Brevveksling 1885–1906

av Kitty L. Kielland, Arne Garborg

Forrige Neste

[25. desember 1886]. Fra Kielland til Garborg.

Ms.4° 4318 A

Opplysninger om brevet: To kladder til samme brev. 1 blad + 1 dobbeltblad med 4 sider med tekst. Slutten mangler.

Kjære Garborg!

Vi holder paa med at feire julen herude hos Alexander,Alexander] Alexander L. Kielland (1849–1906), forfatter, bror av Kitty Harriet,Harriet] Harriet Backer (1845–1932), kunstner Jacob Sømme,Jacob Sømme] Jacob Sømme (1862–1940), kunstner, fetter av Kitty endnu en fætter og jeg. Det var rart nok igaaraftes at have en julaften med alle minderne fra op igjennem tiderne. Det var saa rart atter at se disse spændte barneansigter, de vare ganske blege af forventning, kunde aldeles ikke spise. Og saa omkring træet deres straalende ansigter. For mig samler saa mange minder sig om Alexander, fordi vi har hjemme camperet sammen mod det onde princip, en stedmoder, som netop ved alle festligheder vilde forbittre enhver liden tilvant fornøielse. Just dem, der laa mest minder om fra vor egen mors tid. I disse minder samledes AllikAllik] Kallenavn på broren Alexander og jeg, men ellers hvor ere vi ikke forskjellige og forskjellig stillet. – Der sad han i en liden stat af væsener, som alle hænger ved ham i kjærlighed, og jeg sad der saa løsrevet og fattig for ethvert baand som vel muligt. En stamfader og en bandit. Forresten kan det vel hænde at al den samlede vægt af kjærlighed kan blive til en hemmende magt. Der er ogsaa hos Allik noget ordnet ligesom, som er uimodtageligt for tilfældigheder, #for uregelmæssigheder og disse vilde jeg ikke kunne undvære. Det er, som om han fører alt under ind under en rubrik, det maa vel være saa. Ligeover for børnene maa han vel altid ligesom have sine papirer i orden hver eneste dag. Hele hans liv, mellem børnene især, er forresten saa varmt og rigt, jeg har kanske ikke seet en far, som har mer levet med og i børnene dem. Hele familielivet har ligesom saa fine, ædle grundregler, der er vistnok en styrke i dette faste ordnede men, men – ja det gjør ikke mig livstrist for mit vedkommende.

Nei jeg blir vemodig ved at se en zigeunervogn. Min barn og – ungdomsdrøm var at kjøre om og leve med den, jeg holdt af i en zigeunervogn. Jeg synes fremdeles, at det er en god idé. Men saa nedstammer jeg jo directe fra Jens Zetlits,Jens Zetlits] Jens Zetlitz (1761–1821), prest og dikter min oldefar, ligner ham af ydre, han var Böhm böhmer zigeuner. Alexander ligner mest paa mors slægt. –

Du «kviede» Dig ved at sende Dit brev, men ved Du, Du maatte sende det. Du var mig virkelig pligtig saa meget, eller aldeles ingeting. Ja det skal være vist, at jeg ligte dit brev paa noget nær, som jeg skal tordne løs paa siden. Jeg var langt paa vei til at forstaa en god del af Dig, og dit brev har hjulpet meget til, hjertelig tak for det. Jo vist tror jeg Dig i, hvad Du kalder din sygdom, naar jeg har talt om din tristhed, som det har gjort mig saa ondt at se, saa har jeg troet, det var evnen til at nyde livet, som manglede, ikke at der skulde ‹ruge› noget ondt, der forbittrede alt. Men det kan nok hænde, at jeg synes, Du kunde se paa den lighed #Du har med din far paa en for Dig sundere og mer heldbringende maade. Bliv nu ikke utaalmodig, jeg skal herefter aldrig tale om alt dette efter dit ønske, men jeg har jo lov at svare paa om jeg forstaar Dig.

Tanken paa din far forfølger mig rent, stakkars menneske. Jeg har aldrig vidst, at han dræbte sig selv og det som kristen, for hvem den synd er evig fordømmelse, og alt dette paa det triste Jædderen. For enten magter man den natur, da hjælper den en, eller man knuges ihjel af den. Huf.

Ja, naar Du kunde skrive, saa de mennesker kunde hjælpes, vi samler ellers alt for vor klasse, og mon ikke de har det værre, naar de har det vondt. Jeg skiller os i klasser fordi vi ved mer, vor sorg er mindre om ond uklarhed.

Jeg tror Dig, og jeg forstaar nu, at det er som Du siger, mangel paa livsmod ikke hvad jeg troede livslyst mangel paa evne til at nyde. Jeg vilde gjerne have vidst dette før, ikke fordi jeg et øieblik tror, at jeg skulde kunne have hjulpet Dig, jeg vilde kanske bedre have forstaaet, at derom kunde ei være tale, skjønt jeg aldrig har troet det. Men netop det, jeg selv siger, jeg troede at kunne være, det har jeg nu alligevel den glæde, at Du blir nødt til at sige at jeg har været. Det fryder mig, at Du maa pine ud af Dig de ord «det var jo Du som holdt mig oppe i denne vonde Tid.» Og hvorved har jeg holdt Dig oppe, ved at jeg selv havde glæde og udbytte af at være sammen med Dig, glæde og udbytte, Du faar taale at høre disse sidste ord, siden skal Du faa morderlige skjænd.

#Og dette er det emeste,[sic.], skal være ‘eneste’ mennesker kan være hinanden, ikke fordi de vil holde hinanden oppe, men fordi de gjensidig holder hinanden oppe, uden at de selv ved om det. Altsaa den hjælp, Du taler om, den mener jeg ikke Du kunde finde modtage af mig, men at den findes paa jorden, det tror jeg.

Men naar jeg alligevel gjerne vilde havt greie paa Dig, enda mens vi var sammen saa er der fordi der er en side, som Du glemmer. At det ikke bare er en aandelig kræft, men accurat ligesaavel fysik. Naar Du ikke, strax Du føler dette forfærdelig onde snige sig ind paa Dig, giver Dig til at styrke ‹d›it legeme, saa er Du ligesaa uvittig som Færden.Færden] Anders Færden (1860–1939), jurist og sædelighetsforkjemper Han vil at en moders kristelige ord skal curere enhver fristelse til, ja jeg siger, usædelighed, men det er altsaa lexiconfeil.det er altsaa lexiconfeil] Kielland skrev artikkelen «Et indlæg i Kvinde-Sagen», trykt i Luthersk Ugeskrift 21. mars 1885, som et motinnlegg til Færdens syn på blant annet kvinnesak som kristendomsfiendtlig. Han vil bare aand skal hjælpe fysik, Du forsmaar at lade fysik hjælpe aand. For det første burde Du vist aldrig arbeide haardt uden at styrke Dig samtidig, det er kjedeligt, Du er vist færdig at kaste op af mig, men jeg tror nok, at dette er et gyldent ord, og saa burde Du aldrig legemlig lade Dig komme saa darunter, som jeg har seet Dig ihøst. Og efter al denne tørre tale, som det egentlig plager mig at holde (men Du kjender jo min fortvivlede praktiskhed,) saa vil jeg bare faa sige, at din beskrivelse af Dig selv med din sygdom er mig et venskabsbevis, som jeg aldrig skal glemme Dig. ‹…›Slutten mangler

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brevveksling 1885–1906

Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.

Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Kitty L. Kielland

Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.

Les mer..

Om Arne Garborg

Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.