Brevveksling 1885–1906

av Kitty L. Kielland, Arne Garborg

Forrige Neste

18. desember 1888. Fra Garborg til Kielland.

Brevs. 129

Opplysninger om brevet: Delvis trykt i Dale & Thesen 1954, brev nr. 95, første 2/3 fram til «jeg tror ikke…».

Kjære Kitty

Det, som satte meg ud af Humør var hele Sætningen: «jeg ved – osv men Du skulde skrive mer umisforstaaeligt.» Tænk! Du, som for det første skulde være velvilligt stemt, – saa for det andet havde læst alt hvad jeg har skrevet om disse Ting, og som desuden har hørt mig mundtlig forklare, hvad jeg vil, om igjen og om igjen, saaat jeg var sikker paa, at hvem den forstod eller ikke forstod, saa var ialfald Du med i det væsentlige, – og saa bagefter faa den Besked, at dersom Du ikke tilfældigvis havde vidst, at jeg ikke var gal (ɔ: at jeg ikke vilde det onde), saa havde Du nok kunnet tro hvadsomhelst efter mine Artikeler!

#Og jeg, som trodde, at Du snarere vilde ha gjort Nar af mig, fordi jeg gad male opigjen alle disse selvsagte Ting! – Jeg ble fik et Anfald af Træthed. Staar det saadan til med det grønne Træ, tænkte jeg, – hvordan kan jeg saa indbilde mig, at der skal være noget at gjøre ved de tørre? Og i dette Anfald af Modløshed skrev jeg mit Brev og skrev mig sint. – Jeg bør undskylde.

– Det var dumt! Jeg gik ud fra, at vi kjendte hinanden saavidt, at det gik an at snakke ud af Øieblikkets Stemning uden den bestandige Risiko for at bli «misforstaaet». Af hvad Du forteller ser jeg, at Du har forstaaet mig paa samme Maade som et hvilketsomhelst ganske fremmedt Menneske vilde forstaa mig, om jeg skr sendte det saadan et urimeligt Brev. Jeg faar nok virkelig lægge ‹…›Overstrøket uleselig ord mig efter at skrive «umisforstaaeligt», ser det #ud for! – For denne Gang har jeg intet andet at gjøre end at bede om Undskyldning.

Du finder mig blandt andet hovmodig. Jeg skal dertil si, at – et af to: enten maa jeg tro, at andre Mennesker er – lad os si en Smule sentænkte, siden Du ikke liker de stærkere Ord! – eller ogsaa maa jeg tro, at jeg selv er sindsforvirret, saa at jeg finder Klarhed der, hvor der ingen Klarhed er. Skal jeg nu ikke overmandes af den Selvmistro, som ‹…›Overstrøket uleselig ord ligger og lurer paa Bunden af min Bevidsthed, – saa faar jeg jo i det længste stramme mig op og tro, at det er de andre, som er – en liden Smule sentænkte. Jeg ved ingen anden Raad. Du, som ved lidt om, hvordan jeg har det, og bl.a ved at Selvtillid ikke er min Force osv., – skulde egentlig skjønne Sammenhængen med min «Hovmodighed» – Men det er som #jeg længe har vidst: Menneskene forstaar nu engang ikke hinanden; der er ikke noget at gjøre ved det.

Mit Sinne i Anledning af Sædeligheden m.m. maa ha farvet min Fremstilling af Affæren Mortenson ogsaa, kan jeg forstaa. Jeg faar derfor rette hvad rettes kan og oplyse, at jeg ikke er det miste Gran sint paa SavalgutenSavalguten] Ivar Mortensson-Egnund (1857–1934), oversetter, forfatter, redaktør m.m. – langtfra. Jeg har hellerikke «experimenteret» med ham. Naar jeg sa Experiment, mente jeg, at jeg i mit Forhold til ham har tilladt mig at nære en Illusjon, som jeg i Grunden selv vidste var en Illusjon –: at han muligens kunde være en af de yderlig faa, der er saa luxuriøst udstyrede fra Naturens Haand, at de har Raad til at være lidt Altruister (jeg har som bekjendt i det senere truffet en to-tre saadanne Mennesker, hvilket paa det behageliste har overrasket mig). Det Sammenstød, som har fundet Sted mellem IvarIvar] Ivar Mortensson-Egnund og mig, og som ellers ingen som helst Følger vil ha, har vist mig, at den Hædersmand Savalguten i omhandlede 2Henseende er udstyret som de fleste andre Mennesker; – det er det hele. Han er en uhyre bra Kar, netop nu optaget med en Virksomhed, som jeg sætter Forhaabninger til, og som viser, at han er en Mand med Hoved saavelsom med Hjerte; hans Optræden paa Gjøvik er en hel Bedrift. Hvad Du skriver om hans Stemme osv. er – lad mig sige Barnelogik. Somme slætte Mennesker har et mindre godt Organ; altsaa er alle, der har et mindre godt Organ, daarlige Mskr! – det er Barnelogik, – Du faar i Guds Navn kalde mig hovmodig.

Jeg tror ikke, jeg forlanger mer af mine Venner end andre Folk – snarere mindre. En Erfaring paa tyve Aar har lært mig et og andet om, hvad man med Billighed kan og bør forlange. Min Ven Ivar har sagt mig, at han betragter mig som et brugeligt Arbeidsdyr, som kan levere meget nyttigt Arbeide hvis det behandles ikke altfor hensynsløst – jeg er meget fornøiet med det. Vilde alle mine «Venner» anerkjende mig som et brugeligt Arbeidsdyr, skulde jeg være tilfreds – svært tilfreds. Men – – #Et og andet har sandt at sige i Tidernes Løb ærgret mig og gjort mig lidt mere kold og vond end jeg er af Naturen. Jeg kunde ha Stof nok til at skrive en Bog om Venskab, men skal naturligvis ikke gaa ind paa Tingen her. – Men se nu bare som nu i denne Sædelighedsstrid! Jeg har i Pressen en Del Folk, som kjender mig, og en to-tre, som jeg har betragtet som Venner. Nu gaar Pøbelen omkring og misforstaar mig derhen, at jeg er et Svin, som vil Svineri; alt, hvad jeg maser og skriver – det hjælper ikke. Ydmyge mig for Pøblikum[sic.] til at afgive Forsikringer om at jeg er et skikkeligt Menneske osv. kan jeg ikke. – Dette sidder mine Venner og ser paa. De er uenige med mig, men de kjender mig saa vidt, at de ved, at jeg endnu ikke er gal. Kanske der da er nogen, som har traadt frem for Publikum, og sagt dette? – Aa nei. De har tiet eller hjulpet til med at gjøre mig misforstaaet. Og det skjønt de saa, at jeg tabte mit Levebrød paa de Misforstaaelser.

#Eller – om jeg skulde nævne en Ting til –: da jeg var afsat, var der i Kjøbenhavn en Del Kjendinger, som syntes, at man i den Anledning burde foranstalte en Subskription – det skulde være en Sympathibevidnelse. De skriver da til en eller anden af mine norske Venner, gaaende ud fra, at det naturligvis burde være disse, der gikk i Spidsen – skriver og ber om Besked samt lover, at de skal arrangere Sagen for de danskes Vedkommende. – Og min norske Ven –? – svarede ikke engang paa Henvendelsen. Det var ikke opportunt at støtte Forf. af Mannfolk.Mannfolk] Roman av Garborg, utgitt månedskiftet november/desember 1886

Den Slags Ting synes jeg, Venner kunde la være – jeg vilde ikke ha gjort saadant selv. – Men Herregud, der er intet at sige! Al Ting har sin Grund; det er idiotisk at beklage sig. Men svært varm blir man ikke ved Erfaringer af den Art, og jeg for min Part har i det sidste gjort hvad jeg kunde for at faa den Sort «Venner» til at forstaa, at jeg betragter Venskabet som #ikke existerende – saa behøver nemlig ikke jeg heller at ta nogen Hensyn. Jeg kan ialfald af og til faa lettet mit Hjerte ved at skjelde dem ud – privat som offentlig. Jeg er ikke deres Fiende, Gudbevars – jeg kan godt samarbeide med dem, hvis der kommer Omstændigheder, som gjør saadant nødvendigt; – men jeg vil være kvit disse Venskabshensyn, som jeg – med alle mine Erfaringer og al min Kulde – ikke kan la være at ta, saalænge «Venskabet» ialfald officielt staar ved magt. – Ogsaa Ivar staar jeg nu forsaavidt friere overfor – hvilket ikke hindrer, at vi samarbeider efter bedste Evne.

– Alt er i Orden her; kun er UngenUngen] Arne Olaus Fjørtoft Garborg, kalt «Tuften», født 25. mai 1888, Arne og Hulda Garborgs eneste barn forunderlig urolig om Nætterne, hvilket volder Søvnløshed og Bekymringer; KjærringaKjærringa] Hulda Garborg, født Bergersen (1862–1934), forfatter og kulturarbeider, giftet seg med Arne Garborg desember 1887 har neppe sovet en Nat roligt i dette halve Aar. Og saa har der været en Del anden Bekymringer, som ikke har været fri for at trykke mig – nu jevner det sig nogenlunde, tænker jeg. Jeg er begyndt paa BokaBoka] Trolig romanen Hjaa ho Mor for Alvor – hvis jeg kommer til at forsømme Brevvekslingen nu udover, saa er det fordi jeg maa drive hardt paa, saa jeg kan 3bli færdig til Sommeren.

Det er mildt her og stormende. Jeg tror Julen kommer med Lindveir (d.v.s. jeg tror vi faar Linnveir i Julen ogsaa). Der har været Tale om, at vi skulde faa en Kristianialiterat herop paa Julebesøg; det blir naturligvis ikke noget af – mindst med sligt Føre. – Det er utruligt, saa liden Følelse vi forresten har af at være alene her! Jeg var i Grunden langt mere alene i Byen (hun paastaar det samme) og i Vaar, da vi bodde nede i Bygden, var det ikke til at udholde, saa ensomt som der var! –

Har ikke faat Maisa Jons.Maisa Jons] Roman av Jonas Lie, utgitt 1888 i København Hans JægerHans Jæger] Hans Jæger (1854–1910), forfatter, anarkist og bohem. Utga på eget forlag i 1888 Kristiania-Billeder sammen med Haakon Nyhuus (1866–1913) – stort formelt Fremskridt, men forresten –. Faar ikke nogen Slags Greie paa de Figurerne; Fru Engelhart er blit rent umulig.Fru Engelhart er blit rent umulig] Gjelder Oda født Lasson, gift 1881 med Jørgen Engelhart (1852–1921), men som hun flyttet fra i 1883 og formelt skilt fra i 1888. Hun var i 1888 både sammen med Chrstian Krohg og Hans Jæger. SonjaSonja] Novelle av Haakon Nyhuus hvor Oda Engelhart er modell, trykt i Kristiania-Billeder friskere. Hans Jæger vil da ikke begynde at leve af at være Selvmorder? Hils Kjendinger (især HarrietHarriet] Harriet Backer (1845–1932), kunstner og Werenskjold).Werenskjold] Erik Werenskiold (1855–1937), kunstner Glædelig Jul! Godt Nytaar! Din G.

Tak for Morgenbladet – jeg beundrer Dig, som kan ta sligtnoget med denne lune sikre Ro.jeg beundrer … Ro] Kielland skrev artikkelen «Nogle Betragtninger over Stiftsmødets Forhandlinger angaaende Kvindens Deltagelse i Guds Ords Forkyndelse» i Morgenbladet 12. desember 1888 Det virker naturligvis bedst. – Hvis Du skriver om «Fri Skilsmisse»,Hefte utgitt av Garborg i 1888, i Bergen av Mons Litleré, med undertittelen Indlæg i Discussionen om Kjærlighed #saa skjeld mig ordenlig ud! Jeg er frygtelig flau over, at jeg sidst skrev noget, som Du har forstaaet derhen at jeg ikke vil ha anden Slags Kritik end Ja og Amen.

– Jeg var træt, som sagt. Jeg kom bl.a netop fra Debatten med Alfred Ipsen.Alfred Ipsen] Alfred Ipsen (1852–1922), dansk forfatter der saa saadan ud –:

Jeg: redegjør for mit Standpunkt med udtrykkeligt Henblik paa det økonomiske ved Sagen!

Han: Det er meget godt; men Herr G. overser ganske det økonomiske ved Sagen.

Jeg: gjentar hvad jeg har sagt og understreger særlig det økonomiske ved Sagen.

Han: Ja det er fortræffeligt; men Herr G. overser fremdeles det økonomiske ved Sagen!

osv. osv.

Den Slags Kritik liker jeg ikke. Jeg ved ikke, om Du kan tænke Dig det?

Og det var den Slags Kritik jeg trodde Du ikke vilde levere – ialfald ikke i det hele. Derfor sa jeg dette – «ialfald ræsonnere fornuftigt om ‹sonst›». – Skal aldrig mere udtrykke mig saa slurvet.

Tekst langs brevets høyre marg siste side Har desværre ikke Tid til at skrive Brevet om

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling 1885–1906

Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.

Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Kitty L. Kielland

Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.

Les mer..

Om Arne Garborg

Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.