d. Mandag 12th
Kjære Kitty.
Uf – saa dumt var det altsaa, at jeg ikke kom til at huske de 50! Jeg gik til Bryggen i den mange Tanker om disse 50; det var urimelig hyggeligt af Dig at sende dem, og egentlig kunde jeg nok bruge dem ogsaa, om ikke netop til Reisepenge; men paa den anden Side vidste jeg, at brugte jeg dem, saa fik Du dem aldrig tilbage – ikke før Du for Alvor begyndte at rykke ialfald –, og derfor var det vist bedst, at jeg – med blødende Hjerte naturligvis – gav Dig dem tilbage igjen.
Men se! da jeg kom til Bryggen, var der foruden Dig to #andre brave Mennesker, og dem havde jeg jeg ikke gjort Regning paa at træffe; dermed kom min Tanke-Træn ud af Skinnerne – d.v.s. ind paa nog en anden Skinnegang, og de 50 Kr. existerer ikke mere. Ei heller kom jeg til at si saa meget som Tak for Brevet, hvilket jeg ogsaa havde foresat mig; ja Brevet var baade hyggeligt i sig selv og desuden havde jeg ventet en hel Del paa det –: der var vel aldrig i Verden noget, som kunde ha gjort Dig sint?
– ‹Garlaus’e› og tankalaus’e som almindlig glemte jeg al Ting; – da jeg var kommen optil Teatret igjen huskede jeg det, igjen, men satte mig for, at jeg skulde greie ordentlig ud om det i det Brev, som jeg nu strax vilde sende til Stavanger.
Undskyld!
Hvad de 50 angaar, saa ligger de urørte endnu, men Gud #véd –: kniber det, saa tar jeg nok Hul paa dem, og saa – saa er det forbi med dem, er jeg ræd. Det andet, Du taler om, bringer mig til at ta Hatten under Armen og spørge, skrekslagen og imponeret: er Du virkelig rig – saadan ordentlig, veritabelt rig? Gudbevaremig – et rigt Menneske i min Bekjendtskabskreds! Jeg føler min Selvagtelse stige, det havde jeg ikke ventet at opleve. (Fælt vakkert af Dig at skrive det til Werenskiold).skrive det til Werenskiold] Antakelig et brev datert 15. april 1886 til Erik Werenskiold (1855–1937), kunstner
Hvad mig angaar, saa er jeg ikke rig, men vil altsaa nu blive det, som Du ved; til en Begyndelse vil jeg – kanske – «optage et større Laan», ved hjælp af hvilket jeg tænker at arrangere mig, og saa vil jeg – gid nu ikke dine Øren falder af! – begynde at spare! D.v.s. jeg har begyndt!! De sidste Tiders Begivenheder har laget mig lidt Skræk #i Blandt –: engang maa jeg ta mig sammen og faa ialfald en foreløbig Orden i mine Affærer, det er Gudbevars’ ikke egentlig store Summer, der handler om, men det kan være ækelt nok for det (tænk Dig f. Ex., at endnu skylder jeg for hele min Artium – skylder til teologiske og kristelige Medmennesker, som ikke fortjener at ha noget til gode hos mig!) Jeg har – siden vi altsaa skal tale om Forretninger – «gjort Skridt» hos en Rigmand her i Retning af at faa «reist» en Del Kroner (Banklaan), og kanske det gaar; jeg har budt saa gode Betingelser jeg kan, solgt min Sjæl bl.a. – Jeg maa ha Banklaan, skjønner Du; venskabelige Laan er jeg ræd –: dem kommer jeg ikke til at betale saa ordentlig, fordi – naa-ja, af flere Grunde. Nu faar jeg se, hvordan det gaar, men fælt mange Tak skal Du ha for Din venlige Antydning – saadant gjør godt til, ubegribelig godt; for disse almindelige Pengegreier med alle de Garantier og al den vonde Beregning er saa grusomt pinlige.
Mer siden. Tak! Hilsen! Din Arne Garborg
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.