Paris 4/12 86
Kjære Garborg, nu ere vi da i vort hjem,hjem] Atelierleiligheten Kielland og Backer bodde i, fra våren 1881, i Rue de Université nr. 19 i Paris. Resten av livet delte de to kvinnene husvære. det er det første behagelige holdepunkt. Reisen har været som en ond drøm med nogle smaa interessantere afbrydelser. Vi havde nogle russere i vor coupé en tid, deres samtale var morsom at høre paa.
Det var mig en pine at jeg ikke fik snakket med Dig efter vor lange samtale, Gud ske lov, at vi da fik den. Men da jeg maatte reise saaledes uden nogen tilknytning til den, dette er vist en vestlandsk lastSiste ledd er en kommentar skrevet inn langs høyre marg den stod mig da mer som en afslutning end som en begyndelse, saa syntes jeg, det hele havde været omsonst, vi stode fremdeles som to vildfremmede mennesker ligeover for hinanden. Jeg vil ikke prøve at berette, hvor ivrig, hvor tosset urimelig jeg føler og raisonnerer, naar jeg forlader de stille, fornuftige enemærker, saadant er heldigvis privat eiendom.
#Naa ja, Garborg, gid jeg havde kunnet være lidt tilsvarende for Dig til hvad jeg har havt af Dig i aarets løb. Men Du skulde seet, havde jeg forstaaet Dig saavidt meget bedre, som jeg gjør nu, saa skulde det været anderledes. Jeg skulde isandhed ikke plaget Dig, kanske jeg kunde opmuntret Dig, det var mig saa pinlig, at det kunde jeg aldrig, og den evne havde Du i høi grad ligeover for mig, skjønt Du vist ikke ved af, at Du gjorde noget for det.
Det trykker mig at vide Dig saa trist, jeg forstaar meget bedre hvoraf det kommer, hvorfor det er saa, men jeg kan enda ikke indse, hvorfor det behøver at være livsvarigt. Naa ja, det var fatalt, at vi ikke kunde havt den samtale for længe, længe siden, men det skulde vel være saa, intet kan vel fremtvinges, begyndelser til den har vi gjort nok af. Dette er en lynghede.Siste setning er kommentar til en overstrykning av flere uleselige ord
#Hør Du, en ting maa Du svare paa eller ei, som Du vil. Før vi gik ud, den sidste aften, sagde jeg noget om, at jeg havde havt, – jeg ved ikke om jeg sagde glæde, hygge eller hvad – af at komme i statsrevisionen. Dertil svarede Du noget, som at det var pent sagt af mig, men det nyttede saa lidet. Har Du sagt dette hen i taagen eller har Du ment noget med det eller hvad? HarrietHarriet] Harriet Backer (1845–1932), kunstner har holdt paa hele veien og hele tiden at sige, gid Garborg var med. Jeg er kommet i skade for, at jeg kan ikke rigtig more mig, uden Du er med, og jeg har altid lyst til at kunne fortælle Dig, hvad jeg oplever, to slemme vaner, som maa aflægges. Du verden, hvor Du vist synes, at dette er en brutal fremgangsmaade, hvis man var et fint menneske saa skulde man jo lade alt dette underforstaaes, den herlige underforstaaelse! Eller er fremgangsmaaden raa?
#Du ved, jeg kan ikke denne definition. Hos LiesLies] Jonas og Thomasine Lie, forfatterektepar fik vi en herlig modtagelse, først af ThomasineThomasine] Thomasine Henriette, født Lie (1833–1907), gift med fetteren Jonas L. i 1860 og Asta,Asta] Asta Lie (1861–1921), datter av Jonas og Thomasine Lie, gift Isaachsen Thomasine ser kjæk ud, Asta ser bedre ud, end da jeg reiste ifjor, men hun skal nok være lidt træt, dog var hun svært vakker. Om aftenen kom vi der igjen, da var alle BjørnsonsBjørnsons] Bjørnstjerne og Karoline Bjørnson, forfatterektepar der, vi overraskede da Jonas, som var den samme. Det er hjertevarmende at faa saamegen directe hjertelighed over sig, kanske det er heldig, at det kommer i form af korporlige mishandlinger, derved blir det jo mindre sentimentalt, om det end er lidt livsfarligt. Det løine var, at BjørnsonBjørnson] Bjørnstjerne Bjørnson (1832–1910), forfatter syntes, han maatte gjøre noget lignende.
De nygifteDe nygifte] Bjørn Bjørnson og Jenny Sandberg vare der, der blev ligesom aabent udtalt, at hunhun] Jenny Sandberg, født Dahl (1846–1914), gift med Bjørn Bjørnson 1886–1890 havde taget ham. Naa ja, hvis hun nu virkelig havde mod til at være den tag activt tagende, og vilkaarene havde været lige, saa maa vel kvinden have ret til det med, men her er det nu væmmeligt.
#12/12.
Jeg lukkede op brevet igjen, fordi jeg tænkte, jeg vilde ikke sende første ark, jeg var bange, Du skulde finde det sentimentalt, men jeg lader det passere. Hvis vi virkelig har lært lidt af hinanden at kjende, saa skulde man vel netop kunne præke ivei. Men saa maa jeg ogsaa fortælle fra igaaraftes. Vi vare hos Lies sammen med Skredsvigs,Skredsvigs] Christian og Maggie Skredsvig der kom en pakke bøger, Thomasine sagde strax, huf da, hvorfor hun fik skjænd af Jonas.Jonas] Jonas Lie (1833–1908), forfatter Saa blev pakken aabnet, først en uindbundet,en uindbundet] Om romanen Kommandørens Døttre av Jonas Lie, utgitt 1886 den var meget brav, saa kom den indbundne, et flag, jeg saa øieblikkelig unionsmærket. Thomasine ogsaa, men Jonas ikke, saa sagde Thomasine med brudt stemme rent, der er unionsmærke i det. Og med et var de begge ganske knækket, det ene ord afløste det andet mellem dem, om at nu var alt forbi, bogen, den de havde arbeidet saa med, to aars stræv, som de havde glædet sig til, alt var nu spildt, her var intet at gjøre. Bogen var ligesom kastet dem i ansigtet igjen, Jonas’s stilling var atter den tvivlsommes, alt tabt. Du ved, jeg forstaar ikke resignation, saa jeg begyndte strax at stride for, at Jonas skulde dementere unionsflagget, for at han skulde #telegrafere til en avis, jeg vilde han skulde sige: «Vignetten paa min ny bog er mig en ubehagelig overraskelse». Men saa fandt han paa noget andet, om at i hans hus var det rene flag. Dog der havde gaaet en lang discussion imellem med tvivl om, hvad som burde gjøres, Asta og SkredsvigSkredsvig] Christian Skredsvig (1854–1924) kunstner var med mig. Nu faar vi se, hvad han gjør. Det var jo næsten som en liden ulykke, at dette skulde komme, jeg ønsker svært, at han skrider ind og viser sit standpunkt. Der var nogle øconomiske ansvarligheder ligeoverfor Hegel,Hegel] Frederik Hegel (1817–77), dansk forlegger men jeg haaber, de falder. Kan Du ikke skrive til Jonas, strax dere har faaet bogen, hvis Du kan trøste ham med, at det ikke har havt noget videre at sige, og nu ved Du, at Jonas er fortvivlet, samt at han var aldeles uvidende om bogens udstyr, før den kom igaaraftes. Jeg ærgrer mig saa over, at jeg ikke i sin tid sat i avisen det mod Ullman,Ullman] Viggo Ullmann (1848–1910), pedagog og politiker. Bror av Ragna Nielsen.
nu er det vel for sent, hvorfor fik Du mig ikke til, det var bare sløvhed af mig, at jeg ikke gjorde det. Synes jeg endnu, det gaar, sender jeg det til Dig, stakkels plagede mand. Gid Du kunde komme ind af døren, bare 10 minutter vilde være noget, nei langtfraa vi maatte have aftenen til rangel.Siste setningsledd skrevet oppover høyre marg Harriet læser Kommandørens døttre,Kommandørens døttre] Roman av Jonas Lie, utkom 1886 hilser uhyre.
Din Kitty.
Påskrift på hodet på brevets første side ved siden av datolinjen Hvis min søstermin søster] Dagmar Skavlan (1855–1931), gift 1879 med Olaf Skavlan skulde finde paa at invitere Dig til julaften, saa er det noget hun har klækket ud i sit eget hoved jeg har ikke sagt et rene ord for det, jeg tror neppe Du har lyst.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.