Thime 26/10 88
Kjære Garborg, jeg læste netop imorges i Fædraheimen,Fædraheimen] Et nynorskspråklig ukeblad startet av Garborg i 1877 med undertittel: Eit Blad til det norske Folk. Mortensson-Egnund var redaktør 1883–1891 det Du skriver til Savalguten,Savalguten] Ivar Mortensson-Egnund (1857–1934), oversetter, forfatter, redaktør m.m. fordi han havde villet gjøre Dig til stortingsmand. Hvert ord var Dig selv saa ligt, at det var ligesom Du stod der selv, derfor har jeg hvert øieblik, mens jeg sad i væde og kulde ude og malte, uvilkaarlig havt Dig saa lyslevende for mig, saa nu det er aften sidder jeg her og skriver. Alene naturligvis. Monstro Du havde en anelse om den dag, det var min geburtsdag,min geburtsdag] 8. oktober aa nei var det ligt sig. Ikke engang HarrietHarriet] Harriet Backer (1845–1932), kunstner husker den nogensinde. Det er Jonas LiesJonas Lies] Jonas Lie (1833–1908), forfatter den 6te november.
Hør Du, jeg var ikke ganske tilfreds med dit i Dagbladet Discussion om kjærlighed,Discussion om kjærlighed] Antakelig viser hun til Garborgs artikkel «Naturfornægtelsen» i Dagbladet 18. september men nu er vi saa langt fra hinanden og Du under saa rent andre forhold og omgivelsesforhold, saa tør jeg ikke rigtig #lægge ud. Jeg har mistet lidt af mit tillidsfulde haab til, at jeg aldrig blev misforstaaet. Naa lad staa til. Jeg liger ikke dit uklare (synes jeg) forhold i dette ligeover for beherskelse. Du burde sige, (hvis man ordret skal tage dit indlæg),: jeg vil aldeles ikke selvbeherskelse, aldrig. Men det mener Du ikke. HolstHolst] Lars Holst (1848–1915), jurist og Venstre-mann, redaktør for Dagbladet fra 1883 bruger nogle fælt konventionelle dræbende ord, «indtil en dybere lidenskab banker i deres blod», fæle ord. Men disse ord har en ret, eller deres tanke har en ret, Du mener egentlig den samme beherskelse. Denne din utopiske tro, at al usædelighed er mishandlet kjærlighedsdrift»,[sic.], startanførselstegn mangler at engang skal intet andet begjær findes end det harmoniske, som har baade legems og sjælsmennesket paa en i sig, ja tro det, om Du kan, men nu er det ikke saa ialdfald. Naar jeg skal dømme efter de bøger jeg har læst, saa #har denne driftens vaagnen i sig hos manden noget sa absolut kjødeligt ofte ialfald, at den sjelden vilde falde paa at fæstne sig ved en, som kunde være med paa et længre udviklingsliv, eller om Du vil vare sige glad samliv. Og da samlivet bestaar af to, saa skal der tænkes paa begge parter ikke bare paa, at han har en salig stund. Derfor kan der vel siges, betænk Dig gut, skal der blive noget af det, saa faar Du værsaagod beherske Dig, til Du føler begge deler røre sig i Dig, mennesket lever ikke af kjøde alene. Monstro Du ikke gjerne kunde sagt saa meget, men nei alt skal være saa velsignet løst. Og Du mener det ikke saa løst, men det faste skal vi underforstaa. Saa igjen den «Trofast blir den Mand som kommer godt ud af det med sin Kone, enten han har havet eventyr #eller ei. Jeg tror nu, at trofast blir den mand, som ogsaa der vil beherske sig, enten han har gjort det før eller ei. Det at mænd skulde blive trofaste, fordi de har raset ud, maa for en kvinde være en vammel tanke, om ikke for andet, saa fordi det ligger vor specielle, exclusive natur saa fjernt. Jeg tror, at vi maa blive lastefulde for at miste dette specielle, hvilket jo ikke er tilfælde med dere, men glad kan da aldrig en kone være, fordi hendes mand har lagt af sine bedste unge varme følelser paa andre. Tro, ikke en mand forstaar den tankegang hos en kvinde, skulde den ligge hans saa fjern? Det ideelle faar da minsandten lov at være for os som for dere, at den kjærlighed vi faar i bytte for vor egen, skal være saa speciel, saa ny, og saa friskt følt for os, som det er muligt, og saa lidt som muligt blandet med opvoxet #paa andre tidligere følelser. Dette er hjertets ideelle trang for os som for eder. Se nu tænker Du, Gud bevare mig vel, hvad er nu dette, hun præker om, der er jo ingen, som snakker om det. Nei nei, men jeg vil snakke om det for at faa sagt, at jeg aldeles ikke liger, der Du siger, at Du vil tilgive om det var en dame, der sa det om selvbeherskelse. I hele den passus, Garborg, snakker Du for letvindt, jeg liger ikke, at Du vil ligesom gjøre til komik al tale om selvbeherskelse. Naar vi kvinder ser, at selvbeherskelse følges af selvforgudelse for vorsin egen dyd af begeistring for denne sin selvbeherskelse, ja saa ækler det os. Men det maa paa den anden side ikke forlanges, at vi skal se paa en mands haven-raset-ud uden som paa et onde. Thi husk vort ideal Aa nei, det gaar ikke an at skrive om alt dette, Du bare faar den ‹bandsat› gale forestilling at jeg er blevet en tørpamp og en snerpe, og det #er løgn. – Sagen er, jeg kjender Dig enda, saa jeg ved, hvad der ligger af din person bag om dine ord, Du faar mig ikke til at misforstaa mig Dig, men Du maa skrive anderledes, gide mer forsvare eller forklare dine egne ord ellers ser det svært mandfolkeagtigt ud, og Du naar ikke derhen, hvor Du ellers kunde naa. Nu vil jeg sige en sandhed, bliv altsaa ikke sint. Naar Du skriver saadant, saa kommer der frem en usammenhængenhed, dit klare, greie, præcise, naar det gjælder logik, og saa snart det kommer ind paa følelsen din bondesky for at vise følelse, af hvilken grund alt det skal feies af og vi skal underforstaa.
Dertil lever Du langt væk fra folk, faar aldrig modbør, saa Du husker ikke paa, at alt ikke er saa selvfølgeligt for os, det maa gives os ind med skeer, thi vi faar i dagens løb mange indtryk og dem maa Du udrydde og tage os helt med. Uf ikke lad dette kjede Dig. Husk paa jeg ved godt det, at blir et kvindfolk glad i en mand, saa spør hun ikke, saa tar hun alt, det vil sige, kjærligheden tar hende, og den kjender ingen grændser. Jeg er ikke uddød. ‹…›Slutten mangler
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.