Brev 1869-1906

av Alexander L. Kielland

1897

Baby Kielland.

Kjære Baby! Tak for dit Brev af 5te, hvori du blandt andet spørger om Kaaben. Den er sendt for ca. 3 Uger siden, og jeg tænker, du har den paa nu; hvis ikke faar du gaa til Paven og klage enten du vil over Posten eller over Kulden, han raader for alt. Men han har vel ikke givet Mamma en ny Mand? det vilde være yderst uheldigt, for nu er jeg netop saa glad i hende. Det er idag vor 30te Forlovelsesdag, og ingen af os træger, skjønt jeg kan aldrig tro, vi nogensinde har været saa fjollede som visse andre, man hører om nutildags. Jeg telegraferede til min Kjæreste imorges! – men hør nu et Alvors Ord! er det ikke muligt for Fruentimmer at betænke nogensomhelst Ting: Hvorfor opgiver I ikke Eders nye Adresse?

Ja – nu skal jeg straks begynde at læse din Kjærestes Bøger, de er lykkeligvis tynde! og jeg skal saaledes balbere, kalfatre og rundbalsamere ham, at Lysten forgaar ham til at tjatte i Blækhornet – se saa til, hvad I ville leve af!

Jeg var en slem Fader; men jeg skal blive en Scorpion af en Svigerfader.

Den store Elskov! – Tøv! min lille Datter! – den lange Elskov, det er noget andet, hils Mamma og kys hende fra mig, og vær glad og lykkelig.

Din hengivne Pappa.

Hils Ross!


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! Tak for dit lille Brev af 11te og fordi du skrev til Mamma. Der skal ikke ligge nogen Bebreidelse i «lille»; jeg er meget vel fornøiet med 3 Ord, naar jeg bare hører, du er i Live. Men naar du ligesom Pythagoras’s Disciple øver dig i at tie stille, da bliver jeg saa mistrøstig. Jeg ved, hvorledes det er – det siste Aar, naar man endelig skal til at læse; og hvis du virkelig nu er under hin Angst og Bæven, saa synes jeg inderligen Synd i dig. Men saa er det forbi for hele Livet, og aldrig kommer der noget saa fælt igjen som at gaa op til Examen. Jeg drømte engang, at jeg skulde op igjen, og aldrig glemmer jeg den Fryd og Stolthed, da jeg vaagnede med min egen Kone ved Siden.

Din hengivne Pappa.


Baby Kielland.

Kjære Pefert! – jeg fik naturligvis saa ond Samvittighed over mit siste Brev; jeg tænkte dig gaaende alene med et stivt Ansigt, og at du sagde til dig selv: Pappa er ikke glad i mig! – og det ved jeg, gjør dig saa ondt. Men det maa du ikke tro og aldrig tro, hvad der saa skjer; jeg holder af dig i alt, men jeg har en ubarmhjertig Kjærlighed, naar du fjerner dig fra de gode Linier, hvor du skal gaa – gaa roligt, langsomt og med et kjærligt Hjerte overfor alle Mennesker.

Søde Barn! gjør dig blid som du var, da du var liden, før du kom ud og lærte den haarde Lyst til at behage; gjør dig blød i Sindet og kjærlig mod alle – ja det er min Mening – mod Alle! Det er en rædsom Ulykke at ville lægge sin Styrke i at finde alting moabim og sit Mod i at sige det. Det er ogsaa dumt, fordi det forraader, at man ikke passer paa sig selv, men flyder paa, at de andre ere godmodige og velopdragne nok til at taale det. Hvad de forresten ogsaa kun gjør til en Tid, mens Vedkommende er ung og smuk. Siden trækker Verden sig tilbage for disse spidse Tunger, som da ikke har andre tilovers, som de kan spidde, end den eller de faa, der ere bundne ved Ægteskab og Slægt.

Men det var ikke Meningen igjen at falde hen i Formaninger. Du er udenfor – nei! du er ikke udenfor min Formaning – er du vel? men forstaa – du kjære Barn! at alt, hvad jeg siger, er saa saart, hvis det synes dig haardt; men saa blødt, saa blødt i Meningen. Vær nu vis paa det, og glad og snil og kjærlig!

Din egen Pappa.


Baby Kielland.

Kjære Pefert-Kat! Tak for dit Brev af 20de, hvori du fortæller om Eders daglige Liv; Else og jeg har glædet os; thi ellers faar vi jo ingen Verdens Ting vide om Eder. Jeg kan beregne efter Tiden, at du i dette Øieblik er forfærdeligt sint paa mig. For du har formodentlig nu hørt fra din Forlovede, at jeg har mishandlet ham i et Brev. Det er sandt; men han havde først skrevet et, som gjorde mig sint, fordi jeg fandt, at han med altfor let Haand gik hen over det, som dog nu er det vigtigste: Økonomien.

Havde jeg kjendt Manden eller bare vidst det minste om ham! men hverken du eller Mamma synes at betænke, at I bare sender mig Bud om, at nu er du forlovet med V. Krag uden et Ord om, hvem han er. Thi hans literaire Stilling er dog ikke nok til Svigersøn. Ikke ved jeg, hvem han er Søn af, hans Familie, hans Alder, hans Uddannelses Art – absolut Intet har I fortalt mig og spørger jeg Kitty, saa svarer hun bare, at «Vilhelm» synes om hendes Billeder. I gjør mig gal med Eders Vilhelm, som I bare hænger mig om Halsen uden et Ords Forklaring. Af Else har jeg hørt, at Planen er, at I skal bo i Christiansand, for der hører «Vilhelm» til; – det har jeg faaet at vide af Else, – det eneste, man har fortalt mig! Nei! aldrig i Verdens lange Tid er en Svigerfader behandlet paa en saadan Maade! – og da saa Manden selv skriver, saa siger han bare, han har Ingenting; men netop derfor vil han gifte sig med min Datter! Ohola! – oholiba! – kan du ikke tænke dig, at da blev jeg rasende; for op og trev min mest djævelske Pen og skræmte Sjælen ud af Livet paa Vilhelm!

Eller kanske er han ogsaa sint? – ja det kunde ligne Jer allesammen, saaledes som I sammensværger, sammenrotter, sammenkobler Eder mod mig, som sidder alene igjen i Sneen med sygt Hjerte og synger den triste Sang, som jeg sang for dig paa Malde og som afpressede selv dit Stenhjærte bitre Taarer!

Afpropot! – det var Synd, om ikke Ross faar dit Billede til; hils ham venskabeligst fra mig og tak ham, fordi han er saa snil med Eder. Hos Fräulein Oppenheim har jeg altid havt saadan Lyst til at komme, efter hvad jeg har hørt om hende og hendes Kreds. Det er mig en stor Fornøielse at vide Eder introduceret der, og du maa være glad for alle de Glæder, du har nu. Det bliver anderledes, hvis du vil gifte dig paa et Blækhus og nogle Malerier – Kjære! har du aldeles ikke mere Ved igjen? – kan det ikke nytte at forklare dig nogetsomhelst om det jordiske Livs Fornødenheder?

Lad mig iethvertfald høre nogle Ord, saa fornuftige som du kan præstere dem om din Forlovedes Fortid og Fremtid, saaat jeg ligesom kan føle, at jeg ikke ganske er sat udenfor det hele – som jeg pleier at sige til Mamma.

Else er frisk og fornøiet; hun fortalte, at hun corresponderer med Fantomet «Vilhelm»! Hils Mamma – og skriv snart igjen.

Din hengivne Pappa.


Helga Christiane Sibbern.

Høistærede Frue!

Jeg sender Dem det Brev til Fru Pietro Krohn, som vi talte om ved Middagen idag hos Danelius, og hvis De finder noget Behag i mine Dybsindigheder, beder jeg Dem beholde Heftet som en Erindring om en Time, for hvis charme jeg bestandig vil være Dem taknemmelig.

Samtidig sender jeg ogsaa det Hefte af «Tilskueren», hvor det staar – det smukke Vers af Fru Collett, som jeg havde glemt, da vi spiste.

Sees vi igjen, abonnerer jeg paa en Fortsættelse af Samtalen.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! Tak for dit Brev uden Datum; jeg kan trænge til gode Efterretninger, for jeg har det rædsomt.

Det forekommer mig, at der var noget, jeg vilde fortalt dig; men i alle mine Sorger – jo, nu ved jeg det – nu ved jeg det jo udmærket godt: de vil sælge Huset; her er saa godt Bud ivente, at Jacob mener, vi bør sælge nu. Saa maa jeg leie Hus og Contor; – jeg ved hverken op eller ned. Men hold nu du fast, bliv ikke syg og gjør ingen Dumheder. Jeg ser dig over Bjerg og dybe Dale og lever i Angst for, at noget ogsaa kan tilstøde dig; du er den eneste, jeg nu kan tænke paa med nogenlunde Ro.

Din hengivne Pappa.


Chr. M. Ross.

Kjære gode Ven! – som du vel kan tænke dig, vil mit Brev udelukkende dreie sig om en Tak til dig, fordi du har været saa god mod mine to Beater. Alle Mennesker, som har været i Rom, har noget at takke dig for; men jeg synes, at du maa have tildelt mine en extra Portion af din Elskværdighed efter alt, hvad jeg hører. Og nu tilslut Billedet af Baby, som ogsaa er til mig. Jeg har Fotografiet foran mig og har seet paa det i hele Dag, for jeg holder saa meget af hende. Det gjør du vist ogsaa, siden du har malet hende saa vakkert. Du ved – ak, du ved det vist altfor godt! hvor plagsomme Folk er med «Ligheden». Jeg har bare en liden bitte Ubehagelighed: under Underlæben er der lidt for langt til det Punkt, hvor Hagen runder sig udover. Jeg vil haabe, du ikke synes, dette var meget? thi ellers er altsammen saa patent i hele Skikkelsen og Reisningen, at den gamle Faders Hjerte, som du kanske ved er bleven noget bedærvet, det har glædet sig og takket dig og vil aldrig ophøre dermed. Naar jeg saa dertil tænker mig, at jeg skal faa det coloreret med ægte Blaafarve, saa er min Lykke fuldstændig.

Naar du faar dette Brev, er der ikke mange Dage igjen af mine Damers Ophold i Rom; men denne Vinter vil jo alligevel blive uforglemmelig – især ved Forlovelsen. Som du kan vide, har jeg siddet herhjemme aldeles til Nar; og Fru entimmerne har regjeret og sendt mig sparsomme Bud om, hvorledes jeg havde at forholde mig overfor de Foranstaltninger, som de fandt passende at træffe. Og du kan vide, jeg har raset.

Men ogsaa der maa du have en liden Overhaling af Tak, fordi du var tilstede da Ilden udbrød, og fordi du kjender og sætter saa megen Pris paa den fremmede Mand. Senere har jeg ogsaa lært ham at kjende og at sætte Pris paa ham; men allerede da man sendte mig de første Budstikker, var det mig en stor Beroligelse, at Ross var hans gode Ven – jo saavidt jeg har forstaaet hans rigtig gode Ven.

Angaaende Letsindigheden i de to Unges Planer ville vi ikke videre udtale os, og du maa jo ogsaa være fri for det. Men en Fader med 4 lange Børn – ja jeg vedlægger hans bekymrede Portrait, forat du kan maale Afstanden fra den glade Ungersvend, du traf i Ungdommen!

Jeg afbryder den optrækkende Sentimentalitet og vender tilbage til Taksigelserne, som ere oprigtige og hjertelige. Vel mødt igjen foran Stavanger Domkirke!

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjæreste Baby! – mitt Hjerte er fuldt af dig, og jeg gaar med dig i Sind hver Time paa Dagen. Igaar blev du gift, og jeg sender dig og din Mand mine Hilsener og Ønsker – Ønsker, som jeg synes maa hjælpe og bringe Lykke for lange Tider.

Jeg gik nogle Dage i stor Uro, efterat jeg havde telegraferet om Lysningen. Først igaar – selve Bryllupsdagen kom dit Telegram. Jeg telegraferede da til de Udenbys og sendte Bud omkring i Familien her. Jeg viste ingen af Krags nærmeste at henvende mig til.

Else og jeg feirede Dagen i en underlig Stemning. Vi kjørte en Tur og spiste Middag med Champagne – vi to alene. Paa bordet stod dit Portrait – efter Ross’s Billede med 3 smaa Blomsterglas foran med Crocus og Scilla fra Haven og en Bouquet fra Fred. Hansens.

Vi holdt Tale for dig og besluttede at optage den nye fremmede Mand i vor Kjærlighed som en af vore egne, og efterhvert blev vi ganske glade, skjønt vi græd lidt mellem Retterne. Da troede vi, at du allerede var viet om Formiddagen; men af et Brev fra Mamma idag ser jeg, at I først viedes Kl. 6 1/2 – altsaa netop som Else og jeg sad tilbords. Vi var jo meget ensomme; men vi vilde heller det. Vi blev enige om, at da vi Ingenting viste om, hvorledes I egentlig tilbragte Dagen, vilde vi overfor andre været saa fattige, at vi foretrak at tænke paa Eder alene og forestille os, at I efter alle overvundne Betænkeligheder kunde lade det staa til i Ungdom og Lykke. Og saaledes tænker jeg endnu. Jeg holder alle Bekymringer fra mig, og er glad ved at vide dig i saa gode Hænder hos en Mand, til hvis Hæderlighed og Finfølelse jeg har den allerstørste Tillid, – hils ham hjerteligst fra mig.

Om Eftermiddagen igaar kom dit lille Pefert-Telegram. Ja, vær vis, du er min egen Pefert nu som før og altid, og der kommer intet «men» bagefter, – alt er godt, som det er. Jeg tænker mig nu, at I følger Mamma op til Rotterdam paa Torsdag, og at du faar dette Brev, naar du kommer tilbage til Paris. Jeg har jo bare Fougners Adresse; men jeg tænker nok, de besørger Brevet til dig. At I vil bo i Quartier latin, kan jeg godt forstaa; men jeg tænker nok, I flytter paa Landet naar der blir rigtig fint og varmt; og det maa jeg sige – saa gammel som jeg er, og saa indgroet som du ved min Foragt for Elskoven er – jeg kan ikke tænke mig noget deiligere, end at være ung og forelsket et Foraar i Omegnen af Paris. Hav det nu jilt og lad Intet formørke Glæden; men slut Eder godt sammen til et Par uforfærdede Ægtefolk, der sammen vil bane Eder Vei gjennem Livet.

Jeg vil reise hen og møde Mamma i Christiansand og hjælpe hende med Tolden og Bytningen af Dampskib. Alle, som holder af dig her, ere glade, om du nok end kan tænke dig, at nogle af de Correcteste finder dette Giftermaal noget excentrisk. Men baade Maren og Else fortalte mig, at de havde truffet en af dine gamle Skoleveninder, der ligefrem straalede. Farvel saalænge – du søde Barn! og skriv snart.

Din inderligt hengivne Pappa.


Baby Kielland.

Kjære Baby! – det gjorde mig meget ondt idag at modtage et opskræmt Telegram fra Krag, hvori han beder om Telegram om Mammas Ankomst og om, at vi skal skrive til dig.

Kjære bliv nu ikke som L. og plag Livet af din Mand med Angster og Anfægtelser; men sæt dig lige fra Begyndelsen ind i, at nu maa det endelig være definitivt slut med Uroen, ellers faar hverken du eller nogen, som tilhører dig, Fred for Livet. Du maa nu lære at indse, hvor liden Ret den Enkelte har til at lade sine Sindsrørelser gaa ud over andre, og du maa forstaa, at du maa ikke misbruge en snil Mand med hysteriske Anfægtelser, saa han maa løbe ud sent om Aftenen og telegrafere forat faa Ro.

Dersom du vil sige, at denne Uro har du arvet efter mig, saa svarer jeg dertil, at saaledes var jeg ingenlunde, dengang jeg var ung, og inden mine Børn havde gjort mig saa forskræmt, som jeg nu er bleven. Men hvis du, som er ung, vil begynde med Angster, saa er Livet spildt allerede i selve Begyndelsen. Og desuden! – der er Forskjel paa den Angst, man nærer som ansvarshavende for Andres Skjæbne, og paa de Ængstelser, man kan fantasere sig ind i uden Nødvendighed. Livets Angst bestaar i Ansvar – i intet andet.

Mamma kom velbeholden til Christiansand 1ste Paaskedag om Morgenen tidligt efter en Reise, hvor snille Mennesker overalt havde hjulpet hende og uden nogen Søsyge, uden at miste noget – kort sagt straalende og ungdommelig.

Jeg havde for Sikkerheds Skyld naturligvis været i Christiansand et helt Døgn, og vi gav os til at snakke – kan du vide – Dag og Nat. Alt, hvad Mamma fortalte, var ligesom Maanestraaler, der har den Egenskab, at de fortærer Skyerne; og eftersom alt lysnede, blev jeg gladere og lettere, end jeg har været paa lange Tider. Vi reiste lykkelige hjem; og da vi kom til Gadedøren havde Mamma ikke mistet andet end én Galoche, som hun stod og stirrede efter under Karlsens Vogn, medens de skikkelige Piger stod i Døren og ønskede Fruen Velkommen paa Vrangen.

Dagen efter dit Bryllup – altsaa Mandag den 12te skrev jeg til dig under Fougners Adresse, jeg viste jo ingen anden; har du faaet det, saa forstaar jeg ikke, at Krag beder mig skrive; thi du er vel ikke saa gal, at du fremdeles løber og spørger hver Stund efter Brev og Post? Kjære! Det maa du ganske vænne dig af med og huske, at nu er dit selvstændige Liv begyndt, i det skal du have dine Tanker, uden at du derfor er løst fra os. Men betænk, hvilken Lidelse for en Mand at have en Kone, der halvt aandsfraværende følger ham, mens hun tænker paa Posten. Dersom du bliver ved at holde dig selv i denne Spænding, vil Glæden ved Brevene hjemmefra forvandle sig til en Ophidselse i Jagten efter det næste Brev, Beregninger paa Dagen og de Skuffelser, der ere uadskillelige fra al Postforbindelse, om den er aldrig saa fuldkommen. Husk paa, at et Hjem kan blive aldeles ødelagt og Stuerne, somom de vare plyndrede, naar Fruen styrter ind efter et Brev, som ikke er der. Ved denne Methode: bestandig at vente Brev, naar man kommer hjem, kan man berede sig selv og sine Nærmeste et net lidet Helvede.

Idetheletaget føler jeg allerede – og du vist ogsaa, at jeg vil blive en Professor i at give Formaninger! – og jeg kommer vist til at være paa din Mands Parti. Men jeg skal dog tage mig iagt og ikke begynde med at blande mig i det, jeg maatte bare faa forklaret dig, at du maa være rolig – som jeg ogsaa telegraferede.

Mamma fortæller mig, at I allerede om en Maaneds Tid kommer hjem; og jeg vil derfor gjøre mig en Fornøielse af at lade Børe hjælpe mig med dit store Maleri: Det skal vaskes og pudses op.

Jeg har nu igjen Lyst til mange Ting, som i Vinter har været mig ligegyldige; og det kommer af, at jeg ved dig lykkelig hos en Mand, om hvem jeg hver Dag hører gode Ord fra alle Kanter.

Lad mig nu se, at du lægger alle Sorger, Bekymringer og unødige Angster fra dig og gjør din Mand lykkelig og tryg som det sømmer sig den ubekymrede Ungdom. Vær vis paa, at vi har det godt og holder dig fast i daglig Erindring og glæder os til at se Eder lykkelige igjen.

Mamma og Else hilser Krag og dig – begge sammen, jeg ligesaa; sig ham, at han maa delemig-dalemig ikke forkjæle dig!

Din Pappa.


Bjørnstjerne Bjørnson.

Kjære Mester! – jeg skriver dig til for paa Forhaand at meddele dig, at jeg har forandret mig sørgeligen, siden hine solfine Dage, da vi gik under Hegels Bøgetrær. Jeg er – kort at fortælle – ikke frisk nok længer til at paatage mig den Deltagelse i Politiken, som vi dengang talte om og halvveis aftalte. Dette er jeg bleven mig bevidst efter denne Vinter, som i høi Grad har taget paa mig. Jeg har derfor sagt til de Ledende i vort Parti, at man ikke behøver at regne med mig; og forsaavidt du havde tænkt at arbeide paa nogen Maade for mig, saa maa altsaa det opgives. I samme Aandedræt vil jeg dog ikke skjule for dig, at en medvirkende Aarsag til denne min Beslutning har været min dybe Overbevisning om, at Venstres Nederlag her er aldeles sikkert og uafvendeligt.

Naar du kommer hertil, vil der være dem, der fortælle dig noget andet; og jeg vil aldeles ikke være nogen sort Spaamand – allerede af den Grund, at jeg mere har en Tæft end sikkert Kjendskab til Partiernes Stilling. Derfor vilde jeg ikke paa nogen Maade fremstille Forholdet som haabløst og derved betage dig Lysten til at friske paa vort Parti, mens du er her. Jeg er derfor saa bange for, at de her skal faa Indtryk af, at jeg har paavirket B. B. i den Retning. Dette har jeg sagt Lederne, og siger det nu til dig, og jeg beder dig, at du ikke, fordi jeg melder mig syg, vil lade dig afholde, hvis du ellers havde tænkt at holde politisk Foredrag i Stavanger.

For min egen Part abonnerer jeg paa en god lang Samtale eller to. Vil du bo her, saa har vi ovenpaa Guttenes 2 sammenhængende Kammere til Fru Caroline og dig og Babys for Fru Bergljot – smaa er de; men velkomne ere I.

Send mig et Telegram, hvis I vælger at komme til os. Beate er kommen hjem – frisk og fornøiet efter sin Reise; og jeg er selv bleven opfrisket af hende. Thi – ærligt talt – har jeg i Vinter været saa langt nede i moralsk Henseende, at jeg selv var forskrækket over mig selv. Det er mig aldeles umuligt at bære de store Børn og deres Sorger. Det vil sige: man kan jo ikke lade det være, og det er det forfærdelige. Derom og om meget andet skulle vi tale, naar vi gaar til Vaalandspiben; men i Politiken kan jeg ikke være med; dertil udfordres et mere ubekymret Sind – saaledes som vi havde det under Hegels Bøgetrær, – hvor det forekommer mig uendeligt længe siden! Hils Dine.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – hermed 100 Kr. Jeg tænker paa dig hver Dag og med en ond Samvittighed, fordi jeg har vært saa haard mod dig; – og med Deltagelse og Medlidenhed, fordi jeg kjender den Rædsel at gaa op til Examen, naar man lidet kan. Jeg formoder, at du ligner mig deri, at hvad du kan, det kommer strax; og det nytter ikke at blive siddende og gruble. Skriv derfor kort og hurtigt, og hvis du klarer et pynteligt haud, skal jeg ialfald være yderst tilfreds med dig. Men selv hvis det bærer den Vei, at du maa stige af og tage tilbage, skal du ikke se sure Miner eller høre onde Ord fra os. Det kan nok være, at man ikke kan læse færdig nu saa fort som i min Tid, og naar du bare holder dig frisk og snil, saa faar du prøve til Julen igjen. Lad oss bare være gode Venner; jeg har det saa fælt indvortes.

Hvis du bliver nødt til at stoppe, saa telegrafer frimodigen; jeg skal ikke tage mig det nærmere til Hjerte end vedbørligt; men kan du komme igjennem, saa er du en Bassedeur! Iethvertfald – Kjære Jensemand! maa du tænke paa os – og især paa mig, som har været saa haard, med sikker Følelse af vor store Kjærlighed – uforandret i hvad der sker.

Dertilmed vil jeg ønske dig Mod og koldt Blod i Prøvelsens Dage samt, hvad der er det allervigtigste: Held! – det er utroligt, hvad man kan smyge igjennem med Held i Opgaverne. Det er en rædsom Tid, og jeg vil følge dig med Bekymring fra Dag til Dag paa dit vilde Ridt. Mamma og Else sender sine Hilsener og gode Ønsker, – det maa ogsaa hjælpe lidt – synes jeg! Friskt Mod!

Din hengivne Pappa.


Fridtjof Nansen.

Kjære Hr. Nansen! – jeg kan jo umuligt svare sturt nei paa Deres Brev, – det indser jeg nok; men sandelig om jeg tror, det nytter at love noget. En «Skildring» kan jeg umuligt skrive; det har jeg aldrig kunnet; og noget rigtig Forfatteri falder mig aldrig mere ind. Desuden er jeg syg og har mistet mit Humør og reiser imorgen til Bergen forat ligge paa Sygehuset. Men dersom De ingenting vil vente, og dersom alle vil lade mig i Fred, skal jeg ærligt kjende efter, om noget skulde falde mig ind, der kunde bruges.

Min ærbødige Compliment til Fruen,

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen!

Først gik der en Tid efter Hjemkomsten fra Kjøbenhavn, hvor jeg ikke tænkte paa andet end at skrive til Dem; og mange Dumheder dunstede vist lykkeligen bort i den Tid, indtil der for mig oprandt en Periode af Bekymringer og Sindsbevægelser, som vare vel egnede til en gammel Daares Helbredelse. Men nu er Følgerne af denne onde Vinter komne over mig, saaat jeg har maattet lægge mig ind her under vor berømte Doctor Klaus Hansen; mit Hjerte er udvidet, Legemet er opløst, Sjælen, Leveren, Samvittigheden og Moralen er flydt sammen, og Tilstanden er meget daarlig.

Naar De fortæller dette til Fru Hanne, vil De da være saa snil at lægge Mærke til, om hendes Overlæbe stabler sig op og Øienbrynene sænker sig ned og om hun endog siger: Den stakkels Kelland!

Dersom Overlæben ikke stabler sig op, da har hun glemt mig, og alt er tabt. Men hvis De skulde mærke dette sikre Tegn, saa maa De lade mig det vide.

Bagefter kan De gjerne fortælle hende, at jeg igrunden slet ikke er sygere end jeg har været i mange Aar; og det ved vore gode Venner i Kjøbenhavn, at det er en fredelig og ret omgjængelig Sygdom.

I den Ro og Ansvarsløshed, som følger med at være Patient, faar jeg mere Tid og Lyst til at tænke paa de lysere Sider af mit Liv og da strax paa Danmark og de gode danske Venner. Det synes mig allerede saa uendeligt længe siden, vi sad ved Deres glade Bord, hvor der ingen Skygge var over min Lyksalighed – uden den, at Bronce-Commandanten B. B. ikke kunde lige, at vi ikke gad høre paa hans Monumentstil. Og dog tror jeg, denne latterlige Høitidelighed gjorde min Lyksalighed endnu større, – ialfald staar det for mig, somom jeg havde en grænseløs Lyst til at gjøre og sige alt, hvad jeg ikke maatte. Og tænk! – saa seirede alligevel den forbandede Bronce!

Husker De, at vi maatte følge B. B. til noget forfærdeligt af b. b. paa et Theater, – og forlade – Gud forlade mig, hvad vi forlod! – Stuerne fulde af jille Mennesker, Vinen, Blomsterne, nogle muntre Smaafisk, Udsigten, som jeg elsker, udover Søen, og endelig – men det er ikke værdt, jeg nævner det Navn mere, for saa bliver De utaalmodig, og saa siger De: Han er ved Gud en gammel Nar! – og da ved jeg saa præcis, hvorledes De ser ud!

Jeg skulde alligevel give meget til at høre Dem sige det; thi jeg har aldrig hørt nogen, som det var morsommere at faa Skjænd af.

Det er jeg ganske vis paa, at Deres Mand ogsaa synes – hils ham fra mig paa det allerhjerteligste; han hører til i Lyksalighedens Billede oppe mod Vinduet med et uforglemmeligt Smil, hvori der er en munter Overbærenhed og Forstaaelse og et lunt Anstrøg af en Skjælm mellem talrige Foglietter – passer det?

Stakkels Broncehesten, som Caroline igjen har spændt i Åget. De drog gjennem Stavanger forleden. Det er altid for mig ligesom en moralsk Opreisning at komme i Nærheden af B. B. En god Samtale med den Mand er meget værd – især naar man har den Lykke at være hans Ven. I Selskabslivet er han – som foran antydet – snarere besværlig. Men alene eller mellem faa er han en Vederkvægelse. Nu var han tung og ældet; og det laa over ham, at han reiste og gjorde disse Kunster for Børnene – disse Børn, som henretter os langsomt, som aldrig – det er en Lykke for Dem Frue! at der ikke er mere Papir –

Deres ærbødigst hengivne Alexander L. Kielland.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn! under Henvisning til ovenstaaende Undskyldning – som det vilde hede i mit Magistratssprog – beder jeg Dem atter modtage mig – jeg mener optage mig som Deres forlorne Søn uden at vredes over, at jeg saa lang Tid har ladet Deres Brev uden Svar.

Jeg haaber, De har kunnet tænke Dem, at der maatte være noget i Vejen med mig – jeg som dog skriver saa gjerne og som er Dem saa oprigtigt hengiven. Det var ogsaa en slem Vinter – kan De tro, hvis Billede jeg ikke atter vil oprulle; og selv Beates Hjemkomst formaaede ikke at stanse det Forfald, hvori jeg var geraadet baade legemligen og moralsk, og derfor er jeg her. Men jeg feiler igrunden ikke andet end det almindelige: at Hjertet er for stort, slapt, udslidt og fillet i Kanterne.

Nu gaar jeg hver Dag fremad under en Diæt, som meget ligner Sultekunst, Jod, Digitalis og strophantum, Massage og Dampbad samt Liggen tilsengs næsten hele Dagen under Opsigt af en Diakonisse. Jeg synes igrunden godt om dette Liv, hvor Ingen har noget Krav på mig, og hvor man ikke forlanger andet af mig, end at jeg skal adlyde og lade mig behandle. Paa denne Maade vender ogsaa efterhaanden mine gode Egenskaber tilbage, hvilke vare fast overgroede af Vinterens Bitterhed, og jeg kan igjen skrive til Dem og glæde mig over de gode Venner, jeg har. Jeg husker Deres siste Brev, men det ligger desværre hjemme i Stavanger, – men jeg husker, at det var godt og venskabeligt, og at De fortalte om Krohns Iver, hans nye Foretagender og Ideer. Hils ham og foreslaa ham, at han kommer herop paa No. 11, og afstænges fra Verden og dens mange Pligtdanse, alene med en from Søster, som Ingenting forstaar uden at vaske ham i Ansigtet.

Fortæl ham ogsaa følgende: Jeg reiste herop til Sygehuset fra Stavanger med det danske Dampskib «Axelhus» og satte mig hyggeligt til Frokostbordet med Capitainen, som jeg kjendte godt fra før. Der var det gode danske Kjøkken med røget Makrel og Æggerøre, Svinekotteletter med Agurksalat, Gaasebryst, Spinat – alt det, som jeg ikke maatte spise samt dansk Aqvavit og Carlsberg.

«Ja vist nok», sagde jeg – , «skal jeg paa Sygehuset, men den siste Dag vil jeg Pinedød spise og drikke alt, hvad jeg kan.»

Da lo Capitainen og sagde: «Igaar førte jeg Drachmann fra Kjøbenhavn til Arendal; han skulde paa Høifjeldet for sin Sundhed. Men ved Frokosten her ombord holdt han akkurat Ord til andet den samme Tale, som jeg idag hører af Hr. Kelland!»

Saaledes mødes Aanderne paa Havet!

– Om Børnene vilde jeg helst ikke tale; men jeg føler, at jeg alligevel ikke kan komme dem forbi, siden De altid har fulgt os med saa megen Interesse. Jens naaede ikke frem til at tage sin juridiske Examen isommer, hvilket man dog ikke skal lægge ham formeget tillast, da han kun har læst i 3 1/2 Aar. Alexander gik i hele Vinter hjemme og plagede næsten Livet af mig, skjønt han ikke gjorde andet ondt end at gaa der og drage sig i Dørene. Men det var ondt nok! Endelig fik vi ham anbragt i et Gartneri her i Nærheden. Det er elendigt med 23 Aar og hans Forudsætninger. Imidlertid arbeider han haardt og siger, at han er fornøiet! Baby er overstrømmende lykkelig. De bor i Nærheden – en Time fra Christiansand og er netop i den fjollede Tilstand, at de samler Møblement og Sølvskeer og spiser noget Tøv, som hun «laver». Om Krag hører jeg bare godt, saa der er jo ikke noget at sige til den Ting; det kunde jo været saa meget værre, – og hvad raader tilslut vi Gamle? Else og Beate lever godt hjemme. Beate og jeg har gjenfundet noget af det Forlovelses-Skjær, som De husker var over os ifjor; det skal vare til Sølvbrylluppet. Hils Krohn og mine smaa Søskende.

Deres hengivne Alexander L. K.


O. A. Blehr.

Hr. Lagmand O. A. Blehr!

Min Søster Kitty har sat sig bestemt i Hovedet, at jeg skal plage Dem med Spørgsmaal angaaende det nye – eller det delte? Byskriver-Embede i Christiania.

Jeg giver efter – for en Del ogsaa i Tillid til tidligere Bekjendtskab i Ungdommen, idet jeg dog vil være fornøiet, om De bare vilde sige mig, hvor eller til hvem jeg skulde henvende mig om Besked.

Den Besked, jeg søger, strækker sig ligefra Spørgsmaalet om, hvorvidt jeg kunde formodes at have nogen chance, om jeg søgte, og til Embedets Art og Indtægter.

Jeg er taknemlig for ethvert Svar.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! det var vel, du vilde skrive til mig engang – din Sattand! – du maa ikke indbilde dig, at du er saa forgiftigt gift, at du kan undvære mig. Jeg er nu, siden du spørger saa flittigt, mere frisk end nogensinde; og jeg tror helst, at Dr. Klaus var forundret over, hvor lidet jeg feilede. Thi i Løbet af faa Dage gik Pulsen ned fra 132 til 44 Slag i Minutet, og der er den endnu, hvilket er saa mærkværdigt, at alle Læger i Bergen betragtede mig med en hemmelig Gru. I dette Øieblik er jeg netop kommen hjem fra dit Dampbad, og jeg har maattet omvende mig: for det første er jeg enig i, at kun de, som gaar i Dampbad, ere rene; og dernæst er jeg saa dybt sunken, at jeg tilstaar, at det er behageligt – endogsaa Douchen. Saa vidt havde jeg aldrig troet, at jeg skulde komme.

Jeg er enig i, at I ikke kommer herhen, før I kan gjøre det med god Samvittighed, og jeg vil haabe: at du er sparsom og nøisom. Men du maa vedblive at glæde dig, det gjør jeg ogsaa, om det saa skal blive til Jul. Og du maa absolut have din Mand med dig, naar det engang bliver.

Jeg kan ikke tro, at B. B. har sagt, at jeg vilde «stille mig» til Valg. Thi da han var her, indprentede jeg ham netop, at jeg ikke vilde og da især af Helbredshensyn; jeg var nemlig saa ræd, han skulde gaa op paa et Katheder og hale mig frem og sige Hær ær Manden! se paa ham! Derimod har jeg begyndt at tænke paa at søge andet Embede, da jeg nu er træt af at være her – rigtig træt og jeg har til en Begyndelse tænkt at søge noget, som heder Byskriver i Christiania; jeg faar det ikke, du kan være rolig.

Else har Examen og skaber sig frygteligt; jeg er sint og lei; hun græder – kan du vide – for 1,5! Aldrig skulde de Fruentimmer have Lov til at tage Examen; thi der er kun ganske faa, der drives af denne «umættelige Trang til Kundskab», som var din Styrke; de fleste tænker bare paa at komme over sine Veninder, smykke sig med Characterer som med brogede Baand og Filler!

Der er bestilt Fotografi til dig og jeg skal nok møde dig med Kappe og Hat selv om du kommer midt i Sommer.

Kontoret lukkes. – Hils din Mand.

Din hengivne Pappa.

Havnefogden er her; han skal pinest!


Fredrik Th. Salicath.

Kjære Ven! – jeg har netop expederet videre din skarpe Note til Magistraten, og jeg iler med at spørge dig, om du ikke kan være saa snil at være enig med mig i, at alt det der, som angaar Embederne, skal ikke gro over vort gamle gode Venskab.

Jeg for min Part kan med Lethed – det forsikrer jeg dig! sortere fra hverandre Embede og Venskab; og jeg kan give dig Ret i din irriterede Stemning; jeg skal tage imod, hvad du bebreider mig, uden at det skal kaste den minste Skygge over det Venskab, jeg føler for dig, og hvis Forringelse eller Tab vilde være mig saa pinligt, at jeg ikke vil tænke paa det.

Jeg beder dig derfor saa mindeligen, at du vil mindes de gamle Dage, og ikke tillade, at dette Embeds-Støv bobler sig op imellem os to; jeg for min Part slipper dig aldrig.

Din hengivne Ven Alexander L. K.


Jens Z. Kielland.

Kjære Jensemand! – jeg har nok ikke skrevet til dig, siden du sendte dit Portrait som Corporal. Du ser frisk og tynd ud, og nu er du vel ogsaa bleven renvasket og badet. Jeg sender dig dine Penge for August; hvoraf Kitty bidrager Halvdelen, hvilket jeg vil fortælle dig, fordi jeg ikke vil skjule det.

Jeg synes, det er saa uendeligt længe, siden jeg saa dig. Vi talte om det igaar. Er det saa, at du vil flytte? Men hvis du kan læse bedre et andet Sted, – i det hele taget maa I alle raade Eder selv herefter; jeg kan ikke mere.

Naar du faar dette Brev, er det vel omtrent din 24de Geburtsdag; nu er du akkurat halvt saa gammel som jeg; og jeg vil ønske dig, at du maa have det bedre, naar du naar min Alder, end jeg har det nu.

I Løbet af Maaneden sender jeg en Bogpakke, og da skal du faa nogle Skillinger i Geburtsdagspresent, – jeg tænker, de vil komme vel med længer ud i Maaneden.

Jeg skal bede Mamma skrive til dig. Vi sender dig herigjennem vor hjerteligste Hilsen og Lykønskning til din Fødselsdag og beder dig mindes de gamle gode Dage.

Din hengivne Pappa.


Chr. M. Ross.

Kjære Ven! vi har netop opfrisket dit Minde og Husets Taknemlighed, idet Krag og Baby har været paa et Besøg herhjemme.

Vi talte da ogsaa om Babys Portrait, og jeg havde før confereret med Eilif Petersen om Vanskelighederne ved Forsendelsen. Vi vilde overmaade gjerne have det til Sølvbryllupsdagen, som ubønhørligt nærmer sig, og som i Virkeligheden endnu synes os at føre mere trouble og flere Complicationer end Fred og «Kveldsol» – he? et yndigt Ord, som ligner mig?

Hør for Exempel: 1) den ældste Søn Jens kan ikke komme hjem fordi han skal op til Jul; 2) den 18 September er Festdag for Kongens Jubilæum; 3) jeg har Storthingsvalg den 4d October – altsaa sidder jeg midt i Valg-raseriet; 4) og værste: vi har saa lidet Raad og Humør til Fest.

Lad os altsaa ialfald faa dette Billede, som vi har glædet os saa meget til. Den billigste Maade maa vælges, og her er jo endnu god Tid. […]

Kunde du saa samtidigen formaa Hr. – jeg kan ikke skrive hans Navn, – den elskværdige Billedhugger, til at sende den Medaillon, som han forærede eller lovede Baby, er du en romersk Perle af sjeldent Værd.

– De Unge var lykkelige som sig hør og bør i Ægteskabets første Begyndelse; og Krag gjorde et udmærket godt Indtryk paa os alle.

Beate er desværre ikke frisk, hun vantrives saa over al Maade her i Stavanger – meget mere end jeg, som dog ogsaa nu er kjed af at være her. Hendes lyseste Øieblikke er, naar hun fortæller om Rom og alle de gode Mennesker, som der forkjælede hende og Baby og hun sender dig sin taknemlige Hilsen.

Lad mig høre et Par Ord fra dig, naar du har bestemt Afsendelsen og tag dig godt sammen; thi jeg kan tænke, du har det varmt; – selv her er for varmt for mange.

Din hengivne Ven Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefert! Tak for dit og Krags Sambrev; jeg maa i en Fart holde dig à jour med Livet herhjemme, thi nu er her igjen en liden Hvirvel af Travelhed i Contoret, og den vil vare – er jeg ræd – lige til Jul.

Om selve Sølvbrylluppet fattede Beate og jeg igaar en ny Beslutning, som jeg herved iler med at melde dig, forat du strax kan begynde at gjøre dig fortrolig med den; thi jeg tror selv, at denne Plan bliver den endelige.

Vi modtager vore Visitter i det blomstersmykkede Hus. Communebestyrelsen tilhest, Amtmanden og Frøken Andersen, good-templarne med floromvundne Faner og den kjære Kirke-Inspection – , og Klokken halv 6 reiser vi til Hôtel Bellesen paa Thime.

I Hôtel Bellesen serveres: Skilpaddesuppe, Laxepudding med smaa Asperges; Hønsefricasé med Champignons, Vildænder, Is og Frugt; Vin fra Fred. Hansen – rød og hvid og gul og Champagne – he?

Næste Dag, som er Søndag, Kaffe paa Sengene, Frokost Kl. 12 og hjem igjen med Toget Kl. halv 3. Saa spiser vi alene vor Søndagmiddag hjemme og skilles igjen Mandag eller Tirsdag. Vil du nu strax sætte dig selv og Krag ind i, at dette er jilt.

Ser du: vi kunde ikke have alle – ikke engang tilaftens. Baade for Pengene og fordi vi ikke vilde holdt ud Anstrængelserne først ved Visiter, som søler Stuerne ud; saa en Familiemiddag og saa stelle til en stor Aftens med Dessert o.s.v. Nu undgaar vi alt, og alle ved saa godt, hvorledes vi har det, at ingen vil synes, det er løie. Og vi kan faa det uhyre jilt, hvis vi bringer et godt Humør med os til Thime. Axel Fætter skal spille.

Lad os høre din og Krags Mening om dette Arrangement; men den maa være bifaldende!

Else kommer i Eftermiddag fra Hardanger. Jeg har igjen været Døden nær formedelst et Dampbad; men nu er jeg selv saa afskræmt, at det skal vare en Stund, før jeg kommer der.

Hils Krag fra os begge og tak ham for Brevet; og skriv snart igjen og lad mig høre, at du er glad og snil og paa den gode Side af Livet. Mamma hilser!

Din hengivne Pappa.


Frederik Hansen [avskrift].

Kjære Kifi! – jeg har nu læst Din Sang med ny Beundring og Taknemmelighed. Selskabet havde hverken Forstand paa Melodien eller paa den sindrige Maade, hvorpaa den gamle Sang er benyttet; det er underligt, hvor lidet kjendt i Norge denne berømte danske Sang er.

Jeg beundrer dine Vers for deres store Simpelhed og absolutte Frihed for Skabagtighed!

Din hengivne Alexander L. K.


Chr. M. Ross.

Kjære Ven!

Nu hænger Baby hel og fin paa Væggen herhjemme i den gamle Dagligstue ved Bredevandet, og min Taknemlighed er daglig ny over dig.

Beate er ogsaa henrykt og alle herhjemme, som aldrig har seet noget saa fint.

Vi fik ogsaa Krags Portrait, som vi foreløbig har beholdt. De Unge er nu i Kjøbenhavn, hvor de vil være i Vinter. Foreløbig er det idel Lykke og Solskin; men som du nok kan tænke dig, kan vi Gamle ikke se paa dette Ægteskab uden Bekymring og Uro for Fremtiden.

Naar jeg staar og ser paa hendes unge Ansigt, tænker jeg ogsaa mange Gange paa, hvorledes mon Livet vil fare med dette lette Sind, der syntes mig mer end andre skabt til at leve ubekymret.

Men Bekymringerne kommer lykkeligvis bagefter, og de ophober sig over os, naar vi blive gamle – helst over os, som har Børn. Jeg er bleven gammel og tvær og ikke til at kjende igjen. Derfor vil jeg hellerikke skrive mere til dig; for jeg føler, det vil bare blive tungt og trist. Men dit Billede af Baby har været mig en Opreisning, og hver Dag, naar jeg har staaet en Stund foran det, bliver jeg en liden Smule lettere og snillere i Sindet. Beate hilser og takker.

Din hengivne Alexander L. K.


Oluffa Bagge.

Kjære Intendant! Deres Whisky er den beste, som nogensinde har været her paa Kysten, men ogsaa en af de stærkeste. Og da jeg første Gang skulde prøve den, gik jeg ikke ganske uberørt fra Mødet; men jeg sendte Dem varme Tanker fulde af Taknemlighed og lempeligen opblandede med Elskov.

Vi sparer det beste vi kan – Beate og jeg, og naar vi vederkvæger os, mindes vi Dem og Hr. Dragonen, som Beate sagde, og de glade Dage i Sommer – nei det var jo for minst to Sommere siden.

Kunde De ikke skrive en nøiagtig Beskrivelse over Forandringerne paa Skovgaard?

Modtag vor Tak og Hilsen.

Deres hengivne Alexander L. Kielland.


Jonas Dahl.

Kjære Jonas Componas! – vil du være med til Haar?

  • Plan:
  • Vi kjører imorgen Kl. 8 med Imslands hvide Heste og Landauer; Frokost Kl 11 hos Bellesen, Middag Kl 6 paa Haar. Fredag fisker vi Svidder og gamle Ørreder i Kvasheim. Hjem Lørdag, saa du kan staa paa Stolen Søndag.
  • Budget:
  • Vogn 25 Kr. 3 Personer (Kusken) i 2 Døgn à 2 Kr. = 12. Lidt Vin og Øl – ikke Brændevin – og lidt koldt til Frokost og Aften c 15 = c 25 Kr for hver af os, – eller lad os sige 30 – med Bellesen.
  • Udbytte:
  • En Kjøretur – nei to Kjøreturer over Jæderen i dette deilige Høstveir. 3 ubekymrede Venskabs Dage. Vond Mad og snille Folk. Tvivlsomt Fiske – en glimrende Udflugt.

Lad mig nu ikke høre om Confirmandinder og lignende, men slaa til! Det er vist nu saa længe siden, du gjorde noget galt!

Svar strax ja.

Din hengivne Alexander.


Baby Kielland.

Kjære Baby! Tak for din Brev af 12te October; du er sød, som trøster mig; men det hjælper lidet; jeg er bleven altfor tung.

Og dog har jeg havt saa megen Glæde af dit og Krags Billeder, som nu hænger i Dagligstuen. Det er – som jeg allerede sagde ved Fotografiet – fuldendt paa en Ting nær, og det er en død Firkant under Underlæben. Men som Billede af dig i det hele er det uhyre dyrebart og vakkert, saa det ganske varmer mig om Hjertet. Vi har uden videre hængt Krag op; men hvis I vil have Billedet sendt, saa naturligvis – he? Vi vil gjerne beholde det indtil videre. Det er ogsaa vakkert, men for blødagtigt, naar det først skal være Portrait.

Jeg ser nu, at jeg ogsaa har et Brev fra dig af 22de Oct. – undskyld mig; jeg kan ikke længer skrive Breve saa let som før. Jeg tør ikke rigtig læse dine Breve igjen, fordi de fornyer i min Erindring vor pinlige Afsked, da jeg sendte dig bort o.s.v.! – Husk paa at være snil mod dine Medmennesker og ikke bare skarp. Jeg er ogsaa skarp, men jeg har ialfald før været snil og havt et godt Hjerte; pas paa, at du holder dit varmt og blødt; du ved selv, at du er noget tilbøielig til Kulde, Had og Stendjævleri.

Du maa hilse Brandes og alle gode Venner, og fortælle mig om dem allesammen. Jeg ved, vi har gode Venner dernede; men jeg kan nok ikke komme der mere. Du siger, jeg skal ikke være trist; men det vil ikke gaa for mig; jeg er udmattet og lever rigtig ondt fra Dag til Dag i de samme Tanker. Hils din Mand og vær lykkelig, saa længe du kan. Jeg saa, Mamma skrev forleden, saa jeg kan ikke tænke mig, at her skulde kunne være nogetsomhelst at fortælle.

Saadanne Breve som dette er der ingen Glæde ved; men skriv ikke destomindre til mig.

Din hengivne Pappa.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! Tak for dit Blyants-Brev; men du maa ikke være syg. Du ved, jeg er en principiel Modstander af Børn, men jeg skal ikke sige mere om den Ting; det bliver Eders Sag, og naar I selv synes, det er jilt, saa vil jeg bare ønske at I maa faa Glæde af det. Ak – jeg ved jo selv, hvor glad man kan blive i disse Børn!

Men du kan vel begribe, at jeg forestiller mig dig i den allerstørste Forvirring og Ubehjælpelighed med to lange raadvilde Mandfolk og en Uldklud. Du maa endelig snakke med nogle fornuftige Fruentimmer – er du snil. Jeg synes – ja lad det nu være det samme med, hvad jeg synes, hvis du bare er lykkelig og fornøiet, og hvis din Mand er fornøiet med dig, saa vil jeg være glad.

Mamma var netop herinde i Kontoret med Krags nye Digte, forat jeg skulde skjære op Bladene for hende ved et Digt, hun syntes saa saa smukt ud. Det var «Lys Nat» – og jeg maa sige, det var en Perle; hils ham fra mig og tak ham for Bogen; jeg glæder mig til at læse Versene og komme ud af alle de dumme og forkuede Tanker, hvori jeg saa længe har levet, – komme ud af dem for en Stund ialfald.

Dit Billede i Dagligstuen vækker alles Beundring. Det er ogsaa en Art Kunst, som alle kan forstaa, og saadant noget er aldrig seet før her. Klattemalerne har saa længe irriteret Folk, at naar de ser Ross’s Kunst, synes de endelig igjen at se den rigtige Kunst. De tar Feil; men jeg undskylder dem, siden det er dig; og naar jeg er ganske alene med mig selv, synes jeg ogsaa, at det er usigeligt velgjørende at se noget rigtig fint, om det end er sødladent. Dertil kommer den store Portræt-Lighed, hvilken Klattemalerne helst mener, man bør undgaa.

Først havde vi hængt Krags Billede over dit – Fredrik Hansen og jeg arbeidede en halv dag. Men snart indsaa jeg, at I skadede hinanden. Du trak Opmærksomheden bort fra ham, og han forstyrrede Virkningen af hele Maleriets Elegance. Saa tog vi fat igjen i Søndags; og nu hænger du alene over den røde Sofa, og Krag har med Mammas Tilladelse faaet en fin Plads paa dit Aaklæde ved Ovnen, hvor han passer udmærket – synes jeg; men jeg ved ikke, om han ikke en Dag kommer paa Vandring, for jeg tror, Mamma synes, han hænger lidt for afsides.

Begge Billeder er jille, og jeg tilbringer lange Stunder foran dit hver Dag; – om det er for Ross’s Skyld eller for din, kan jeg umuligt komme paa det rene med.

Naar du skriver, maa du vedblive at give os Meddelelser om vore Venner.

Vi lever som ellers. Vi spiller Kort med Fr. Hansens en Gang om Ugen; Kvartetten er igang; Andreas og Maren fik netop et stort Flygel til 1500 Mark fra deres Venner Geibels i Leipzig; imorgen skal vi spille der; igaar var vi i galant Middag hos Danelius’s paa Hillevaag; – ser det ikke nu lysere ud?

Jeg sagde ikke større til Mamma om, at du ikke var frisk. Men gaa nu lige til Feilberg eller en anden Læge og vær forsigtig. Hils Krag fra os alle og triv noget at skrive med.

Din hengivne Pappa.


Vilhelm Krag.

Kjære Maag! – jeg har læst dine Vers med megen Beundring. Der er et velgjørende Maadehold i Sprogets Brug, intet Skaberi og ingen Pral. Mange af Digtene glide hen med en Vellyd, som er en sand Lise for den, der elsker Sproget og dets sjeldne Kunst. Jeg er nu saa gammel, at Landskab og Stemning gaar mig høiere end Lidenskab og Elskov, saa jeg lurer mig helst forbi de Digte, hvor jeg ser et graablaat Glimt af en, jeg kjender.

Beate har ogsaa læst – og læst igjen dine Vers, som har gjort et dybt Indtryk paa hende. Nu er Turen til Else; men paa hende tror jeg, de preller af – endnu.

Vi lever nu lidt bedre. Sig Baby, at Mamma har faaet Fred, efterat vi ere befriede for den gamle Pige, som hun saa komme. Nu faar vi Middagsmad fra et Hotel, og Mamma er saa lettet at hun spiller Schuberts Godnat i Skumringen.

Dit Portrait hænger ved Ovnen og er rigtig et pent ungt Menneske; men Baby optager al Opmærksomhed i Stuen, hvor hun lyser ved sin sjeldne, udenlandske Luft og denne Finhed og dette usædvanligt gyldne Guld med Speilglas, som altsammen klæder Billedet og hende, saa de Indfødte alle som en kaster sig ned for det og finder ikke et surt Ord i sin Mund.

Jeg tænker mig baade ondt og godt; men jeg haaber jo helst godt. Jeg kan ikke tænke mig, at Baby skulde blive svag og sygelig – det vilde ikke ligne hende. Men det er jo en betænkelig Ting for Eder begge. Jeg er bleven saa forsnøvlet og klynkevorren i de siste Aar, at jeg ikke kan skrive et Brev uden Bedagelighed. Undskyld mig og hav det godt. Beate og Else hilser Baby og dig.

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Nils Collett Vogt.

Hr. Nils Collett Vogt!

Jeg byder Dem min Beundring for Deres ypperlige Digt To Mennesker.

Og da jeg selv ikke er nogen Versemand, vil De tillade mig følgende Bemærkninger:

Det er Synd, at i det afgjørende Vers maa man læse Mensker og Fjender. Men værre er det, at De siger hint Ord – somom der var et Ord, der kunde hjælpe og somom De viste dette Ord; men det gjør De ikke?

Vil De med Taalmodighed læse mit Forslag til dette Vers.

Der gaar to Mennesker i Aftenfreden,
I Nattens Drømmero med Saar paa Hjærtet
Nu begge syge under Ensomheden.
To Fiender, som evned ei at finde
Et Ord, der kunde løse – og dog binde.


I siste Vers maa der absolut staa «hendes», «sit» er galt; der er noget ved dette «sit», som tiltaler; men der er en liden sproglig Mislyd i det; der maa staa «hen des». «Graadmild» – er aldeles ude af Stemningen. Det Ord er kommen ind som en gal Node i Melodien. Først mente jeg, der burde være: «under hendes Hjerte»; men det er bedre med «nyfødt» – synes jeg.

Altsaa atter Taalmodighed:


De skilles. Og mens rundt dem alting tier,
Hun hører, hvor det dybt i hendes Hjerte
Gror Bitterhed og Nag af nyfødt Smerte:
I Solskinsfred – o.s.v. med de udmærkede Ord, De har fundet, og blandt hvilke
jeg særligt sætter Pris paa det kostbare: langveisfra.

Deres ærbødige Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefi! – jeg skulde egentlig skrive til min kjære Maag; men nu kan det ligesaa godt være til dig. Jeg glæder mig, hver gang jeg hører, at I har det godt, og at du er frisk; og jeg skal bestræbe mig for at lade Klynket fare. Vi har det ogsaa nu saa meget bedre end paa lang Tid.

Jeg glæder mig endnu hver Dag over dit Billede, som kun har fundet to Modstandere: Valentin og Maleren Jacobsen. De finder Billedet afskyeligt, og jeg ærter Mamma med at sige, at de i Grunden har Ret. Ellers ved jeg virkelig ikke andet at fortælle dig, saa øde og tomt er Livet her, at Contoret er en Frelse i hver Dags Lede.

Jeg føler, at jeg er kommen saa langt i Klynket, at jeg ikke kan tænke paa andet; og derfor kan jeg hellerikke skrive til dig, naar vi skal springe det over.

Eydes kommer snart at flytte til Bergen, hvor han bliver Borgermester. Det bliver et Savn baade for Mamma og mig. Kun Salicath og jeg – vi blir her, til vi dør.

Ser du nu Klynket! – tænk saadan er jeg bleven, som engang var saa løien – he? Jeg ved ikke, hvorfor jeg tog paa at skrive til dig, – jo, det var, fordi du stadig er i mine Tanker, og fordi jeg savner dig og holder saa meget af dig. Mamma hilser dig hjærteligt. Ogsaa hun tænker altid paa dig, det kan jeg forstaa deraf, at hun hver Dag taler om Pige til dig, om at hun vil bage til Jul og sende dig. Else ogsaa følger dig og Vilhelm; hun blev saa saaret, fordi jeg kom til at fortælle, at jeg havde skrevet til Vilhelm, at hun neppe forstod hans Vers; hun græd, og jeg havde ondt i Hjertet en halv Dag, fordi jeg var Skyld i det.

Vær nu snil og glad og nyd Ungdommen, mens den varer, og ser du nogen, som mindes mig, saa hils og sig: Tak skidt!

Din hengivne Pappa.


Sophus Schandorph.

Kjære Ven! Tag mig det ikke altfor ilde op at jeg saa længe har havt din nye Bog liggende foran mig her i Kontoret, indtil den er bleven mig til en ond Samvittighed. Jeg er ikke længer den prompte og letfodede Brevskriver; mange Fortrædeligheder af Børn og knebent Udkomme har tilslut faaet Bugt med mig – saa omtrent da. Ganske slaaet og kuet er jeg dog ikke. Men naar jeg ser Jer andre blive ved at holde Lamperne tændte, saa synes jeg mange Gange, det var en trist Skjæbne for mig at forsumpe herhjemme. Desmere har jeg glædet mig over dine smukke Dedications-Vers, som lyder til mig fra fjerne Strande, hvor jeg tilbragte en lykkeligere For-Tilværelse. Klynkevorren er jeg ogsaa bleven, saa der er ikke længer nogen Fornøielse ved mig.

Beate holder sig saavidt over Vandet og vifter endnu med et blegt Haab om, at vi skal komme herfra og ud igjen i Livet. Men jeg ved det bedre, som har seet gamle Vrag, hvor fast de staar.

Desuden føler jeg, at dette Brev skriver jeg nu til alle mine Venner, og det er ikke nogen Glæde – ikke engang for mig selv.

Hils din Kone fra os og Tak for Eders Venskab!

Din hengivne Alexander L. Kielland.


Baby Kielland.

Kjære Pefert! – Mamma var her og meldte, at du maatte ikke vente Brev saa svimlende strax; for Guldpukkelen sidder ovenpaa, og da ved du selv.

Men jeg vilde netop skrive til dig, da jeg fik dit Brev. Jeg maa begynde med at fortælle dig det glædelige, at jeg idag er i bedre Humør end paa længe. Tycho har nemlig sendt mig et forfærdeligt Skjænde-Brev og skjældt mig freidigt og energisk ud, fordi jeg havde skrevet saa fælt om Guttene. Tycho forklarer mig, at jeg er bleven en mistænksom og galdesyg Djævel, hvilket har sin Rigtighed; thi jeg har længe været i Nedgang, og naar jeg tænker paa, hvor fæl jeg har været med Eder alle – jo, jeg har; kan du huske, da jeg fik dig til at græde i Sofaen? – nu hænger du der, og jeg ser op paa dig, hvor du er fin og sød og undres paa, hvad Glæde jeg kunde have af at pine dig. Men saadan er Djævlene! – akkurat saadan er de!

Hvis du ser Drachmann, saa hils ham fra mig og tak ham for Bogen, han sendte mig og som jeg har læst med Beundring og Velbehag. Det er som en Historie om en afdød Mand, naar jeg tænker mig selv, dengang jeg ogsaa var med.

Din Julekasse afgaar herfra den 21de. Det er desværre akkurat paa Nippen, om den naar frem til Juleaften, og hvis det er saadant et Pragtskib som det, du gik med – ja da var jeg ogsaa hjærteløs! saa faar du vist ikke Kagerne før næste Aar. Tænk jeg maatte nedlade mig til at bede Tante Emilie hjælpe mig med at brænde Mandler iaar! – efterat jeg ifjor i Bergen havde frembragt uspiselige Crystaller, som kunde skjære Glas, havde jeg tabt alt Mod. Men nu kan jeg: liden Varme og lidt Vand efterhvert!

Tag og skriv et pent Julebrev til dine Brødre og Else, – jeg synes I holder saa daarligt sammen. Men fra idag har jeg lovet mig selv at være fornøiet med Børnene, og det skriver jeg nu omkring til alle Søskende og Børn, og naar der nu ikke støder noget nyt til, vil jeg haabe, at jeg skal faa Bugt med Djævelen.

Hav det godt og vær glad og vær snil mod din Mand. Jeg har faaet hans Bog og skal skrive engang; men idag er jeg saa optaget af mig selv og min indvortes Forbedring.

Mamma og Else hilser Eder begge.

Din hengivne Pappa.


Anna Bissen.

Kjære Fru Bissen! nu er Aaret næsten gaaet, og jeg naar saavidt frem til Dem før Jul. Jeg har aldrig hørt, at nogen før har takket for en Statue ved at vende sig til Originalen, og i hele Aar har jeg søgt efter et Sidestykke i Oldtid og Nutid til denne min Adfærd. Thi jeg husker, at jeg i min Glæde over den nydelige Statuette, De gav mig med, strax skrev til Hanne; og min Tak, fordi hun var saa sød, kom – jeg forstaar ikke hvorledes? – til at blæse ud den Kjerte, jeg havde tændt for Dem. Saa var der en Tid, jeg haabede, at komme selv; men nu er det opgivet, og dette Brev er saa fattigt med sin sildige Tak og sin Skamfuldhed over det lange Aar, som gik.

Men hun staar paa mit eget Chatol og jeg har hende for Øinene bestandig, og da tænker jeg altid – det maa De være vis paa! – ogsaa paa Deres discrete Beskyttelse af min Daarskab, – som forøvrigt aldrig har havt nogen særligt ondartet Karakter og som med Aarene lover et lindt Forløb.

Jeg mindes især fra siste Gang i Kjøbenhavn den Middag, vi spiste hos Hanne – mod Sædvane har jeg glemt Maden; men jeg husker Gaflene, som jeg saa ned i, – de var cicelerede? og naar jeg saa op, mindes jeg den unge Frues Mund og den Overlæbe – De ved – , som vi pleier at underholde os om.

Den stablede sig op til en bedøvende Foragt for en Person, jeg har glemt, der havde anmodet Dem – Frue! om at skaffe ham et Dannebrogskors. Jeg maatte jo for Skams Skyld følge med i Foragten; men indvendig tænkte jeg paa den mægtige Fru Bissen, der kunde skaffe Dannebroger, og jeg saa til mit fattige Olafskors og ned igjen i de cicelerede Gafler. Resten af Maaltidet har jeg glemt, fordi der sad tæt ved os nogle utaalelige Malere, som var ligesaa morsomme som jeg; og det var ikke det minste morsomt.

Nu kan det vare saa længe til, at jeg kommer til Kjøbenhavn. Og alle de smaa Kjæder, som binder mig, og alle de smaa Hængsler, der gaar saa glat og smurt, saasnart jeg er midt i det, – de ruster, og hele Personen ruster og taber sin Glans. Jo – det er sandt! – jeg fordummes og blir mer og mer ufordragelig. Nu er jeg alene med Else – Stakkel! – jeg tror ikke, hun morer sig meget. Men jeg selv er bleven udsvævende! – ja tænk! paa mine gamle Dage har det vist sig, at jeg ikke rigtig har taalt Ensomheden, – det var slet ikke derom vi skulde tale; men der ser De selv! – jeg har tabt min Sikkerhed; je tombe mal!

Hvad jeg vilde sagt: Beate maa endnu i lang Tid forblive hos den udmærkede svenske Læge. Hun var mere sjæleligt nedbrudt end nogen anden viste; og jeg er meget glad over, at hun nu har det godt blandt andre Syge og hos en Læge, som de forguder.

Men forresten, naar jeg ser fremover, har jeg ikke megen Tro til Resten af mit Liv. Begge de pene Gutter ere ialfald hidindtil ganske mislykkede. Det er saa stor en Sorg, at det er vanskeligt at forstaa, hvorledes man kan være let og fuldt optaget af Livets daglige Ubetydeligheder, naar man ser to saadanne Væsner, man har elsket saa høit og endnu elsker – ser dem ligesom visne hen og forspilde Livet; vi er haardhudede Skildpadder – det er vi! Eller rettere! – vi maa jo lægge os et Skal til, ellers var det umuligt at leve Livet. Jeg ved ialfald for mit eget Vedkommende, at Skallet ikke er voxet fast; men at det ligger løst paa de blottede Nerver, som igrunden aldrig gaar helt til Ro.

Jeg gratulerer Dem med, at jeg allerede for første Gang har seet Deres Søns Navn i Avisen – ganske vist var det en beskeden Begyndelse – Secretair ved et eller andet? – men han var dog med; hils ham. Og hils Deres kjære Mand, hvis Venskab er en af mine dyrebareste danske Decorationer og – hvis De vil være saa snil: Fru Hanne. Modtag selv min beste Julehilsen.

Deres hengivne Alexander L. K.


Adolph Geibel (avskrift).

Høistærede Herr Doctor!

Jeg modtog med overraskelse Deres elskværdige brev af 1. ds. og kort derefter kom vinen lige i mit kontor. Andreas’s var her i søndags, og til middagsbordet aabnede vi nu en flaske af den vidunderlige Bordeaux.

Virkningen var overvældende, jeg tror aldrig, at jeg har drukket saa god vin af den art. Damerne – ja, De ved mellem os sagt – det er jo næsten for galt at give dem saadan vin. De smager nok, at det er godt; men de tænker ikke saa meget derved, som et mandfolk. Der gaar ingen billeder op for deres fantasi af solskin og druer og ungdom og forbudne piger, og der falder ikke over dem trangen til at tie stille og betragte med andagt den gyldne vin, hvoraf minderne stiger til hovedet, som en ædel rus.

Derfor besluttede Andreas og jeg, at næste gang de gyldne floder skulde løses, skal det ske paa et sikkert og ensomt sted, hvor vi to alene kan tvætte det inderste i vore sjæle i denne rene vin og glemme alt det fordærvelige skrab, som tidernes ugunst har tvunget os til at drikke. Og da skal ogsaa Deres frues og Deres egen skaal drikkes, som den ogsaa blev drukket i søndags; og saa længe der er en draabe tilbage – ja længe efter den tid, skal jeg mindes Deres muntre julehilsen, som vel kan trænges under vor vinter herhjemme.

Thi, nu skulde De se gamle Norge igjen! Himlen ganske lav og behængt med vaade klude, hvoraf der drypper iskoldt vand og en pibende storm, som fløiter i Deres benpiber! À propos! – jeg gad vide, om De forstaar et ord af, hvad jeg skriver? Fru Marianne maa hjælpe Dem med de vanskeligste ting, og jeg skal forsøge at indrette og modificere min stil til dette brug; thi De ved, det er med mandfolkebreve omtrent som med den ædle vin – det er ikke altid, at damerne kan goutére disse gjenstande.

Idag er det kommunale element i mig særdeles stærkt; jeg skal præsidere i fattigkommissionen ieftermiddag og uddele en mængde legat-portioner, bagefter kommer lykkeligvis ogsaa forfatteren til sin ret, idet jeg skal spille Whist hos byfoged Finne iaften. Saaledes vaager forsynet over, at alle vore evner holdes i jevn og afvekslende virksomhed til vore medmenneskers sande vel og til vor egen optugtelse. – Men stundom kan der fare en ond og oprørsk aand selv igjennem saa fromt et lam som mig, og jeg kan bande stygt, naar jeg tænker paa denne østersposition paa en vaad sten ved det yderste hav – uden lyd, uden lys fra den store verden, som man i ungdommen indbildte sig, at man tilhørte og forstod.

En glædelig jul for Dem og Deres. Min ærbødige hilsen til fru Marianne, som jeg desværre ikke kunde forstaa, og en tak for Deres sølvbryllupstelegram og for al elskværdighed. Vel mødt igjen! Min kone sender sin forbindtlige compliment.

Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.


Jacob Kielland.

Kjære Broder! – det var svært, hvor langt du nu kom fra mig; men jeg ved, du har havt travelt og nu tilsist med en ny Forbindelse; jeg gratulerer dig og hende! Jeg sender dig Maalebrev over Ejendommen i Byen, forat du kan se den og om du vil copiere, hvad du finder vigtigt. Men ellers er det vel best, selve Brevet forbliver her. Ikke at der netop nu er Liebhabere, men nu gjælder det at holde fast og gjøre Folk lystne. Det kan ikke vare mere end – lad os sige – 3 Aar, før Byfogdens og Onkel Axels Hus nedrives og Apotheket ligesaa, og da vil der gjøres svimlende Forretninger med vor Ejendom. Har ikke ogsaa du Følelsen af nogle Opgangens Aar? Her i Byen er der ialfald en Stigning, som ikke er at miskjende. Naar jeg tænker paa, at vi snakkede om 30 000, vender mine Indvolde sig omkring. Nu er jeg ikke fornøiet med 60 000. 20 Kroner for □ Alen ved Torvet er jo ingenting.

Ogsaa Hannasdal stiger jævnt; men det er vanskeligt at faa saa stor Handel under ét: Til Vaaren venter jeg en ny Stigning. Du har Maale-kortet – ikke sandt? – lad mig snart faa det igjen.

Nu er vor Forpagtningscontrakt færdig og underskrevet af mig; men Bryne har ikke sendt den tilbage endnu. Hjemmet er færdigt – saaledes som det nu var!

Glædelig Jul for dig og dine! – vi har det ensomt og lidet jilt. Men det kunde dog hænde, at det blev bedre. Du maa huske paa at interessere dig for, at jeg faar Embede østerpaa. Hils Dikka og alle dine fra Beate og mig og Ungdommen fra Else. Lad mig nu snart høre fra dig.

Din Alexander.


Emilie Krohn.

Kjære Fru Krohn! – jeg tør ikke lade Julen komme over mig som en utaknemlig Pleiesøn, uden at have sendt Dem en Hilsen og en Mindelse om, at De har mig gaaende her langt borte.

Og desuden har jeg en pinlig Fornemmelse af, at De ikke har havt det rigtig godt i det siste; jeg har hørt noget om, at De var ikke saa frisk; men jeg har aldrig faaet noget helt at vide. Deres gode Mand har trods sin Optagethed sendt mig det elskværdigste Brev – ja, det er ligesom om nogen hvisker til mig, at han har sendt to, uden at jeg har svaret rigtig ordentligt – det er vel ikke saa? – men nogen ond Samvittighed føler jeg, der er; derfor maa jeg fremstille mig her, forat være ren til Julen. Jeg kunde nok forklare Dem, hvorfor jeg er bleven tung i Sindet og noget lam i Correspondencen. Men jeg har netop gjennemgaaet en ordentlig Overhaling af min Broder Tycho – saa De ikke ham? – han har revset mig og talt mig tilrette, fordi jeg var kommen saa dybt i min Misstemning og Misfornøielse med Guttene, at jeg virkelig var ganske syg og besat af en Galde, der gjorde mig ond og forringede mig, saa jeg selv mærkede det.

Nu har jeg efter Overhalingen begyndt at arbeide med mig selv, og jeg synes, at jeg er bleven lidt snillere – ialfald meget lettere. Jeg har skrevet til alle Børnene, og Beate har sendt en Jule-Kasse til hver – ogsaa til Baby. Herregud! hvordan mon det skal gaa hende mellem de ækle Mandfolk i dette Halv-Liv paa Telt-Maneren! Men jeg vil ikke falde op i de sorte Snarer. Jeg vil ikke tale om mine Sorger. –

Nu husker jeg med en Gang, at sist jeg skrev til Dem, var jeg paa Sygehuset i Bergen. Ja, det er længe siden. Efter den Tid har jeg været saa ualmindeligt frisk, og det er jeg endnu og saa tynd er jeg bleven, at De vilde have Ære af mig som Deres Pleiedreng, og Mario maatte gjerne fotografere mig endnu engang i Sengen – kun Krøyer faar aldrig mere Lov til at tegne mig, han er altfor ondskabsfuld og desuden misundelig – hils ham fra mig. Og prøv – Kjære Frue! at fortælle mig noget om Dem selv og Deres og om de gode danske Venner. De er dog vel ikke syg – og har tabt Humøret? – Thi jeg forudsætter slet ikke, at De har glemt mig og springer over mig, naar De skriver til alle andre?

Hvor vilde jeg ikke gjerne sidde i Deres Taarn og snakke med Dem en Formiddag; thi De skal vide, jeg er kommen langt bort fra Dem og fra alt det, som vi talte om, og interesserede os for. Og naar jeg tænker paa, at Krohn pleiede at sige – eller kanske det var bare en Gang han sagde det, at jeg ligesom tog ungdommeligt fat paa Tingene, saa undres jeg paa, om han nu vilde sige det samme. Sad han her, vilde han ræddes over min Nedgang. Men kom jeg ud igjen, saa var der kanske endnu en Gnist at slaa af mig. Lad mig høre fra Dem – Frue! – jeg beder saa mindeligt; først nu gaar det ret op for mig, hvor det er længe siden.

En glædelig Jul for Dem og Deres! – og Hilsen til Krohn, til min kjære sammenbragte Søster Michala – tænk! det er mig ikke muligt idag at mindes, hvad det er, jeg kalder hende! Mario, den gamle Marie – en glædelig Jul allesammen!

Deres hengivne Alexander L. K.


Frederik Hansen.

Kifi! – det er et nedslaaende Veir at slutte Aaret med, og et fælt Aar har det været. Tror du, endnu der kommer mange saadanne? – man er igrunden kun tilsyneladende Herre over Antallet; thi der er en dæmonisk Magt ved Ulykke og tunge Tider, de binde en fastere og fastere til Livet, som saa mange letfodede Sjæle forlader, fordi Amalie kysser en anden.

Din K.


Frederik Hansen.

Kifi! Tag og læs denne deilige Bog; – skjønt idag har du vel ikke Tid? Men naar du vil have en god Stund, saa læs dette Mesterværk om den store Mester. Jeg har gjenlevet hele min Ungdom og faaet Heine frem igjen som Befrieren, og jeg har udslettet alle Brandes’s Svagheder, – alt er ham tilgivet for denne ene Bog.

Tak for igaar!

Din K.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1869-1906

Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.

Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.