Stavanger den 24. Januar 1894.
Kjære lille Søster Dagmar! Hvor langt vi ere komne fra hinanden! jeg maa sende dig et Billede, forat minde dig om mig. Saaledes er jeg nu – paa det nær, at jeg allerede har raget af mig det herlige Peder Do-Skjæg, som jeg haaber, du vil beundre.
Jeg fik Brev fra dig i December – nærmest om Baby; men om vi kunde faa snakke sammen bare en halv Time, vilde det være saa meget jillere. Jeg vilde blandt andet ogsaa saa gjerne høre, hvorledes du med dit gode nøgterne Hoved kan følge det mindste Skridt med paa det aandeagtige – enten Kristofer Jansons Sjælevandring eller Spiritismen. Jeg kan slet ikke bringe mig selv over det første Trin ud af Virkeligheden. Det er mig ikke længer muligt at huske, hvorledes jeg forestillede mig Muligheden af en Tilværelse efter Døden – dengang da jeg, som alle andre, «troede» paa en saadan. Nu er det mig lige saa umuligt som enhver anden absolut Umulighed; og jeg kan end ikke et Øieblik fastholde den Tanke, at det, som er forbi, alligevel ikke skulde være forbi.
Jeg talte med Janson. Det var jilt en hel Stund, indtil han med en Gang forlod Jorden og svippede op i noget oversanseligt Tøv, som ikke var det ringeste klogere end alle de religieuse Dogmer, han netop saa «modigt» havde afklædt og bekjæmpet. Og han, som var kommen expres for at lette Folk for Autoriteterne, der har paatvunget Menneskene alle Overtroer og Fordomme, han var ikke klogere, end at han overfor mig vilde imponere med alle de bekjendte store Navne, der har bøiet sig for Spiritismen. Det er jo aldeles den samme Maade, som Præs terne før brugte: du vil vel ikke formaste dig til at være klogere end de Klogeste.
Janson er et svagt Hoved, som trænger til Religion og Fantasteri. Han er bleven færdig med en Form, forat falde i en anden; hans nye Overtro er ikke dummere end de andre.
Ellers lever jeg saa temmeligt udenfor. Embedet holder mig beskjæftiget; og det er en stor Lykke. Thi jeg tror bestandig, at min Lyst og Evne til «at finde op» var væsentlig udtømt; og om jeg nok føler, at mit Hoved er vel godt til at gaa tilgrunde i en Smule Embede, er jeg dog ingenlunde sikker paa, at jeg havde havt Kraft og Held til at finde en bedre Anvendelse for mine Evner, saaledes som vort Samfund er indrettet. Jeg mener derved, at vi ere for faa og for fattige til at underholde Talenter, som ikke hvert Aar selv præsterer saa meget, at de kan leve. Større Lande har Raad til at yde noget bare for at have de ualmindelige Hoveder gaaende.
Dertil kommer, at jeg med stor Sikkerhed fornemmer, at min Natur er for nærtagende til at kunne arbeide, naar noget hviler paa mig af Ansvar og Bekymring. Allerede de store Børn er nok til at gjøre mig uroligere end det kan gaa an for den, som helt skal leve sig ind i sine Tanker og give dem Form i Skildring af Livet.
[Underskrift mangler.]
Stavanger den 14de Februar 1894.
Kjære Jacob! Tak for dit Brev af 10de, som jeg skal beflitte mig paa at besvare saaledes, at dette Brev kan blive en Garanti for dig saaledes, at det kan vise sig, om jeg skulde dø, hvad du har endosseret for mig, og saaledes, at det skal være en klar Aftale mellem os, at du skal have Ret til af min Arvepart at tilbageholde, hvad der kræves til at dække min Gjæld for saa vidt den er dig vedkommende.
For det første har du altsaa laant 2000 Kroner for mig hos Gamle Christiansen, som du selv har givet ham dit Bevis for. Hvis der ikke staar noget i dette Bevis om, at jeg er den egentlige Skyldner, saa burde du faa det paaført. Men ialfald skal det fra min Side herved være erkjendt, at Gjælden er min, og at jeg i sin Tid har faaet Pengene.
For det andet staar du paa en Vexel for mig med Fred. Hansen, hvis Beløb jeg ikke husker i Øieblikket.
Og dernest anmoder jeg dig om idag at skrive paa en Vexel-obligation i Sparekassen paa 2,500 Kr. Jeg vil bede om 500 mere, fordi jeg har saa fuldt af Regninger fra de foregaaende Aar. Absolut ingen ny Gjæld at stifte – som du forlanger, er endnu ganske umuligt; men hvad det daglige Forbrug angaar, ind skrænkes det stedse. Derimod bliver Afdrag og Renter en stadig ny Gjæld, idet Fredrik maa lægge ud for mig, som aldrig har noget selv, og derved optræder Gjælden bestandig som ny forøget med Renterne. Lad mig høre snart fra dig.
Din hengivne Alexander.
Stavanger den 27de April 1894.
Kjære Jensemand! Du er velkommen hjemme paa den ene Ting nær, at jeg gruer for 17de Mai. Det har altid været mig en kjedelig Dag; men ifjor, da hele Omegnen om vort Hus var i Feststemning, hvad jeg ikke kan fordrage, – da svor jeg en Svor indvortes saa salt han var, – som Andreas sagde, – at saadan en Dag vil jeg ikke mere taale. Derfor har vi for iaar fastsat følgende Program: Else overleveres til Onkel Berent og Baby til Fredrik Hansen for at ligge der om Natten, og Beate og jeg reiser til Nærbø og kommer hjem den 18de om Formiddagen.
Skulde jeg nu have dig tumlende herhjemme i Huset, vilde det ogsaa være en Uro, men dog ikke værre, end at du ikke af denne Grund skal holde dig fra at reise hjem, hvis du blir færdig og ledig før; – du kunde jo kanske – hvis du vilde – følge med os til Nærbø? – til Aalgaard fik du ikke komme den Dag, fordi Bodde vil gaa i Procession med Arbeiderne og blæse paa Tuba i Snipkjole og lyse Buxer, – og jeg er ræd, han vilde genere sig for dig.
Altsaa kom du, naar du vil, nu har du Festprogrammet. Jeg er frisk og – jeg haaber – noksaa snil; men jeg kan nok forstaa, at de andre synes, jeg er lidt halvgal. Det er ikke noget at snakke om; jeg arbeider tungt med mig selv; men der er jo ingen anden Raad end at hænge i. Ellers lever vi noksaa godt og trænger til at faa dig hjem til Opmuntring.
Din hengivne Pappa.
Stavanger den 30te April 1894.
Hr. Nils Collett Vogt.
Tak for Deres nye Bog. Deres Vers ere blevne lidt monotone i deres Formfuldendthed, – for nu at begynde med at sige det eneste onde, der er at sige. Jeg vilde ønske, at De følte Trang til at behandle Formen noget voldsommere, noget lunefuldere. Som De kan vide, er det især Formen, jeg nyder; jeg er for gammel til at forstaa mig paa denne megen Pige.
Pagina 24 (Trykfeil 34), 42, 62, 85, og 98 har jeg særlig fæstet mig ved og høilig glædet mig over; og det er ikke lidet; jeg skulde ønske at træffe Dem og snakke og takke Dem rigtig.
Men hvorfor har De paa Forsiden af Deres Bog sat Bagsiden af Lorentz Dietrichson?
Deres meget forbundne Alexander L. Kielland.
Fra Stavanger Magistrat Stavanger den 23d Mai 1894.
Hr. Borgermester Arctander!
De sig nærmende Storthingsvalg volder mig allerede mange ængstelige Stunder. Vilde De være saa snil at give mig Anslag paa juridisk Literatur nyttig for en uøvet og meget uvidende Mandtalsfører? – bare at finde en rigtig Grundlov, til at læse op af; – saa jeg ikke forleden i en Avis, at af Grundloven er der nu ikke andet igjen end Permen!
Og vil De ogsaa tillade mig at spørge om alt, som jeg maa faa Brug for at vide udover mod Valgene.
Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 6te Juni 1894.
Kjære Hr. Hegel!
Jeg begynder et vanskeligt Brev. Min Indtægt er nu alt i alt 4500 Kroner om Aaret. Det vilde være uforklarligt for danske Forhold, hvorledes man overhovedet i min Stilling kan klare sig med dette. Men for det første er her billigt; Huset har jeg for en ubetydelig Leie (500 Kr) af mine Søskende; Jens, som læser til juridicum i Christiania, har ogsaa hovedsagelig Hjælp af mine Søskende, og dertil ere vi komne til en Sparsomhed inden Døre, hvis hele Omfang ingen kjender og som jeg hellerikke skal skildre Dem. Alligevel kan De nok tænke Dem, at det maa gaa jævnt bagover med øgende Gjæld; – men det var hellerikke det, jeg vilde fortælle.
Det er derimod om en Uddannelse for den yngste Søn Alexander, at jeg nu maa vende mig til mine Venner.
Han har fra September arbeidet som ganske simpel Arbeider i et Væve– og Spinderi. Og da han er bleven stor og stærk og omfatter dette med Liv og Inter esse, synes jeg, at alt maa ofres forat skaffe ham den fulde Oplærelse. Men jeg har virkelig ikke mere at ofre. Dag efter Dag har jeg speculeret paa at finde et Object at laane paa; ingen i Slægten kan hjælpe; vi er alle ødelagte, og mine Søskende kan ikke strække sig længer end de har gjort.
Til et Ophold ved en stor Væve-Skole i Aachen fordres først 800 Mark Betaling af Udlændinge. Naar man satte hans Livs-Ophold til det tarveligste, vilde det vel alligevel med Reise etc. dreie sig om c. 2,000 Mark for et Aar; – altsaa c. 3000 Mark, som jeg ikke ved at opdrive ved egen Kraft.
Et Aar skulde ialfald for ham, der nu er 20 Aar, vel oplært i Skolerne og nu med 1 Aars praktiske Øvelse være nok; Cursus’et er beregnet paa 1 1/2 à 2 Aar.
Naar jeg nu lægger alle disse Bekymringer for Dem, er det fordi jeg i den yderste Trængsel vender mig til mine danske Venner. Vilde De tage under Overveielse, om det var muligt paa en eller anden Maade at yde mig en Haandsrækning i denne Sag. Jeg vil ikke tale om min Gjæld til Dem; jeg er kommen langt bort fra de Tider, da jeg tænkte mig en Mulighed af at komme paafode. Men stundom, naar vi er rigtig modige, tænker Beate og jeg, at kanske kunde der komme lidt lettere Tider, naar vi faar Børnene anbragte og selvhjulpne.
Dette er imidlertid meget sjeldent. Vi gaar nedad i den daglige Pinagtighed, som er meget værre end saadanne Slag som f.Ex. Ulykken med Babys Forlovelse. Saadant forvindes; og selv Baby har i al sin Anger og Beskjæmmelse faaet langt bedre Fodfeste i Livet end hun havde. Men den daglige Angst for at slippe igjennem, den er værre end alt. Jeg ved, det er retfærdig Straf over mig, der kom fra Velstand og en ubekymret Ungdom og troede, alt skulde gaa lige glimrende indtil Enden; – men det er lige haardt for det.
Jeg vil vente Deres Svar med Spænding; og lad mig samtidig endelig høre lidt om Fru Hegel og Deres. Vi er ligesom ganske skilt fra alle Venner i Danmark og fra Deres Kreds har jeg ikke hørt en Lyd paa mange Aar. I maa dog ikke helt glemme os.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 27de Juni 1894.
Hr. Borgermester Arctander!
Allerede før Storthinget blandede sig i Bestemmelsen af Valgdag havde jeg spurgt Formandskabet og dette havde svaret: Slutten af September eller Begyndelsen af October. Jeg tænker, jeg vælger Mandag den 8de October. Men nu vilde jeg spørge Dem om, hvad Tid skal jeg bestemme mig? kan jeg vente med Berammelsen til ud i August? – eller bør det gjøres før? – Og endnu et: jeg skal vel beramme Valgmandsvalg og Districtsforsamling paa en Gang? –
Hvad Dag har De tænkt at vælge?
Jeg gruer!
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 13de Juli 1894.
Kjære Fru Eyde!
Else beder om at faa sin Dukke og sin Trillebør ind til sig. Jeg generer mig for at bebyrde Dem med Trillebøren; men Dukken haaber jeg kan faa Plads i en Kasse, som hun siger, De vil sende imorgen? – ligesaa det indlagte Brev
forbindtligst Alexander L. Kielland.
Stavanger den 25de Juli 1894.
Kjære Fru Eyde!
Jeg har netop skrevet til Else, at hun maa komme hjem Onsdag den 1ste August. Min Kontorist Hansen vil da møde hende og bringe hende til JernbaneStationen Klokken halv sex.
Samtidig har jeg ogsaa maattet berede Else den Sorg og Skuffelse, at Kat ikke kunde indbydes til Aarre. Vi har tænkt op og ned; men Pladsen er saa knap, at vi desværre maa opgive det.
De kan tro, at dette gjør os meget ondt; det vilde have glædet de unge Veninder at følges sammen videre ud over Sommeren. Jeg synes idetheletaget, at det altid er vi, som har Dem og Deres at takke for saa megen Elskværdighed mod vor Datter.
Deres Alexander L. Kielland.
Stavanger den 29d Aug. 94.
Hr. Borgermester Arctander!
Tak for den siste Hjælp. Har De Tid til endnu en Haandsrækning?
Sæt, der melder sig en Bygselmand, som siger, at hans Bygselsbrev er thing læst; men han kan ikke fremvise det, fordi det endnu beror hos Sorenskriveren. Derimod fremviser han Sorenskriverens Attest for, at Bygselsbrevet er thinglæst og forøvrigt i Orden.
Sæt, at der paa den yderste Dag kommer en hel Bande af saadanne.
Kan jeg tage imod disse Folk i Mandtallet paa Attesten uden at faa se selve Documentet?
De vil i høieste Grad forbinde mig ved et snarligt Svar.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 30te August 1894.
Kjære Hr. Hegel! – jeg fik i sin Tid Deres elskværdige og opmuntrende Brev, hvorefter jeg begyndte at haabe paa en Løsning af Vanskelighederne med Alexanders Ophold i Tyskland. Da De imidlertid skrev, at De vilde give mig nærmere Besked, naar De igjen havde confereret med Jonas Collin, har jeg ogsaa ventet. Og det er ikke saa at forstaa, at jeg nu skriver i paatrængende Utaalmodighed; men da vi nu nærmer os Høsten og Optagelsestiden ved Væverskolen, er jeg bleven ganske hed om Ørene, hvor jeg forresten allerede er hed nok, da jeg i Aar for første Gang skal administrere et Storthingsvalg! Jeg er i den frygteligste Stemning af Nervøsitet og Travlhed. De venskabeligste Hilsener fra os til Deres
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 5te September 1894.
Gode Hr. Borgermester!
Tak; altsaa tager jeg hellerikke uthinglæste Bygselsbreve; men Forpagtningskontrakter – uthinglæste – har jeg hørt nogen Tvivl om. Jeg synes ikke, de kan antages.
Nu er min Bekymring Læsningen af Grundloven og Valg-Kapitlet. Grundloven faar enda gaa an; Exemplaret af 1885 med de ny ankomne Tillæg faar jeg nok til, – og dog! hvordan Pokker skal jeg læse §§ 57 og 58?
Og nu dette elendige gjennemfurede Valg-Kapitel! Skal jeg først læse det oprindelige med Udeladelse af det forandrede, saa Loven af 84 og saa den af 94. Eller skal jeg søge at mixe dem sammen? Se for Exempel paa den halvt fortærede § 17, hvoraf der kun er en liden Halespids igjen: «Enhver Indsigelse o.s.v.»
Noget gaar jeg fremad i Visdom, men Veien er lang, og jeg tænker, De er træt af mig. Kunde jeg enda faa komme op til Bergen og se paa Dem; men den 24 – 25 er ogsaa kritiske Dage for mig.
Da De altid forsikrer, at De gjerne vil hjælpe mig, bliver jeg ved; men det vil ikke forundre mig, om De nu har for travelt til at beskjæftige Dem med mine Sorger.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 11te September 1894.
Gode Hr. Borgermester Arctander!
Nei visselig! De er ikke bleven misforstaaet. Mit Brev gik, før jeg af Deres erfarede om Eydes Indblanding, den jeg ikke kan forstaa. Thi Deres Standpunkt til disse Fandens Bygselsbreve har hele Tiden været mig klart og til megen Støtte.
Deres Raad om Oplæsningen vil jeg følge; men – ja der var jo endnu, kan De vide – en Række Spørgsmaal; men nu vil jeg give Dem Fred; De har sikkert nok at gjøre. Jeg vilde saa gjerne reist op til Bergen og seet paa Dem. Men den 24 – 25 er ogsaa for mig kritiske Dage. Kun en Ting! Vil De se paa dette Exemplar og sige mig, om jeg ikke kan bruge det til Oplæsning?
Deres ærbødigst hengivne Alexander L. K.
Stavanger den 17de Sept. 1894.
Kjære Ven! – jeg hører, I ere komne. Jeg sidder midt i Valg og Mandtal og glæder mig til en Aften i Musik og Fred. Vil du med din Frue og Frøken Johannessen spise Aftens med os idag efter Concerten?
Hilsen til Fruen fra os venskabeligst Alexander L. Kielland.
Stavanger den 30te September 1894.
Kjære Jensemand! du gjør dig ingen Ide om, hvor fælt jeg har det. Jeg sidder i Kontoret, skjønt det er Søndag, og venter paa Klager over Mandtallet, der skulle være indleverede inden iaften Kl. 8. Jeg ved, der kommer en over 96 af Venstres Myrmænd. Sandsynligvis ville disse blive forkastede paa Valgdagen, og vi faar en hel Procedure og meget Stræv.
Forresten gaar Partierne og lurer udenfor Døren idag. Ingen vil ud med sin Klage, før de ser, om det andet Parti klager; men da vil de begge. Altsaa maa jeg sidde her præsic naar Kl. slaar 8 og se, hvad der kommer. Saa skal alle de paaklagede tilsiges! og alt være i Orden til Fredag. Hansen har været syg og skranter fremdeles. Lars er gaaet tilsengs for 4 Uger. Jeg er meget plaget; men holder mig godt og glæder mig til næste Søndag.
Hils Tycho og bed ham skjænke mig en deltagende Tanke i min gruelige Stilling. 900 Stemmeberettigede flere end ifjor; deraf de 400 kastede i Hovedet paa mig den siste Dag!
Men jeg bliver fuldstændig maniaque, hvis jeg tænker paa det længer.
Du skal gaa op til Brandes og hilse paa Familien.
Dersom de optager dig vel i Huset, er de uhyre snille Mennesker beggeto.
Mamma og Baby vil sætte sig i Bevægelse med en Sofapude. Else er sød, Papegøien sur.
Og Haven kan du tro er glimrende. Her er nemlig et Veir, som under alle andre Omstændigheder uvægerlig vilde henrykke mig til Aarre. Stille og varmt Solskin – Uge efter Uge. Solsikkerne holder sig ret op med uhyre Blomster; Græskarret paa Altanen voxer lidt og de to nede i Haven lidt bedre; men de er alligevel altfor smaa. Carl Havemand har ryddet; Markisen er nede, den vilde Vin i din Bue rød, Lindene tætte, Roser og Ringblomster – og jeg nedsænket i Politik, Strid, Mandtal.
Her er en deilig Concert iaften. Beorecz ungarske Capel med en Besætning, som minder om vor Kvartet. Kommer de til Christiania, maa du høre dem. Det er udvalgte Kunstnere i den østerrigske Stil.
Nu har jeg skrevet et langt Brev; lad mig nu se, du forsager de fristende Brevkort og skriver ordentlig. Mamma og Søstrene hilser.
Din hengivne Pappa.
Stavanger den 16de October 1894.
Kjære Jensemand! Vi fik idag dit rystede Brev om Urolighederne foran Politimesteren. Jeg har aldrig seet noget sligt, men jeg kan godt forstaa det uhyggelige Indtryk. Kan nogen forstaa, hvorfor Politiet altid skal komme bagefter? Her kunde jo alle vide, at der maatte blive Uro; hvorfor da ikke et Par Heste paa Vagt i Gadernes Ender? Mit Hjerte er altid mod Politiet og for de knuste Ruder – d. e. at de knuses.
Det har vel været en glimrende Tid – disse Dage. Og du har vel ogsaa seet den anden Side af Sagen – nemlig Glæden over, at endelig de rigtige Nord mænd har seiret i Hovedstaden. Du skal ikke bryde dig saa meget om en saadan Politi-craval. Folk har paa en vis Maade Ret overfor en saadan Optræden som Hesselbergs, og jeg finder ikke, at det er saa ubegribeligt bundraat at slaa Ruder ud. Jeg tilstaar, at det for mig er mere tiltalende end det stille Tryk fra oven. Det høres ganske vist, somom det kom fra Helvede, naar en saadan Menneskesværm bryder frem, og der er jo god Anledning til at korse sig over Fru Hesselberg, de uskyldige Børn og Ruderne! Men der er dog den dybeste Ræson i Stenene. Lad dig ikke forvirre. At det, du saa, aldrig vil glemmes, det er vel nok. Men husk paa, at dit Raseri maa ikke falde over den, der slog Ruderne, eiheller over de taabelige Betjente, men over Fædrelandets og Nationens Fiender. De, som har villet forraade os til Sverige, skulde jeg rolig stille op mod en Mur, og lade dem skyde. Husk paa, at alt, hvad der fra det norske Høire har været gjort i de siste 10 – 20 Aar, har været Landsforræderi og intet andet.
Her er nu forholdsvis Ro i Contoret. Jeg kom for mit Vedkommende vel fra Valget, og jeg tror, Folk fik Tillid til mig. Men det blev jo ikke den Lettelse, jeg havde gjort Regning paa, da jeg er ganske vis paa, at vi faar Valget omigjen til Vaaren.
Men om jeg saa skal have enda mere Stræv og Plage, vil det være mig en Vederquik at se Høire faa paa Næsen, og det skal de faa – ganske sikkert.
Vi vilde til Aarre – Andreas, Fredrik og jeg den 26de October. Men tænk dig: her er Tørke; og i de siste Dage er her Frost, klar, høi Vinterhimmel med NordOst og Nattefrost. Lykkeligvis ser jeg i Almanaken to Firtaler – – omkring den 30te, saa jeg haaber, vi kommer afsted i en Hvirvelstorm; men Vand! Vand! – vi faar rykke dem i Rumperne! Hils mine Søskende og alle gode Venner. Mamma, Else og Baby hilser dig paa det kjærligste.
Din Pappa.
Stavanger den 4de November 1894.
Kjære Beate! Stavanger Magistrat vil tilskrive dig et behageligt Brev Søndag Eftermiddag Klokken halv 4. Kaalhovedet baalkoger; «de unge Kvinders Forening» – de holder «Grand Hôtel» i alle Værelserne ovenpaa; Fredrik har været i Gyngestolen og som du vel kan vide er der altfor varmt i Dagligstuen. Jeg vilde særligt meddele, at man ikke behøver at være mange Timer fra hinanden for at mærke, at i den Alder, vi nu er naaet, er man aldeles uundværlig for hinanden.
Nu ved jeg akkurat ligesaagodt, somom jeg sad i dit inderste Hjerte, hvor jeg jo ogsaa efter Sognepræst Gjesdahls Foranstaltning den 18de September 1872 bør sidde, – jeg ved præcis, hvad du tænker – nemlig! kan han nu se!
Men denne Tanke er yderst lav og i enhver Henseende daddelværdig. Istedetfor – som Konerne altid gjør – at komme med det velkjendte Apparat: Ja! ja! naar jeg engang ligger i Jorden med et lidet skjævt Trækors over mig; thi andet faar jeg vel ikke, – da – ja da vil han erkjende o. s. v. – istedetfor at komme halende med Trækorset og Kisten, skulde begge Parter vide dette, at man ikke kan undvære hinanden – saa fælt som det er at være gift. Og især Konerne. Thi har en Mand bare en Seng og en Kakkelovn, kan han sagtens finde sig en ny Kone; hvorimod halvgamle Enker, som ikke ere forgyldte i begge Ender, staar i lav Pris.
Altsaa: den gjensidige Uundværlighed betragtes som given; der er ikke mere at sige om den Ting.
Og derfor skal man være yderst taknemlig for alle temporaire Adskillelser – og naar man mødes igjen, skal man ikke med bitter Triumf sige: saa du nu; – du kunde ikke o. s. v.; men man skal være stille indvendigt overbevist om, at man maa have hinanden, – ikke saaledes som der prædikes, at man skal bære over – det skal man slet ikke; man skal tugte hinanden dagligen, men aldrig trive til det skjæve Trækors, – i sikker Forvisning om, at man hører sammen selv i Kampens Bulder. Derfor tror jeg, at hvis vi kunde faa en Statistik over Ægteskabernes Lykke, vilde Søfolkenes vinde Prisen – tiltrods for alt det overdrevne Snak om det, man kalder Utroskab. Jeg vilde gjerne udviklet nogle letfodede Theorier om Utroskaben; men Mørket falder paa, og Magistraten vil i en god Samvittigheds rene Søvn samle Kræfter til Middagsmaden. Hils alle gode Venner!
Din hengivne Alexander.
Stavanger den 7de November 1894.
Kjære Hr. Hegel! jeg har til en vis Grad fulgt Deres Raad, idet jeg har søgt Haandværkerstipendium for Alexander og gjør Regning paa at faa en 6 a 800 Kroner. Derimod kunde det ikke nytte at sætte ham i noget Arbeide, før han ogsaa havde lært Theorien, hvorfor jeg – saa meget som det sved i Indvoldene – ved god Hjælp fik stillet et Laan paa Benene, saaat Alexander fra 1ste October gaar i Væverskolen i Werdau i Sachsen, hvor vi fandt, at det var noget billigere end i Aachen. Han har det meget godt.
Siden Deres siste Brev har her været en fælles Ven Bjørn B., af hvem vi fik høre om Deres og Fru Julies Udflugt til Berlin og om alle paa Skovgaard. Vil De hilse Deres Frue og Børn, Frøken Bache og gode Venner og glem ikke, hvad jeg hovedsagelig skriver for idag, at sende mig Ibsens nye Bog, saa snart den bare er færdig. Skjønt der er saa lidet igjen af Forfatteren i mig, og skjønt det nærmest er mig pinligt under mine nuværende Omstændigheder at tænke paa den Tid, er det mig dog endnu pinligere, naar hele Gaasestien snadrer op om en ny Bog og saa ikke faa læst den før bagefter.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Fra Stavanger Magistrat Stavanger den 16de November 1894.
Hr. Borgermester Arctander! Tre Spørgsmaal, hvis De tillader:
1. Igaar holdt vi et Valg paa Forligelsescommissair-suppleant, og i Urnen fandtes to trykte Stemmesedler paa samme Mand saaledes sammenbrættede, at vi alle vare enige om, at de maatte være afgivne af den samme Vælger. Nogle mente, at efter Analogi fra den nye Lov om to lige Sedler i samme Konvolut ved Storthingsrepræsentantvalg, maatte den ene af disse Sedler tælles med. Jeg mente derimod, at for det første gjælder Loven bare Storthingsvalg, og for det andet er det anderledes med de Sedler, som ligger inde i en Konvolut end ved et Valg med løse Sedler, hvor den, som putter flere nedi, kan gjøre Regning paa, at de skilles i Urnen og saaledes alle kommer til at tælles. Hvor det kan paavises, at flere har ligget sammen, bør de derfor – mener jeg – alle forkastes, saaat ialfald alle kan se sig for, og de, som have underfundige Hensigter, paa Forhaand kunne vide, at de resikerer at miste sin Stemme. Min Mening seirede med 7 mod 4 eller 5. Er De enig heri?
2. Ved kommunale Valg er det bleven Skik at sætte i Avertissementet: Stemmer modtages fra 5 til 8. Jeg mener derved at give Vælgerne et Vink om at møde i denne Tid; men jeg anser mig ikke berettiget til at afvise den, der kommer et Minut over Klokken 8. Hvis Strømmen af Vælgere endnu paa den Tid ikke kan siges helt at være stanset, vil jeg, at man skal give lidt Tid, sende et Bud nedi Trappen og i det heletaget ved Samraad med Valgbestyrelsen ved et Skjøn afgjøre, om Fremmødet kan ansees at være slut; – ja – jeg har endogsaa drevet det til at paastaa, at om nogen kom, efterat Optællingen var begyndt, skulde han faa Lov til at lægge sin Seddel i Urnen. Dette siste har jeg dog tænkt paa at opgive af Hensyn til den Omstændighed, at Valgets Hemmelighed vilde lide Skaar, naar man efterpaa optog denne ene eller disse enkle Sedler. Andre mener derimod, at naar en Valgbestyrelse har Ret til at beramme Tiden, saa menes derved ogsaa Slutningen paa Tiden, og som Følge deraf vil de lukke bums paa Minuttet. Vil De ikke være enig med mig i, at der maa bruges Ved og Forstand, og at der maa ventes en rimelig Tid selv efter det averterede Klokkeslet, indtil man «skjønner», at nu er det slut med Fremmødet?
3. Eyde fortalte mig, at han havde forstaaet Dem saaledes, at De ved Formandsvalget vilde sidde med Protocollen – jeg mener Mandtallet – og stanse alle, som De ikke kjendte, før han fik puttet Seddelen ned.
Jeg tager ogsaa Mandtallet med og opfordrer Formandskabet til at stanse alle, om hvis Stemmeret de har Tvivl eller som er ukjendt. Men jeg tør ikke selv stanse alle de, jeg ikke kjender; thi det vilde vist blive mer end Halvparten, og det gaar ikke an at opholde Valget i lange Timer af den Grund. Paa den anden Side er det yderst utrygt som det nu foregaar – med en Strøm, der trænges om de to Urner – vi har ikke fler; thi i Almindelighed vil Valgbestyrelsens Tvivl først komme tilorde, naar Vedkommende har sluppet Seddelen nedi, og da er det for sent. At lege Opraab med delt Mandtal og en hel Dags Plage for Vælgerne, vilde vel være ligefrem ulovligt?
Jeg tænker at sætte en Advarsel i Aviserne af det Indhold, at alle maa være forberedt paa at legitimere sig, før de faar stemme, samt opfordre Vælgerne til at controllere hinanden saa skarpt som muligt, – nærmere kan jeg ikke se Syn paa at komme det. Jeg har derfor tænkt at blive færdig med mine 2500 fra Kl. 5 til 8 – med den under 2 omtalte forstandige Udstrækning af Tiden over 8.
Herom vilde jeg være meget forbunden for et Par Ord fra Dem.
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Stavanger den 20de November 1894.
Kjære Ven! Det kan ikke nytte at spilde den første Side med Betragtninger over, hvor længe det er siden. Men længe er det, og meget kunde vi have havt at snakke om imens. Vi vil let springe hen over det, som er hændt os begge og se at knytte de gamle Traade igjen, for ikke helt at flyde fra hinanden. Vi nævner ofte dig og dine og nu i det siste især, fordi vi gjennem Jens hører, at I er saa snille med ham for gammelt Venskabs Skyld. Idetheletaget har jeg for min Del ophørt at existere som det Enkeltvæsen, jeg var; og jeg er nu ikke andet end den forvirrede Aarsag til, at der er en Del andre Mennesker i Verden, som jeg er ansvarlig for og som jeg skal skaffe Plads. Hvilket skrækkeligt Bedrageri Livet er paa Grund af den Forplantning af Slægten! Og hvor har vi ikke alle ladet os narre.
Der er nemlig intet af det gale eller dumme, som man selv gjør, der svider saaledes i Indvoldene, som det Børnene gjør – saaatsige paa vor Conto. Og vi maa jo endda være glade, naar vi ikke har sat helt mislykkede og lastefulde Efterkommere. Du vil af disse nye og vise Betragtninger se, at jeg holder mig fremdeles som en fremragende og vidtskuende Tænker. Men min øvrige Forsumpelse kan du vel begribe skrider raskt fremad; og dog tror jeg ikke, der skulde meget til forat jeg igjen kunde komme til Live, om jeg var blandt Mennesker, – ikke saa, at jeg nogensinde mere kan tænke mig at skrive – at finde op noget; men dog forsaavidt blive levende, at jeg kunde indhente Jer andre i Interesse for Folk, Bøger og Begivenheder, som jeg nu aldeles ikke kjender eller fornemmer noget af. Men jeg indser ikke, hvorledes dette nogensinde skal kunne ske. At bevæge mig videre opad Embedsstigen, vover jeg ikke; jeg har nok med at holde mig paa Stolen her, jeg er.
Fra den Verden, som før var os fælles, hører jeg ingenting, og nu falder det mig ind, mens jeg skriver, at jeg næsten ikke har andet at fortælle dig end om mig selv. Det maa altsaa ogsaa være Forsumpelse og end yderligere et Tegn paa, at vi burde snakke sammen et Par Dage, for rigtig igjen at finde Traadene.
[…]
Din hengivne Alexander L. K.
Stavanger den 14de December 1894.
Kjære Kitty! Midt i alle mine Bedrøvelser har jeg læst med stor Nydelse Ibsens nye Bog. Jeg er ganske forskrækket over, hvor høit han rager over alle andre. – Ja – tilslut er selv jeg næsten bleven glad i det fantastiske og uvirkelige ved ham, som er min Natur saa imod. Jeg finder, at Rottejomfruen, som tager sig af de smaa Børn, der ikke elskes, er baade dybere og finere og langt sandere end H. C. Andersens Historie om en Moder, som dog er af høi Rang. Niobe vilde hævde Forældrene, holde dem Ansvaret fra Livet; deres Kjærlighed til Børnene var slaaet fast, det var det gamle sikre: at Faders og Moders Kjærlighed den er given, den er Patent. Se hvor langt dybere denne gamle Satan gaa os paa Livet og viser, at den meget lovpriste Børne-Kjærlighed hos Forældrene er Ansvars-Tryk og Skinsyge, mens man har dem, og ond Samvittighed naar de mistes.
Men ve os alle for alt det Sludder, vi nu skal høre og læse om den liden Eyolf. Og ve de troløse Danske, som har spoleret den vigtige Replik om Krykken. I Kjøbenhavn vil en Skuespillerinde neppe have Autoritet nok til at føre denne Replik gjennem uden Fnisen i Publikum. Men det har de netop godt af – de Afskum.
Af Smaating i Stykket beundrer jeg næsten mest, at lille Eyolf efter Scenen med Rottejomfruen siger til sin Tante: Tænk! nu har jeg ogsaa seet Rottejomfruen. At det gamle Spøgelse kan huske, at netop saaledes former en Oplevelse sig for en Gut. Ser du Ibsen, saa maa du paa mine Vegne bøie dig ned til Jorden 3 Gange, men du behøver ikke at sige noget.
Din hengivne Alexander.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
