5. [juni] 1892

Brevet er datert 5. mai 1892 (sjå siste side), men det må vera ein feil. Av innhaldet går det fram at det er skrive etter brevet 15. mai. Som Hertzberg skriv i første setning er det forfatta på «den høihellige pintsedag». Pinsedag i 1892 var 5. juni.

Høistærede ven!

Endelig kommer jeg mig da til – paa den høihellige pintsedag – at takke Dem for Deres afhandlingDeres afhandling] Poul Andræs artikkel «Den kontrære Sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning» publisert over to nummer av Bibliothek for Læger i 1892 under psevdonymet «Tandem» (Pedersen 2013: 314–315). tilligemed det samme ledsagende brev. Læsningen af Deres skrift har i lige høi grad interesseret og glædet mig, og jeg tør paa fællernesfællernes] personar ein har noko til felles med, som f.eks. i samansetningar som «fagfelle» eller «forbundsfelle». vegne udtale en varm anerkjendelse for, hvad De dermed har udrettet. De har brudt isen ^{her i Norden} og saaledes vist, at farvandet er passabelt ogsaa for andre. Og ikke det alene: De har ogsaa gjennem deres argumentation fjernet adskillige af de værste, i veien liggende isflag og derved gjort det umuligt, at fordommene kunne fryse sig sammen til en saa ugjennemtrængelig mur som tidligere. Lad end reaktionære 2bemærkninger og modskrifter komme – de ville neppe udeblive –, saa er dog  diskussionen aabnet ^{ogsaa hos os}, og den er aabnet med ^den virkning, som en indsigtsfuld og moderat fremstilling aldrig i længden kan savne. Naturligvis udelukker ikke denne min uforbeholdne dom, at jeg i mange enkeltheder vilde have sagt noget andet eller udtrykt meningen paa en anden maade eller helst undertrykt et og andet (f.ex. oplysningen om den stakkels Ulrichs’s tilflugtssted,den stakkels Ulrichs’s tilflugtssted] Karl Heinrich Ulrichs gav etter å ha publisert sin siste pamflett opp å kjempa for urningane si sak i Tyskland. Resten av livet budde han i eksil i Italia, der han etterkvart slo seg ned i L’Aquila i Abruzzo-regionen. Her levde han til han døydde i 1895 (Kennedy 2001). hvorom kjendskaben neppe vil gavne andre, men maaske generePåskrift med blå skrift over «maaske genere»: Nei! ham); men dette er jo ikke andet, end hvad der gjælder ethvert skrift, især jo mere det er et udslag af sin forfatters individualitet og personlige opfattelse. Min hovdindvending gjælder derimod Deres udvikling s. 258 ff. angaaende alderen hos gjenstandene for homosexuel tilbøielighed.Deres udvikling … tilbøielighed] Andræ hadde i sin artikkel argumentert mot oppfatningar om at kontrærseksuelle var tiltrekte av kjønnsumodne individ, meir om dette i innleiinga. Min ikke alene personlige, men ogsaa – og i vel saa stor udstrækning – gjennem andre indhentede erfaring har forlængst overbevist mig om, at der 3i saa henseende af den fødte urning kan gaaes adskilligt ned i aarene. Af den omstændighed, at en voxen man indlader sig med en 10–12 aars gut tør man derfor ingenlunde slutte, at han ikke er af naturen homosexuel. Dog kjender jeg paa den anden side intet exempel paa, at en urning ikke har  foretrukket sexuelt modne individer; men ved sexuelt modne forstaar jeg da individer fra pubertetsalderen af og opover, altsaa fra 13–14 aar af. Netop pubertsalderen med sin endnu ubestemte legemsholdning og kjønsretning besidder den overveiende tiltrækning, for den ene hovedklasse af urninge, de af Ulrichs med fuld ret (Memnon side 10, 12 o.fl.) som «Männlinge» betegnede.de af Ulrichs … betegnede] Memnon (1868) var ein av pamflettane Ulrichs gav ut om urningane og uranismen. Ulrichs skilde mellom to hovudtypar av urningar: Den eine gruppa «der Weibling», hadde ein overvekt av feminine eigenskapar både reint kjenslemessig og til og med når det gjaldt kroppsbygning. Denne typen kjente seg tiltrekt av maskuline menn. Den andre gruppa var «der Mannling» (som Hertzberg her refererer til): denne typen var på alle måtar maskulin, og følte seg vanlegvis tiltrekt av det Ulrichs kalla «Jünglinge», feminine unge gutar. Denne todelinga hadde han allereie nemnt i dei tidlegare pamflettane, men det blei utdjupa i Memnon. Sjå Kennedy 2001, 125. Jeg er derfor ganske uenig med Dem i, hvad De yttrer paa side 258, og kan ikke forklare mig Deres opfatning anderledes, end at De her har ladet Dem lede vild af Deres personlige tilbøielighed. Elskov til unge mennesker paa 15–16 aar er ligesaa 4lidt en «særlig komplikation» hos urninge som det er en særlig komplikation hos allosexuelle at foretrække kvinder i samme alder. Heller ikke tror jeg, at De har ret til at paaberaabe Krafft-Ebing til fordel for Deres paastand; thi hans paafølgende kasuistik synes paa det bestemteste at vise, at han med «Knaben»,Knaben] (ty.) gut. «unreife männliche Individuen»unreife männliche Individuen] (ty.) umodne mannlege individ. maa mene «Drenge», «børn» indtil Pubertetsalderen, altsaa med samme Begrændsning som Lovene hævde for Kvindens Vedkommende, idet de sætte Straf for omgang med Piger under 15 eller 14 aar. Overhovedet kan jeg heller ikke ‹indse›, at den mandlige ungdom behøver lovens beskyttelse mod forførelse i en høiere alder end den kvindelige. Loven bør her stille begge kjøn jævnsides, og forøvrigt ikke befatte sig med emnet. Ud fra dette synspunkt kan jeg heller ikke udelt slutte mig til Dem, naar de er tilbøielig til at udelukke størsteparten av de tilsvarende forhold i orienten og det gamle Hellasde tilsvarende forhold i orienten og det gamle Hellas] Hertzberg refererer her sannsynlegvis til den antikke greske paiderastia (παιδεραστία) som var relasjonar mellom vaksne menn og unge gutar (i tenåra). «Orienten» er her sannsynlegvis ein referanse til (ei vestleg førestilling om) tilsvarande praksisar i Midt-Austen. fra vor sag: jeg tror, at De heri for en væsentlig del har uret, og at det heller ikke er taktisk klogt at indtage en saadan posistion. Med disse antydninger til en kritik af Deres arbeide faar det her være nok. Til gjengjæld er det paa 5den anden side saa rigt udstyret med træffende og aandfulde, retledende og tankevækkende bemærkninger og redegjørelser, at det ikke  kan undlade at virke i den forønskede retning. Specielt tiltræder jeg overalt Deres egne kritiske noter til forgjængernes arbeider og anskuelser. Fortsættelsen af Deres studier imødeser jeg derfor med ligesaa megen personlig som saglig interesse.

Gaar jeg derpaa over til Deres brev, saa fastholder ogsaa jeg indtil videre paa min side min opfatning af Byron og hans meget omskrevne digt. At en biograf gjør ^sig al mulig umage for at modbevise beskyldningen for homosexualitet, veier i mine øine aldeles intet: man bør jo ikke glemme, hvad en saadan beskyldning i de flestes øine indeholder, og hvor uforenelig, ja komplet uforstaaelig den i de flestes øine vilde være ^{i samklang} med en ophøiet digternatur. Tværtimod biografens anstrængelser minde, synes mig, nærmest kun om sætningen «qui excuse, accuse».qui excuse, accuse] (fr.) den som orsakar, anklagar.

6Efter at have modtaget og studeret 7^de udgave af Krafft-Ebing er jeg ganske enig i, at den ikke bør oversættes. Min dom om den falder helt sammen med Deres, og jeg havde netop samme indtryk som Dem, at den smager af spekulation i emnet. Heller ikke er den, endog i væsentligheder, fri for ikke sammenarbeidede selvmodsigelser.

Til Deres bemærkninger om min opfattelse af den almindelige dégoûtdégoût] (fr.) avsky. for de homosexuelle har jeg i hovedsagen blot at sige, at De ikke synes helt at have fulgt min tankegang til enden, vistnok nærmest fordi jeg ikke selv gav den nogen vel afsluttet ende. Ganske vist nærer hverken De eller jeg nogen personlig afsky for de heterosexuelle; men vi gaa dog begge saa langt, at vi for vor egen person afskyr den actus, som hine med smag udføre. Heraf, mener jeg, lader sig omvendt let forstaa, at de heterosexuelle for sine personer afskyr den actus, vi med smag udføre. Men nu kommer for disses vedkommende 7den omstændighed til, at de i henhold til naturens aabenbare forplantningsordning og uden nærmere kjendskab til de paa modsat maade følende, simpelt hen  generalisere, hvad de ‹føle› for sin egen person afsky, og altsaa herigjennem opnaa en almenbetragtning, der danner et led i deres moralske verdenssystem. Med andre ord, de ophøie sin personlige afsky til en generelt gjældende afsky, hvilket vi paa vor side ikke kunne, fordi vi derved vilde komme i strid med ^{en af} de mest i øinene faldende naturlove. Men en generelt opfattet afsky for en vis opførsel overføres næsten uimodstaaelig fra opførselen paa den, som deri gjør sig skyldig, og den almindelige haarde bedømmelse af urningernes personer, der saaledes fremkommer, fæstner sig derpaa og bliver dobbelt mægtig gjennem den almindelige opinions flertalsherredømme, der ikke tillader nogen tvivl at komme til ‹…› bevidsthet om, 8at den herskende afsky jo er vel begrundet. Saa kan det vel senere ^ogsaa hænde, at en og anden, der oplyses om noget andet, og som derved intellektuelt bliver «fordomsfri», ikke destomindre beholder hin engang erhvervede følelse, idet han har saameget vanskeligere for ganske at befri sig derfor, som den jo egentlig og oprindelig bunder i hans egen personlige afsky for selv at deltage i noget lignende. Overhovedet maa jo dette emne sees i stærk belysning af de paagjældende følelser og stemninger; det er kun et faatal, som formaar at reducere disse til deres sande valeur.

Deres hjerteligst
hengivne
Ebbe Hertzberg

Kristiania d. 5^te mai5^te mai] Hertzberg må her ha skrive på feil månad, rett dato skal vera 5. juni, jf. note først i brevet. 1892.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.