John Gabriel Borkman

av Henrik Ibsen

ANDRE AKT


(Den store fordums pragtsal ovenpå i det Rentheimske hus. Væggene er beklædte med gamle vævede tapeter, forestillende jagtscener, hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede farver. På væggen til venstre en fløjdør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet på bagvæggen til venstre en tapetdør uden indfatning. Midt på væggen til højre et stort udskåret egetræs skrivebord med mange bøger og papirer. Længere foran på samme side en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i stiv empirestil. På pulten og bordet står tændte lamper.)

(John Gabriel Borkman står med hænderne på ryggen ved pianoet og hører på Frida Foldal, som sidder og spiller de sidste takter af Danse macabre.)

(Frida Foldal er en smuk, bleg, femtenårig pige med et noget træt, anstrængt udtryk. Tarvelig pyntet i lys påklædning.)

(Musikstykket er spillet til ende. Stilhed.)

    Borkman. 

Kan De gætte Dem til, hvor jeg første gang hørte slige toner, som disse her?


    76Frida  (sér op på ham).

Nej, herr Borkman?


    Borkman. 

Det var nede i gruberne.


    Frida  (forstår ikke).

Ja så? Nede i gruberne?


    Borkman. 

Jeg er en bergmands søn, véd De vel. Eller véd De kanske ikke det?


    Frida. 

Nej, herr Borkman.


    Borkman. 

En bergmands søn. Og min far tog mig med sig ned i gruberne iblandt. – Dernede synger malmen.


    Frida. 

Ja så, – synger den?


    77Borkman  (nikker).

Når den blir løsnet. Hammerslagene, som løsner den, – det er midnatsklokken, som slår, og gør den fri. Derfor synger malmen – af glæde – på sin vis.


    Frida. 

Hvorfor gør den det, herr Borkman?


    Borkman. 

Den vil op i dagens lys og tjene menneskene.


(Han går frem og tilbage på salsgulvet, bestandig med hænderne på ryggen.)

    Frida  (sidder lidt og venter; sér på sit ur og rejser sig).

Om forladelse, herr Borkman, – men jeg må nok desværre gå, jeg.


    Borkman  (standser foran hende).

Vil De alt gå nu?


    78Frida  (lægger noterne i mappen).

Ja jeg må nok det. (synlig forlegen.) For jeg er bestilt hen et steds iaften.


    Borkman. 

Et steds, hvor der er selskab?


    Frida. 

Ja.


    Borkman. 

Og der skal De la’ Dem høre for selskabet?


    Frida  (bider sig i læben).

Nej – jeg skal spille til dans for dem.


    Borkman. 

Bare til dans?


    Frida. 

Ja; de vil danse efter aftensbordet.


    79Borkman  (står og sér på hende).

Spiller De gerne til dans? Sådan omkring i husene?


    Frida  (tager overtøjet på sig).

Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo altid lidt at fortjene ved det.


    Borkman  (frittende).

Er det det, De mest tænker på, når De sådan sidder og spiller til dans?


    Frida. 

Nej; mest tænker jeg på, hvor tungt det er, at jeg ikke får være med at danse selv.


    Borkman  (nikker).

Det var just det, jeg vilde vide. (går urolig hen over gulvet.) Ja, ja, ja, – det, ikke at få være med selv, det er det tungeste af alt. 80(standser.) Men så er der en ting, som vejer det op for Dem, Frida.


    Frida  (sér spørgende på ham).

Hvad er det for noget, herr Borkman?


    Borkman. 

Det er det, at De ejer tifold mere musik i Dem, end hele danseselskabet tilsammen.


    Frida  (smiler undvigende).

Å det er nu sletikke så sikkert.


    Borkman  (løfter advarende pegefingren).

Vær da aldrig så gal at tvile på Dem selv!


    Frida. 

Men herregud, når nu ingen véd om det?


    81Borkman. 

Bare De selv véd om det, så er det nok. – Hvor er det, De skal hen og spille iaften?


    Frida. 

Det er over hos advokat Hinkels.


    Borkman  (sér pludselig hvasst på hende).

Hinkels, siger De!


    Frida. 

Ja.


    Borkman  (med et skærende smil).

Kommer der fremmede i den mands hus? Kan han få folk til at besøge sig?


    Frida. 

Ja, der skal komme svært mange mennesker, efter hvad fru Wilton siger.


    82Borkman  (hæftig).

Men hvad slags mennesker! Kan De sige mig det?


    Frida  (lidt ængstelig).

Nej, det véd jeg virkelig ikke. Jo, – det er sandt, – jeg véd, at student Borkman skal der iaften.


    Borkman  (studser).

Erhart! Min søn?


    Frida. 

Ja, han skal der.


    Borkman. 

Hvoraf véd De det?


    Frida. 

Han sa’ det selv. For en times tid siden.


    83Borkman. 

Er han da her ude idag?


    Frida. 

Ja, han har været hos fru Wilton hele eftermiddagen.


    Borkman  (forskende).

Véd De, om han var indom her også? Om han var inde og talte med nogen nedenunder, mener jeg?


    Frida. 

Ja, han så lidt indom til fruen.


    Borkman  (bittert).

Aha, – kunde forstå det.


    Frida. 

Men der var nok en fremmed dame hos hende, tror jeg.


    84Borkman. 

Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel sagtens nogen en gang imellem.


    Frida. 

Skal jeg sige til student Borkman, hvis jeg træffer ham siden, at han skal komme her op til Dem også?


    Borkman  (barsk).

De skal ingenting sige! Det skal jeg meget ha’ mig frabedt. De folk, som ønsker at sé op til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r ingen.


    Frida. 

Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. – Godnat, herr Borkman.


    Borkman  (driver om og brummer).

Godnat.


    85Frida. 

Ja, får jeg kanske lov til at løbe ned vindeltrappen? Det er fortere.


    Borkman. 

Å bevar’s, – løb De for mig hvad trappe De selv vil. Godnat med Dem!


    Frida. 

Godnat, herr Borkman.


(Hun går ud gennem den lille tapetdør i baggrunden til venstre.)

(Borkman går i tanker hen til pianoet og vil lukke det, men lader det være. Sér sig om i al tomheden og gi’r sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre, – bestandig rastløs og urolig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til skrivebordet, lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl, sér sig i det og retter på sit halstørklæde.)

(Det banker på fløjdøren. Borkman hører det, sér hurtig derhen, men tier.)

(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere.)

    Borkman  (stående ved skrivebordet med den venstre hånd støttet mod bordpladen og den højre indstukket på brystet).

Kom ind!


86(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han er en bøjet, udslidt mand med milde, blå øjne og tyndt, langt, gråt hår nedover frakkekraven. En mappe under armen. Blød filthat i hånden og store hornbriller, som han skyder op i panden.)

    Borkman  (forandrer stilling og sér på den indtrædende med et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk).

Å, er det bare dig.


    Foldal. 

En god aften, John Gabriel. Jo, det er såmænd mig.


    Borkman  (med et strængt blik).

Jeg synes forresten, du er lovlig sent ude.


    Foldal. 

Nå, vejen er ikke så ganske kort, du. Især for en, som skal gå den tilfods.


    Borkman. 

Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? Du har jo sporvognen lige ved.


    87Foldal. 

Det er sundere, det at gå. Og så er jo de ti øre sparet. – Nå, har så Frida nylig været heroppe og spillet for dig?


    Borkman. 

Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke udenfor?


    Foldal. 

Nej, jeg har ikke set noget til hende på lange tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru Wilton.


    Borkman  (sætter sig i sofaen og tyder med en håndbevægelse mod en stol).

Du kan gerne sætte dig, du også, Vilhelm.


    Foldal  (sætter sig på stolkanten).

Mange tak. (sér tungsindig på ham.) Å, du kan ikke tro, hvor ensom jeg føler mig, siden Frida kom hjemmefra.


    88Borkman. 

Å hvad, – du har da nok igen.


    Foldal. 

Ja, det véd gud jeg har. Hele fem stykker. Men Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smule. (ryster tungt på hovedet.) Alle de andre forstår mig sletikke.


    Borkman  (mørk, sér hen for sig og trommer på bordet).

Nej, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi enkelte, vi udvalgte mennesker har at bære på. Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige, – de forstår os ikke, Vilhelm.


    Foldal  (resigneret).

Det fik endda være med forståelsen. Med lidt tålmodighed kan en jo altid gå og vente på den en stund endnu. (med tårekvalt stemme.) Men der er det, som er bittrere, du.


    Borkman  (hæftig).

Der er ingenting bittrere end det!


    89Foldal. 

Jo, der er, John Gabriel. Jeg havde nu netop en huslig scene – før jeg gik herud.


    Borkman. 

Så? Hvorfor det?


    Foldal  (brister ud).

De derhjemme – de foragter mig.


    Borkman  (farer op).

Foragter –!


    Foldal  (visker øjnene).

Jeg har længe mærket det. Men idag kom det rigtig frem.


    Borkman  (tier lidt).

Du gjorde visst et dårligt valg, da du gifted dig.


    90Foldal. 

Der var jo omtrent intet valg for mig. Og desuden, – gifte sig vil en jo gerne, når en begynder at trække på årene. Og så reduceret, så dybt på knæerne, som jeg dengang var –


    Borkman  (springer op i vrede).

Skal dette her være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –!


    Foldal  (ængstelig).

Nej, for guds skyld, John Gabriel –!


    Borkman. 

Jo, du sidder og tænker på al den ulykke, som brød ind over banken –!


    Foldal  (beroligende).

Men jeg gi’r da ikke dig skylden for det! Gud bevare mig vel –!


    91Borkman  (brummende, sætter sig igen).

Nå, det var da endda godt.


    Foldal. 

For resten må du ikke tro, det er min hustru, jeg beklager mig over. Hun har jo liden dannelse, stakker, det er sandt. Men nokså bra’ er hun alligevel. – Nej, det er børnene, du –


    Borkman. 

Kunde tænke det.


    Foldal. 

For børnene, – de har jo mere kultur, de. Og flere fordringer til livet altså.


    Borkman  (sér deltagende på ham).

Og derfor så foragter de ungerne dig, Vilhelm?


    Foldal  (trækker på skuldrene).

Jeg har jo ikke gjort videre karriere, sér du. Det må jo indrømmes –


    92Borkman  (rykker nærmere og lægger hånden på hans arm).

Véd de da ikke, at du har skrevet et sørgespil i din ungdoms dage?


    Foldal. 

Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til at gøre synderlig indtryk på dem.


    Borkman. 

Så er de uforstående, du. For dit sørgespil er godt. Det tror jeg fuldt og fast.


    Foldal  (opklarende).

Ja, synes ikke du, der er adskillig godt i det, John Gabriel? Herregud, når jeg nu endelig engang kunde få det anbragt – (begynder ivrigt at åbne og blade i mappen.) Sé her! Nu skal jeg vise dig noget, som jeg har forandret –


    Borkman. 

Har du det med dig?


    93Foldal. 

Ja, jeg tog det med. Det er så længe siden, jeg læste det for dig nu. Og så tænkte jeg, det kanske kunde adsprede dig at høre en akt eller to –


    Borkman  (afværgende, rejser sig).

Nej, nej, lad heller være til en anden gang.


    Foldal. 

Ja, ja, som du vil da.


(Borkman går ud på gulvet, frem og tilbage. Foldal pakker manuskriptet ind igen.)

    Borkman  (standser foran ham).

Du har ret i det, du nylig sa’, – at du ingen karriere har gjort. Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang oprejsningens time er slået for mig –


    Foldal  (vil rejse sig).

Å, tak skal du ha’ –!


    94Borkman  (med håndbevægelse).

Du må gerne bli’ siddende. (stigende ophidset.) Når oprejsningens time slår for mig –. Når de indsér, at de ikke kan undvære mig –. Når de kommer her op til mig på salen – og kryber til korset og trygler mig om at ta’ bankens tøjler igen –! Den nye bank, som de har grundet – og ikke kan magte – (stiller sig ved skrivebordet ligesom før og slår sig for brystet.) Her vil jeg stå og ta’ imod dem! Og det skal høres og spørges videnom i landet, hvad betingelser John Gabriel Borkman stiller for at – (standser pludselig og stirrer på Foldal.) Du sér så tvilende på mig! Tror du kanske ikke, at de kommer? At de må, må, må komme til mig engang? Tror du ikke det!


    Foldal. 

Jo det véd gud jeg gør, John Gabriel.


    Borkman  (sætter sig igen i sofaen).

Jeg tror det så fast. Véd det så uryggelig visst – at de kommer. – Havde jeg ikke 95havt den visshed, – så havde jeg for længe siden skudt mig en kugle gennem hodet.


    Foldal  (angst).

Å nej, for alt i verden –!


    Borkman  (hoverende).

Men de kommer! De kommer nok! Pas på! Hver dag, hver time kan jeg vente dem her. Og du sér, jeg holder mig parat til at ta’ imod dem.


    Foldal  (med et suk).

Bare de vilde komme rigtig snart.


    Borkman  (urolig).

Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej – det tør jeg ikke tænke på! (sér på ham.) Véd du, hvorledes jeg undertiden føler mig?


    Foldal. 

Nå?


    96Borkman. 

Jeg føler mig som en Napoleon, der blev skudt til krøbling i sit første feltslag.


    Foldal  (lægger hånden på mappen).

Den fornemmelse kender jeg også.


    Borkman. 

Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.


    Foldal  (stilfærdig).

Min lille digterverden har stor værdi for mig, John Gabriel.


    Borkman  (hæftig).

Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner! Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under mig! Nye gruber i det uendelige! Vandfaldene! Stenbruddene! Handelsveje og skibsforbindelser hele den vide verden udover. Alt, alt skulde jeg alene ha’ fået istand!


    97Foldal. 

Ja, jeg véd det nok. Der var ikke den ting, du veg tilbage for.


    Borkman  (knuger hænderne).

Og så må jeg sidde her som en skamskudt storfugl og sé på, at de andre kommer mig i forkøbet, – og ta’r det fra mig, stykke for stykke!


    Foldal. 

Så går det mig også, du.


    Borkman  (uden at agte på ham).

Tænke sig til. Så lige var jeg ved målet. Havde jeg bare fåt otte dages frist til at område mig. Alle deposita skulde da været indløste. Alle de værdier, som jeg med modig hånd havde gjort brug af, de skulde da igen ha’ ligget på sin plads, som før. De svimlende store aktieselskaber var dengang lige paa et hængende hår kommet istand. Ingen eneste en skulde ha’ tabt en øre –


    98Foldal. 

Ja herregud, – så yderlig nær, som du var –


    Borkman  (i kvalt raseri).

Og så kom forræderiet over mig! Netop lige midt i afgørelsens dage! (sér på ham.) Véd du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan begå?


    Foldal. 

Nej, sig mig det.


    Borkman. 

Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt indbrud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt noget, det øves jo mest imod folk, som en hader eller som er en ligegyldige og ikke kommer en ved.


    Foldal. 

Men det infameste da, John Gabriel?


    99Borkman  (med eftertryk).

Det infameste er vens misbrug af vens tillid.


    Foldal  (lidt betænkelig).

Ja, men hør nu her –


    Borkman  (opfarende).

Hvad er det, du vil sige! Jeg sér det på dig. Men det slår ikke til. De folk, som havde sine værdipapirer i banken, de skulde fåt alt sit tilbage. Hver eneste smule! – Nej, du, – det infameste, et menneske kan begå, det er at misbruge en vens breve, – lægge frem for alverden det, som bare var betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den mand, som kan gribe til slige midler, han er helt igennem forgiftet og forpestet af overskurkens moral. Og en slig ven har jeg havt. – Og han var den, som knuste mig.


    100Foldal. 

Jeg aner jo nok, hvem du sigter til.


    Borkman. 

Der var ikke en fold i hele min vandel, som jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øjeblikket var inde, da vendte han de våben imod mig, som jeg selv havde givet ham i hænde.


    Foldal. 

Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –. Ja, der blev jo rigtignok ymtet om adskilligt dengang.


    Borkman. 

Hvad blev der ymtet om? Sig det. Jeg véd jo ingenting. For jeg kom jo straks i – i isolation. Hvad ymted folk om, Vilhelm?


    Foldal. 

Du skulde jo været minister, blev der sagt.


    101Borkman. 

Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.


    Foldal. 

Stod ham altså ikke i vejen.


    Borkman. 

Å nej; det var ikke derfor, han forrådte mig.


    Foldal. 

Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –


    Borkman. 

Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm.


    Foldal. 

Nå?


    Borkman. 

Det var – sådan et slags kvindehistorie, du.


    102Foldal. 

En kvindehistorie? Nej men, John Gabriel –?


    Borkman  (afbrydende).

Ja, ja, ja, – de gamle, dumme historier snakker vi ikke mere om. – Nå, minister blev da hverken han eller jeg.


    Foldal. 

Men højt tilvejrs kom han.


    Borkman. 

Og jeg i afgrunden.


    Foldal. 

Å, det er et frygteligt sørgespil –


    Borkman  (nikker til ham).

Næsten lige så frygteligt som dit, synes jeg, når jeg tænker på det.


    103Foldal  (troskyldig).

Ja, mindst lige så frygteligt.


    Borkman  (lér stille).

Men fra en anden side betragtet, så er det virkelig en slags komedie også.


    Foldal. 

En komedie? Dette her?


    Borkman. 

Ja slig, som det lader til at arte sig nu. For nu skal du bare høre –


    Foldal. 

Nå da?


    Borkman. 

Ja, du traf jo ikke Frida, da du kom.


    Foldal. 

Nej.


    104Borkman. 

Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og spiller til dans hos ham, som forrådte og ruinerte mig.


    Foldal. 

Det havde jeg da ingen anelse om.


    Borkman. 

Jo, hun tog sine noter og gik fra mig til – til herskabshuset.


    Foldal  (undskyldende).

Ja, ja, stakkers barn –


    Borkman. 

Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt andre?


    Foldal. 

Nå?


    105Borkman. 

For min søn, du.


    Foldal. 

Hvad!


    Borkman. 

Ja, hvad synes du, Vilhelm? Min søn er dernede i de dansendes rækker iaften. Er det så ikke en komedie, som jeg siger?


    Foldal. 

Ja, men så véd han visst ikke noget, du.


    Borkman. 

Hvad véd han ikke?


    Foldal. 

Han véd visst ikke, hvorledes han – denne – nå –


    Borkman. 

Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan godt tåle at høre det nu.


    106Foldal. 

Jeg er sikker på, at din søn ikke kender sammenhængen, John Gabriel.


    Borkman  (mørk, sidder og banker i bordet).

Han kender den, du, – så visst, som jeg sidder her.


    Foldal. 

Men kan du da tænke, at han skulde søge omgang i det hus!


    Borkman  (ryster på hovedet).

Min søn sér vel ikke på tingene med samme slags øjne som jeg. Jeg tør sværge på, at han står på mine fienders side! Han synes sagtens, ligesom de, at advokat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyldighed, da han gik hen og forrådte mig.


    Foldal. 

Men, kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det lys for ham?


    107Borkman. 

Hvem? Glemmer du, hvem der har opdraget ham? Først hans tante – fra han var en sex–syv år gammel. Og nu bagefter – hans mor!


    Foldal. 

Jeg tror, du gør dem uret i dette her.


    Borkman  (opfarende).

Jeg gør aldrig noget menneske uret! Begge to så har de hidset ham imod mig, hører du jo!


    Foldal  (spagfærdig).

Ja, ja, ja, så har de vel det da.


    Borkman  (harmfuld).

Å, de kvinder! De fordærver og forvansker livet for os! Forkvakler hele vor skæbne, – hele vor sejersgang.


    108Foldal. 

Ikke alle, du!


    Borkman. 

Så? Nævn mig nogen eneste en, som duer da!


    Foldal. 

Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer ikke.


    Borkman  (blæser hånligt).

Ja, hvad nytter det så! At der er slige kvinder til, – når en ikke kender dem!


    Foldal  (varmt).

Jo, John Gabriel, det nytter alligevel. Det er så lykkeligt og så velsignet at tænke på, at ude, rundt om os, langt borte, – der findes dog den sande kvinde.


    Borkman  (flytter sig utålmodig i sofaen).

Å, lad bare være med den digtersnak!


    109Foldal  (sér dybt krænket på ham).

Kalder du min helligste tro for digtersnak?


    Borkman  (hårdt).

Ja, jeg gør! Det er dette her, som er skyld i, at du aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vilde la’ alt sligt noget fare, så kunde jeg endnu hjælpe dig på fode, – hjælpe dig i vejret.


    Foldal  (mens det koger indeni ham).

Å, det kan du jo ikke.


    Borkman. 

Jeg kan, når jeg bare kommer til magten igen.


    Foldal. 

Men det har visst forfærdelig lange udsigter.


    110Borkman  (hæftig).

Tror du kanske, at den tid aldrig kommer? Svar mig på det!


    Foldal. 

Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare dig.


    Borkman  (rejser sig, kold og fornem, med en håndbevægelse mod døren).

Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.


    Foldal  (op fra stolen).

Ikke brug –!


    Borkman. 

Når du ikke tror, at min skæbne vil vende sig –


    Foldal. 

Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft! – Oprejsning måtte du jo ha’ –


    111Borkman. 

Videre! Videre!


    Foldal. 

Vel har jeg ikke taget min examen; men meget har jeg da læst i mine dage –


    Borkman  (hurtig).

Umuligt, mener du?


    Foldal. 

Der er ikke noget præjudikat for sligt.


    Borkman. 

Behøves ikke for undtagelsesmennesker.


    Foldal. 

Loven kender ikke den slags hensyn.


    Borkman  (hårdt og afgørende).

Du er ingen digter, Vilhelm.


    112Foldal  (folder uvilkårlig hænderne).

Siger du det i fuldt alvor?


    Borkman  (afvisende, uden at svare).

Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst, at du ikke kommer igen.


    Foldal. 

Vil du altså, at jeg skal gå fra dig?


    Borkman  (uden at sé på ham).

Har ingen brug for dig længer.


    Foldal  (sagtmodig, tager mappen).

Nej, nej, nej; kan så være, det.


    Borkman 

Her har du altså hele tiden løjet for mig.


    113Foldal  (ryster på hovedet).

Aldrig løjet, John Gabriel.


    Borkman. 

Har du ikke siddet her og løjet håb og tro og tillid ind i mig?


    Foldal. 

Det var ikke løgn, så længe du trode på mit kald. Så længe du trode på mig, så længe trode jeg på dig.


    Borkman. 

Vi har bedraget hinanden gensidig altså. Og kanske bedraget os selv – begge to.


    Foldal. 

Men er da ikke det i grunden venskab, John Gabriel?


    Borkman  (smiler bittert).

Jo, det, at bedrage, – det er venskab. Det har du ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før.


    114Foldal  (sér hen på ham).

Ikke noget digterkald. Og det kunde du sige mig så hårdhændt.


    Borkman  (blødere i stemmen).

Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det område.


    Foldal. 

Kanske mere end du selv véd.


    Borkman. 

Jeg?


    Foldal  (sagte).

Ja, du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang imellem, skal du vide. Den grufulde tvil – at jeg har forkvaklet livet for en indbildnings skyld.


    Borkman. 

Har du selv tvil, da står du på faldende fødder.


    115Foldal. 

Derfor var det så trøsterigt for mig at komme her og støtte mig op til dig, som troede. (tager sin hat.) – Men nu er du som en fremmed for mig.


    Borkman. 

Du også for mig.


    Foldal. 

Godnat, John Gabriel.


    Borkman. 

Godnat, Vilhelm.


(Foldal går ud til venstre.)

(Borkman står en stund og stirrer mod den lukkede dør; gør en bevægelse, som om han vilde kalde Foldal tilbage, men betænker sig og begynder at gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen. Derpå standser han ved sofabordet og slukker lampen. Det bliver halvmørkt i salen.)

(Lidt efter banker det på tapetdøren til venstre i baggrunden.)

    Borkman  (ved bordet, farer sammen, vender sig og spørger højlydt).

Hvem er det, som banker?


(Intet svar; det banker igen.)

    116Borkman  (bliver stående).

Hvem er det? Kom ind!


(Ella Rentheim, med et tændt lys i hånden, kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte dragt, som før, med kåben kastet løst over skuldrene.)

    Borkman  (stirrer på hende).

Hvem er De? Hvad vil De mig!


    Ella Rentheim  (lukker døren efter sig og kommer nærmere).

Det er mig, Borkman.


(Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver stående der.)

    Borkman  (står som lynslagen, stirrer ufravendt på hende og hvisker halvhøjt).

Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?


    Ella Rentheim. 

Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte mig før i tiden. Engang. For de mange – mange år siden.


    117Borkman  (som før).

Ja, det er dig, Ella, – jeg sér det nu.


    Ella Rentheim. 

Kan du kende mig igen?


    Borkman. 

Ja, nu begynder jeg at –


    Ella Rentheim. 

Årene har taget hårdt og høstligt på mig, Borkman. Synes du ikke det?


    Borkman  (tvungent).

Du er ble’t noget forandret. Sådan i første øjeblik –


    Ella Rentheim. 

Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken nu. De, som du engang holdt så af at sno om dine fingre.


    118Borkman  (hurtig).

Rigtig! Nu sér jeg det, Ella. Du har forandret frisuren.


    Ella Rentheim  (med et trist smil).

Akkurat. Det er frisuren, som gør det.


    Borkman  (afledende).

Jeg vidste ellers ikke af, at du var her på disse kanter af landet.


    Ella Rentheim. 

Jeg er også så nylig kommen.


    Borkman. 

Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vintertid?


    Ella Rentheim. 

Det skal du få høre.


    119Borkman. 

Er det noget, du vil mig?


    Ella Rentheim. 

Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg begynde langt tilbage.


    Borkman. 

Du er visst træt.


    Ella Rentheim. 

Ja, jeg er træt.


    Borkman. 

Vil du ikke sætte dig? Der, – i sofaen.


    Ella Rentheim. 

Jo tak. Jeg trænger til at sidde.


(Hun går over til højre og sætter sig i det forreste sofahjørne. Borkman står ved bordet med hænderne på ryggen og sér på hende. Kort taushed.)

    Ella Rentheim. 

Det er usigelig længe siden vi to mødtes, ansigt til ansigt, Borkman.


    120Borkman  (mørk).

Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger imellem.


    Ella Rentheim. 

Et helt menneskeliv ligger imellem. Et forspildt menneskeliv.


    Borkman  (sér hvasst på hende).

Forspildt!


    Ella Rentheim. 

Ja, just forspildt. For os begge.


    Borkman  (i kold forretningstone).

Jeg eragter ikke mit liv som forspildt endnu.


    Ella Rentheim. 

Nå, men mit liv da?


    121Borkman. 

Der har du selv skylden, Ella.


    Ella Rentheim  (med et ryk).

Og det siger du!


    Borkman. 

Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig.


    Ella Rentheim. 

Tror du det?


    Borkman. 

Ifald du bare selv havde villet.


    Ella Rentheim  (bittert).

Ja, jeg véd jo nok, at der stod en anden parat til at ta’ imod mig –


    Borkman. 

Men ham viste du væk –


    122Ella Rentheim. 

Ja, jeg gjorde det.


    Borkman. 

Gang på gang viste du ham væk. År efter år –


    Ella Rentheim  (hånligt).

– år efter år viste jeg lykken fra mig, mener du vel?


    Borkman. 

Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham også. Og da havde jeg været frelst.


    Ella Rentheim. 

Du –?


    Borkman. 

Ja, da havde du frelst mig, Ella.


    Ella Rentheim. 

Hvorledes mener du det?


    123Borkman. 

Han trode, det var mig, som stod bagved dine afvisninger, – dine evige afslag. Og så tog han hævn. For det kunde han så let, – han, som havde alle mine uforbeholdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde han brug af, – og så var det ude med mig – indtil videre da. Sé, alt det er du skyld i, Ella!


    Ella Rentheim. 

Sé, sé, Borkman, – når det kommer til stykket, så er det kanske mig, som står i skyld og gæld til dig.


    Borkman. 

Som man ta’r det. Jeg véd godt alt det, jeg har at takke dig for. Du lod gården her, hele ejendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled huset fuldt til rådighed for mig og for – for din søster. Du tog Erhart til dig, – og sørged for ham i alle måder –


    Ella Rentheim. 

– så længe jeg fik lov til det –


    124Borkman. 

– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blandet mig ind i disse huslige spørgsmål. – Som jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for mig og for din søster. Men du kunde også gøre det, Ella. Og du skal vel huske på, at det var mig, som satte dig i stand til at kunne det.


    Ella Rentheim  (oprørt).

Der fejler du storlig, Borkman! Det var mit inderste, varmeste sind og hjerte for Erhart, – og for dig også, – det var det, som drev mig!


    Borkman  (afbrydende).

Kære, lad os ikke komme ind på følelser og sligt noget. Jeg mener naturligvis, at når du handled, som du gjorde, så var det mig, som gav dig evnen til det.


    Ella Rentheim  (smiler).

Hm, evnen, evnen –


    125Borkman  (ildfuldt).

Ja, netop evnen! Da det store, afgørende slag skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og altså også greb til millionerne, som var betroet mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt, hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t og lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige!


    Ella Rentheim  (kold og rolig).

Det er sandt og rigtig, Borkman.


    Borkman. 

Det er det. Og derfor, – da de så kom og tog mig, – så fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.


    Ella Rentheim  (sér hen på ham).

Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?


    126Borkman. 

Hvorfor?


    Ella Rentheim. 

Ja, hvorfor? Sig mig det.


    Borkman  (hårdt og hånligt).

Du tænker kanske, at det var for at jeg kunde ha’ noget at falde tilbage på – om det skulde gå galt?


    Ella Rentheim. 

Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de dage.


    Borkman. 

Aldrig! Jeg var så uryggelig sikker på sejren.


    Ella Rentheim. 

Ja, men hvorfor så alligevel –?


    Borkman  (trækker på skuldrene).

Herregud, Ella, – det er ikke så godt at huske bevæggrunde, som er en snes år gamle. 127Jeg husker bare, at når jeg gik der ensom og tumled i stilhed med alle de store foretagender, som skulde sættes i værk, så syntes jeg, at jeg var tilmode ligesom jeg kunde tænke mig en luftskipper. Gik der i de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon og skulde til at sejle udover et usikkert, farefuldt verdenshav.


    Ella Rentheim  (smiler).

Du, som aldrig tvilte på sejren?


    Borkman  (utålmodig).

Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de tror på den samme ting. (hen for sig.) Og derfor var det vel, at jeg ikke vilde ha’ dig og dit med mig i ballonen.


    Ella Rentheim  (i spænding).

Hvorfor, spør’ jeg! Sig, hvorfor!


    Borkman  (uden at sé på hende).

En ta’r ikke gerne det dyreste med ombord på slig færd.


    128Ella Rentheim. 

Du havde jo det dyreste med ombord. Selve din fremtids liv –


    Borkman. 

Livet er ikke altid det dyreste.


    Ella Rentheim  (åndeløs).

Stod det slig for dig dengang?


    Borkman. 

Det forekommer mig så.


    Ella Rentheim. 

At jeg var det dyreste, du vidste?


    Borkman. 

Ja, der svæver mig for noget sligt.


    Ella Rentheim. 

Og dengang var der dog gået år og dag hen, efter at du havde sveget mig – og giftet dig med – med en anden!


    129Borkman. 

Sveget dig, siger du? Du forstår visst meget godt, at det var højere hensyn, – nå ja, andre hensyn da, – som tvang mig. Uden hans bistand kunde jeg ingen vej komme.


    Ella Rentheim  (bekæmper sig).

Altså sveget mig af – højere hensyn.


    Borkman. 

Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han satte dig som pris for hjælpen.


    Ella Rentheim. 

Og du betalte prisen. Fuldt ud. Uden prutning.


    Borkman. 

Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller falde.


    130Ella Rentheim  (med bævende stemme, sér på ham).

Kan det være sandt, som du siger, at jeg dengang var dig det dyreste i verden?


    Borkman. 

Både dengang og siden, – længe, længe bagefter.


    Ella Rentheim. 

Og så tusked du mig bort alligevel. Købslog om din kærligheds ret med en anden mand. Solgte min kærlighed for en – for en bankchefspost!


    Borkman  (mørk og bøjet).

Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella.


    Ella Rentheim  (rejser sig vildt og dirrende fra sofaen).

Forbryder!


    131Borkman  (farer sammen, men behersker sig).

Det ord har jeg hørt før.


    Ella Rentheim. 

Å, tro aldrig, at jeg sigter til, hvad du kan ha’ forbrudt imod lands lov og ret! Hvad brug du har gjort af alle disse aktiebreve og obligationer – eller hvad det var for noget, – hvad tror du, jeg bryr mig om det! Havde jeg fået lov at stå dig nær, da alt styrted sammen over dig –


    Borkman  (spændt).

Hvad da, Ella?


    Ella Rentheim. 

Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig med dig. Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –


    Borkman. 

Havde du villet det? Kunnet det?


    132Ella Rentheim. 

Både villet og kunnet det. For dengang kendte jeg jo ikke din store, forfærdelige forbrydelse –


    Borkman. 

Hvilken! Hvad sigter du til?


    Ella Rentheim. 

Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen tilgivelse er for.


    Borkman  (stirrer på hende).

Du må være fra dig selv.


    Ella Rentheim  (træder nærmere).

Du er en morder! Du har begået den store dødssynd!


    Borkman  (viger henover mod pianoet).

Raser du, Ella!


    133Ella Rentheim. 

Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nærmere mod ham.) Forstår du, hvad det vil sige? Der tales i bibelen om en gådefuld synd, som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig før kunnet begribe, hvad det var for noget. Nu begriber jeg det. Den store nådeløse synd, – det er den synd at myrde kærlighedslivet i et menneske.


    Borkman. 

Og det siger du, jeg har gjort?


    Ella Rentheim. 

Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad der egentlig var vederfaret mig, før nu ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig til Gunhild istedet, – det tog jeg bare sådan som en almindelig ustadighed fra din side. Og som en følge af hjerteløse kunstgreb fra hendes. Og jeg tror næsten, jeg foragted dig en smule – trods alt. – Men nu sér jeg det! Du sveg den kvinde, du elsked! Mig, mig, mig! Det dyreste, du 134vidste i verden, det var du rede til at afhænde for vindings skyld. Det er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyldig i! Mordet på din egen sjæl og på min!


    Borkman  (kold og behersket).

Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, utøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så rimeligt for dig at sé sagen slig, som du gør. Du er jo kvinde. Og for dig lader det jo altså til, at du ikke véd, ikke la’r gælde nogen anden sag i hele verden.


    Ella Rentheim. 

Nej, det gør jeg rigtignok ikke.


    Borkman. 

Bare din egen hjertesag –


    Ella Rentheim. 

Bare den! Bare den! Det har du ret i.


    135Borkman. 

Men du får huske på, at jeg er en mand. Som kvinde var du mig det dyreste i verden. Men når endelig så må være, så kan dog en kvinde erstattes af en anden –


    Ella Rentheim  (sér på ham med et smil).

Gjorde du den erfaring, da du havde taget Gunhild til hustru?


    Borkman. 

Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til at bære det også. Alle magtens kilder i dette land vilde jeg gøre mig underdanige. Alt, hvad jord og fjeld og skog og hav rummed af rigdomme – det vilde jeg underlægge mig og skabe herredømme for mig selv og derigennem velvære for de mange, mange tusend andre.


    Ella Rentheim  (fortabt i erindringen).

Jeg kender det. Så mangen aften, som vi talte om dine formål –


    136Borkman. 

Ja, med dig kunde jeg tale, Ella.


    Ella Rentheim. 

Jeg spøgte med dine planer og spurgte, om du vilde vække alle guldets slumrende ånder.


    Borkman  (nikker).

Jeg kan huske det udtryk. (langsomt.) Alle guldets slumrende ånder.


    Ella Rentheim. 

Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja, ja, Ella, det er netop det, jeg vil.


    Borkman. 

Det var det også. Når jeg bare først kunde få foden i stigebøjlen –. Og det afhang dengang af den ene mand. Han kunde og han vilde skaffe mig den ledende stilling i banken, – ifald jeg på min side –


    137Ella Rentheim. 

Rigtig, ja! Ifald du på din side gav afkald på den kvinde, du havde kær, – og som havde dig så usigelig kær igen.


    Borkman. 

Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig. Vidste, at han aldrig på noget andet vilkår –


    Ella Rentheim. 

Og så slog du til.


    Borkman  (hæftig).

Ja, jeg gjorde det, Ella! For magtlysten var så ubetvingelig i mig, sér du! Og så slog jeg til. Måtte slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de dragende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg og steg. År for år steg jeg –


    Ella Rentheim. 

Og jeg var som udslettet af dit liv.


    138Borkman. 

Og endda så styrted han mig i afgrunden igen. For din skyld, Ella.


    Ella Rentheim  (efter en kort, tankefuld taushed).

Borkman, – synes du ikke, at der ligesom har hvilet forbandelse over hele vort forhold?


    Borkman  (sér på hende).

Forbandelse?


    Ella Rentheim. 

Ja. Synes du ikke det?


    Borkman  (urolig).

Jo. Men hvorfor egentlig –? (udbrydende.) Å, Ella, – jeg véd snart ikke længer, hvem der har ret, – enten jeg eller du!


    Ella Rentheim. 

Du er den, som har forsyndet dig. Du fik al menneskeglæde til at dø i mig.


    139Borkman  (angst).

Sig da ikke det, Ella!


    Ella Rentheim. 

Al kvindelig menneskeglæde idetmindste. Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne i mig, har jeg levet mit liv som under en solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig mere og mere imod, – rent umuligt tilslut, at elske nogen levende skabning. Ikke mennesker, ikke dyr eller planter. Bare denne eneste ene –


    Borkman. 

Hvilken eneste ene –?


    Ella Rentheim. 

Erhart, naturligvis.


    Borkman. 

Erhart –?


    140Ella Rentheim. 

Erhart, – din, din søn, Borkman.


    Borkman. 

Har han altså virkelig ligget dig så varmt på hjerte?


    Ella Rentheim. 

Hvorfor tror du ellers, jeg tog ham til mig? Og beholdt ham, så længe jeg bare kunde? Hvorfor?


    Borkman. 

Jeg tænkte, det var af barmhjertighed. Ligesom alt det øvrige.


    Ella Rentheim  (i stærkt indre oprør).

Barmhjertighed, siger du! Haha! Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertighed – siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind i mit køkken og frøs og græd og bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen besørge det. Følte 141aldrig nogen trang til at ta’ barnet ind til mig selv, varme det ved min egen ovn, glæde mig ved at sidde og sé på, at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig været slig i min ungdom; det mindes jeg så grant! Det er dig, som har gjort det ørkentomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom også!


    Borkman. 

Bare ikke for Erhart.


    Ella Rentheim. 

Nej. Ikke for din søn. Men ellers for alt, alt, hvad som levende rører sig. Du har bedraget mig for en mors glæde og lykke i livet. Og for en mors sorger og tårer også. Og det turde kanske være det dyreste tab for mig, du.


    Borkman. 

Siger du det, Ella?


    Ella Rentheim. 

Hvem véd? Det var kanske en mors sorger og tårer, som havde tjent mig bedst. (i stærkere 142bevægelse.) Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet dengang! Og derfor så tog jeg Erhart til mig. Vandt ham helt. Vandt hele hans varme, tillidsfulde barnehjerte for mig, – indtil –. Åh!


    Borkman. 

Indtil hvad?


    Ella Rentheim. 

Indtil hans mor, – hans kødelige mor, mener jeg, tog ham fra mig igen.


    Borkman. 

Han måtte vel fra dig igen. Her ind til byen.


    Ella Rentheim  (vrider hænderne).

Ja, men jeg bærer ikke forladtheden, du! Ikke tomheden! Ikke tabet af din søns hjerte!


    Borkman  (med et ondt udtryk i øjnene).

Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. Man mister ikke lettelig hjerter til fromme for nogen her nedenunder – i stueetagen.


    143Ella Rentheim. 

Jeg har mistet Erhart her. Og hun har vundet ham igen. Eller nogen anden også. Det lyser da noksom ud af de breve, han skriver til mig en gang imellem.


    Borkman. 

Er det altså for at hente ham hjem til dig, at du kommer her?


    Ella Rentheim. 

Ja, ifald det så sandt var gørligt, da –!


    Borkman. 

Gørligt er det jo, hvis du endelig så vil ha’ det. For du har jo det største og første krav på ham.


    Ella Rentheim. 

Å, krav, krav! Hvad gælder da krav her? Har jeg ham ikke frivillig, – så har jeg ham slet ikke. Og det er det, jeg må! Helt og udélt må jeg ha’ mit barns hjerte nu!


    144Borkman. 

Du må huske på, at Erhart er inde i tyveårsalderen. Længe vilde du vel ikke kunne gøre regning på at få beholde hans hjerte udélt, som du udtrykker dig.


    Ella Rentheim  (med et tungt smil).

Det behøvte ikke at vare så svært længe.


    Borkman. 

Ikke det? Jeg tænkte, at det du kræver, det kræver du til dine dages ende.


    Ella Rentheim. 

Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke at vare så længe.


    Borkman  (studser).

Hvad vil du sige med det?


    Ella Rentheim. 

Du véd da vel, at jeg har været sygelig i alle de sidste år?


    145Borkman. 

Har du?


    Ella Rentheim. 

Véd du ikke det?


    Borkman. 

Nej, ikke egentlig –


    Ella Rentheim  (sér overrasket på ham).

Har ikke Erhart fortalt dig det?


    Borkman. 

Kan sandelig ikke huske det i øjeblikket.


    Ella Rentheim. 

Overhodet ikke talt om mig kanske?


    Borkman. 

Jo, talt om dig tror jeg nok han har. Forresten så sér jeg så sjelden noget til ham. Næsten aldrig. Der er nogen nedenunder, 146som holder ham væk fra mig. Væk, væk, skønner du.


    Ella Rentheim. 

Véd du det så sikkert, Borkman?


    Borkman. 

Ja visst véd jeg det. (forandrer tonen.) Nå, men du har altså været sygelig, Ella?


    Ella Rentheim. 

Ja, jeg har det. Og nu i høst tog det en sådan overhånd, så jeg måtte her ind og tale med læger, som er mere kyndige.


    Borkman. 

Og du har alt talt med dem kanske?


    Ella Rentheim. 

Ja, i formiddag.


    Borkman. 

Hvad sa’ de for noget da?


    147Ella Rentheim. 

De gav mig fuld visshed for det, som jeg længe har havt en anelse om –


    Borkman. 

Nå?


    Ella Rentheim  (jævn og rolig).

Det er en dødelig sygdom, jeg bærer på, Borkman.


    Borkman. 

Å, tro da ikke sligt noget, Ella!


    Ella Rentheim. 

Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning er for, du. Lægerne véd intet middel imod den. De må la’ den gå sin gang. Kan ingenting gøre for at standse den. Bare lindre lidt kanske. Og det er da ialfald godt.


    Borkman. 

Å, men det kan vare længe endnu, – tro du mig.


    148Ella Rentheim. 

Det kan muligens vare vinteren over, blev der sagt mig.


    Borkman  (uden at tænke ved det).

Nå ja, – vinteren er jo lang, den.


    Ella Rentheim  (stille).

Den er ialfald lang nok for mig.


    Borkman  (ivrig, afledende).

Men hvad i al verden kan den sygdom være kommet af? Du, som da visst har levet så sundt og så regelret –? Hvad kan det da være kommet af?


    Ella Rentheim  (sér på ham).

Lægerne tænkte sig, at jeg kanske engang havde havt store sindsbevægelser at gå igennem.


    149Borkman  (opbrusende).

Sindsbevægelser! Aha, jeg forstår! Det skulde være mig, som har skylden!


    Ella Rentheim  (i stigende indre oprør).

Det er det for sent at drøfte nu! Men jeg ha’ mit hjertes eget eneste barn igen, før jeg går bort! Det er så usigelig tungt for mig at tænke på, at jeg skal forlade alt, hvad liv er, – forlade sol og lys og luft, uden at lade efter mig her en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes mig varmt og vemodigt, – slig, som en søn tænker på og mindes den mor, han har mistet.


    Borkman  (efter et kort ophold).

Tag ham, Ella, – ifald du kan vinde ham.


    Ella Rentheim  (livfuldt).

Gir du dit samtykke? Kan du det?


    150Borkman  (mørk).

Ja. Og det er ikke noget så stort offer, du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.


    Ella Rentheim. 

Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg en ting til at be’ dig om. En stor ting for mig, Borkman.


    Borkman. 

Nå, så bare sig det.


    Ella Rentheim. 

Du vil kanske finde det barnagtigt af mig, – ikke kunne forstå det –


    Borkman. 

Sig det, – sig det da!


    Ella Rentheim. 

Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg mig ikke så ganske lidet –


    151Borkman. 

Nej, du gør vel ikke det.


    Ella Rentheim. 

Og det er min agt at la’ det altsammen gå over på Erhart.


    Borkman. 

Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere.


    Ella Rentheim  (varmt).

Nej, jeg har visselig ingen nærmere end ham.


    Borkman. 

Ingen af din egen slægt. Du er den sidste.


    Ella Rentheim  (nikker langsomt).

Ja, så er det netop. Når jeg dør, – så dør navnet Rentheim også. Og det er mig en så kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen – lige til navnet –


    152Borkman  (farer op).

Ah, – jeg sér, hvor du vil hen!


    Ella Rentheim  (lidenskabeligt).

Lad ikke det få ské! Lad Erhart få bære navnet efter mig!


    Borkman  (sér hårdt på hende).

Jeg forstår dig nok. Du vil fri min søn fra at bære sin fars navn. Det er sagen.


    Ella Rentheim. 

Aldrig det! Jeg skulde selv så trodsig og gladelig ha’ båret det sammen med dig! Men en mor, som snart skal dø –. Et navn binder mere end du tror og véd, Borkman.


    Borkman  (kold og stolt).

Godt og vel, Ella. Jeg skal være mand for at bære mit navn alene.


    153Ella Rentheim  (griber og trykker hans hænder).

Tak, tak! Nu er der fuldt opgør mellem os! Jo, jo, lad så være, det! Du har gjort godt igen, hvad du kunde. For når jeg er ude af livet, så lever Erhart Rentheim efter mig!

(Tapetdøren slåes op. Fru Borkman, med det store tørklæde over hovedet, står i døråbningen.)

    Fru Borkman  (i voldsomt oprør).

Aldrig i evighed skal Erhart hede så!


    Ella Rentheim  (viger tilbage).

Gunhild!


    Borkman  (hårdt og truende).

Her op til mig har ingen lov til at komme!


    Fru Borkman  (et skridt indenfor).

Jeg ta’r mig lov til det.


    154Borkman  (imod hende).

Hvad er det, du vil mig?


    Fru Borkman. 

Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig imod de onde magter.


    Ella Rentheim. 

De værste magter er i dig selv, Gunhild!


    Fru Borkman  (hårdt).

Lad så være med det. (truende, med oprakt arm.) Men det siger jeg, – sin fars navn skal han bære! Og bære det højt frem til ære igen! Og jeg alene vil være hans mor! Jeg alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og ingen andens.


(Hun går ud gennem tapetdøren og lukker efter sig.)

    Ella Rentheim  (rystet og oprevet).

Borkman, – Erhart kommer til at gå til grunde i dette uvejr. Det komme til en 155forståelse mellem dig og Gunhild. Vi må straks ned til hende.


    Borkman  (sér på hende).

Vi? Jeg også, mener du?


    Ella Rentheim. 

Både du og jeg.


    Borkman  (ryster på hovedet).

Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg engang drømte om at bryde ud af fjeldene.


    Ella Rentheim. 

Så prøv det da nu!


    Borkman  (svarer ikke; står og sér uviss på hende).

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om John Gabriel Borkman

Skuespillet John Gabriel Borkman kom ut i 1896 og handler om ambisjoner og svik.

Etter å ha sonet en fengselsstraff for bedrageri har tidligere banksjef John Gabriel Borkman i flere år isolert seg i andre etasje i et hus eid av Ella Rentheim, ungdomskjæresten han svek for å oppnå makt og rikdom. Borkmans kone Gunhild, Ellas tvillingssøster, bor i første etasje, men de har ingen kontakt. Både John Gabriel og Gunhild håper på en form for oppreisning gjennom sønnen Erhart. Men Ella, som har fått vite at hun er dødssyk, ønsker å adoptere Erhart. Dette fører til en bitter krangel mellom tvillingssøstrene og tvinger dem alle til å ta et oppgjør med fortiden.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Vil du ha varsel når nye bøker publiseres?