[Romjulen 1886]. Fra Kielland til Garborg.

Ms.4° 4318 A

Opplysninger om brevet: Udatert kladd. 2 blad. Slutten mangler.

Kjære Garborg!

Vi har været ude hos min broder i julen. Det var godt og hyggeligt. Det var godt at se de barneansigter glade og straalende, først spændte af forventning, saa frydefulde om træet. Godt at se min bror i sin kreds af alle disse afhængige af ham i kjærlighed. Han har et prægtig familieliv, lever som faa med sine børn. Det var rart at se ham sidde der som stamfaderen, med alle en stamfars glæder men ogsaa baand, og saa føle mig selv saa fattig saa løsrevet for ethvert baand som muligt. En stamfader og en bandit. Ja han har det godt, men jeg kan dog ikke blive livstrist for mig selv heller ved det syn. Min ung barn og -ungdomsdrøm var at kjøre rundt og leve med den, man holdt af i en zigeunervogn. Det er ikke frit for at jeg enda synes, at det er en god idé. En zigeunervogn gjør mig vemodig, men i saadant et hjem, der er saa meget liggende ‹…› saa meget udenom. Hvis jeg ikke var ludlei af slægtslutninger, saa vilde jeg mindes, at Jens Zetlits,Jens Zetlits] Jens Zetlitz (1761–1821), prest og dikter oldefar, var böhmer og zigeuner. AlexanderAlexander] Alexander L. Kielland (1849–1906), forfatter, bror av Kitty ligner og slægter kanske mer paa mors side. –

Hjertelig tak for Dit brev. Du «kviede» Dig ved at sende det. Aa nei, sig ikke det, Du maatte virkelig sende det eller aldeles intet. Ja vist glædede det mig, det gjør ondt at se ind i saa megen pine, men det gjør godt at faa se. Jo Du, jeg tror Dig i hvert et ord, og jeg tror nok jeg faar greie paa Dig. Jeg var jo lidt paa vei til at forstaa Dig, men jeg troede, det var evnen til at nyde livet, jeg forstod ikke, at det var selve modet paa det, Du manglede. Jeg skal aldrig mer plage Dig med at tale om dette, jeg forstaar saa godt, at det maatte plage Dig, men bare denne ene gang, maa jeg faa svare. Ved Du, jeg beundrer end mer din bog,din bog] Romanen Mannfolk, utgitt månedskiftet november /desember 1886 naar jeg ved, at den er skrevet med det Tryk paa Dig.

#Ja det er vist, at jeg synes, Du tar Dig sammen, jeg synes Du har ret i alt hvad Du siger, men der er en factor, Du ikke tager med. Du gjør alt til arv, eller en uundgaaelig arv. Du kunde se paa den lighed Du har med din far paa en for Dig sundere og ^mer heldbringende maade. Tanken paa din far forfølger mig rent, stakkars menneske. Jeg har aldrig vidst, at han dræbte sig selv, og det som kristen, for hvem det fører til evig fordømmelse efter deres tro, og alt dette paa det triste Jædderen. For enten magter man den natur, da hjælper den en, eller man knuges ihjel af den. Uf. Naar Du kunde skrive, saa de mennesker kunde hjælpes, vi samler ligesom alt for vor klasse, og mon ikke de har det værre, naar de først har det vondt. Jeg skiller os i klasser, fordi de ved mindre, vor sorg er mindre en pinefuld ond uklarhed. Men hvad vil Du give dem til modvægt. – Du siger selv, at Du ^{hos dig} kalder det nervørsitet, altsaa Du erkjender en del fysik, i din sygdom, men Du behandler det, som det var bare en aandelig kræft, som maatte og skulde tære Dig bort. Undskyld men jeg synes, Du er ligesaa uvittig som Færden,Færden] Anders Færden (1860–1939), jurist og sædelighetsforkjemper naar han vil at ligeover for sædelige fristelser skal en moders kristelige ord være en kur, han vil at bare aand skal kurere fysik. Du forsmaar at lade fysik hjælpe aand.Du forsmaar … aand] Kielland skrev artikkelen «Et indlæg i Kvinde-Sagen», trykt i Luthersk Ugeskrift 21. mars 1885, som et motinnlegg til Færdens syn på blant annet kvinnesak som kristendomsfiendtlig. Du synes, at jeg er ækel nu, jeg ved det. Gid jeg havde havt mer rede paa Dig isommer, i dette havde jeg virkelig kunnet være Dig en tørt praktisk hjælp. Den chenin og det jern, Du siden har taget, det skulde Du begynde med i det øieblik, Du følte dette forfærdelige onde snige sig paa Dig. Du skulde aldrig arbeide str‹æ›ngt uden styrkemidler ved siden. Tak ikke cognac, det vil Du strax foreslaa? Nu mener Du vel atter, at jeg aldeles ikke forstaar Dig, aa jo Du, jeg tror ikke, det ligge her, men jeg tror, Du skulde gjøre dig snarere en bundsforvant i dit legeme ved at styrke det til striden, og det før Du selv er overvundet, saa^og denne skrækkelige angstfulde modløshed er der.

#For den er der jo ikke, saa den overmander Dig altid? Jeg forstaar godt, at det gaar gjennem det hele, men ligeover for de svære tryk, da synes jeg, Du forholder Dig ligesaa urimelig, som om du ligesom din far troede, at det var fandens anfægtelse. Det var ikke sandsynlig, at han skulde tro, at fanden kunde paavirkes af medicin, men naar Du kalder det nervøsitet, da skulde Du være længre end din far? Nu skal jeg aldrig komme med dette mer, det er kjedelig at være tør praktisk, men jeg kom ikke med det, hvis min varme medfølese med Dig ikke tvang mig. Jeg har bitterlig ondt af Dig, nu skal jeg ikke sige det heller mer. –

At Du netop, naar Du er sygest er mest ræd for at nogen vil hjælpe Dig, det fatter jeg, og jeg har heller aldrig villet det. Det jeg har ville^ønsket, det har jeg opnaaet; Jeg nemlig fryder mig over at Du maa pine ud af Dig de ord: «det var jo Du som holdt mig oppe i denne vonde Tid.» Og ‹hvorved› har jeg holdt Dig oppe, ved at jeg selv havde glæde og udbytte af at være sammen med Dig. Hvis ikke det havde været tilfælde, var jeg jo aldrig kommet, og havde heller aldrig kunnet være til den fjerneste hygge. Mon Du ikke efterpaa har skammet Dig lidt over, at Du siger, jeg skal spørge dem som i senere tid har hædret dig med sit venskab, saa faar jeg vide, at Du ikke har noget videre at give. Hvad i alverden skiller det mig, hvad de synes. Hvad er det, at man giver? At den ene part tager. Det kan jo hænde, at jeg slet ikke havde ligt Dig, da Du var enthusiast. Naa ja, lad det da «klinge underligt» i dine øren, at jeg siger Du har «været noget» for mig, det har jeg aldrig sagt med de ord accurat, men med meget hjerteligere. Hvorfor siger Du alt dette. Der er en liden bitter ly lyd af det, som jeg ikke taaler, det som gjorde, at jeg dengang, Du ved, Du var saa snil, maatte gjennem #det paa død og liv. Ligesom naar man vil værge sig. Her er det for ansvar. Vent til jeg engang anklager Dig, naa ja da har Du jo altsaa nu advaret mig for ikke at sætte for store forhaabninger. Undskyld mig, Garborg, her var jeg sint, dette er stygt af mig. Men jeg synes ikke rigtig, det kommer Dig ved, hvad jeg tænker, ialfald kan Du jo lade det staa hen uden at harcellere derover. – Se nu er jeg aldeles uvis, om Du ikke er svært kjed over dette brev, men nu taler jeg altsaa ikke mer derom. Tusind tak for det hele. ‹…›Slutten mangler

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.