Paris 20/12 86.
Men Garborg da, agter Du ikke at skrive til mig. Før jeg udgyder min vrede, vil jeg ønske Dig en saa glad jul, som Du kan faa den. Ikke føl Dig ensom, for Du er ikke ensom, den er bare ensom, som ikke har mennesker, der holder af ham. Du sagde dengang i vor store strid, at Du forudsaa, at snart alle vilde trække sig fra Dig, Du blev nok snart ganske alene, nei ved Du hvad, det var et tosset ord. Mon hvor Du er julaften, min søstermin søster] Trolig Dagmar Skavlan (1855–1931), gift 1879 med Olaf Skavlan sagde, at hun havde lyst at invitere Dig did, jeg svarede bare undvigende. Gjør hun det, saa ved Du altsaa, at det aldeles er hendes egen idé, jeg raadede hende ikke engang til det, for jeg tænkte strax, at Du vilde mene, jeg var bagom det.
#Gid Du havde glæde af din bog.din bog] Garborgs roman Mannfolk, utgitt månedskiftet november /desember 1886 Du er fæl, at Du ikke sender den, rigtig fæl, synes jeg. Hvis den ikke kommer idag eller imorgen, saa skriver jeg til CammermeyerCammermeyer] Alb. Cammermeyers boghandel og forlag, Christiania efter den, jeg har saa bitterlig vondt for at være taalmodig, og det behøves saa bestandig, at der, hvor jeg ikke behøver at være det, der vil jeg ikke plage mig. Jeg tror saa sikkert paa den, og jeg er saa spændt paa den, gid nu mange vilde forstaa den. Det maa være en god form for sin indre trang, tilet godt udløb af ens kunstnerevne, det at skrive, huf dere kan faa saa directe faa snakket fra eder alt svært og tungt, det maatte være en lette. Jeg har min form, jeg gaar af og til langs kaierne og snakker halvhøit udover Seinen, men der er noget saa unyttig ved det, derfor hjælper det aldeles ikke. Aa ja det er saa unyttig alt, en senere slægt vil vist faa det bedre, de vil forhaabentlig #ikke være født 10 aar for tidligt ialfald. I kunsten er jeg ogsaa kommet for sent til verden, jeg vilde nemlig nødig være begyndt tidligere at male, thi jeg havde da havt end mer af en tidligere feilfuld retning i mig at faa ud. Det er det bedste kuld af kunstnere at være begyndt sammen med, det som er mine venner, men jeg havde havt brug for en 10 aars yngre alder. Altsammen hvad der er liv, lyst og indhold samler sig i 40 aarene, det er jo ret frem komik, og som satire føler jeg det, og satire kan jeg bruge over mig selv, desværre, det er en svøbe, som svider. Og dog, jeg vilde ikke undvære det, Den bevidsthed det vil kanske, før jeg dør, blive mig en trøst. Men hvorfor plager jeg Dig med alt dette triste, det er kanske ifølge bibelens ord den som haver ham skal gives. Aa nei det er vel, fordi jeg er kommet i vane med at snakke saadan ialfald en trediepart ud til Dig, mon Du blir træt eller mon Du vil holde ud. Ja #det kan jeg ikke vide, naar Du ikke skriver engang. Se saa nu kommer skjændene. Dag Idag er det tre uger, siden vi gik igjennem tykt og tyndt nede i Pipervigen og til Drammensveien, og ikke et ord har jeg hørt fra Dig. Kan ikke Du, som er forfatter skrivedygtig, skrive mig ud, hele den samtale. For mig blander det hele sig saa forunderlig sammen, jeg husker, hvad jeg følte, hvergang jeg saa det eller det for mine øine, hele veien staar som billeder blandet sammen med, hvad jeg selv følte. At jeg snakkede husker jeg ikke uden forsaavidt, at jeg ved hver tanke kuttede lidt af, før det voldsomste kom, det er jo den maade man i bedste fald møder sine medmennesker paa, og alligevel fandt Du det vist svært nok. Hvad Du sagde, husker jeg bare som enkelte ord, eller engang som en bestemt lyd i stemmen, som jeg ikke havde hørt før, hvad jeg i det øieblik saa for øinene, det staar klart for mig. Det kan godt hænde, at hvis jeg gik accurat den samme vei i mørke, saa vilde det hele komme frem #for mig igjen. For Dig høres vist dette haabløst uklart, men det er nu ikke saa aldeles umuligt heller, thi det hele indtryk af alt dette uklare giver mig et indtryk af Dig, som jeg aldrig havde havt før. Jeg fik formodentlig selv sagt ud lidt af det, som kvælte mig, jeg følte mig ialfald for 12 timer forbausende let, og jeg fik se ind i et andet menneske, som var formet saa ganske anderledes end jeg selv, men hvor jeg alligevel syntes, at det nutidige resultat var omtrent det samme, som hos mig selv. Naar jeg sætter mig til at tænke paa de mørke trærne eller den sølede vei som vi gik paa, saa kommer der ligesom opladelser for mig af det sky og blufærdige (jeg finder intet andet ord, saa galt det er) i din character, meget vrangt og meget fint, men jeg forstaar det ligesom, og jeg forstaar saa godt, at Du vistnok maa have gaaet gjennem, hvad jeg vilde kalde raaheder, men Du kanske vil kalde kraft og #liv, og kanske har Du ret. Men saa maa Du nu ikke blive for fin heller, det er ikke vist, at Du ikke har talent for sentimentalitet. Aa nei, Du maa have det Du har. Kanske blir Du bare træt af denne lange greie, det er ikke saa godt for mig at vide hvor jeg har Dig, jeg har saa vondt for at forstaa, naar alt skal underforstaaes, min fantasi er for livlig til det, den finder saa utallig mange veie, at den ingen kan vælge. –
Vi blir desværre ikke hos LiesLies] Jonas og Thomasine Lie denne julaften, da AlexanderAlexander] Alexander L. Kielland (1849–1906), forfatter, bror av Kitty jo vil have os, saa iovermorgen reiser Harriet,Harriet] Harriet Backer (1845–1932) kunstner Jacob SømmeJacob Sømme] Jacob Sømme (1862–1940), maler, fetter av Kitty og jeg ud til Cernay la ville,Cernay la ville] Alexander L. Kielland var bosatt i Cernay-la-Ville utenfor Paris fra medio okt. 1886 til 3. okt. 1887 vi blir der til 2den juledag, da det er ThomasinesThomasines] Thomasine Henriette, født Lie (1833–1907), gift med fetteren Jonas L. i 1860 geburtsdag, den dag skal vi spise middag deroppe. Jeg vilde ønske Du var hos WerenskioldsWerenskiolds] Erik og Sofie Werenskiold julaften. Jeg angrer, at jeg fortalte Dig om fru Holstsfru Holsts] Trolig Fernanda Holst, født Thomesen (1862–1920), som var gift med Lars Holst til 1895 og deretter giftet seg med Erik Nissen fortælling om Dig, Du er jo egentlig altid saa forsigtig, at en advarsel var unødvendig, og hun har jo ikke skadet. Lev vel. Jeg fortæller ikke Harriet at jeg skriver derfor faar Du ingen hilsen fra hende.
Din Kitty.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.