Kristiania 7 April 1886
Kjære Frøken,
Jeg synes det er dumt, at Du vil have Brevene brændte;Du vil have Brevene brændte] Trolig omtales en litterær tekst i brevsform som Kielland hadde planer om å få trykt, men ønsket at Garborg skulle vurdere. Kilde: note til brev nr. 68 i Dale & Thesen 1954, s. 438. Du havde efter min Formening faaet det ganske godt til nu. Men naturligvis, der blir vel ikke andet end Skjend at faa, hvis jeg lader det være, og Du finder kanske paa noget, som er enda bedre nu. Kanske. – Jeg tror forresten, at der ikke blir noget af det hele, jeg; jo mer man klusser med sligt, jo værre gaar det.
Jeg er i Kristiania nu,i Kristiania nu] Garborg hadde tilbrakt vinteren i Paris, han var nylig tilbake etter syv dagers reise som Du ser, og jeg tror jeg har hilst alle, som skulde hilses, med Undtagelse af Skredsvig,Skredsvig] Christian Skredsvig (1854–1924), kunstner som jeg endnu ikke har faaet fat paa. Ja, og saa skulde jeg vist hilse Munthe;Munthe] Gerhard Munthe (1849–1929), kunstner ham har jeg hellerikke set. Han har forlovet sig nu,Han har forlovet sig nu] Forlovelse med Sigrun Sandberg (1869–1957). Hun ble i 1919 gift med Fridtjof Nansen. som Dere #vel har hørt; det havde jeg sgu ikke troet om ham. Han kunde da gjerne ha forblevet den hellige Ungkarlestand tro, synes jeg. Men ak! Snart vil jeg maatte klage med Profeten: jeg, jeg alene er undkommen; alle de andre har bøiet Knæ for Baal, nemlig for Kvinden, som er vaar naturlige Arvefiende og Contrapart. Amen.
Forestillingen om, at jeg er i Kristiania, og at jeg skal blive der, og at jeg aldrig mere skal komme ud i Verden, begynder at sige over mig og indhylle mig i et Høstveir af jevn, resigneret Tristesse. Jeg har ikke Lyst til at rangle engang; det er ikke morsomt. Derimod indbilder jeg mig, at jeg skal kunne skrive nu. Jeg kommer til, tror jeg, at forandre Begyndelsen af BogenBogen] Garborgs roman Mannfolk, utgitt månedskiftet november/desember 1886 endnu en Gang; og i det hele synes jeg, at den i sin Helhed (!) staar klarere for mig end nogensinde.
Tekst på skrå over siste avsnitt på siden Dette her vil naturligvis ikke komme i Avisen.
Det blir Historien om, at det er umuligt at gifte sig og umuligt at leve i noget andet Slags Forhold heller – indtil der blir en anden Skik paa alt, og en helt anden gjensidig #Forstaaelse. – Jeg beder daglig en vis Mand inderlig stege, brænde, skjære, slide, hakke og annamme disse forbandede Ugreier, som spolerer Livet (der kunde være ikke saa fværst) for saa mange Millioner Mennesker, og jeg haaber, at noget af dette Had skal komme med i Boka. –
Det glæder mig at erfare, at Dere virkelig har slaaet Dere paa Dyd og gode Sæder; saa har jeg ikke det at Tænke paa, at andre har det altfor morsomt, medens jeg sidder her og reviderer Statenreviderer Staten] Garborg var statsrevisor fra 1883 til 1887 og skriver kjedelige Historier. Commune naufragium dulce – lad Harriet Backer oversætte det for Dig. Det betyder forresten paa god norsk, at Menneskene er misundelige Dyr, og jeg er et Menneske.
Med Hensyn til Rangel og den Slags Ting kommer vi os forresten her i Kristiania. Vi har nu en – 1 – Bule, hvor det gaar an for europæiske Mennesker at sidde – dog ikke mer end ½ Time for Nikotinens Skyld –, nemlig Grand Hotel, som har udvidet sine Restaurationslokaler. Og med Tiden skal vi faa en fælt flot Kafe i Storthingsgaden ved Eidsvoldsplads; da vil der altsaa i #denne Hovedstad være to civiliserte Kneiper. Men forøvrigt er Gemytligheden i Tilbagegang, som Dere vil erfare af en Skrivelse, som jeg i Dag expederer til Jonas Lie,Skrivelse … Lie] Et brev Garborg skrev til Jonas Lie med samme dato. Trykt i Dale & Thesen 1954, brev nr. 67. Trolig er originalen tapt. og som han vist ved Leilighed lader Jer se, eller høre. Ialfald det om Brændevinet.
I samme Skrivelse har jeg ogsaa paa en rørende Maade beskrevet min Hjemreise med dens Fataliteter, som ikke var mange, ei heller store. Derfor gider jeg ikke skrive noget om dem her; det eneste interessante ved Reisen er egentlig, at efter 7 Dages Tur var jeg i Kristiania. 7 Dages Jernbanereise for at komme til et Sted, hvor man helst ikke vilde være, – saadan gaar det.
Jeg nægter ikke for, at det var morsommere i Paris, og jeg skulde ligesaa gjerne – for en Gangs Skyld – spise Middag i Rue du BacRue du Bac] Her lå en liten restaurant med rimelig mat hvor norske kunstnere møttes. Kielland skrev en artikkel om samværet her med Jonas Lie i Samtiden 1893: «Fra rue de Bac no. 10». som i Hotel Royal, skjønt Maden her er bedre, og saa faar man Akkevit her, medens man der maa nøie sig med daarlige Konjakkere. Bagefter kunde man saa drikke Kaffe i Café Regence, og saa pa Ølbulen – hele Banden. Akk ja! Det kunde nok gaa an.
– Det var fælt snilt af Dere at huske paa det med Adressen. Mange Tak. Et Brev har jeg ialfald faaet desformedelst. WerenskjoldsWerenskjolds] Ekteparet Erik og Sofie Werenskiold trives vist ikke rart i Kristiania; FruenFruen] Sofie Werenskiold, født Thomesen (1849–1926), gift med Erik W. i Paris i 1882 betroede mig, at hun hader Byen. SkeibrokSkeibrok] Mathias Skeibrok (1851–1896), billedhugger er blit Far til et sundt og velskabt Pigebarn, KjærringaKjærringa] Inger Marie, født Nordby (1862–15.11.1886), gift med Matthias S. i 1885 er nok ikke stærk.
De bedste Hilsener fra ForranglerenForrangleren] Et kallenavn Garborg fikk i Paris
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Brevene mellom maleren Kitty L. Kielland (1843–1914) og forfatteren Arne Garborg (1851–1924) gir et unikt innblikk i en langvarig, skriftlig kontakt mellom to nære venner. De skrev jevnlig brev til hverandre, i hvert fall fram til Kielland sent i livet ble for syk. Dessverre er mange ikke bevart, særlig gjelder det Kiellands brev fra 1890-årene. Brevvekslingen som presenteres her er fra årene 1885–1906, i alt 48 fragmenter/brev/kladder. 18 av disse er skrevet av Kielland, av disse er 15 kladder. 30 er skrevet av Garborg.
Brevene utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.
Kitty L. Kielland regnes som en av de fremste norske landskapsmalerne i 1880-årene og hun bidro mye til utviklingen av den nyromantiske retningen innen malerkunsten i 1890-årene.
Arne Garborg regnes som en av de viktigste nynorskforfatterene i norsk litteraturhistorie. Garborg var interessert i å kartlegge hva som er grunnlaget for selvstendighet, både for individet og nasjonen. Det var først og fremst forholdet mellom språk og kommunikasjon, kulturell styrke og velferd som interesserte ham. Som journalist startet han i 1876 debatten: «Hva er norsk språk og nasjonalitet?» Garborgs skjønnlitterære gjennombrudd kom med den kritiske romanen Bondestudentar i 1883.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.