i dem var jo Tantes egne smaa Middage, som hun har Ry for, og hvor vi nu næsten bare talte fransk. Passiaren gik saa let; der har man jo saa anderledes Udtryk, og Tankerne fangede hverandre halvgjættede allerede. Rønnow taler vist et brillant Fransk.

En Mand, der komporterer sig som han, gjør et vist nobelt, herremæssigt Indtryk; man hensættes i en Atmosphære af chevaleresk, mandig Værdighed og hører Sporerne klirre, jeg havde nær sagt musikalsk; man glemmer næsten, at der findes dem, som tramper.

Naar jeg sammenligner de klodsede Komplimenter paa Ballerne, der kan komme én saa klaskende lige op i Ansigtet, med Kaptein Rønnows Maade at sige og ikke sige og alligevel faa Tingen frem paa, saa nægter jeg ikke for, at jeg faar Følelsen af et vist opstemt Velbefindende. Han paastod, at han havde saadan Illusion af at sidde lige over for mig ved Bordet. Jeg lignede saa et Portræt, han havde set i Louvre af en historisk Dame, der naturligvis var sorthaaret og hovmodig i Nakken og smilede hen for sig med et Udtryk, som det kunde være underskrevet: «Jeg venter, – og vrager, – til den kommer, der kan sætte mig paa min rette Plads!»

Naa, kan det more ham at finde saadant ud, saa tager jeg gjerne Komplimenten. Der findes jo saadanne Gudfædre eller Onkler, som er rent forgabede i deres Guddøttre og forkjæler dem baade med Snak og Slikkerier. Jeg er bange for, at Rønnow er lidt af dette for mit Vedkommende, for, saa forstandig og grei han ellers er, saa gaar det i Forhold til mig bestandig i Superlativer; og jeg kan jo ikke lade være at synes, at det er baade smigrende og morsomt, naar han idelig siger, at jeg er som skabt til at gjøre Honneurs, hvor Herrer og Damer af større Omgangsforholde skal modtages. Han maa jo mene noget mere om mig, end jeg fortjener, fordi han ser, at jeg kanske er lidt mere oprigtig og lige ud end andre og ikke har Natur til altid at skjule, hvad jeg mener, om jeg ogsaa er i Selskab.

Ja, ja, der faar I Takken, fordi I bestandig har forkjælet mig; jeg kryber ialfald ikke straks under en Stol, men prøver at sidde, der jeg sidder, i det længste.

Men hvorfor har nu ikke en saadan Mand giftet sig? Havde han været yngre, og jeg endda lidt mere forfængelig, kunde han næsten været farlig. Han har endnu et smukt sort Haar; lidt tyndt og lidt vel omhyggelig soigneret er det jo! Det er ét, jeg ikke kan komme tilrette med, og det er, at Folk søger at skjule sin Alder» . . .

Kapteinen klø’de sig i Parykken:

«Naar man gaar paa Frierben, Du Ma!» lo han. –

– To Postdage efter kom han hjem fra Postaabneriet med et længere Brev fra Tante Alette til Ma. Hun var ikke hans Yndling. Først var hun for «belæst og dannet»; dernæst var hun «sød», endelig var hun gammel Jomfru!

Han satte sig i Lænestolen med en resigneret Mine og Hænderne sammenkneppede over Maven og lod sig det forelæse. Han betragtede det øiensynligt som et surt Aktstykke.

«Min kjære Gitta!
Det er intet let Hverv, men sandelig et noksaa indviklet og vanskeligt, Du dennegang har læsset paa Skulderen af en gammel Jomfru, – lad hende end nok saa meget være din aldrig svigtende trofaste Tante Alette. Kunde vi endda have samtalet, skulde Du snart skjønnet Meningen; men nu levnes der mig ingen anden Udvei til at faa min Samvittighed frigjort end at skrive og skrive, helt til alt endelig er kommet med, som jeg har paa Sinde.

Nu véd Du jo nok, at Stiftamtmandinden ikke er af mine Folk, og havde det ikke været for, hvad Du tilskrev mig, da Du sendte Inger-Johanna herind, vilde jeg visselig ikke have bevæget mine gamle Lemmer saalangt udenfor Gamlebyen, hvor jeg har mine faa faste Venskaber, og ind til at gjøre Stasvisiter hos Stiftamtmandinden, ihvorvel hun er altid saa over al Maade venlig, og vist ogsaa mener det.

Først og fremst maa jeg dog sige Dig, at IngerJohanna i alle Dele er en Dame, men dog med mere Saft og Kraft i sig, om jeg saa tør udtrykke mig, og stærkere Villie end vor stakkels Eleonore! Det er sikkert, at hun i en Mængde Stykker imponerer, for ikke at sige kuer din Svigerinde, saa striks og avgjørende hun ellers har Ord for at være. Og derfor maa hun ogsaa i mange Ting ty til Bagveie, hvor hun finder ikke at turde lægge Spillet saa aabent for Inger-Johannas Øine, hvilket nu efter min bedste Overtydelse har været Tilfældet med Hensyn til Kapteinen. Han kom her sikkerlig denne Gang fra sin Pariserreise i fuld Tanke om at fuldføre et Frieri, efter som klog og forsigtig General først at have undersøgt Terrænet med egne Øine. Blot den Maade, hvorpaa han altid henvendte sig og gjorde hende sin Opvartning, kunde overtydet en blind derom.

Den eneste, som ikke forstaar det, uagtet hun attacqueres paa de tusinde Maader, er imidlertid Gjenstanden selv. Hun sidder der midt i Viraken isandhed beskyttet mod al Verdens Kløgt ved sin naturlige Uskyldighed, hvilket er dobbelt at forundre sig over, og gamle Tante Alette siger nu: beundre, med hendes udmærkede Forstand ellers.

Jeg vil jo ikke ganske fritage hende for mulig at blive lidt svimmel af al den Virak, han, og din Svigerinde med, nu røger for hende uafladelig (og hvilket ældre erfarent Menneske bærer ikke over og tilgiver saadant hos en ung Pige!). Men Svimmelen gaar blot ikke i den forønskede Retning, nemlig til Forelskelse, men lader hende nærmest kun svulme lidt over i sin Følelse som Dame og indskrænke sig til at hylde i ham den ridderlige Kavaler og – sin Faders høit ærede Ven.

Det er dette, han fortiden saa at sige er slagen tilbage paa, saa han igjen reiser, og dette vistnok efter din Svigerindes Raadførelse. Inger-Johanna findes, hvis mine gamle Øine ikke skuffer mig, – og lidt har vi to set og oplevet baade hver for sig og sammen i denne Verden, kjære Gitta! – ikke moden til Kjærlighedsspørgsmaalet endnu, idet hendes Forfængelighed og Stolthed hidtil har vist sig som en fra dette altfor afsondret Følelse» . . .

Det snorkede borte i Skindstolen; og Ma fortsatte sagtere:

«Hun kan nok, og det temmelig hedt, ville efterstræbe at herske i en fin Salon; men er vist ikke endnu bragt til at begribe, at hun da ogsaa maa tage Herren, som eier den, med. Der er noget i hendes aabne Væsen, som altid holder Grøften for bred mellem disse to Spørgsmaal til, at selv en Kavallerikaptein kan sætte over den. Gud velsigne hende!

Kjærligheden er som en Vækkelse den ogsaa, uden hvilket man intet véd eller forstaar af dens hellige Sprog; og ulykkelige er de, som kommer til at lære den at kjende forsilde, naar de først har fanget sig i det saakaldte Pligtens Baand. Hos Inger-Johanna tror jeg næsten ubedragelig, at Kjærligheden endnu ikke er vakt, – maatte en god Engel beskytte hende!»

«Æsch! – slige gamle Jomfruer!» vaagnede Kapteinen. «Videre! . . . videre . . . er der mer?»

«Hvorvidt den unge Student, som har Post der paa Kontoret, kan være i nogen Grad hinderlig for disse Planer, derom tør jeg ikke sige hverken fra eller til. Men at Stiftamtmandinden mener og frygter noget, derom er jeg uryggelig forvisset efter hendes hele Maade paa det sidste at behandle ham paa, om hun end er alt for fin til at lade Inger-Johanna faa end saa meget som den mindste Skygge af Mistanke om hendes sande Bevæggrund.

Jeg hørte det jo tydeligt, da jeg var der til Kaffe Søndagen, før de nu reiste ned til Tilderød, og hun lod Pigen nægte sig hjemme for ham. Der faldt ikke naadig Omtale i Anledning af hans «Søndagsprofessorat i rabulistiske Idéer» som hun benævnte det.

Jeg antager, at det maa være noget af den Slags, som ogsaa jeg i min Ungdom sværmede for ved at læse Rousseau’s Emile, der optog mig meget, ja tildels endnu kan udfylde endel af mine Tanker. Thi hun anførte som en Hovedanskuelse hos ham, at han i sin fremfusende Blindhed mente at kunne simplificere Verden, og derunder først og fremst Opdragelsen, til enkelte ganske faa, naturlige Sætninger eller saakaldte Principier. Og Du véd, vi – dog det bliver nok alt for langt. Kort at sige, da Inger-Johanna med Heftighed faldt ind til hans Forsvar, saa hun i ham kun Sønnen af den fjollede «Kadet paa Lurleiken,» som han kaldes, en af Landets velkjendte, morsomme Figurer; men denne var, foruden med Faderens forstyrrede Idéer, tillige udrustet med en Evne til at haandtere det frygtede Vaaben: Satiren, voilà Blændværket Grip!

Ungdommelige Studenteridéer kunde maaske nok saa klædeligt bruges som pikante Samtaleemner; men derfra til fremfusende og paa en opsigtsvækkende Maade at sætte dem i Gang uden Agtelse for ældres Mening, var et stort Skridt, var pretentiøst og vidste noget umodent, første-generationsmæssigt, der paa ingen Maade burde gouteres!

Jeg har anført dette saa vidtløftigt for af selve Udtalelserne at vise Dig, at der her kan være noksaa meget Bomuld i Linet, som man siger.

Og siden jeg skal op i Lyset med Hjerteroden, vil jeg have sagt Dig, at han ser mig ud til en troværdig, sanddru ung Mand, der er i sin Natur, som han taler til og ikke anderledes, og bærer et vakkert Stempel i sit Ansigt og hele Væsen! Om han mulig glemmer lidt af: «Min Søn, om Du vil i Verden frem, saa buk!» da er det jo værst for ham selv og ikke til hans Vanære, véd vi.

Det var mig ogsaa en sand forfriskende Nydelse, som at se ind i Ungdommens Rige, og vækkende mange Tanker, at tale med ham de to Aftener i Vinter, da han fulgte mig (for ham vel lidet tiltalende) gamle hjem fra Stiftamtmandens den lange Vei ud til Gamlebyen, som jeg ellers maa gaa med Ængstelse kun med Pigen og Lygte.»

«Aah, – der overfalder ingen hende!» brummede Kapteinen kjed . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.