Familien paa Gilje

av Jonas Lie

XI.

Alt var hvidt nu lige i Hjertet af Vinteren, hvidt fra Ruderne i Stuen til Haven og Voldene og Liderne, hvidt hvor Øiet gled opefter Fjeldkammene lige mod Himlen, der laa som en halvklar, matfrosset Rude og lukkede for det hele.

Her var koldt, paastod den varmblodige Kaptein. Han begyndte at adsprede sig med at føle og spore efter, hvor det trak, og saa at klistre lange Papirsstrimler med Tøi og Drev under. Og lige fra Arbeidet gik han, blot med Paryk uden Hue, ud og snakkede med Folkene i Stalden eller paa Laaven, hvor de tærskede.

De gik jo der nu bare Ma og Thea og han; – Thinka havde været det, ingen forstod, for ham. . . .

Han havnede tilslut i Grublerier paa at lægge ud Rævesakser og Gildrer og Selvskud for Ulv og Gaupe i Udmarken.

Ma maatte jo svare hundrede Gange paa Dagen, hvad hun syntes, endda hun havde akkurat saameget Begreb om det som om at tage Maanen ned.

«Ja, ja gjør det, kjære Jæger!»

«Ja, men tror Du, det vil lønne sig? – det er det, jeg spør om . . . at koste Rævesakser!»

«Hvis Du faar nogen saa» . . .

«Ja hvis» –

«Et Ræveskind har jo Værdi» . . .

«Skulde jeg hellere prøve at lægge ud Aat for Gaupe og Ulv» –

«Det er vel dyrere?»

«Ja men Skindet, – om jeg fik nogen? – det er det, det kommer an paa, ser Du.» . . .

Og saa drev han betænksomt ud af Døren, – for en Stund efter at komme ind ad den anden og atter fylde hendes Øren med det samme.

Ma’s Instinkt sagde hende, at Gjenstanden for hans første Fangst egentlig var hende; lod hun sig narre til at give et bestemt Raad, glemte han ikke at lade hende føle Ansvaret for Udfaldet, om det gik til Tab.

Han havde netop idag igjen grublet og vendt paa Sagen for hende, da de aldeles uventet overraskedes ved, at Fogdens Bredslæde kjørte frem foran Trappen.

Op fløi Gangdøren skrigende i Frosten for Kapteinens ivrige Haand.

«Ind med Dig i Stuen, Fut!»

Bag hans Ulveskindspelts stak Thinka frem, statelig indballeret i Peltsværk.

«Ærbødigste Tjener! . . . Svoger og Ven» . . .

Fogden var paa Forretningsreise opefter og bad om Hus for Thinka de to tre Dage, til han kom igjen; han skulde ikke undlade prompte at kræve hende tilbage. Og dernæst maatte han utbede sig af Svoger overladt en Smalslæde til den videre Reise; han skulde være helt oppe i Nordals Aneks iaften.

Thinka havde alt Torbjørg og Thea kappende en ved hver Raggesok for at faa dem af hende, og det var ikke frit for, at Marit i Iveren gløttede i Døren.

«Du skal ialfald ha’ lidt at leve af og en Thevandsknægt, men’s Hesten puster, og de bytter Slæde.»

Fogden havde ikke megen Tid at spilde; men Familielivets Sol skinnede her for mildt til, at han ikke skulde afgive en Halvtime – præcis efter Uhret . . .

Han gjorde et Par Tilløb til at tage af sig, men gik saa hen til Thinka:

«Du har knyttet Knuden paa Silketørklædet saa vel for mig, at Du selv skal faa tage det op igjen . . .

Tak, Tak, Thinken min, – hun forvænner mig aldeles . . . Ja Du kjender hende, Kaptein!

I ser, hvad hun alt er begyndt at blive for mig,» appellerede han siden med et lunt Smil til Svigerforældrene ved den i Hast fremsatte Anretning; han maatte have Thevandsknægten lavet af Thinkas Haand.

Da Fogden saa igjen, omhyggelig omskjærfet af sin unge Hustru, var fulgt ud til Slæden, stod Thinkas The der endnu næsten urørt og kold.

Men nu kom Ma ogsaa med en frisk varm Fornyelse i Koppen, og kunde de sætte sig til i Ro at nyde Hjemkomsten.

Han er jo snil, tænkte Ma, – havde skjønnet, at Thinka længtede.

«Fogden er rigtig betænksom mod Dig, Thinka, som lod Dig se hjem saa snart,» yttrede hun.

«Prægtig Mand, – skulde lede langt efter Magen!» udstødte Kapteinen med fuld Kraftbas . . . «bærer Dig som en Dukke, Thinka.»

«Han er saa snil, som han kan . . . I næste Uge kommer Jomfru Brun for at sy om en Atlaskes Kjole til mig; den har bare været paa én Gang. Gülcke vil ha’ mig saa staselig,» oplyste Thinka.

Tonen var saa stille; det var ikke let for Ma at høre, hvad hun mente.

«Fyren staar jo paa Hodet for Dig, – véd ikke, hvad han skal finde paa!» –

Foruden Ønsket om at imødekomme sin Hustrus Hjemlængsel turde Fogden mulig dog ogsaa være bestemt til at tage hende med sig af en Smule Hensyn til de yngre Kræfter nede i Hovedsognet, – Buchholtz og Horn. De var begyndt at vanke hos ham noget ofte og øiensynlig hygge sig, efterat der var kommet en ung, indtagende Værtinde i Huset.

Udover Aftenen fik Kapteinen sig en lun Picquet.

Det var, som Hyggen fulgte med Thinka. Hendes mæglende og udjevnende Væsen var kommet tilhuse igjen; det sporedes baade ude og inde.

Far kom igjen om Formiddagen til en liden Portion Mølje med Myseost over, da der i Kjøkkenet kogtes Saltkjød og Ærter, og Ma fandt saa det ene og saa det andet gjort for sig og blev forekommet med mange letvindte Haandsrækninger, uagtet Thinka jo ogsaa havde et Par Tøfler, som Gülcke havde ønsket sig, at brodere færdig med Kanava.

Men det var sletikke saa farligt med det! Hun kom langt paa Mønstret, naar Far hvilte Middag, og hun sad deroppe og havde læst ham isøvn.

Kapteinen fandt det saa hyggeligt, naar han vidste Naalen og Uldgarnet gik der i Thinkas Haand; det var saa fredeligt stille, – ikke Tale om andet end at sove.

Og saa havde han jo hende bare de tre Dage.

Medens Fingrene gik over Kanavaen, sad Kathinka og holdt sin ensomme Tankestund . . .

Aas havde sendt hende en Skrivelse, da han erfarede hendes Giftermaal . . . Hende havde han trot paa, saa han kunde gi’t sit Liv paa det. Og om der skulde gaat Aar hen, vilde han have arbeidet, kravlet og kradset for engang at kunne naa til hende igjen, – skulde de end begge da have Ungdommen bag sig. Det havde været hans glade Haab, at hun vilde holde fast og vente paa ham selv gjennem Tranghed og Uanselighedens Kaar. Men nu, hun havde solgt sig for Gods og Guld, trode han ikke paa nogen mere! . . . Han havde bare ét Hjerte, ikke to; men det ulykkelige var, det vidste han bedre, at ogsaa hun havde . . .

«Huf, jeg syntes, Du sukkede saa tungt,» vaagnede Kapteinen, – «det kommer af at ligge og stride paa Ryggen . . .

Nu skal vi ha’ Kaffe Du!» . . .

Kunde Thinka end ikke svare Aas, saa vilde hun dog prøve at lette sit Hjerte en Smule til Inger-Johanna. Hun havde taget med sig hendes sidste Brev til Besvarelse i denne uforstyrrede Tid hjemme og sad oppe paa Værelset med det foran sig om Aftenen . . .

Inger-Johanna er lykkelig, som ikke har andet at tænke paa, sukkede hun læsende:

. . . «Og Du Thinka, bør have lidt Øie paa din Kant Du ogsaa, og gjøre noget ud af den Plads, hvorpaa Du nu engang er kommet, det kan saa vel trænges deroppe. For der er ingen Tvil om, at Selskabeligheden har sin store Mission til Sædernes Forfinelse og Kamp mod det raa, som Tante udtrykker sig.

Jeg skriver ikke om dette for ingenting eller saa ganske hen i Luften; jeg staar jo, kan Du vide, for nær mange Forholde til at kunne lade være at tænke mig Muligheden af nogen Gang at blive sat i en saadan Stilling. Sagde jeg andet, var jeg ikke oprigtig.

Og jeg maa sige Dig, jeg ser alt saa mangt og meget, jeg skulde have Lyst til at prøve at faa frem. Der maatte kunne skaffes Plads for en hel Del af de Interesser, som nu ligesom skal sættes i Ban.

Selskabelighed bør være Tolerance, siger Tante; hvorfor skal saa ikke Anskuelser som Grips rolig kunne diskuteres? Det første, jeg vilde gjøre, var at slaa mig ekstravagant og hævde dem. Hos Kvinden bliver det jo alligevel aldrig mere end Pikanteri. Men Meninger faar kjæmpe sig frem til godt Selskab, de ogsaa.

Jeg grubler og jeg tænker mere, end Du kan ane; jeg føler, jeg skulde udrette noget, ser Du!

Heller ikke er jeg længere saa rent slagen af Mændenes Visdom allesammen! En Kone som Tante tier og trækker i Snoren; men Du kan aldrig tænke Dig, hvor mange der dreier sig. Hun er, mellem os sagt, lidt gammeldags diplomatisk og snirklet, saa hun næsten gjør sig en Nydelse af, at det skal gaa umærkelig og ad Omvei. Lige ud gjorde det mangen Gang bedre, tror jeg, ialfald er saa min Natur.

Og endnu en liden Advarsel med det samme, Thinka, (uf, hvor jeg føler, jeg taler, som jeg sad i Tantes Hud!). Husk paa, at man regjerer aldrig en Stue uden fra Sofapladsen: jeg véd, Du er saa beskeden, at de faar Dig hen paa Stolene bestandig. Du er slet ikke saa dum som Du tænker, Du skulde blot prøve ikke at gjemme undaf, hvad Du mener.

Traf jeg Grip en Gang igjen, skulde jeg overbevise ham om, at der kan gives andre Veie til Rom end netop at gaa hovedkuls paa. Jeg har faat lidt Mening jeg ogsaa, siden sidst han hovmestererede mig med sin Foragt for det selskabelige og stadig var den overlegne. Men jeg har ikke set mere end et Par Skimt af ham paa Gaden den hele Vinter. Han er vist saa optaget af sit; og det passer ikke nu at bede ham til vore Soiréer, siger Onkel, efter at han ligesom har forpligtet sig til nogle faste Meninger, som man ikke tør røre ved uden at risikere en hel, alvorlig Disput. I et Par Herreselskaber havde han været alt for stortalende, drukket formeget, mente Onkel. Men jeg véd saavel hvorfor; han maa finde paa noget, har han sagt, naar han kommer træt og kjeder sig for slemt, og hos Dürings er der forfærdelig lufttomt!» . . .

Thinka havde gjennemlæst Brevet; der kunde være meget at tænke paa. Men hun var saa optaget af Aas, – hun blev aldrig færdig med at rulle den Møllesten . . .


Under Vinterens Ensformighed, midt i Februar, indløb der et Brev, som Kapteinen først veiede i Haanden og besaa et Par Gange. .. hvidt, glat Velin . . . C. R. i Seglet, – og, han rev det op –

Jovist var det fra Rønnow! – hans brillant henrullende Haandskrift med de enkle Sving, der kunde minde om ham selv, naar hans elegante Skikkelse drev op og ned af og til med et flot Slæng med Benet: –

«S. T. Hr. Kaptein Peter Jæger! Høistærede, kjære ældre Kammerat og Ven!
Jeg skal ikke indlede med lange Præludier om Livsstilling, Udsigter etc., men gaa lige paa med min Bøn og Begjæring.

Som Du har set Kortene har lagt for mig, – sandelig mere som de har faldt, end som jeg har spillet dem! vil Du vist forstaa, at jeg i de sidste Par Aar har fundet det rigtigt at se mig om efter en Hustru og Livsledsagerinde, der kunde passe til mine Forholde. Men under al min Søgen gjemtes dog i den lønligste Krog af mit Hjerte en sorthaaret, mørkøiet Pige, som jeg først saa oppe ved Spillebordet en Vinterkvæld paa Gilje og siden, altid mere og mere betaget, gjensaa og atter gjensaa under hendes Udvikling til den stolte Kvinde og Dame, hvis overlegne Natur var uomtvistelig.

Nu, – jeg skal med mine runde seks og firti Aar ikke opvarte med nogen længere Kjærlighedshistorie, skjønt der kanske kunde være en Del at sige om den Sag ogsaa. At jeg ikke er af de gamle indvendig, har jeg ialfald fuldt ud mærket ved denne Anledning.

Det falder af sig selv, at jeg ikke henvender denne min Begjæring til Dig uden først gjennem et nærmere og længere Bekjendtskab at have forvisset mig om, at din Datter ogsaa kunde nære noget tilsvarende Følelser for mig.

At Resultatet ikke har været til min Desavantage, fremgaar af hendes igaar modtagne dyrebare Svarskrivelse til mig, hvori jeg har hendes Ja og Samtykke.

I Haab om, at en oprigtig Færd og Mening ikke vil støde paa Mistydning, retter jeg herved den Bøn og det Spørgsmaal til Dig og din kjære Hustru, – om I vil betro mig eders dyrebare Inger-Johannas Fremtid?

Hvad en Mand kan gjøre for at lette og bane hendes Livsvei, tør jeg nok paa parole d’honneur love, hun aldrig skal savne!

Jeg skal kun tilføie, at naar de høie Herskaber i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni reiser til Kristiania, vil ogsaa jeg have Tjeneste og følge derind. Jeg vil da kunne gjense hende, til hvem al min Længsel og Hu staar.

I Spænding imødeseende dit ærede Svar
Din høiagtelsesfuldt altid trofaste Ven Carsten Rønnow.»

Her var nu andet at tænke paa end at snakke med Ma om Rævesakser og Selvskud! . . .

Der vilde ikke blive Middagssøvn idag.

Han føg ud paa Gaarden i stor Force . . . Der maatte tærskes med nok en Mand paa Laaven . . . Gjødselen kjøres ud . . . Her maatte drives paa!

Han kom ind og satte sig i Sofaen og tændte Fidibusen, men fo’r op igjen, medens han holdt den til Piben. Han huskede, der maatte sendes Bud til Smeden for at reparere Harver og Redskab til Vaaren . . .

Det var intet Raad for, – han maatte reise ned og selv fortælle Nyheden til Fogden!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien paa Gilje

Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.

Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.

Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.