Cernay 5te Januar 1887.
Glædeligt Nytaar – Hr. Justitsraad! og Tak for det gamle!
Her er to Breve fra Dem at besvare. […]
– Vor Jul var jo noget underlig. Træet stod i et Hotelværelse, og vi var jo en liden Flok fremmede Fugle langt hjemmefra. Her er det ikke til at være om Vinteren og vi lider af Kulden. Især synes jeg Synd i Guttene, som ikke har Spor af Opvarmning; hos dem ligger Isen paa Ruden snart en Uge gammel og en halv Tomme tyk. Om Natten er her Snestorm, og Snefanerne ligger halvanden Alen i Gaderne. Klimaet – i Frankrige! – det er Pinedød Humbug! – Imidlertid trykker vi os sammen om Kaminen og trøster os ved god Mad. Og det er besynderligt, ingen feiler noget. Vi fryser værre end hjemme; men ingen er forkjølet. Beate er saa frisk som hun aldrig har været, og Børnene ere rundkindede og muntre. Saa vi har det godt; men jeg ærgrer mig frygtelig over al den Humbug med Solen i Frankrige!
Hils nu et hjerteligt Nytaar til Fru Julie og Jacob – Jule & Nytaarskort findes ikke i Cernay – og Tak for det gamle Aar – Fra Beate og mig.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville; Seine et Oise 5. Jan. 87,
Kjære Principal! – jeg er bange, du er vred paa mig? – javist var det l50 – se selv! Men kan du nu begribe, hvorledes et saa klart juridisk Hoved som mit kan ørske saaledes? – og dertil lokke andre med ud i Dumheden. Er du meget ærgerlig?
Jeg har skrevet til Josephson, at Skylden alene var min og gjort min Undskyldning, saa du behøver ikke at have mere med Sagen. Skulde han alligevel sende dig disse Satans Kroner, faar du vel kvittere og sige, at jeg desværre er lidt fjollet. Men det er haardt for en gammel Kontormand. Hvorfor forblev jeg dog ikke ved jurisprudensen?
Forresten skammer jeg mig for meget til at kunne spøge; og jeg imødeser med en vis Spænding et Par Linier fra dig: om du er meget sint paa mig? – jo! – Dokumenterne var i en deilig Orden.
Din skamfulde Alexander L. Kielland.
Cernay la ville, Seine et Oise 6te Januar 1887.
Kjære Fru Drewsen! Deres Brev har ligget hernede i Atelieret nogle Dage ubesvaret, fordi Veiret har været saa frygteligt, at jeg har holdt mig hjemme, hvor vi alle kryber sammen om Kaminen.
Jeg havde nok hørt, her kunde være koldt; men jeg troede dog ikke, det kunde være saa rent bandsat. Sneen ligger høit, og Isen paa Ruderne inde hos Gutterne er tommetyk og snart en Uge gammel. De har slet ingen Opvarmning, og vi har en Kamin til vort og Smaapigernes Værelser; saa vi lider virkelig af Kulde.
Men underligt nok! – hidtil har vi alle været friske; Børnene blir tykke og røde; og Beate har ikke paa mange Aar været saa frisk og fornøiet. –
Jeg tror at hele Verden er i en urolig Sindstilstand, og at det speiler sig i enhver, der lever med i Tiden. Selv har jeg intet at klage over; mine rent personlige Forhold er jeg fornøiet med; alligevel har jeg hverken den Ro, der giver Lyst til Arbeide, eiheller noget bestemt rettet Raseri, der tvinger mig til at arbeide, og derfor er jeg tung, og Beate og Børnene siger, at jeg er sint og hidsig i Smaating. Naar bare Barometret vilde stige og Luften komme tilro, saa skulde jeg igjen blive snil og munter.
Det kan ikke nytte i et Brev at ville forklare, hvor underligt langt De er borte fra at forstaa Beates og min egen Opfatning af dette med Drachmann. Det var os en Skuffelse, at De vedbliver at tro, at De skylder eller at vi ønsker en Forklaring. Hvad der gjorde os ondt var, at De kunde tro, vi vare svækkede i Venskabet; det andet – ja det kan ikke nytte i et Brev, men hvis jeg havde Dem Ansigt til Ansigt skulde det dog vel lykkes mig at faa Dem overbevist om, hvor absolut ligegyldigt det er for vort – Deres og mit – Forhold – ja for os fire – hvor ganske uden Betydning det er, om en Femtemand er Ven for en og Uven for en anden af os. Se jeg holder jo for Exempel i nogle Ting paa Edvard Brandes, men aldrig har jeg derfor frygtet at miste Deres Venskab; og med hvilken Ret kunde De da saa stygt mistænke mig for at stille Fordringer til Dem og Deres Mands Venskaber.
Men baade De og Drewsen har set saa meget af Digterforfængelighed og Skinsyge paa nært Hold, at jeg virkelig tror, I mener, jeg føler Jalousi ved Drachmanns Gjenoptagelse i Eders Omgang. Mod dette kan jeg ikke forsvare mig; thi hvis Eders Kjendskab til mig ikke indeholder Frifindelsen, saa er Forsvar Anklage. Og især synes Beate, som dog aldrig har gjort literære Fordringer, at De ikke skulde draget hende ind under de onde Formodninger; og Deres skarpe og haarde Brev har gjort hende mere ondt end De maaske tror. Jeg vilde inderligt ønske, at De vilde sætte Dem ind i, hvor langt vi ere borte fra det, De kalder «Kredsen» og fra al den onde Tale i Deres store By, og gjenfinde de rent menneskelige Sympatier, som binder os sammen.
Dyp nu strax Deres Pen igjen og træd ind til os – som paa Hjortevang – sikker paa at være velkommen fremfor nogen anden.
Glædeligt Nytaar til Onkel Viggo og Deres Børn fra Beate og os alle.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville; Seine et Oise d: 8de Jan. 87.
Kjære Broder! – glædeligt Nytaar for dig og dine og Tak for det gamle. Du havde kanske ventet at høre fra mig før om Pengene, som nu ere komne Fred. Hansen ihænde og vist allerede for størsteparten ere distribuerede. Men her har været et saadant Veir, at jeg ikke har kunnet opholde mig i Atelieret, og hjemme er der ingen Skriveplads. Af min Gjæld i Stavanger bliver der nok et residuum – det vil der vist gjerne blive efter Gjæld –; Summen Hypotek var – som du vel har faaet vide – 7000 og nogle hundrede opimod 8, hvoraf du ved, jeg fik et tusinde med paa Reisen. Men hvad der saaledes ikke bliver betalt af Hyp.Laanet, lader vi staa i en ældgammel Fontenelle-Obligation fra Jonas’s Tider i Sparebanken. Fredrik faar mine Fogdepenge til Renter og Afdrag, til min Livspolice m. m.; – selv klarer jeg mig herude med de 600 Kr., Hegel sender mig hver Maaned. Nu – da det værste er over, maa du ogsaa faa vide, hvor galt det stod med mit Regnskab hos Gyldendal. Jeg skyldte ihøst 14,000 Kroner! Men siden har jeg tjent følgende:
Sne – 13 1/2 Ark à 325 Kr. (6000 Ex) | Kr. 4,387,50 |
Mine Friexemplarer (som jeg tar Penge for | 35,– |
Tre Par 11 1/4 Ark à 270 Kr (5000 Ex) | 3,037,50 |
Mine Friexempl. | 33,80 |
2d Opl. af Sne 13 1/2 Ark à 110 Kr. (2000 Ex.) | 1,485,– |
Det kngl. Theater indtil Jul | |
2–9 Opførelse af 3 Par | 1 848,06 |
Antagelseshonorar af samme | 300 – |
for Sne fra Deutsche Rundschau | 280 – |
11 406,86 |
Saa det værste maa jo siges at være over; men som du ser – det var paatide. Og havde jeg ikke faaet denne Hjælp af dig og de andre Søskende, vilde jeg have været – jeg ved ikke hvor.
Nu var det, om du faar nok i mine Skibspenge til Renter og Afdrag i Hypotheken? Du hæver altsaa ogsaa min Lod hos Andreas. Tidligst i 86 gav jeg Andreas en accept, som skulde saldere os den Gang og lidt til. Saa min conto er vist noksaa god. Lad mig høre, naar du engang gjør op.
Saaledes er den store Omvæltning i mit Liv iværksat og i Betragtning af dens Nødvendighed maa den jo siges at være vellykket. Hvergang jeg synes, vi har det ondt, tænker jeg, hvor langt bedre dog end at luske hjemme med Halen mellem Benene. Her lever vi ukjendt og i Fred i et ynkeligt lidet Hus uden Spor af Comfort endsige Luxus; men vi trives, alle er friske og muntre. Om et Aar eller to kan jeg være saa nogenlunde paafode; og det er – mellem os – min Drøm at ende i Fars Hus, naar engang Enken dør. Jeg mener ikke om to Aar – forstaar du; men engang ude i Fremtiden.
Det er værst for Børnene. Skolen er slet og ret Almueskole – vistnok god som saadan; men Guttene var jo langt længer. Derfor tænker jeg allerede paa at sende dem til Kristiania med Tiden. Tycho vilde være god, hvis han vilde tage dem; jeg har ikke endnu spurgt. De blir 13 og 14 Aar til Sommeren.
Saaledes som det er, kan det godt gaa, naar her bare blir Veir igjen; men saaledes som her er med Storm og Sne og Frost, kan man neppe forestille sig efter de almindelige Begreber om det solbeskinnede Frankrige. Saaledes som vi fryser, har jeg aldrig frøset, ligetil vi kommer under Dynen, – den er norsk og den er der da lidt Varme i. Men det er underligt – ingen blir forkjølet eller syg. Naar du skriver, venter jeg ikke at høre noget om Sne; jeg kan vide – efter vore Breve paa Aarre – at du synes, jeg er i Uret; men som vi blev enige om, at lade Kontroverserne hvile, ville vi ogsaa fremdeles være gode Venner og Brødre i al vor Uenighed.
Hilsen fra alle mine til dig og alle dine.
Din hengivne Broder Alexander.
[Febr. 1887.]
[Begynnelsen tapt.]
Jeg har nu endelig efter fire Maaneder været inde i Paris fra Onsdag til Søndag. Meget var jeg – kan du vide – optaget med at gjøre Lie’s Bekjendtskab, besøge Bjørnsons og indføres i Kredsen omkring dem. Der er naturligvis en hel Del, som ikke passer for mig; men da jeg – som du ved – er ganske blottet for Skamfølelse, fører jeg min egen Tone med mig; og jeg maa sige, det ser ialfald ud, somom den taales. Bjørnson har jeg især en fast og god Fornemmelse af. Lie derimod er mere med Fruentimmer. I Længden vilde jeg spy af dem alle; derfor flytter vi dem aldrig nærmere end til rive gauche. – Jeg vil ikke længer besvære mig over Kulden; kun saa meget være mig tilladt at sige: disse siste Dage have været værre end hele Vinteren. Som du vel har seet skal de spille Tre Par i Stockholm; jeg troede, de var fornærmede, fordi jeg stillede Pengefordringen lidt høit. Desuden har jeg omarbeidet Paa Hjemvejen for Kristiania Theater, fundet en ivrig Oversætter til fransk, samt skrevet noget Djævelskab til Verdens Gang, som heder Taknemlighed (anonymt er det) og som du maa holde Udkik efter om en 8 Dages Tid. Hvis du kan, saa skriv snart igjen til mig, og lad mig høre, at det gaar dig noget bedre; hils din Kone.
Din hengivne Ven Alexander L. K.
Cernay-la-ville den 1ste Februar 87.
Hr. Theaterchef Schrøder!
Jeg har omarbeidet Paa Hjemveien; vil De se, om Theatret kan bruge det til Opførelse?
Dersom Fru Gundersen vilde spille Fru Worm, vilde jeg være glad.
Tør jeg bede Dem passe godt paa Manuskriptet og i ethvert Fald lade det komme mig ihænde igjen, for det er det eneste, jeg har.
Modtag min forbindtligste Hilsen.
Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.
Cernay la ville d: 2den Februar 1887.
Kjære Hr. Justitsraad! – jeg har to Breve fra Dem at besvare. Det første af 12te Januar: Tak for det kngl. Theaters Regulativ. Vil De sige til Bloch, at han maa gjerne stryge noget af det kjedsommeligste i 3die Akt. Bjørnson skal have strøget meget – ogsaa i 2den Akt; derfor er det gaaet saa godt i Kristiania. I Kjøbenhavn dør det vel snart ud, – medmindre altsaa lidt Strygning kunde lette det? –
Aarsopgjøret fik jeg i sin Tid og erkjender herved dets Rigtighed, ligesom jeg med Glæde konstaterede Fremgangen og med blid Skam Fraværelsen af Renteberegning. Med Hensyn til Fremtiden, saa har jeg – mellem os – en Plan til et uskyldigt Lystspil – 4 Akter, som jeg skal have færdigt til Sommeren. Desuden sendte jeg igaar til Schrøder en Omarbeidelse af Paa Hjemvejen. Det er ialfald noget. Deres 2det Brev af 27de Jan: Det var en Overraskelse – en sørgelig, at Venstre tabte saa skammeligt. Kjøbenhavn bevarer trofast den gamle røde Lakeikjole fra Oldenborgerne. Drachmanns nye Stykke kjender jeg ikke, og jeg begjærer hellerikke at kjende det. Derimod vil jeg bede Dem sende mig noget, som jeg saa anmeldt engang: En Expedition paa en Konebaad i Grønland?
Vi lever godt; men her er fremdeles det mest nederdrægtige Veir, jeg har oplevet. Norges Vestkyst er en lun Urtegaard sammenlignet med Elementernes Rasen paa denne taagede Plet af Jorden.
Søster Kitty er herude paa et Besøg. Hun er meget optaget af Ønsket om, at Kittelsen skal faa illustrere Per Gynt, hvorom der skal være Tale. Hun paalægger mig at anbefale Ideen til Gyldendal.
Tænk Dem! jeg har endnu ikke været i Paris! men nu skal det dog snart blive; jeg kan baade trænge og fortjene lidt Opmuntring. Alle hilser Dem og Deres Kjære –
Deres meget hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville d. 13de Februar 1887.
Hr. Redaktør Thommesen.
De har været saa snil at sende mig Deres Blad en Tid. Modtag som en liden Gjengave dette journalistiske Forsøg, hvis De kan bruge det urørt. Jeg overlader til Dem at bedømme, om det er nødvendigt – ved en Note foran eller nedenunder – at gjenkalde i Erindringen Jaabæks stygge Artikel, da han vilde, Bjørnson skulde frasige sig sine 1600, fordi jeg o.s.v. – De husker?
Der skal ikke være Navn eller Mærke under; forhaabentlig vil mine Venner kjende mig paa Kloen – og mine Uvenner.
Modtag min forbindtlige Hilsen
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Cernay den 14d Marts 87.
Kjære Hr. Justitsraad! undskyld, at jeg ogsaa denne Gang telegraferede; nu skal jeg ikke gjøre det mere; men jeg faar undertiden her i min Ensomhed en Følelse af at være glemt af Gud og Mennesker. Denne Gang havde jeg helleringen Nød; thi Kristiania Theater havde sendt mig 500 Kroner, som jeg anvendte til et halvt Aars Husleie og til en Parisertur. Fra Bergen faar jeg vist ikke noget; men jeg venter at høre fra Sverige, hvor det siges at gaa godt. At der ikke var mere at presse ud af Kjøbenhavn, forundrer mig ikke; jeg er vel fornøiet; og Resten af mit Tilgodehavende maa De inkassere, naar Tiden kommer. Vilde De ogsaa forespørge, om Theatret kunde have Lyst paa det i Kristiania antagne «Paa Hjemvejen»? – eller skulde jeg byde det til – for Ex. Folketheatret?
At jeg ikke har skrevet til Dem paa en Tid, kommer ogsaa af, at jeg har opsat det til Pengebrevet skulde komme; og derfor har jeg hellerikke fortalt Dem om mit Besøg i Paris. Jeg har nu altsaa endelig seet Lie og Fru Lie – man nævner dem uvilkaarligt sammen, – jeg har sogar selv gjort den lidt ondskabsfulde Vits, at der paa hans Bøger burde staa: «af Jonas Lie (le lit conjugal)» – og alt, hvad der er sagt om disse Menneskers Elskværdighed finder jeg i høi Grad bekræftet. Lie selv gjør ikke fra først af noget betydeligt Indtryk; men der er en Hygge over Huset og det hele som i et rigtigt godt gammelt norsk Familiehjem. Alligevel – ja hvis jeg sad paa «min Plads» i Deres lille Kontor, skulde jeg snart have forklaret Dem, hvad jeg nu stanser foran; thi korteligen og skriftligen er det ikke saa let at udtale sig om Ting, som egentlig talt ikke kommer en ved, uden at ens Ord tage Farve af Sladder eller underfundig Misstemning. Men kortelig er det dette, at Lies og Bjørnsons Omgang er omtrent fælles og meget rig paa Fruentimmer. Nu er Fru Lie og hendes Børn korrekte indtil Tørhed; Caroline derimod og hendes er der altid lidt iveien med – ialfald altid Stof nok for en livlig Sladder. Saa gaar B. selv med store Ord og Munden fuld af Svava; og det kan de ikke taale, fordi de forstaar ikke, at han ikke ser alle Smaating, fordi han ikke vil – ikke har Tid til alt det smaa FruentimmerVrøvl; og saa ærgrer de sig og puffer Lie op til at være større, større og større og trykker B. ned, forat Lie skal tage sig rigtig stor ud. Og Lie er desværre ikke klogere, end at han lader sig lokke op i Høider, hvor han aldeles ikke hører hjemme – efter min Forstand; og derfor er der – lad det være mellem os – i al denne Venskabelighed mellem de to norske Digtere i Paris en ulmende Glød, som jeg meget vel følte, skjønt det gik med Latter og gode Miner, og som – det frygter jeg – vil fordærve Forholdet engang. Men min Sympathi er udelt paa B. B’s Side i det Stykke – ialfald efter det, jeg har seet til Dato. Se saa! nu fortalte jeg meget alligevel; lad det gaa i Deres hemmelige Skuffe! – Vi er saa i Nød for Lekture – baade jeg og Børnene. Wilh. Møllers Oversættelse af Dickens var saa oprørende gemen, at vi – Beate og jeg – ikke kunde holde det ud. Findes der ikke for billig Pris nogle af de gamle Oversættelser af Moltke eller Schaldemose? De vilde gjøre en Velgjerning med en Bogpakke; – turde jeg bede om Fru Thoresen Midnat. II? – andet nyt husker jeg ikke; men alt hjemmefra er kjært. – De har mildt Veir! – men vi! – ja saadan Kulde har da jeg aldrig kjent i mit syndige Liv; idag morges var her Sne paa Taget, frossen Jord og selv midt i Solen blæser her en Vind, som piber ind mellem Ribbenene og bringer Milten til at sitre! B. B. skrev en Dag fra Paris, at der var saa megen Sol og Vaar; men jeg tænker, han fryser paa Næsen nu igjen – selv i Paris; her er altid lidt koldere. À propos om BB! – kan De forstaa, hvorfor han er saa skrækkelig sint, fordi Silvia Bennett ikke vil være saa nøieregnende med dem, hun vil slippe ind i Paradiset? – Stedet er dog virkelig hendes eget. Jeg synes idetheletaget, at det bliver lidt dumt, at alle nu tager hver sit Patent paa Løsningen af Kvindesagen. –
Vi lever alle godt; Beate er især overraskende frisk og fornøiet. Else har Kighoste, men mildt; naar her bare blir – jeg vil ikke sige varmt, men lidt mindre grønlandsk, saa tænker jeg, vi alle ville trives udmærket. Beate hilser Dem og Deres; Børnene ogsaa – jeg ogsaa
Deres hengivne Alexander K.
Cernay den 29de Marts 1887.
Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Brev af 25de og for Bøger: I. Frøken Nelly er noksaa god, hvis det ikke er Wil. Bloch; men er han Forfatter, skulde han skamme sig. II. Prinsessen paa Bolstad – den kunde jeg ikke holde ud; men min Søn Alexander har fortalt mig Historien og udtalt som sin Dom: «at Bogen mangler Stil», – derved er jeg akkviesceret. III. Midnatssolen læser jeg – og med Fornøielse; det exalterede generer mig mindre nu, da jeg kjender Fru Thoresen og ser hendes skjønne og elskværdige Træk bagom; og jeg beundrer i høi Grad den gamle Dames Kjendskab til Egnen, hendes utrættelige Varme og Sympati, som hun virkelig ender med at faa meddelt selv den Læser, der ellers frastødes af den noget gammeldagse høit opskruede Naturbegeistring. – Lad os vente med «Paa Hjemveien», indtil det er prøvet i Kristiania; det skal snart op nu; Omarbeidelsen har jeg foretaget hernede for faa Uger siden. De husker, det er en Bagatel, som spilles i en halv Time.
Jeg kan ikke – desværre! denne Gang modtage Deres Kompliment for mit skarpe Syn i Forholdet Bj.-Lie. Thi jeg har min Søster Kitty og hendes Veninde Frøken Backer som overflødigt sprudlende Kilder; og det er for en stor Del disse to halvgamle Damers hysteriske Jonasdyrkelse, som gjør mig ængstelig. Det Næt, som der desværre saa ganske unødigen – synes jeg – er spundet mellem de to Mænd af Fruentimmerintriger, Forfængelighed, Hensyn og smaa skjulte Fornærmetheder – hele det Næt har jeg ikke behøvet mine to – ganske vist gode – Øine til at opdage; men jeg er grundigen og uden nogen min Fortjeneste sat ind i Sagerne – mer end jeg har Lyst til. Men hvad jeg saa med egne Øine og med pinlig Overraskelse, det var, hvor lidet Lie’s syntes at bryde sig om det gode Forholds Bestaaen. Lie fik en haard, aggressiv Tone, saasnart B kom paa Tale, og Fru Lie lagde liden Dæmper paa sin Misstemning – endogsaa overfor / d. e. i Nærværelse af / mig, der dog kom til dem som værende langt mere Bjørnsons Ven end Lies.
De siger, det er sørgeligt, at B. spreder sine Kræfter, – ja det er det paa en vis Maade for ham selv, og da væsentligst af den Grund, at han ikke har Raad til det. Men betænk, hvad Nytte alle vi andre har af ham; tænk om I – nu i Danmark havde en Mand med B.s Autoritet til at tage snart denne snart hin i Nakken og holde ham imod Lyset? – tænk hvilken Skat for et lidet Land at have i en stor og modig Mand samlet ligesom hele Folkets Samvittighed; – thi han er som en ond Samvittighed over alle, der fristes henimod Kjæltringagtighed i Politik – i Literatur – i Theologi – overalt. Er det ikke netop, hvad I mangler? – se gamle Madvig famlende og ængstelig: tør ikke sige aabent til Høiesteret: skam Eder! – men maa dog sige noget, forat fri sin egen Samvittighed. Eller se den ædle, men lille Hostrup! – som trækkes frem, overvældes med Hurraraab og Begeistring, for at staa forladt paa selve Dagen – tænk om I havde en eneste Mand, som Ingen vovede at gjøre Grin af; – ja Grin var nu et uheldigt Ord, for der er saamænd nok af dem, der har Mod nok til at gjøre B. til Nar, saa ofte de skimter Muligheden. Men Sagen er med ham, at Latteren altid taber; der hvor han stiller sig, samles efterhaanden Alvoret: de tvinges hen til ham – modstræbende, fordi han har Mod og Magt og et forunderligt sikkert Instinkt. Og altid er han paafærde! – imod ham er dog vi andre ikke andet end respektable Næringsdrivende. – Nei – nei! ikke hele Dickens! men hvis De kan skaffe os f. Ex. David Copperfield, Oliver Twist, Bleak house. –
Jeg ser Brandes’s Stykke faar yderst forskjellig Dom: Politiken hører et øgende Bifald; gamle Jacob Davidsen bare Hyssen; den eneste sikre Dom i den dramatiske Verden er Theaterkassen, og den venter med at udtale sig en 14 Dage à 3 Uger. Jeg spaar, at Stykket er godt og tørt og ufint, og at Forfatterens Person vil accentuere de svage Sider, saaat Stykket ikke værdsættes efter Fortjeneste. Denne Spaadom er som alle andre gode Spaadomme tøielig og ikke altfor afgjørende. Lille Else har Kighosten, – ellers alt vel.
Beate hilser Dem, Fru Julie og de Smaa – fra mig ogsaa Hilsen til Alle.
Deres Alexander L. Kielland.
Ja Veiret glemte jeg! – vær glad, det var ellers blevet et Brev fuldt af Forbandelser!
[Brevkort, postst. Cernay-la-ville 2/4 87.]
Tak for Remisse fr. 900. Jeg skal snart skrive et ordentlig Brev. Tør jeg bede Dem subskribere for mig paa Nyt Tidsskrift. Før fik jeg det fra Redaktionen, men nu synes Farao at have glemt Josefs Fortjenester; – jeg maa have det fra Nytaar. Bed Deres Søn skrive mig et langt politisk-socialt Brev; jeg er saa udenfor de gamle Forbindelser i Kjøbenhavn og dog saa interesseret.
Hilsen fra alle til alle. Deres A. L. K.
Cernay den 15de April 1887.
Kjære Hr. Justitsraad! – Tak for Vidar og Hexene. David Copperfield skal jeg nu faa fra Paris, men det kan maaske vare længe, hvorfor jeg beder Dem sende mig Bleak house eller Vor fælles Ven i medtaget Exemplar, – det gjør ikke noget.
De spørger, om jeg snart har noget til Trykning. Det bliver ikke andet end en Komedie til Høsten; men bare jeg faar den færdig, vil jeg være fornøiet. Hvad Indtægten angaar, saa er jo en Fortælling bedre – ialfald mindre afhængig af Lykken; men vi har dog tjent næsten ligesaagodt paa Tre Par som paa Sne, og saa er det jo ikke det halve Arbeide. Min Komedie bliver ganske uden Problem og skal kun flyde paa sin gode muntre Stemning. – Vi lever alle godt; faa Dage var her varmt, saa Sne igaar igjen og idag iskold Nordenvind. Under saadanne Veirforholde er det meget vanskeligt for mig at arbeide; jeg er mer end de fleste i mit Fag optaget af Naturen og følsom for Luftens og Landskabets Stemning, saa denne evige Venten og Skuffelse gjør mig saa rasende, at jeg ikke kan sidde stille. Naar her blir varmt – hvis her blir varmt, skal jeg skrive pent til Dem, men idag maa De tage tiltakke med Hilsener – varmere end Veiret for Dem og Deres fra alle her.
Deres hengivne Alexander L. K.
Cernay la ville d: 21de April 87.
Kjære Jacob! Jeg skrev til Jane, om hun vidste, om du var sint paa mig for Sne, og hun svarede forleden, at hun havde talt med Præsten Meyer o.s.v. Jeg talte paa Aarre med Præsten Meyer […] – han spurgte om min nye Præstebog, vi kom til dig, jeg nævnte, hvorledes netop denne Præstetype drev mig henimod Sider af dit Væsen. Hvor nær jeg har været dig, maa du selv dømme om; men jeg skulde ønske, du kunde forstaa, hvorledes en Bog som Sne er skrevet – efter din Sprogbrug vilde det hede: lige under Guds Øine. Jeg vilde ønske, du kunde forstaa, i hvor høi Grad de Men nesker gjør mig Uret, som ville mærke mig som en Parti-forfatter eller som endog letfærdigen sige: lad nu de stakkels Præster være i Fred – og lignende. Det er dog klart og maa engang blive klart for alle, naar Alvor bliver til Alvor, at dette var, hvad jeg havde at gjøre i Verden, alt, hvad jeg hidtil havde gjort var Tilløb eller snarere Kredse om det centrale. Thi ligefra jeg i min Ungdom blev vakt af Søren Kierkegaard har det brændt i mig: at jeg skulde føre et Slag mod den værste Løgn, jeg saa og ser i Verden: mod denne Legen-Kristendom med en jævnt avancerende Embedsstand, Ceremoni, Spilfægteri og hele Samfundets Opdragelse i Hykleri. Og alt har samlet sig i mig – halvt modstræbende, men ustanseligt saaledes som hos den, der drives af Aand, har Tanke tvunget Tanke frem, indtil det fylder sin Form og staar der.
Naar jeg nu ser paa Sne, og mest naar jeg tænker paa alt det Pjank og Pølsesnak, den har ophvirvlet, saa synes det mig, at mit store Slag faldt mat. Men naar jeg saa læser et Par Sider og føler, hvad der i de jævne Linier er presset sammen af Kraft og Vrede og Overbevisning, saa faar jeg det Haab, at denne Bog skal virke i Tiden og hjælpe til engang at nedbryde den officielle Gudsdyrkelses Skjændsel. Men da er det mig og trist at tænke, om dette mit store Kjæmpeslag, der var rettet saa mange hundrede Meter ovenover dit Hoved, om det skulde forekomme dig eller nogen at være rettet mod dig? Har Jürges Træk, som og findes hos dig, og som du er bragt til at se eller se klarere ved mig, saa har jeg ikke fortjent Dadel men Tak, saafremt du bare kan se mit Arbeide og min Mening med at arbeide saaledes an, som jeg mener, at det fortjener at ansees. Det er dette, du maa svare mig paa; thi vistnok siger Jane, at Meyer sagde, du var ikke sint; men denne lange Taushed kan dog ikke være af andet – synes jeg – end Misstemning hos dig mod mig? Jane griber Anledningen til en Forsvarstale for Jacob og minder mig om den Gang, jeg mistænkte dig for at ville tjene paa den graa Hesten. Det gjorde mig ondt, at hun saa lidet forstaar mig; men med Hesten havde hun Ret. Jeg har altid skammet mig over, at jeg et Øieblik kunde tro, at der i din store Forretningsdygtighed fandtes Spor af Vindesyge, det har jeg dog baade før og efter vidst dig saa aldeles ren og fri for. Men paa den anden Side hører naturligvis ogsaa denne Forretningsdygtighed med til de Egenskaber, der efter min (den kierkegaardske) Opfatning af Kristi Efterfølger som Sandhedsvidne gjør dig mere skikket og lykkeligere udrustet for omtrent ethvert andet hæderfuldt og menneskegavnligt Kald i Livet end det, du har. Det antager jeg ogsaa, du altid har vidst, at jeg ansaa dig saavel som de andre Præster, jeg har mødt, for lidet svarende til Idealet; men jeg indser ogsaa, at en saadan Dom fra en, der selv staar udenfor Kristendommen, ikke kan virke anderledes end irriterende. Det er dette Punkt vor indbyrdes Kjærlighed har baaret os over hidtil – skal vi ikke ogsaa sige: og fremdeles? Jeg har jo aldrig mødt andet end godt og trofast fra dig; skulde nogen ond Hensigt have ført min Pen, maatte jeg være utaknemlig og bundslet. Men har jeg – følgende, hvad jeg anser som min høieste Pligt kommet dig for nær, saa har det altsaa været i en god Mening, og jeg beder dig intet Øieblik gjøre mig den Uret at tvivle paa mit oprigtige Brodersind. Skriv mig nu ialfald til og snart.
Din hengivne Broder Alexander.
Cernay la ville 23de April 87.
Kjære Ven. Tak for dit Brev af 17de; – det var vist netop i disse Dage ifjor at vi vexlede de foreløbige Breve om dit Pintsebesøg? – og samtidigt med dit Brev fik jeg ogsaa Efterretninger fra Aarre. Min Fætter Andreas Sømme og Frue – du husker Coteletten – har været derude paa Aarre i Paasken, og han sendte mig Besked om Mennesker og Dyr. Vi efterlod os nemlig Høns, Ænder og Kalkuner, som vi endnu interesserer os levende for. De lever godt hos Thore og hos Bertha; i det tredie Hus – husker du der, hvor Guttene laa? – der har Berthas tørre Søster Lissa mod al Formodning faaet en Datter. Jeg ved ikke, om du nogensinde fik vide, at du steg endnu nogle Grader i Berthas Gunst, efterat Fru Edgreen i nogle Dage havde boet i din Stue. Thi denne mandhaftige Dame, der for Exempel laa med aabent Vindu om Natten, skræmte i den Grad den fredelige Bertha og forargede hende saa meget ved sin Mandslighed, at Fru Edgreen’s Eftermæle blev lutter Forsmædelse i Berthas Mund, hvorimod Lovtalerne blomstrede over han – Svanefygen. Jeg haaber, at naar du nu mærker, at der kommer grønne Blade paa Trærene i Østerbro, du da vil mindes Vaarsolen paa Aarre, Fuglene i Stranden og den sødt-rislende Bæk. – Her bor vi ogsaa fuldstændigt paa Landet – næsten ligesaa trangt som paa Aarre, og vi har havt en aldeles skrækkelig Vinter – hvad Klimaet angaar – værre end hjemme! – Nu er endelig varme Dage komne; men – som det gaar saa ofte – nu er vi alle syge, efterat have klaret os godt i Storm og Sne gjennem 4 a 5 Maaneder!
– Du nævner i dit Brev det uklare i Johannes’s Reflektioner, da Gabriele er gaaet fra ham. Jeg har hos flere forstandige Læsere mødt dette, saa det maa vel være min egen Skyld.
Johannes skulde være den nye Præstetype, som vi allerede slider saa haardt med hos os. Disse, som kalde sig Venstre, som bruger de nye Ideer, for atter engang at tage et nyt Fodfæste og atter vinde Sejer for Kirken paa Grund af Feigheden og Hykleriet i et saa religiøst forskræmt Samfund som vort. Faderen er større skaaret, steil og myndig uden Mulighed for Forhandling; Sønnen ser, saadanne Pavers Tid er forbi, og han forbereder sig til den nye Pavetype: liden, tætbygget, velvillig, indrømmende, men inderst stiv og ubønhørligt magtlysten, uden Spor af det Ideelle, hvoraf de gamle uforsonlige dog altid kunde have et Anstrøg, – men en kold, simpel Beregner – skamløs og derfor yderst stærk. >f. Ex. Krogh.< – Jeg kunde nok have streget stærkere under paa de siste Sider, men jeg vilde nu, at det skulde være nok; og vi hjemme i Norge forstaar Johannes bedre med det lille, der er givet. Du ved, min Fryd er Knaphed; og der er mere puttet ind i Sne end mange tror.
Dit uhøviske Ordsprog om Otto Forsonius er mig til megen Glæde, jeg vil som du vente paa Knaldet. – Hvorfor synes du, at Vaskningen i Albertine er overflødig? – du husker vel, det er første Gang? – hun er Jomfru –, men mener du, den er overflødig, fordi Forfatteren kunde nøiet sig med mindre drøie Farver, saa ved du, at jeg efter min literære Troesbekjendelse maa svare: det har ingen nogen Ret til at afgøre uden Krogh selv. Han maa faa bruge det Svineri, han tiltrænger og give Fanden i Æsthetiken. Sagen er: samler og forstærker Enkelthederne det Heles Vægt og Kraft? – og det synes jeg, de gjør – selv de pinibleste cruditeter. Derimod synes jeg, Bogen er lidt skabagtig, – som Malerne oftest ere.
Beate sender sine beste Hilsener til dig og din Frue. Børnene hilser ogsaa. Pas paa i næste Hefte af Norden, der vil du finde min gule Frak og min Skindhue, som du laante paa Aarre. Venskabelig Hilsen til din Kone
Din hengivne Alex. L. Kielland.
Cernay la ville 30te April 87.
Kjære Andreas! Tak for dit Aarrebrev, som i al Sandhed var indholdsrigt, rigt paa Overraskelser og gode Nyheder. Du er noteret i Fiskebogen med 4 blanke pr. 9de Marts; og du kan vel tænke dig, at jeg gjerne vilde været med paa Sanden i Solskin – selv med den kolde Nordenvind, jeg kjender saa godt. Her har vi det ikke synderligt godt just nu. Baby har havt Brystbetændelse, Else har fremdeles Kighoste og nu tilslut er Beate gaaet tilsengs for Hoste og Forkjølelse. Det er et Helvedes Klima! Kitty og Eilif Petersen var her et Par Dage, hvilket kvikkede os op; han var en jild Fyr, og han malede en god Skitse af mig med rød Vest og røde og blaa Flammer paa Næsen.
Min Forbauselse over Lisa kan du vel tænke dig; det er en af de utroligste Begivenheder i vort Aarhundrede; jeg vilde ønske, at det Barn forblev ilive – som et Dokument og en Advarsel. – Vore efterladte Dyr synes jo ogsaa at trives, og jeg tror ikke, det er saa farligt med Ænderne, som værper i Elven; det er vist bare de første Æg, fordi de ere saa unge. Det var uhyre heldigt med Kalkunerne; men jeg forstaar ikke rigtig, hvorledes det er med Hønsene: det Misfoster, som du har spist op, skulde jo være Gaardens Hane! vi efterlod den ialfald i den visse Tro, at det var en Hane. Har de ingen Hane nu? – de maa endelig faa sig en, forat det store Hønseslaget kan formere sig – som Lisa. – Dine Livsfarer – især den siste med gamle Ane har rystet mig. Hun kommer engang til at tage Livet af en af os paa Hjemturen fra Nærland; thi der findes virkelig ikke noget Middel til at faa hende til at staa stille.
– Jeg faldt her i Tanker og kom til at gaa op og ned i to Timer – balende med mit Stykke, som aldrig har villet tage nogen rigtig fast Form i mit Hoved. Men i disse to Timer kom jeg længer end i mange Maaneder; og mit Haab, som rent ud sagt har været ringe nok, begynder igjen at tro paa en færdig Komedie til næste saison – til Høsten. Men nu er jeg ogsaa saa blød i Hovedet, at jeg [vil] gaa lige hjem og drikke et stort Glas Vin og Vand. Hils alle gode Venner og Veninder; Tak Tante Hanna for Brev. Beate hilser til dig og Maren, jeg ogsaa. Skriv snart igjen.
Din Alexander.
Cernay 13de Mai 87.
Skindfytlinger – Kjære Maaltrost! det er et Garverord. Du ved, en garvet og færdig Hud er ujevn og flysset i Kanterne; alt det Skrab, som skjæres bort, forat faa ren Kant – disse Remser og Strimler – det er de oprindelige Skindfytlinger. De tilsvarende moralske Skindfytlinger blandt Menneskene ere dem, der hænge sig fast i Udkanterne af en Ide og give sig Mine af at være med i Midten; og det er desværre sjeldent, at der kommer en skarp Kniv, der skjærer ren Kant. Men forklar nu du mig, hvad Johnsens pisikke er for noget; i min juridiske Tid havde vi noget, som jeg kaldte Brandts suspensorium; nu tænker jeg mig, at Johnsens pisikke kunde være noget lignende?
Jeg har læst Bondemaalstræverne med baade Bifald og Fornøielse. Det er en Lettelse ogsaa for mig, at faa rammet en Pæl gjennem dette, at disse Maaldolke ere patentnationale fremfor os andre. Fra først af maatte man holde med dem, fordi Modstanden, de fik, var det rene Snobberi – de fines, de dannedes Spot over Bondens «simple» Sprog. Og lad Landsbørn faa nye Bøger – det er Sagen; thi skal de fremdeles bare have Pontoppidan og Bibelen, saa er det best, de beholder det Sprog, de minst forstaar. Men jeg tvivler ikke om, at det var høist paatide at forklare dem, at alt skal gjøres og med Glæde, forat hjælpe dem frem – fremover til os andre; men de maa ikke vente, at vi skal komme bagover til dem. Det synes jeg, du har sagt med mere Maadehold end Garborg kunde vente. – Glædelig 17 Mai! Beate kommer med Baby; jeg har været syg. Maatte nu Fred være med Eder paa Festens Dag; thi en af mine Anker mod Fester er ogsaa den, at de hyppigt benyttes til Opgjør, til at sige «Sandheder» og saadant mere. Jeg vil tømme mit ensomme Glas saa ofte, somom vi var mange, og ønske det gamle Land, at Børnene maa faa Ved til at holde sammen og Mod til at være stolte af Moderen. Hilsen fra Hus til Hus
Din hengivne A. L. K.
Cernay d. 23 Mai 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – vi saa med Glæde Beretningerne om Deres Festdag; men da vi kom til Middagen paa Skovgaard, saa vi paa hinanden med et Blik, der tydelig sagde: ah – der skulde vi have været! thi vi vovede at tænke os, at der vilde have været to Pladse for os ved det lange Bord, om vi havde boet i Øresundsgade og havt vor gode gamle Rørby!
[…]Tak for «Hytterne» og hils Pontoppidan, naar De ser ham. Det var da noget andet end de modbydelige Adelspersoner, som han hverken kjendte eller foragtede tilstrækkeligt. Men Hytterne er god solid Indignation; han er den eneste i Danmark, som har noget af denne saa nyttige Ingrediens. Kunde han nu ogsaa flytte sin Vrede opover og tage Kjøbenhavn i Nakken! – ak! om jeg var dansk, saa sad jeg vist forlængst paa Tugthuset!
Beate og Baby var i Paris til 17de Mai; jeg holdt mig mit Princip tro og gik ikke til Fest. Der var forresten et helt Røre. Hvad jeg har talt til Dem om før, har udviklet og forværret sig. Selv jeg, der baade saa og forstod, blev forsøgt – det vil sige: man forsøgte ogsaa at bruge mig i Rivaliseringen mellem L & B. Men da valgte jeg at tage Tyren ved Hornene og sagde lige til B., at jeg saa det altsammen, og at jeg var paa hans Side, men ellers vilde være fri for at spille med.
Det lettede B. at faa tale ud med et Mandfolk, og siden ved jeg, han har været hos Lie og de to ere nu klare og velforligte, saalænge det varer. Thi alle Bipersonerne, der ligesom have levet paa Spændingen – de ere ikke tilfredse – (allerminst med mig), og desuden vilde B. B. ikke have med til Festen Irgens Hansen og C. Krogh. Denne siste er nu bleven en Blære, der ikke længer rummes under Himmelen; og da han tilbedes af de frelste Kvinder, blev der et Schisma og meget Roderi, som jeg kun halvt er inde i. Imidlertid siger Beate, at B & Lies Fest var morsom; – Krogh & Hansen passerede med sine Tilhængere nedover Floden. Naar jeg ser paa Menneskenes Færd af denne Art, forekommer jeg mig selv at være syv hundrede Aar gammel. – Vi lever alle godt, men tænk Dem! endnu er her hundekoldt med Haggel. – Aldrig havde jeg tænkt – nei lad mig ikke begynde med Veiret, men slutte med vore hjerteligste Hilsener til Dem og Deres.
Deres hengivne Alex. L. K.
Cernay den 23de Mai 87.
Kjære Broder! – jeg har gaaet i nogen Tvivl, om jeg skulde fortsætte med disse høist personlige Anfald paa dig; eller om det ikke var bedre bare at takke dig, fordi du er saa god og kjærlig og bede dig – trods alt – være vis paa, at min Mening er god. Men jeg synes at føle, at jeg trygt kan gaa dig ind paa Livet uden at miste dig; og da vil jeg dog prøve det en Gang til, om jeg ikke ialfald i et enkelt Blink skulde kunne vise dig, hvor svimlende langt din Stand og du med den er kommen bort fra Forbilledet – ikke i Skrøbelighed o. s. v. men i aabenbar Trods. Du siger, at min Afstand fra Kristendommen er meget mindre end jeg selv vil være ved – kjære! det er jo netop jeg, som staar lige ved Kristendommen, men udenfor forsaavidt som jeg er uden Troen; og som fuldstændigt klart kan se, hvad der var Kristendom, og hvad der nu falskelig udgives for Kristendom.
Jeg skal sætte Fingeren paa et eneste Punkt i dit Brev for derudaf at fremstille en Afstandsmaaler. Du siger – du nævner som noget, en Præst maa lide eller finde sig i: dette, at høre saarende Ord, fordi Præsterne gjennemgaaende har mange Børn. Du beklager dig ikke over det som nogen stor Lidelse, men du nævner det dog. Og paa samme Tid ved du dog absolut sikkert, at for Mesteren og hans Disciple var den Tanke: at bemænge sig med en Kvinde – den var en Greüel, en Umulighed, en Bespottelse. Og du ved, at det var Paulus – ikke Mesteren, som tillod Ægteskabet, og du husker paa hvilken brutal Argumentation; men selv denne Tilladelse var dog kun for den menige Kristen; at Anførerne, Kristi umiddelbare Efterfølgere, Lærerne og Præsterne – at de skulde bemænge sig med en Kvinde – det ved du var en umulig Tanke i hundreder af Aar, for Slægtled af de beste og reneste Kristne og for Hovedmassen den Dag idag. Der maatte en hel, øgende Række af Præsteliderlighed paa den ene Side, og en dyb Synken af Idealet paa alle Kanter til, førend Een fandt Frækhed til at træde frem og uden Sky forlange ogsaa Kvinderne for dem, der sagde sig at være Efterfølgerne. Og fra Luther – som i sine kjødelige Krav var et stort Stykke af et Svin – er det nu gaaet saaledes «fremad»! at en Præst gifter sig og gifter sig og gifter sig igjen og tager alt som en Del af Korset, naar han spottes for sin flittige Børneavl. Du, som er vant og fortrolig med den Tanke at arbeide under Mesterens Øie, og du, som venter engang at staa for ham, sæt dig hen og gjør dig det ret levende og nærværende, at han kom gaaende, at han stansede i Aftenkjøligheden foran din Bolig, hvor du sad omgiven af dine 9 kjække Børn, at Mesteren strøg sig over Panden og løftede sit Øie paa dig: Du er jo min Efterfølger, og at følge mig efter er dette ene at lide for min Skyld, – lider da du?
Og sæt, at du da – uden at ville sammenligne dine Lidelser med hans – dog nævnte hvad du anser for at være Kristi Forsmædelse i disse Dage, og at du da og kom til at nævne dette: de spotter os ogsaa, fordi vi har mange Børn, – i hvilken Grad tror du ikke, at Mesteren – rent menneskeligt talt – vilde gaaet bagover af Forfærdelse – ikke over din Skrøbelighed – o! han vilde vel kunnet tilgive dig dine 9 og 9 x 9 Skrøbeligheder; men hvilken Rædsel – fremdeles menneskeligt talt – vilde ikke gribe ham ved denne dybe Perversitet, denne aabenbare Trods, denne cyniske Foragt for Forbilledet. – Jeg er saaledes indrettet at naar jeg en Gang i et fuldt klart Lys har seet Idealet og Vrængebilledet, saa bliver denne Afstand for mig en Kløft, en Afgrund til alle Tider, hvorover hverken Argumenter eller Fortolkninger eller praktiske Hensyn kan slaa nogen Bro; og om der end ikke var mere end dette ene at sige paa Statskirkepræsten, saa er det nok for den, der har faaet dette i sig: enten Skidt eller Kanel. Jeg ved og kan forstaa, at faa Mennesker ser paa den Maade; men jeg kan ikke forstaa den Ublufærdighed eller den tykke Tillid til Menneskenes Feighed, der kan føre en Mand, der staar paa den gyngende Bro af Fortolkninger og Tilsnigelser, til at sige for fuldt Alvor: netop denne norske Statskirke er det, Gud selv hidtil har bekjendt sig til. – Men naar jeg fra disse Tanker vender mig mod dit Brev og læser om dem, der have gjennemlevet Kristi Død og Opstandelse – ja, saa ved jeg hverken, om jeg skal le eller græde, saa fortvivlet langt ere vi fra hinanden; og den ene kan kun sige: Gud give, Alexander kunde faa den rette Aand, – og den anden: Bare Jacob kunde se i hvilken Ormegaard han er falden; – men ingen af os faar vel sit ønske opfyldt. Hellerikke venter jeg at faa Kristendommen reformeret – det ved du godt; men derfor er det lige meget min Pligt at raabe, naar jeg har faaet Øine og Stemme.
Og du paa din Side behøver ikke at være bekymret for de mange unge Mennesker, der ved mig skulde føres bort fra sin Forbindelse med Gud. I saa Henseende kunde jeg svare dig, som Sinding svarede Brændevinshandler Torkildsen, som klagede over Geschäften – «Vær De kun rolig – min gode Mand» – sa Sinding – «Djævelen hjælper Dem nok.» Og saalænge det skal gjælde for Kristendom, som nu leves: jævnt borgerligt omtrent som man har Lyst – med Præsterne i Spidsen, med Bevistheden om at være de Udvalgte her og de Udvalgte hist, – saalænge vil den store Geschäft blomstre, og den vil trives – Herrens Menighed, som I vove at kalde dette modbydelige Sammensurium. – Saaledes ser du ikke – jeg ved det; men hvorfor skulde jeg derfor agte dig mindre? Hvis du saa som jeg og dog forblev i det, da var det Skam; men du har ikke Ret til at formode, jeg skulde agte dig saa lidet, at jeg end ikke skulde bryde mig om din Kjærlighed, aldenstund det dog er absolut in confesso mellem os, at vi begge ere ærlige.
Nei Ærligheden er iorden og med den følger Agtelsen og Kjærligheden; men du siger noget om en Reservation, du altid læser i mit Ansigt, og dermed har det sin Rigtighed; der er noget der, som ikke netop er Reservation, men som jeg nu vil vove mig paa at forklare dig. Du har alle Dage levet i høi Grad energisk, og ifølge den eminente praktiske Retning, jeg fremdeles tillægger dig, er alt, hvad der har mødt dit Øie og dit Øre, gaaet ind i dig med en Fart og en brændende Varme, der ikke har givet dig Fred, førend du fik meddelt din Interesse, din Iver til andre. Du er tidligt bleven et af disse Mennesker, for hvem Livet strax har omsat sig til Beretning; men derved er Midtpunktet i Beretningen blevet dig selv, fordi alt fik sin oprindelige Interesse ved at møde dig; og da du har været et lykkeligt og sundt Menneske, er Beretningen bleven selvtilfreds. Jeg husker, de Voxne lo af dig, da du kom fra Lyngdal, – og det var kanske dumt af dem; jeg tror nu du skulde været how I found Livingstone eller noget sligt; men med Aarene øgte denne Iver i Gjengivelsen; og som dit Liv flød stille, greb din Energi de smaa Ting, meddelte dem dit eget Væsens Glød, saaat tilslut alt, hvad der kom dig nær, blev elektrisk, du virkede paa dit eget Liv som en Multiplikator: det smaa blev betydeligt, det store blev kollossalt, og det gode blev glimrende. Tilslut har du mistet den fine Sands, der holder en Mand borte fra Selvros. Du kan sætte dig hen og under et meget gjennemsigtigt Slør af Fordringsløshed give dig selv, og hvad dit er, de mest utvetydige Komplimenter: har du en Ven, er han den beste paa Jorden, har du en Hest, er det den første i Skandinavien, alt, hvad der tilstøder dig, er det mærkeligste i Verden, ja det skulde ikke undre mig, om du paastod, at den Vind, du slap igaar, er den mærkværdigste Vind, som er sluppet i de siste ti Aar i Nord-Europa. Ja det er sandt! – saaledes er du virkelig! Fremmede ser det neppe; Folk, som er dig underlegne i Dannelse maaske hellerikke; men blandt dine, der kjende dig, er denne din Feil ogsaa høist forskjelligt bedømt; Søster Jane for Exempel finder det at være en ubetydelig Plet; og jeg tror nok, at det vindende og interessante ved dit Væsen bringer de fleste til at glemme, i hvor høi Grad du er optaget af dig selv. Men jeg – ser du – for hvem enten-eller er som en Religion, jeg kan ikke taale denne Blanding. Deraf det, du kalder Reservationen i mit Ansigt; det er den pinlige Fornemmelse, jeg har saa tit sammen med dig: at jeg ved, du er Præsten i Ydmyghedens og Selvfornægtelsens Religion og samtidig se dig sidde ofrende Røgeoffer til dig selv. Thi var du ikke Præst, saa var du ikke bleven saaledes; og Omgangen med dine nærmeste var bleven saa fri, at denne din Feil ikke havde faaet udvikle sig. Men netop, fordi du altid har havt Præsten saa nær ved Haanden, er der aldrig bleven Plads for det frigjørende. Hvor mange Gange har jeg ikke sagt til mig selv: om nogen kunde binde Klokken paa Katten! – om nogen vilde sige dette til Jacob! Men aldrig har jeg troet, det skulde blive mig; og naar jeg nu har gjort det, er jeg mig vel bevist, at det er spøgeligt. Du kan maaske have Gavn af det; men du kan ogsaa finde, at jeg kunde passe mig selv.
Nu har jeg skrevet paa dette Brev i to Dage, og mange Gange har jeg seet op paa Mors Billede, og jeg har spurgt mig selv: sidder du nu der i Hovmod og Ukjærlighed og finder op saarende Ord mod din Broder? Men jeg har svaret nei – jeg har svaret ganske trygt nei; og jeg tror, du vil føle, at det er sandt. Men nu vil jeg hellerikke sidde til doms over dig længer – eiheller oftere; kan du taale dette af mig, saa er du god. Og synes du, jeg er gaaet for vidt, saa vil jeg ikke undres derpaa; men modtage, hvad du vil sige mig; kun beder jeg dig tro, at jeg er din inderligt og oprigtigt hengivne Broder
Alexander.
Cernay 27 Mai 87.
Vaagn op og slaa paa dine Strenge! Kjære Frøken Harriet!
De er saavidt jeg ved i en tung Stemning. Tillad mig, at give Dem et velment Raad: sæt et stort Punktum og begynd med ny Linie, skift pludseligt alt om og tving Dem selv til et Hop. Vi staar færdige til at tage mod Dem, naar De hopper af Vognen foran vor Dør Pintsedag; her er Caroussel paa Pladsen og Frokost hos Leopold! Lystig behøver De ikke at være; men vi vilde glæde os, om vi kunde hale Dem ud af lange tunge Fortærelser – saaledes som jeg forestiller mig dem hos andre efter egen Erfaring.
Beate hilser hjerteligst. Hop altsaa – og velkommen!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay d. 11te Juni 87.
Kjære Onkel! – du faar gjøre, hvad du vil med mit Brev; jeg kan ikke huske, hvad der staar i det; men jeg overlader det til dit Skjøn. Vi har ellers andet at tænke paa just i disse Dage. Ved en Misforstaaelse er vi uformodet husvilde fra 1ste Juli midt i dette fremmede Land, – vi er meget fortvivlede. Ved denne Omstændighed nødes vi formodentlig ogsaa til at sende Guttene fra os tidligere end tænkt. De skal bo hos Mammi Petersen – født Smith efter Sommerferierne; men hvor vi skal sende dem hen indtil den Tid, ved jeg ikke. Da jeg derfor fik dit Brev igaar, faldt det mig ind, at jeg engang i Spøg vist har skrevet til dig, at du skulde hjemsøges med mine Sønner i Ferien? – kan du paa nogen Maade hjælpe os med dette, om vi skulde sende dem hjem snart? – Hils Tante og Elisabeth fra Beate og mig; vi lever ellers godt.
Din hengivne A. L. K.
13de Juli [eg. juni] 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – jeg venter saa paa Penge; jeg er i den mest pinlige Stilling; thi ved en ulykkelig Misforstaaelse er vi nødt til at fraflytte vor Leilighed 1 Juli istedetfor 1 October, og det er ikke let at finde billigt Sted nu. Dertil kommer, at jeg hver Dag forgjæves gaar og venter Penge fra Dem, saa jeg ikke har Sindsro til at arbeide paa mit Stykke, som nu var kommen i god Gang. Kjære – lad mig snart høre fra Dem.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville d. 19 Juni 87.
Kjære Hr. Justitsraad! Det kan muligens for Dem tage sig ud som en overdreven Ængstelse, naar jeg denne Gang var saa betuttet, før Pengene kom. Men De kan ikke tænke Dem, hvor jeg syntes, vi var forladt af Gud og Mennesker, efterat jeg pludseligt erfor, at M. Pelouse – hos hvem vi leier – havde bortleiet Hus og Atelier fra 1ste Juli. Jeg skrev og beklagede mig, reiste selv til Paris, men det hjalp ikke. M. Pelouse er en meget stor Landskabsmaler; men han har til sit 30te Aar været Handelsreisende, maaske sidder der noget igjen. Det bliver for langt at forklare, hvorledes han henholder sig til et Brev fra mig, der efter hans Paastand berettiger ham til at tro, at vi vilde flytte – flytte naar Sommeren endelig gjør det elendige Hus beboeligt! – kort og godt: han burde averteret mig.
Vi viste slet ikke hvor vi skulde vende os med saa kort Varsel og paa en Tid, da «Landet» netop er optaget, vi ere 7 Personer; naar så dertil kom, at jeg Dag for Dag ventede Penge, saa kan De nok tænke Dem, at min Fantasi gjennemløb alle rædsomme Muligheder, og det var tilslut det eneste, jeg syntes var tilovers for mig, hvis Remisserne fra Gyldendal pludseligt ophørte, det var at reise hjem over Havre den 30 Juni for de 1000 frcs. jeg har i Sparekassen, fordele Børnene mellem velhavende Slægtninge og selv søge Toldbetjentpost i Farsund, – ja saa langt ned var jeg kommen. Derfor skrev jeg den 13. og telegraferede den 16d – undskyld mig; men derimod er jeg ikke Skyld i, at ogsaa Bjørnson – som jeg hører – har skrevet til Dem om mig. De kjender imidlertid hans store landsfaderlige Hjærte, saa De vil ikke tage hverken ham eller mig det ilde op, at De saa gjentagende er plaget af dette?
Da jeg havde faaet Pengene i Haanden og hørte af Deres elskværdige Brev, at der var ingenting iveien, – da lysnede det for os alle, og Børnene kom straalende og spurgte, om jeg ikke nu vilde være glad igjen, og – som det gaar saa ofte baade naar det gaar op og naar det gaar ned – strax efter Pengebrevet kom Huset. En gammel snil Værtshusmadame tilbød os fuld Pension for hele min Bande: god Hôtelkost ved table d’hôte eller særligt, 3 Soveværelser i Sammenhæng og en Salon for os selv – vi enedes om 600 frcs pr. Maaned og leiede da foreløbig for de 3 Maaneder Juli August & September. Jeg faar ogsaa Arbeidsværelse i et andet nærliggende Hus; og der haaber jeg at faa min Komedie færdig; den er ganske harmløs, det gjælder bare om at faa den morsom. Beate glæder sig tilligemed vor Pige til at være fri Kjøkkenstel i de varme Maaneder, og jeg haaber, det bliver en sorgfri Tid ligesom det vist er noksaa billigt.
Efter den Tid ved jeg ikke, hvad vi finder paa. At drage til Paris og kjøbe Møblement indlader jeg mig ikke paa, medmindre jeg skulde tjene rigtig godt paa Stykket; – jeg vil holde mig herude i det smaa og landlige, hvor her ikke er Anledning til Udgifter og Vidløftigheder, der kun ligger min Person altfor nær. Lie & Bjørnson er paa en vis Maade lykkelige, for de har aldeles ingen personlige Udgifter, de er et Par besynderlige Mandfolk i saa Maade. De bare fortjener Pengene og saa ser de dem ikke mere; men naar Thomasine giver Jonas en broget Klud om Halsen, saa hopper Jonas ellevild af Henrykkelse, og hvis Caroline nogensinde giver Bjørnson to frcs. i lommepenge, saa er han paa Graaden af Rørelse. Saaledes bliver jeg vist desværre aldrig! – nei ikke engang, om jeg havde en Thomasine, og det har jeg – Gud være lovet! ikke! Beate og Børnene hilser til Dem og alle Deres – fornøiede og friske.
Deres hengivne Alexander L. K.
Vi har havt en Fætter – Lieutenant Smith hos os i Sorgens Dage; han reiser nu hjem over Kjøbenhavn og jeg vil bede ham bringe Dem vore Hilsener.
[Brevkort] Cernay 22/6 87.
Vil De være saa snil at sende til min Broder Sognepræst Jacob Kielland i Haugesund Søren Kierkegaards: Indøvelse i Kristendommen og Øieblikket.
Alt vel. Hilsen. Deres A. L. K.
Cernay 22 Juni 87.
Kjære Jacob! det var visselig best, om jeg bare fulgte din Opfordring til at fortælle om mig og mine – skjønt vi netop nu en Tid har havt det uhyggeligt –; thi jeg mærker, det gaar ikke godt i Længden, at jeg sidder her og stikker min Pen ind i dig. Men lad mig fare gjennem dit Brev i en Fart: Kristendommens Forkjærlighed for den enlige Stand ialfald hos Præsten er uimodsigelig, og et Skriftsted hos Paulus rokker ikke dette; jeg har min Visdom og visselig de fleste af disse heftige Ord, som du ikke liger, fra Søren Kierkegaard. – Der er ikke to Slags Moral – en høiere og en lavere – siger du. Du ved – jeg gjentager: du ved, at Fordringen til den enkelte er: alt, hver din Tanke, hver din Evne skal være spændt i Kjærlighed, i Tro, – i Ydmyghed, og alt efter det Pund du har faaet, voxer Kravet. Dette med de 2 Slags Moral er ikke andet end Theologi og Fægtekunst, thi seet fra Kravets Side er det fordrede ligesaa forskjelligt som Menneskene ere forskjellige. Og en Hyrde tør ikke slaa sig tilro med Faarets Maal, en Kristi Efterfølger ved, at Gud fordrer mer af ham. Men faktisk og praktisk har du desværre Ret. Jeg har seet Theologer voxe op og udfolde Præstekraven baade foran mig, sammen med mig og bagefter; og jeg har generet mig over den brutale Freidighed, hvormed Kravet er reduceret til et Lavmaal af jævn Verdslighed – ja langt under […]
Det er nu drevet dertil, at Hyrden og Hjorden i al Gemytlighed følger sin Appetit og den ene forstyrrer ikke den anden med overdrevne Fordringer. Men du kan umuligt indbilde dig, at Mesteren er tjent med slige Efterfølgere? eller tror du, det vilde imponere ham, om nogen sagde til ham: Ja ser De – Høistærede! som bekjendt er der ikke to Slags Moral, det er en Tanke fremmed for Kristi Person og for Kristendommen. Hvad der er tilladt for den Menige, maa ogsaa være tilladt for Officeren; – tror du, han, som hengav sig for Menigheden, vilde forstaa en saadan Tale? Nei det tror du ikke – kjære Broder! men istedetfor at fastholde Vrængebilledet i Idealets skjærende Klarhed, har du lært at fægte, og tusinde tynde Broer af Ord hængt i Ord, paa hvilke du har lært at gaa, som var det fast Grund, fører dig hen over Afgrunde og Modsigelser, som ellers maatte fylde dig med Rædsel. Dermed lader jeg Theologien fare.
Det er sandt som du siger: saa vi hinanden Ansigt til Ansigt vilde vi ikke misforstaa og gjøre hinanden Uret. Ser du da ikke, at denne Vind i Nordeuropa var netop et Forsøg paa ikke at gaa dig altfor nær; jeg valgte Exemplerne saa fjernt fra dig som jeg kunde […]
Og du skal ikke sige, at jeg har baaret din Feil ud af Søskendes Kreds, thi det, at du taler for meget om dig selv – det er jeg overbevist om, at alle finder; men – som jeg sa – det forekommer ikke alle lige galt. Men at det for mig er saa stor en Ting, kommer jo af, at jeg er ligedan. Du taler om den første Sten – Kjære! det er jo vor fælles Feil […] Men Selvbehageligheden hos mig selv har jeg kjendt og faaet høre om, fra jeg var liden. Tro mig, der findes i min Vennekreds fler end en, der om han viste, at jeg gav mig af med at revse min Broder for Forfængelighed ikke vilde tøve med at tage mig i Øret og sige: pas paa dig selv Alexander! Ja om vi nedsatte en Jury af fælles Bekjendte, er jeg ingenlunde vis paa, at de 12 brave Mennesker vilde blive enige om, hvem af os to, der er mest optaget af sig selv. Det er derfor ingen Haan fra en, som tror sig selv paa det Tørre; men det er et Varsko fra en, der tumler paa de samme Bølger i en ligesaa skrøbelig Baad. Men jeg har været mere fin i Metoden – kanske for en Del af at se paa dig og de andre; og dog hører jeg og føler jeg – ja jeg kan sige dagligt, hvorledes der selv i smaa Smaating vil frem en Lyst en Trang til at faa Ret eller Ros. Jeg kan forekomme mig selv saa stinkende af Selvros bagefter, at jeg langskjæmmes; og jeg kan passe saa nøie paa, det overlister mig dog – især før, naar Vinen gjorde mig rap paa Tungen og tilfreds med mig selv i Øieblikket. Nei – jeg har ikke kastet nogen Sten udaf indbildt Renhed.
Du gjør ogsaa en Bemærkning, som – psychologisk talt – overrasker mig, du undrer dig paa, at ikke jeg eller en af de andre har havt Ærlighed nok til at sige dig det. Du maa dog vide, hvor vanskeligt, hvor pinligt og resikabelt sligt er. Vistnok taler du ud af en Stand, hvis Pligt det er paa denne Maade at være «ubehagelig» mod sine Medmennesker; men paa den ene Side synes jeg ingenlunde, selve den Stand er saa redebon til at sætte Fingeren paa de ømme Steder, hvor der er noget at resikere, og for det andet var jo Forholdet her ganske det modsatte, og som jeg sagde dig: det var dobbelt vanskeligt at sige dette til dig netop, fordi du er Præst. Nei, man kan ikke sige, at der er Mangel paa Ærlighed, om man kvier sig ved at gribe ind i en andens Barm – især naar man selv ikke er bedre funderet. Men nu er det over, og det er kanske godt; du kan maaske have Nytte af det og Tak, fordi du taalte det.
– Vi har havt en lei Tid. Ved en Misforstaaelse leiede Pelouse Hus og Atelier væk til en Maler fra 1ste Juli. Jeg fik det at vide rent tilfældigt 7de Juni. Vi stod saaledes uden Hus i en vanskelig Tid. Saa skulde det ogsaa hænde, at Hegel den Maaned lod mig uden Penge, hvilket i høi Grad forværrede Stillingen. Jeg var tilslut ganske modløs og tænkte paa at telegrafere til dig eller Fredrik Hansen efter 1000 Kroner og styrte hjem. Endelig kom Penge fra Hegel; der var ingenting iveien; den Gamle havde holdt Jubilæum og havde travelt, og samme Dag tilbød et Par snille gamle Værtshusfolk os Logis, Mad – alt før mine syv Personer for 600 frcs. pr. Maaned. Vi faar tre Soveværelser og Salon nede for os selv samt Arbeidsværelse for mig i et andet Hus. Vi tog imod for tre Maaneder, saa faar jeg et Arbeide færdigt og vi faar Tid til at se os om efter et passende lidet Hus. Jeg tør ikke flytte til Paris for Udgifterne.
Guttene skal til Mammi og paa Andersens Skole. Men dit Tilbud – Tak for det! var mig alligevel meget kjært. Der er – som du siger – baade for og imod den store By. Men jeg vilde, at de nu endelig skulde faa nogle Aars Skolegang i Sammenhæng, og Jens er jo 14 Aar. Imidlertid: Pengene maa vi ogsaa betænke; hos Mammi skal de betale 120 Kr. pr. Maaned, dertil Skolepenge o. s. v., og faar jeg nu ikke Digtergagen – som jeg vist ikke gjør – saa kan det nok hænde, at jeg kommer til dig, og beder dig være saa snil at tage dem. Thi – som du siger – billigere blir det jo og vel farne er de og; men vi – Beate og jeg, som synes, vi har saa evig nok med de 4 Børn, vi maatte le over den utrættelige Dikka, som kan strække sit Hjærte og sin Omhu til saa mange. Hils hende og Tak fra os begge til Eder begge for Tilbudet. Fortæl mig næste Gang om Hypotheklaanet; hvad gav Andreas ifjor? Skriv snart,
din hengivne Alexander.
Cernay 27d Juni 87.
Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Deres lange Brev med Besked og Bud fra mange gode Venner. Den almindelige literære Flid helt op til Hostrup og Goldschmidt har rigtignok sønderknust mig noget; men jeg haaber dog ogsaa at komme med. Dersom det kngl. Theater ikke faar Tid til at spille mit Stykke, saa synes jeg ikke derfor, at Bogen skal ligge uden at udkomme. Hjemme i Kristiania kan de jo spille det, og hvis det duer, saa tænker jeg nok, Fallesen faar Tid. Det er jo kun de 600 Kr. i Antagelseshonorar, jeg taber? – jeg siger ikke «kun», fordi jeg foragter 600 Kr.; men jeg mener, det forandrer jo ikke Betalingsberegningen forresten, at et Stykke er opført andetsteds før? – Ved De noget om Sverige? – jeg har intetsomhelst Regnskab faaet fra de kungl. Theatrarne og vi vide dog, at Tre Par gik med Bifald.
Jeg kan desværre ikke sige, at jeg i dette Øieblik har Stof færdigt til en Julefortælling, men jeg er dog i Arbeide med det, jeg har, og det er enda en Trøst. Nu skal vi flytte paa Torsdag 30te Juni, og da jeg gjerne vilde sende Pelouse Leiepenge og min Velsignelse, saasnart som muligt, vil jeg være taknemmelig for de 900 frcs for Juli. I August skal Guttene til Norge; forhaabentlig kan vi da leve for mindre hernede; naar jeg saa fik Digtergagen; men den faar jeg nok ikke – ak! hvor det dog er Skade, at jeg ikke længer kan producere saa fort som dengang, da jeg først slap mig løs! – jeg egner meg ikke for Pengesorg og de dermed beslægtede Dyder!
Vi lever ellers godt og fredeligt herude; men gjennem Baby, som besøgte Lies nogle Dage, har jeg troet at mærke, at det mellem B & Lie maa være kommen til etslags Brud. Det kunde ikke være anderledes; men det er overmaade sørgeligt.
Dette bidrager ogsaa til, at jeg har liden Lyst til at nærme mig mere til Paris. Snurrigt skulde det blive, om Schandorf kom til Versailles, thi det er bare en god Kjøretur fra os; jeg tror, jeg vilde sætte Pris paa ham hernede mere end i Kjøbenhavn, hvor han altid forekom mig forceret.
Beate sender sine venligste Hilsener til Dem og Deres, Børnene ogsaa, jeg ogsaa
Deres inderligt hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville 6te Juli 1887.
Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Brev af 30 Juni med indlagt 900 frcs for Juli!
Bjørnsons med Søn og Kone kom hertil Dagen efter vor Flytning; og uagtet vi ikke paa langt nær var kommen iorden, havde vi det dog meget hyggeligt. Som De kan vide havde vi en hel Del at snakke om – især nu, da det arter sig saa muntert hjemme. Bjørnson var naturligvis rasende. Man har skrevet mig til fra Kristiania, at de 1600 Kr. for næste Aar vilde jeg – og naturligvis ogsaa B. B. faa ad privat Vei, saa faar vi se Tiden an. – À propos! mens jeg husker det: er G. Brandes’s Forhold overfor den Strodtmannske Udgave o. s. v. absolut ren og dadelfri fra et Boghandlerstandpunkt? Jeg læste hans Redegjørelse, og er saa enig i hans Klager over sin ringe Fordel af sit Arbeide overhovedet; men jeg vilde gjerne vide, om han, forat være ganske korrekt, først burde konfereret med Eieren af 1ste Udgave?
Fra Theatret i Kristiania har jeg ved min Broder faaet for Tre Par 500 Kr. og for Paa Hjemvejen 150. Fra Bergen er der neppe noget at vente; men nu skal jeg idag henvende mig til Stockholm og bede dem indbetale til Gyldendal, hvad jeg maatte have tilgode.
Bjørnson talte ikke om sit Forhold til Lie, hvoraf jeg slutter, at det er meget slet. Han kan ikke tilgive Lie, at denne holder etslags gode Miner med Bohemerne (hvilket ogsaa er en – efter min Dom – misforstaaet Følgenmed Tiden, der igrunden sletikke passer for Lie) og da Krogh var her, tog Lie ham med aabne Arme, og hele den skandinaviske Kreds – eller ialfald mange ere trukne bort fra B og til Lie. Dette er de ydre og smaa Ting, som have bragt den Sandhed frem i Dagen, at de to Familier allerede for længe siden have ophørt at holde af hinanden. Det gaar Bjørnson meget til Hjerte, og jeg tror, at naar han nu – som han vist gjør – styrter sig over Maleficanterne hjemme, vil det være en gavnlig Afleder for hans private Ærgrelser.
Vi lever nu i tre Hotelværelser – meget hjemligt er det jo ikke endnu; naar vi bare var friske. Men Else har havt Diarhoe, og Alexander har en af sine bronchit-artige Forkjølelser, og da er vi altid lidt ængstelige. Beate er frisk og noksaa vel fornøiet og jeg arbeider. Alle hilser vi Dem og Deres paa det hjerteligste.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay d: 6te August 87.
Kjære Bjørnson! – dengang De tilbød at tage Guttene med, havde jeg endnu saa mange Planer – for Ex. at flytte til Kristiania strax –; nu er alle Planer opgivne; vi blir ude, og jeg tager med stor Tak mod Deres Tilbud. Jeg ved, at Deres Frue ikke har faaet Besked om fri eller modereret Reise for Guttene; men jeg tvivler ikke paa, at De vil forhjælpe os til lempelige Betingelser.
Vil De altsaa – helst snart – lade mig vide, hvad Dag og Time De agter at forlade Paris, paa det at jeg kan være inde med Guttene – ialfald Dagen før. Hils Deres Far og tak for et Brev idag, som jeg tror at faa læst og forstaaet imorgen; da skal jeg ogsaa svare; men ellers faar vi jo nu et Møde i anledning af Guttene.
Med Tak paa Forhaand til Deres Frue og Dem
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Cernay den 6te August 87.
Kjære Ven! Tak for Brev af 29 Juli og Regnskab; – hvor skal du nu faa Indtægter fra? – hvad er det, du behøver til Renter og Assurance? – Nu skal Guttene til Kristiania; man lover mig 1600 Kr. privat. Vor Plan: at flytte derop har vi opgivet, det blir for dyrt. Derimod har jeg fuldført mit Lystspil og sendt det til Hegel. Jeg tager da strax fat paa en Fortælling; og nu er det Oftedahl, som skal i Gryden: han er moden. Vogt endelig din Tunge; men skaf mig Materiale; bed Politi Andersen skrive mig et langt Brev om de Oftedøler. Jeg føler, at jeg heller ikke idag er i Humør – og her er desuden smeltende varmt.
Hvad vilde du gjøre af Abraham Løvdal? – en bevist ond Hykler er det eneste, jeg kan se; sig hvad du vil. Jeg vender Morten Kruse om til Lars Oftedahl. Næste Gang mer! Hilsen fra alle.
Din Alexander
Man lader mig leve i den elendigste Uvidenhed om mine Kalkuner paa Aarre; reis ud og skriv om alle Dyrene.
Cernay d. 6te August 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – hermed følger Manuscript til et Lystspil i 4 korte Akter. Vil De sende mig et Par Linier paa et Brevkort, saasnart De faar det; men naar De har læst Stykket, maa De fortælle mig, om De finder det morsomt. Jeg tænker, at De lader Trykningen begynde strax og sender mig 2d el. 3die Korrektur saa kan et Exemplar snart være færdigt for de 4 Theatere. Bogen maa De lade udkomme, naar De selv synes; vi faar denne Gang opgive Antagelseshonoraret. – Jeg haaber, De er glad ved at se Livstegn fra mig? – og jeg kan yderligere glæde Dem med, at jeg har et nyt Sujet, en Fortælling, som jeg strax vil begynde – den bliver vel færdig til Vaaren. –
Jeg har skrevet saa flittigt i 3–4 Uger, at jeg ikke har besvaret Deres Brev af 16 Juli – Tak for det. –
Deres Efterretninger fra Kjøbenhavn er de eneste, vi faar, saa vi sætter megen Pris paa dem – allerede af den Grund; saa De maa af og til sende os en saadan orienterende Epistel som sist. – Synes De at vi skal henvende os til Sarauw med Komedien? – jeg vil have den oversat –. Jeg ved sletikke, hvorledes jeg skal skrive til ham. Min Glæde over, at den stakkels Mand slap ud, er meget stor; men han er og blir dog en Forræder og en Spion – hvad synes De?
Vi er alle friske. I denne Maaned sender vi Guttene til Kristiania. Der har været nogen Tvivl hos os, – vi har endog tænkt paa at flytte allesammen til Kristiania; men vi har modstaaet Lysten; Livet hjemme falder os altid dyrere, vi kommer, før vi ved Ord af det, paa en Fod, som bedre svarer til vore Tilbøieligheder og selskabelige Kvalifikationer end til min Pengepung. Hernede er man mere Herre over sig selv. –
Der er to Bøger, jeg dog burde læse; men jeg vil ikke netop kjøbe dem, mon der ikke hos Jacob skulde flyde omkring brugte Exemplarer af Drachmans: Der var engang og Brandes Kjærlighed?
Vore hjerteligste Hilsener til Skovgaard.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay 20d Aug. 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – kun nogle faa Ord til Tak for Brev af 12te med indlagt 900 frcs. Jeg har meget travelt og vil gjerne komme i Arbeide med min nye Fortælling. Mine to Gutter er reist med Bjørnson jun. til Norge; og min Stedmoder i Stavanger er død. Vi har havt forskjellige Planer; men foreløbig blir vi her Vinteren over.
Vi lever noksaa godt, men savner Guttene. Alle hilser hjerteligst Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay la ville 22d August 87.
Kjære Jacob! – mange tak for dit udmærkede Brev af 16de (som jeg først fik iaftes –?); jeg skal nu svare punktvis saa godt jeg kan; jeg telegraferede ogsaa idag, at jeg ikke kan komme til Skifte; det er en altfor dyr Reise.
Rødstuen tager jeg til Kontor; Storstuen bliver vel foreløbig tom; saa har vi Gulstuen, Dagligstuen og det nye Kabinet til den deiligste Bekvemmelighed. Spisestuen som før. Ohola! Oholiba! Jane, Tycho og Kitty kommer; og naar I nu sidder sammen, saa ved jeg, at I alle er mig saa kjærligen stemte som Søskende kan være – vore Svogre er ogsaa greie og snille; lad mig derfor sige, at jeg er tilfreds og sikker paa den allersomfineste Behandling, – kun beklager jeg, at jeg ikke kan være med for Fornøielsens Skyld. Beate sender sin beste Hilsen til dig med Tillid og Tak paa Forhaand; – ja saa var det den Fuldmagt paa særskilt Papir! – hils nu alle dine og vore.
Din hengivne Broder Allik.
Fuldmagt.
Jeg meddeler herved min Broder Sognepræst Jacob Kielland Fuldmagt til at varetage mine Interesser ved Skifte efter vor Stedmoder paa en saadan Maade, at jeg ikke blot erholder min retmæssige 6te Part, men ogsaa saa meget som muligt af mine kjære Søskendes Parter.
Cernay la ville den 22 Aug. 87.Alexander Lange Kielland.
[Brevkort, Cernay-la-ville 24/8 87.]
Jeg er ganske forskrækket over at se, hvor liden Komedien bliver; jeg haaber alligevel, siden den er delt i fire, at den skal være Helaften-stykke. Lad mig snart høre, hvad De synes om den. – Jeg har lovet B. B. junior at der skal sendes ham et Exemplar paa samme Tid som til Schrøder, forat det kan gaa desto fortere.
Hilsen Deres A. L. K.
Cernay 28d. Aug. 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – De faar lade Stykket komme, naar De selv vil; er det godt, tænker jeg nok, at det Kngl. Theater faar Tid til at spille det. Jeg modtager altsaa Deres Tilbud: 3000 Exempl. à 162 Kr. Arket – det bliver ikke stort; der er knapt 8 Ark.
Jeg ser til min Skræk idag i norsk Morgenblad, at afdøde Jacob Davidsen fortæller om Sarauw, at han er reist til Frankrige. Jeg har nemlig en afgjort Ulyst til at møde denne Mand igjen. Jeg har forsøgt at forlige mine venskabelige Følelser, min Agtelse for mange af Sarauws gode Egenskaber med min Afsky for Troløshed og Lovbrud; men der blir ikke noget Forlig. Jeg er enig med mig selv om, at jeg ikke længer vil have noget med det Menneske – ikke engang literært. Naar jeg mindes, at han først i 1870 skrev tyskvenlige Artikler i Tyskland og saa siden har levet af fransk Spionage, saa ved jeg Besked; han er en Forbryder. –
Hvad synes De om Sarauw? – kan vi vel anstændigvis arbeide med ham?
Jeg taber vist nogle Flasker Champagne paa Brandes’s Ægteskab; thi jeg har vist tilbudt Væddemaal til høire og venstre paa, at det aldrig vilde ske. Men – som Kritikerne pleier at sige, – nogen dyb Psycholog er Kielland ikke.
[…]Vi lever godt, og jeg er flittig. Fortællingen bliver paa Størrelse mellem Else og Sne, og den skal være færdig fra mig før Jul.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Cernay d. 28d. Aug. 87.
Kjære Jacob! – jeg kan ikke lade nogen Sten ligge i Veien mellem os, og derfor maa jeg beklage mig over dit Avertissement i Morgenbladet. Ikke at der stod kjære – det var hun kanske for nogle af os. Men hvordan kunde du sætte «Moder»? – Tænk om din Søn Jens engang i din Alder vil avertere, at han og de andre Børn har mistet sin kjære Moder Caroline eller sin kjære Fader Peder Olsen? – Eller om du synes, dette er et ligegyldigt futurum exactum, da jo baade du og Dikka til den Tid maatte være i Graven, saa er det dog – finder jeg – pinligt at tænke sig sine Børn fremover i Tiden saaledes løst fra os, at de skulle have Lyst eller Hjerte til en Form saa lidet pietetsfuld. – Og endnu et: Vor rigtige Moder har Slægtninge – Brødre og Søstre, som lever endnu. Hvor pinligt maa det ikke være for dem, at Børnene efter deres høit elskede Janna nu kommer og fortæller Verden, at nu har de mistet sin kjære Moder? – Desuden Stedmoder – det er da ogsaa noget; det er jo intet Skjældsord; – derved betegnes korrekt og sandt et Familieforhold som ethvert andet. Vel hviler der medrette en Skygge over Ordet fra Urtiden; og kun sjeldent har det vel hændt, at Børn i Hjertet og i Sandhed har følt Trang til at give den fremmede Moderens Navn; og det var jo slet ikke Tilfældet hos os – det er du selv enig i. Og selv om nu Livet – med sin Konveniens o. s. v. baade lokker og stundom næsten tvinger til at bruge usande og forskjønnende Navne og Epitheta, saa synes mig dog Døden at være alvorlig nok til at forbyde en uretmæssig Opfiffen af Forhold eller Personer. Jeg vilde inderligt ønske, at du ikke havde noget at sige mod dette; men at du – uden at tænke større over brugte det Navn, du havde vænnet dig til at give den Afdøde. Det vilde for mig udslette meget af det pinlige Indtryk, og jeg vilde da snarere glemme det.
Din hengivne Broder Alexander.
[Brevkort poststemplet 28. 8. 87.]
No 3. Kjære Onkel! – javist sees vi igjen! – enten kommer du til os, – du maa da se Domkirken og Bredevandet, før Hovedstadens Avis tager Livet af dig; – eller jeg kommer, forat gjense Hôtel des Mines og hele det Østlandske, som jeg igrunden kjender saa lidet. Hvergang du reiser til Kristiania, maa du finde mine Gutter; du er en af mine Garantier, naar jeg tænker dem saa langt borte fra mig. Det er underligt at være bleven saa gammel; vi skal ogsaa snart have Sølvbryllup – bare 10 Aar til! – Siden jeg fik Tanken om en mulig Hjemreise til Vaaren, er jeg bleven saa modig; det er godt at være ude, men forat det skal være rigtig godt, maa man have en sikker Fæstning hjemme.
Din A. L. K.
Cernay 31 Aug. 87.
Kjære Hr. Justitsraad! Tak for Deres Kort af 27de. De tror ikke meget paa Bettys Formynder, og jeg ikke heller. Men det er dog muligt, at det paa Grund af sin Aktualitet vil gjøre Indtryk i Kristiania. Spørgsmaalene om den subvenerede Presse, om Malernes tiltagende Blæreri, frisindet-hysteriske Damer og en liden politisk Scene i anden Akt – det er Ting, som er saa specifik norske, at det maa sees hjemme.
For Tre Par fik jeg høre meget ondt, – det var for dansk – sagde de hjemme; kanske er jeg denne Gang for norsk. Iethvertfald venter jeg mig ikke noget stort af Stykket; men jeg er glad over, at jeg er i god Fart med en Fortælling – der har jeg dog fastere Fodfæste end paa de troløse Brædder! – den skal være færdig fra mig iaar, saaat den kan forskjønne vort Aarsopgjør. Vore hjerteligste Hilsener
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Men det er rent pine-galt, at Formynderen er for kort!
Cernay 3die Sept. 1887.
Kjære Bjørnson! – ja nu maa De og Deres Frue have saa mange Tak for Børnene; – vi haaber, de var noksaa snille. – Desværre har jeg fra Hegel, som er den eneste, der har læst Bettys Formynder, faaet en meget nedslaaende Dom; – lad mig snart høre fra Dem, om De tror, der kan gjøres noget af Stykket i Norge.
Imidlertid trøster jeg mig med at arbeide paa en Fortælling, – det forstaar jeg mig dog bedre paa; forøvrigt har jeg ikke andet at sige, end at det er sandt, hvad De lærte mig: naar Vinen gaar ind, gaar Øllet ud!
Mine venskabeligste Hilsener til Deres Frue og Dem – Beate er i Paris hos Deres Forældre –
Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.
Cernay 3die Sept. 87.
Kjære Jacob!
[I–III…]Dit Brev er hermed besvaret, og jeg er stiv i Fingrene. Vi lever alle godt. Beate er i Paris. Hils Dikka og alle dine.
Din hengivne Broder Alexander.
[…]Cernay la ville 17de Sept. 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – det har ligesom anet mig, at jeg kunde vente et Brev som det, jeg fik igaar; og derfor har jeg været end mere i en pinlig Spænding, naar det varede noget langt ud i Maaneden, før Pengene kom. Men min Trøst har bestandig været, at jeg var i Arbeide, og at min status i Deres Bøger ikke er saa gal. For Komedien – saa liden som den er – faar jeg dog altid 11 à 1200 Kr, 500 Kr. skal sendes Dem fra Sverige, og i næste Maaned, hvis jeg faar Fred, skal De faa en Fortælling paa Størrelse som «Sne» – altsaa c. 4–5,000 Kroner i min Favør. Det bliver saaledes ved Aarsopgjøret ialfald ikke meget, jeg har gaaet tilbage i 87; og i 86 betalte jeg et respektabelt Afdrag fra 13,000 Kr ned til 5,000 Kroner. Dette er ikke saa ilde; men jeg kan forstaa, at de onde Tider gjør Pengene saa knappe, at alle gjerne ser at indskrænke sine kontante Udlæg.
Vær derfor for det første overbevist om, at intet kan være mig fjærnere, end at føle nogensomhelst Art af Uvilje. Nu har jeg seet Tiderne gaa ned og ned i en Række af Aar, og jeg har seet det knibe for mine Nærmeste og seet Venner opslugte; og saa meget Kjøbmand er jeg af Erfaring og Blod, at jeg kjender og forstaar den pinagtige Fornemmelse, naar det gaar løs med Tab og Skuffelser. Ja – tro nu hellerikke – kjære Hr. Justitsraad! – at jeg i min opskræmte Fantasi tænker mig «Den Gyldendalske» – hængende i en Traad, endmindre, at jeg i Ord eller Brev skulde lade nogetsomhelst forlyde, der kunde være Dem til Fortræd. Men jeg mener bare, at hvis De, som har arbeidet saa smukt og saa heldigt, skal slide med Pengesorger paa Deres gamle Dage, saa er det mig en Sorg at tænke paa; og jeg vilde visselig nødig forøge Deres Byrde. Men naar De spørger mig, om en Stans i subsidierne vilde sætte mig i Forlegenhed, maa jeg svare i allerhøieste Grad ja. Vi har nu endelig fundet et lidet og billigt Hus i Asnières, som vi lykkeligvis kun har leiet for 3 Maaneder ad Gangen; men det maa tiltrædes 1ste October og 3 Maaneder efter er Jule og Nytaarstid, – da var det slemt at maatte reise over Havet med Familien; 3 Maaneder efter i Marts gaar det bedre an. De maa derfor, saasnart De modtager dette Brev, være saa snil at sige mig, om det er Dem ganske umuligt at holde mig 6 Maaneder til à 900 frcs? De siger i Deres Brev: «stanse… indtil mit Tilgodehavende er bragt betydeligt ned» –, men i Slutten af October vil det være Tilfældet, naar jeg sender min Fortælling, hvoraf jeg kun mangler de to siste Kapitler, der ligge mig brændende færdige i Hovedet, og jeg skriver hver Dag. Naar jeg siger reise hjem, saa er det ikke, fordi al Sorg dermed er slukt; men der har jeg dog Tag over Hovedet og er mellem Venner; mens den forladte Fornemmelse herude uden Penge – er rædsom!
Ved min Stedmoders nylige Død kommer jeg til 20 à 30,000 Kroner; men de skulde jo helst bevares for Børnene. Mine Søskende, som alle har det sorgfrit, vil leie mig Fars Hus fra Vaaren for billig Pris, og de lader mig ogsaa faa, hvad vi behøver, af Fars Møbler (De husker, jeg solgte alt mit) –; og da er det min oprigtige Mening at søge offentlig Ansættelse med fast Gage: Tolder eller Postmester eller noget sligt. Thi dette usikre elendige Liv paa et lunefuldt Talent kan jeg ikke holde ud længer. Det var da Tanken at skrive endnu en Bog til i Asnières, og saa reise til Stavanger til Vaaren. Men fremfor alt beder og besværger jeg Dem at sende mig 900 frcs. strax, saa jeg kunde faa dem her i de siste Dage af September; thi jeg behøver dem til Flytningen, hvorhen det saa bliver, og indtil jeg faar allarmeret mine Venner tilhjælp, forat komme hjem. Men imod Hjemreisen nu er der to Ting:
først: at vi vel maatte betale en dygtig Bod for det leiede Hus; og dernæst, at min Fortælling blir afbrudt; mens den er paa det varmeste. Det er derfor, jeg beder Dem overveie og strække Dem saa langt De kan; – jeg ved, De vil gjerne, og naar jeg ser paa min Stilling og især, hvor hurtigt og let jeg har arbeidet i det siste, tror jeq ikke, at De resikerer noget ved endnu at opholde os et halvt Aar. Fra November kan jeg godt modtage Anvisninger paa Königswarter, hvis det er bekvemmere for Dem; jeg er da saa nær Paris. – Jeg kommer nu til at gaa i nogle Spændingens Dage, indtil jeg hører fra Dem; men hvad det saa bliver, maa De endelig sende mig Penge; thi ellers kan jeg hverken komme frem eller tilbage i min Elendighed. Beate ser paa mig med store forskrækkede Øine og begge ser vi nordover med hjertelige Hilsener til Dem og Deres –
Deres hengivne Alexander L. K.
Cernay den 18d Sept. 87.
Kjære Mæster! du skulde gjerne faa min Adresse, men ikke til det Brug. Det gaar nemlig ikke an, at du gjør mig til etslags Dukkemand, der er for fin paa det til at bede, men nok tar imod, naar andre ber for ham. Nu har jeg faaet saa meget ved dig; Dagbladet kan jeg godt undvære, – ja jeg vil – oprigtig talt – nødig have det gratis. – Ellers er jeg temmeligt opskjørtet just idag. Hegel har spurgt, om jeg kan klare mig uden ham en Tid. Det kan jeg aldeles ikke – har jeg svaret; og nu faar jeg vente paa hans Svar igjen. Min lille Komedie, som han siger er daarlig, er netop udtrykt; og han ved, at i næste Maaned faar han fra mig en Fortælling omtrent som Sne, saa han maa visselig være i Klemme, naar han nu netop stanser. Det gjør mig saa ondt for den Gamle; og hvis han lader mig uden subsidier, ser jeg ikke andet Raad end at styrte hjem; der har jeg da altid Tag over Hovedet. Nu var det godt, at vi ikke leiede en stor Leilighed for 9 Maaneder eller et Aar! Jeg skrev til Hegel, at jeg ingenting skulde sige til nogen; men nu siger jeg det alligevel til dig som en Medbroder; men vi faar begge passe paa, at intet flyder fra os, som kunde skade hans Kredit eller volde ham Fortræd. Jeg kan aldrig tænke mig, at den Gyldendalske Forretning driver med megen Vexelgjæld; men jeg tænker, der er Tab paa mange mindre Boghandlere og yderst knappe Tider for Kontanter, og det kan være galt nok – ialfald kan det være nok til at skræmme den gamle Herre, som vist er kommen sikkert og forsigtigt igjennem til denne Tid. Nu faar jeg vente, og skulde han være ganske umulig, kan jeg vel altid faa laant i Paris til Hjemreise – tror du ikke det?
Du spaadde rigtig med Françoise, – det var og blev en ganske mislykket Bog. Jeg er lidet oplagt til at skrive om Politiken og det der. Du ved, jeg synes, alle Blade og Bladfolk ere lidet at vente godt og trofast af; og du skulde jo have megen Erfaring i den Ting. Derfor synes jeg ikke du skulde hægte dig fast i dette: Jøde! – alle Bladfolk tabe efterhaanden sin Forhud. Desuden ved du, jeg er en mat Medbroder, hvor det gjælder Dyd og Sædelighed; jeg er igrunden slet ikke vis paa, at du har Ret. Jeg holder paa mit – skjønt det unægteligt som axiom ser lidt underligt ud: det skal blive mindre vigtigt for Menneskene, om de har dyppet eller ikke. Jeg ved, du fnyser, men det faar ikke hjælpe.
Hils Caroline og Dagny fra os alle – imorgen har vi vor 15de Bryllupsdag. Jeg skrev til Hegel, at jeg vilde blive Tolder eller Postmester i Stavanger og det er saagu mit Alvor –
Din hengivne Alexander.
Mandag den l9de September 1887.
Kjære Jens og Bodde! – hvordan gaar det? – jeg haaber godt? – Vi har havt et stort Bryllup i Hotellet. Den høie vakre Pigen i Sypigens Gade – hun, som var lidt affekteret, – hun blev gift med en Fætter fra Versailles. Der var ingen af vore Venner fra Cernay – saa fint var det, – jo Mr. Rouquant; og om Aftenen dansede de uden at tage os med; hvorover vore Damer vare fortrydelige. Den eneste Glæde, vi havde, var nogle gode Mader; her var en udmærket flink Kok; og han havde – underligt nok! været to Aar i Hotel Victoria i Kristiania, saa han kunde sige: meget god – og Glas Øl! Men idag er alt forbi, og vi havde en slet Dejeuner; Baby var især fornærmet: Æg, Finker – noget hakket vont! opvarmet Gigot og oplunkede Harricots, Osteskorper og Syltetøi paa en Tallerken!
Her er ellers ikke stort at fortælle. Nu nærmer vi os til October; og da skal vi ud og flytte igjen; jeg gruer naturligvis allerede, og skynder mig for at faa min Fortælling færdig, mens jeg er her, saa kan jeg skrive den for anden Gang i Asnières.
Dette Brev er saa kort, at jeg skal skrive et til om et Par Dage; men for denne Gang faar det være nok. Hold Eder friske og snille! – vi hilser alle, tænker ofte paa Eder, jeg savner Eder hver Dag!
Eders hengivne Pappa.
Cernay 20d Sept 87.
Kjære Mæster og Ven! – igaar fik jeg Telegram fra Hegel, at han samtykker i at holde mig til Vaaren som før. Efterat denne Sorg nu altsaa er slukt, har jeg udstedt den provisoriske Anordning til mig selv, at naar jeg næste Gang faar en Sorg, skal jeg ikke strax løbe hen og belæsse dig med den; du kan have nok foruden. Dit korte Kort har jeg modtaget; og jeg finder naturligvis, at det heller ikke var et Gran formeget, om Dagbl. gav dig de Exemplarer, du forlangte; hellerikke er det, fordi jeg ikke af din Haand skulle ville modtage noget; men jeg vil ikke unde de snottede Smaa, som steller med Avisen, dette Moment af Stolthed: «imødekomme» B.B. ved at «forære» noget til A. L. K. – I disse to–tre Dage – ved du, hvad jeg har tænkt paa? – paa, hvorledes jeg vilde te mig som Embedsmand?
Og saa nøie havde jeg fantaseret mig ind i det, at jeg ikke kunde tænke paa andet. Samtidig var der et stort Bryllup og Forstyrrelse i Hotellet, og under alle saadanne extra Omstændigheder er jeg tilbøielig til at drikke mer end ellers – (jeg maa absolut vende tilbage til total Afhold i Norge – det er ganske sikkert –) alt dette og Ængstelsen for Hegel gjorde mig saa besynderlig i Hjernen,at jeg laa længe i Nat og tænkte paa, om det ikke kunde være noget af det, man kalder Stormandsgalskab. At de taabeligste Fantasterier – ikke netop saa storartede, men saa nøiagtige og detaillerede faar en saadan Magt, at Læsning eller fornuftig Tænkning blir umulig, og man gaar i dagevis i en ganske fremmed og uvirkelig Verden. Det føles nu for mig, somom jeg maa gjøre en stor Anstrængelse for atter at trænge ind i min Fortælling, hvoraf jeg mangler lidt.
Imidlertid er jeg klar idag efter 10–12 Timers Søvn, kun lidt mat og tom i Skallen; men jeg havde en forfærdelig Angst inat. Man skal være sund og stærk, forat leve paa et Talent; og det er jeg jo ogsaa; men alligevel er det et Fandens Levebrød, naar det tilogmed er knapt og uvist. At jeg kom saa rent ud af Fugerne denne Gang, var fordi min Fortælling netop var paa det allervarmeste; jeg havde skrevet den utrolig fort og havde bare faa Dages Arbeide igjen, – derved var naturligvis min Hjerne sur-exité. Men – det forekommer mig, at jeg allerede har glemt den provisoriske og atter belæsser dig med mine Sorger? Dog – idag er jeg frisk igjen, og nu skal jeg lægge mig nogle Aftener Kl. 9 og drikke Vand i Vinen, saa tænker jeg, at jeg skal faa Bogen færdig her; og leve lykkeligt et halvt Aar i Asnières, rue Dumaine No 16.
Din hengivne A. L. K.
Cernay den 20de September 1887.
Kjære Bodde og Jens! – jeg ved ikke rigtig, paa hvilke Dage I skriver; for Brevene kommer lidt uregelmæssigt; men det gjør ikke noget, det gaar godt, som det gaar. Men til Lettelse for den, som skriver, vil jeg anbefale, at han tager for sig mit siste Brev eller Mammas, baade fordi det er den fornuftigste Maade: at der svares paa Breve; og fordi det er meget lettere at finde paa noget at skrive om, naar man har et Brev foran sig til Besvarelse. Saa vilde jeg ogsaa anraabe især Bodde om nogle faa store Bogstaver. Efter Punktum – kjære Bodde! og i alle Navne! – naar du ser «børre» – skulde du saa tro, at det er en hel stor drabelig Lieutenant med Sabel? – Men Skit med de store Bogstaver, naar du bare var frisk!
Det er endda en stor Glæde og Trøst for os, at du er i saa gode Hænder; – tænk om du havde været blandt udeltagende Fremmede! – saa jeg ved, du blir passet og pleiet godt. Men med Skolen kan det aldrig blive noget rigtigt paa den Maade. Du faar stræve og putle dig med, saa godt du kan; men hvis det skal blive saa udover Vinteren, at du ret som det er maa holde dig hjemme nogle Dage, saa kan ingen vente, at du skal gjøre store Undergjerninger paa Skolen; vær bare snil og forsigtig, saa faar vi ikke tage det saa nøie med Fremgangen i Kundskab.
I klager over, at jeg ikke er i godt Humør, naar jeg skriver; men en Gang sendte jeg dog et muntert Fotografi, som jeg aldrig fik nogen Tak for; det er vel kommen frem?
Igaar skrev jeg ogsaa et Brev, som vist ikke var muntert. Men jeg skal sige Eder: vi har havt en stor Forskrækkelse. Hegel skrev, at han ikke længer kunde sende mig Penge; og da – ved I – er vi ganske uden nogenting her i det fremmede Land. Jeg svarede og forklarede, at han om kort Tid skal faa en ny Bog o.s. v.; og igaar – da jeg havde skrevet til Eder –, fik jeg Telegram fra Hegel, at han vilde sende Penge som hidtil indtil Vaaren. Saa slaar vi os altsaa tilro for et halvt Aar i Asnières og saa til Stavanger til Vaaren.
Mamma vil ogsaa skrive lidt. Lev nu godt og hils alle.
Eders hengivne Pappa.
Cernay den 24de Sept 87.
Min nye Adresse fra 1ste October er: No 16 rue Dumaine: Asnières; Seine & Oise.
Kjære Hr. Justitsraad! Mange Tak for Penge og for Deres kjære Brev af 20d. Ja visselig betragter jeg Dem som noget mere end min Forlægger, og jeg haaber, at De ogsaa trods den store Aldersforskjel tænker paa mig og mine som paa en Art Slægtninge, – ialfald kunde ingen gammel Onkel være snillere mod os. I Glæden over Deres Telegram skrev jeg min Fortælling helt ud – 1ste Gang –, og den blev 10 Kapitler; Sne har 11, saa det blir paa det nærmeste samme Størrelse. Paa tre à fire Uger kan jeg faa 2den Skrivning færdig; og Bogen er god – synes jeg.
Saa flytter vi til Asnières med god Samvittighed; og hjem til Vaaren; faar jeg en Bog til i Asnières, saa staar jeg godt igjen.
Jeg har – og De vel ogsaa – megen Sorg af B. B. i disse Dage! – det høres jo rigtignok noget «faderligt» af mig at have Sorg over den store Mand; men De vil forstaa, at jeg siger det ikke af Blæreri, men fordi der er Ting, hvor den mindre kan være klogere end den større. At kaste sig ind i en Aviskjævl med de biske Hunde i Politiken, det er ikke bare uklogt, men det er rent ud sagt dumt. Det er hellerikke for Sædelighedens Skyld; men fordi han er sint. Og han følges af Morgenbladets smaa Hunde, som – kynologisk talt – ere langt uslere Dyr end Politikens. Men værst er det, at han vælger Georg Brandes, der for det første har saadanne knusende gode Kort paa Haanden, og som dernæst er altfor god og stor en Mand til det Slags Behandling. Hans Feil kjender vi alle: Forfængelighed og Forfølgelsesmani – jeg mener hans overdrevne Indbildning at være Gjenstand for alle Menneskers Opmærksomhed og Forfølgelse; men udenfor dette er hans Maal saa store, at det er en Ynk at se ham vride sig i den danske Ormegaard. Og saa gaar B. B. med! Først har han nu Uret – efter min Mening; G. Br.s Maade er frivol – det indrømmer jeg; men Tanken, som skal gjøre noget nyt godt i Sædeligheden, den er paa hans Side; mens B. B.s Tale om Afholdenhed ikke er andet end gamle opstuvede Ord. Det har jeg da ogsaa faaet sagt B. B. > nemlig om selve Sagen <; han liger det ikke, men det faar enda gaa. Derimod gruer jeg nu næsten for at møde ham, naar Personen Brandes skal forsvares; thi De ved, hvorledes han er, naar han først er sint – den Stund, det varer; da kaster han gjerne Venskab og alt tilside, bare for at faa buldre løs, og da blir jeg ogsaa let sint. Jeg vil derfor vise et feigt Maadehold, indtil Stormen faar udraset, – hvis ikke det bliver altfor galt!
Der er to Bøger, jeg gjerne vil have: Fruerne Langes og Skrams, samt Piraten, naar den kommer igang. Tør jeg ogsaa bede Dem give Tilskueren og Politiken min nye Adresse – samt – hvis det ikke er Dem ubehageligt – bede Bladet offentliggjøre Adressen – for mine danske Venners Skyld?
Dagmartheatret har telegraferet efter Bettys Formynder, – ansporet – kan jeg se – af en Artikel i Politiken; jeg skrev da til Kammerherren, at hvis han ikke vilde have Stykket og ialfald, hvis det ikke kunde komme frem før Jul, vilde jeg byde det til Cetti. Skal det Stykke overhovedet bruges til noget, maa det være nyt. Lad Dagmar prøve. Jeg er som De ved – en Hund efter Skillinger, og Ære har jeg allerede nok af. Hvad synes De?
Vi lever alle godt hernede; men Alexander er begyndt med sine Forkjølelser i Kristiania; vi er altid lidt ængstelige for ham; nu skal han blive Uldmand. Beate hilser med mig Dem og Deres –
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Cernay den 27de September 1887.
Kjære Jens og Bodde! – det var glædeligt, at du er paa Skolen igjen – Bodde! nu maa du hale ud i dine Uldbuxer og tage dine Kammerater igjen. – Jeg er lidt bange, at I faar vel mange Theaterbilletter nu, og at Folk er altfor snille mod Eder. Bliv ikke vigtige – det beder jeg saa pent. – Og hold ikke Allarm! – jeg skrev til Mammi, at hun maatte være stræng i den Ting. Nu skal jeg vistnok indrømme, at jeg var overflødigt sint, naar I gjorde Støi; men alligevel staar det fast, at ingen Vane er utækkeligere og mere plagsom for Menneskene end store Gutters taabelige Slagsmaal. I skulde lært saa meget under mig, at I holdt Eder for gode til at begynde saadant Garpeliv, som Gutter oftest finder Fornøielse i. Ikke slaas!
I skal forandre Adressen fra den 1ste October. – Paa Lørdag flytter vi. Genin kjører Tøiet, og vi gaar med Jernbanen fra Essard Station. Der var vi igaar med Leopold, Marquis & Radis. Vi saa en urimelig Mængde Fasaner og Perdraux; en lang Hare og mange korte Kaniner. Disse Dage, som nu kommer, blir ikke saa jille. I ved, hvor fælt det er at flytte. Men jeg siger til mig selv: nu er det da næstsiste Gang; thi naar jeg er kommen tilro hjemme i Fars Hus, saa vil jeg nok se den Magt, som skal faa mig til at flytte ud igjen. Der er bare en Magt, og det er Fattigdommen. Kan jeg holde mig den fra Livet, saa blir jeg hjemme; og I kommer i Ferierne, og saa reiser vi paa Jæderen!
«Bettys Formynder» er ikke saa daarlig endda. Jeg formoder, det er Aftenposten, I har læst; og den har altid været kjærlig mod mig. Men de danske Aviser ere lovende, og ialfald tror jeg selv, at de vil spille den morsomt i Kristiania. I maa skrive, naar I har seet den. Hvis I bryder Jer om et Exemplar, saa skriv et Par Ord til F. Hegel Justitsraad – Klareboderne 3 – og opgiv Eders Adresse. Jeg skulde gjerne gjøre det selv; men jeg skrev netop til Hegel iforgaars; Brevkort har jeg ikke, og jeg er ræd, jeg glemmer det næste Gang. Bare skriv ham nogle Ord – nogle venlige Ord, han vil blive glad; thi han spørger altid efter Eder; og naar han har Eders Adresse, sender han kanske et og andet, som kunde passe for Eder – ialfald naar der kommer noget af mig. Begynd: Kjære Hegel! Pappa har givet os Lov til at bede o. s. v. – samt lidt Fortælling om, hvorledes I lever.
Jeg ser paa Modellen, at det har været et vanskeligt Slot. Sidder I med det Arbeide inde i Stuen? – eller paa Eders Værelse? – det er mageløst, at Mammi læser høit for Eder. Hvorledes gaar det med Maden? – er ikke de norske Smørogbrød gode?
Du – Jens! maa hilse Grøndahl fra mig paa det venskabeligste; vi var gode Venner i Studentertiden, og siden mødtes vi i Köln og i Paris. Har han endnu noget tilbage af sin deilige Stemme?
Hils nu alle gode Slægtninge og Venner og hav det godt. Jens’s Brev til Skitmond og Crottin satte hele Cernay i vild Henrykkelse. Her er intet nyt. Næste Gang skal I altsaa faa høre, hvorledes vi flyttede, og hvorledes der monne se ud i vort nye Hjem. Mamma og Smaapigerne hilser.
Eders hengivne Pappa.
Cernay d. 27d Sept. 87.
Kjære Broder! mange Tak for dit Brev af 21d. Og mange Tak
Altsaa alt ialt ere vi fornøiede og taknemlige. Jeg skulde skrevet mer; men jeg har saa forfærdelig travelt. Ser du: de onde og trange Tider begynder ogsaa at genere Hegel (mellem os); derfor var der lidt Knibe med Penge; men nu er det over: han vil holde ved 6 Maaneder til at sende mig. Men i den Stemning sagde han, at min Komedie var daarlig – naa! den er jo ikke glimrende, men bedre end den ser ud til ved første Læsning, og derfor har jeg arbeidet saa usædvanligt ivrigt med en ny Bog, at jeg kan sende ham Manuscript i October. Nu flytter vi herfra paa Lørdag; og næste Gang, du skriver er Adressen: No 16 rue Dumaine, Asnières, Seine & Oise.
Beate hilser og takker Dikka og dig og Jens; og endnu engang mange Tak fra
Din hengivne Broder Alexander.
Asnières den 3die October 1887.
Kjære Børn! kun nogle faa Ord har jeg Tid til. Vi ere nu her i et nydeligt Hus; men endnu i et frygteligt Rod – som I kan tænke. […] – Mamma er alt føgen til Paris; – det er bare nogle Minuter med Omnibus. Vi har en smuk liden Have med uhyre høie Trær; og tæt ved, men høit oppe i Luften gaar Jernbanen [;] her passerer 200 Tog om Dagen og 300 om Søndagen.
Floden løber lige ved os – fuldt af Baade og Dampskibe. – Jeg har saa mange Breve at skrive, fordi jeg i flere Dage ikke har skrevet. Derfor maa I tage tiltakke med dette for idag. Jeg skulde hilse fra Mamma og fra Smaapigerne. Baby gaar i Byen og kjøber Mad, og Else leger i Haven med nedfaldne Kastanier; her er noksaa mange Druer paa Havemuren. Lev nu godt og lad mig snart faa Brev.
Eders hengivne Pappa.
No 16 rue du Maine, Asnières; Seine den 11te October 87.
Kjære Hr. Justitsraad! – værsaagod! – jeg har skyndt mig, forat Bogen kunde komme til Jul; – er det muligt? Men hvad skal jeg gjøre med Sarauw? – hvad synes De? – er det stygt at gaa fra ham nu?
Vi lever alle godt; men jeg er ganske stiv i Fingrene.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Tryk nu rummeligt; ikke mer end høist 25 Linier paa Siden; – hvad siger De om 24?
Deres Shylock.
No. 16 rue du Maine; Asnières den 11te October 1887.
Kjære Børn! – netop i dette Øieblik har jeg fuldendt min nye Bog, og jeg gaar nu, for at sende den til Hegel. Jeg er meget glad, men stiv i Fingrene.
I skal begge to have Ros for Skolen; – flinke Drengebørn! – hold nu bare ud!
Jeg skal en Dag skrive til Theatret om Billetter for Eder; men fra først af fik I vel mange.
Hav det nu godt og vær snille, saa skal jeg en Dag skrive ordentligt. Vi lever alle godt, og Mamma og Smaapigerne hilser.
Eders hengivne Pappa.
No. 16 rue du Maine, Asnières 11te Oct. 87.
Kjære Krohn! – Tak for Deres venlige Brev af 5te. Jeg havde allerede afsendt mit ja-Brev; det gik jo slet ikke an at tage Stykket tilbage, naar man allerede var i Arbeide med det. Men forresten kunde jeg nok havt Lyst at prøve med et andet Theater. Som De ved, har man altid beskyldt mig for at være ensidig, for en vis Tilbøielighed til at se alting paa Vrangen. Naar jeg derfor tænker paa det kongelige Theater, saa tænker jeg hverken paa Dem eller paa Kammerherren; men jeg tænker paa Erik Bøgh; saa længe han er der kan jeg kun forestille mig det kgl. Theater under hans forlorne hvide Haar. Og hvad angaar Slutningen i Deres Brev – denne ganske let antydede – om jeg saa maa sige – danske Trudsel om mine kommende Stykker, saa vil jeg ganske ærligt sige Dem at jeg netop for mine kommende Stykker føler mig fuldstændig fri og uden Forpligtelse; og jeg agter at anbringe dem ganske forretningsmæssigt der, hvor jeg finder det mest fordelagtigt for mig – overladende det til Skjæbnen at afgjøre, hvem af os to: det kongelige Theater eller jeg selv –, der bedst kan undvære hinanden.
Nu skulde det glæde mig, om B. F. gjorde ordentlig Lykke; og det skulde overraske mig; thi selv synes jeg, Stykket er temmelig tyndt. Dertilmed havde Hegel – er han bleven Etatsraad? – slaaet mine Forventninger ned paa Forhaand. Imidlertid har jeg været saa stærkt optaget med en ny Bog, som jeg skrev færdig paa en utrolig kort Tid, – Manuskriptet blev sendt igaar, – og derfor har jeg lidet tænkt paa Formynderen. Jeg er lidt bekymret for det store Pengeskab, at det nemlig ikke skal sees tilstrækkeligt fra hele Theatret, siden det er anbragt paa høire Væg – (for Tilskuerne); De maa være saa snil at rykke det godt frem, – ligesom Toldkassererens Gyngestol i de første Akter; – han bør være i Uniform – blaa Frak med blanke Knapper.
Med Hensyn til Rollernes Besætning har jeg intet Ønske. Sist, da jeg havde sat mig saa fast i Hovedet, at Frk. Svendsen var Fru Eckardt, fik jeg jo, saa vidt jeg kan dømme – Uret; skjønt det endnu forundrer mig. Dersom De – ligesom sist vilde skrive til mig efter Opførelsen, vilde jeg være Dem meget taknemlig. Denne Gang er her vel ingen Forkortelser at ønske? – det er bare Synd, det er altfor kort!
Ellers lever vi i triste Tider – ikke sandt? B. B.s og G. B.s Strid var et klageligt Syn; og jeg, som ofte ser B. B., har Møie med at soutinere G. B., som for det første altid har mit Forsvar og min Taknemmelighed, og for det andet i denne Sag baade er nærmest det, jeg tror er Sandheden og desuden har saa frygtelige Vaaben ihænde. Men værst er det med Befæstningen, som B. B. er kommen til at forsvare; det har han nu ikke ment, men alligevel! Ak! – Ak! – kjære Ven! – hvorfor ønsker vi at leve længe, naar det er saa livsfarligt at blive en gammel Mand!
Vor norske Politik begeistrer mig i min Ondskab! – nu er der igjen fuldt op at opsluge for min Blodtørst; min nye Bog er et godt Hug – skal De se. Vi lever godt; Beate hilser Fru Krohn og Dem, jeg ogsaa.
Deres hengivne Ven Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine Asnières, (Seine), den 14de Octbr. 1887.
Kjære Ven! – […] Ja nu er den nye Fortælling færdig og Manuskriptet afsendt. Den kan da – haaber jeg – komme ud til Jul. Jeg har aldrig arbeidet saa fort; Bogen bliver paa Størrelse som Sne, og jeg har skrevet den to Gange paa 8 à 9 Uger, og i den samme Tid har jeg havt en Flytning. Den er baade let og morsom. Ingen kan tage feil af Maalet: Oftedølerne; men samtidig er Bogen og Personerne saa sammenarbeidet med mine andre Bøger, at hele Galleriet er min Eiendom – Bagstræveren ogsaa. Men jeg haaber, han skal fryse! Som et Lyn fra klar Himmel skal Bogen falde i Hovedet paa ham. Han vil ikke dø deraf; han vil end ikke minke fra først af; men en Kulde – haaber jeg, skal efterhaanden snige sig over ham og hans, naar de have hængt en Tid til Tørring i min lille giftige Fortælling.
Jeg er vis paa, at du vil blive fornøiet, fordi vi ser Manden ganske ligt; – tror jeg; og jeg har ialfald truffet ham saa aldeles i Blinken efter min egen Dom, at denne Figur hører til mine Stoltheder. Du maa naturligvis rapportere baade din Dom og de andres, – glem ikke Strandsiden. Men jeg sender denne Gang ikke et eneste Friexemplar – ikke engang til dig, fordi jeg vil have den i et samlet Slag for alle. […]
[Underskrift mangler.]
No 16 rue du Maine, Asnières 14/10 87.
Kjære Onkel! – skulde du ikke have Lyst til at foreslaa paa næste Storthing en Forandring i Eden for Valgbarhed til Repræsentant? Man behøvede jo ikke at tage Vidneeden og alle de andre med strax; men ialfald løse op Forargelsen ved politisk Arbeide. Mange med mig ere udelukkede fra politisk Virksomhed ved denne Ed.
Formen for den nye Forsikring bliver formodentlig lettest funden i selve Debatten, bare man blir enig om at udelade det forhyklede om Gud og Guds Ord, – som minst passer i Politiken. – Vi lever godt; jeg har skrevet en bisk liden Bog efter Lystspillet og er derfor vel tilfreds. Beate sender Hilsen til Tante og dig og Elisabeth – ligesaa
Din hengivne Søstersøn Alexander L. K.
No 16, rue du Maine, Asnières 14 Oct 87.
Kjære Schwanenflügel! Tak for dit Brev og for dit udmærkede Fotografi. Jeg har ikke svaret af Travlhed. Først skrev jeg den lille Komedie – derfra gik jeg lige over i en Fortælling, som nu er sendt til Gyldendal og i den samme Tid er jeg flyttet fra Cernay til Asnières. Derfor er jeg først igaar og idag begynt paa de mange Breve, som ligge ubesvarede paa min Samvittighed. Der er ogsaa hændt det, at vor Stedmoder er død; derved er min Fars gamle Hus i Stavanger – jeg viste dig det vist, da vi gik forbi? – det er nu frit; og mine Søskende har udleiet det til mig for en billig Pris. Did vender vi altsaa tilbage til Sommeren og jeg glæder mig mer end nogen kan tænke.
Stedkjærligheden og Familiekjærligheden er hos mig saa stærkt udviklede, at jeg har lidt mer, end jeg har villet tilstaa, under dette pinlige interregnum, hvor min Stedmoders Slægt har huseret i min Barndoms Stuer. Nu føler jeg en mægtig Trang til at gaa derind som fordum og leve om igjen de gamle gode Minder, og alle mine Søskende og hele Familien glæder sig med mig. Det vil vel kanske ikke vare saa længe, før jeg atter synes, jeg maa ud igjen; men den Tid – den Sorg! Foreløbig er jeg lykkelig ved denne Udsigt; og jeg er endvidere glad over, at jeg igjen har arbeidet godt; i det dramatiske Fag gjør jeg Fremskridt, og min nye Fortælling er jeg selv meget fornøiet med. – Vi lever alle godt her; Guttene gaar paa Skole i Kristiania og trives godt.
Jeg læser med Forbauselse i dit Brev af 20d August følgende: Det er sørgeligt, at Bjørnson stiller sig i Række med Georg Brandes Angriben i Anledning af Sagen med Frk. Grundtvig! – enten maa du have været fuld! – nei – nei – nei! – om Forladelse! – det er mig, som læser galt: der staar Angribere! – ja det har du Ret i; det er meget sørgeligt. (Jeg ved ikke egentlig, hvad jeg har tænkt mig ved Ordet Angriben; men jeg fik det Indtryk, at du maatte have været snyd.)
Og endda værre er det, at B. B. er kommen til at rose Befæstningen. Jeg ser ham jævnlig, og har min Møie med at udtrykke for ham, hvor meget jeg i hele den Sag beklager hans Indgriben. Hvad skulde han der! – han har ikke engang Ret.
Det er idetheletaget netop Tider for mig. Derfor har jeg ogsaa faaet ny Skrivelyst. Dengang det saa ud, somom vi i Norge havde vundet den politiske Sejer for lange Tider, da slappedes jeg og i to Aar havde jeg ingenting at sige. Nu, da – Gud være lovet! Feighed, Hykleri og Kjæltringskab atter florerer i de nordiske Land – nu kan jeg atter skjære mig en Madpose, – er ikke det et dansk Ordsprog? men – alvorligt talt! Harmen gjør godt!
Beate og Smaapigerne hilser din Kone og dig; jeg ogsaa. Lad mig se, du igjen faar Lyst til at sende mig nogle Ord.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Giv mig et godt Raad: kan jeg anstændigvis efter din Opfatning blive ved at samarbeide med Kapt. Sarauw – min Oversætter til tysk?
No 16 rue du Maine, Asnières 15/10 87.
Kjære Ven! – Surt Veir! – vi var paa et Streiftog i Paris – for saa vidt mislykket, som vi ikke traf Eder hjemme; men ellers er jo Afstanden nu ikke stor mellem os. Jeg er meget fornøiet, fordi jeg har sendt min Fortælling til Hegel; og jeg har seet i Avisen, at din ogsaa kommer til Jul. Lad mig vide, om du er færdig, saa jeg ikke skal forstyrre, om jeg kommer indom en Dag. Vi er vel fornøiede her; J. Fougner bor lige ved Siden, og Bjørnson lægger sin Eftermiddagstur herud et Par Gange om Ugen, imorgen spiser de her; og for Kitty – naar hun engang kommer, blir det ogsaa nærmere og bekvemmere end i Cernay. Jeg har skrevet og formanet hende til at komme snart herned; thi vi blir jo ikke længe i Frankrige nu, da mit gamle fædrene Hus er vendt tilbage til os. Jeg haaber, vi skal sees i Vinter sammen med de Venner, vi har fælles, og befæste Bekjendtskabet. Beate hilser Damerne Lie, Baby, Elisabeth – ja gjensidig Hilsen fra Hus til Hus.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
– men det var det, jeg vilde sagt: har du set sligt Veir!! – de snakker om Norges Vestkyst! –
Nr. 16 rue du Maine; Asnières; 19d Oct. 87.
Kjære Hr. Etatsraad Hegel! – undskyld! at jeg saa sent har opdaget Forandringen i Deres Titel, i hvilken Anledning jeg herved frembærer min Gratulation; – for mig og mine vil De vel endnu en Tid forblive «Justitsraaden»; men jeg tænker dog, det vil ikke vare længe, før «Etatsraaden» faar den samme kjære og fortrolige Klang.
Tak for Deres Brevkort, at Manuskriptet var kommet. Jeg venter nu ogsaa Brev fra Dem idag eller imorgen; men jeg skriver alligevel nu, da Jeg har noteret adskilligt paa min Huskeseddel under «Hegel».
Vi lever godt her; alt er mere bekvemt og civiliseret end i Cernay. Vi kan fare midt ind i Paris paa 10 Minutter for 30 centimes, og her er overalt interessante Spaserture. B. B. kommer her ofte. En anden Gang faar jeg skrive om ham. Modtag og fordel vore hjærteligste Hilsener mellem Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières; 21de Oct. 1887.
Kjære Fru Louise! Jeg fik Brev fra Onkel Viggo idag; men jeg skriver til Dem; fordi det er saa længe siden; han skal nok faa et ordentlig Brev han ogsaa, for nu har jeg god Tid. Vi har det nu meget bedre og hyggeligere i Huset end i Cernay; Paris er saa nær, at man paa 6–7 Minutter kan komme til Gare St. Lazare – hver halve Time. Gutterne er i Kristiania, hvilket ogsaa giver mere Fred inden Døre; og dette – eller om det er andre Ting har lykkeligvis gjenoplivet min Skrivelyst, saa jeg foruden den lille Komedie har fuldført en Fortælling, som ialfald i Norge vil være et godt Slag. Men ved De, hvad jeg begynder at tro om mig selv? Jeg tror, at mit Talent netop paa Grund af det, som man pleier at kalde: min Overfladiskhed – trænger til Begivenhedernes Irritation. Dengang vi «seirede» hjemme ved Sverdrup, fik jeg en mat Følelse af, at nu havde jeg ikke stort mer at gjøre – d.e.: at klage over! Saa kom de to ufrugtbare Aar, der lykkeligvis sluttede ved mit uforglemmelige Besøg hos Dem; Sne, som De ved dengang flød ud for mig til ingenting, samlede sig og blev paa sin Maade fast og god. Altsaa jeg rystedes op af min Dvale i Panthernes Bur, og siden har Begivenhederne hjemme holdt Liv i mig – Onkel Viggo spør mig, hvad jeg siger om de danske Forhold –, men hvad siger I nu om os? Baby kom hjem imorges, hun hadde ligget hos Bjørnsons inat; og hun bragte mig Efterretningen om, at alle de norske Ministre vil sidde, – det havde jeg nu spaaet i min Ondskab; men at Verdens Gang er beslaglagt! Johan Sverdrup beslaglægger Verdens Gang! – ja, at jeg skulde have den djævelske Glæde at opleve dette! Jeg ler – ja tænk, jeg ler høit! – jeg føler virkelig Glæde, naar Feigheden og Hykleriet danser nøgen paa Gaden; naar de nødes til at vrænge sig selv ud – disse Paver og Herrer af det store Ord, – som aldrig – aldrig – aldrig har elsket Friheden! – da ler jeg – det er mig ligefrem en Nydelse – som Shakalen, naar den veirer fede Aadsler. Thi nogen Bekymring kan jeg umulig nære; jeg synes saa overbevist om, at Straffen er nær. Men jeg skal villig indrømme, at det er ikke værdt at være for sikker; dengang Reaktionen begyndte i Danmark, var der vel ingen, som drømte om, at det skulde gaa saa vidt. Derfor maa der slaaes til strax. B. B. reiser vist strax hjem. Min eneste Frygt er nu, at han skal være saa gal paa Venstre, at Høire, som længe har friet, skal faa besnakket ham. Men i ethvert Fald: lad ham slaa; det gjør altid godt. Shakalen kommer lurende bagefter; men han har Fornemmelsen af, at der er meget at gjøre for os alle. Se saaledes blander der sig i de alvorlige Tanker om Fædrelandets Skjæbne en liden komisk Tilfredshed over at have Arbeide og Levebrød for en lang Tid – er jeg saa ikke en Shakal? Beate sender sine bedste Hilsener og bønfalder om Brev!
Hilsen til de gamle Collins og de unge.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine, Asnières, 22d Oct. 87.
Kjære Hr. Etatsraad! Tak for Deres Brev med indlagt frcs. 900, som kom beleiligt. Det glæder mig, at De synes om den siste Bog; jeg havde ellers troet, den var for specifik norsk til ret at gouteres af danske; men hjemme i Norge er jeg vis paa, den vil sætte Sindene i Bevægelse. I den samme Forbindelse vil jeg bede Dem sende saa stærke Portioner som muligt til de norske Boghandlere – særlig til Stavanger, som er den skildrede Bevægelses Hovedsæde. Og jeg kjender saa godt den eneste Boghandler i Byen, der overhovedet tør sælge mine Bøger, – vor fælles Ven Johs. Floor, – han tager aldrig mere enn 63 Exempl. Saa skriver han til Kjøbenhavn efter flere – med Skibsleilighed – 6 Uger bagefter.
Vær saa snil for min Skyld at overvælde ham denne Gang med en uhyre Sending; jeg er vis paa, at Stavanger med Omegn vil konsumere af denne Bog minst 300, hvis den er rigeligt for Haanden fra først af. – Jeg modtager altsaa Deres Tilbud 7000 à 380 Kr. Men denne Gang vil jeg forlange med høi Røst, at der trykkes i Bogen saaledes: Første Oplag (1ste–7de Tusinde) – det er en Reclame, som jeg ikke længer generer mig for.
Jeg maa faa et Korrektur; men hvis Deres Søn vil være saa snil at læse et, saa tak ham paa det venligste fra mig.
[…]At finde Forlægger er vist ikke vanskeligt; jeg har Bud fra tre.
Kan vi virkelig faa Bogen ud i November? Det tidligste, jeg troede muligt, var under Jul.
Men lad den bare komme. Som De ser, lægger Forholdene sig netop nu saaledes tilrette hjemme, at jeg faar fuldt Slag med min Fest-bog; og jeg glæder mig til at se, hvor galne de skal blive. – Bjørnson er ganske for skrækket efter de siste Efterretninger; jeg ved ikke, om han farer hjem og vrider Hovedet af dem allesammen strax, eller om han opsætter det til Vaaren. Hils Fru Julie, Jacob og de smaa fra alle os.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine; Asnières, 22 Oct. 87.
Kjære Frøken Ottesen! – undskyld mig; jeg har havt travelt; og jeg har nølet i Spørgsmaalet Sarauw. Idag har jeg endelig brudt definitivt med ham; og spørger Dem derfor, om De vil være min Oversætter? Lad da Komedien ligge, hvis De er begyndt; og kast Dem over min nye Fortælling, som vil blive sendt Dem arkvis fra Gyldendal. – Jeg er selv saa kjed af dette med de tyske, daarligt skriver jeg ogsaa tysk; – vil ikke De være saa snil at anbringe Fortællingen?
Deutsche Rundschau betaler saa slet; men den brave Spot & Speeman i Stuttgart – han burde faa det; best om begge fik det – eller Engelhornet? – Vil De sende mig Regning for Deres Arbeide.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
[To brevkort, poststemplet Paris 24. 10. 87.]
Jeg sender de to første Korrekturark til Dem, fordi jeg glemte at se paa Omslaget, hvad det var for en Bogtrykker.
Forman ham – De ogsaa til at tvære det ud – han øder saa frygteligt Manuscript – Bogen blir altfor liden.
Deres A. L. K.
«Sne» var skrevet paa 67 1/4 af mine smaa Ark og udgjorde 13 l/2 Ark. Den nye har 62 Ark og synes kun at blive 11 – 11 1/2. Kan jeg have skrevet saa forskjelligt de to Gange? – eller er der noget andet iveien?
Alt vel forresten.
Deres A. L. K.
No. 16 rue du Maine, Asnières Mandag den 24de October 1887.
Kjære Børn! – det var du – Boddemand! som skrev sist. Du maa forbedre din Ortografi – det vil sige din Bogstavering. Dersom du bliver ved med at skrive saa spingalt, kan det jo lidet nytte, at du har «Stil». Smaa Bogstaver til alle Ord – det kan gaa an; men Navne – kan du da for Pokker begribe maa have store Bogstaver – for Exempel paris – med lidet! eller kielland! eller onkel tyko – du maa da kunne se, at det er galt? Alt dette med den rigtige Bogstavering er igrunden bare en Anstrengelse, som man gjør sig en Gang for alle; siden falder det af sig selv; bestem dig nu, at du vil skrive rigtigt, saa kan du.
Jeg synes, at hvis I har nogen Fornøielse af det, og hvis I vil arbeide alvorligt og udholdende, saa kan I gjerne faa deltage i det, som med et modbydeligt svensk Ord kaldes Sløjd – Fy! Jeg skulde give meget for at kunde opfinde et andet Navn. Er det 20 Kroner for hver eller tilsammen? Jeg skal skrive til Tycho om det og ligervis om Røgningen. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige om den Ting. Det maa komme af sig selv, efterhaanden som I bliver større. Thi nu allerede at slippe Eder ganske løs med Taabak vilde bare skade Eder. Jeg skal sige til Tycho, at hvis han en enkelt Gang vil traktere Eder med en Cigaret, saa har I lov; men jeg maa atter indskjærpe Eder, at jeg paa ingen Maade vil, at I sætter Eder til at pumpe og røge i timevis. En Cigaret – en enkelt Gang.
Min nye Fortælling bliver nu trykket, og efter den tænker jeg nok, I skal høre et Rabalder. Men jeg beder Eder i alle saadanne Tilfælde, hvor der er Tale om mig som Forfatter, at tage det med Ro – enten I hører Ros eller Daddel. Som I ved, gjør det ikke stort Indtryk paa mig, hvad Kritiken siger; den samme Ligegyldighed maa I ogsaa vænne Eder til – baade for mit Vedkommende og for Eders eget. Jo mer I lærer at forstaa, desto mer ville I erkjende, at jeg i denne Ting har Ret.
Mamma ligger tilsengs for en stærk Forkjølelse, saa hun fik ikke være med til Bjørnsons igaar, hvor vi vare sammen med Schandorph. Mamma beder mig hilse Eder varmt, og hun paalægger Eder at være forsigtige i den stygge Vinter, som er alt begyndt. Her fyger saa mange Blade, at Gader og Veie er ganske strød. Else og Baby hilser; vi lever godt, og det maa I ogsaa gjøre.
Farvel for idag.
Eders Pappa.
No 16 rue du Maine; Asnières, 27 Oct. 87.
Kjære Ven! Naar Vinen gaar ind! gaa til Tycho og faa Forklaring paa min Misforstaaelse; som De ser, var Bevæggrunden ædel, men Telegrammet eller Begribelsen var svag. Deres Far og jeg kunde ikke faa det til andet – ja det var forresten mest mig, som fik ham til at se det saa, at De tiltrods for Chefen ikke vilde. Nu ser jeg, det var helt anderledes. Men jeg satte mig saa vist i Hovedet, at hvis jeg forlangte Deres Hjælp vilde jeg forpurre Deres Reise til Kjøbenhavn, og det vilde jeg ikke. Kunde det falde mig ind at et Stykke af mig ikke fra Theatrets Side skulde faa den beste Haand – nemlig Deres? Og saa gik Øllet ud! – Altsaa alt vel mellem os; Gud bevare Formynderen!
Deres A. L. Kielland.
27d Oct. [87].
Kjære Mester! Tychos Telegram skulde læses saaledes (som du ogsaa først troede, før jeg ved Bordet fik dig bibragt den gale Opfatning) at jeg skulde forlange af Theaterchefen Bjørns Iscenesættelse. Al min Fa[n]tasi om Kjøbenhavn og om Bjørns Pripperi er saaledes fuldstændig dumt; jeg vender nu mit Raseri mod Schrøder, mod Tycho, som telegraferede som Sørensen, og til din Søn sender jeg en oprigtig Beklagelse, at jeg ikke gjorde alt, hvad jeg kunde, forat faa ham. Dermed endte den Krig.
M.H. m. B. Din Alexander.
[Brevkort, stemplet Paris] [Brevkort, stemplet 28. 10. 87.]
Aldrig har der gaaet saa meget Manuscript til! Enten er Typerne mindre eller ogsaa maa denne Sætter forstaa at perse det sammen; meget springer han ogsaa over. Tak for Brev af 23d, jeg skal snart skrive. Alt vel her.
Hilsen Deres A. L. K.
No 16 rue du Maine; Asnières 6 Nov. 87.
Kjære Hr. Etatsraad! – der var ogsaa mest Spøg i min Fortvivlelse over den forslugne Sætter, man denne Gang har givet mig; og jeg undrer mig endnu over, at jeg paa saa kort Bog skulde kunne skrive mig halvandet Ark tilkort. Men da man jo ikke er nogen Maskine – hvad da forresten Sætteren hellerikke er –, saa kan jo Arbeidet falde noget forskjelligt, og derfor anraabte jeg Dem gjentagende om at komme mig tilhjælp i min Skuffelse. Jeg er ogsaa overbevist om, at De har gjort det; og naar Sætteren faar tilføiet, hvad han har sprunget over og ryddet lidt op paa de værst sammenpressede Steder, tror jeg ogsaa, at Bogen vil naa 12 Ark; og dermed maa jeg være fornøiet.
Vil De være saa snil at sende «Paa Hjemvejen» til Dagmartheatret. De blir saa vigtige efterhaanden ved Erik Bøghs Theater, at jeg faar Lyst til at prøve andre, som ialfald ville gjøre sig Flid; jeg er kjed af Olaf Poulsens Blæreri.
Tak for Deres Telegram, hvor De melder mig, at Stykket gjorde Lykke. Jeg kan tænke mig, at det har overtruffet Deres Forventninger, som jo var meget smaa; men jeg tror dog at kunne mærke, at successen bliver mager for Kjøbenhavn; det ser bedre ud hjemme. –
– Efter Deres forrige Brev af 23de Oct. fik jeg Martensens Etik, som morer mig meget. Jeg skal bevare Bogen saa godt jeg kan og sende den ved Leilighed til Vaaren. Tør jeg bede Dem kjøbe for mig og sende: Bergens Forsvar af Lieutenant Baastad (Bergen). Jeg haaber, Frøken Ottesen i Berlin er begyndt at faa Korrekturark?
Hvad skal vi dog gjøre med Svenskerne? – Skulde jeg kræve mine Penge – eller skal vi vente? –
– Nu er det da bestemt, at B. B. farer hjem. Mange og modstridende er mine Følelser i den Anledning; men i en Hovedsum er det dog Tristhed over, at selv en Mand som han ikke paa sine gamle Dage skal være anderledes økonomisk sikret, end at han er nødt til at gjøre, hvad han ikke har Lyst til. (Nei, jeg vil for min Part itide søge en Post som Toldkasserer Isachsen.) Maatte nu disse Foredrag, han agter at holde, indbringe ham Penge; men se – ikke engang det er jeg vis paa. Leit er det ogsaa for os, at de reiser bort. Imidlertid faar vi Schandorphs istedet – her i Asnières endogsaa.
Vi lever alle godt; og naar Veiret bare var bedre, kunde vi ikke leve behageligere. Guttene i Kristiania lever ogsaa udmærket; jeg haaber, de har takket ordentlig for Bogen fra Dem? Beate og Baby og Else hilser hjerteligst Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine, Asnières, 7 Nov. 87.
Kjære Bjørnson! Tak for Deres Brev, for Telegram, Taarer og alle Lidelser og undskyld mig, som har forvoldt det. Nu er da endelig Deres Far hoppet i Beslutningen, paa hvis Rand jeg nu har seet ham vakle en lang Stund; og forat De strax skal komme under Trykket af en ny Forbrydelse, overvælder jeg Dem herved korteligen med Ukvemsord, fordi De har været med til at lokke ham hjem. Min Grund hertil er dog væsentlig bare den, at vi kommer saa stærkt til at savne ham og Huset, – thi hvad hans Reise ellers vil føre til, kan ingen vide; men naar han først vil noget, skal han ogsaa have Lov og sine Venners Bifald. Vi takker Dem og Deres Frue for stadig Venlighed mod Guttene; venskabelig Hilsen
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières 19de Nov. 87.
Kjære Rhoderich! –
[…]
Nu venter jeg hver Dag at se min Bog komme ud. Situationen er fortrinlig, og det er en ganske eiendommelig Fryd at staa saaledes ganske alene med en god Hammer færdig til at slaa det intet anende Uhyre, som just nu boltrer sig tryggere og federe end nogensinde. Men læg vel Mærke til – hvad jeg vist ogsaa har sagt før –, jeg venter ikke, at jeg saaledes med et Slag skal knuse Uhyret; men jeg haaber at forandre Strømningen ved at nedbryde og undergrave Hykleriet paa dette ene Punkt.
[…]Din hengivne Alexander.
No. 16 rue du Maine, Asnières 19de Nov. 87.
Kjære Ven! – mange Tak for Deres venlige Brev af 3die November. Det er altid vanskeligt at danne sig en Mening om et Stykkes Succes paa Afstand; men jeg maa jo denne Gang tro, at jeg har været noksaa heldig. Idethele har jeg det Haab, at jeg arbeider mig fremover i det dramatiske, saa jeg engang vil faa Evnen til at tumle lettere med det sceniske Apparat. Thi det er en egen Art af Ondskab i mig, som jeg lettere vil faa frem i Skuespil end i Fortælling; og det er sikkert nok: Vittighed og Satire vinder en mangfoldig Potenseren ved at siges fra Scenen. Men hvad der især skorter mig paa, er Begivenheden; jeg kan aldrig finde paa nogen Handling med Slag i.
Egentlig er vel dette min egen Skyld; men jeg kan alligevel ikke lade være at tro, at noget kommer ogsaa deraf, at – hvordan Fanden er det, jeg sidder og skriver! – tre Gange at! Altsaa: vort hjemlige Liv – mener jeg – er saa fattigt paa Begivenheder; der er saa faa Folk, og de kjender hverandre alle. Her i Frankrige – i Paris – er der Sujetter for 30 Lystspil og 50 Tragedier i hver Morgens Aviser; og en Pariser behøver bare at gaa om Hjørnet, forat finde nye og overraskende Grupper af Mennesker.
Kunde jeg bare finde paa noget, som gav Liv og Spænding uden at staa for grelt i Farven imod vort graaladne Hverdagsliv, saa har jeg ellers Stof og Humør nok til flere Lystspil; men jeg synes saa let at Midlerne blir for grove og plumpe, og det holder mig tilbage.
Det vilde allerede være meget vundet om jeg kunde faa se mine egne Stykker. Det siste syntes mig selv temmelig tyndt; og jeg kan ikke let tænke mig Betty spillet af Fru Sinding, – men jeg vil gjerne tro, at der fra Theatrets Side er vist al mulig Flid og Interesse. – Vi lever her godt og fredeligt alle i mit Hus; og vi har faaet til Naboer Schandorphs. De bor to Kvartaler fra os, men alligevel i en anden By, idet Courbevoie og Asnières gaar lige over i hinanden netop mellem os. – Beate beder mig hilse Deres Frue og Dem. Ogsaa mine venskabelige Hilsener til Eder begge.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières; 21de Nov. 1887.
Kjære Ven og Onkel! da jeg skrev sist til Fru Louise var det just i de Dage, hvor vi troede – Bjørnson og jeg, – at Verdens Gang var beslaglagt for Politik samtidig med, at Ministeriet blev siddende. Der var nemlig En, som havde telegraferet til B. B. saaledes: Ministeriet forbliver siddende; Verdens Gang beslaglagt. – Da vi saa et Par Dage efter forstod, at det var «Krohg», blev vi ganske overordentlig flaue; og jeg tænkte mig strax, at mit Brev vist maatte tage sig besynderligt ud for den, der vidste Sammenhængen. Bjørnson og jeg havde nemlig udfundet paa en lang og bekymret Spadsertur, at nu var Sverdrup bleven ligesaa gal som Estrup! Saa galt var det da altsaa ikke.
Det er et stort Savn for os, at Bjørnson er reist. Jeg er bare saa glad, at det gik ham saa godt i Kjøbenhavn; thi nu anser jeg hans Foretagende for sikret. Og jeg var ingenlunde sikker paa det. Han har talt saa længe hjemme i sine Stuer om disse Ting, at han rent glemte, hvad der kan siges, og hvad Folk slet ikke kan sidde og høre paa. Det var det, jeg var ræd, at hans Fiender skulde faa indbildt Folk, at hans Foredrag ikke var anstændigt. Men har han klaret det i Kjøbenhavn, saa gaar det nok; og saa kan han komme hjem med lidt Penge og faa Ro for den økonomiske Bekymring, som han med al sin Kraft holder fra sig, men som dog – det er jeg vis paa – har hængt trykkende over ham alt i mange Aar. Det er forfærdeligt trist, at et langt og virksomt Liv som hans ikke fører til bekymringsfri Alderdom; saasnart han ikke længer har Bøger stadigt at sælge, saa har Samfundet hellerikke noget at byde ham. Og det er desværre ikke bare, fordi Samfundet er saa lidet og fattigt. Havde Manden været paa den rette Side, saa havde de nok fundet noget for ham – baade med Titel og med Gage. –
Jeg formoder, baade De og Pantheren forlod Hulen og hørte ham i Casino? Hvad han sagde, passer kanske bedre med Deres «sfæriske» Elskov end med min Frivolitet. Jeg tilstaar, at denne Fordring om Abstinens til et vist Aar i sit Liv – 23de for Manden! – det er og blir det allerdummeste, jeg har hørt. Det ved B. B. ogsaa, at jeg mener; saa vi lod helst den Ting fare. Der var saa meget andet, vi kunde tale om, og det er mig et stort Savn, at han er borte. Beate beklager sig ogsaa over, at Fru B. og hele Huset der nu er vække.
Jeg forstaar saa godt det Collinske: rart men lille om Stykket; men jeg trøster mig med, at den Bog, som kommer, skal faa bedre Karakter: lille men – ja lad mig nu høre, hvad det kan blive til. Synes forresten ikke De, som allerede ved Tre Par fandt, at der var kommen lidt dramatisk Sving i mig, at det nye Stykke er noksaa ordentlig bygget? Jeg vilde naturligvis saa uhyre gjerne finde op en virksom Agent; men dels finder jeg ikke noget, dels finder jeg, at en stærk Begivenhed eller en overraskende Kollision gjør Brud paa Jævnheden, som dog endelig engang ogsaa maa faa Plads paa Theateret, der altfor længe har været Tumleplads for grelle Farver og Skabagtighed. – Lad os snart høre fra Eder, det er længe siden.
Beate hilser til Fru Louise, Dem og de Smaa; jeg ogsaa.
Vore Hilsener til Tværgaden!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine; Asnières; 21d Nov. 87.
Kjære Ven! Tak for Deres Brev af 18d Nov. De maa endelig fremdeles være saa snil at sende mig nogle Ord med korte Mellemrum om Deres Faders Befindende. Bring ham min hjærteligste Hilsen, og sig ham, at det gaar mig saa til Hjærte at vide ham syg og uvirksom i Sengen; kunde jeg sende ham lidt af min overflødige Sundhed, saa skulde han isandhed faa en god og velment Portion.
Indlagt sender jeg et Forsøg paa 300 Kroner. De maa tage imod Contanterne (hvis de nu kommer) med Fradrag af 5 % til Agenturet – Körner. Hvis De eragter, at det Hele er Tant og Spilfægteri, saa sig mig det; vi kan da slaa Prisen ned og prøve med C. Henriksen eller andre.
Fortalte jeg Dem, at jeg tog imod Svenskernes Tilbud? saa luset som det var.
Nu venter jeg snart at høre et forfærdeligt Skraal hjemmefra for Sankt Hans Fest; – kommer den ikke snart?
Schandorph bor nu to Kvartaler fra os, men alligevel i Courbevoie. De var her igaar aftes, og bad mig hilse Etatsraaden, Dem og Deres.
Beate sender Hilsen til Fru Julie og til Dem; gid De nu snart kunde fortælle, at den Gamle var frisk igjen. Hils Bjørnsons!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine; Asnières; 28 Nov 87.
Kjære Hr. Hegel! – jeg skriver fremdeles til Dem; thi uagtet jeg haaber, at Deres Fader stadig gaar frem i Velbefindende, kan jeg dog tænke mig, at det endnu maa vare en Tid, inden han kan gjenoptage Kontoret.
Jeg fik igaar min nye Bog; men Glæden og den festivitas, som ellers pleier at følge, blev mig denne Gang fordærvet ved nogle Ærgrelser, som muligens vil forekomme Dem smaa. Først syntes jeg nu gjerne, at jeg kunde faa det som jeg saa ofte har bedet om: at der trykkes paa alle Exemplarer 1ste til 7de Tusinde. Dernæst ærgrede jeg mig over, at Sne med sine to Oplag er udeladt i Fortegnelsen over mine Bøger, mens jeg omvendt inde i Bogen har faaet et Blad vedhæftet med Avertissement for uvedkommende Bøger og Forfattere, hvilket jeg aldrig før har seet i nogen af mine Bøger. Men værst er det med Trykfeilene. Jeg noterede ved Gjennemlæsningen 9, hvoraf de 8 ere ganske ubetydelige men den 9de paa Pagina 188 er desto skrækkeligere.
Man maa vist være Forfatter selv, forat forstaa den dybe Forargelse ved en saadan uforskyldt malheur som to Linier Vrøvl midt inde i Bogens allervigtigste Udvikling. Og for mig, som gjør mig saa megen Flid og sætter saa stor Pris paa den absolute Klarhed, er dette med de to Linier 8 og 9 fra oven et virkeligt Slag. Hele Slutten er aldeles fordærvet.
Nu husker jeg godt, at jeg har været med paa at smile, naar Fru Collett paastod, at Sætterne af ond Vilje forvanskede hendes Text. Men alligevel kan jeg ikke frigjøre mig fra den Tanke, at jeg denne Gang har været i Hænderne paa en – om end ikke ligefrem vrangvillig saa dog yderst slurvet og ubehagelig Bogtrykker; – (hvad jeg ogsaa flere Gange har skrevet.) – Først vilde jeg sendt Bud til Aviserne, forat undgaa Anmeldernes Vittigheder og Dumheder, men siden faldt det mig ind, at Rettelsen heller bør fremkomme fra Gyldendal. Der skal naturligvis staa: de store trykkede de smaa ned, klatrede op og blærede sig i Solskin.
Saa underligt gaar det i Verden: Bettys Formynder, som jeg – især efter Deres Faders Dom – troede vilde blive en Skuffelse – næsten en Skam, – den fik jeg dog adskillig Glæde af; – idag gaar Stykket efter min Beregning for 8de Gang – det er 900 Kroner. Og omvendt denne St. Hans Fest, som jeg lovede mig saa meget af, den begyndte ialfald meget kjedeligt. Men kanske vil alligevel den Kraft, som unægtelig ligger i den lille Bog, virke stærkere paa Folk og bringe mig det Skylregn af onde Ord, som min Sjæl tørster efter. Forbitrelsen hjemme i Norge maa denne Gang blive ualmindelig.
Drachmanns nye Bog vilde jeg svært gjerne læse. Stuck burde jeg ogsaa se; men vilde ikke De være saa snil at laane mig et Exemplar, da den er for dyr i Forhold til den ringe Grad af Lyst, hvormed jeg begjærer den.
Vi lever godt her i Huset; Schandorphs hilser, ligesaa alle vi til Dem og Deres. Hils Deres Fader paa det venskabeligste; og hvis han endnu er svag, saa plag ham endelig ikke med mine Ærgrelser; lad det da heller blive mellem os; men lad mig snart høre, hvorledes Etatsraaden lever.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières den 28de November 1887.
Kjære Smaa! vi fik igaar – Søndag høist uventet Boddes Brev. Ellers pleier Eders Brev aldrig komme før Tirsdag. Dertil blev vi – baade Mamma og jeg – meget betuttede over, at I saa letsindigen taler om Halsesyge. For jeg læser hver Dag i Aviserne om Difterit og Dødsfald, saa jeg er saa ræd, I skal faa noget, som kan ligne Halsesyge. Men der maa altsaa være en anden og mildere smitsom Sygdom i Halsen, siden du – Bodde fortæller, at I alle har havt den. I skal gjøre Alvor af det, som jeg skrev om Borsyre til Gurglevand.
Igaar fik jeg min nye Bog – Sankt Hans Fest; men Glæden blev fordunklet ved alle de dumme Trykfeil – især paa siste Side – Pag. 188.
Hvad er det, du siger? O Bodde! ser de bare paa Komma’erne i norsk Stil? Det var en underlig Bedømmelse. Du skulde sætte en Masse Kommaer til dem, hvis det er det, de liger. Ellers maa jeg sige, at baade Mamma og jeg er meget glade over, at det gaar Eder begge saa godt paa Skolen. Jeg for min Del har altid tænkt, at naar I kom under skikkelige Lærere og iblandt nogenlunde Gutter, maatte det snart komme Eder tilgode, at I har hørt mer fri og frimodig Tale i Eders Hjem end de fleste andre. Derfor var jeg saa gal paa Storms Skole, fordi der blev alt trukket ned til et simplere og lavere Gjennemsnit ved disse uvidende Seminarister, der vare storsnudede paa Grund af sin indbildte Gudelighed. –
Vi har mildt, taaget Veir med enkelte varme Solskinsdage.
Hvor er det, I render paa Sjeiser? Isen ligger da vel aldrig foran Fæstningen paa den indre Havn? – eller maa I gaa helt ud til noget, som jeg tror, vi kaldte Filipstadbugten?
Lad mig nu se, at I holder Eder friske og glade; og hils i Huset, hos Dagmar og Tychos. Kitty er vel reist nu?
Mamma og Smaapigerne hilser, jeg ogsaa.
Eders hengivne Pappa.
Nr. 16 rue du Maine; Asnières 2d Dec. 87.
Kjære Hr. Etatsraad! – jeg kan ikke sige, hvor glad jeg blev, da jeg saa, at Brevet var fra Dem selv. Jeg havde netop hørt fortælle, at det stod i norske Aviser, at Hegel var alvorligt syg, medens jeg hele Tiden kun havde tænkt mig en almindelig Forkjølelse. Deres Brev af 29de kom derfor netop i rette Tid; og vi sender Dem vore hjerteligste Lykønskninger; vær nu forsigtig og spar paa Kræfterne. Hvad De fortæller om Deres Søn’s Iver i Forretningen, var mig en Glæde at høre – især for den venskabelige Fortrolighed, hvormed De hædrer mig. Men selve Tingen overrasker mig ikke; jeg har altid sagt, at der i Jacob Hegel var noget af Uffe hin Spage –, Ingen kan vide, hvad der bor i et Menneske, før det er prøvet; men nu vil – tænker jeg – Etatsraaden sidde roligere i det indre Kontor og lade Jacob tumle med Folk og Bøger i de andre Rum. Jeg – som er en gammel og erfaren Lediggjænger, kan forsikre Dem om, at Hvilen er sød.
Uheldigt – midt op i Glæden over Deres Helbredelse falder mit uelskværdige Brev om Trykfeilene. Ja, De ved nu, kjære Hr. Etatsraad! at jeg har min Hengivenhed for Dem og Huset i et godt, solid Jernskab; og mine literære Ærgrelser i en liden Skuffe paa en helt anden Kant, saa der kan aldrig blive nogen Forblanding. Naar jeg af og til trækker denne lille Skuffe ud, saa ved nu baade De og jeg, at det har ikke stort at betyde.
Jo, det forholder sig ganske rigtig saa, at jeg i mit store Overmod fraskrev mig de 900 frcs. for December. Men herved tager jeg alle mine Ord tilbage; jeg vil meget gjerne have de 900 for December sendt – gjerne snart; thi dels er her dyrere saa nær Paris, dels har denne Maaned et stort Hul i Enden, som heder Jul. Til Modvægt mod de svenske Penge, som kom direkte til mig og saaledes ikke kom i Deres Kasse, vil jeg haabe, De inden 31. Dec. faar c. l000 Kroner fra det kongelige Theater – til Opgjørets Formildelse.
Mon jeg skulde tro, at vi faar nyt Oplag snart? – 7000 Exempl. er mange; og det norske Morgenblad opfordrer til ikke at kjøbe.
Mange hjertelige Hilsener fra os til Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine; Asnières, 7 Dec. 87.
Kjære Onkel og Tante! – find mig ikke paatrængende –, men hvis I vilde invitere vore Sønner til Kongsberg i Julen, saa var I svært snille. Nu ved vi – baade Beate og jeg, at I er svært snille, og derfor staar det mest paa, om jeg ikke ved denne Udelikatesse for stærkt kunde paavirke Eder, saaat I tog Guttene, selv om I ikke vare friske – eller af anden Grund [ikke] modtagelige for Besøg. Lad mig derfor kraftigen lægge Eder paa Hjærte, at I svarer og handler upaavirket; og ikke betænker Eder paa at sige det, hvis der er noget i Veien.
Jeg for min Part kan ikke tænke mig noget deiligere for Gutter, end at komme fra Byhusene og Skolen til de lune Stuer midt i Sneen paa Kongsberg, og jeg haaber, at de ikke skulde plage Eder for meget. Om Dagen fik de tumle ude der, hvor Onkel vilde tillade dem at færdes, og om Aftenen sidder de med sine Tinsoldater og sligt. Hvis nogen vil læse høit eller devovere sig til at spille Gnav om Sukkertøi Juleaften, saa er jeg vis paa, de ere salige. Men altsaa: find mig ikke o.s.v. – som ovenfor.
Nu tænker jeg, du Onkel, som altid er saa fornøiet med mig, har faaet dig en ny Vederqvik af min siste Bog – hvad? Synes du ikke, den træffer midt i Blinken?
Beate hilser Tante Thekla, Elisabeth og dig – jeg ogsaa; gid I vare friske og fornøiede – det er vi.
Din hengivne Nevø Alexander Lange K.
No 16 rue du Maine; Asnières 10 Dec. 87.
Kjære Hr. Hegel!
Det gjør os saa ondt, at der nu er et Tilbagefald i Deres Faders Reconvalescens; og jeg er saa ræd altid, naar saapas gamle Folk skal bruge sine Kræfter op imod lange Sygdomme. Men man skulde jo tro, at en Mand med et saa mønsterværdigt Arbeidsliv som Etatsraaden maatte have Bryst og Mave for otti–nitti Aar; og det stoler jeg ogsaa paa. Imidlertid maa vi vel alle være forberedt paa, at han efter dette med en Gang bliver den gamle Mand, der maa sidde stille istedetfor at løbe omkap med os Unge. Men det kan ogsaa blive godt for alle Parter; og Hvile har han ærligt fortjent. –
Mine Ærgrelser har ganske rigtig sat sig. Hvorledes gaar det med Salget? – jeg formoder, Norge konsumerer mange Exemplarer?
Jeg tror slet aldrig, vi hører mer fra Cortes eller nogen anden; Stykket har vist alligevel gjort tynd Lykke. Næste Gang vil jeg gjøre det til en Betingelse, at Olaf Poulsen ikke slipper ind i mine Stuer; han er ikke fin nok for det, jeg kalder Skuespil.
Bangs Stuck har jeg læst med megen Fornøielse, men Drachmans Smøreri med den fede Pensel tog jeg i smaa Portioner som harskt Flesk.
Schandorphs ser vi jævnligt; de sender Dem og Deres Gjenhilsen. Modtaget Anvisning for December francs 900; – Tak! Venligste Hilsener til den Gamle og til Fru Julie
Deres Alex. L. K.
No. 16 rue du Maine; Asnières; 19de Dec. 1887.
Kjære Onkel! Tak for Brevet og Tak for Guttene. Naar det bare ikke blir for meget for Eder. Du maa endelig love at sende dem fra dig, naar I er trætte. Og saa maa du huske paa, at de har arvet mine Kalveben, saa du maa ikke slippe dem afsted paa Ski, som om de var Gjerdrums-unger. Men naar du giver dem bestemt Ordre, hvor de maa gaa, saa kan du stole paa dem; husk bare, at de er tynde i Benpiberne. Men ellers haaber jeg, at I skal blive fornøiede med dem; de er snille – om end kanske noget voxne af sig. Jeg husker, at Onkel Baltazar var saa snil mod mig, da jeg var liden Gut, at han lod mig røge lange Piber; saa snil maa du ikke være; de har Lov til én Cigaret om Dagen, men ikke mere.
Jeg tænkte nok, du skulde blive glad over Bogen; og det er altid en Fornøielse at modtage din ublandede Tilfredshed; thi de fleste Mennesker finder det at være Pligt mod sig selv og Literaturen, at blande Rosen med lidt velvillig Kritik. Men det ligger til Lange-blodet at være enten helt ud misfornøiet eller ogsaa helt ud henrykt; – og min Portion af dette Blod er jeg glad over; thi det Lyst og Mod til at se paa Tingene med den saakaldte Ensidighed, som i Virkeligheten er Kraft, – Evnen til at afsky og beundre helt og ublandet.
Glædelig Jul! – fra Beate og mig til Eder alle.
Din hengivne Alexander Lange K.
No 16 rue du Maine, Asnières 22 Dec. 87.
Kjære Jacob Hegel! nu er jeg ganske bekymret; der stod i Avisen, at Deres Fader fremdeles er saa syg; og jeg havde gaaet og tænkt mig, at han bedredes. Ak – om gode Ønsker kunde hjælpe noget!
Hils ham – hils ham fra mig – den gamle Hædersmand; og sig ham Tak for alt, om det skulde vende sig saa sørgeligt, at han maatte gaa bort fra os.
Og til Dem og Fru Julie sender vi vor Julehilsen, som denne Gang samler sig i denne ene Tanke – dette ene Ønske, at han maa komme sig.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16, rue du Maine, Asnières [u. d.].
Kjære Hr. Professor!
Mange Tak for Nytaarskort og for Indbydelsen til iforgaars. Jeg haaber, Bätzmann forklarede, i hvilken Grad det var mig umuligt at have den store Fornøielse at spise i den snurrige lille Ko. Lykkeligvis gik min Kones Sykdom ligesaa fort over som den kom pludseligt, og om et Par Dage haaber jeg, hun skal være ganske frisk. Naar der saa falder rigtig godt Solskin paa en Onsdag, vil vi tillade os at overbringe vore Nytaarshilsener til Dem og Deres Damer, hvem vi sender vore foreløbige og venskabelige Hilsener.
Deres meget ærbødige Alexander L. Kielland.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.