No. 16 rue du Maine; Asnières 3die Jan. 88.
Kjære Jacob Hegel! – vi tænkte os, at han blev begravet igaar; og vi talte sammen – Beate og jeg – om den kjære, gode Ven, vi har mistet. Men det har ellers været nogle onde Dage til at sørge i – disse Juledage, hvor man baade skal more Børnene og gaa i Selskaber. Kun paa mine lange ensomme Vandringer opover langs Floden har jeg gjennemgaaet Minderne og forestillet mig Fremtiden, hvor jeg aldrig mere skal se en venlig Linie fra hans Haand og aldrig mere møde hans gode trofaste Øie. Alle maatte jo holde af ham; men jeg haaber, at De og Fru Julie vil tage mig og Beate med ind i den engere Kreds af Sørgende og tillade os at begræde det fælles Tab somom vi var Slægtninge.
Vi sender Dem vore hjerteligste Ønsker for det nye Aar, vor Deltagelse og vort oprigtige Venskab.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières, 9de Jan. 88.
Kjære Jacob!
Som du har seet i Aviserne, har jeg lidt et stort og smerteligt Tab: Gamle Hegel – min gode og kjærlige Ven. Hvorledes vi faar det nu i Gyldendal, kan jo ingen vide; men bedre end før kan det ikke blive; og hvordan det saa blir, vil den tomme Plads efter Justitsraaden altid være et pinligt Savn. Heldigt var det dog, at jeg just nu ved Tronskiftet staar saa godt med de to nye udkomne Bøger, – hvad synes du saa om St. Lars Fest? – er han ikke akkurat saaledes? – du, som har kjendt ham fra Barndommen; naturligvis med Fradrag af noget godmodigt, som jeg ikke havde Brug for og med Tillæg af noget fra min oprindelige Morten Kruse, der fra først af – i Gift og Fortuna ingenlunde var lagt tilrette for det, den siden blev til. Jeg har aldrig tænkt mig at vende mine Vaaben mod Oftedal; mange har opfordret og spurgt, men jeg har aldrig følt nogen Trang; meget gjorde det, at hans «Nytte» stod i Veien for min Vrede over Spilfægteriet, og mest holdt det mig tilbage, at vi ligesom blev ført personligt mod hinanden ved Digtergagen. Men saa hændte det en Dag – som det er hændt mig ved flere Bøger – at Ideen med denne Fest, som forpurres, steg ganske færdig frem for mig, og fra det Øieblik – det var en Morgen i Sengen – kunde jeg ikke tænke paa andet, ikke se andet for mig end Oftedal. Det var med en Gang, somom et Dække var bredt over alt det, som hidtil forstyrrede; – hans «Velgjørenhed» blegnede for mig i det stærke Lys, som Fordringen til Sandhed kastede over hans Person; det guddommelige Raseri kom over mig og viste mig klart, at ikke al Verdens Almisser og milde Gjerninger kan opveie mod den Sjælegift, som en Løgner og Hykler forpester sin Skare med. Den Tanke, at jeg skulde have gjort ham Uret – taget feil af ham, – den Tanke falder mig selvfølgelig ikke ind; thi med en saadan Tvivls Tanke frembringer man ikke noget værk; og paa det Punkt er det, at Forbilledet løser sig fra Digtet; det er et Digt om Hykleri og simpel Magt, som skal bestaa; samtidig levede der ogsaa en Mand, paa hvem det passede; – saaledes ser jeg det.
[…]Din hengivne Alexander.
No. 16 rue du Maine; Asnières; 17 Jan. 88.
Kjære Roderich! nu har jeg endelig gjort Alvor af det: leiet et Værelse her i et Hotel nogle Gader fra vort Hus, hvor jeg nu sidder stille og uforstyrret Formiddag og Eftermiddag, for at samle mig sammen til en Komedie. Det blev ikke noget i rue du Maine. Mit Værelse var uden Ovn, og her er ofte stærk Frost med Vind; og desuden er Huset ikke større, end at jeg hørte hvert Ord og saa hvert Menneske, som kom ind af vor Haveport. Desuden lever vi her ret selskabeligt – synes jeg ialfald. Hør nu selv: – her i Byen bor Schandorphs, Fougners & Bætzmann – disse ser vi ofte; i Paris Kitty med hele den store norske Bande – c. 30 Personer, hvoraf vi ser stadige Portioner; dertil gamle Ola Jacob Broch.
Der er forresten morsomt hos den Gamle. Vi spiser aldeles glimrende og faar den mest udmærkede Vin; men det er altid Frokost, da han bor saa vanskeligt – midt inde i St. Cloud’s Park, hvor ingen maa kjøre om Aftenen. Broch bringer mig ogsaa sammen med de første franske Reisende og Geografer i en liden underlig Kneipe i quarter latin, hvor disse berømte Mænd spiser Middag hver Fredag før Mødet i det geografiske Selskab. Du ser saaledes, at jeg er i nogen Bevægelse, men jeg stritter imod – alt hvad jeg kan. Især er Kittys Malerbande forfærdelig. Lies liger jeg ikke heller stort; Madamen er en Kniv; og han er en stor Tøvekop, som det er Tidsspilde at snakke med for et voxent Mandfolk; men han er udmærket for Fruentimmerne. – Desværre er Beate bleven syg. Det er vel ikke andet end en almindelig Nedgang i Kræfter, foraarsaget ved det anstrængende Liv. Doktor Gade, som lykkeligvis er her, har bare forordnet Jern, Chinin – o.s.v. du ved; og saa faar jeg prøve at holde hende i godt Humør og ikke slippe hende i Selskaber om Aftenen; men det er jo ikke saa godt: hun taaler ikke at more sig og blir syg, naar hun kjeder sig.
– Jeg har – Skam at sige! dit store Brev af 2 Dec. liggende ubesvaret for mig. Du var fornøiet med St. Lars Fest – ganske som jeg ventede; jeg troede netop, vi saa ham ligt. Naar B. B. nu har været i hans Bedehus, maa du skrive mig til, om du virkelig tror, B. B. lader sig lumpe af Lars. Jeg ved, at Bjørnson søger noget, som han kalder Forsoning. Jeg tror, det er gamle Mænds uimodstaaelige Bøining henimod Reaktion; – men med Oftedahl!?
– Politi Andersen maa skrive mig en Rapport. – Synes du 2,500 er noget at assurere for? Alene Hertervigs store Billede taxerer jeg for l000 Kr., skjønt vel ingen vilde give det. Men der er en stor del Møblement, som tilhører Kitty, skulde hun have sit erstattet af min Assurance, saa blir der ikke meget til mig. Pas ialfald paa, at det ikke brænder. Det store Billede af Hertervig, som er mit Yndlings-maleri fremfor alt, jeg har seet, – det kollossale Tungsind helt henimod det sorte Vanvid – altid har det Billede trukket mig ligesom mod min Vilje, – det maa vi finde en anden Plads for. Der, hvor det hænger, er det saa umuligt. Man kan ikke – end ikke tilnærmelsesvis komme det paa rimelig Afstand, fordi Rødstuen er saa smal. Inde i Storstuen kunde jeg vel finde en Væg; men Storstuen blir vist for
Resten mangler.[…]No. 16 rue du Maine; Asnières 17de Jan. 1888.
Kjære Onkel! Først igaar fik vi Brev fra Guttene, – saa lang Tid tog det, før de kom til sig selv efter Glædens Tid paa Kongsberg. Den Bevidsthed kan ialfald du og dine medtage og beholde fra iaar, at I har skjænket Guttene en Række af disse uforglemmelige Dage, der forblive en Skat for Erindringen, saa længe de lever. De har ikke – hverken Jens eller Alexander drevet det videre i Skildringen af Feriebesøget end til de voldsomste Adjectiver om, hvor jilt der var; men fra Dagmar hørte vi, at et af mine 99 Søskendebørn – en Søn af Onkel Tycho? – var kommen fra Amerika og fandt dig og Guttene i en Kamp med rigtig Krudt og Tinsoldater. Høiere kan man ikke drive det i den Alder i Retning af Lyksalighed.
Vi haaber ogsaa, at de Smaa opførte sig saa vel, at ogsaa I kunde have nogen Fornøielse af at fornøie dem; og baade Beate og jeg sender vor hjertelige Tak til Eder alle. Vi har begge to nogle af vore lykkeligste og luneste Minder fra Eders Stuer, og at vore Børn nu besøgte Eder, var som et nyt Baand mellem Eder og os. Jeg gad vide, om Guttene nogensinde sang for Eder? – jeg havde paalagt dem at synge for Tante Thekla.
Da det lader til, at jeg maa opgive Haabet om at faa en nogenlunde ordentlig Beskrivelse af Julen fra mine henrykte Sønner, maa du bede Studenten tage sig en Pen og fortælle mig, hvad man gjorde om Dagene, og hvorledes hun fik mine kalvbente Efterkommere til at hænge paa Skierne.
– Jeg tænkte nok, du vilde lige min Bog. Det er ogsaa en stor Nydelse, naar det hellige Raseri faar ordentligt Tag paa En, saaat man selv føler, at man skriver Ild. Men det falder ikke altid i samme Grad. I andre Bøger kan der være et eller nogle faa rigtig brændende Steder; men St. Lars Fest var for mig som et helt Baal; – jeg skrev det paa en utrolig kort Tid – som efter en meget hurtig Diktat.
Ja – Virkningerne snakker du om. De ydre og smaa forsvinder snart igjen; men selve Manden – eller Bevægelsen, – thi Manden er Bevægelsen i dette Tilfælde – han falder ikke saa snart. Og dog! – jeg har en liden Følelse af, at Harpunen sidder godt; og om han end en Stund vil slaa kraftigere end nogensinde med Halen, saa har han dog muligens faaet et Grundskud, og sent eller tidligt skal han vende Maven iveiret.
Du siger: vel mødt til Vaaren! – mon du endelig skulde have faaet saa meget Ved i din gamle Skalle, at du skjønner, du maa til Stavanger? For nu ved vi, vi faar Fars Hus, saa du og Tante skal faa ligge i Storstuen. Vi kommer hjem i Juni – i det seneste, kanske før. Velkommen alle Tre!
Vi lever noksaa godt. Beate har havt en slem Tur med Træthed og Gigt; men nu gaar det opover igjen. Det maatte være fælt at være syg eller have Syge her ude i det fremmede Land. Jeg længter nu hjem. Bare jeg nu for Økonomiens Skyld kunde holde mig hjemme for Resten af Livet og kun reise kortere Reiser. Jeg haaber altid at dø i Stavanger som Toldinspektør; – men jeg gad vide hvad Slags Regjering vi skulde have, forat opnaa et Embede for mig?
Din hengivne Alexander.
Hilsen til Tante og Elisabeth fra Beate.
No. 16 rue du Maine; Asnières, 28 Jan. 1888.
Kjære Hr. Hegel! – Tak for Deres elskværdige Brev af 24d med indlagt 900 frcs. i Anvisning. Jeg kunde nok tænke mig, at De havde baade triste og travle Dage, men jeg haaber, at selve Travelheden vil bidrage til at hjælpe Dem over den pinligste Del af Tristheden, saaat Savnet, der er bittert, gaar over til Erindring og faar en mildere Smag af Taknemlighed og Vemod.
Mens jeg ventede Deres Brev, tog jeg derfor ud af min Sparekassebog, hvor jeg altid har en Nødskilling for Krig eller Pestilentz; disse Penge sætter jeg nu ind igjen, og derfor har jeg allerede ved næste Maaneds Begyndelse igjen Brug for Penge. Det vilde derfor være mig kjært, for at indtræde i mit regulære Budget, om De sendte mig atter 900 fr. i de første Dage af Februar.
Tak – ogsaa for de to Bøger. Vogts Digte tiltaler mig i høi Grad; der er virkelig en ny Lyd i Versene, som ialfald i Norge er noget overmaade sjeldent. Pontoppidans Isbjørn er derimod fuldt ud mesterlig; jeg har nok seet den rost, men intetsteds efter Fortjeneste. Det er, hvad jeg altid har sagt: han er den eneste Danske, som virkelig kan tage sin Samtid i Nakken og ryste dem ordentlig op; Schandorph er for godmodig, og hans Satire er hovedsagelig den Lærdes; de andre gjør aldrig andet end at forkjæle sit Land og sig selv; men Pontoppidan har noget af det guddommelige Had til sit eget Kjød, som er det beste ved Fædrelandskjærligheden; – første Gang saa jeg det i Novellen om ham, som «meldte sig», – da der var skudt paa Estrups Knap; men saa skrev han den snottede «Mimoser»; nu i Isbjørnen er han igjen der, hvor jeg vil have ham: paa Nakken af sit Samfund, som isandhed trænger til skarp Lud og grove Børster. – Schandorphs lever noksaa godt; Fruen er naturligvis bestandig paa Gravens Rand, men der har jeg nu seet hende i 10 Aar snart, saa man vænner sig til det. Han har sine Caféer med sine Glas; og naar jeg ser ham om Formiddagen, har han denne bistre Mine – De ved, før han er udluftet. Men saa er han siden blid og elskelig, og han er forunderligt flink til at arbeide om Aftenen. Jeg begriber det ikke, hvorledes han, der dog hver Aften er belæsset – om ikke med en Rus saa ialfald med flere Glas, – hvorledes han da – og kun da kan samle sine Tanker og skrive. Jeg for min Del kan intet udrette undtagen om Formiddagen; og hidtil har det været smaat nok med Arbeidet.
Jeg skulde have en Komedie igjen, thi skjønt jeg jo endnu aldrig har faaet noget rigtig ordentligt Theaterstykke istand, saa synes jeg dog, at det ser ud, somom jeg kunde komme til at lære Kunsten; og helt mislykket har intet været; – à propos! har De hævet mit Tilgodehavende i det kngl. Theater? – mon ikke nu det resterende halve Antagelseshonorar for Tre Par – 300 Kroner – ansees som forfaldent til Udbetaling? Hvorledes er det gaaet med Salget af St. Hans Fest?
Vi lever noksaa godt. Kun har Beate af og til nogle Anfald af Gigt og Mathed, som gjør en Forsigtighed, der er imod hendes Natur, nødvendig – siger Lægen. Hun sender sammen med mig vore beste Hilsener til Fru Julie og til Dem.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No 16 rue du Maine; Asnières 9de Febr. 88.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres Brev med vedlagt Anvisning for Februar c/ L. Königswärter & Cie – 900 frcs. Nogle Dage ere hengaaede, fordi jeg har været tilsengs af Gigt – noget nyt for mig; thi Klimaet paa Norges Vestkyst lige ud imod det vilde Hav er et rent Andalusien sammenlignet med det, man hertillands byder under Navn af Klima. Man har sagt, at der er megen Humbug i Frankrig – med Republiken, Politiken og Friheden, – det er ikke sandt; men skulde De nogensinde møde et Menneske, der vilde underholde Dem om le beau soleil de la France, saa vær saa snil at slaa ham fra mig paa Snuden.
De siger i Anledning af Pontoppidan: «Den literære Interesse er jo som bekjendt ikke stor i dette Land» –, den Bemærkning overrasker mig i høi Grad. Thi efter min Formening findes der ikke i vore Dage nogen Nation, hvor der læses saa mange Bøger som i Skandinavien. Tænk Dem, hvor yderst faa – jeg behøver vist ikke at sige, her findes 20 Forfattere i dette Land, som strax faar startet en Bog i 5 à 6,000 Exempl. og her er dog 35 Millioner Franskmænd. Jeg har holdt Øie med det, mens jeg har været her. De ganske enkelte – ja jeg ved igrunden kun Zola –, som bryder gjennem de 10,000 Exempl., naar vistnok uhyre høit; men ellers ansees Forlægger og Forfatter sig vel fornøiet med en Bog paa 4–5000. Tag dernæst en Bog som min siste – for Exempel, som De sælger for c. 3 Kroner. Den udgjør formodentlig trykt paa fransk Maade en Tiendedel af en Zolask Roman, som aldrig koster mer end 3,50, og som lettelig erholdes for 2,75. Læg dertil, hvad der ganske vist gaar med til alt, som hedder Reklame, og hvortil Udgifterne her siges uhyre, saa vil De vist indrømme, at det er utaknemligt af en dansk Forlægger at klage over et Publikum bestaaende af – ja hvormange er vi nu? – 2 Millioner Danske? – 1 1/2 Norske og saa de saakaldte svenske Brødre. Nei-nei! hverken de Franske eller de Tyske – England kjender jeg ikke – intet Folk har i Forhold til sin Faatallighed og sin Fattigdom saa mange Skillinger tilovers for Bogkjøb som vore Folk. Og netop, fordi jeg denne Gang har hørt hjemmefra, at saa ualmindeligt mange Bønder og Landsfolk har kjøbt min Bog, vilde jeg svært gjerne høre, naar De faar Oversigt over Salget, hvormange Exemplarer der er gaaet hjemme og hvormange i Danmark; thi jeg for min Del kan ikke andet end haabe – som Deres Hr. Fader spaaede i sit siste Brev, at vi snart faar nyt Oplag paa St. Hans Fest.
Nogle Dage før Deres siste Brev modtog jeg Conto-Courant for Aaret og saa jo med en vis Smerte, at jeg var gaaet c. 1000 Kr. tilbage; men det trøster mig noget at se mit Tilgodehavende i det kngl. Theater, til hvis Hævelse jeg herved fremsender Fuldmagt. Glem ikke at spørge efter Resten af mit Antagelseshonorar for Tre Par.
Vi lever bare temmeligt godt; thi foruden min Gigt har vi Else i Vandkopper, og om det end synes at skulle forløbe let og godt, saa er dog Sygdom i et saadant travelt Korthus en bestandig Urimelighed. Vore bedste Hilsener til Fru Julie og til Dem.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine; Asnières den 12 Marts 88.
Kjære Hr. Hegel! – undskyld mig, at jeg først idag erkjender Modtagelsen af Deres Brev af 1ste Marts med indlagt Remisse 900 frcs. Vi har nemlig alle været syge og er endnu mer og mindre vaklende. Vor Pige er paa Hospitalet og i 4–5 Uger har vi ført en høist uhyggelig Tilværelse. Beate er – som De kan vide – meget svag og træt af syge Børn og forøget Husstel; jeg selv maa ogsaa tage Haand i med mangt og meget, saa jeg forhindres i mit Arbeide. Derfor vil jeg idag ikke skrive mere; men haabe paa bedre Tider og bedre Humør. Hils hjerteligt Fru Julie fra os; jeg haaber, I har det godt i denne skrækkelige Vinter.
Deres hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Det er sandt! – vil De ikke være saa snil uopholdelig at fravriste Cetti det lille omarbeidede Manuskript til Paa Hjemvejen. (Det er iaar akkurat 10 Aar siden jeg debuterede som Forfatter i Norsk Tidsskrift med Proverbet.)
[…]No. 16 rue du Maine, Asnières den 19de Marts 1888.
Kjære gode Gamling! Mangfoldig Tak for Deres Brev af 13de, som er kommen lykkelig gjennem Sneen og naaede mig idag. I Café de la Regence skal der være kommen Aviser fra Kjøbenhavn, som melder om 10 Fod Sne og fuldstændig Ufremkommelighed paa Strandveien; jeg haaber, I har Kul og Mad, – saa har I jo et godt og tæt Hus, – det er mer end vi har. Thi ogsaa vi har havt en forfærdelig Tid, hvis Lidelser jeg ikke længer kan opregne i Rækkefølge: Beate har været syg af Gigt, Baby har havt Bronchit, Else baade Vandkopper og nu tilslut Nældefeber, selv jeg har ligget i Gigt og siden gaaet og pleiet de andre med en lang og besværlig Forkjølelse. Men værst af alt har det været, at vor norske Pige har været paa Hospitalet og endnu gaar omkring og er halvsyg og daarlig. Se – alt dette er jo for Intet at regne mod en virkelig livsfarlig Sygdom som lille Gerds – hils hende fra mig; men naar det varer Uge efter Uge nu snart i 2 Maaneder, her i et fremmed ligegyldigt Folk, i et Hus, der er indrettet til alt andet end Sygdom, i et Klima, hvis Rædsler jeg er mat af at udmale, saa blir det tilslut forfærdeligt; og samtidigt som vi oprigtigt deltager i Eders Angst og Bekymring og i Glæden over det overstaaede, forlanger jeg udtrykkelig, at baade Louise og De skal synes frygtelig Synd i os. Dertil er vi uden Efter retning fra Børnene i Norge siden før den l0de, – ikke engang en Avis er der kommen i elleve Dage! – Har De nogensinde – De som er gammel! – har De nogensinde seet sligt Veir? – og dog! – jeg er vis paa, at her er værre end noget andet Sted. Aldrig skal nogen Magt faa mig ud af Norge nogen Vinter mer; det er det eneste Land paa Kloden, hvor Vinteren er raisonabel og udholdelig for Mennesket. Om Sommeren kan man nok risikere sig i dette Land; men fra September til Juni er her absolut ubeboeligt! – Jeg har ikke hørt mange fornuftige Ord om St. Hans Fest; det var derfor en Fest at høre Dem. Det er sandt, hvad De siger om «en god seig Hud»; jeg føler og følte det selv – denne Afsmag for min egen Stil. Men til min Undskyldning maa det fremhæves, at vi alle har faaet mer Afsmag for denne Stil ved Efterlignerne – Krohg ikke undtagen –, mer end ved mit eget Misbrug. Desuden maatte det staa der. Jeg skriver nemlig altid saa at sige under Søren Kierkegaards Øine, af hvem jeg har lært baade Allegorien og Gjentagelsen. Og der er et Sted, hvor jeg under selve Arbeidet havde Følelsen af, at Mesteren var mig nær, at han vilde sagt: saaledes anbringes et Afgjørende. Det er der, hvor der staar: Thi om Hykleriet kunde man prædike. – Det er en Bog om Hykleri, derfor maa Ordet kun forekomme paa et Punkt, hvor det ligesom selv bryder sig en Vei, springer frem af sig selv, for igjen at dukke under og forblive Understrømmen. Naar derfor Morten Kruse kjører ud af Bogen, skal han bære Mærket: «Hykler» ligesom klæbet paa sig – for og bag, overalt paa hans blanke vaade Regnkappe skal der være klæbet Plakater med: Hykleren. Derfor maatte Ordene fra hint Kapitel om Øglen vende tilbage og en Gang for alle forbinde sig uadskilleligt med den forfulgte Mand. Men jeg følte selv: dette blir en Lækkerbidsken for den banale Kritik og Feinschmeckerne vil rynke paa Næsen. Og dog maatte det staa – isandhed ikke som en Present til de banale; men – jeg tror – fordi min Stil er saa meget mig selv, at jeg bevidst kjender den fuldtud – selv hvor jeg selv føler selve Afsmagen ved mig selv. Derimod vil jeg ikke besudle dette Venskabs Brev med en Kjæggel om Drachmann og hans «vederhæftige» Stil. Kun saa meget: hvis De mener, at hans modbydelige og perfide Skrivemaade er et sikkert og vederhæftigt Vidnesbyrd om hans bundløse Uvederhæftighed – før som nu – kun i dette – desværre lidet sandsynlige Tilfælde vil jeg, om den Sag kunne «skifte Ord» med Dem. (Jeg rider en liden Seiersgalop efter den Pragtperiode.) – Men hvad der mest af alt i Deres Brev er gaaet mig til Hjerte, er Deres øiensynligt oprigtige Følelse af at være gammel. Thi nu i to Aar har jeg ikke følt stort andet i mig selv end Overgangen til at blive gammel; det er utroligt, hvor fort det er gaaet med mig; og det eneste, jeg nu venter med en vis Utaalmodighed, er at Aarene selv og mine Forhold, Livets Krav til mig – at alt det ogsaa maa blive reduceret til den gamle Mands. I saa Maade er jeg heldigere stillet end De; for det første er mine Børn nærmere mig i Alder, jeg blir saaledes før fri Dagens og Nattens aldrig hvilende Ansvar; dernæst har jeg lykkeligvis ingensomhelst Sympati for Ungdommen. Jeg føler ikke den ringeste Trang til at høre paa de Asen. Jeg vil overhovedet slet ikke være med mere paa denne Maade. Det er mit Alvor – virkelig mit Alvor, at jeg vil gaa over i det, man kalder praktisk Virksomhed, naar jeg kommer hjem. Jeg vil søge det første Embede af nogenlunde Størrelse, som jeg kan faa og med sand Lettelse vende mig fra denne halvt kunstneriske halvt kjøbmandsmæssige Kamp for Udkommet. Jeg har ogsaa – mellem os – Grund til at frygte, at Arbeidet med Forlaget ikke vil bevare de fine Traditioner fra den gamle. Saa vil jeg muligens skrive mit Livs Erindringer, forøvrigt være Post- eller Toldinspektør, plante Kaal, fiske Lax og pille lidt ved de unge Piger, – men Ungdommen, som saadan, skal jeg vist ikke spørge efter. Saa vil jeg ogsaa opsøge Dem i Pantherens Hule; og ville vi da atter i al Oprigtighed drikke Whisky og snakke sort, naar Hulkekrukken er henlagt til Udhvilelse.
Saaledes er nu min Smag og mine Planer; derfor maa De ikke vente den unge Mands Røst fra mig; men vel en grøn Oldings muntre Skjæmt og vel overveiede Tale. Jeg gaar desuden i mit 40de Aar; det er Tid at kaste den kjælne Lyre og gaa paa Torvet i Mændenes Forsamling. Og derfor glæder det mig, at De trods nogle stivbenede Spræl mod det excentriske og Herman Bang, dog øiensynligt endelig er bleven min sande Jevnaldrende.
– Beate sender sine beste Hilsener til Fru Louise og til Dem; hun glæder sig specielt over, at en ung Hornemann af Eders Slægt? – ialfald intime Bekjendtskab nu er reist til Kjøbenhavn, hvor han vil bringe Hilsener og Efterretninger om os. Det er et ungt Menneske, i hvem Beate med sin uslukkelige Ungdommelighed fandt meget Behag; mig var han naturligvis meget for ung
Sig til Fru Louise, at hun maa fortsætte den afbrudte Æglægning; jeg længes saa meget efter endelig igjen at læse et Brev fra hende.
Skriv snart igjen og glæd Deres Ven!
Digteren A. L. K.
No. 16 rue du Maine, Asnières, 24 Marts 88.
Kjære Mester! nu blir det for meget. Jeg havde ikke tænkt mig, at du var saa gal: at ville forære mig hele Summen. Og jeg ved ikke rigtig, hvorledes jeg skal tage imod og hvorledes takke, – trist og tung som jeg har været nu i lang Tid. Vi har nemlig havt omtrent bare Uhygge, siden I reiste, og i de to siste Maaneder Sygdom af al Slag allesammen. Pigen har endog været paa Hospital, saa jeg er baade moralsk og pekuniært reduceret; men værst var dog den siste Uge, hvori Baby har havt Lungebetændelse; først idag er hun forhaabentlig uden Fare, og vi sidder her – Beate og jeg – i en Café og drikker Absinth – for første Gang lidt glade paa lange Tider. Beate har holdt sig merkværdigt – som altid, naar det gjælder; bare hun nu ikke falder sammen efterpaa.
Under disse Omstændigheder kan du vel vide, at jeg har intet skrevet eller tænkt; og naar jeg nu i Juni reiser hjem, er min Beslutning fast: Toldfaget.
Du maa ikke vente mer af mig for idag. Tag imod vor Tak og hils Caroline fra os begge.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine; Asnières den 17d April 88.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres Brev af 11te med vedlagt 900 frcs. Det er fuldstændig sandt og ret, hvad De skriver; og De kunde have al Grund til at vente nyt Forslag fra mig, da min siste Aftale med Deres Hr. Fader var udløben. Naar jeg alligevel lod det gaa, var det af en lidet rosværdig Svaghed og i en vag Forestilling om, at min Situation efter hin Brevvexling med Etatsraaden var saa betydelig forbedret. Jeg sendte nemlig – kort efter – baade Bettys Form. og St. Hans Fest. Men for det første blev der ikke saa meget Indtægt af de to som jeg havde ventet, og forresten er jeg saa ganske enig med Dem i, at der bør være bestemt Aftale; jeg beder Dem derfor undskylde, at jeg har tiet.
Jeg har længe forudseet, at det med Aarene vilde blive mig mer og mer umuligt at leve som Forfatter uden noget andet pekuniært Rygstød; og da jeg ikke har Spor af Bjørnsons Evne til personlig Fremtræden, – hvorved han nu forhaabentlig for lang Tid har repareret sine Finantser –, saa vil jeg nu for Alvor recurrere til min juridiske Examen og til min Position forøvrigt mellem mine Landsmænd og søge Poster i Embedsværket eller ved Bank- og andet Væsen. Denne Beslutning har jeg foreløbig kun meddelt mine nærmeste, og jeg vilde nødig se den diskuteret paa Forhaand i Aviserne; men saa langt er jeg dog kommen, at min Broder igaar telegraferede, om jeg vilde søge Posten som Bogholder ved Norges Bank i Stavanger. Jeg svarede imidlertid nei; det var mig endnu for haardt at binde mig til en underordnet Post, der hver Dag vilde optage mig i Banktiden for en Løn af 2,400 Kroner; og desuden tænkte jeg som saa: det er ikke engang sikkert, om jeg faar Posten, naar jeg ikke selv er hjemme og kan bedømme Chancen; og det vilde være en elendig Debut at manquere en saadan Post. Jeg har saaledes endnu intet, og det vil vel kanske vare nogen Tid, inden jeg finder noget – eller inden jeg bliver ydmyg nok til at tage, hvad jeg finder; og derfor tillader jeg mig at stille følgende Forslag – et Forslag, som – det indrømmer jeg – i enhver Henseende ligner en Bøn. Vil De sende mig endnu 900 frcs for de to Maaneder Mai og Juni, som vi agter at tilbringe her samt for de øvrige Maaneder af indeværende Aar 500 Kroner pr Maaned. Min Gjæld vil da være oppe i 11–12000, hvorfra jeg haaber at kunne trække et Manuskript – selv om det kun bliver den Komedie jeg arbeider paa.
Jeg tænker mig, at De mindre tænker paa selve Risikoen ved disse Penge, men at De – ligesom Deres Fader engang skrev – finder, at der bør være en Grænse – et fornuftigt Forhold mellem Forskud og Manuskript. Dette vilde – mener jeg – i Tiden opnaaes, naar jeg ved andet Arbeide, kunde have et Rygstød uden at forhindres i ved Siden at skrive, – og den Tid af Aaret, hvori jeg virkelig skriver, er aldrig den halve Tid. – Vil De tage dette «Forslag» under Overveielse. –
Sist fortalte jeg Dem vist om Sygdom og Fortræd; men siden har det dog været endnu værre. Vor lille Beate – Baby kaldet – De og Deres Frue husker hende kanske? – hun har været yderst farligt syg af Lungebetændelse, og først i de siste Dage, hvor ogsaa Vaarvarmen er kommen, er hun udenfor al Fare og i hurtig Reconvalescens. Vinteren har idetheletaget været forfærdelig; nu faar vi se, hvad Vaaren bringer.
Vore hjerteligste Hilsener til Dem og Deres – venskabeligst
Alexander L. K.
No. 16 rue du Maine; Asnières den 23de April 88.
Kjære Fritz! – jeg bestemte mig til at opmuntre dig med et Brev, da jeg saa, du skulle «sidde»; og samtidig bestemte jeg ogsaa, at jeg ikke skulde underholde dig om selve «Sagen», – som du ganske vist nu selv er saa ludende lei af; thi Sagen er egentlig, at saa bagvendt er den officielle Moral hos os, at det eneste, der lader sig sige, er: handler du rigtigt, saa handler du galt, og handler du galt, saa handler du rigtigt. Du har altsaa handlet rigtigt, det vil sige: galt, og derfor «sidder» du nu – kjære Ven! og jeg ærgrer mig med dig.
Vi lever nu her omtrent paa samme Maade som du, dengang jeg for mange hundrede Aar siden først besøgte dig i Paris. Det vil sige høist stridende mod min Smag. Som du nok kan tænke dig gaar mine Lyster mod store Stuer og bekvemme Indretninger, og her har vi nu prøvet to af disse usandsynlige franske Huse, med Kjøkken i Kjælderen, Stuen paa Loftet og Sovekammer paa Taget. Men lad mig nu, inden det meteorologiske Raseri griber mig, kun kortelig meddele dig, at værre Klima end her findes ikke nogetsteds, hvor Mennesker bo; jeg vil ikke fortælle dig, at vi i syv samfældige Maaneder har baalet i vor Chouberski Nat og Dag; jeg vil ikke – nei lad mig ikke begynde, jeg kjender alt Sinnet begynder at koge; kun saa meget være sagt: disse storsnudede Franskmænd maa holde op at tale om Solen, for den har de ikke; derimod skulde de opreise en opvarmet Statue af den brave Russer Mr. Chouberski, som har gjort dette Land beboeligt. – Altsaa – jeg har nu prøvet Livet fra denne ubekvemme Side og længter oprigtigt efter Norge; det er dog skrækkeligt, at være længe hjemmefra; jeg ved ikke, hvad der er værst: enten være længe hjemmefra, eller være længe hjemme. Naar man endda kunde faa «sidde» i Fred.
Forresten har vi – naar jeg skal prøve at se lyst – et rigtig pent lidet Hus i en grøn Have med store Trær; thi nu er her endelig grønt, og vi, som i hele Vinter har slidt med Sygdom og Fortræd, vi vaagner nu op til Haab om nogle gode Uger inden vor Hjemreise – i Slutten af Juni. Her i Asnières har vi Schandorphs og flere Landsmænd, og inde i Paris ved du selv, hvordan det er. Gaar du derind med din Kone, for at se noget eller spise noget, saa er du 2 Timer efter omgiven af 36 begavede Mænd og Kvinder fra Norge, som ogsaa netop vil se det samme eller spise det samme. Jeg lader mig dog ikke længer lumpe; men Beate liger det godt – dette Bande-væsen; saa hun gaar baade hid og did og morer sig godt. Jeg holder mig noget alene og har et ondt Ord paa mig, fordi jeg er hoven, selvklog og høist uomgjængelig. Javist er jeg lidt hoven – det ved du.
Igaaraftes skulde jeg ind og se paa de, som slaas for Boulanger; men der var ligesaa stille som i Kristiansand; idag ser jeg i Gil Blas, at der var lidt Mudder helt oppe ved Pantheon. Jeg faar prøve iaften igjen; men det blir vist ikke noget med alt dette; lille Else sagde imorges, at nu havde hun saa mange – saa «malfoldige» Gange hørt, at Brødkjøreren var afsat, saa nu var hun kjed af det, og det tror jeg blir Enden paa selve Sagen ogsaa. Idet jeg nu er kommen i Nærheden af Politiken, ville vi glæde os over, at der ikke er Papir nok til at udtale mig om den norske.
[…]Har jeg nu adspredt og glædet den fangne Mand?
Min venskabelige Hilsen –
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Hôtel de Paris; Asnières 26d April 88.
Kjære Ven! – jeg er umaadeligt stolt af, at jeg har forfærdiget omstaaende Vers til dig – inspireret som jeg blev ved at høre dig le nedenunder, da I spiste Middag. Der er især nogle Polka-hop i Rhytmen, som jeg finder charmante.
Din Collega Alexander L. Kielland.
Schandorph! Schandorph – gamle Gris!
hvad skal Enden blive?
Dag og Nat du færdes i Paris,
mens du burde skrive.
Røden Vin du skyller i din Vom,
som er stor og vakker;
og paa Vinens dunkelrøde Flom
ror der smaa Cognacker.
Ak! – men Vinen fører og
let i Elskovs Snare:
Schandorph – Schandorph – gamle Drog!
ta’r du dig ivare?
Mon du gaar paa Dydens trange Vei
saadan udpaa Natten?
Er det ikke Kristenpligt, om jeg
klager dig til «Katten»?
No. 16 rue du Maine; Asnières den 2den Mai 88.
Kjære Jacob! Fred. Hansen melder mig, at du studsede ved min Plan at flytte Hertervig ind paa Portraitvæggen i Dagligstuen. Jeg forstaar, hvad du mener og griber derfor Anledningen til at udvikle mine Tanker om Pieteten. Jeg hverken kan eller vil «fortsætte» Far. Skal der være nogen Lykke i et Hus, saa maa det tage Præg af dem, som bor der; og det i desto høiere Grad jo høiere udviklet Menneskene ere. Nu har jeg ikke været i Stuerne paa 6–7 Aar, og mange bitre Minder og Krænkelser staar for min Erindring. Kunde vi enda rekonstruere Stuerne til vor salig Moders Tid – det vilde iethvertfald kun blive til Glæde for os 3 ælste –; men det kan vi ikke, da jo hele Møblementet – omtrent – skiftede efter Bestefars Død; og fra den Tid den Skrækkelige regjerede, var jo vort daglige Liv en Strid for at bevare Traditionerne.
Og nu er det ganske vist saa – jeg har selv følt det –, at den Væg over den gamle Sofa med Mors Slægt og alle de gamle Daguerreotyper – det er som en siste Rest af de gode gamle Dage; og derfor skulde der meget til, at jeg vilde lægge Haand paa den. Men saa maa du ogsaa vide, at hint Billed af Hertervig er for mig halve Huset; og flyttes maa det, – det har jeg svoret; – det har været min Sorg og min Ærgrelse, at det var umuligt at faa se rigtig ind i dette storartede Maleri, fordi Stuen var saa smal og Lyset saa slet. Hænger jeg det ind i den tomme Storstue, har jeg ingen Glæde af det; mens det paa Portraitvæggen i Dagligstuen vilde virke i al sin ophøiede Tungsindighed.
Imidlertid! – jeg er nu kommen saa meget i Tanker om dette, at hvis jeg viste, at I andre syntes det var Synd – og jeg finder dog ikke, at jeg kan give mig til at skrive om til alle 5 hver Gang jeg vil flytte noget – saa vil jeg indskrænke mig til at høre dig, og hvis du synes, det var altfor leit, saa vil jeg være enig med dig og beholde Portraitvæggen som den er. Jeg har nemlig fundet en halv Udvej. Inde i det gamle Sovekammer blir der nu en god stor Væg – nemlig den østlige – med Lys fra to Vinduer; og om end Bredden af Stuen ikke er større (den er mindre) end Rødstuens, saa kan man dog fra Dagligstuen paa skjøns faa den nogenlunde rette Afstand og betragte Billedet i al dets Glands fra Gyngestolen ved Ovnen – Døren tager vi formodentlig ud. Dette blir vel det beste; saa er den Væggen Moders ligesom Ovnskrogen med Pibestellet Faders. Men ellers maa det være en Aftale mellem os alle, at ingen venter nogen minutiøs Pietet af mig, naar for Ex. Fars Skrivebord og Speilet kommer bort, maa dette erstattes – jeg har tænkt ved en stor Opstilling af Blomster, – hvilket jo i høi Grad vil forandre Stuens Karakter.
Lad altsaa det være en forhaands Aftale: Stuerne skal rette sig efter mig og mine; jeg vil ikke gaa som en Arvtager af al den Forkrøbling, Hensyntagen og Uhumskhed, som fulgte med den Skrækkelige; jeg elsker lige saa høit som I andre hvert Sted, hver Plet, hver Spiger i Huset – men frit skal der blive, frit vil jeg endelig bevæge mig i vore egne Stuer, og Stole og Borde og Døre og Bænke skal føie sig efter mig, og den Skrækkelige skal udrøges med Svovelblom og hendes Minde skal udslettes af hver en Vraa.
– Nu er Baby frisk og ude igjen; og nu er her deilig Vaar – grønt overalt. Frugttrærene i Blomst, vi sidder i Haven til langt udpaa Aftenen. Men for hver Dag, som gaar, længes jeg mere hjem til Bredevandet. Gid jeg nu kunde stelle mig saaledes, at jeg endelig fik Fred og fast Rod.
Din hengivne Alexander.
No. 16 rue du Maine, Asnières den 5te Mai 1888.
Kjære Smaa! det blir vist ikke bedre Brev idag; men vi har det dog nu alle godt, og nu lakker det stærkt mod Hjemreisen. Jeg tænker næsten ikke paa andet hele Dagen. – Jeg fik nylig Brev fra Skolebestyreren; han var vel fornøiet med Eder, hvilket var meget godt ogsaa af den Grund, at I – som I ved – har en betydelig Moderation i Skolepengene. Gjør nu en pen Middelskoleexamen begge to – det er jo nu til Sommeren?
Jens spørger, hvad jeg skriver paa. Ak! jeg skriver desværre saa lidet; men det skulde nu være en Komedie, hvis det blir noget; men snak helst ikke om det; for jeg er endnu ikke rigtig i Fart.
Else holder Kontor paa Do ude i Haven; men igaar paalagde hun mig at fortælle Eder, at nu var hun flyttet til Lysthuset, og der holdt hun Skole – ikke Kontor. Else og jeg var alene i Jardin d’acclimatation igaar, mens Mamma og Baby var i Magazinerne. Haven er saa nær os, at jeg gaar derind et Par Gange om Ugen. Nu er der deiligt – kan I tro. Blomster har de især begyndt at drive i uhyre Masser og af de allersjeldneste Sorter. Dyrene slipper nu ud; den gamle store Elefant har nu en liden med sig paa Rundturen i Haven; Eders gamle Kamel er klippet og greiet saa fint; en ung Kamelunge er der ogsaa; men de store Kasuarer har faaet ikke mindre end 12 store graastribede Unger.
Nu har de alt slaaet Græsset for første Gang i Haverne; og Asparges er nu saa billige, at vi spiser dem ofte.
Mamma og de Smaa hilser; jeg ogsaa. Lev vel og vær snille.
Eders hengivne Pappa.
No 16 rue du Maine, Asnières den 12 Mai 88.
Kjære Hr. Hegel!
Tak for modtagen Anvisning 900 frcs. og endmere for Deres foreløbige Antagelse af mit Forslag, hvorom jeg venter nærmere i Brev. For mig er det en stor Ting at have noget af Fremtiden sikret; thi det er næsten umuligt at arbeide med tænkte Sorger og opfundne Vanskeligheder, naar Hovedet allerede paa Forhaand er fuldt optaget med virkelige og høist personlige Bekymringer. Jeg har nok hørt og læst om Digtere, der kunde «flygte» fra sig selv og ind i Fa[n]tasiens Verden som i et Fristed; det kan jeg ikke: jeg maa have det godt, forat kunne skrive. Nu lever vi alle godt og Beate sender Fru Julie og Dem sin venskabelige Hilsen.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine, Asnières 1ste Juni 88.
Kjære Jacob! – du bemærker vist ikke, at jeg skriver Brev paa Brev, mens jeg fra dig ikke paa et Aar har hørt andet end et Telegram: om jeg vilde holde mig i Rumpen efter Ulstrup. Atter idag griber jeg Pennen efter Opfordring: Det var mig, der efter den lykkelige Proces foreslog de andre en Hædersgave til Jacob. Nu har Tycho og Kitty kjøbt et Uhr med Tilbehør af Kandelabere, som er sendt fra Bon Marchée. Men derfra kan man kun faa forudbetalt en Del af Fragten, hvorfor jeg herved skulde bede dig skrive op, hvad du lægger ud i Fragt, Told o. s. v. og sende Regning til Jonas Sømme. Jeg vilde havt St. Michal ovenpaa Uhret og en Drage med tre Portraithoveder – BerthaJohannaJensina – men desværre – det kunde de ikke finde i Paris.
Men pent skal det være og godt er det undt dig; og megen Tak skal du have atpaa. Lad nu Uhrsmeden i Haugesund sætte det igang, at det ikke skal gaa som da Bofis – C. B. Svendsens Bofis – satte Onkel Axels Spilledaase igang for Toldbetjenterne uden at udtage Korkebeder og Papirtutter, som var anbragte i Værket for Transportens Skyld. –
– Nu lever vi alle godt og her er hver Dag Sol og stærk Varme. Sirener og Guldregn er afblomstret; Jasminer, Roser, Asperges og Jordbær – det er som August hjemme.
Vi reiser med Kong Dag den 28.
Vil du ikke være saa snil at sende Fred. Hansen 500 Kroner; jeg ber saa tyndt.
Tycho’s reiste igaar. Alle mine hilser dig og dine.
Din hengivne Alexander.
Tak for alt, hvad der er gjort hjemme i Huset.
No. 16 rue du Maine; Asnières d: 7d Juni 1888.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres Brev af 4de med indlagt Remisse – den siste herneden, – jeg mener i Udlændigheden. Den 28d reiser vi hjem over Havre, og naar jeg har faaet ophængt mine Malerier og fyldt mit Blækhus, skal det gaa raskere med Komedien. Her er i Virkeligheden vanskeligt at arbeide. Vi er nær Paris, og har jo efterhaanden en temmelig stor Kreds – ikke just saa talrig, men meget intim. Schandorphs ser vi saaledes ofte; han er – som De siger – ikke forandret af at være i Frankrige. I det første han kom her, var han mere dæmpet – synes jeg; men eftersom han er bleven mere kjendt med Folk og Forhold, har han gjenoptaget sine stygge Vaner fra Kjøbenhavn: at le, somom han var ganske alene paa Kloden, samt uafladeligt at afbryde Samtalen med kjendte og dumme Historier med ækel Ende. Mig generer det ikke saa meget; men, da han selv er børnløs, ved han ingen Besked om, hvor pinligt det er med de stygge Historier, naar der er Smaapiger eller yngre Damer – ja ældre Damer maa jo naturligvis ogsaa tilslut blive kjed af dette evige Svineri. Og det skader Manden, det overgror med Aarene hans gode og elskværdige Egenskaber; men jeg er paa den anden Side sikker paa, at den, som sagde ham det ligeud, han vilde miste Venskabet i samme Stund. Thi med al sin tilsyneladende Jovialitet er Schandorph ikke den Mand, som taaler meget eller glemmer noget; han ved vel sit Værd og er saar og lydhør. Men arbeide kan han; – det er mig ubegribeligt, hvorledes han faar gjort saa meget; stundom viser han mig Manuskripter, som – hvis det var mine! – ak! lad mig ikke atter komme ind paa min sørgelige Dovenskab – eller Ufrugtbarhed.
Mener De, at Drachmann skulle pønse paa en ny Vending? – og tror De, der endnu vil findes Folk i Danmark, der ville modtage ham paa den venstre Side? Hvis han kunde gjenfinde sin Ungdoms Toner; men det kan han ikke efter min Religion, – istedetfor Religion har jeg nemlig faaet en Art Overtro: at Troløshed hævner sig, – ikke Troløsheden Mand og Mand imellem, thi den smitter bare, indtil Menneskene i bandevis blive troløse; men Troløsheden i Overbevisning gjør Manden til en Skjøge, der forgjæves søger at gjenfinde den honette Kvindes Væsen, – hun beholder Mærket, en egen Lugt, for hvilken anstændige Mennesker ingen høi Pris betaler. Anderledes med Borchsenius; han er født til det, han er: en retskaffen, men noget indbilsk Vindmølle, der staar ved Landevejen, og om hvilken det hedder i Eventyret: «Medens alt dette foregik, gik Møllen – klipklap! – klip-klap! – (SK).
Ja godt Veir, det har vi nu endelig efter den afskyelige Vinter; fra Mai har her været deiligt, lidt for varmt – det er det eneste. Men herude i Asnières er Luften altid frisk, mens Støvet staar gult over Paris. I Politiken læser vi hver Dag om Udstillingen og glæder os over, hvor godt det gaar. Kjøbenhavn er baade for Beate og mig langt mere end Kristiania – mer kjendt baade med Hensyn til Steder og Folk – À propos! Jeg tror, at Sammenhængen med mit omarbeidede Manuscript til «Paa Hjemvejen» er denne: Det kom efter min Ordre fra Kristiania til Hegel, blev af Deres Hr. Fader leveret til Fallesen, som refuserte Stykket, hvorpaa jeg i sin Tid bad Dem levere det til Cetti. Saaledes tror jeg, det er. Hvis nu Cetti ikke har det, vil jeg se at faa en Copi fra Kristiania.
Vi lever alle godt; jeg glæder mig umaadelig til at komme hjem, Beate derimod mindre. Hun hilser Fru Julie og Dem, ligesaa Deres hengivne
Alexander L. Kielland.
No. 16 rue du Maine; Asnières d. 15 Juni 88.
7de Brev.
Kjære Jacob! – jeg faar vist ikke Penge nok til Hjemreisen. Derfor har jeg idag skrevet til Fred. Hansen, at jeg sandsynligvis trækker paa ham herfra en 5–600 frcs. Vil du sende ham disse Penge omtfram de 500 Kroner, som jeg haaber, du sendte ham efter mit Bønskrift Brev No. 5.
Den 28de Juni reiser vi over Havre-Arendal, og Hjertet hopper i mig ved Tanken om at komme hjem igjen; – skjønt jeg indser nok, at Stavanger mer end nogensinde er et tvivlsomt Opholdssted. Iethvertfald maa jeg se at faa meget at bestille, ellers gaar jeg samme Vei som Far. Vel mødt igjen! – og mange Hilsener fra mine til dine.
Din hengivne Alexander.
Hæ du finje Klokkaa?
Den 26de Juni.
Kjære Smaa! – bare et Par Ord! – de siste herfra. Vi var ude i Cernay igaar, laa hos Avril, spiste i Haven, besøgte Madame Leopold, drak Cider hos Madame Cibeau og hilste paa alle vore gode Venner.
Iovermorgen reiser vi altsaa over Havre. Tøiet er sendt i Forveien. Jeg glæder mig og gruer – begge Dele. Men vi glæder os ublandet til at gjense Eder. Vel mødt!
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 9de Juni [5: juli] 1888.
Kjære Ven! Tak for dit venlige Brev af 1ste Juli. Jeg syntes saa Synd i dig, da jeg hørte, at du havde faaet dit Onde igjen, – selv har jeg hidtil havt saa liden Uleilighed og saa megen Fornøielse af mit Legeme, at jeg føler en stor Gru for alslags Lidelser – især saadanne, som kommer igjen, naar minst man venter dem. – Vi ere komne vel hjem. Hus og Have er udmærket; Venner og Slægtninger ere trofaste og snille, men ak! hvor modfaldne og medtagne af de onde Tider. Ja hele Byen ser ud, somom den havde faaet et Svimeslag, – hvad den forresten ogsaa har faaet. Kun mine Fiender siges at trives vel og formere sig; men jeg kan desværre aldrig se dem. Derfor finder jeg mig altid saa vel og føler mig saa tryg herhjemme; naar man længe har vaklet fremmed omkring blandt Fremmede er det en sand Fornøielse at vide sig hadet af mange lumske og onde Mennesker, som man ved er der, uden at man dog har dem for Øie til hverdags.
Kitty bor ude paa Jæderen. Hun mødte mig forleden, da jeg var paa en Fisketur i Nærheden af hendes Gaard. Frisk var hun og tyk; men hun frøs og havde stor Trang til at tale med Malere! – Smagen er nu saa forskjellig!
Beate stræver endnu med at bringe Orden i det store Hus, og iaften kommer Guttene fra Kristiania. Der er mange Ting, som binder og som synes at maatte binde mig fast til dette Sted og dog! – det er ikke rigtig som før. – Vore venligste Hilsener til Fru Lie, til Husets Børn og til dig.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Aarre pr. Stavanger d. 14d Juli 1888.
Kjære Mester! nu er det længe siden, du hørte fra os. Fra dig ser jeg derimod fast daglig nogle Dunderslag, der vederkvæger mig i den store Stilhed. Thi saa død-stille som jeg denne Gang finder min gamle Dødbiderby har den dog aldrig været ved nogen Hjemkomst tilforn. Stillere kunde der neppe være omkring den oprigtige gamle Inkvisition. Og alt er som lagt tilrette for denne sure Stilhed; det gaar galere og galere for Verdens Børn; ingenting vil trives, fordi ingen har Mod til at trives. Før vi reiste herud, gik jeg nogle Dage i Byen – med mine pene Klær – iført de to eneste Hansker, som fandtes i Byen, med min blanke Pariserhat, solbrændt og smilende til Mennesker og Dyr –, jeg forsikrer dig! jeg virkede som en rød Klud mellem kalkede Grave; Folk gik ind i sine Huse og sagde: han haver Djævelen! Hvad vil du, at jeg skal gjøre? – Tror du ikke, jeg ogsaa i al Hemmelighed kom hjem med Planer om at «kaste mig ind i» baade det ene og det andet. Men du skulde seet de blege Ansigter blegne – selv hos disse faa «simple» Folk, jeg har til hemmelige Venner, og i hvis Inderste du kan finde alt Nihilismens Tilbehør undtagen Modet. Ak – ak! – at jeg dog ikke i min Ungdom føiede Onkel Gjerdrum og lærte at staa paa Hovedet! saa kunde jeg maaske have aftvunget min forsurede Samtid et Smil, og saa var kanske Fortryllelsen løst. Thi der er noget andet, som staar paa Hovedet, og det er Alvoret. Alvoret er blevet svensk, og Falskheden har stablet sig op saa høit, at ingen Haan, ingen Latter kan reise en Bølge høi nok til at skylle østover og atter lægge Raaddenskaben bag Kjølen, hvor den efter Guds Vilje hører til.
Der er en Trøst og som Kollega ser du den og. Naar man er saa gal i Hovedet som jeg, pleier det at sætte en Frugt. Men det, jeg nu arbeider paa, gaar ikke lige paa Tingen og Tiden; og jeg ved jo ikke, hvor Aanden vil pege for mig bagefter. Underligt skulde det dog være, om jeg ikke fandt mig en god Bid i denne Overflod. Hvad der mest og oftest staar for mig som det utaalelige ved min Stilling er dette, at jeg er saa udenfor. At leve i et lidet Land, er at lukkes ude. Det er underligt nok. Man skulde jo tro, at i de store Lande, blandt Millionerne var det end vanskeligere i den store Tilstrømning at blive til en deltagende og bevægende Kraft. Men det kan umuligt være saa: de store Lande kan taale og bruge smaa Folk; men de smaa Lande kan hverken taale eller bruge store Folk. Naa! – saa stor er jeg da ikke; men der er dog noget i Tanken.
Vi har ellers levet godt; der er ikke andet at klage over, end at Beate er bleven grundfordærvet i Paris. Der skal megen Smidighed og Kultur til at optugte sig i en tolerant Kjærlighed til vort Eget, naar vi længe har været i det Fremmede. Dette savner hun – og jeg tror mange Fruentimmer af begge Kjøn.
Her er forfærdeligt hjemme – det er vist; men alligevel: en Mand – ja dig behøver jeg ikke at forklare, hvor alt-overvældende deiligt her er.
Altsaa – ellers – omtfram det oven berørte er alt vel. Her ude paa Jæderen er uforandret Jordens Midtpunkt. Guttene fisker og bygger i Elven; Baby steger Vafler og Else gaar med Kjørene; nu skal vi snart til Byen, til Fars gamle Hus. Ja gid jeg kunde faa Tag paa noget; jeg er saa ledig og saa doven. Vi hilser Karoline, Børnene og dig. –
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Aarre 14de Juli 88.
Kjære Rhod! her er vi alle – lykkelige som alle altid maa være paa dette velsignede Sted. Men Armoden har fulgt mig paa en underlig trofast Maade, idet jeg pludselig ingen Penge har. Beate fik 40 – vips! spørg Nordenvinden. Jeg fik Resten – do! ubegribeligt! Du maa sende mig et nyt hundrede, men af et varigere Slag.
Om du vilde gaa indom min Skomager og retleie ham lidt. Vi har nemlig maattet tilbagesende begge Guttenes Lærstøvler, fordi de – som altid i Stavanger – er for trange over Ankelen – umulige at komme ud af eller ind i. Jeg ved ikke, hvorledes han vil optage dette; men Støvler maa man jo kunne bruge, og kan man ikke, saa faar man være fri for at betale og for at beholde dem. Vil han uden videre gjøre to Par nye, saa er alt vel. Men vil han gjøre Vrøvl og begynde – som altid i Stavanger – med Udblokning og lange Taler, saa stans ham og lad mig det strax vide, at jeg kan bestille to Par gode Bondetampe paa Thime. Saa faar vi heller procedere med Nielsen. Men Guttene maa have Høistøvler.
Vor fælles Ven Politi Andersen har helbredet mig ganske for mit politiske Anfald. Alt, hvad han sagde, slog mig. Min Tid er ikke kommen eller – som Andersen siger – jeg er kommen for sent med min Lyst. Nu er jeg med en Gang kommen ud af de Tanker, hvori jeg nu har gaaet et halvt Aars Tid; jeg vil aldeles ingen Verdens Ting gjøre ved Valgene, men tage fat paa min Komedie og vente, indtil man kommer og henter mig – var det ikke Coriolanus, som blev hentet fra sine Oxer og sin Ploug?
Naar du sender noget til Beate, saa forsøm aldrig at lægge en Flaske Rhum deriblandt, mærket ALK – Rottekrud.
– at sende som snarest.
Din hengivne Alexander.
Beate hilser.
Aarre pr. Stavanger den 18de Juli 1888.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Penge og Brev af 10de. For Svenskernes Regnskab tænker jeg mig, at De har meddelt «quitto» – som det heder i disse Menneskers forlorne Sprog.
Ja – nu, er vi her igjen! – gad vide, hvorledes det vil gaa; og hvilken Ende det idetheletaget skal tage med os. Foreløbig er alt godt; Steder og Mennesker, man holder af, er det altid godt at gjense. Men hvad Menneskene angaar – saa maa jeg desværre tilstaa, at de ere falmede. Aarene og de onde Tider har bøiet og forandret min Generation, og de, som voxer op, kjender man ikke. Det var i det siste Aar min Plan – nu – da den er opgivet kan jeg betro Dem den – det var min Plan at gaa ind i Politiken, – baade fordi jeg fik Lyst og fordi jeg derved lettere vilde kunne holde mig en Adgang aaben for et Embede. Men da jeg havde været otte Dage hjemme i Stavanger, opdagede jeg gjennem mine intime Forbindelser blandt selve Massen og gjennem mine egne Iagttagelser, at mit Valg til Storthinget vilde være en Umulighed at sætte igjennem til September. Den korte Tid vilde aldeles optages af Oftedølernes Skrig mod Fritænkeren; Folk vilde ikke kunne bringes til rolig Dom inden Valgene; og desuden kunde – efter Kyndiges Dom – min pludselige Optræden ikke andet end skade det rene Venstre, der nu krampagtigt søger at samle sig om Steen. De vil nu vel tabe alligevel; men jeg vilde dog nødig skade dem med mindre jeg selv kunde vinde. Steen vil jeg ikke hjælpe med min liden Finger; saa gaar jeg altsaa ud af Spillet – paa en Maade skuffet, men hemmeligt glad alligevel; kunde jeg slippe og leve som Forfatter, saa er jo intet herligere. Mine Tilnærmelser har været saa forsigtige, at det skulde undre mig, om nogen Meddelelse om mine politiske Hensigter kunde tilflyde Aviserne; derfor meddeler jeg Dem dette under Richters Formel – 1ste Udkast: dette er for Dem alene. – Vi er flyttet herud paa Jæderen, hvor vi tilbragte 5 lykkelige Maaneder før Afreisen til Frankrige. Guttene ere komne fra Kristiania, og vi ere alle forsamlede her – friske og vel fornøiede, – alene Beate savner Paris, ligesom hun før savnede Kjøbenhavn, og dette gjør mig mer end noget andet betænkelig for Fremtiden. Thi her er – det maa indrømmes – et vanskeligt Sted for den, der har levet under friere og gladere Himmelegne.
Nuvel! – jeg styrter mig atter over min Komedie og haaber.
Mange venlige Hilsener til Deres Frue og til det ganske Hus.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 15de August 88.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres prompte 500 kr. pr. 5 Sept. – Her passerede igaar gjennem Byen en Kollega, som rigtig vakte min Medlidenhed. Det er Gunnar Heiberg, der nu, efterat have fratraadt Bergens Theater, har skrevet et Stykke, der – saavidt jeg kunde høre og forstaa – maa være meget godt. Men han var saa aldeles blottet for Skillinger, at jeg tror, han gik ombord i Dampskibet uden at kunne betale. Nu har Philipsen forlagt hans første Arbeide: Tante Ulrike, men ellers vist sig temmeligt lidet imødekommende; saa Heiberg bad mig bede Dem tillade, at han gjorde Dem en Visit. De kunde jo altid se paa Stykket, og hvis det er saa godt som jeg formoder, kunde De kanske faa Lyst til at tage ham med blandt alle Deres andre norske. Jeg tror, han er den haabefuldeste af de yngre; men han har uheldigvis en noksaa smuk, men lidet kultiveret Skuespillerinde til Kone, og det pleier ikke at være godt for en Forfatter – ja for ingen.
Herhjemme gaar nu alt ved det gamle – nu blive vi alle gamle.
Vore venskabeligste Hilsener til Dem og alle Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 26de August 1888.
Kjære Smaa! – idag er det Søndag med frisk Nordenvind – nei Søndenvind, Solskin i Haven og Bølger paa Bredevandet. Jeg savner Eder meget og glæder mig til at høre, om I ere komne vel frem, og om alt er gaaet Eder godt.
Det var en sur og uhyggelig Morgen, dengang vi skiltes, og Graaden blev mig siddende i Halsen hele den lange Dag. Men siden haaber jeg, vi har trøstet os hver paa sin Kant; det er jo ikke langt til Jul. – Jeg har sat mig ned til Arbeide, og nu skal det gaa laust.
Mamma og de Smaa hilser, og alle er enige om, at I var snille og søde, og at det var en extra jil Ferie. Skriv snart.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 4de September 1888.
Kjære Hr. Hegel! – nu maa vi da siges at være komne vel tilro i mit gamle Hjem, og jeg haaber rigtig, at det nu skal lykkes mig at holde Stillingen og holde ud. Jeg er i Slutten af 3die Akt med min Komedie – der skal være 4, – men det bliver neppe alligevel nogen Julebog, da jeg helst vilde have den antaget og spillet først ved Theatrene. Aaret har saaledes været af mine daarlige, og jeg ser med stadig Bekymring mod Fremtiden. Denne Stemning skal isandhed hellerikke løftes og adspredes under Forholdene herhjemme. Alle vore Nærmeste har det trangt og ondt, og selve Byen og Aanden i samme regjeres saa aldeles af Oftedahl, at jeg mangen Gang maa spørge mig selv, om jeg da med min Kanin-bog ikke har gjort ham den ringeste Skade. Nu var det jo ikke Meningen med Bogen at tilføie denne Mand nogen direkte Skade; men jeg undres dog over, at en saa aabenbar absolut træffende Skildring af et vidt forgrenet Hykleri ikke har gjort Menneskene en liden Smule mere blufærdige – ialfald her i selve Bevægelsens Centrum. Men nei! – man rører vistnok ikke mig personlig; jeg kan intet Spor mærke i min Færden blandt Folk paa Landet eller i Byen, at jeg er Fienden; men se nu forleden Dag – da gik hele Høire sammen med Oftedølerne til Valg – ledet af min egen Onkel – Capitainelieutenant Jacob Kielland, – en Mand af de mest fremskredne Anskuelser i Religion og Moral, der ydermere skrev mig et begeistret Brev for St. Hans Fest. Men al denne Reaktion, som nu blæser over Verden, maa sprænge sig selv igjen. Nu synes det Økonomiske at ville gaa lidt op, og naar Folk faar bedre Raad, blive de mere modige og ærligere.
Men sikkert er det, at med vor nuværende Regjering og med det tilbagevendende religiøse Tyranni forringes mine Udsigter betydeligt, om jeg skulde ville indtræde i nogen offentlig Tjeneste. Da jeg kom hjem, havde jeg endog en Ide om at stille mig til Storthingsvalg. Men det varede ikke længe, inden jeg følte, hvor langt denne By var fra Muligheden af at kunne bruge mig. De kloge Mænd, jeg henvendte mig til, svarede ogsaa strax: om den dygtigste og beste fremstillede sig til Valg, men havde kun den ene Feil, at han ikke kunde besvare: Tror du paa Jesum? – med et fuldt ortodox ja, saa kunde han ligesaa godt pille ned af Tribunen strax. Jeg stak da ogsaa Piben i Sæk, saa her er kun tre–fire ganske paalidelige, som kjender min vilde Plan; – og rent ud sagt: jeg havde slet ikke duet til det; jeg taaler ikke Menneskene saa nær indpaa.
Beate og Børnene lever godt; Guttene er igjen i Kristiania; Baby og Else paa Skolen her. Efter vort lange Ophold i Frankrig er Kjøbenhavn ligesom kommen paa større Afstand end før. Dog bevarer vi altid i Erindringen og i Samtaler vore Venner i Deres Hus, Drewsens, Collins – ja saa er der mange andre godt spredt omkring. Krøyer har trofast besøgt os i vor forskjelligartede Udlændighed. Hils alle fra os; men modtag selv vore hjerteligste Hilsener til Deres Frue og Børn og lad os snart høre fra Eder.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger 8/9 1888.
Boghandler Philipsen,
Kbhvn.
Jeg beder Dem opfylde Gunnar Heibergs Anmodning. Stykket er godt.
Alexander Kielland.
Stavanger den 20d Sept. 1888.
Kjære Hr. Bjørn Bjørnson! – Tak for Deres elskværdige Tilbud; men her er ingen Tale om at reise til Kristiania til Høsten; – jeg er ikke engang færdig med min Komedie.
Idag vælges her i Stavanger. Det er besynderligt for mig, der gjennem saa lange og skiftende Tider har levet stille beskuende mellem det ædle Høirefolk – at se dem paa denne deres Hædersdag med Oftedahls Stemmeseddel under sine trofaste Hjerter. At de skammer sig kan man mærke blandt andet deraf, at man gjenfinder akkurat de samme Ord paa alles Læber – lig hin Obol, man medgav de græske Lig – disse afdøde Ædles Obol begynder saaledes: Man maa tilsidesætte personlige Sym- og An- og saa videre.
Men nu skal jeg spaa, hvorledes det gaar: Naar nu Oftedolkerne ved Høires Hjælp faar sine Valgmænd, saa kommer der til 7 eller 9 Oftedolker fra Haugesund. Saa er Oftedahl stærk nok, og saa tager han begge Pladsene og levner ikke Høire andet end kanske anden Suppleant. Og forat give det Skin af at holde Løftet til Høire, tager Lars med sig min Bror Jacob, der er Høiremand, og aldrig har villet være Oftedøl; men som desuagtet i alt væsentligt vil passe til det nye System. Herved opstaar for det gamle ædle Høire i Stavanger en urimeligt lang Næse, som jeg allerede ligesom Abraham ser i Aanden og glæder mig.
Uden at forvirres af alt dette reiser vi alle til Jacob Præst imorgen, forat gjøre et længe aftalt Besøg.
Vore venlige Hilsener og Tak til Deres Frue. Hils de Gamle.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 8de October 1888.
Kjære Smaa! – nogle Ord i Hast, mens jeg venter hernede i Andreas’s Kontor paa Kitty, som kommer fra Bergen, – det er hendes Geburtsdag. – Jeg er ikke muggen paa Thore Aarre for andet, end fordi han kunde støttet os lidt mere overfor sin Kone. Imidlertid haaber jeg, at det for Fremtiden ialfald kan blive saa, at vi Tre reiser derud paa en 8 Dages Fisketur; det er ogsaa jilt! I maa vel gaa paa Danseskole; Tycho er underrettet. Jens skal aldeles ikke deltage i Skydeøvelser; og du kan hilse Bestyreren, at jeg synes, det var et temmeligt tyndt Paafund. Under Exercitien lærer man tilstrækkeligt, hvor Skydning er ubehagelig; men al Klatten med Gevær opelsker kun Vaadeskud og dette utaalelige Garpeskab, at nogle opkaste sig til Jægere og skyder ned de Fugle, som vi alle eier isammen under Himmelen.
Eders hengivne Pappa.
Nærbø pr. Stavanger d: 15de Oct. 1888.
Kjære Hr. Hegel! – jeg har i dette Øieblik endt min Komedie «Professoren» – i 4 smaa Akter. De skal faa Manuskriptet om faa Dage; jeg skal bare læse det igjennem imorgen. Nu maa De selv raade, om De vil have det ud strax eller vente paa Antagelse ved Theatret i Kjøbenhavn; der er de 600 i Antagelseshonorar, som frister; men man kan jo aldrig være sikker paa at det antages og saa spilder man bare Tid. Mine Skuespil er desværre ikke saa gode; men jeg har dog hidtil ikke havt Skam af noget.
Jeg vil med Fornøielse meddele Dem, hvad jeg ved om G. Heibergs Stykke. Læst det har jeg ikke; men han har fortalt mig det saavidt nøie, at jeg kan vide, hvad der siges. Hvorledes det er sagt fra Replik til Replik ved jeg ikke; men det er han flink til og har jo desuden efter «Tante Ulrike» været ved Bergens Theater.
Men der er en Ting, som jeg vil gjøre Dem opmærksom paa, da jeg ikke ved, hvor stærkt det kommer frem i Stykket. Heibergs Tanke er den: nu har vi nok af dette, at nogle stærke Mænd gaar omkring i Sandhed og fortæller alt muligt naar det bare er sandt – det vil sige: naar det bare er faktisk foregaaet. Dette – mener Heiberg – gjør bare Skade og er i Bunden etslags Vigtigmageri af Sandhedsvidnet, – (det mener jeg forresten ogsaa.) Men nu ved vi jo alle, at nævner vi Sandhed, saa er Bjørnson ikke langt borte; og den, der vil skrive mod nogen, der vandrer i Sandhed, han gaar lige i Løvens Gab. –
Ja – Heiberg viste jo godt om det; han klagede over, hvor det havde generet ham under Arbeidet, at han med Vold og Magt blev ført hen imod B. B., som han igrunden slet ikke vilde tillivs.
Det er altsaa dette ene, som muligens kan blive til Ærgrelse, at mange Uvenner af B. B. kunde tage Stykket til Indtægt. Men jeg synes efter mit Skjøn ikke, at Gyldendal behøver at tage det Hensyn. Hvis Stykket er godt, bør det komme paa det beste Forlag. Vi kan jo ikke – nogen af os forlange nogen gjensidig Beskyttelse fra Forlaget. Hvis B. B. en Gang kommer som Dommedag over mig: Du anbefalede jo Heiberg til Hegel, saa vil jeg ogsaa svare, at det forekom mig det loyaleste.
Lad mig høre, naar De har læst Manuskriptet, om De finder Stykket for aggressivt mod B. B. eller om det kommer mindre frem under Læsningen. Iethvert Fald maa jeg tro, at Heibergs Bog som literært Foretagende kan anbefales uden nogen Risiko.
Hvorfor har Drachmanns Sommer været saa anstrængende? – har han begaaet nye Forræderier?
De sorte Tider synes ingen Ende at tage. Herhjemme glæder vi os over en Lysning i Fragterne; jeg har ganske vist nogle Stumper af Fars Skibsparter, men ikke nok til at være ovenpaa i Humøret.
Vi sender vore beste Hilsener til Dem og Deres. Jeg sidder herude paa den vilde Hede i en liden Jernbanestation – 3 Tog om Dagen –, hvor jeg har fuldendt Komedien. Naar jeg nu kunde faa en god lang Ide!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 13de Nov. 1888.
Kjære Bjørnson! – jeg tænker, jeg vil bede Hegel sende Dem Stykket saa snart det er trykket, skjønt jeg derved gaar glip af 600 Kr. Antagelseshonorar i Kjbnhvn. Men for det første er jo Antagelsen aldrig sikker, og dernæst vilde det være uhyre morsomt at se det først i Kristiania, hvor det hører hjemme.
Om jeg kunde komme før Jul er imidlertid høist uvist, og enda uvissere om jeg gik tilankers i Deres elskværdige Indbydelse. Jeg er ikke til at have i Hus – om Dagen for Sinne, om Natten for Snork. Men Tak for Tilbudet og hils Deres Frue; min hilser til Begge.
Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 13de November 1888.
Kjære Smaa! – hold Jer friske!
Vi glæder os over, at I ere paa fælles Bande. Forleden Lørdag kjørte Andreas og jeg med Morten til Reve, laa der og gik Søndag Morgen i blikstille Solskin og Frost langs Havet til Aarre. Der var deiligt. En Masse Vand saa Kværnedammen var fuld og det fossede over Stokkene. Desværre fossede det ogsaa lidt over Asbjørns Dæmning fra Medalhus, men den stod dog, saa faar jeg reparere den til Vaaren.
Teglværket stod endnu, men der var en forfærdelig Sprække i Piben; Dammen var fin, og Kaierne var ikke værre end før; overalt en Masse Vand. Jeg trægede i den Grad paa, at jeg ikke havde været der til Høst fiske, at jeg lidet kunde taale at se Elven rulle saa bred og dyb med deilige Strømhaaler og Høler.
Her er klart, koldt, Østenvind; kan I huske Østenvinden fra Hillevaag, naar Fjeldene var blaanæsede og Vinden kom op fra Sjøen saa tør-kal! – saaledes er her. Jeg kvister Trær i Haven. Huset er nydeligt med Sol; kun ere vi for fattige til Gulvtæpper; men vi finder nok nogle Lapper senere. Mamma og Smaapigerne hilser hjærteligst. Fik Mammi en Saueskrot? smagte den godt? – den var fra Adolph von Tangen – det vil sige, han havde slagtet den.
Eders hengivne Pappa.
Stavanger den 16de Nov. 1888.
Kjære Fru Louise!
Hvad skal jeg sige, hvad skal jeg klage! – hvorfor skulde dog han dø! – hvorfor skal Livet gjøres saa dobbelt tungt ved saadanne Urimeligheder. Vi gaar og ser paa hinanden – Beate og jeg, som jo er de eneste Sørgende her, og naar vi er alene, siger vi stadig: Men stakkels Fru Louise! – hvor skal det gaa hende! –
Jeg har selv aldrig som voxen lidt noget tilnærmelsesvis saa stort Tab som Deres; men jeg har mange Gange tænkt paa, om der virkelig er nogen Glæde eller Trøst ved Medmenneskers Deltagelse. Ialfald maa den da være saare diskret og tindrende oprigtig. Vor Kjærlighed til ham og til Dem og ham sammen er af de bedste og dybeste Følelser i os – Beate vilde sige det lige saa vist for sin Part; og min Bedrøvelse ved Tanken om, at han ugjenkaldelig er udslettet af Livet, kunde ikke være større og bitrere, om han havde været min kjødelige Broder. Og naar jeg da tænker paa Dem, paa Deres Ensomhed, da synes jeg mig saa fattig med en Pen i Haanden – ude af Stand til at mildne Smerten med Ord – uden at kunne andet end klage med Dem.
Tag imod vor Hilsen – kjære Frue! og lad os forblive i inderligt Venskab – dobbelt forbundne i det fælles Savn.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger d: 19 November 1888
Kjære Hr. Hegel!
Først idag kom Deres Brev af 14de med 500 Kr.; for Posten er i den frygteligste Uorden paa Grund af Storm langs Kysten. Jeg sender Korrek tur samme Dag som jeg faar det, men det kan alligevel blive sent nok paa denne Maade. Derfor vil jeg bede Dem at lade læse 2det Corr. paa min Bekostning ved en flink Korrektør. Jeg sender idag 7 Ark, saa er der neppe fuldt 3 igjen?
Jeg modtager Deres Forslag 3000 Ex. a 162 pr. Ark; og beder Dem sende et Exempl. til Kristiania, Stockholm, det kongl. Theater, men ikke til Bergen. Vilde De sende til Kristiania, saa snart et Exemplar kan sammenstilles.
Saa Drachmann løber fremdeles gal? – jeg troede, hans Omvendelse var Tegn paa, at han kunde ikke mere.
Siden mit siste Brev har vi havt den store Sorg med Drewsen. Vi regner – Beate og jeg – vi regner allerede 3 store Tab af vore beste Venner i Danmark: I. P. Jacobsen, gamle Hegel og nu Viggo Drewsen. Dersom De skulde se en god Nekrolog over ham – eller om Drachmann skrev et smukt Vers – de var altid gode Venner – vilde jeg være glad, om De sendte mig det. Har De nogen Ide om Fru Drewsens økonomiske Stilling?
Mens jeg husker det: De har hidtil været saa venlig at betale «Politiken» for mig; nu skal jeg tage den her paa Postkontoret fra 1ste Januar.
Vi lever alle godt – lidt Mæslinger som sedvanligt om Vinteren. Vi sender vore beste Hilsener til Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger d: 23d Nov. 1888.
Kjære Broder! – det gaar nok mod Slutten med vore Venner i Pengekniben. Fra Throndhjem er der forlangt – og denne gang med megen Kraft – 5 % Afdrag ved alle Fornyelser. Dette siges Tou ligefrem ikke at kunne, og saa begynder en Krise, som neppe stanser ved Bankerne. Man spaar megen Ophidselse, som da vil falde paa vor Slægt; en besværlig Tid at gjennemgaa for alle; og for selve de Angjældende en Tid saa pinefuld, at jeg neppe kan tænke mig, hvorledes f. Ex. Tante Hanna skal kunne gaa det igjennem. Men ogsaa vi kommer til at miste nogle Penge. Jeg anser hele Aarets Skibsindtægt, som vi gik og glædede os over, for tabt og borte, hvis Konkurserne aabnes før Nytaar; og der er ingenting at gjøre ved Sagen; – undtagen om du, som holder Øie med Skibene, skulde se noget stort Udbytte forfalde, og vi da under et plausibelt Paaskud kunde faa det udbetalt til os direkte. Ellers er der ikke noget at gjøre – saavidt jeg forstaar. Men for Fremtiden er det best, at vore Skibspenge kommer til mig, saa skal jeg sætte dem i en Bog i Privatbanken; andet Stel er der vel ikke med den Ting; og er der Rhederispørgsmaal, saa kan jeg jo spørge dig. Jeg tror nok at jeg blir fast i Byen nu. Men saa sparsomt som Kilden nu flyder, kan jeg ikke leve paa det bare Forfatteri: jeg har tænkt og søgt; men jeg er saa vanskelig at placere – helst fordi jeg paa mange Maader er for stor. Og paa den anden Side er min Brugbarhed ikke egentlig mangfoldig. Jeg gaar her ligesom uden om Byen, og dog er der faa, som kjender den bedre og dybere; jeg ser Misbrugene, og er kanske den eneste, der har Mod og Autoritet til at sætte Fingeren paa det ømme Sted; men nu vil – jeg ved ikke hvorfor – nu vil mit Hoved ikke længer omdigte det Iagttagne til Kunst; jeg er kommen saa nær indpaa Livet, at min fine Kunst er paa Randen af det, jeg altid har foragtet saa dybt: Journalistik.
Ja – ser du! – der er jeg nu. Jeg vilde fortalt dig det sist; men dels var der dengang saa lidet at fortælle, dels kom vi ikke til at sidde alene nogen Aften. Jeg har prøvet med den skrækkelige Moe; at leie hans Avis og udstøde alt, hvad der hed Moe. Men det er gaaet overstyr, han forlangte for store Summer. Saa har Brødrene Haabeth en skrækkelig Sladank af en Avis, som skulde omgjøres, renses og blive et Byblad for Stavanger; morsomt, europæisk og frygteligt for de smaa Paver.
Det er meget langt fra, at dette huer mig; men jeg tror, det er et Levebrød, kanske en Gjennemgang til et Embede eller nogen fast Indtægt, – iethvert Fald er der Fyr i Skjægget, og noget maa gjøres. Jeg vilde nødig bede Hegel fortsætte sine Forskud fra Nytaar, kanske han ikke engang vilde, og da kjender jeg, hvorledes jeg gaar uden nogen Tanke, bare ørkesløs i Skræk for Fremtiden. En Avis i min Haand kunde blive renslig; fast Indtægt og stor Andel i Netto, – ja du ved – saa fint som Digter er det ikke; men det er Mad. Imidlertid er endnu alt i sin Begyndelse og – jeg haaber – ganske hemmeligt blandt Menneskene; men jeg vilde fortælle dig det, forat høre din Mening.
Din hengivne Alexander.
Stavanger den 30te Novbr. 1888.
Kjære gode Ven og Mester! – siden jeg fik dit siste Brev – 20 August – er lang Tid gaaet; men ikke meget skeet – synes jeg. Du var dengang midt opi Uhyggen efter Richter; – jeg vil haabe, du har forvundet det nu. – Dit store Foredrag fik jeg igaar; men jeg tror, du vilde gaa hen og brække dig bitterligt, om nu jeg ogsaa begyndte og vilde give mit Besyv til det. Husk bare ganske løseligt, at jeg er et Svin.
Derimod vil jeg underholde dig udelukkende om mig selv. I hele dette Aar har jeg kun skrevet den lille Komedie, som kommer nu, og som alt var i mit Hoved, da vi var sammen; siden har der ikke været noget. Se det gaar jo ikke an længer. Nogen Ansættelse faar jeg Fanden ikke; mine Maal er paa en vis Maade for store, og min Brugbarhed – oprigtig talt – temmeligt begrændset. Ved du saa hvad jeg vil blive! – jo jeg tænker paa at blive Redaktør – det, jeg sist i Livet havde tænkt, jeg skulde føres til. Men nu er det – da jeg har tænkt over – ikke bare den siste Udvej til Livsophold; men jeg synes virkelig, at jeg føres den Vei: fra de første større Bøger med længere Sigte, altid kortere og nærmere, indtil jeg med St. Hans Fest jo er Dagens Kamp lige indpaa Livet, – en Avisartikel i Bogform. He? – hvad mener du?
Et Blad her i min Haand vilde være en Svøbe for Byen og en Fornøielse for Landet. Og jeg tror, jeg skulde tjene.
Desværre har jeg endnu ingen god Kontrakt. Arne Haabeth og nogle andre har et Blad, som de først bød mig paa tilsyneladende uegennyttige Vilkaar. Jeg skulde have hele Indtægten i et Aar for det første; de vilde ikke engang have Renter af sine Penge. Men saa viste det sig, da vi kom nærmere Kontrakten, at de i Virkeligheden havde tænkt at skubbe over paa mig et Vrag af et Blad, samt et helt nyt Bogtrykkeri, som jeg skulde besætte og drive ved Siden af Avisen. Selv vilde de ikke have nogen Indtægt første Aar – de har altid tabt –, men naar jeg i et Aar havde faaet alt op, saa vilde de nok være med paa en Deling.
Jeg blev sint og reiste herud til Haar – en Bondegaard lige ved Sjøen. Det er for galt, at naar en Mand som jeg byder saadanne Smaafyrer Haanden, saa skal de prøve at narre og fante paa samme Tid som de bruger de store Ord om Interesse for Sagen – for Friheden! – Var her bare lidt længer Tid inden Nytaar, skulde jeg samle et andet Konsortium.
Nu faar vi se, naar jeg iovermorgen kommer tilbage, om de har betænkt sig. […] Det vilde være Synd for mig – ja for «Sagen» ogsaa, om dette ikke blev til noget. Et nyt Venstre, hvor det paa Forhaand var vedtaget: ingen Præst med, kunde jeg hjælpe til at danne just nu, hvor Tiderne gaar op og Folk faar Mod til at hjælpe sig selv uden den frygtelige Gud lige over Hovedet. – Hjemme lever vi godt og vilde leve bedre, om Beate ikke stadig var saa fuld af Længsel efter Paris. Hun er ellers snil.
Modtag nu mine beste Hilsener til dig og dine.
Din hengivne Alexander.
Stavanger d: 6te December 1888.
Kjære Collin! – jeg havde netop fundet og sendt Dem nogle Stumper Manuskript, da jeg fik Deres første Brev. Jeg tænkte derfor, da jeg aabnede det, bare paa det mærkværdige: at De allerede havde faaet min Sending. Saameget mere uforberedt traf Budet mig, at den elskede Ven var gaaet bort. Nu synes det mig allerede saa længe siden; den jævnt henrullende Tid er en brutal Trøster; thi egentlig trøste gjør den ikke, den bare svækker Sørge-evnen.
– Tak ogsaa for Deres andet Brev med den indlagte Begyndelse til mig. Et andet underligt Vidnesbyrd om, at han nylig havde tænkt paa mig, fik jeg i et Memorandum fra en Skibshandler i Kjøbenhavn, hos hvem jeg havde bedet Drewsen spørge efter noget gult Tøi. Dette Memorandum er dateret den 3die November, altsaa kan jeg regne ud, at det var i de siste Dage før han blev syg, at Drewsen gik dette Ærinde for mig.
Det undrer mig ikke, at Fru Drewsen vil bort fra de Omgivelser, der altfor stærkt og dagligt raabe om Savnet; saaledes gaar det vel altid i den første Sorgens Bitterhed. Men jeg ved ikke, om det ikke er en Art Utaknemlighed mod de kjære Steder, om man ikke gjør dem Uret; om ikke den øde Tomhed paa de nye Tomter alligevel er endnu værre – især for Børnene. En stedlig Tradition anser jeg for at være til Gavn for Karakteren. Men jeg formoder, at økonomiske Hensyn tvinger. Især da jeg hører, at I ogsaa vil løsrive Eder fra Ellekilde.
Det er jo heldigt, at De – foruden Brodersindet ogsaa har en saa uafhængig Livsstilling, at De kan følge til Lyngby. Paa den Maade er Fru Louise’s Liv saa vel ordnet som jeg fra først af ikke kunde forestille mig det, men som hun fortjener det. Med Tiden – ja med Tiden – siger vi alle! –
– Vi lever godt. Else har gaaet Mæslingerne gjennem med megen Bravour og Baby er nu i Ilden. Guttene venter vi hjem til Jul; de lever godt paa sin Kant. Beate har altid Længsler ud mod lysere Egne; men jeg trives i Storm og Regn og buldrende Sø, og det er her nok af.
Vore Hilsener til Dem og Deres
venskabeligst Alexander L. Kielland.
Stavanger d: 13 Decemb. 88.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres Brev af 7de Dec. med indlagte 500 Kr., de siste, jeg altsaa tør bede om à conto. Det er allerede galt nok med vort Regnskab. Men lidt kommer der vel af Komedien fra Danmark og Sverige, lidt tør man vel i Tiden haabe af nye Oplag – eller nye Bøger; skulde det gaa mig særdeles godt, kunde jeg endog haabe paa Afbetaling.
Jeg har nemlig ikke blot bidt i, men slugt hele det sure Æble: at nedsætte mig som Redaktør i Stavanger. Tilbudet fra Bladejernes Side er godt, – og enfin! – som man siger, naar man er flau over sig selv.
Glædelig Jul til Dem, til Fruen, til Børn og alle gode Venner, og ønsk mig kraftigt et godt Nytaar
Deres hengivne Alex. L. K.
Vilde De besørge mig en Pakke Børnebøger: Juleroser, Oldfux etc.?
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.