Paris 23/2 87
Kjære Garborg!
Jeg arbeider ogsaa som en hest, om det nu ikke er med saa statsvigtige ting som arméens regnskaber. Du verden har det enda i 1887 interesse, hvad arméen gjorde i 81–82. Men hvor aandsfortærende et arbeide det end er, saa vilde jeg dog synes, det var en tvivlsom glæde, om Du blev afsat. Sig hvad vil Du gjøre, om saa sker? Ikke blive hjemme naturligvis? Vilde Du ikke arbeide bedre, hvorsomhelst ellers paa kloden, og ude maatte Du ved correspondancer tjene en del ialfald. – Du er saa løient ukonsekvent, «Du er ikke et menneske bare en pen», og dog gjør Du nogle halve bestemmelser om ikke at ville skrive mer. Aa ja saadanne kunstneriske anfægtelser gaar vi jo alle igjennem, den ene kan nok smile af den anden, men kommer #turen til en selv saa smiler man ikke saa let. – Hvor kan der mangle Dig paa lyst til at begynde paa et saa extra motiv, som Du har. Begynd, saa kommer lysten styrtende over Dig, jeg kunde rent misunde Dig at have noget, som laa saa samled før en som det der. Og saa med det at kunne bevæge sig derborte i den natur, som en er voxet op med. Lad der bare ikke komme for mange personer, der er ikke saa mange folk paa Jædderen, det fælslige er jo netop, at en næsten altid er alene, saa langt øiet kan se. – Men hør Du, jeg synes, Du er blevet saa spagfærdig af Dig, Du siger, Du kan ikke opdrive sinne, men det er jo din livskraft. Det har Du tilfælles med Alexander,Alexander] Alexander L. Kielland (1849–1906), forfatter, bror av Kitty I trænger begge noget som ur irriterer eder, han bruger «Morgenbladet» som irritationsmiddel, men Du lever jo i selve den luft, saa for Dig maatte det bare gjælde at holde sig normalt modtagelig. Tag Blouds piller,Blouds piller] Jernpreparat mot blodmangel inneholdende ferrosulfat, kaliumkarbonat, glyserin, lakrisrot og sukker. Navn etter den franske legen P. Blaud (1774–1858). Du maa være blevet svag. Jeg mener, at overalt i Kristiania findes lidt af «Morgenbladets» luft, lever man ikke i det, saa ser man det og hører det omkring sig, nok at ærtes ved. –
#Nei jeg ærgrer mig ikke, det er tillidsvotum til Dig, og det kan vist hænde ved given leilighed, at jeg atter gjør brug af «en af vore helligste og ukrænkeligste menneskerettigheder». Forresten tror jeg ikke, at Du «har narret mig til at forstaa galt». Bare her maa Du have lidt psyhologi,[sic.] Du ved, det er sundt for en forfatter? Det er gaaet en praas op for mig med hensyn til de ominøse ord. Det gale er nemlig, at de ord jeg har sagt at «paa hjælp og nytte har jeg aldrig tænkt», de ere egentlig usande eller meningsløse. Du lyt taale et par ord om Dig selv, hvilket Du ikke liger, men det skal være saa lidet. I vor lange samtale fik jeg etslags forstaaelse af, hvad jeg vil kalde din menneskeskyhed. I dit første brev betonede Du dette saa uhyre stærkt og gav mig ogsaa der et bestemt indtryk af, at det for dig vilde være en utaalelig tanke, om nogen skulde ville give nogen hjælp her, hvor velment den end monne være. Dette sidste var det som tørnede imod mit saareste punkt, hvorfor kan ikke jeg ogsaa have en slags galskab, og derfor sagde jeg vel i en fart det som bedst kunde berolige alle parter. Jeg havde nu ganske glemt #at det var sagt i den forbindelse.
Din skræk er, at nogen skal komme for nær ind paa Dig, min er, at jeg skal være gaaet for nær, og tror jeg at mærke det, saa mister jeg sans og samling, blir forrykt, hvis det hele ligger mig nær. Husk paa, det er ikke saa let at være et menneske som jeg, det ser saa let ud. Min art er, at hvad der hos mig er velvillie eller sympathi for et andet menneske det blir en agressiv magt. Naar jeg støder paa nogen, som er mig sympathisk, saa trænger jeg til det menneske i mer eller mindre grad og ifølge denne grad opfører jeg mig, en del bevidst og en del ubevidst. Det har varet længe før jeg fik saa vidt respect for denne min art, at jeg kunde indrømme mig, at det var en del af min natur. Jeg har syntes at andre mennesker vare fine jeg brutal, det er ikke frit, jeg enda ofte synes saa. Til denne sort paagaaende mennesker burde der jo høre et bredt, stort sind, men jeg har mit er saart og sygeligt. For har jeg saasandt, at jeg er gaaet indover grændsen af den lille friplads, som ethvert ‹…›Slutten mangler
Tekst skrevet «på hodet» på 1. side Dette brev har præg af et‘et’ rettet fra ‘en’ ved overskriving svagt hoved, Du faar læse det med overbærenhed, jeg synes, jeg gjør mig selv saa urimelig utækkelig.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.