Familien paa Gilje

av Jonas Lie

X.

Jo hastigere og stillere Brylluppet kunde gaa for sig, des ønskeligere, – udtalte Fogden. Det havde sin Betydning at komme alskens Udlægninger og Folkesnak i Forkjøbet. Man bøiede sig for et fuldført Faktum.

Tredie Juledag var netop den rette til at undgaa formegen Opsigt; og for Fogden passede det jo saa akkurat at kunne optræde med sin ny Husstand lige paa Nyaaret.

Om ethvert af disse Punkter blev naturligvis Kathinka spurgt; og hun fandt regelmæssig alt rigtig saaledse, som hendes Far tænkte.

Den Bestemmelse, at Brylluppet skulde gaa hastig og prompte for sig, var nu saa aldeles taget som ud af Kapteinens eget Blod.

I det andet Punkt derimod, at alt skulde holdes saa tyst og stille, var han jo vistnok enig med Fogden og Ma bevar’s; men saa laa det nu ikke rigtig i hans Natur, at hele Glæden skulde gaa for sig blot kvalt ind med Tørklæde for Munden og hviskende paa Taa, som det skulde være en Sygestue, de skulde holde der paa Gilje og ikke Bryllup . . .

Nogen Glans fik der være over det; det skyldte han Thinka – og sig selv lidt med!

Og saaledes gik det da til, at han før Jul tog sig en Smalslædetur i Føret nedover til Premierløitnanten og til Prokuratorerne Scharfenberg og Sebelow, hos hvem han havde nogle Pengeopgjør at faa berigtiget i Anledning af udførte Kartforretninger i de to sidste Processer.

Og naar han saa mødte Rygtet om, at der var lyst i Kirken for hans Datter og Fogden, kunde han jo svare med et Spørgsmaal, om de ikke skulde ville komme og overtyde sig? Han bad – i Fortrolighed sagt, – ingen andre end Korpslægen og de høist nødvendige . . . Men – plirede han – pikajor, hvor Du skal være velkommen! – tredie Juledag, – ikke den anden og ikke den fjerde, Far, husk det!

Og Viktualier saavelsom Batterier af stærkt, sørgede han for, blev stablet op indenfor Voldene hjemme, saa Fæstningen skulde klare sig.

Juleaften kom der kjørende Ekspres fra Fogden med Slæden fuld af Pakker, – lutter Foræringer og Overraskelser til Thinka!

Først og fremst hans forrige Hustrus varme Peltsværkskaabe med Ekornskind indeni og Muffe til, der var besørget omsyet til Thinka af Jomfru Brun nede i Hovedsognet; saa hendes Gulduhr med Kjæde og Ørendubber og Ringe; – alt som nyt og oppudset af Guldsmeden i Byen, samt et Wienersjal, – og endelig Eau de lavande og Hansker i Overflødighed.

I Brevet antydede han for sin inderlig kjære Kathinka, at hans Tanker blot var hos hende, indtil de snart kunde blive forenede ved et stærkere Baand, samt at hun, naar hun først kom ind i sit ny Hjem, vilde finde adskilligt andet, der mulig kunde være efter hendes Sind, men som det ikke vilde være praktisk at sende op til Gilje kun for straks at lade det bringe tilbage igjen.

Baldrian og Viggo havde han, – hvad han haabede, hun var enig med ham i, – ikke taget hjem til Jul; han havde sendt dem ned til sin Broder, Præsten i Holmestrand.

– Men aldrig havde der i Stor-Olas Tid været en saadan Høitidspuds paa Hester og Kjøredoning! Da de tredie Juledags Morgen fo’r afsted ned Bakken til Anekskirken, var det, saa det lyste af Sæletøi og Dombjelder, og begge Svartene skinnede for Bredslæderne, som om de kunde være blankede op baade i Haar og Man.

Under Bjørneskindsfælden i den første sad Kapteinen i Ulveskindspelts og Thinka indsmedet i Fogdens førstes Kjæder og Klæder med Ungsvarten for. I den anden Ma og Thea med Stor-Ola bag paa Hundsvoten og Gamlesvarten . . .

Der stod Underofficererne og gjorde Honnør ved Kirkeindgangen i Uniform; og inde ved Kirkestolen reiste sig i Gallauniform Løitnanterne Dunsack, Frisak, Knebelsberger og Knobelauch.

Saa Fogden fik føle, her dog var Glans! . . .

Og hjemover vendte, efter endt Ceremoni – nu med Kapteinen og Fruen i den første Bredslæde og Brudeparret i den anden, – et saa langt Følge, at Fogdens Idé om at feire Brylluppet i Stilhed maatte ansees som totalt overkjørt.

Paa Gilje ventede Middagen! . . .

Under denne udviklede Bataillonens Kræfter fra yngste Løitnant og lige op til Kapteinen et Ungdomsmod i Angrebet paa de stærke Varer saa vildt og ubekymret for Følgerne, at det kun kunde opfordre Fogden til vis Forsigtighed.

Alle vilde drikke med Bruden og Brudgommen, op igjen og op igjen.

Fogden sad tilfreds foroverludende med sit store, tyndhaarede Pandehvælv, agtpaagivende for at vælge sine Ord paa den kvikkeste og for Tilfældet mest passende Maade.

Og saalænge det kom an paa Talerne, var han ubetinget Mester, uagtet han nok kunde have en Rival i Korpslægens adskillig dybere lagte Satirer, der blev mere problematiske og snertende, eftersom han drak.

Men nu helligede de smaa blide, blikkende Øine sig mere og mere taageblanke og ømt omslørede udelukkende til Bruden . . .

Hun maatte spise af Taarntærten og Vinkremen for hans Skyld! . . . Han vilde ikke drikke mere, hvis han kunde undgaa det, – for hendes Skyld! . . . Jeg forsikkrer Dig, for din – bare for din Skyld . . .

Og Indhug blev der gjort i Varerne paa Gilje under fortsat Lystighed til langt udover Natten, da endel af Slæderne i Stjerneskin og Nordlysskjær slingrede hjemover med deres halv ubevidste indhold trukket av de ædru Heste, – medens saa mange, som Huset kunde rumme, blev over for videre at ture Bryllup og Jul den næste dag. – –

– – – Ved Nytaar var Huset endelig tomt for fremmede, Fogden og Kathinka vel installeret i deres Hjem, og Kapteinen reist ned paa Besøg til dem sammen med Thea for at ture Nytaarshelgen der.

Men da var ogsaa Ma træt og opgivet tilgavns!

Hun følte det, nu Arbeidshjulet med ét var stanset, og hun sad der alene hjemme paa anden Nytaarsdag, hvor uhyre det havde været at trække det altsammen. . . . Udstyret Høsten udover og Husstellet før Helgen, – Julen og Brylluppet, – og alle Bekymringerne . . .

Det havde gaat i ét Kjør nu, saa langt hun blot vilde tænke tilbage . . . Det var som at række op et Garn i en Strømpe, deslængere hun tænkte, deslængere blev det, – helt tilbage til den Tid, da hun syntes, det var en Hvile de Dage, hun laa i Barselseng . . .

Men det var nu længe siden . . .

Hun sad i Sofahjørnet halv indsovnet i Skumringen med Strikketøiet urørt foran sig.

Aslak og et Par af Jenterne havde faat Lov til at gaa paa Julemoro nede i Skreberggaardene, og foruden gamle Torbjørg, som sad med Salmebogen og lullede og sang i Kjøkkenet, var ingen hjemme . . .

Der skranglede Bjelder ude paa Gaarden. Stor-Ola kom hjem med Bredslæden og Gamlesvarten efterat have skydset Kapteinen og Thea.

Han slog af sig Sneen i Gangen og gløttede ind Døren.

Da han kjørte forbi Teigen, var Postaabneren kommet ud med Kapteinens Post . . .

«Naar var I fremme igaaraftes? – Thea frøs vel ikke?»

«Var det likt! Vi var dernede i god Tid før Kvældsverden. . . . Skal nu hilse saa rent flittig fra unge Frua; hun var nede i Stalden og klappede og strøg Svarten igaarkvæld. – Det var nok som en Skilsmisse» . . .

Ma reiste sig:

«Der ligger Lys ude til Staldlygten.»

Stor-Ola forsvandt igjen.

Derude stod Gamlesvarten med Slæden alt bag sig lige i Stalddøren og knæggede utaalmodigt.

«Mangler bare, Du skulde vride op Nøglen ogsaa!» brummede Ola, medens han spændte af og nu med Sæletøiet og Bjelderne over Armen lod den spadsere foran sig ind.

«Jamæn knægger ikke Ungsvarten ogsaa!» . . . Det var første Gang, Du har sagt et skikkelig Goddag her paa Stalden, véd Du det? . . . Men Du faar nu vakkert bie.»

Han striglede og pudsede og gned den nyindkomne som en gammel priviligeret Herre. De havde tjent sammen nu akkurat paa niende Aaret.

Inde i Kjøkkenet spragede og knaldede Granveden i Skorstenen og lyste med en uvis rødlig Glans paa Ma’s nypudsede Kobber– og Bliktøi om Væggene, som det kunde være mystiske Skjolde og Vaaben.

Stor-Ola sad nu der og gjorde sig tilgode med Eftasverden, Julekost og Traktement, – Smør, Brød, Flesk, Vørterkage og salt Kjød; og Torbjørg havde faat Ordre til at tappe en Bolle af Tyndøllet til ham nede i Kjælderen.

Ola havde nok hørt baade ét og andet dernede . . .

«Hun Thinka var gaat ud i Kjøkkenet og vilde tage over Husholdningen straks. Men der traf hun den, som vilde holde Tømmen . . .

Gamle Frøken Gülcke vilde nok ikke vide af det! Hun gik lige op paa Kontoret, sagde de, og snu’de og vendte det for Bro’ren hele Formiddagen, til hun fik det, som hun vilde . . .

Og om Kvælden sad Futen i Sofaen og snakkede saa fint for unge Frua. Beret Stuepige hørte, han sagde, at han vilde, hun skulde have det saa urimelig godt og være til for bare ham, – sa’n . . . Høsch den gamle Graatassen! – vi fik da se, hvad han fo’r her efter ifjor. . . .

Og dermed,» – smaskede Ola mellem Tænderne. medens han skar og lagde paa til et nyt Smørrebrød. «blev hun kvit for Uleiligheden, og Styret med!»

«Det nytter ikke at drage Løkken til, ser Du Ola, naar én har Ho’det i Snaren». . .

– Inde i Stuen havde Ma beset den ankomne Post henne ved Ovnsmundingen. Foruden et Nummer af «Hermoder», «Den Konstitutionelle» og en portofri Embedsskrivelse var der Brev fra Tante Alette.

Hun tændte Lys og satte sig hen til at læse.

Det var i visse Maader et Held, at Jæger ikke var hjemme. Dette burde han være udenfor . . .

«Kjære Gitta!

Jeg har taget mig anden Juledag til at nedskrive for Dig mine Tanker vedkommende Inger-Johanna. Jeg nægter ikke for, at hun er kommet til at interessere mig næsten mere, end jeg kunde ønske; men, kan vi være i en vis Spænding for den mindste Blomst i vort Vindue, som skal bryde ud, hvor meget mere da for en menneskelig Knop, der staar i sin Ungdoms svulmende Skjønhed bristefærdig med en Livsskjæbne. Saadant er mere end Romanen, det er Alstyrerens herlige Kunstværk, der i Dybde og Glans og uendelig Rigdom overgaar alt, hvad den menneskelige Fantasus formaar at fremstille.

Ja hun interesserer mig, kjære Gitta, næsten saa mit gamle Hjerte kan skjælve ved at tænke paa den Livssti, der kan vente hende, hvor Opreisning og Fald kan bero blot paa et eneste blændet Øieblik. Hvad Naturen kan mene med at lade saadan en Hær af Eksistencer, hvori der slaar Hjerter, gaa under og fortabes i dette Valg eller, om den derved i sin store Smeltedigel netop holder den Guldprøve, uden hvilken intet faar passere over i en fuldkomnere Udvikling, – hvem raader Naturens Runer? Mit Haab for Inger-Johanna er, at det Fond eller den Tyngde af egen Personalité, som hun besidder i sin Natur, vil veie i Valgets Vægtskaal i den afgjørende Stund.

Jeg forudskikker alt dette som et Hjertesuk af mit inderste; thi jeg følger med stigende Angst, hvorledes Stien mere og mere gjøres glat under hendes Fod, og hvor fint din Svigerinde spinder Nettet om hende, ikke med de smaa Midler, hvorover Inger-Johanna vilde være hævet; men med dybere liggende, høitklingende Lokkelser.

At aabne den blændende Udsigt til at gjøre sine personlige Egenskaber og Evner gjældende, – hvilken større Dragning kan der vel lægges ud for en Natur saa ivrig higende som hendes? Man fortæller om Englænderne, at de fisker med et Slags eftergjorte, glimrende Fluer, som de drager henover Vandspeilet, indtil Fisken snapper; og paa en ikke mindre behændig Maade forekommer det mig, at din Svigerinde idelig frister Inger-Johannas Illusioner. Hun nævner ikke engang Vedkommendes Navn, for at det ligesom kan dæmre op af sig selv.

Blot den ligegyldige Antydning til mig nu sidst i hendes Paahør, at Rønnow sikkerlig alt længe havde set sig noget kræsent vragende om mellem Eliten af vore Damer efter en Hustru, – hvor var det ikke anlagt paa at hidse hendes, hvad skal jeg kalde det, Ærgjerrighed eller Virketrang?

Jeg havde maaske ikke i den Grad eftertænkt Bemærkningen, om jeg ikke havde set det Indtryk, den gjorde paa sit Sted; hun blev stærkt adspredt og stod hen i Tanker.

Og dog skulde det Spørgsmaal, om man vilde give sit Hjerte hen, være saa enkelt og enfoldigt. Har Du Kjærligheden? Alt andet dreier sig jo blot om – noget andet.

Det ulykkelige, skjæbnesvangre er, at hun indbilder sig at kunne elske, binder sig i Pligt til at elske, og mener at kunne sige til sit umodne Hjerte: Du skal aldrig vaagne! Kjære Gitta, – end om det vaagnede? – bagefter, – med hendes stærke, vældige Natur.

Det er det, som svimler for mig, saa jeg har maattet skrive. At tale til hende og gjøre hende klog vilde være at vise den blinde Farverne; hun maatte tro blindt paa den, som advarede hende. Derfor er det Dig, Gitta, som maa gribe ind og skrive» . . .

Ma lagde Brevet ned i Fanget; hun sad blegere og skarpere endnu end vanligt ved Lyset . . .

Tante Alette, den prægtige Tante Alette, havde godt for at tænke saa lykkeligt, at alt skulde være, som det burde være. . . . Hun havde sin lille Arv at leve af og afhang ikke af nogen. Men, – Ma fik et tørt, afvisende Udtryk, – uden de fire Tusind . . . gammel og pint ind i Jomfru Jørgensens Plads hos Stiftamtmandens, havde hun ikke skrevet den Slags Englebreve. . . .

Ma læste videre:

«Jeg maa ogsaa her fremføre endel yderligere Betænkeligheder, saa Du vist vil synes, at dette er et trist Julebrev. Det er da om den kjære Jørgen, som skal have saa ondt for det paa Skolen. At han endda har kunnet følge saavidt med i Klassen, skylder vi Student Grip, som, ihærdig og uden at ville engang høre Tale om noget Vederlag, har gjennemgaaet og forklaret for ham hans værste Anstødsstene: den tyske og den latinske Grammatik.

Og naar jeg nu fremfører hans Mening om Jørgen, er det med en vis ikke ringe Tillid til, at den kan være begrundet. Han siger, at Jørgen saa langt fra er noget daarligt Hoved, at han er lige det modsatte. Kun er han ikke anlagt for det abstrakte, hvilket er Betingelsen for boglig Fremgang, men desto mere for det praktiske.

I Forening med et sundt, klart Omdømme er han baade hændig og opfindsom. Jørgen vilde blive en ypperlig Haandværker eller endog Mekanikus, og lige saa vist komme til at udmærke sig som saadan, som han vil høste Sorg, Møie og kun høist middelmaadige Resultater ved at pines fra Eksamen til Eksamen igjennem Studeringerne.

Vel er det saa, at jeg ikke kan hylde Student Grips noget vel ungdommelige, vilde Tanker om at sende ham i Haandværkerlære over til England (eller endog saa fjernt som til de amerikanske Fristater!), eftersom her ikke er en lige med den konditionerede Stand agtet Tilværelse at opnaa for en Haandværker, saaledes som Tilfældet jo skal være i de nævnte Lande.

Meget af dette er dog, synes mig, værd at tage under fuld Overveielse.

Jeg kan undertiden næsten tvivle paa mig selv, om jeg, saa gammel jeg er, dog alligevel skulde være for ung? Lad det være Frugten af indre Udvikling eller simpelthen kun en Attraktion; men de unges Tanker udøver altid en forfriskende og styrkende Indflydelse paa mit Livshaab. Aldrig forsoner jeg mig dog med, at det skulde være en Naturfølge, at Idealerne ligesom afmattes og svækkes og lider Brist med Alderen som andet gammelt Krustøi.

Og naar jeg ser en ung Mand som Grip blive saa haardt bedømt af de saakaldte praktiske Mennesker, ikke, saavidt jeg forstaar, for selve hans Idéer om Opdragelsen, men fordi han vil offre sig og sætte dem i Værk, saa kan jeg ikke lade være at skjænke ham min hele Sympathi og Agtelse.

Nu har han forladt Jussen og kastet sig over Studiet af Filologien; thi, siger han, her i Landet nytter endnu ingen Gjerning uden et Skildt, og han vil nu forsøge at skaffe sig et rigtig forgyldt et i en udmærket Eksamen, bide sig fast i den ubearbeidede Jordbund, lige som Dvergbirken oppe i Fjeldet, og ikke slippe, om der saa kom et helt Skred over ham, som han udtrykker sig.

Naar det betænkes, at han maa arbeide meget og undervise flere Timer daglig for blot at kunne subsistere, kan jeg ikke andet end beundre dette ildige Mod og, – ja jeg har ikke mange med mig, – ønske ham inderlig til Lykke!»

Ma sad og grublede . . .

Saa klippede hun den ene Side ud, der handlede om Jørgen. Det var dog værdt ved Leilighed at vise Jæger det. . . . Hun vidste retnu ikke i sit Hjertes Enfoldighed, hvad hun skulde tænke . . .

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.