Stavanger den 8de Januar 1898.
Isandhed – Hr. Professor! – De kunde ikke lettelig sendt mig en mer kjærkommen og rørende Erindring om det gamle Aarre-Hus, hvor jeg fra min tidligste Barndom har tilbragt de – uden al Sammenligning – lyksaligste Dage af mit Liv.
Det var paa en vis Maade en Feil af mig, at jeg senere, da Livet ikke længer var saa ubekymret, tog Kone og Børn med mig derud. Det skulde været og forblevet et udpræget Mandfolke-sted.
Se nu har Kvindfolkene aldeles ødelagt Huset; det siste, jeg saa, var, at den gamle Bænk inde i Folkestuen var flyttet ud og erstattet med 3 forbandede Sandnæs-Pindestoler paa Skraa – naturligvis; ud fra Væggen.
Nu har jeg bare Haarr igjen, og did – det har jeg svoret en Ed paa – saa salt han var – did skal jeg aldrig føre noget Fruentimmer eller lokke nogen derud.
Der er endnu den uforfalskede Torvrøg og de fine Bønder, som holder paa sit, og som forstaar os som sine Ligemænd – fra et andet Samfund.
Et glædeligt Nytaar!
Deres ærbødigst forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 8d Januar 98.
Kjære Broder! – baade Beate og Else græd høit af Glæde, da jeg fortalte om din Plan at confirmere hende. Du skal have mange Tak og Dikka med for dette nye Bevis paa Eders gode Venskab og Kjærlighed. For Beate og mig var det en stor Lettelse at vide Else mellem Eder, naar hun vil confirmeres; og uden at vi har talt om det før, viste det sig nu bagefter, at vi begge har gaaet og gruet for den Læse-Tid og Afslutningen. Men allerbest er det jo for Barnet selv, som ikke har det godt med os to alene – tunge og bitre som vi er blevne paa de siste Aar. Dertil har Else selv intet let Sind; hun er snarere stiv og lidet expansiv. Hun vil have godt af at være blandt Eder; og jeg haaber, hun vil tø op og finde frem mere Hjertelighed og Varme – mere Kjærlighed i sin Omgjængelse.
Jeg har læst dit lange Brev om alle dine Lykker næsten uden Misundelse. Og jeg vilde vel gjøre mig selv Uret, om jeg mistænkte mig selv for ikke at unde dig alt godt. Men man er dog ialfald paa Kanten af de Følelser, som grænser til Misundelse, naar man ved den enes Lykke ikke helt kan lade være at tænke paa sine egne Gjenvordigheder.
Min Plan er at reise en Tur til Christiania i Marts – tænker jeg. Jeg vil besøge Tycho og dig; Dagmar, som jeg næsten glemmer og Kitty. Desuden vil jeg tale med det nye Ministerium og forhøre mig om, hvad jeg tør gjøre Regning paa. Thi jeg sidder jo her ganske alene i Mørket. Jeg ved virkelig ikke, om man anser mig brugelig andetsteds, eller om den departementale Dom om mig er den, at jeg bare maa tie stille og takke til, at jeg sidder, hvor jeg sidder; – og da er det jo dumt at søge.
Hvis jeg faar en god Besked, saa kan enda alt blive godt, om jeg kommer herfra og nærmere Hovedstaden. Men skal jeg blive her, gaar jeg hurtigt tilgrunde.
Med Hensyn til Ejendomspriser vil jeg bede dig ikke tro det minste paa Jonas Sømme. Sømmene har aldrig kunnet forvinde, at deres kostbare Ejendomme gik fra dem i en Tid, hvor der ingen Priser var; og de har vanskeligt for at unde os en bedre Skjæbne. Du hører, at jeg her lægger Misundelsen over paa andre; men jeg tror ikke, jeg gjør Uret. Forleden hørte jeg (ligesom saa ofte før – ja altid i saadanne Samtaler), hvorledes netop Jonas lod Ejendommene i Byen stige op i svimlende Høider og mente, nu var netop Tiden for Speculation; der nævntes, at det lille Flysse- og Fallit-Hus til Brokmager Jensen paa Hjørnet af Brattebakken var solgt for 25,000 Kr., Wisnæs Hotel taxeret (til Expropriation) for 40,000, Per Egenæs c. 50,000, o.s.v.; men da saa jeg nævnte Ejendommen her med Udsigt til Nedrivning af Byfogden og Onkel Axel – tja! saa var 30,000 god Betaling. Saadant noget er ikke ærligt Spil. Saa tog de paa at snakke om, at HannasdalTomterne var usælgelige for Fugtighed! alle Sømmene havde seet en usund Taage opstige derfra. Saadanne Udtalelser kan naturligvis skade Salget; men vi maa ikke lade os forbløffe – saaledes som de paa Ledaal: de sælger midt i de fine Marker for 80 Øre! – Et Bud paa 60,000 til Postgaard – lad gaa; men jeg vilde ærgre mig, om jeg saa Ejendommene svindle sig i Veiret paa en 14 Dages Tid i Speculanternes Hænder. Lad mig snart faa Papirerne tilbage. Hils alle dine. Et glædeligt Nytaar og tak for det gamle.
Din Alexander.
Stavanger den 11te Januar 1898.
Kjære Hegel! Tak for Deres Brev af 21 December, hvori De meddeler mig, at Fru Julie endelig er kommen hjem igjen til Skovgaard – jeg haaber vel beholden og vel istandsat for Fremtiden.
[…] Jeg forestiller mig nu Fruen fri for Lidelser, og Skovgaard i Vintertaage og Ro med lune Stuer og en forfærdelig Søle over alle Veje. Vi har aldrig – selv her paa denne Kyst levet en saadan Jul med Regn og Mørke og fremfor alt Søle; og det samme hører jeg fra Baby. I saadant Veir kan man ikke undres over: At Engle flyve bag Sky i Skjul, og man skal sandelig ikke faa lyse og freidige Tanker af at færdes i dette Halvmørke med Fugtighed om Knærene. Vi tre herhjemme har slaaet os gjennem Festdagene saa godt vi har kunnet, og vi har taget fat paa det nye Aar, fordi det maa tages fat paa, naar det kommer. Der er nu kun en Tanke, som holder Beate oppe, og det er, at vi kunde komme herfra, og jeg faa et andet Embede i Nærheden af Hovedstaden.
Hvad mig selv angaar, føler jeg allerede Alderdommens Dovenskab og Mangel paa Mod til at tage paa noget nyt. Men jeg har dog endnu saa megen Besindelse, at jeg føler, der maa en Forandring til, hvis jeg ikke ganske skal forsumpe i denne Afkrog; og naar jeg nu ser, at jeg har kunnet klare dette Embede anstændigen, saa kan det jo hænde, at jeg ogsaa kunde faa Visdom nok til at klare et andet. Men Vanskeligheden er at finde et administrativt Embede, hvor det mindre kommer an paa de juridiske Kundskaber, – thi dem har jeg jo ikke mange af. Min Plan er nu – og naar vi har en Plan, er vi allerede halvt lykkelige, – jeg vil reise til Christiania, naar det nye Ministerium er dannet, og føle mig for, hvad jeg kan vente og gjøre mig Haab om. Af denne Reise venter vi os noget epokegjørende; – jeg lader ialfald saa.
Saaledes gaar det nye Aar ind for os med et lidet Lys foran; det, som gik ud, var vist det værste, jeg har oplevet.
Ogsaa for Dem vil 1897 staa som ophængt i en Angstens Traad, og det nye Aar haaber jeg, De ogsaa føler tryggere at træde ind paa. Lad os ønske hinanden et godt Nytaar for alle vore og derigjennem for os selv, og et nyt godt VenskabsAar mellem os.
[…]
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 27. Januar 1898.
Kjære Kitty! her kom pludselig en Gut og satte fra sig et Fotografi-Apparat, idet han sagde i den haarde og fornærmede Tone, som er i Brug blandt Haandværkerne her: «Fra Fotograf Nordland», og dermed gik han.
Jeg ser, at Apparatet er dit, vil du sige mig, om der skal gjøres noget i Anledningen, eller om jeg bare skal tage det i Forvaring.
Her var Bal i Klubben igaar for Harald Haarfagers Mandskab og jeg var i Uniform og udbragte Leve Kongen! idag er Beate med Else og nogle Indbudne ombord hos Chefen.
Vi fik med en Gang og for en Gangs Skyld Lyst til at trænge os frem som Borgermester, da det begyndte at se ud, somom man vilde putte os ganske væk.
Du husker, hvorledes det er, naar man skal have noget fra en Haandværker her. Nu sender jeg igjen Gutten til Fotograf Jacobsen efter Billedet af Kvartetten, saa om et Par Dage skal du have det. Desværre synes jeg nu, at det er saa knuskende tørt, at jeg nødig ser paa det; men et Erindringsbillede vil det dog altid blive.
Jeg har vel sagt dig, at jeg tænker at reise til Christiania til Vaaren. Desværre faar vi vist et Ministerium Steen; og da har jeg lidet Haab om nogen Imødekommenhed. Pas paa, at du ikke compromitterer mig ved at fortælle om min Sympathi med Verdens Gang og Konow. Det er latterligt for mig at være i dette Tilfælde – og det er jo igrunden ogsaa Spøg! – jeg er vist – forsaavidt nogen bryder sig om mit Standpunkt – ifølge hele min Natur selvfølgeligen henregnet til den Konowske Side af Sagen. Skulde Steen’s Folk komme op, saa har jeg en sikker Fiende i Od. Vik, hvis Chancer til Suppleant-Pladsen for Stavanger jeg ødelagde – eller ialfald var med til at ødelægge i Valgmændenes Forsamling før Valgdagen. Det eneste var, om han skulde ønske mig væk herfra, forat komme bedre frem næste Gang. Men han gjør paa mig Indtryk af at haabe paa noget andet – en anden Stilling nærmere ved Politikens Centrum, – hvad det nu kan være – i Statsrevisionen eller noget lignende. Han er en Type paa en SteenMand.
Lad mig snart høre fra dig; det er længe siden. Beate hilser.
Din hengivne Broder Alexander.
Stavanger den 3die Februar 98.
Kjære Hr. Hegel! Tak for Deres Brev af 15d f.M. med indlagte Remisse Kr. 2150 – i Overensstemmelse med det tidligere Opgjør ved Hr. P. Nansen.
Vil De hilse Fru Julie fra mig, og sige, at jeg venter paa et roligere Sind for at skrive til hende. Jeg har nemlig meget at varetage i Contoret, og desuden interesserer jeg mig stærkt for vor hjemlige Politik i dette Øieblik. Naar det nye Ministerium er dannet og der er kommen Ro over os, vil jeg reise til Christiania og besøge de 4 Søskende, jeg nu har der, og samtidig se at mele min Embeds-kage, som er noget mager. Jeg glæder mig allerede til at komme lidt ud igjen paa egen Haand, og jeg tror, Reisefeberen allerede er begyndt at prikle i mig, – jeg sang i Morges «connais tu le pays» – i høi Tenor – og det pleier altid at betyde, at jeg løfter mig fra Støvet.
Altsaa Hilsen og Venskab, indtil denne Raptus gaar af mig, – ja ogsaa efterpaa og altid.
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Skovgaard den 3die April 1898.
Kjære Hr. Doctor!
Vi vilde – min Kone og jeg – aflagt vor Visit hos Dem i Hotellet; men sandt at sige har vi saa meget over os, at vi reiste lige herud igjen. Nu har vor Datter lykkelig faaet en liden Pige, saa nu er vi roligere og glæder os til at møde Dem herude.
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Stavanger den 26d Mai 1898.
Kjære Ven! – jeg vil haabe, at Baby har været indom hos Dem og forklaret, at jeg har været syg: Tænk, jeg har ligget 4 Uger tilsengs for Gigt i Skulderen og Armen, – Jeg er endnu øm i Armen og vissen i den venstre Haand. Jeg, som altid har pralet med, at jeg umuligt kunde faa Gigt! – man skulde slet ikke prale, naar det ikke var for det, at det er saa norskt!
Men før jeg blev syg, fik jeg dog hængt op alle Deres Gaver: Napoleon-Sviten over min Stol i Contoret og midt foran mig det gamle Stavanger og saa Melbye! – ja Melbye kan De tro er en Glæde for mig. Nu først husker jeg, hvor mange Gange jeg har tænkt, hvor glad jeg vilde være ved at eje et af de gode gamle Marinebilleder, naar jeg saa anmeldt Auktioner med Navne som Sørensen og Melbyerne; men jeg havde aldrig troet, jeg skulde opnaa det. Her var engang en stor Melbye i Huset hos en af mine Onkler – det var kanske en Andreas: en Solnedgang i det gyldne Horn med et stort fransk Krigsskib; Arvingerne solgte det desværre til Tyskland, da de syntes, det var for kostbart for nogen enkelt af dem. Nu har min Melbye netop den Middelhavs-glød, som hint store Billede, og alle, som kommer ind og som har lidt Forstand, staar stille og beundrer. Vi gjorde ogsaa megen Lykke med Deres gamle Prospecter af Norge. Nationalgaleriets Kobberstiksamling modtog dem med megen Pris og Tak; man sagde mig, at de var sjeldne og vanskelige at faa tag i.
Jeg vendte saaledes rigt belæsset hjem – baade med Gaver og gode Minder fra en Tid, som dog igrunden var saare haard for mig. Siden har her været travelt, og saa blev jeg syg, – det var og er temmelig trist altsammen. […]
Hils nu alle Deres: først Fru Julie, saa Frøken Oluffa, som var saa snil mod mig, Deres Døtre med Mænd, Kortenspilleren og det ganske Hus – særligt Caroline, som jeg ikke fik sige Farvel til.
Sig Fru Julie, at jeg skal nok snart skrive pent til hende, selv om hun ikke «faar Tid» til at tænke paa mig.
Hils ogsaa Frokostbordet: Eckmann først og fremst, men ogsaa Fugmann, Frøken Nielsen og Peder Nansen.
Dem selv takker jeg for al Deres Godhed og Venskabelighed med Haab om, at vi maa sees igjen i roligere Forhold og om føie Tid.
Deres hengivne Alexander L. K.
Beate sender Hilsener til Skovgaard.
Stavanger den 6te Juni 1898.
Kjære Onkel! jeg sender dig idag en Bog, som formodentlig Beate har laant hos Eder? – vi mindes de gode Dage hos dig og Tantes Spil; siden den Tid har jeg ikke hørt Musik, og jeg er saa nedtrykt, at jeg savner den ikke, jeg tænker idetheletaget bare paa vore Ulykker, og Dagene gaar i jævnt Contorarbeide og forresten Sindets Fortærelse. Beate har det ligesaa ondt eller værre, da hun ikke er frisk og ikke har noget Arbeide, som kan optage Sindet. Jeg maa smile, naar jeg tænker paa dine Planer med mig og paa den høie Politik, som nu er mig saa fjern. Her var en, som sagde, at Statssecretairen var ledig. Er det saa? – jeg spørger bare i Ørsken og for at faa Fred for Beate, thi for Alvor turde jeg aldrig vove mig til at bo i Christiania nu.
Hils Tante fra Beate; hun glemmer aldrig, hvor gode I var mod hende.
Tak for alt godt og tak Tante for Musiken.
Din hengivne Alexander Lange K.
Stavanger den 22d Juni 1898.
Frøken Constance Gran!
Else er i daarligt Humør. Det gaar hende saa galt til Examen. I det skriftlige gik det saa udmærket, men Sorgerne begyndte med det mundtlige – for Exempel 3 for Geografi og saadan for en Dag nedigjennem, saa nu er hun ikke meget værdt.
Under disse triste Omstændigheder har jeg lovet hende at skrive til Dem, – for det første forat faa oplyst, om De i sin Tid har modtaget et meget vigtigt Brev fra hende, hvori der ydermere var indlagt en Chocoladeplade. Dette maa De endelig svare paa.
Dernæst skulde jeg meddele Dem, at Else med sin Moder reiser til Milje i Skonevig Thorsdag i næste Uge, – hun har ingen Sands for at overvære Examens-festen. Som De vel kan vide, er hun i megen Spænding, om De ogsaa kommer til Skonevig iaar, og derom maa De strax skrive til hende. Mange Hilsener, blandt hvilke jeg tillader mig at indflette en beskeden fra mig, sendes Dem fra Deres Veninde.
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Stavanger den 20d Aug. 1898.
Kjære Fru Krohn! – om Sommeren har man sjeldent Blæk og Pen i Orden, naar man er paa Farten efter en Smule Sol og frisk Luft. Men jeg har god Anledning til at skrive, som har siddet her i Contoret i hele denne saakaldte Sommer og seet Haven bøie sig for en evig Nordenvind, som kommer lige fra den evige Is.
Beate og Else har været inde i Fjordene, hvor der er lunt; men ogsaa der har været Regn og Kulde. Imidlertid tror jeg, at Beate har det noget bedre; men jeg gruer alligevel for Vinteren. Hun er bleven saa overnerveus og nedstemt af vore Sorger, at jeg mange Gange er halvt ræd for hendes Tilstand. Det er bleven hendes fixe Ide, at vi maa bort herfra, og derfor skal alting her være græsseligt og uudholdeligt; vi faar ligefrem ikke Lov til at gjøre os Tilværelsen taalelig. Jeg er enig i at flytte; – først for hendes, men ogsaa for min egen Skyld skulde jeg gjerne komme nærmere Hovedstaden. Vistnok har jeg her et deiligt stort Hus, som jeg aldrig faar Mage til, og vistnok bindes jeg til denne Natur, saa længe jeg lever; men jeg er saa afsides, saa udenfor alt, hvad der foregaar i mit eget Land. Nu er der igjen en meget svag Udsigt til et Embede i Christiania, og jeg gruer allerede for Beates forstenede Ansigt, naar det blir givet til en anden, for det gjør det – efter al Sandsynlighed.
Men nu ved De nok om os; der er ikke mere at fortælle; Børnene springer vi over.
Om Dem og Deres har jeg i lang Tid Intet hørt. Af og til ser jeg Krohn fare gjennem Politiken i sin ubegribelige Iver og Virkelyst; og jeg bemærkede ogsaa hans Oplevelse med den fine Mand i Thisted. Saadant kan jeg meget godt forstaa; jeg bor nemlig selv i Thisted, og den Opfatning af Literatur og Kunst, som I fra Hovedstaden ikke kan begribe, den kjender vi meget godt her. Og De kan være overbevist om, at baade i Danmark og i Norge findes store Kredse, hvor man mer eller mindre lydeligt applauderer hin Grosserer i Thisted, som ganske sikkert om kort Tid vil blive decoreret, om han ikke allerede er det. Jeg skal love, Krohn har været sint! – jeg synes, jeg ser ham fare op som en Raket. Hils ham og sig, det var godt gjort. Han skriver mig en enkelt Gang et rørende Brev af sit gode Venskab.
Jeg er kommen langt tilagters i Literaturen; jeg følger slet ikke med længer. Man blir saa vigtig og vanskelig, naar man selv engang har været med. I de kolde klare Vintersol-Dage, vi nu længe har havt, har jeg helst gaaet omkring i mine Stuer og glædet mig over mine Malerier, som nu virkelig er en anseelig Samling; men med Læsningen gaar det daarligt i den lyse Tid. Jeg fik en deilig Melby af Hegel, desuden har vi faaet et crepuscule fra Thaulow og et stort ypperligt Portrait af Baby i Pastel af Ross i Rom, saa jeg gaar i Stuerne omtrent som hos Dem eller hos Hegels. Ser De Baby, maa De kysse hende fra mig. Hun har faaet en udmærket Mand, som vi mer og mer holder af; det er et Lyspunkt. Hils hjerteligst Krohn og mine 2 Søskende og alle fælles Venner: Bissens først og fremst; – og lad mig høre et Ord fra Dem.
Deres hengivne Ven Alex. L. K.
Stavanger den 20d August 1898.
Kjære Fru Krohn! da jeg skrev til Dem imorges, glemte jeg en liden Ting, jeg vilde bede Dem om.
Engang jeg var i Tivoli med mine smaa Børn, hørte jeg i det gamle Potpurri, som spilles foran Pjerrot-Theateret og som vist er uforandret fra Casortis Dage – en Melodi, som jeg beholdt i mit Hoved. Senere opdagede jeg ved et Tilfælde, at denne Melodi er anvendt til en gammel Selskabssang, som har været meget i Brug i min Oldefaders Hus.
Nu vilde jeg gjerne vide to Ting: Hvem er Texten af? – den er nemlig – saavidt jeg kan se – ikke af min Oldefader Jens Zetlitz.
Og dernæst vilde jeg gjerne vide noget om Melodien, hvor den skriver sig fra; i hvilken Toneart den spilles i Tivoli og s.v.
Hvis vi saa mødes engang igjen i Livet, skal jeg synge den for Dem.
De forstaar: dette er slet ikke nogen alvorlig Commission, som skal volde Dem det minste Bryderi; men hvis De ser nogen Lærd i Deres Omgivelser, kunde De være saa snil at spørge. Melodien er skrevet op af en af mine Venner her efter min Hukommelse og min gamle Tantes Hjælp; det kan hænde, der er smaa Feil i den.
To Breve paa en Dag!
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 13de September 1898.
Kjære Fru Louise! – hvorledes mon De lever? Jeg forestiller mig altid Deres Liv saa omtrent ligt mit eget, forsaavidt vi begge har maattet overføre det Liv, vi hidtil førte for os selv og for egen Regning, paa Børnene, paa Ansvarets og Forpligtelsernes sure Conto. Dermed er egentlig Livet ude for os; og jeg maa mangengang bitterligen le, naar jeg mindes, hvad vi før fik Tid til at glæde os ved, ærgre os over og deltage i. Nu er man ikke længer andet end Sugeplads for sine egne Igler – vi har 4 hver!
Naar man saa kunde tale om noget andet. Men det kan man næsten ikke. Jeg kan begynde, hvor jeg vil; ud af denne elendige circulus vitiosus kommer man aldrig – undtagen overfor Fremmede. Og jeg er vis paa, at det gaar Dem ligedan. De kan tro, jeg har havt en Angst for Onkel Viggos Ring; den er jo den dyrebareste Gjenstand jeg eier. Jeg havde været paa en Fisketur og havde gaaet hele Dagen langs Elven og fisket med den lange Stang. Men først da vi steg ind i Coupeen, for at fare hjem, sprang Stenen – De husker den deilige Gemme med Socrates-Hovedet – den sprang ud af Ringen. Vi fandt lykkeligvis snart Stenen! men jeg glemmer aldrig min Skræk, da jeg følte, at jeg havde mistet den. Den gamle Ring var gaaet istykker i Indfatningen, saa jeg turde ikke bruge den mere. Jeg bestilte da en ny stærk Guldring og vil De tænke Dem! – da den var færdig, blev den stjaalet fra Guldsmeden; men lykkeligvis i et Øieblik, da Stenen ikke var indsat. Tyven var saa dum, at han gik til en anden Guldsmed, forat faa indsat Plade i Ringen; men saa blev han fakket; og nu følger min Ring som corpus delicti med Sagen – formodentlig Fanden ivold til Høiesteret. Socrates ligger forvaret hos Guldsmeden. Var ikke det en allarmerende Begivenhed?
Hils Deres Børn og lad dem for Guds Skyld ikke høre det om Iglerne!
Deres hengivne Ven A. L. K.
Stavanger d. 29. Sept. 1898.
Kjære Pefert! Jeg har tænkt meget over dit Brev. Du har le diable au corps og giver ikke Fred, før du har knækket alle dine Ben og neppe nok da.
Derfor allerede maa du faa prøve. Men det er ikke i sin Orden, at du begynder i Danmark, hvor de spiller gammelt og slet.
Se, alle Kunstarter forvandler sig i vor Tid; Skuespillerne er derimod nogle stædige Æsler, kun lærvillige til at efterligne hinanden – ligesom overhovedet deres Kunst er Efterlignelsens.
Jeg vilde vælge en Methode f. Ex. Overlegenhedens. Ikke den, som bestaar i din lille Næse i Sky – saaledes som jeg kjender den. Hellerikke den danske, som ved Besked og ikke lader sig gaa paa.
Men den stille elskværdige Overlegenhed, som henvender sig til faa uden at trykke de mange.
Jeg har ikke kunnet udholde at læse Lindelin, og jeg undres paa, at du vil sy de Buxer. Men gjør du det, maa alle føle, at det er en Spas, fordi du nu engang er kommen ombord paa denne simple Galei.
Dog nytter ikke alt, om du ikke har Gnisten fra Guderne, og kun de ved, om du har den.
Jeg tvivler. Jeg tvivler, indtil jeg ser dig ovenpaa.
Husk din fanatiske Behagelyst og din tidlige vulgaire Smag – Nitouche m.m. Ser du – Kunst! min Pige! det er noget, som i vort Hus ikke blev saa synderligt værdsat, fordi jeg ikke forlangte det selv. Men I maa vide, det var ikke, fordi jeg ikke var blandt de rette; men fordi min Blufærdighed har lunefuldt kun udviklet sig paa dette ene Punkt.
Skal nogen af mine uden Vielse trave ind i Templet, saa har Guderne straffet mig haardt. Thi jeg var af de rette: jeg var ikke ydmyg – Gud ske Lov! hellerikke beskeden – takket være mit Lange-Kielland Blod; men jeg gad ikke sige, hvad saamange har sagt.
Tro kun din Mand og dig selv – og hvis du kan huske dem! – mine onde Øine!
Tirsdag den 4de October reiser vi herfra; Mamma blir i Flekkefjord i Frøken Wahls Hotel, hvor vi er godt kjendt; men jeg følger Else til Stange. Omkring den 15de – 20de er vi hjemme igjen. Vi har da forhaabentlig med os en Frøken Monrad, som skal være her i Vinter og holde Mamma med Selskab.
Alle hilser dig hjærteligst og kjærligt. Vil du skrive til Mamma i Flekkefjord, Frøken Wahls Hotel, er du sød. Min Adresse i Christiania er Telegrambureauet.
Din evindelige Fader!
Victoria Hotel [Kra.] den 7d Oct. 1898.
Kjære Onkel! – vil du spørge Tante, om hun har Kalvesteg paa Søndag til mig, min lille Datter og Dagmar – Kitty?
Jeg glæder mig til at se dig igjen og vil komme Kl 2; – ikke før; fordi jeg denne Gang nødig vil træffe dine Formiddags-Gjæster af følgende Grund:
Jeg kan tænke mig, at det ikke vilde være noget jilt for nogen af os netop nu, da DHrr. kanske kunde tro, at jeg var kommen, forat styrke mine Chancer for Embedet, – hvilket jo nu vilde være taabeligt af mig, efterat der har meldt sig Folk som Berner og Arctander, med hvilke jeg ikke kan maale mig. Hils Tante!
Din hengivne Neveu Alexander L. K.
Stange Præstegaard pr. Hamar den 12te October 1898.
Kjære Hegel! – jeg er paa Besøg hos min Bror, hvor jeg vil efterlade Else, som i Vinter skal gaa til Confirmation her.
Den indlagte Seddel troede jeg, var en Døbe-Attest – men det er vist bare en Meldelse fra Frue Kirke, hvor Else blev døbt, til St.Jacob, hvor hun blev født.
Kunde De gjøre mig den Tjeneste at erhverve en Døbe-Attest for Else – formentlig fra St. Jacobs Protocol for 27d Juli 1882? – og sende samme til Provsten Jacob Kielland – Adresse som ovenfor, saa vilde jeg være Dem meget forbunden.
Her er en stor deilig Præstegaard lige ved Mjøsen og en Rigelighed, som ganske overvælder os fra det barske Vestland, – dertil mere Sol og Varme, end vi har seet hjemme i hele Sommer.
Vi lever godt; Beate, som forresten ikke er med hertil, lever nu mere ubekymret, efterat Jens i alfald nogenlunde nu synes at arte sig vel. Vi ser nok med nogen Ængstelse paa Baby’s Planer med Theateret. Men for det første, saa maa hun faa prøve sig, ellers kommer hun aldrig til Ro. Og umuligt er det jo ikke, at hun har Talent. Iethvertfald har hun sin gode Mand at holde sig til.
Hils Deres og Skovgaard; jeg haaber at finde Brev fra Fru Julie, naar jeg kommer hjem herfra. Brev fra Dem selv har jeg jo mindre Haab om; men jeg vilde dog gjerne høre om Deres Planer, som jeg i ensomme Stunder har tænkt meget over. Jeg synes mer og mer, at De maatte kunne slippe mange Fortrædeligheder ved at arrangere Forlaget som Consortium og bevare saa megen Andel i Styret som De selv har Lyst til –
Deres hengivne og forbundne Alexander L. Kielland.
Stange Præstegaard den 13d Oct. 98.
Hr. Professor Nansen!
Min Broder Tycho, som ogsaa er heroppe, har gjennem sit Bureau confereret med Dem og bragt mig Underretning om, at De og Deres Frue er saa elskværdige at indbyde mig til Middag Søndag Kl 6.
Jeg skriver dette forat takke for Indbydelsen, som det skal være mig en Fornøielse at efterkomme.
Min ærbødige Compliment til Fruen.
Deres forbundne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 14d November 1898.
Kjære Ven! – jeg har netop takket Fru Julie for hendes elskværdige Velkommen, efterat jeg havde meldt mig til Julebesøg; og jeg skriver, for ogsaa at takke Dem og forat bede Dem kaste et Blik paa min syndefulde Conto.
Som De vist har mærket, er jeg ikke længer saa ganske økonomisk tilintetgjort som for et Par Aar siden. Det kommer af at Ejendomspriserne i Stavanger ere gaaede saa meget op, at vi 6 Søskende nu kan sælge Fars By-Hus og Landejendom for Priser, Ingen drømte om for 10 – 20 Aar siden.
Ifjor solgte vi et ubetydeligt Stykke af Landejendommen, hvorved jeg fik paa min Part 3,500 Kr, hvilket paa mit Budget er en stor Benefice.
Jeg maa jo fremdeles holde disse to lange Drenge, Gjæld har jeg ogsaa; men med vor – eller skal vi sige min Letsindighed er Forbedringen saa stor, at jeg ser Livet med langt lysere Øine end for 1 – 2 Aar siden.
Derfor synes jeg ogsaa, vi har Raad til at reise til Kjøbenhavn, – hvad jeg forresten ikke tror, noget andet levende Menneske, som kjendte mine Affairer tilbunds, vilde synes, – den eneste maatte være afdøde Mr. Micawber! – men da jeg nu af Tomte-salget kun har nogle faa Hundrede Kroner tilbage, begynder jeg at tænke paa, hvad jeg har at vente af Gyldendal for Udgaven i 1898.
Derfor var det, De maatte være saa snil at sige mig saadan tilnærmelsesvis, hvad jeg pr. 31/12 98 har tilgode, saa vil jeg derefter indrette mig, og hvis jeg behøver det – bede Dem sende mig et Forskud til vor Reise.
Kunde jeg saa til Vaaren sælge et Stykke Mark igjen, saa gik 1899 ogsaa uden Sorg; og engang maa dog de lange Drenge blive færdige – he?
Vi trænger til at komme ud – baade Beate og jeg. Og da gaar Vejen altid til Kjøbenhavn. Christiania blir mig mer og mer fremmed og umedgjørlig. Det var godt, jeg ikke fik Embede der.
Jeg glæder mig til at se Dem igjen, – nu husker jeg forresten, at jeg netop skrev til Fru Julie, at jeg gruede for den høie Klatremaskine, De kjører i; men det betyder ikke noget; De ved, det er altid jilt, naar vi gaar til Frokost med Smørkager og Millionairer hos Frøken Nilsen – he? – jeg glæder mig ialfald uhyre –
Deres hengivne Alexander L. Kielland.
Stavanger den 24d Novemb. 1898.
Hr. Directeur Olaus Olsen.
Jeg har kjendt Dem og fulgt Dem fra De var den lille Dreng i Ommund Olsens Have, og jeg har bestandigt sagt: han er af de Rette.
Og jeg siger det samme idag, efterat De i 25 Aar har vandret en trang og tornefuld Vei uden at miste Modet og uden at tabe den ægte Kjærlighed til Deres lunefulde Kunst.
Thi dette er at være af de Rette, som aldrig giver tabt overfor Modgang og Skuffelser, men elsker sin Kunst uden at se sig om efter Lønnen og agter sig selv og sit Kald til det siste. Til Lykke!
Deres ærbødige Alexander L. Kielland.
Stavanger den 3die Dec. 1898.
Kjære Fru Krohn! vi vil komme til Kjøbenhavn i Julen; Beate reiser herfra den 16d og jeg den 21d. Hun vil bo i Rosenvænget hos Baby, og jeg tager vist ud til Hegel.
Jeg har nok tænkt paa den Seng hos Dem, som De har sagt jeg altid kan spørge efter, men jeg har tænkt, at det var jo ikke saa ganske sikkert, om De nu er saa frisk, at De uden Uleilighed kunde huse Elefanten Dag og Nat. Jeg hører desværre Ingenting fra Dem. Har jeg ikke et Minde om, at jeg sendte Dem 2 Breve paa én Dag? Men i ethvertfald glæder jeg mig nu til at se Dem og Krohn og sidde og snakke længe – Gud ved, om Krohn endnu vil finde noget ungdommeligt ved mig; jeg er desværre bleven saa gammel og – hvad værre er – saa svær, at jeg generer mig paa Gaden. Og ikke tror jeg, at jeg skal blive magrere af alle de danske Jule-Gjæs, som jeg med koldt Blod har foresat mig at fortære.
Jeg længter efter at komme ud igjen; og denne Gang har jeg bedre Sind end sist. Der er ganske vist endnu ikke noget særdeles godt eller haabefuldt at melde om Drengene; men de gjør da ikke noget galt nu; de skriver til os og hol der af os og beklager selv, at de gjør os saa liden Glæde; – det kan jo endnu hænde, at de finder sin Plads, – og det kunde jo være saa meget værre.
Jeg er nu ogsaa ganske vis paa, at naar jeg skal opmuntres, maa jeg reise til Kjøbenhavn eller videre syd. Jeg var en Tur i Christiania, men kom tilbage mer end nogensinde stødt tilbage af en kold, raa Tone, som jeg ikke kunde kjendes ved. Jeg tror, at det for vort Folk er en Lykke, at Hovedstaden ikke saaledes tiltaler os alle Norske som Kjøbenhavn elskes – eller ialfald beundres af alle Danske. En stor Hovedstad i et lidet Land er ikke godt. Vi holder os friskere – det er: mere forskjelligartede, fordi vi har forskjellige Tyngdepunkter, vi føler os særligt bundne til. Vi her vest slutter os mer og mer om Bergen; længer nord har de Trondhjem; hver Mand er god for sig og holder fast paa sin Landsdel. Der findes ikke den snobbede Trang til at være Hovedstadsbeboer, som gjør det næsten latterligt at bekjende sig til den lille By, – saaledes som i Danmark. Nævner en der, at han er fra Aalborg, er det næsten som han generer sig, og han iler med at tilføie, hvor længe han har været i Kjøbenhavn. I Danmark, naar der siges: ude i Provinserne, tænker man paa Damer med fjollede Hatter og dumme Cavalerer med røde Slips. Saaledes er det ikke hos os. Gamle vestlandske Slægter ser snarere lidt ned paa den østlandske Plankeadel, og Bergenserne ialfald anser sin By som staaende høit over Christiania. Jeg ved ikke om De saa, at jeg søgte et Embede i Christiania. Jeg fik det ikke og burde heller ikke faaet det, da der var 2 langt bedre Ansøgere; men jeg var usigelig lettet, da al Chance var over. Var det ikke fordi Beate er saa misfornøiet her, saa – dog nei! At ende her var dog haardt. Naar vi bare kan faa saapas god Raad, at vi hvert Aar kan reise lidt, saa faar Livet være som det er; – jeg ældes. Hils nu Krohn og forbered ham paa en Mængde Snak som almindeligt – hvis jeg da ikke er bleven saa langt agterudseilet, at jeg ikke længer er med! Gid De har det godt og vel mødt til Jul.
Deres Alexander K.
Hils mine kjære Søskende.
Stavanger den 20de Decemb. 1898.
Kjære Mester! – du har ganske sikkert tænkt mange Gange paa mig i denne lange Tid – og med Deltagelse er jeg vis paa i det Uveir, som gik hen over os. […]
Din Bog var ligesom fast Grund igjen under vore Fødder – Tak for den.
Du er lykkelig, som kan og som vil; du retter ogsaa mig op, bare jeg hist og her ser din mægtige Klo. Men best af alt skulde det være at faa en Samtale ude – ikke herhjemme. Her er nu særligt fælt. Foruden Oftedal, som jeg forresten slet ikke bryder mig noget om, har vi faaet Vik op i Kommunestyret – kanske som Vice-Ordfører. Det er igrunden værre. En By som denne – ja enhver By maa lide ondt i Hænderne paa en udpræget Seminarist, Politiker og Bondemand. […] Lykkeligvis har jeg lært af Plato, at der til at styre godt hører en vis Grad af Ligegyldighed, saa jeg ærgrer mig ikke mer, end jeg har godt af.
Imorgen reiser jeg til Hegel for et Par Uger. Vi var ganske alene hjemme her. Beate er reist iforvejen.
Skriv til mig et Par Ord – er du snil, at jeg kan fornemme dit gamle Venskab. Min Hilsen til Fru Caroline.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Hôtel d’Angleterre. Kjøbenhavn den 28de December 1898.
Kjære Ven! lad mig tage Del i din Sorg; jeg ved hvor meget du har mistet.
Jeg vilde gjerne følge din Moder til Graven, – vil du sige mig Tid og Sted, – og lad mig vide, naar jeg kan komme indom til dig.
Din hengivne Alexander L. Kielland.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Alexander Kielland skrev ikke kun skjønnlitteratur. Han brevvekslet flittig med familie, venner, forlaget og andre forfattere. I brevene kan man lese om personlige seire og nederlag, forholdet han hadde til språk, skrivekunsten og temaene han tar opp i bøkene sine.
Brevene er også i seg selv små kunstverk, der han med en snert av ironi dyrker språklig eleganse. Noen brev valgte han å utgi selv, andre er utgitt i ettertid i bokform. Samlingen fyller 4 bokbind og teller ca. 1800 brev.
Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.