29. desember 1900

Kjære Andræ!

Hjertelig tak for brevkort og brev samt ikke mindst for det smukke slumretæppe, som De har overrasket mig med, og som allerede er i hus. Det gik, som De i Deres omhyggelige forudseenhed havde forbededt: det indsyede navnebogstav hjalp mig til at slippe toldudredslen.

Saa De atter har været i Berlin! Som jeg læser mellem linierne i Deres brev, har De denne gang ikke opsøgt Karsch,Karsch] Ferdinand Karsch-Haack (1853–1936), entomolog og antropolog ved Museum für Naturkunde i Berlin. Ein sentral person i den tyske homorørsla og miljøet kring Magnus Hirschfeld. Sjå også innleiinga. og det bør da ogsaa erkjendes, at han er en noksaa underlig skrue. Ligeoverfor mig har han forøvrigt været meget elskværdig og meddelsom. Men jeg maa beundre Deres reiselyst! Skjønt flere aar yngre sidder jeg helst hjemme og tygger paa ungdoms minder.

2Tak for sidst i Kjøbenhavn! Havde jeg ikke været saa optagen af den bog om landbokooperation,bog om landbokooperation] I 1898–1899 reiste Hertzberg saman med godseigaren Jakob Bull-Tornøe (1854–1915) på oppdrag frå Indredepartementet på ei studiereise til Danmark, Tyskland, Frankrike og England. Resultatet blei boka Det europæiske Landbosamvirke (Kristiania, 1900). som nu endelig er udkommen, skulde jeg forlængst have skrevet. Hvis De yttrer det svageste ønske om at læse bogen, skal jeg sende Dem den. Men indtil videre gjør jeg det ikke, da emnet neppe i ringeste maade interesserer Dem.

Et lidet tilsprang til et eventyr, som jeg havde i Kjøbenhavn, netop som jeg til afsked havde truffet Dem hin søndag aften paa Kongens Nytorv, maa jeg saameget mere berette, som De neppe selv personlig stod helt udenfor det, uafvidende som De deraf var. Jeg havde, lige før jeg traf Dem, gjort et tegn til den lille ‹gulrøde› sømand, som sad paa en bænk ved hesten sammen med en anden person, hvis udseende jeg i hurtigt forbigaaende ei fik tid til at mærke mig. Sømanden forstod strax vinket og fulgte bagefter mig hen til sporvognene, med en af hvilke det var min hensigt at reise med ham ned til fælleden ved husarkasernen.fælleden ved husarkasernen] En fælled var eit stort felles beiteområde like utanfor ein by eller landsby. Hertzberg refererer her sannsynlegvis til Østerfælled Kaserne (også kalla Gardehuskasernen) på Østerbro. Ved sporvognenes holdeplads stødte jeg saa uformodet paa Dem, og 3vi vexlede, som De husker, nogle ord sammen til farvel. Derpaa tog jeg sømanden afsides, instruerede ham, og medens han saa klatrede op paa taget af en sporgvogn, tog jeg selv plads inde i vognen, længst fremme ved udgangdsdøren til kudskens plads. Knap havde jeg her taget sæde, saa stiger der ind i vognen en rigtig bølle af værste sort, som vilde have bragt Deres tænder til at løbe i vand.en rigtig bølle … i vand] Her tenker han på Andræ sin preferanse for maskuline arbeidarklassemenn. Grovlemmet, lidt førladen,førladen] svær, tjukk. med et stort fordrukkent ansigt og over middels høide og drøide, klædt som en arbeidsløs vagabond. Han kom lige hen til ^mig, tog ligesom øiemaal af mig og vendte derpaa, uden at sige noget, tilbage til vognens indgang, hvor han tog plads ude paa platformen. En gang til, da vognen allerede var temmelig fuldt besat, tog han igjen nogle skridt ind i vognen; men da han øiensynlig ikke var helt ædru, tog konduktøren fat i ham og spurgte, hvor han skulde hen. «Åt helvete», svarede han med grov svensk akcent. «Jamen, did fører ikke sporvognen», svarede meget slagfærdig konduktøren, og tog ham med sig ud paa platformen igjen, hvor han under hele kjørselen nedover mod Østerbro blev staaende. Jeg bemærkede imidlertid, at 4han hele tiden holdt øie med mig. Dette var mig først fuldkommen uforklarligt, da jeg aldrig havde seet ham før, og han overhovedet ikke hørte til den alder og genre, som jeg indlader mig med. Men saa erindrede jeg, at min lille sømand jo havde siddet paa bænken ved siden af nogen, og jeg tænkte mig da, at det var denne person, som havde seet mig tale med sømanden, gjættet hensigten, og at han nu ligeledes havde taget sporvognen fat for at deltage ⁱ og høste udbytte af legen. Da dette naturligvis var mig en streg i regningen, og jeg desuden maatte formode, at ledsagelsen heller ikke var efter den i virkeligheden noksaa troskyldige søguts sind, benyttede jeg mig ved sidste holdested før vi naaede Triangelen, af den heldige omstændighed, at jeg sad lige ved kudskens dør, til at banke paa ruden til ham og faa ham til at aabne denne dør for mig. Vips var jeg da ude den vei. Da der samtidig gik et par passagerer ud den bagre vei, haabede jeg, at fyren paa platformen der bag kunde hindres et øieblik fra at passe paa mig, og det viste sig da ogsaa at være tilfældet. Saa hurtig jeg kunde, løb jeg hen til nærmeste gadehjørne til høire, men standsede her er sekund for at se, om bøllen kjørte videre med vognen. Pludselig standser imidlertid denne paany, og af hopper min hr. urian.hr. urian] «Herr Urian» er eit uttrykk henta frå tysk som gjeld ein uønskt eller uventa gjest. Han var altsaa 5hurtig bleven min forsvinden var og forlangte ligeledes at komme af, – bevis nok for, at det var mig, han forfulgte. I samme nu dukkede jeg bag hjørnet, pilede nedover vedkommende tværgade og naaede hjørnet af den med Østerbro parallelle gade, inden fyren havde faaet øie paa mig. Derpaa fulgte jeg denne parallelgade og næste tværgade op igjen til Østerbrogade og skyndte mig saa hen til Triangelen, hvor sømanden just var steget af og stod og saa efter mig. Under samtalen med ham, medens vi gik ud paa fælleden, fik jeg hurtig vished for, at han ikke havde havt det fjerneste kjendskab til bøllen og optrinet med denne. Sømanden havde hele tiden siddet rolig oppe paa taget, og den person, han havde siddet ved siden af paa bænken paa Kongens Nytorv, var en yngre bekjendt af ham, hvis beskrivelse ikke i ringeste maade svarede til min forfølgers udseende. Hvorledes var da denne faldt paa at lægge an paa mig? Jeg kan ikke forklare mig sagen paa anden vis, end at han og en anden bølle har seet Dem og mig i passiar sammen, og at den  anden bølle fra tidligere af har kjendt Dem. Han har da villet gjøre sin kammerat opmærksom paa Dem, men kammeraten – min forfølger altsaa – har misforstaaet ^ham og troet, at det var mig anvisningen gjaldt. Og saa fulgte han mig i sporvogn til Østerbro, hvor han dog maatte 6lide den tort, at jeg blev borte for ham. Maaske var det hans hensigt at opdage Deres bolig, maaske blot at røve et af Deres ure – i ethvert fald opnaaede han den gang intet.

Se det var altsaa mit lille eventyr; thi min smule tête-à-tête med sømanden ude paa fælleden bagefter, vilde neppe interessere Dem. Har de for øvrig seet ham senere? Det var en snil, brav gut. Oplevede forresten De selv noget den omtalte søndags aften?

Deres hilsen til KirschensteinKirschenstein] Ifølgje folketeljinga 1900 budde det då ein «Ch. Kirschenstein», f. i Lübeck 1860, ugift banksekretær (Christiania Handelsbank) i Niels Juels Gade 7 i Kristiania. Sannsynlegvis er dette same person som ein språklærar Carl August Kirschenstein som døydde 25. mai 1929 i Lübeck (jf. dødsannonse i Aftenpostens morgonutgåve 30. mai 1929). skal jeg ovebringe, naar jeg træffer ham. ‹Te Kock›‹Te Kock›] ikkje identifisert. har jeg gjentagende henvist til Dem; men den omstændighed, at De blot modtager anmeldte besøg, hindrer ham i at aflægge Dem en visit, da hans tid er saa knap tilmaalt, at han til personlige besøg maa anvende de øieblikke, som han uformodet faar ledige.

Og nu, kjære ven, et godt nytaar! Maatte Deres arbeide med Deres ypperlige faders erindringer vinde Deres egetn som andres anerkjendelse!

Deres hengivne
og meget forbundne
Ebbe Hertzberg.

Kristiania, Fossveien 7,
den 29^de decbr. 1900

Jeg tør naturligvis forudsætte, at dette, ligesom mine øvrige breve brændes efter nogen tids forløb!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.