15. mai 1892

Kristiania, St. Halvardsg. 10,St. Halvardsg. 10] Også folketeljinga 1891 oppgir St. Halvardsgate 10 – som ligg i dagens Bydel Gamle Oslo – som adressa til Hertzberg. Då budde han saman med mora Inger og tenestejenta Anna Bergitte Anfindsen frå Trondheim. Tidlegare hadde Hertzberg hatt ulike adresser i Kristiania, mellom anna: Tordenskjoldsgate 9, St. Halvardsgate 26, Munkedamsveien 15 og Hansteens gate 10. den 15^de jmai 1892

Påskrift av mottakar: Ang. min «Tandems» Artikel i «Bibliothek for Læger».

Høistærede ven!

Det var virkelig med en følelse af triumf, at jeg modtog Deres sidste brev med efterretningen om, at den ene halvdel af Deres afhandling allerede var trykt og udkommen.den ene halvdel … udkommen] Poul Andræs artikkel «Den kontrære Sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning» publisert over to nummer av Bibliothek for Læger i 1892 under psevdonymet «Tandem» (Pedersen 2013, 314–315). Andræs artikkel var eit tilsvar til ein artikkel psykiateren Knut Pontoppidan hadde fått publisert i same tidsskrift året før. Denne var igjen basert på ein pasient Pontoppidan hadde vist fram under ein av sine forelesingar. Denne hadde Pontoppidan konstatert hadde ein «pervers seksualitet». Det var ingen andre sjukelege trekk hos pasienten, og Pontoppidan såg det dermed som eit isolert «denerativt anlæg». Sidan det var snakk om ein medfødd abnormitet konkluderte Pontoppidan med at pasienten var utilrekneleg i strafferettsleg forstand, han appellerte dermed til domstolane om å anerkjenna dette, og at vedkommande følgeleg måtte få fritak for straff (jf. Pedersen 2021, 175–176). I artikkelen sin rosa Andræ Pontoppidan for å ha tatt opp temaet og for å ha slått fast at kontrærseksualiteten var medfødd. Samtidig argumenterte Andræ for at Pontoppidans pasient ikkje var representativ, då han utelukkande interesserte seg for gutar i pubertetsalderen. Ifølgje Andræ var det feil at kontrærseksuelle meir enn andre kjende ei tiltrekking til kjønnsleg umodne individ (Pedersen 2021, 178). Saa langt er man dog altsaa i ethvert fald kommen, og er det end blot et hanefjedhanefjed] hanesteg, kort steg. fremad, saa er det dog et tegn paa fremgang, som ikke kan tages feil af. Samtidig maa jeg til vor skam heroppe bekjende: i et norsk lægevidenskabeligt tidsskrift vilde artikkelen ikke under nogen omstændighed være bleven optagen. Vi ere med alt vort frisind og vore krav paa fremskridt uendelig konservative og uendelig illiberale og intollerante heroppe. At De er saa venlig at sende mig mindst et særtryk af afhandlingen, har jeg ikke betvivlet, og det skal være mig en festdag, naar det ankommer; jeg agter at lade 2den blive læst af flere, blant andet af min personlige ven, Rigsadvokat Getz, forfatteren af vor vordende kriminallov.Rigsadvokat Getz … kriminallov] Bernhard Getz (1850–1901) var hovudarkitekten bak straffelova av 1902, sjå meir om han i innleiinga.

Hvad de skriver om det nye – 7de! – oplag af Krafft-Ebings bog,Krafft-Ebings bog] Richard von Krafft-Ebing (1840–1902) var ein tysk-austerriksk psykiater, sjå meir om han i innleiinga. Hertzberg omtalar her hovudverket hans, Psychopathia sexualis, som i 1892 kom i sitt sjuande opplag. interesserede mig overordentlig, og jeg forskrevforskrev] forskrive: bestille. øieblikkelig et exemplar deraf. Det synes mig imidlertid nu, at der bør blive alvorlig tale om at oversætte den paa vort sprog, og jeg skulde ikke være uvillig til selv at paatage mig bryderiet dermed, naar blot en forlægger kunde findes i Kjøbenhavn; thi her vilde jeg af flere grunde ikke søge ham. Jeg vilde forøvrigt forbeholde mig at kunne udelade et og andet og tilsætte en og anden anmærkning samt et forord. Jeg er nemlig ganske enig med Dem i, at forfatterens kasuistik – at dømme efter første oplag – ikke overalt er heldig. Hvad mener De om en saadan plan? Her er, i ethvert fald hos os, en mængde indflydelsesrige personer, der ikke falde 3paa eller endog kunne læse den tydske udgave, men som ikke vilde undlade at læse oversættelsen og diskuttere dens indhold.

Deres bemærkninger om «Don Leon»,«Don Leon»] dikt som sannsynlegvis blei skrive i 1830-åra, og som hyllar homoerotikken. Teksten har vore tilskrive Lord Byron, men forfattarspørsmålet er framleis ikkje avklart. saa oplysende de end i visse retninger ere, overbevise mig dog ikke ganske, idet jeg finder det brudsstykke af digtet, som UlrichsUlrichs] Karl Heinrich Ulrichs (1825–1895), som på 1860- og 1870-talet publiserte ei rekke pamflettar om det han kalla «urningar», menn som hadde «ei kvinneleg sjel i ein mannleg kropp». Meir om han i innleiinga. Ulrichs hadde sitert og omtalt «Don Leon» både i Memnon (1868) og seinare skrifter, og hevda at diktet var skrive av Lord Byron (Jf. Kennedy 2001, 205). anfører – andet deraf har jeg aldrig seet – for saa Byronsk i stil og tanke, at jeg har vanskelig for at antage en imitiation. Det maa ogsaa vel betænkes, at udgivelsen, efter det lille Ulrichs derom anfører, godt kan være ^{og sandsynligvis er} skeet smugvis, idet indholdet maatte lade befrygte en konfiskation fra den saa let «sittlich entrüstete»sittlich entrüstet] (ty.) moralsk opprørt. engelske styrelses side, hvilken jo i den henseende staar under kommando af det mest snobbede publikum i verden. Derfor er det ikke kommen ind i bogfortegnelserne, og endnu mindre i Byronske biografier. At bogen existerer, er sikkert nok; thi den 4blev mig 1883 tilbudt tilkjøbs gjennem en mig personlig bekjendt og anseet Boghandler i Berlin; prisen var mig kun altfor høi (saavidt jeg erindrer 80 [Riksmark]).Riksmark] Den tyske valutaen på dette tidspunktet var Mark, men blei ofte omtala som Reichsmark (Riksmark på norsk). Offentlige bibliotheker have den neppe, i ethvert fald ikke uden i deres afstængte rum for erotica.

Sacher-Masoch’s «Venus im Pelz» har jeg ikke læst og ved saaledes heller ikke, hvad De forstaar ved Masochismus.Masochismus] Leopold Sacher-Masochs (1836–1895) Venus im Pelz er ein roman frå 1870. Richard von Krafft-Ebing konstruerte ordet «masochisme» i 1890 inspirert av Sacher-Masoch. Poul Andræ las på byrjinga av 1890-talet om masochisme, ein tilstand han sjølv identifiserte seg med (Pedersen 2021, 168). Overhovedet er jeg selvfølgelig heroppe endnu fjernere fra litterære begivenheder paa dette omraade end Dem, og er derfor ligesaa ude af stand til at kunne meddele Dem nyt, som taknemlig for, hvad De har at underrette mig om. De jesuiteraktstykker, som De i Deres sidste brev nævner, skulde jeg gjerne vilde se. Lod det sig ikke gjøre at overlade mig Dem for 3 – tre – dage? I forbindelse dermed citerer De ogsaa i forbigaaende Platen’sPlatens] August von Platen (1796–1835), tysk forfattar. I ein strid med Heinrich Heine kom Platen med antisemittiske utsegn. Heine svara med i 1830 å henga ut Platen for å vera umannsleg, ein «mannleg tribade», som aldri hadde rørt ei kvinne. «Tagebücher». Heller ikke dem kjender jeg; de findes ikke i den udgave af hans værker, som jeg eier (Cotta’s af 1876), og jeg vilde derfor 5være Dem saare forbunden for nærmere orientering desangaaende.

De spørger, om jeg kan forklare mig den følelse af modbydelighed, som den almindelige opinion nærer ligeoverfor det kontrærsexuelledet kontrærsexuelle] «Kontrærseksualitet» er omgrepet den tyske psykiateren Carl Westphal (1833–1890) konstruerte i 1869 for personar som var tiltrekt av andre av same kjønn. Meir om Westphal i innleiinga. fænomen. Ja, oprigtigt talt, tror jeg at kunne forklare mig den, og det endog med lethed, eftersom den efter min mening saa langtfra bør søges paa dybet, at den ligger lige i overfladen. Den samme modbydelighed nærer jeg nemlig selv i omvendt retning for den allosexuelleallosexuelle] allo: andre. Hertzberg bruker omgrepet synonymt med heteroseksuell. Sannsynlegvis hadde Hertzberg denne termen frå Krafft-Ebing. forbindelse. Det er mig saa at sige en personlig tortur at Tænke mig nogetPåskrift av mottakar: ganske min Følelse. saa stygt,saa stygt] stroke over, men ser ut for å vera gjort i etterkant. væmmeligt og modbydeligt som en sexuel actus mellem en mand og en kvinde. Kvindens hellighed og renhed synes mig derigjennem at krænkes paa det frækkeste, og jeg oprøres ved blotte tanken derpaa. Når jeg møder et usædeligt fruentimmer paa gaden, maa jeg lægge stærk baand paa mig for ikke at slaa hende til jorden (engang uddelte jeg virkelig midt paa Boulevard des ItaliensBoulevard des Italiens] ein av dei fire Grands Boulevards i Paris. et kraftigt næveslag til en, der var mig for nærgaaende) 6og en af mine yndlingsproblemer er, hvorledes den kvindelige prostitution skulde kunne fuldkommen undertrykkes  til fordel for den mandlige. Dette er altsaa min umiddelbare naturs udslag, og alene reflexionen, grundet paa iagttagelsen af andres modsatte natur, bringer mig til intellektuelt at indtage et andet standpunkt. Overfører jeg nu dette paa de allosexuelle; kan jeg ikke vente at finde dem annerledes end mig selv paa mit umiddelbare, af reflexion og iaggttagelse upaavirkede naturomraade. Iagttagelse af og reflexion over urningefænomenet har jo hidtil fra det store publikums side aldeles ikke fundet sted. Folk flest lade sig derfor ligefrem lede af sit eget kjønslige instinkt, og mene da, at hvad der for dem er modbydeligt ogsaa er, eller i det mindste, bør være det for alle. Men ikke nok hermed. Hint personlige instinkt har jo tillige gjennem et aandeligt majoritetsherredømme fremkaldt et moralsk dogme, 7om hvis absolute ^gyldighed de aller fleste føle sig overbeviste. Til instinktet slutter sig derfor ogsaa hos den enkelte hans personlige mening, og i hvor høi grad folk ere afhængige af de mere eller mindre uforgribeligeuforgribelige] fast, urokkeleg, skråsikker. meninger, som de enten selv have opgjort sig eller som ere blevne pumpede ind i dem, det lærer jo betragtningen af nutidens bevægelser paa alle omraader tilfulde. Noget andet er det selvfølgeligt, om man vilde undersøge det sexuelle instinkts eget psychologiske eller maaske ligesaame t^get physiologiske natur. Dertil føler jeg mig imidlertid ikke istand, og saavidt jeg har kunnet se, er studiet over livsyttringerne overhovedet ikke endnu naaet frem til et stadium, hvorfra en saadan undersøgelse med nytte kan foretages. En slags anelse har jeg rigtignok lavet mig; men jeg giver den kun tilbedste som et afmægtigt forsøg paa at gjætte en gaade. Jeg tænker mig kjønsprocessens natur at være af en slags 8elektrisk eller magnetisk art, saaledes altsaa, at der ved den sexuelle actus ikke alene frembringes elektricitet, men tillige gjensidig overføres den hos de to personer i afholdelsestiden dannede og opsparede magnetiske kraft. Der sker altsaa, tænker jeg mig, en gjensidig udladelse af saadan. Men nu lærer jo en nøiere undersøgelse af al elektricitet, at den er tosidig, «positiv» og «negativ», som den med saare lidet adækvate betegnelser kaldes, og at enhver udladelse bestaar i en formindskelse af spændingen ved de to arters forening og indbyrdes kompensering. Medens gjenstande, ladede med lige elektricitet, frastøde hinanden, tiltrække gjenstande, ladede med modsat elektricitet hinanden, indtil den elektriske udladning finder sted. Her mener jeg, at vi i den lavere natur har det samme fænomen, som paa det sexuelle omraade optræder som naturligt instinkt: man vil sexuelt forenes med den, hvis magnetisme er af modsat art af ens egen. Regelmæssig stiller dette krav mand overfor kvinde; men ulykkeligvis gives der ikke faa undtagelser fra denne orden.

9Det ætiologiskeætiologiske] etiologi er læra om sjukdommane sine årsaker. hovedmoment i sagen maa, synes mig, søges i samme retning som for ^den korporlige hermafroditisme. Herpaa peger med bestemthed den hyppigt fremtrædende anatomiske lighed med kvinden, der jo kan gaa lige til udpræget mammadannelse, ja endnu videre. Som ^ved enhver zwitterbildungzwitterbildung] (ty.) hermafroditt + danning. foreligger altsaa en misdannelse; men naar LombrosoLombroso] Cesare Lombroso (1835–1909), italiensk kriminolog og lege, mest kjent for sin teori om «den fødde kriminelle», men her refererer Hertzberg til Lombrosos teori om homoseksualitet. vil have denne til at bestaaa i visse nerveledningers udmunding i eller omkring anus, er det jo rigtignok kun at le af. Hvori den bestaar, er jeg imidlertid aldeles ude af stand til at tænke mig, uden forsaavidt det er øiensynligt, ¹⁾ at der maa existere en væsensforskjel mellem visse kvindelige og de tilsvarende mandlige nerver, og ²⁾ at de homosexuelle i denne henseende have faaet det modsatte kjøns nervedannelse. Saa latterlig Lombroros’s gjætning end er, turde den derfor maaske dog være kommen sandheden nærmere end nogen anden, omend langtfra meget nær. Og aarsagen til denne abnorme nervedannelse hos mand eller kvinde? Krafft-Ebing fremkaster den tanke, at den idetmindste delvis kan være arvelig, idet en homosexuel fader kan faa 10homosexuelle sønner (og formodentlig do. moder do. døttre). Denne forklaring kan jeg dog langtfra tiltræde. For det første gifte de aller færreste homosexuelle mænd sig og endnu færre af dem faa sønner; det store antal af mandlige urninge vilde gjennem en saadan hypothese følgelig slet ikke lade sig forklare. Dertil kommer, at jeg her fra landet kan paavise flere homosexuelle ægtemænd, hvis sønner ere heterosexuelle,heterosexuelle] Dette er første gong me kjenner til at ordet «heteroseksuell» er brukt på norsk. Omgrepet har Hertzberg sannsynlegvis frå Krafft-Ebing. og det uagtet fedrenes kjønsretning var fuldt udviklet inden deres ægteskab. Endnu mindre forklarer hin gjætning vexlingen af homo- og heterosexualismus hos et og samme søskendekuld. Men trods alt dette turde Krafft-Ebing have ret i, at der foreligger arv, kun ikke hos homosexuelle sønner fra faderen, men fra moderen, og omvendt hos homosexuelle døttre fra faderen. Jeg har oftere havt anledning til at iagttage, at moderen til en urning har udmærket sig ved et mere end sædvanlig intenst følelsesliv, og der turde neppe være nogen alvorlig hindring mot at antage, at 11et vist overmaal af moderens kvindelige følelsessymptomer under begunstigende konceptionsomstændigheder kan overføres paa sønnerne ligesom faderens omvendt paa døttrene. Tværtimod synes der, saavidt jeg har kunnet se, i de nyeste opfatninger af konceptionens fysiologi at være enkelte holdepunkter for en saadan betragtning. Paa den anden side maa det erkjendes, at «en hel støbning» frembringer en saadan konception ikke. Er faderen istand til at øve en saa stærk indflydelse paa barnet, at dette faar hans anatomiske kjøn, burde han ogsaa have kunnet overføre sit sexuelle følelsesliv paa det samme. Naar han det ikke har formaaet, er det enten et tegn paa ^{en anormal} svaghed hos ham eller paa en anormal styrke hos moderen, i begge tilfælde er støbningen i en vis grad forfeilet og altsaa degenerativ. Men en sygdom, en nervesvækkelse, er homosexualiteten i mine øine i og for sig ikke, selv ikke da, naar den ledsages af andre anormaliteter, fantastiske tilbøieligheder o. desl. Sygdommen, 12opstaar tværtimod paa grundlag deraf; urningen bliver neurasthenisk,neurasthenisk] Nevrasteni var ein tilstand med symptom som utmatting, hovudpine, dårleg søvn, angst, depresjon og nervøsitet. Diagnosen var særleg utbreidd på slutten av 1800- og byrjinga av 1900-talet. fordi hans anormale situation er i særlig grad nervesvækkende. Af denne aarsag anser jeg ogsaa den hele tale om urningers utilregnelighedurningers utilregnelighed] Fleire psykiatrar såg på slutten av 1800-talet strafferettsleg utilreknelegheit som ein konsekvens av synet på homoseksualitet som eit sjukleg medfødd fenomen. Dette gjaldt til dømes Knut Pontoppidan, sjå note ovanfor. for fuldkommen misvisende udenfor de forholdsvis sjeldne tilfælde, da neurasthenien har fortættet sig ^til eller er forenet med dements. Vi vide meget vel, hvad vi gjøre; og vi gjøre det, fordi [vi] anse det for rigtigt at gjøre det. Spørgsmaalet ligger overhovedet ikke inden omraadet for legi latæ,legi latæ] (lat.) gjeldande rett. men tilhører udelukkende legi ferendæ,legi ferendæ] (lat.) framlegg til ny lov. undtagen forsaavidt man vil sige, at en lovbestemmelse mod unaturlig kjønsomgang alene kan ramme dem, for hvilke den er unaturlig, – en lovfortolkning, som Ulrichs har forsøgt, men ikke formaaet at drive igjennem nogetsteds – desværre.Ulrichs har forsøgt … desværre] Ulrichs argumenterte for at sidan homoseksualiteten (uranismen som han kalla det) var naturleg, kunne logisk sett ikkje den homoseksuelle (urningen) rammast av lovverket mot «unaturleg utukt» (eller som det heitte i det norske lovverket fram til 1889: «omgængelse som er imod naturen»). Noget godt arbeide over tilregneligheden findes ^forøvrigt ikke i norsk-juridisk literatur.

Undskyld disse mange ord, kjære ven; saavelsom skriften, der burde have været bedre. At Deres undertiden heller ikke er uden sine vanskeligheder medgiver jeg; men med undtagelse af et og andet navn, forstaar jeg ^den dog helt.At Deres … dog helt] Handskrifta til Poul Andræ er så godt som uleseleg, sjå Pedersen 2021, 11. Og nu farvel til næste gang!

Deres E. H.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.