Stavanger den 18de Januar 92.
Kjære Broder! jeg har meget travelt og er meget vel fornøiet; – endnu engang Tak, fordi du gav mig det første Stød.
Jonæ Træge-Pænge sændes.
At Dikka skulde være syg er altfor usandsynligt; men at Nørgaard er et Fæ er notorisk.
Nu er der Haal i Væggen til Bærems og dit Do; Gevæxten er gyselig.
Naar Bærem kommer med Regning, kalder jeg paa dig og opsætter indtil den Tid at bede om Laan til at stagge Tycho. Ellers slap jeg – som du ved – al Udgift ved Embedet.
Kan du ikke begribe, at det Navn, som jeg gjennem Skjældsord og Had har gjort berømt i sju Kjerkesogn, det er for fint til at flyde om i et Embedskontor?
ALKielland – er stygt og vanskeligt paa mange hundrede Papirer om Dagen. Jeg hvirvles videre!
Din Alexander.
Stavanger den 15. Februar 1892.
Kjære Fritz! – Gamle Bennetter har idag indsendt en Ansøgning til Storthinget af sit Hjertes Enfoldighed om Støtte i sin Alderdom. Jeg har som Collega i Kunst og Trang anbefalet ham, og nu beder jeg dig støde i Hornet og indsende en Anbefaling fra flere eller mange Kunstnere, idet du især maa lægge Vægten paa, at han virkelig har reddet Sole-Kirken.
Du maa fare omkring og brøle i 2 Dage og sende Resultatet ind til Storthinget, for at det kan vedlægges Bennetters Ansøgning.
Jeg lever forresten godt – aldeles optaget af Byens Sorger – ganske som en af de Narre, jeg skildrede før; men hverken af det ene eller det andet kan man leve. Hilsen til din Kone og fælles Venner.
Din A. L. K.
Stavanger den 4de Marts 1892.
Kjære Hr. Hegel! jeg blev meget glad ved at modtage Deres elskværdige Brev af 27de Februar med indlagte à Conto-Regnskab, især da De finder samme tilfredsstillende. Det giver mig nemlig Haab om, at De ogsaa for Fremtiden, hvor min literære Virksomhed naturligvis vil blive indskrænket paa Grund af Embedet, vil være tilgjængelig for en og anden Bøn om à conto Forskud til min Husholdning, som bliver noget knap med Embedets Gage 4500 Kroner. Nu har jeg den før omtalte Komedie i Hovedet; men før Sommerferien kan jeg neppe faa den skrevet. Her er vistnok Tid tilovers; men jeg er ikke endnu saa meget inde i mine mangfoldige Forretninger, at jeg – har kunnet samle mig Tid til at begynde. Derimod har jeg havt extra-ordinære Udgifter ved Overgangen fra Løve til Moppe, som i høi Grad vilde lettes for mig, om De vilde sende mig 500 Kroner og en Udtalelse om, hvor vidt De vil hjælpe mig, saaat jeg kunde vedblive at holde de kostbare Sønner i Christiania.
Mine usvækkede Oprørstanker i Forholdet: Forlægger-Forfatter faar nu en foreløbig Hvile, indtil det engang bryder løs og overskyller Eder alle. Indtil da forbliver jeg med mange Hilsener til Familien
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 8de Marts 92.
Kjære Ven! – jeg maa le! at det skulde komme dertil, at vi to skriver hinanden til som Embedsmænd, der ere bekymrede over Fattigkassen! Det er ganske vist det værste ved Embedet, som ellers er bare til Glæde, frit og saa høit i Rang, at man er fri Chicane, og samtidig uden Ansvar for Penge eller for Domme og andre Afgjørelser. Jeg er med i Alt, som vedgaar Byen, men ikke mere end jeg selv vil; og – forunderligt! – jeg ærgrer mig næsten ikke. Saalænge der – f.Ex i Formandskabet er Debat, kan jeg være den ivrigste, men om Sagen falder ud mod eller med min Mening, er mig forbausende ligegyldigt – somoftest da. Der er nogle store Trompe-Dolker i Repræsentationen, saa meget eleverede er ikke Forhandlingerne. Jeg klarer mig godt, ialfald hører jeg ikke noget, og det er det høieste, jeg tør haabe af Retfærdighed herneden.
Jeg bor i Fars skjønne Hus, som jeg desværre har forziret med en Vandhusagtig Gevæxt ind mod Byfuden. Der er Indgangen til Kontorene, som er den fordums Spisestue og Fars Soveværelse. Jeg har det saa bekvemt og godt i alle Maader – kun som du ogsaa siger, for liden Gage.
Herved sender jeg Finnes Vedtægter, som ikke ere vedtagne. Men Magistraten har skrevet en Indstilling til Regjeringen, om ikke nu den Tid skulde være kommen, at Regjeringen fuldt ud lønner Politimesteren i Stavanger af Statskassen, hvorved Kommunen her vilde spare de 1600 Kr., han har af Bykassen. Af disse indsparede 1600 byder vi saa 1000 som Grundlag for en Lønning til en Fuldmægtig, og naar vi har ham, sætter vi Vedtægterne i Virksomhed. Det er da altsaa Planen. Jeg maa endnu mange Gange le af mig selv, naar jeg husker paa, at jeg er Magistrat! – maa jeg spørge, om du ikke ogsaa synes, det er løie?
Jeg sidder og ser ud i vor gamle Skolegaard, hvor alt er uforandret, de gamle Lærere er der alle uden Larsen og Sørensen og blandt de nye «Kræfter»: […]. Ja er ikke dette en løien By, saa ved ikke jeg. Saa længe jeg som Forfatter tog Byen aux serieux og gjorde den til Grundlag og Ramme om mine sociale Ideer, havde jeg ligesom en Skam og Forargelse over, at denne lille fæiske By, skulde være min.
Men nu – forsikrer jeg – kan jeg le med mig selv over mig selv og hele Banden. Mest savner jeg nogen at le med; jeg har jo Fred Hansen, som altid er lige jild; og Andreas har jeg ogsaa; men han har havt saa megen Modgang, at han næsten ikke har kunnet holde Modet oppe. Dertil er han saa taus, at vi først igaar fik tale ordentlig ud om hans Affairer. Han har mistet Alt, hvad han ejede, har ikke kunnet opnaa Accord med Norges Bank, fordi Onkel Sømmes Forhold endnu er uklart; og til alt dette kom ydermere, at hans Compagnon gik fra ham uden Varsel og paa en lidet skaansom Maade – saa det ser sort ud for Andreas.
Havde jeg dig som Politimester, vilde det være en stor Vinding, og vi kunde faa megen Fornøielse af hinanden igjen paa vore gamle Dage. Jeg savner just Mænd, som ikke altfor meget ere opspiste af sine Koner; og jeg er vis paa, at du vilde finde mit Hus behageligt at færdes i, og Beate let at omgaaes. Betænk dette og vær indbuden og velkommen saavel til Huset som til Byen – siger Magistraten!!
Men ellers tror jeg nok, Arendal er mere evropæisk for en gammel Sceptiker. Thi her er efter de gamle Slægters Fald et stillestaaende og dertil formløst Liv – Nok om det!
Beate er borte; og vil du tro, jeg sidder her som for 26 Aar siden og venter paa, at der skal vise sig en grøn Kjole og en rød Hat oppe paa det velsignede Hjørne ved Banken! Alter schützt vor Thorheit nicht, sagde min Fader.
Venskabelig Hilsen og vel mødt igjen – Din Alexander.
Stavanger d. 2 April 1892.
Kjære Hr. Hegel! jeg kan ikke undres over, at De ikke synes, min Stilling i Deres Bøger gjør yderligere Forskud ønskværdige; og jeg maa bare takke Dem, fordi De saa prompte sendte Tycho 150 Kr. Jeg har nu i min Micawber’iske Tilværelse saa ofte seet «something turn up», at jeg endnu haaber, at kunne holde Guttene frem, – ialfald skal nu Jens blive Student i Sommer.
De maa have Deres Øie henvendt paa at skaffe mig nye Oplag, ellers maa jeg gaa tilbunds – og det var dog Skade for Borgermesteren og den gamle Forfatter.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger d. 14de April 92.
Kjære Doctor Gade! Beate er nu kommen hjem og har fuldendt Deres Ros for al Deres Godhed mod os; vær ogsaa forvisset om mit uforanderlige taknemlige Venskab.
Fra selve Patienten fik jeg nylig Brev, hvori han klagede over, at han var bleven saa altfor frisk, at Doctoren nu ikke syntes, han behøvede at reise hjem og nøre sig før Examen. Jeg behøver ikke at sige Dem, at mine Følelser for Skolevæsenet, specielt examina strax flokkede sig om Boddens Skuffelse med oprigtig Deltagelse. Men jeg kan jo ikke efter modnere Overvejelse stemme for, at en Dreng – uden der er Livs Fare for Haanden – forskaanes for en eneste af de Lidelser og Qualer, hvormed Ungdommen rettelig bør frempines til brave Oldinge. Altsaa maa De ganske raade.
Som Borgermester kunde jeg trives ganske godt, naar det bare ikke tog paa min Helbred, – De ler kanske? – somom jeg aldeles ingen Helbred har! Jeg sovner nemlig midt i Formandskabet, eller om Formiddagen mellem 11 – 12, da kan jeg sovne over et Brev eller midt i en Samtale med Fattigforstanderen. Det kommer af Mangel paa Bevægelse i fri Luft; thi Stuegymnastik tager jeg en Time hver Morgen fra 8 til 9. Men naar jeg saa – ganske drivende sved, har vasket og klædt mig om og spist Frokost, saa sovner jeg af Træthed og Velbefindende. Ganen og Mandlerne lukker sig, Drybbelen slaar Bastriller, medens Hjertet staar stille nogen Tid, for pludselig at gjøre et Ryk og et Brøl, saa Pennen fyger paa Gulvet og Kontoristen vrinsker ærbødigt i næste Værelse.
Her er en Læge, som siger jeg maa til Carlsbad; men jeg faar nøie mig med Aarre, der – ja! lad mig tilstaa det: intetsteds i Verden sover man som paa Aarre.
Det er forresten med underligt Vemod jeg ser mig saaledes forvandlet fra Løve til Moppe, og stundom reiser der sig en dunkel Skikkelse borte i Krogen og spørger, om vi ikke snart skal gaa?
Min og Beates beste Hilsener til Fru Gade og Dem og vel mødt igjen! Jeg kommer ialfald til Jubilæum.
Deres hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Stavanger den 14de April 92.
Kjære Broder! jeg deler din Skuffelse og din Ærgrelse. Jeg forstaar saa godt alt, hvad du siger og føler – baade du og dine. Da vi talte om Muligheden af Petri Stol, syntes jeg, det var bare jilt; men siden fik jeg Betænkeligheder. Du skal ikke sørge saa meget for selve Kaldets Skyld. Thi efter min Mening – saaledes som den har dannet sig i den senere Tid, er dit Parti her væsentlig de gode Christne: Haugianerne og deres rette aandelige Efterkommere, – de ere ikke mange. Dernæst meget af det Stof, som stod Oftedahl nær, hvilket Stof vil forholde sig, eftersom du forholder dig til Oftedahl. Skar du dig i Alvor løs fra ham og alt hans Væsen, havde du fra nyt at opbygge Templet – det tror jeg imidlertid ikke, du vilde; og rakte du ham end den yderste Finger, vilde det ikke gavne dig, om du saa derved vandt den ganske Verden.
Alle Mennesker, som har noget at raade over, er ræd dig, – ikke minst de, som nu steller med Oftedahls Hykle-Kasser; de faa hæderlige frygter din Raadighed; de mange Uærlige frygter din Hæderlighed. Nuvel! du ved selv, din Stilling var ikke bleven let, det behøver jeg ikke at fortælle dig, og du var jo forberedt.
Men ublandet sørgeligt var det for dine Børn – baade i og for sig og for dig som, fordi det var kommet saa vidt. (Tænk du, jeg er af og til saa søvnig, at jeg skriver galt)
Til Vik staar jeg i intetsomhelst Forhold, og han er ikke saa meget værd, at vi To – du og jeg – skulde gjøre os nogen Uleilighed for ham. Desuden vilde det ikke nytte. Saa længe han var under min Tugt, kunde jeg svare for hans Hæderlighed; men overladt til lavere og mere plebeiiske Moraler gaar han hurtigt nedad og kan ende som et ondt og hadefuldt Menneske.
Det skulde glæde mig at se dig snart hernede baade for at snakke om Husets Malning og for at du skulde ratihabere nogle Forandringer med Do, etc.
Jeg vilde ønske, at du maatte snarlig forvinde denne Skuffelse og finde Opreisning i Sagens Kald. Hilsen til alle dine.
Din hengivne Broder Alexander.
Lørdag 21de Mai 1892.
Kjære Smaa! – jeg er oppe en Stund hver Dag. Kjære Jens! jeg tænker paa dig. Vær bare ikke ræd. Du ved, jeg siger til Slut: Skit paa Karaktererne! bare du kommer tilbage som den gode paalidelige Jens fra før. Jeg laa vaagen saa længe i Nat og tænkte paa den fæle 17de Mai, da I havde faaet Penge af Graf; Maren fortæller altid, at Jens vaagnede hed om Natten i Angst for, at Pappa var saa sint, og om nogle Pebermynte-Bonboner – jeg græd saa længe og syntes, jeg var bare som et Skræmsel over Eder og ønskede oprigtig at dø bort fra hele dette Stel og Ansvar, som voxer mig over Hovedet til Glæde for Ingen.
Se, denne Gang døde jeg nu ikke; men I maa være forberedte paa, at jeg neppe bliver nogen gammel Mand.
Hvorledes det altsaa gaar – Jensemand! saa tab hverken Mod eller Besindelse, men kom hjem og vær velkommen; ingen sure Miner, naar du bare ellers er bleven den gamle paalidelige og samvittighedsfulde Jens.
Men jeg maa bestemt advare Jens mod at deltage i noget Slags Russe-Væsen, før han ved, om han staar i det skriftlige. Jeg lagde Mærke til nogle i min Ungdom, som gjorde det, og de forvandt det aldrig.
Nu kan jeg ikke mere, men maa iseng. Diakonisse har jeg. Farvel og lev godt kjære!
Eders hengivne Pappa.
Det er Tanken, at jeg med Diakonissen skal reise til Aarre om nogle Uger, siden jeg ikke kan komme til Wiesbaden; Doctoren har forbudt mig Kontoret paa lang Tid.
Onsdag d.15 Juni 1892.
Aarre-borre-mig fortorre – af bare Nordenvind, en sand Tørste-vind! Jeg kommer vist – Gohde Rhohdhe! de 10,000 Martyrers Dag, som er den 22 Juni. Send derfor bare en liden coquet Katze paa Lørdag indeholdende Blanksværte og pene Messingkroger til at hænge Tøi paa i Stuerne; saadanne: [skisse av krok] for Exempel 10, samt en Borr, endhvidere havde du glemt tørrede Æbler; men det kan være det samme. Og læg vel Mærke til, at jeg beder dig ikke om hed Win – som jeg har forsaget, eiheller om Aqvavit, som jeg har nok af til Udskjænkning – endsige om Rh – min Pen steiler, som er forbyt! men efter al menneskelig Beregning vil jeg endnu tiltrænge tre Flasker Vin – rød eller hvid, at drikke til det Flæsk og de Æg, jeg hovedsagelig lever udaf. Eller – nyt Prop! vend om!
Du kommer herud – vel rustet indtil Gummerne! Søndag Morgen med en Steg! vi gaar til Vig og ser paa Fugle-Ungerne; du ligger ovenpaa Diakonissen, og jeg nede. Flyt det Comma!
Hurra for Consulaterne!
Tja! – saa var det den Vinen!
Din hengivne Alex.
– og en fersk Makrel – eller røget.
Aarre den 18de Juni 1892.
Aa du gamle jille Søster – Dagmar!
Tak for dit Brev! Jeg er saa frisk som jeg ikke har været på mange Aar, men endnu lidt træt om Aftenen, og naar jeg vil skrive længe. Derfor skriver jeg bare nogle korte Breve til dem, der hilser mig som en Gjenopstanden! – Saa syg var jeg forresten ikke – ialfald mærkede jeg ingenting selv, saa Døden vilde være kommen paa den fredeligste Maade – saaledes som jeg ønsker, den engang maa komme. Men ikke endnu.
Selv om man i min Alder mere henvises til Erindringen og venter mindre af Fremtiden, er dog et sundt Legeme og lykkelige Forhold nok til at binde os til Livet, skjønt Livet egentlig er Ungdommen. Og din Længsel efter Olaf er et Navn for det fortærende Tab af Ungdommen, som forsvinder, før man ved det, og sænker os i Mismod, fordi alting visner med saadan gruelig Fart.
Saa har man Børnene – ja! det er altid en Spænding, hvorledes de vil arte sig.
Jeg har nu ligget her paa det deilige Aarre i 14 Dage. Noget for tyk til Steerford er jeg nok bleven; men vil du tro: mangfoldige Gange i mit Liv, naar jeg glad og ubekymret har vandret henover den faste glatte Sand, har jeg tænkt paa Steerford. Det maa være en glimrende Beskrivelse hos Dickens, siden Billedet er saa indpræget hos os begge.
Ellers er der vel ogsaa – saavidt jeg mindes – nogen indre Lighed, – saaledes som jeg vist var for flere hundrede Aar siden.
Farvel! – nu skal jeg ikke blive saa tyk mere!
[Underskrift mangler.]
Stavanger den 28. juni 1892.
Kjære Fru Louise! – jeg fik læse Deres Brev til Beate, og det var mig som et Bud fra fjerne Tider, hvor jeg selv var en anden end jeg nu er. Ak! – jeg er gaaet tilbage. Man fylder ikke ustraffet et fint Hoved med en hel Bys Kloaksystem; det begynder med, at man modstræbende tager imod, indtil man formelig interesserer sig for Gaderegulering, Fattiggaard, Sygehus og Pest! Lader os tale om andre Ting.
Jeg har med Vilje sparet mine Kræfter som en forstandig Jockey til Opløbet; thi jeg ved, hvilken Masse Forhindringer De er istand til at ophobe paa et fornuftigt Forslags Løbebane. Men nu tilslut vil jeg «spurte» – er ikke De ogsaa vammel ved alt det Sportssnak, som overfylder Sproget?
Jeg vil derfor nu først for Alvor indbyde og opflamme Gerd til at komme med Baby. Hele Jæderen venter hende; – sig, at Elven er som skabt til at falde i; Markerne fulde af Blomster, Sanden ganske tør og hvid og hun skal faa ligge ovenpaa i samme Hus som vi.
Dersom De forholder Gerd denne Opmuntring og dette Naturens og Menneskenes forenede Skrig eller paa nogen underfundig Maade forminsker dettes Heftighed, saa skal jeg nedhvirvle over Deres graa Hoved saa mange Rædsler, Skræmsler, Nag og indvendige Qualer, at Samvittigheden skal krølle sig sammen og Milten visne.
Efterat saaledes den Sag er i Orden venter vi Deres Datter, og vi skal passe godt paa hende. Kom hun kanske ikke hjem ifjor i god Stand? og endmere Nytte vil hun have af «Gjentagelsen.»
Jeg har nok været langt paa Vei til det store Mørke – længer end jeg selv havde Anelse om; og var jeg død, vilde det sandsyndligvis gaaet stille og korrekt for sig. Det er en god Ting med et saadant Hjerte, om hvilket man kan vide, at det siger Stop itide, saa man ikke skal ligge og pines ihjel.
Nu er jeg friskere end før, befriet for mange Pund Flæsk og klar i Hovedet.
Men Borgermesteriet tager al min Tid og Tanke, saa nu tror jeg, at jeg bare vil arbeide mig frem og op som Embedsmand og slutte mit Liv i Politik og Statsstyrelse – tror De – kjære Frue! at jeg duer til det?
Dette Brev er skrevet under en bestandig Kommen og Gaaen af Retsbetjente, Havnefogden, Statsingenieuren, Mænd og gamle Kjærringer, som alle vil have – ialfald et Svar.
Beklag, men glem ikke Deres til Døden
Alexander L. K.
Stavanger d. 5te August 1892.
Kjære Hr. Hegel! forlængst skulde jeg have takket Dem for al Elskværdighed mod Baby under hendes Ophold i Kjøbenhavn – saavel fra Deres Frues og Families Side som fra Dem selv, idet jeg hører Baby lovprise Dem som den mest imødekommende Banquier, – noget, jeg under mine saakaldte økonomiske Forhold ikke noksom kan takke Dem for.
Vi ere nu alle forsamlede, og jeg maa jo være himmelglad ved, at have saa lange og snille Børn, og det er vi ogsaa; men hvad skal jeg dog gjøre med disse lange Drenge? Jens er nu Student, og Alexander skal blive det ad Aare. Men at lade Jens gaa den syv Aars lange Vei til Læge-examen – det har vi opgivet; han faar læse Jus i en Fart.
Jeg selv gaar vist helt og holdent over i Embeds-Arbeidet. Borgermesterposten har kun den Feil, at der var saa megen Dissents ved Embedets Oprettelse, at begge Partier kneb af paa Lønnen.
Men til næste Aar haaber jeg at faa et Tillæg for Kontorhold og muligens en Directeur-Post i Norges Bank, hvorved jeg vilde bringe min Indtægt op i 5 à 6 Tusinde. Nu har jeg bare knappe 4, og det kniber med de to lange Sønner i Christiania.
Literaturen ser det ilde ut med. Min Komedie staar stille; det ser ikke ud til, at jeg mere faar den gamle Ild og Lyst. Desuden er jeg endnu svag efter Sygdommen. Stundom smigrer jeg mig med et Haab om nyt Oplag paa et eller andet? –
Den siste Bog er sørgeligt fuld af Trykfeil; desuden ligger der hos Dem et godt Slutningscapitel i Manuscript; kunde man ikke gjøre noget af det? – eller er der ikke nogen anden?
De maa have Deres Opmærksomhed henvendt paa at skaffe mig nogen Indtægt – især nu i det første; saa faar vi heller opsætte den store Strid til bedre Tider.
Hils Fru Julie og bed hende ikke ganske at glemme mig, – kanske faar jeg endnu engang se Kjøbenhavn og gode Venner igjen; hils ogsaa Frøknerne Elisabeth og Oluffa, de Smaa og det ganske Skovgaard.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 12te September 1892.
Kjære Ven! – af alt det gale, jeg gjorde som Jubilar, kommer ingenting op imod, at jeg ikke søgte Dem. Hvorfra skal jeg sammenhobe en saa stor Houg Undskyldninger, at denne Skjændsel kan dækkes? At jeg var pil-fuld det meste af Dagen og hele Natten – det hjælper ikke. At en og anden sagde – Gade! – han er ikke i Byen! – det var vel mest forat indhylde mig i Syndesikkerheden; thi De var der vist? – De ventede at se mig komme dinglende?
Hvad skal jeg nu sige og gjøre? her sidder jeg med gjengroet Hals og en fryktelig Trang til at sove. Hils Deres Frue, hvis hun ikke er altfor vred og slaa ikke Haanden af os.
Din hengivne Alexander L. K.
Stavanger den 16de Sept. 1892.
Kjære Hr. Hegel! – jeg indrømmer, der er ikke megen raison i det, aldenstund jeg ingen nye Oplag øiner, men jeg klarer mig ikke fuldt ud med min Borgermester-Gage, som den er, og just nu trængte jeg haardt en Haandsrækning af dem, man i de gamle literære Dage kaldte 500 Kr i Forskud à conto. Mit Embede blev saa knebent reguleret, fordi det egentlig blev til mod de raadendes Vilje; men til næste Aar skal jeg gjøre Rede for, hvad mit Kontor koster og udretter, og da haaber jeg efterhaanden at naa en Gage, som kan holde mig anstændig oppe.
Vi har levet en glimrende Sommer; allesammen forsamlede i det gamle Hus. Nu er bare den arme Alexander i Christiania, for at læse sit siste Aar til artium, medens Jens gaar herhjemme uhyre vigtig, med Duske-Hue. Baby er til Glæde og Muntration for os alle og Else er den, som styrer det hele.
Nu hører vi næsten ikke mere fra Kjøbenhavn, og vi føler smerteligt, at Afstanden vel herefter vil blive længer og længer. Det var i Grunden Skidt, at mit Talent, der var saa klart og sikkert, ikke skulde række længer end de 10 Aar mellem 30 og 40. Stundom. Nu føler jeg, hvorledes jeg bliver Kontor-Mand, og det er slet ikke saa galt. Jeg har mange interessante Ting at varetage og gaar med Iver til alt. Naar bare Beate kunde slaa sig til Ro; men hun længter bestandig ud. Hils nu Fru Julie paa det hjerteligste og alle de andre kjære paa Skovgaard og lad dem ikke glemme os. Alle her hilser Dem og Deres.
Deres hengivne Alexander L. K.
Stavanger den 28de Sept. 1892.
I magistral Hast!
Kjære Onkel! Tak for sist! – og Tak fordi du var saa snil at tage dig af Alexander forleden Dag paa vor Bryllupsdag – Tak Tante ogsaa. […]
Jeg lever godt efter det store: «Christiania-Fald», som Beate kalder mit Jubilæum; og mit Embede, som er afvexlende og travelt, interesserer mig i høi Grad. Vi vare saa skuffede, fordi Steen ikke kom til Stavanger. Hvad var der dog iveien? Jeg havde netop begyndt at sætte en Modtagelse i Scene; for nu har han fortjent en Fest i denne Dødbider-by, som aldrig har forstaaet ham. Hils ham – hvis det falder sig saa: at han skulde blevet fornøiet med Stavanger om han var kommen.
Din Alexander.
Stavanger den 29de Sept. 1892.
Kjære Hegel! Deres Brev blev modtaget med Jubel. Jeg var sandelig saa uvant til nyt Oplag, at jeg følte mig meget stolt. Jeg modtager Deres Tilbud, ligesom jeg herved erkjender Modtagelsen af 500 Kr. à conto.
Vi sender alle vore beste Hilsener til Dem og alle Deres. En anden Dag skal jeg skrive ordentlig.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 17de October 1892.
Kjære Mester! – du er kanske sint paa mig, men det maa du strax lade være – fordi jeg saa længe har levet ligesom fraskruet dig og dit gode Venskab, uden at give Livstegn, uden at give Tak, fordi du vilde have mig op til dig istedetfor at lade mig fordrikke min Sjæl i Jubilæet; men det kunde nu ikke nytte, for jubilere maatte jeg; og jeg angrer ikke de brødefulde Dage, skjønt de nær havde taget Livet af mig; og Beate taler endnu om Christiania-Faldet. Jeg er ikke rigtig frisk mere; mit Hjerte er udslidt – siger Lægerne – og jeg bliver hurtig træt og tidligt søvnig. Hvis jeg vilde leve som en Jomfru og ernære mig som en Blomst, kunde det alligevel vare længe – siger de; men det har jeg nu ingen Sans for – som du kanske husker, saa jeg er forberedt paa, at jeg ikke bliver nogen gammel Mand. Der er ogsaa saa megen Bekymring med Alderen; for Penge behøver man altid fler af til disse lange Børn, og de klarede sig kanske vel saa godt uden en Fader, som ikke kan hjælpe dem; og nu er jeg vist færdig med denne Verden.
Embedet er fortræffeligt og jeg følger med gjennem tykt og tyndt Vrøvl med et alvorligt Ansigt og korrekte Manerer. De, som ikke forstaar bedre, tror, at jeg allerede er en Bureaukrat; men Sagen er at jeg altid har sværmet for et Kontor. Det er vel det gamle Kjøbmandsblod.
Imorgen kommer Oselio. Hun vil tilbringe Aftenen hos os efter Concerten. Saa vil vi ogsaa bede Kristensens og din gamle Moder, som er ligesaa rank i Ryggen og blank i Øinene som nogensinde. Kristensen ser ud som en god og elskværdig Mand, som jeg tror, vi kunde faa megen Glæde af. Jeg er desværre ikke rigtig frisk idag, men jeg tænker, det bliver bedre imorgen; jeg har endnu aldrig hørt hende.
Det er saa overhændigt længe siden vi saaes, at vi vist kom til at snakke hinanden istykker, hvis vi mødtes et fredeligt Sted; og det kunde jeg vel trænge til; for du kan vide, jeg gaar tilbage i denne Beskjæftigelse, saa godt som den alligevel passer for mig. Stundom tænker jeg, om det ikke var lige saa godt at give Fanden den hele Haand, siden han nu har faaet Fingeren.
Saa kunde jeg blive Storthingsmand og komme i Protocol-Kommitteen, som for mig altid har været det sorteste Hul af Vigtighed og Vrøvl. Saa kunde jeg komme i kongelige Commissioner og sidde og fise i Fløiels Lænestol i mange Aar for høi Løn. Saa kunde jeg faa Fribillet til Theateret og endelig se et Stykke af mig selv. Og fremfor alt: saa kunde jeg faa lufte Beate, som der er gaaet Møl i. […]
Kunde jeg komme til Christiania om Vinteren og faa Embedet sat lidt op i bedre Løn, saa vilde jeg slaa mig til Ro i det fædrene Hus – lykkelig ved Tanken om, at jeg ikke har skrevet noget dumt til at angre paa hverken i Opgangen eller i Nedgangen.
Saa havde vi og forleden den Tort og Forargelse, at Bergliots Bryllup gik os forbi. Jeg læser aldrig Aviserne fra Byen uden nogen tvinger mig, og Ingen opdagede det før bagefter. Jeg ved, at Beate har skrevet et Undskyldnings-Brev; vær saa snil at bede de Unge og specielt Bergliot, som jeg kjender, at de vil tilgive os, og tro, at vi af oprigtige Hjerter ønsker, at de maa faa det jilt og godt sammen.
Og hvis du nu vilde være snil, saa run mig til en Skrivelse, hvis Tydning kan kvæge mit Hjerte, der – som oven anført – er noget slidt og ikke længer fuldt saa let som før.
Hils Fru Caroline og hele Gaarden fra os. Mon jeg ikke mere skal gjense de 5 Flag mod den blaa Himmel; –thi hvis du ikke vilde heise dem alle 5 for Borgermesteren, maatte det heller forblive ved de glade Minder.
Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.
Stavanger den 21de October 1892.
Kjære Frøken Oselio! jeg har saadan ond Samvittighed. Havde vi taget os lidt gjæstfriere af Dem, havde De maaske ikke havt det saa fælt i Stavanger, som jeg har en Mistanke om, at De havde det.
Min Sygdom var – jeg vil ærligt tilstaa det for Dem – lidt apokryfisk for saa vidt Legemet angaar; men Sjælen og Humøret havde netop faaet saa haard Medfart af andre Ting, at da den Tid kom, som vi havde glædet os saa meget til og forberedt med saa store Forventninger, – da var jeg ude af Stand og Stemning til at prøve, og jeg gav mig helt over – om ikke mere syg, saa ialfald mere nedtrykt end dengang jeg virkelig var syg.
Nu gaar jeg igjen og nynner Deres Zauberlied, som for mig evigt vil blive Das Lied von der Reue, und hab’ ich zu Ende gesungen das Lied/ so sing’ ich es wieder auf’ s neue; men Begyndelsen har jeg mistet; jeg begynder paa: du hast mit – saa staar det hele for mig.
Jeg møder spagfærdig i Hat og Kappe og beder trods Alt om en Plads blandt Deres Venner – blandt Deres Beundrere tager jeg min Plads selv, med det Haab, som jeg ogsaa ved deles af Beate og alle mine, at vi næste Gang skal mødes gladere. Indtil da beder jeg Dem glemme og erindre saaledes, at jeg bliver staaende for Dem som
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 21de Novbr. 1892.
Kjære Hr. Hegel! – jeg fik forleden Deres Telegram efter Correctur. Ja – Kjære! det er den gamle Historie; Posten her paa Vestkysten er uberegnelig. Men jeg kan forsikre Dem, at intet Correctur-Ark nogensinde ligger to Dage over hos mig. Idag bragte Posten indtil Pag 112 af Else og til Pag 32 af Novelletter, de skal læses idag og lægges i Postkassen, saa raader Høststormene for Resten. Men kniber det med Tiden, kan der jo læses almindelig Trykfeils-Correctur i Kjøbenhavn; det er jo yderst sjeldent, jeg foretager nogen Forandring i de gamle Sager.
Men nu maa De se og overveje med et fromt Sind, om ikke min Conto skulde taale en ny Aftapning paa 500 Kr. i December Maaned. Vi gruer for Julen med dens mange Udgifter, skjønt vi har besluttet at feire den paa en yderst billig Maade – nemlig ved at reise til min Broder, som er Præst – et Par Dage ialfald.
Jeg tænker saa ofte paa Fru Julie og stundom med den Frygt, at vor – Deres og min – saakaldte «Strid», kunde have kastet nogen Skygge af Misforstaaelse mellem hende og mig og mine. Vil De ikke forklare hende, at «Striden» er fuldstændig ideel – om jeg saa maa sige, og at selve Personerne ikke deltage i den; ialfald skal De sige fra mig – og jeg haaber: ogsaa fra Dem selv – , at det gamle gode Venskab aldeles ikke har lidt noget, og sig hende, at om det forundes mig igjen at komme til Danmark, vil jeg nærme mig til Skovgaard uden Skygge – det vil da sige: i den sædvanlige Rædsel for Hundene! – men ellers ligesaa glad og tillidsfuld som før, – sikker paa gode og venlige Ansigter. Og tænk om jeg da vilde ærgre Forsonius ihjel med guldbrokades Uniform, Kaarde og trekantet Hat. Da tror jeg først, at den trofaste Rørby vilde føle sig rigtig glad paa Bukken, naar han fik kjøre mig udad hele Østerbro og Strandveien med gyldne Egeblade over hele Kroppen.
Det er isandhed en blandet Comedie, jeg spiller nu om Dagen, og jeg har næsten ligesaa travelt som Deres salig Fader under Jul. Først har jeg – Elendige! som aldrig har kunnet faa nogetsomhelst Beløb til at strække til – jeg har hele denne Bys Budget at opgjøre for næste Aar! – er ikke det glimrende? dernæst skal jeg sidde i en stor Stol i Guldbuxer og lede Valget! – hører De? – jeg skal lede Valget paa Formænd og dernæst paa Repræsentanter for Byen. Dernæst skal jeg uddele Legater til Enker og Faderløse; jeg skal formane de Ægtefolk, som vil skilles; jeg skal tage Folk i Ed med 3 Fingre i Luften; jeg skal bestemme, hvor meget Pigerne skal have for sine uægte Børn! og jeg skal som Formand i Kirkeinspectionen give Organisterne Instrux! – saa skal jeg som Havnecommissionens Formand bygge Kaier og passe Bryggerne, som Reguleringscommissionens Formand passe Gaderne, som Vei-bestyrelsens Veiene, Fattigcommissionens Formand, Arbeidsanstaltens, Sygehusets, Spindhusets samt Dolhusets 1ste Directeur! Medlem af Sundheds-commission, Skolestyret og den lærde Skoles Ephorat.
Tænk Dem, at foregaaende Side kun er en enkelt Side af min mangesidige Virksomhed! Jeg er som en Crystal – sleben til alle Kanter – , alle har noget at spørge mig om, jeg faar ikke Fred den ganske Dag. Men derfor idiotificeres jeg ogsaa jævnt, og naar vi sees igjen, vil De ikke kunne skjælne mig fra andet Embedsqvæg af den gamle dansk-norske Race.
Med de venskabeligste Hilsener fra alle mine – som lever godt – til Deres Frue, Børn og Slægtninge forbliver jeg
Deres forbundne og hengivne Alexander L. K.
Stavanger d: 22 Dec. 1892.
Kjære Hr. Hegel! mange Tak for de tilsendte 500 Kroner, som kom i yderst beleilig Tid. Allerede til næste Aar maa jeg begynde at klage til Regjeringen over dette overordentlig besværlige Embeds ringe Løn. Jeg har for Kontorhold ikke mere end 1700 Kr.; allene min 1ste Kontorist koster 1500, dertil en ung Fyr til 200, saa har jeg ingenting for to elegante Kontorer her i Fars Hus, Blæk, Papir, Lys etc.!
Alle Børnene ere nu hjemme. Alexander er desværre ikke rigtig i condition. Han er bleven høiere end jeg og dertil tynd, bleg og anæmisk. Derfor blev han sendt hjem af Lægen i Christiania – a propos om den Læge! – jeg vilde gjerne vise ham en Opmærksomhed, han er en meget rig Mand og har som Ven af Huset tilseet mine Sønner i disse Aar med megen Elskværdighed. Derfor vilde jeg finde paa noget, som ikke oversteg mine Kræfter og dog kunde have et vist Værd for ham. Jeg er da kommen paa at lade en complet Samling af mine Bøger indbinde særligt for ham; men da her i Byen hverken er halvt eller helt at opdrive, maatte jeg bede Dem sende mig et Exemplar af alle mine Værker, saa vil jeg lade Bogbinderen her forsøge sin Kunst. Den eneste Bog som volder mig Fortræd er den lille Trofast & Karen, som er i det lille Format. Havde vi husket det itide, kunde vi medtaget de to Noveller fra Danmark i det nye Oplag af Nye Novelletter.
Imorgen reiser vi til min Broder Præsten i Haugesund – en Afstand af 4 Timer, men over det vildeste Hav, saa det er ikke som at reise mellem de danske Øer. Vil De nu fra Beate, Baby og os alle modtage vore beste Julehilsener og fordele dem til Fru Julie og alle gode Venner paa Skovgaard.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 23de Dec. 1892.
Hr. Olaf Halvorsen.
Jeg er kun en maadelig Dommer, hvor det gjælder Vers. Og jeg kan – oprigtig talt – ikke lige de forhippede Ynglinge, der hysterisk fortabe sig i graadige Fantasterier om Elskov og Benrader.
Lad det unge Menneske voxe, til han har Kjød og Blod – fremforalt Blod til at skrive med, saa vil han maaske opdage andre Former end præsens participium og andre Blomster end Gravens.
Det er mit Raad – og en Glædelig Jul til Ungdommen!
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.