Gå ikke efter ham, Gunhild!

Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig!

Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du nåer ham ikke.

Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham nedover vejen. Og sin mors skrig må han da vel høre!

Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt inde i vognen –

Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen endnu!

Han sidder for længst i vognen, tro du mig.

Sidder han i vognen, – så sidder han der med hende, med hende, – hende!

Og så hører han nok ikke sin mors skrig da.

Nej, – så hører han det ikke. (lytter.) Hys! Hvad er det?

Det høres ligesom bjældeklang –

Det er hendes vogn!

Eller kanske en andens –

Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de lige forbi her – nedenunder bakken!

Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –!

Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os!

Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken.

Nu høres ikke klokkerne længer.

Jeg syntes, de lød som gravklokker.

Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!

Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig.

Hvem véd, om de ikke ringer livet og lykken ind for ham alligevel, Gunhild.

Livet og lykken, siger du!

For en stakket stund ialfald.

Vilde du unde ham livet og lykken, – med hende?

Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg det!

Så må du være rigere på kærlighedskraft, du, end jeg.

Det er kanske kærligheds savnet, som holder den kraft oppe.

Hvis så er, – da bli’r nok jeg snart lige så rig som du, Ella.

John, kom så og gå ind, du også.

Jeg?

Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det kan jeg sé på dig, John. Kom så og gå ind med mig. Ind under tag, hvor der er varmt.

Op igen på salen kanske!

Helst ind i stuen til hende.

Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag mere!

Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nattetid, John?

Først og fremst så vil jeg nu gå ud og sé til alle mine gemte skatte.

John, – jeg forstår dig ikke!

Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg mener. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser og peger ud.) Sé ham der, du! Hvem er det?

Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen?

I herrens navn, – står du ude på trappen, John Gabriel? (hilser.) Og fruen også, sér jeg!

Det er ikke fruen.

Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i snéen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –?

Det er på tiden, jeg begynder at bli’ friluftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre år i varetægt; fem år i cellen; otte år på salen deroppe –

Borkman, – jeg be’r dig –!

Ak ja, ja, ja –

Men hvad er det så, du vil mig, spør’ jeg?

Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, – den salen, du!

Vilde du der op til mig, som viste dig døren?

Ja, det får i guds navn være det samme.

Hvad har du gjort ved foden? Du går jo og halter?

Ja, tænk dig, du, – jeg er ble’t overkørt.

Overkørt!

Ja, af en slædevogn –

Åhå!

– med to heste for. De kom i susende fart nedover bakken. Jeg kunde ikke vige af vejen fort nok; og så –

– og så kørte de over Dem?

De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i snéen og misted brillerne og fik paraplyen knækket; (gnider sig.) og foden lidt skadet også.

Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm?

Nej, hvor kunde jeg sé det? Det var jo en lukket vogn, og gardinerne var trukket 217ned. Og kusken standsed såmænd ikke et øjeblik, da jeg lå der og trilled –. Men det kan også være det samme, for – (udbrydende.) Å, jeg er så forunderlig glad, du!

Glad?

Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest må kalde det glad. For der er indtruffet noget så rent mærkværdigt! Og derfor så kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom og dele glæden med dig, John Gabriel.

Nå, så dél den glæden da!

Å, men få da først din ven ind med dig, Borkman.

Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt.

Men du hører jo, at han er ble’t overkørt!

Å, overkørt bli’r vi allesammen – en gang i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og lade som ingenting.

Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude i en fart.

Ja, tjen mig i det, Vilhelm.

Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du, – da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, – 219så finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem det var fra?

Kanske det var fra din lille Frida?

Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et langt – temmelig langt brev fra Frida, du. Der havde været en tjener og bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun skriver om?

Skulde det muligens være for at sige farvel til forældrene.

Akkurat! Det er mærkværdigt, som du kan gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver, at fru Wilton har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fruen rejse med hende til udlandet. For at Frida kan få lære mere musik, skriver hun. Og så har fru Wilton 220sørget for en dygtig lærer, som skal være med på rejsen. Og læse med Frida. For, desværre, hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker, skønner du.

Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm.

Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste. (lér.) Men det bli’r der rigtignok ikke noget af!

Hvorledes det?

Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske tidligt.

Sé, sé, – imorgen? Skriver hun det?

Ja, men nu er jeg listig, jeg, sér du! Nu går jeg lige op til fru Wiltons –

Nu ikveld?

Ja herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må sé Frida, før hun rejser. Godnat, godnat!

Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spare dig det tunge vejstykke.

Å, du tænker på den foden –

Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons alligevel.

Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli’r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op. For Frida må jeg og skal jeg sé.

Deres datter er alt rejst, herr Foldal.

Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem har De det fra?

Vi har det fra hendes vordende lærer.

Så? Og hvem er han da?

Det er en student Erhart Borkman.

Din søn, John Gabriel! Skal han rejse med?

Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru Wilton med at oplære din lille Frida.

Nå, gud ské lov og tak! Så er jo barnet i de bedste hænder da. Men er det også ganske visst, at de alt er rejst med hende?

De rejste med hende i den vognen, som kørte dig over på vejen.

Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde vognen!

Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen godt op at køre. Og student Borkman også. – Nå, – la’ du så mærke til sølvklokkerne?

Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølvklokker?

Det kan du forlade dig på. Altsammen var ægte. Både udenpå og – og indeni.

Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til 225musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få sé. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet –

– og køre over sin far –

Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder.

Græder hun?

Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik.

Og du lér, du, Vilhelm.

Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår det ikke bedre, hun, sér du. Nå, farvel da! Godt er det, at jeg har sporvognen så nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken!

Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang i livet, at du er ble’t overkørt, gamle ven.

Du er så bleg, så bleg, John –

Det kommer af fængselsluften deroppe.

Jeg har aldrig før sét dig slig.

Nej, for du har vel aldrig sét en udbrudt straffange før heller.

Å, kom nu bare og gå ind med mig, John!

Lad være med de lokketoner. Jeg har jo sagt dig –

Men når jeg nu be’r dig så indstændig? For din egen skyld –

Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal stænge gadedøren nu.

Hør bare; nu vil de stænge mig inde igen!

Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil trække lidt frisk luft først.

Ja men fruen selv har sagt, at –

Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen sidde i, så –

Ja, gud bevar’s vel; jeg skal nok så gøre.

Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de mig aldrig fat mere!

Men du er jo fri mand derinde også, John. Kan gå og komme ganske som du selv vil.

Aldrig under tag igen! Her ude i natten er det så godt at være. Gik jeg op på salen nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig flad som en flue –

Men hvor vil du da hen?

Bare gå og gå og gå. Sé, om jeg kan vinde frem til frihed og til liv og til mennesker igen. Vil du gå med mig, Ella?

Jeg? Nu?

Ja, ja, – nu straks!

Men hvor langt da?

Så langt jeg bare kan.

Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde, kolde vinternatten –

Åhå, – frøkenen er bekymret for sin helbred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.

Det er din helbred, jeg er bekymret for.

Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må lé af dig, Ella!

Hvad var det, du sa’, at du var?

En død mand, sa’ jeg. Mindes du ikke, Gunhild sa’, jeg skulde bare holde mig rolig, der jeg lå?

Jeg går med dig, John.

Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella. (går videre.) Kom så!

Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig ikke igen her.

Hold dig bare i snésporene efter mig!

Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?

Vi må opad den krogede stien.

Å, men jeg årker snart ikke mere.

Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsigten. Der stod en bænk før i tiden –

Mindes du den?

Der kan du hvile dig.

Kom her, Ella, så skal du få sé.

Hvad er det, du vil vise mig, John?

Sér du, hvor landet ligger frit og åbent for os – vidt ud over?

Der på bænken sad vi ofte før, – og så endnu langt, langt videre ud over.

Det var et drømmeland, vi så ud over dengang.

Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu er det land snédækt. – Og det gamle træ er dødt.

Kan du skimte røgen af de store dampskibene ude på fjorden?

Nej.

Jeg kan. – De kommer og de går. De bringer forbundsliv hele jorden rundt. De 235skaber lys og varme over sjælene i mange tusend hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe.

Og så blev det ved drømmen.

Det blev ved drømmen, ja. (lytter.) Og hør der nede ved elven, du! Fabrikerne går! Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt! Hør bare, hvor de går. De har natarbejde. Nat og dag arbejder de altså. Hør, hør! Hjulene hvirvler og valserne lyner – rundt, rundt! Kan du ikke høre det, Ella?

Nej.

Jeg kan høre det.

Jeg tror, du ta’r fejl, John.

Å, men alt dette her – det er bare ligesom udenværkerne omkring riget, det, må du vide!

Riget, siger du? Hvilket rige –?

Mit rige vel! Det rige, jeg var lige ved at tage i besiddelse den gang jeg – den gang jeg døde.

Å John, John!

Og nu ligger det der – forsvarsløst, herreløst, – udsat for røveres overfald og plyndring. 237– Ella! Sér du fjeldrækkerne der – langt borte? Den ene bagenfor den anden. De højner sig. De tårner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige rige!

Å, men der står et så isnende pust fra det rige, John!

Det pust virker som livsluft på mig. Det pust kommer til mig som en hilsen fra underdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. Og jeg prøvte på det. Men jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen. (med fremrakte hænder.) Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – 238med alt eders lysende følge af magt og ære! Jeg elsker, elsker, elsker eder!

Ja, der nede har du din kærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe i dagen, du, – her var der et varmt, levende menneskehjerte, som banked og slog for dig. Og dette hjerte, det knuste du. Å, mere end det! Tifold værre! Du solgte det for – for –

For rigets – og magtens – og ærens skyld, – mener du?

Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm.) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – 239du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!

Jeg frygter næsten, at du får ret i den spådom, Ella.

Du skal ikke frygte for det, John. Just det vilde være det bedste, som kunde times dig.

Ah –! (mat.) Nu slap den mig.

Hvad var det, John!

Det var en ishånd, som greb mig i hjertet.

John! Fornam du ishånden nu!

Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd var det.

Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg skal gå og hente hjælp til dig.

Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst så for dig.

Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter dem –

Ja, her er de! Der borte sidder de på bænken (råber.) Ella!

Leder du efter os?

Ja, det må jeg vel gøre.

Sé, her ligger han, Gunhild.

Sover!

En dyb og lang søvn, tror jeg.

Ella! (behersker sig og spørger dæmpet.) Er det sket – frivilligt?

Nej.

Altså ikke ved egen hånd?

Nej. Det var en isnende malmhånd, som tog ham i hjertet.

Hent hjælp. Få fat på folk fra gården.

Ja vel, frue. (sagte.) I Jøssu navn da –

Natteluften har altså dræbt ham –

Så er det vel.

– ham, den stærke mand.

Vil du ikke sé på ham, Gunhild?

Nej, nej, nej. (dæmper stemmen.) Han var en bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ikke tåle det friske drag.

Det var nok snarere kulden, som dræbte ham.

Kulden, siger du? Kulden, – den havde dræbt ham for længe siden.

Og skabt os to om til skygger, ja.

Du har ret i det.

En død og to skygger, – det har kulden virket.

Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to række hinanden hånden da, Ella.

Jeg tænker, vi kan det nu.

Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket.

Vi to skygger – over den døde mand.